Det sidste brev

★

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

9 788712 805359 0 0 0 0 9 7 / S E

METT AF E

EFONI

CO2-kalkuleret

T

EL

født 1976, uddannet antropolog og forfatter til noveller, ungdomsromaner og børnebøger.

For at tage ordentlig afsked med det håndskrevne brev, har antropolog Mette Telefoni fået tolv af landets brevelskende forfattere til at tage del i Det sidste brev. I helt personlige, håndskrevne breve fortæller disse forfattere om deres forhold til breve. Og de sender deres brev til den næste i brevkæden som fejring af den autentiske, litterære korrespondance.

T

METTE TELEFONI

At modtage et håndskrevet brev skaber en følelse af fysisk tilstedeværelse og intimitet, som digitale beskeder ofte ikke kan matche. Brevet kan betragtes som en fysisk genstand, der kan holdes, gemmes og genlæses, hvilket kan give en særlig værdi.

E

8.00

I 2025 blev den sidste røde postkasse i landet taget ned, og PostNord leverede sit sidste brev ved udgangen af året.

Et postvæsen, med omdeling af breve i brevsprækker og postkasser siden 1624, forsvandt.

REDIGER

RIVER DESIGN

Br ev ene må ik ke inde ho lde penge

N 2026

G

★

DANMARK

En hyldest til brevskrivningen – tolv af landets mest anerkendte skønlitterære forfattere hylder og tager afsked med det håndskrevne brev.

A

DS

F ORL

A

G

år vi skriver et brev, kan det allerinderste kanaliseres ud i hånden, ned i pennen på papiret.

Det allerinderste, som for mange er svært at sige, får et sted at komme til orde i brevet. Vi efterlader et aftryk af vores følelser og tanker, af vores samtid og vores personlighed, når vi tager os tid til at sætte os ned og skrive et brev. Og brevet er en fysisk genstand, som kan gemmes i klædeskabet eller under hovedpuden, og det kan gå i arv generation efter generation, som et vidnesbyrd om mennesket, som skrev det.

Brevskrivning er uddøende. Det håndskrevne brev forsvinder, det samme gør vores røde postkasser. For mig er dét en sorg, som de fleste nok ikke forstår.

Men nogle gør.

Fra bogens forord

Det sidste brev.indd 2

28.05.2026 11.19

METTE TELEFONI (RED.)

DET SIDSTE BREV

Det sidste brev.indd 3

28.05.2026 11.19

Det sidste brev Copyright © 2026 Mette Telefoni, bidragsyderne og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-80535-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Omslagsdesign: Julie Fröhlich og Sune Ehlers / River Design Forsideretouch: Flemming Rohland Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Redaktion: Mette Telefoni Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: ScandBook Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Det sidste brev.indd 4

28.05.2026 11.19

INDHOLD Forord

7

Peter Høeg til Jens Blendstrup

11

Jens Blendstrup til Maria Helleberg

37

Maria Helleberg til Jesper Wung-Sung

51

Jesper Wung-Sung til Stine Askov 57 Stine Askov til Knud Romer

69

Knud Romer til Kristian Ditlev Jensen Kristian Ditlev Jensen til Mich Vraa Mich Vraa til Trisse Gejl

79 93

105

Trisse Gejl til Tomas Lagermand Lundme

113

Tomas Lagermand Lundme til Benjamin Koppel Benjamin Koppel til Suzanne Brøgger Suzanne Brøgger til Peter Høeg Om brevskriverne

Det sidste brev.indd 5

121

129

139

142

28.05.2026 11.19

Det sidste brev.indd 6

28.05.2026 11.19

FORORD Kære læser Da jeg var tolv år gammel, fandt jeg et bundt breve i min mors klædeskab. Brevene var samlet med et rødt silkebånd, og jeg følte med det samme, at jeg var på farlig grund. Men min nysgerrighed fik mig til at løsne båndet og læse. Det var kærestebreve, udvekslet mellem mine forældre, mens min far var i militæret.

