Det låste rum

225 mm

90 mm

152 mm

29,3 mm

152 mm

»En af Englands bedste krimiforfattere.«

»En fremragende historie.«

KRISTELIGT DAGBLAD

THE TIMES

90 mm

Læs også de øvrige bind i den vanedannende serie om Ruth Galloway

Ruth Galloway gør en højst overraskende opdagelse, da hun rydder op i sin afdøde mors ejendele. Her finder hun et gammelt foto af Ruths hus i Norfolk, taget længe før Ruth flyttede ind. Den eneste ledetråd er en kort tekst skrevet på bagsiden af billedet: ”Dawn, 1963.”

Ruth vender hjem til Norfolk fast besluttet på at løse mysteriet.

Men snart rammer Covid-19 verden og sætter alt i stå, og Ruth er tvunget til at holde sig hjemme med sin datter, Kate. Heldigvis er der flyttet en ny lejer ind i nabohuset, Zoe, som Ruth falder i snak med hen over hækken.

DET LÅSTE RUM er 14. bind i den populære krimiserie om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway, som har solgt over 450.000 eksemplarer i Danmark. Hver bog indeholder en selvstændig historie, så bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Anden bog

Tredje bog

Fjerde bog

Femte bog

Sjette bog

Syvende bog

Ottende bog

Niende bog

Tiende bog

Ellevte bog

Tolvte bog

EN RUTH GALLOWAY-KRIMI

Det låste rum

Elly Griffiths, f. 1963, er en af Englands mest elskede krimiforfattere. Hun er blevet tildelt en lang række priser for sin bestsellerserie om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway, som har vundet en enorm popularitet blandt læserne. Hun bor i dag i Brighton med sin mand og har to voksne børn.

Samtidig efterforsker kriminalkommissær Nelson en række formodede selvmord, som viser sig at have forbindelse til et arkæologisk fund. Han vælger derfor at trodse sundhedsmyndighedernes anvisninger om at blive hjemme og opsøger Ruth i hendes hjem.

Uden for Ruths hus ser han naboen Zoe – som han senere finder ud af er identisk med en sygeplejerske, som engang var tiltalt for at have slået sin arbejdsgiver ihjel. Dengang hed hun bare ikke Zoe. Hun hed Dawn.

Første bog

Det låste

rum

Mød Elly på ellygriffiths.co.uk ellygriffiths17 EllyGriffithsAuthor

»En af de bedste bøger i serien.« BOOKREPORTER

Den sorte EN RUTH GALLOWAY-KRIMI

hund

Omslag: Anders Timrén Forfatterfoto: Sara Reeve

GRIFFITHS_LASTE RUM_TRYCK.indd 1

xxx g CO2e

CLIMATECALC.EU

000097/SE

GADS FORLAG

GADS FORLAG

Trettende bog

2024-02-05 10:59

Af samme forfatter I serien om Ruth Galloway: Pigen under jorden Løgnens hus Huset på klippen Døden på museet Det tavse vidne De udstødte Stemmer fra graven Kvinden i blåt Forsvundet i mørket Den mørke engel Stencirklen Lygtemændene Den sorte hund Det første juletræ I serien om Harbinder Kaur: Døden mellem linjerne Ekspert i mord De blødende hjerters klub

Det låste rum_TRYK.indd 2

02/02/2024 11.46

Elly Griffiths

DET LÅSTE RUM PÅ DA N S K V E D N A N N A L U N D

GADS FORLAG

Det låste rum_TRYK.indd 3

02/02/2024 11.46

Det låste rum er oversat fra engelsk af Nanna Lund efter The Locked Room Copyright © 2022 by Elly Griffiths All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form.

Dansk udgave: copyright © 2024 by Gads Forlag Published by agreement with Janklow & Nesbit (UK) 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-12-07471-7 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Citatet på side 7 af Julian af Norwich er fra Kærlighedens åbenbaring, oversat af Louise Øhrstrøm, Forlaget Boedal, 2010.

Det låste rum_TRYK.indd 4

02/02/2024 11.46

Til alle de venner, der hjalp mig gennem nedlukningen, især Frauke, Julie, Lesley, Mel, Nancy, Rob, Stephany, Veronique og William.

Det låste rum_TRYK.indd 5

02/02/2024 11.46

Det låste rum_TRYK.indd 6

02/02/2024 11.46

Han sagde ikke: “Du skal ikke møde modstand, du skal ikke plages, du skal ikke få bekymringer, du skal ikke have grund til at sørge,” men Han sagde: “Du skal ikke overvindes.”

