Harper Graham
Detlillepensionat Cinnamon Spice
Kærlighed er det sødeste krydderi ...
HARPER GRAHAM
Det lille pensionat Cinnamon Spice
roman
På dansk ved Gitte Winneche
Gads Forlag
Det lille pensionat Cinnamon Spice er oversat fra amerikansk af Gitte Winneche efter
The Cinnamon Spice Inn
Copyright © Storyfire Ltd., 2025
First published in the English language in 2025 by Storyfire Ltd, trading as Bookouture
Dansk udgave © Gads Forlag 2026
Omslag: eyelab.design efter originaldesign af Bookouture
Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80563-2
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.
Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Til alle de læsere, der synes, at efteråret er den perfekte årstid til romantik, nye chancer og en lille smule spice.
Byparken
Cassidys chokoladebutik Lejr
Elm Drive
Kristas bådhus
Birch Road
Madisons pensionat
Zoes blomsterbutik
Til beboelseskvarteret
Det lille pensionat Cinnamon Spices playliste
Lyt til playlisten på Spotify
ET
MADISON
Den 11. oktober
Madison Kelly trak benene helt op til brystet. Hun fattede ikke, hvad der var sket. Så sent som i morges havde hun befundet sig i New York. Hun havde været på vej til et møde og havde skyndt sig ned ad gaden med en croissant og en kaffe i hånden. Nu befandt hun sig pludselig i sit barndomshjem, pensionatet Cinnamon Spice. Der lå et mystisk brev under hendes pude, og en storm rasede uden for vinduerne.
Brevet var kommet i morges. Det var skrevet på computer og printet ud, og der var ingen underskrift. Det lå i en slidt konvolut, der så ud til at have ligget i nogens lomme i ugevis.
Så snart hun samlede brevet op, vidste hun, at det var vigtigt. Hun havde åbnet brevet med rystende hænder, mens tankerne for rundt i hovedet på hende. De jordagtige noter af sandeltræ og vanilje, der steg op fra brevet, fik et minde til at røre på sig.
Madison
Cinnamon Spice har brug for dig. Din far har brug for dig.
Kan du komme hjem? Bare i et stykke tid?
– En ven
Det var ikke fra hendes far – han ville aldrig bede om hjælp. Og Bedste, hendes mormor, plejede ikke at have nogen problemer med at sige tingene ligeud.
Helt ærligt mindede brevet hende om hendes mor. Men det var umuligt. Hendes mor havde været død i tre år.
Det var et mysterie. Og Madison havde en svaghed for mysterier.
Hun elskede at løse gåder, det havde hun altid gjort. Hun var i sit rette element, når hun var i gang med en krimi, der var umulig at regne ud, prøvede at løse en krydsord eller lavede mad efter en halvfærdig opskrift. Hendes hjerne kunne godt lide orden. At regne ting ud, løse dem. Hun var en mysteriejunkie og et udpræget konkurrencemenneske, og hun var grænsende til sygeligt besat af at komme til bunds i alting. Hun havde med andre ord ikke noget valg – hun smed alt, hvad hun havde i hænderne, og tog tilbage til pensionatet.
Tilbage til Maple Falls. Tilbage til den lille by ved søen, som var omringet af bjerge og træer, og som var fuld af excentriske indbyggere. Tilbage til det sted, hun aldrig havde troet skulle blive hendes hjem igen.
Endnu et lyn slog ned og oplyste hendes barndomsværelse som blitzen fra et polaroidkamera. Cinnamon Spice jamrede næsten, da der fulgte et tordenbrag, som fik glasset i vinduerne til at ryste.
Madison sagde til sig selv, at hun skulle tage sig sammen. Hun havde overlevet myldretiden i New York, utallige katastrofale første dates og tre kaotiske, vinfyldte thanksgivinger
med sin roommate, Jo. Men der var ikke noget som en tordenstorm i Midtvesten, der kunne flosse hendes nerver.
Men det var ikke bare stormen. Madison havde været urolig, lige siden hun var ankommet her til aften. Pensionatet var i langt værre forfatning, end hun havde forventet. På kontoret havde hun fundet kvitteringer, der var over to år gamle, en vandregning fra sidste sommer og en håndskrevet note fra en eller anden ved navn Tim om at “fikse softicemaskinen”.
Hun var ikke engang sikker på, at de havde en softicemaskine.
Så havde Bedste afsløret, at de tolv værelser på pensionatet næsten alle stod tomme – der boede kun et enkelt par lige nu. Det var hjerteskærende.