Men for mig var personerne, der skrev, helt fremmede. For jeg havde aldrig hørt mine forældre bruge så kærlige og store ord i deres ægteskab. Jeg fik et indblik i en kærlighed, som så anderledes ud, når den kom på skrift. Med blussende kinder lagde jeg brevene på

7

Det sidste brev.indd 7

28.05.2026 11.19

plads. Jeg så dem aldrig siden og har aldrig fortalt mine forældre, at jeg læste dem (før de læser dette).

Det er dét, breve kan. Når vi skriver et brev, kan det allerinderste kanaliseres ud i hånden, ned i pennen på papiret. Det allerinderste, som for mange er svært at sige, får et sted at komme til orde i brevet. Vi efterlader et aftryk af vores følelser og tanker, af vores samtid og vores personlighed, når vi tager os tid til at sætte os ned og skrive et brev. Og brevet er en fysisk genstand, som kan gemmes i klædeskabet eller under hovedpuden, og det kan gå i arv generation efter generation, som et vidnesbyrd om mennesket, som skrev det.

Brevskrivning er uddøende. Det håndskrevne brev forsvinder sammen med vores røde postkasser. For mig er dét en sorg, som de færreste nok forstår. Men nogle gør. Jeg spurgte et udpluk af landets dygtigste og brevelskende forfattere, om de havde lyst til at give brevskrivningen en kærlig hilsen med på vejen. Og hele tolv havde lyst til at være med i denne hyldest, hvor de fortæller om deres arbejde med breve i researchfasen, om breve som form i skrivningen og om meget personlige oplevelser med breve igennem livet.

Rækkefølgen, de tolv forfattere skriver deres breve i, er tilfældig. Nogle kender hinanden i forvejen, andre 8

Det sidste brev.indd 8

28.05.2026 11.19

forbindes for første gang i brevkæden. Fælles for dem alle er deres kærlighed til brevskrivningen, som de her indvier dig i.

Jeg ønsker dig god læselyst og håber, du efter endt læsning har lyst til at sende et brev til en, du holder af.

Med kærlige hilsener Mette Telefoni Antropolog, forfatter og ihærdig brevskriver

Det sidste brev.indd 9

28.05.2026 11.19

Det sidste brev.indd 10

28.05.2026 11.19

PETER HØEG TIL JENS BLENDSTRUP Kæreste Jens Det er uomgængeligt, at jeg begynder med at sige, at det føles sårbart at skrive til dig i denne sammenhæng.

At vide at det, på grund af vores relation, bliver både dybt personligt og meget privat. Samtidigt med at andre, som måske hverken kender dig eller mig, vil læse med.

Jeg har tænkt meget over dette. Brugt meget tid på at undersøge, om jeg kunne skrive et mere uforpligtende brev. Spørge til Malene og dig, takke for den sidste bog, udtrykke håbet om at både I og børnene havde det godt.

11

Det sidste brev.indd 11

28.05.2026 11.19

Jeg var landet på at sådan skulle det være: hjerteligt, personligt, men garderet over for offentligheden.

Men så huskede jeg noget, du har sagt. Først én uforglemmelig gang – som jeg om lidt vil minde dig om – siden mange gange i mange situationer: At sandheden går frem for alt.

Hvorefter jeg besluttede mig til at risikere – og at sige det, som det var.

Jeg taler om vores sidste møde. Vores sidste ikkemøde.

Jeg har landet det. Jeg er kommet overens med det.

Kommet nogenlunde overens med det. Selvom jeg endnu – jeg kan mærke det nu, hvor jeg skal fortælle dig om, hvordan jeg oplevede det – sidder tilbage med en dybere uro. En tvivl af en slags for hvilken der måske ikke findes en landing.

Jeg var forbavset over invitationen. Jeg anede ikke uråd, ikke på det tidspunkt, men jeg var forbavset. Fordi adressen ikke var hjemme hos jer på Dyrhaugesvej, men ’Blenstrup Hovedgaard’ og et jysk postnummer.

Jeg anede ikke, at der fandtes et sted, som hed Blenstrup. Jeg så efter på et kort og opdagede, at det ligger i, hvad jeg ville kalde Nordjylland. På kortet så

12

Det sidste brev.indd 12

28.05.2026 11.19

det ud som om Blenstrup Hovedgaard lå midt ude i Blenstrup Sø.