Julian af Norwich: Kærlighedens åbenbaring (udgivet i 1670, men formodentlig skrevet under pestudbruddet i 1373)

Det låste rum_TRYK.indd 7

02/02/2024 11.46

Det låste rum_TRYK.indd 8

02/02/2024 11.46

PROLOG

I begyndelsen er hun sikker på, at han nok skal komme tilbage. Det er alt sammen bare en misforståelse, tror hun. Det kan umuligt være hans mening, at hun skal sidde låst inde her i mørket for altid. Og det er mørkt. Hendes mobil er væk. Hvor har hun gjort af den? Der er huller i hendes hukommelse, og de skræmmer hende endnu mere end det låste rum.

Hun skridter rummet af. Otte skridt frem, otte skridt til siden.

Væggen, hun når hen til, er kold og klam. Der er ikke nogen vinduer.

Døren er af metal. Hun hørte, hvordan det rungede, da han lukkede den efter sig. Hun kan ikke huske, da hun kom herind. Havde han bedøvet hende? Kulden og fugten tyder på, at hun nok befinder sig under jorden. Hun forestiller sig jorden over sit hoved, mange meter jord. Er det her en kælder under et hus? Er der nogen oven over hende?

Hvad var det, han havde sagt? At han ville komme tilbage senere?

Hvorfor kan hun ikke huske andet end det?

Har han tænkt sig at lade hende sidde her i mørket for altid?

9

Det låste rum_TRYK.indd 9

02/02/2024 11.46

Det låste rum_TRYK.indd 10

02/02/2024 11.46

KAPITEL 1

Lørdag den 22. februar 2020 Det føles underligt at være alene i huset. Da hun boede her som barn, var det altid, som om hendes mor styrede huset, også – på mystisk vis – når moren ikke var hjemme. Ruth kan huske den der blanding af lettelse og dårlig samvittighed, hun fik, når hun kom hjem fra skole, og døren var låst med begge låse, for det betød, at Jean Galloway var af sted på sit deltidsarbejde. Men mens Ruth tændte for tv’et og tømte kiksedåsen, havde hun alligevel hele tiden en fornemmelse af, at Jean holdt øje, ikke bare fra det sort-hvide bryllupsfoto, der hang over tv’et – Jean i en foruroligende kort tresserkjole og Arthur, der så overraskende flot ud i smalt slips og tætsiddende jakkesæt i tidens mode – men fra alle hjørner af rækkehuset, hvor alt var så pænt og ordentligt. Jean har efterhånden været død i fem år, men alligevel har Ruth stadig den der følelse af, at hun lurer et eller andet sted ude i øjenkrogen.

Måske skyldes det, at Ruth lige nu er inde på morens soveværelse, hvor hun er i gang med at kigge nogle fotografier igennem fra en skotøjsæske med et klistermærke, hvor der står “Privat”. Ruths far er på weekendtur med sin nye kone, Gloria. Gloria har sagt, at hun gerne vil i gang med at indrette huset på ny, når de kommer tilbage, så Ruth har lovet hende at gennemgå sin mors ting. Gloria (som Ruth ikke kan tænke på som sin stedmor, uanset hvor godt

11

Det låste rum_TRYK.indd 11

02/02/2024 11.46

hun kan lide hende) har udvist stor takt hele vejen igennem. Selv om hun efterhånden har boet her i to år, har hun ladet Jeans tøj hænge i skabet og har heller ikke taget billederne af Jean ned fra væggene. Det er kun naturligt, at hun gerne vil lave lidt om, og ærlig talt trænger huset også til det. Nu hvor Ruth ikke bor her mere, lægger hun mærke til malingen, der skaller af, tapetet, der er falmet, møblerne, der er gammeldags. Engang var det bare en del af det, der var hendes hjem, men nu hvor hun ser det med Glorias øjne, kan hun godt forstå lysten til at friske det hele lidt op. Og eftersom det ligefrem er lykkedes Gloria at få Arthur til at klippe hentehåret af, er der næppe nogen grænser for, hvad hun kan få gennemført.

