Indledning

»Sverige er måske det største og mest radikale politiske eksperiment i verden,« konstaterer Rune Lykkeberg indledningsvis i Informations lille bog om 30 store svenskere fra 2018.14 Chefredaktøren formulerer her præmissen for den dobbelthed, der præger mange danskeres forhold til broderlandet: Midt imellem Bulderby-idyl, skærgårdsferie, bløde skibakker og endnu blødere köttbullar findes noget, vi på denne side af sundet har svært ved at forstå; en radikalitet, som gennem årtier har defineret svensk kultur, politik og samfund.

Uanset om vi taler feminisme, forsvarspolitik, indvandring, udkant, kriminalitet, pandemi eller politisk debat, er svenskerne hele tiden et skridt foran. Og de ved det godt selv. »Når jeg møder udenlandske kolleger, siger de, at Sverige afviger i asylspørgsmålet. Men ’nej’, siger jeg. ’Det er er jer andre, som er afvigende. Jer alle sammen’,« lød det fra Anders Danielsson, generaldirektør hos landets migrationsmyndighed, i 2015.15

Meget kan man mene om svensk udlændingepolitik, men generaldirektøren satte i hvert fald ord på det, som nogen elsker, og andre elsker at hade ved Sverige: den stolte, svenske exceptionalisme. Under Anden Verdenskrig stod man på sidelinjen. Under Den Kolde Krig stod man midt imellem. Under flygtningekrisen gjorde man som ingen andre, og da coronakrisen ramte, opsummerede den tidligere svenske statsepidemiolog Johan Giesecke situationen således: »Alle andre lande gør det forkert.«16 Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor de svenske dødstal oversteg Danmarks, Norges og Finlands. Tilsammen.

Gang på gang skiller Sverige sig ud. Og ikke sjældent med en udpræget selvfølgelighed, som får naboerne til at løfte øjenbrynene. Et progressivt og humanistisk foregangsland, hævder nogle.

Indledning

13

Et politisk korrekt mareridt, mener andre. Men en ting er sikker: Alle har en holdning. Vi spejler os i svenskerne. Peger fingre ad dem, konkurrerer med dem og søger inspiration hos dem. Og alt sammen med god grund. Vores slægtskab er historisk, stormombrust og hele tiden nærværende. Derfor er Sverige også noget af det, vi diskuterer mest lidenskabeligt. Et ekstremt land. Og voldsomt fascinerende! »Svenske tilstande« siger vi, når Göteborgs udsatte forstæder står i brand, når woke-aktivister kræver pensumlister ændret på Uppsala Universitet, eller når Nobelkomitéen udelukker Sverigedemokraterna fra den traditionsrige prisfest på rådhuset i Stockholm.17 Sverige går altid skridtet videre. Og derfor er landet også et fremragende pejlemærke, når vores egen kurs skal udstikkes. Vi kan tage bestik af de svenske erfaringer og løbende tilpasse retningen efter naboernes op- og nedture. Et foregangsland. På både godt og på ondt.

Udsigt til opbrud

I september 2022 skal svenskerne til valg, og der er udsigt til opbrud – både i politikken, men også i den svenske selvforståelse. Efter otte år med Socialdemokraterna ved roret står den borgerlige opposition på spring til at gribe magten. Og de har tænkt sig at gøre det med hjælp fra de forkætrede højrenationalister hos Sverigedemokraterna. Men forandringerne i det svenske samfund rækker langt ud over næste riksdagsvalg.

Kulturkrigen raser, hævder de mere højtravende kommentatorer. Og selv de afdæmpede medgiver, at der er historisk meget på spil. Sverige står i et vadested, og udfaldet af tidens slagsmål om velfærd, bandekriminalitet, identitet og forsvar bliver definerende for fremtiden. Spørgsmålet er, om vi nærmer os punktet, hvor det svenske selvbillede krakelerer? Hvor der vinkes farvel til idealerne og arven fra Olof Palme? Og hvor folkehjemmets plantegning skal erstattes af en ny?

14 Det svenske eksperiment

De fleste er enige om, at Sverige langt fra er et ubekymret glansbillede med IKEA-møblement, midsommerstænger og hjemmekogt blåbærsuppe. Men hvad er Sverige anno 2022 så? Dét spørgsmål er udgangspunktet for denne bog. For at nærme mig et svar, har jeg det seneste år besøgt en lang række steder og talt med et væld af mennesker, som på hver sin måde er med til at tegne det moderne Sverige. Det gælder socialarbejderen fra Göteborgs udsatte forstæder, feministerne i Malmös centrum, den omvendte islamist og den kulturkrigeriske sverigedemokrat. Blandt mange andre.

I sidste ende er det selvsagt en umulig opgave at indkapsle et land og en befolkning på få hundrede sider, og udvælgelsen af emner og interviewpersoner vil givetvis skuffe nogen. Hvor er skandalerne i Det Svenske Akademi? Brandattentaterne mod asylcentre, samernes sørgelige historie eller alt det skønne, Sverige også er? Hvorfor ikke beskæftige sig mere med Gustav Vasa, Greta Thunberg eller den antisemitisme, som med jævne mellemrum stikker sit grimme hoved frem? Det korte svar er, at alt sammen er relevant, og at udvælgelsen alene er mit ansvar. Jeg har forsøgt at balancere mellem egne interesser, de temaer, som svenskerne er optaget af, samt emner, der efter min bedste overbevisning er interessante og relevante for et dansk publikum. Om jeg er lykkedes, må andre bedømme. Men uanset hvad:

Rigtig god læselyst!

Indledning

15