Jeg er vokset op på Christianshavn. Jeg anede ikke, hvad en hovedgård var. Jeg er ikke sikker på, jeg havde hørt ordet. Og jeg forbandt det ikke med dig. Det nærmeste, tænkte jeg ved mig selv, det nærmeste Jens er kommet landbolivet, er under sin opvækst i Risskov. Han er københavner som jeg. Jeg forbinder dig og Malene med Villa Pølsely på Amager. Og siden med Dyrhaugesvej i Korsør.

Alligevel anede jeg som sagt ikke uråd. Jeg tænkte: Nu har Malene endelig fundet det sommerhus, hun altid har talt om, tæt ved vandet selv om det kun er en sø, de vil vise mig huset.

Faldet til ro med den antagelse, slog jeg hovedet fra og GPS’en til og satte mig tidligt om morgenen i Poloen og begav mig ud ad E 45 mod Aalborg.

Det var da jeg drejede fra motorvejen og kom ind på alléen og så skiltet, Blenstrup Hovedgaard Allé, at jeg begyndte at undre mig.

13

Det sidste brev.indd 13

28.05.2026 11.19

Det er, som du véd, ikke en almindelig lille allé. Det er en grusvej med store lindetræer, en vej så bred, at to store lastvogne ville kunne passere hinanden.

For mig snoede den sig gennem lange skovstrækninger, gennem et morænebakket landskab som ikke ligner Danmark. Der er ingen markfirkanter, ingen små parceller, der er skove og engdrag og æblehaver så store som fodboldbaner.

Jeg oplevede, at alléen førte mig ud af den virkelighed, jeg kendte, og ind i – noget andet.

Da jeg så den første af avlsgårdene, tænkte jeg: Nåh, de har købt et gammelt stråtækt bondehus – det passer med Malenes romantiske side. Men GPS’en viste mig, at der var 500 meter igen.

Så førte alléen ned mod søen og ud på halvøen – og åbnede til Blenstrup Hovedgaard.

Jeg er aldrig før kørt op til et slot. Jeg kender ingen, der har et slot. I hvert fald ingen som ville invitere mig.

Jeg holdt stille, inden jeg kørte ind langs den kolossale runde plæne med rosenbedene. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle parkere. Der var ingen biler foran bygningen, ingen spor af liv. Jeg følte min lille Polo ville grænseoverskride omgivelsernes æstetiske værdighed.

Jeg holdt ind helt ude til siden.

14

Det sidste brev.indd 14

28.05.2026 11.19

Foran trappen blev jeg stående og mærkede stilheden.

Ude i den almindelige virkelighed er der støj. Der er trafik. Der er motorsave. Plæneklippere. Stemmer.

Her var fuldstændig stille. Bortset fra vindens dæmpede susen i egetræskroner.

Som jeg stod dér, fik jeg en association. Som tog lidt af lammelsen ud af situationen. Det slog mig, at Blenstrup Hovedgaard ligner Kaptajn Haddocks lille slot Møllenborg i Tintin. Et overkommeligt slot. Et venligt slot. Et sted som man selv ville vove at træde ind i. I hvert fald hvis man var inviteret.

Det var da jeg lagde nakken tilbage, jeg så våbenskjoldet over døren. En åkande som åbner sig, og op ad den stiger, stående på ryggen af en skildpadde, to jerseykøer og en giraf. Omkranset af blomstrende roser og teksten Dixi et salvavi animam meam.

Da begyndte det at dæmre for mig. For Jens, det våbenskjold havde jeg jo set masser af gange. Håndbroderet på din doktorkappe ved dimissionen fra Herlufsholm. På dine poloskjorter. På din og Malenes EX90.

Jeg havde bare aldrig tænkt på det som et våbenskjold. Jeg havde tænkt det var et brand. Ligesom dine andre brands. Nike, Adidas, Lullulemon til dit yogatøj.

15

Det sidste brev.indd 15

28.05.2026 11.19