Ruth er her alene, fordi hendes datter, Kate, er taget med sin tante Cathy i zoologisk have. Kates syttenårige fætter Jack er også med, selv om han egentlig ikke gad. Kate elsker dyr og har glædet sig til turen hele ugen. Det er flere år siden, at Ruth selv var i London Zoo, men nu ser hun pludselig pingvinhuset for sig, en art decoperle fuld af kurver og blåt vand. Men har hun ikke læst et sted, at de har flyttet pingvinerne, fordi det ikke var noget godt sted for dem? Hun har en ubehagelig fornemmelse af, at zoologiske haver, især dem i byerne, faktisk ikke er noget godt sted for nogen dyr overhovedet. Hun forudser, at hun og Kate nok ender i en diskussion om det, når hun kommer tilbage fra udflugten. Kate er skøn at snakke med om filosofiske emner, hvor hun så har det fra. Kates far, kriminalkommissær Harry Nelson, er allergisk over for ordet filosofi. Se også: kunst, arkæologi, spiritualitet, yoga og vegansk.

Foreløbig lever billederne i skotøjsæsken ikke op til det spændende klistermærke. Der er et par gamle billeder af Jean, en skolepige med rottehaler, en ung bankassistent i mørkt tøj. Ruth prøver at finde ligheder med sig selv – eller med Kate – i pigen på de

12

Det låste rum_TRYK.indd 12

02/02/2024 11.46

falmede billeder. Hun har tit fået at vide, at hun ligner sin mor, men hun har også altid tænkt, at det bare var, fordi de begge to havde en tendens til at tage på. Men nu synes hun faktisk, hun kan se en svag lighed med Kate i Jeans blik, som er direkte og trodsigt, også selv om hun kun er en skolepige. Ruth er oprigtigt ked af, at Kate aldrig rigtig nåede at lære sin mormor at kende.

Så er der et mystisk billede af en hund med tyk pels. Jean sagde altid nej, når Ruth foreslog, de fik et kæledyr, og da Ruth i sluttrediverne anskaffede sig et par katte, syntes hun, det var et tegn på, at Ruth havde “givet op”. Der er også et billede af en ældre Jean i lang, hvid kjole, lidt som en natkjole. Hvad i alverden? Så får Ruth øje på den dystre bygning i baggrunden. Hendes forældres kirke. Det må være et billede fra Jeans anden dåb, hvor hun blev “genfødt”. Ruth delte aldrig sine forældres tro, og op gennem hele sin barndom hadede hun kirkens magt over deres liv. Det var, som om hendes forældre mistede fornemmelsen for alt andet, dengang de fandt Gud. For de rigtigt troende er religion et fuldtidsarbejde.

Men med årene var hun begyndt at se mildere på det, og da hendes mor døde, havde hun været glad for, at hendes far havde kirken at støtte sig til. Faktisk var det i kirkens sorggruppe, at han havde mødt Gloria.

Der er flere billeder af voksendåb, som hun hurtigt blader igennem, indtil der kun er ét billede tilbage i æsken. Det forestiller tre små rækkehuse omgivet af marskland. Ruth ser nærmere efter. Det er hendes eget hus! Hendes elskede, upraktiske hjem langt væk fra alting ude i Saltmarsken, hvor der ikke er andre levende væsner end trækfugle og spøgelserne af forsvundne børn, der kalder ude fra havet. Jean, der selv var født og opvokset i det sydlige London, havde aldrig brudt sig om det. “Hvorfor bor du ikke et mere civiliseret sted?” sagde hun altid. “Hvor man kan

13

Det låste rum_TRYK.indd 13

02/02/2024 11.46

komme hen med bussen, og der er nogle steder at købe ind?”

Hvorfor i alverden havde Jean beholdt et billede – endda et ret pænt et – af et hus, hun hadede?

Men der er noget galt med billedet. Husene er gammelrosa, ikke hvide, og der er en lav hæk i stedet for et stakit. Bilen foran det sidste hus i rækken ser underligt firkantet ud. Ruth kigger bag på fotografiet, hvor der med hendes mors karakteristiske runde håndskrift står: Dawn 1963. Daggry 1963.

Ruth er født i 1968. Hun kigger på billedet en gang til, de falmede farver og runde hjørner. Der er ingen tvivl. Det er virkelig et billede af Ruths hus, taget tredive år før Ruth så det første gang.

Ruth tager skotøjsæsken med ind på sit værelse og lægger den ved siden af sin kuffert. Det er hendes eget gamle børneværelse, hun sover i, og det er så lille, at der knap nok er plads til møblerne: en seng, en reol og et garderobeskab. Kate har fået Simons gamle værelse, som er større, fordi han var Ruths storebror og en dreng.