Det lille pensionat Cinnamon Spice havde engang været det perfekte sted at tilbringe sin efterårsferie. Hendes barndomsminder var fulde af duften af hendes mors berømte kanelsnegle, verandaen, der var dækket af tørre blade, og den varme, højloftede spisestue, hvor ilden knitrede i pejsen. Det var umuligt at bo her uden at føle, at man blev omfavnet i et stort, varmt kram. Det her var det perfekte sted at sætte sig til rette med en bog og en kop kaffe ved vinduet med udsigt til de smukke efterårsfarver og søen udenfor.
Nu var det dog tydeligt, at hendes far ikke længere vedligeholdt stedet, og Madisons to do-liste var længere end et menukort på en fransk restaurant.
Men hun skulle nok fikse det hele. Hun ville få stedet på ret køl igen og hyre en bestyrer, så hun kunne være tilbage i New York inden den 1. november.
Hun skulle bare løse ét problem ad gangen. Lave en liste og følge den. Madison var fænomenal til at lave lister.
Endnu et brag rystede pensionatet. Denne gang gav det sådan et sæt i hende, at hun fik sparket det skotskternede tæppe ned fra sengen.
Hun lagde armene over kors. “Madison, du er en voksen kvinde. Du kan godt klare det her,” sagde hun irriteret til sig selv.
Og det kunne hun. Hun var en populær madanmelder, og engang omskrev hun en anmeldelse af en Michelin-restaurant på tyve minutter, fordi redaktøren i sidste øjeblik ændrede temaet fra “kulinarisk kunst” til “comfortfood”. Det her var ingenting i sammenligning med det.
Men Madison havde været rædselsslagen for stormvejr, siden hun var lille. Og denne storm var så uventet, fordi det var efterår – den 11. oktober. Normalt var der ikke særlig mange storme i Midtvesten i løbet af efteråret. Det var meningen, at det skulle være den hyggeligste, mest fredelige tid på året.
Madison lænede sig tilbage mod hovedgærdet og prøvede at få styr på sig selv. Hun mindedes, hvordan hendes mor havde trøstet hende og strøget hende over håret her i værelset, når hun havde haft mareridt. Hun var den eneste, der vidste, hvad hun skulle sige, og hvordan hun skulle berolige Madison, når hendes hjerte bankede derudad.
Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Det ville alt sammen snart være overstået – stormen, at fikse pensionatet. Så kunne hun vende tilbage til sit normale liv og til at være den stærke, selvsikre kvinde, hun vidste, hun var. Kvinden, hendes mor ville have været stolt af.
BANG!
Lyden af splintrende træ genlød i huset efterfulgt af et kæmpe brag. Madison skubbede tæppet til side og rejste sig hurtigt op. Hun trak den nærmeste sweater – en tranebærrød striktrøje – over sin ternede pyjamas og greb sin telefon, så hun havde noget lys.
Da Madison nåede hen til toppen af trappen, stoppede
hun brat op, og hendes tykke uldsokker gled på det blankpolerede trægulv.
Spisestuen – hendes yndlingsrum på hele pensionatet, stedet, der var kendt for den knitrende pejs og den smukke udsigt til søen – var ødelagt.
Byens ældste ahorntræ var væltet direkte ned i midten af pensionatet. Træet havde altid været et symbol på pensionatets charme og et fast holdepunkt i Madisons opvækst.
Regnen strømmede ind gennem det gabende hul i taget og gennemvædede trægulvet og de væltede møbler.
“Åh nej, nej, nej, nej,” sagde Madison for hvert skridt, hun tog i hurtige spring ned ad trappen.
Ahorntræet havde ageret baggrund på hvert eneste familiefoto, der nogensinde var blevet taget. Hvert eneste år havde hun poseret foran det på den første skoledag, hver gang med en ny sløjfe, som hendes mor havde sat i hendes hår.
Nu var det ikke andet end brænde.
“Er du okay, Madison?” lød hendes fars stemme fra køkkenet. Han lød alt for munter og rolig situationen taget i betragtning. Den lille hund Cocoa, som han havde taget til sig for ikke så længe siden, var lige i hælene på ham og gøede i mørket.
Madison vendte sig mod lyden af sin fars stemme lige i tide til at se George træde ind i lokalet med en lommelygte i den ene hånd og – af alle ting – en cookie i den anden. Buksebenene på hans stribede pyjamas var stoppet ned i hans futter, og hans grå hår stak op i uredte totter.
“Det var da lige godt utroligt. Se lige engang!” Han lyste op mod loftet med lommelygten.
Cocoa blev ved med at gø og jagede lyskeglen fra lommelygten uden at ænse de væltede borde og murbrokkerne.
“Så så. Kom her,” sagde George og tog hunden op i sine
arme. Cocoa vejede ikke mere end et par kilo. Hendes pels var krøllet og chokoladefarvet, og hun logrede vildt med halen, mens hun slikkede Madisons far i ansigtet på jagt efter cookiekrummer.
George fortsatte med at nusse den lille hund, mens vandet strømmede ind. “Du kan ikke lide stormvejr, kan du vel? Det kan Madison heller ikke.” Hendes far klukkede, og endnu et lyn flængede himlen.
“Taget, far,” sagde hun bedende i et forsøg på at få Georges opmærksomhed.
“Hva’?” Han så op, mens han kløede Cocoa bag ørerne.
Madison gned sig i tindingerne. “Det her er alvorligt.”
“Ja, ja. Selvfølgelig. Taget.” Han rømmede sig, så sig omkring og tog så endnu en bid af sin cookie.
Madison greb en håndfuld køkkenrulle fra indtjekningsskranken og begyndte at tørre op, men det var meningsløst. Hendes sokker var gennemblødte i løbet af et øjeblik.
“Du er foruroligende rolig lige nu,” sagde hun til sin far.
“Tja, der er ingen grund til at gå i panik. Panik har aldrig lappet et tag.”
Madison modstod trangen til at slå ud med armene.
“Hvad er klokken?” spurgte hun højt, inden hun så på sin telefon. “Syv minutter over to. Fantastisk.” Hun sukkede tungt. “Okay. Det er fint. Jeg finder en presenning, en spand …”
George afbrød hende. “Nu skal du ikke bekymre dig, sukkermus. Det er ikke så slemt,” tilføjede han og slog ud med hånden, som om det ikke var værre end et løst dørhåndtag.
“Ikke så … Far! Halvdelen af taget er forsvundet!”
Han nikkede. “Jeg kender en fyr, der kan fikse det.”
“Du … kender en fyr?”
“Jep. En god én, endda.” Han lænede sig tilbage på hælene
og så vældig tilfreds ud med sig selv. “Telefonerne virker ikke. Jeg smutter ud og henter ham.”
“Henter ham? Nu?” Madison greb hans arm, idet han rakte ud efter sin jakke. “Far, det er midt om natten. Og det stormer!”
“Bliv her, og hold øje med alting,” sagde han og rakte Cocoa til hende. “Stormen er snart ovre. Stol på mig. Hvis din mormor vågner, inden jeg er tilbage, hvilket jeg tvivler stærkt på, så sig til hende, at jeg ordner det.” Og uden et ord mere klappede han Madison på skulderen og gik ud ad døren. Han var stadig iført sin pyjamas. Madison stod tilbage midt i kaosset af nedfaldne blade og store stykker ituslåede gipsplader.
Hun jamrede højlydt og lukkede øjnene, hvilket bare gjorde det lettere at høre lyden af regndråber, der dryppede støt fra loftet. Cocoa klynkede i hendes arme.
“Undskyld, lille ven. Jeg er vist bare lidt overvældet.”
Hun trykkede Cocoa tæt ind til brystet og kyssede hunden på toppen af hovedet. “Det var vist ikke helt det her, vi gik ind til, hva’?”
Madison tvang de tårer, der truede med at løbe ned over hendes kinder, væk og tog en dyb indånding. Hun kunne ikke bare stå der og vente. Hun måtte finde en spand og en presenning. Det måtte gå an indtil videre.
“Okay. Vi skal nok klare det her.” Hun trykkede sin kind ind mod Cocoas bløde pels for at finde en smule trøst. Så gik hun hen ad gangen og trådte ind på pensionatets kontor, hvor hun nænsomt placerede hunden på fleecetæppet i dens bur.
I lobbyen fandt Madison en gammel regnjakke i skabet. Den var helt stiv og gul og havde set bedre dage, ligesom resten af farens garderobe. Under jakken stod der et par
støvler fulde af indtørret mudder, og hun bar dem hen til bagdøren. Hendes far havde haft ret. Vinden var ved at tage af, men regnen faldt stadig støt.
“Okay, kom så,” sagde hun i et forsøg på at give sig selv en lille peptalk, inden hun trådte ud i regnen.
Vinden blæste med det samme hendes hætte bagud, og regnen piskede mod ansigtet. Madison dukkede hovedet og trak hætten frem, men det var nyttesløst, så i stedet for at kæmpe med regnjakken begyndte hun at løbe hen mod skuret, der stod et lille stykke fra huset.
Ligesom resten af pensionatet havde skuret set bedre dage. Det var meningen, at den hvide træbeklædning skulle matche pensionatet, men malingen skallede af, og hængslerne på døren var praktisk talt rustet fast.
Madisons hår var drivvådt, da hun endelig fik revet døren op. Den lød som et klagende genfærd, der jamrede i nattens stilhed.
“Jep,” mumlede Madison. “Helt sikkert hjemsøgt.”