“Drenge har brug for mere plads,” sagde Jean, hver gang Ruth brokkede sig, og det gjorde hun jævnlig. Men i modsætning til Ruth var Simon et ordensmenneske, der let ville have passet ind i det lille børneværelse. Ruth kan huske, hvordan han aldrig fyldte sit værelse med ting, sådan som Kate allerede har gjort på et enkelt døgn – tøj på gulvet, bøger slået op på natbordet. Ruth samler tøjet op, selv om hun godt ved, hun burde få Kate til at gøre det selv.

Hun er trods alt elleve.

Ruth har pakket sin mors tøj ned i to store poser, én til velgørenhed og én til genbrug. Der var ikke noget, hun havde lyst til at beholde. Arthur har allerede foræret Ruth hendes mors guldur med tilhørende kæde og forlovelsesringen med diamanten. Ruth har lagt begge dele i en trææske, hvor hun i forvejen gemmer Kates lyserøde hospitalsarmbånd, fra dengang hun blev født (Pige, f.a.

14

Det låste rum_TRYK.indd 14

02/02/2024 11.46

Ruth Galloway), og en fossil, et søpindsvin, hun har fået af sin ven, druiden Cathbad, som siger, det bringer lykke.

Arbejdet med at kigge morens ting igennem har gjort hende trist og rastløs. Hun må have noget frisk luft. Huset ligger i et af Elthams beboelseskvarterer, der består af den ene stribe rækkehuse fra 1910’erne og 1930’erne efter den anden. Det hele er blevet en anelse opgraderet, siden Ruth boede her, men det er stadig ret gråt og ugæstfrit, og der er ikke nogen steder, man kan gå en pæn tur, medmindre man går hen i parken eller over på kirkegården. Ruth bestemmer sig for at gå ned til kvarterets indkøbsgade. Den er kort og ret deprimerende, men der ligger dog en Co-op, hvor hun kan købe The Guardian og noget kage til eftermiddagsteen. På vejen går hun og tænker på sin skolekammerat Alison. De fulgtes altid ned til aviskiosken hver lørdag og købte tegneserier. Senere fik de hver sin avisrute og traskede af sted tidligt om morgenen med South London Press. Endnu senere begyndte de at købe alkohol fra den snuskede forhandler nede på hjørnet, selv om de måtte lyve om deres alder. Da Ruth kommer forbi det sted, den lå, og hvor der nu ligger en Tesco Metro, hiver hun impulsivt mobilen frem og tager en selfie, som hun sender til Alison. Hun er ikke så god til det, så halvdelen af hendes ansigt mangler, men Ali vil nok godt kunne forstå budskabet alligevel.

Da hun når tilbage til huset, er Cathy og Kate og Jack kommet tilbage fra zoologisk have. Mens de sidder og spiser kage, snakker Kate løs om tigre og dovendyr og en okapi, der hedder Meghan.

Jack er mest optaget af at spise, men kan dog levere en respektindgydende mængde fakta om edderkopper, når han ikke lige har munden fuld. Cathy gyser, men Ruth siger, at Cathbad altid siger undskyld, hvis han kommer til at støde ind i et spindelvæv. “De er jo stor kunst,” som han plejer at sige.

15

Det låste rum_TRYK.indd 15

02/02/2024 11.46

“Er det den der troldmand, du kender?” spørger Cathy. Hun vil ikke have noget kage, fordi “det er en femhundredekalorier-dag i dag”, men ellers er hun egentlig helt okay.

“Han er druide,” siger Kate.

“Hvad er forskellen?” spørger Jack.

“Druider er virkelige,” siger Kate. Hun er specialist i sådan nogle svar, der lukker munden på folk, og kan godt komme til at lyde uforskammet, hvis hun ikke passer på. Ruth skal lige til at bryde tavsheden med flere spørgsmål om den zoologiske have, da der lyder et pling fra hendes mobil. Det er Alison.

Er du i Eltham?

Ruth skriver “ja”, selv om hun godt ved, at Kate vil minde hende om hendes egen regel: “Ingen mobiler ved bordet”.

OMG! Det må være et tegn! Gammel elev-fest i aften! Har du lyst?

Har hun?

Det låste rum_TRYK.indd 16

02/02/2024 11.46