Hun rynkede på næsen, da hun trådte ind i det fugtige og indelukkede rum. “Skønt.”
Skuret lugtede af gammelt træ, rustent metal og motorolie. Lygten på hendes telefon oplyste et assorteret udvalg af glemt værktøj, hylder fulde af spindelvæv og nogle kasser stablet farefuldt skævt i et hjørne. Madison skælvede og trak regnjakken tættere om sig, som om den kunne beskytte hende mod, hvad end der kunne kravle frem fra alle krinkelkrogene herude.
“Okay,” hviskede hun og så sig omkring. “Vi leder efter en spand og en presenning. Helst uden edderkopper på.” Madison hadede edderkopper næsten lige så meget, som hun hadede stormvejr.
Fokuser, Madison. Hun ledte i virvaret så hurtigt som
muligt. Hun hadede den her slags rod. Ingen mærkater. Ingen orden. Ingen logik.
Men hendes mors gamle planteskeer hang nydeligt på nogle kroge lige over hylden, præcis hvor hun altid plejede at hænge dem. Det lille tegn på orden fik noget til at værke i Madisons bryst.
“Jeg burde være kommet hjem noget før,” hviskede hun.
Men hun var ikke kommet hjem før nu, og nu var pensionatet ved at falde fra hinanden.
Hun rystede på hovedet. Der var ikke tid til at svælge i fortiden. Hun havde et tag, der skulle fikses.
“Aha, dér er du jo,” sagde hun og rakte ud efter en spand. “Jeg har dig næsten.” Hendes hånd lå på spanden, da hun hørte det – fodtrin. Hun stivnede. Der var ingen tvivl. Nogen nærmede sig hende bagfra.
Madison slukkede hurtigt mobilens lommelygte, så der blev mørkt i skuret. Hun lagde telefonen fra sig, så hun kunne lede efter et våben. Det havde været lettere at lede med lommelygten tændt, men hun ville ikke lade morderen vide, hvor hun gemte sig.
Det var nok ikke en morder. Eller formentlig ikke. De rare mennesker i Midtvesten havde ikke for vane at dræbe folk i skure midt om natten.
Men på den anden side stormede det som regel heller ikke om efteråret.
Madison famlede og fik fat i en rusten planteske på krogen over hende. Den var sløv af at være blevet brugt så meget, men den var bedre end ingenting.
Døren gik knirkende op, og Madison holdt planteskeen op foran sit ansigt, klar til at gå til angreb. Hun bad til, at hun ikke ville blive nødt til at bruge den, men desperate tider og alt det der.
Hun blev mødt af et blændende skarpt lys.
“Maddie? Hvad fanden? Er du kommet hjem?” Mandens stemme var lav og ru.
Madison snublede et skridt baglæns, og planteskeen faldt klirrende til jorden.
“Zach?” sagde hun åndeløst. Hendes mave slog en kolbøtte, og hendes hjerte begyndte at banke hurtigere.
Han trådte nærmere, og lyset fra lommelygten fangede regnen, der dryppede fra hans sandfarvede hår og skovmandsskjorten. Han havde armene over kors, og han så lige så fast og solid ud, som hun huskede ham.
Det var ham.
Hendes eks, hendes første kærlighed, hendes tidligere bedste ven.
Han virkede højere på en eller anden måde. Bredere. Hans jeans klæbede til hans ben på en måde, der gjorde hende tør i halsen. Hans øjne var som dybe, nøddebrune søer, og der var et blik i dem, hun ikke rigtig kunne tyde.
Var det forfærdelse? Irritation? Begge dele?
Regnen tog til og trommede mod skurets tag, mens Madisons puls dunkede i hendes ører. Zach rynkede øjenbrynene, men blev ved med at se på hende, og spændingen mellem dem blev tykkere. Hans øjne hang ved hende, søgende, sultne.
I et øjeblik stod de der simpelthen bare – to spøgelser fra fortiden. Madison mærkede en stærk trang til at mindske afstanden mellem dem. Hun holdt vejret et øjeblik, og et besynderligt gys løb gennem kroppen.
Mens Zach fastholdt hendes blik, trak et skævt smil i hans mundvige, og hendes hjerte sprang et slag over. Hun borede neglene ned i håndfladerne og forsøgte at gøre sig hård.
Hun kunne ikke lade minderne tage over. Hun kunne ikke
lukke følelserne ind. Hun var ikke den samme pige, som havde forladt Maple Falls for alle de år siden.
Alligevel kunne hun mærke, at der var noget dybt inde i hende, der trak som en magnet.
En brændende fornemmelse.
Som var hun et møl, der blev draget mod flammerne, parat til at lade sig fortære.