Issuu

2 2 2 2 2

”Lisa Jewell er fremragende.” –FEMINA

”Hun er dronningen af domestic noir.” –POLITIKEN

DET KUNNE HAVE VÆRET HENDE LISA JEWELL

Af samme forfatter

Den fremmede gæst (2018)

Og så var hun væk (2019)

Huset i Chelsea (2020)

Den usynlige pige (2021)

Den nat hun forsvandt (2022)

Sandheden om Josie Fair (2024)

Luk ham ikke ind (2025)

Det kunne have været hende

spændingsroman

På dansk ved Lisbet Kjær Johansen

Gads Forlag

Det kunne have været hende er oversat fra engelsk af Lisbet Kjær Johansen efter It Could Have Been Her

Dansk udgave © Gads Forlag 2026

Front cover: © Miguel Sobreira/plainpicture

Back cover: Shutterstock

Dansk versionering af omslag: eyelab.design

Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-80614-1

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

G.E.C. Gads Forlag A/S

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

reception@gad.dk www.gad.dk

Tilegnet mindet om Madeleine Wickham: en fantastisk forfatter; en elsket og uforglemmelig ven.

Prolog

4. juni 2005

Jeg kunne godt lide hende. Hun havde et sødt smil. Hun var imødekommende. Jeg kunne mærke, at hun godt kunne lide os. Hun stillede et hav af spørgsmål om huset, om, hvor længe vi havde boet her, hvornår huset var opført, hun ville gerne høre hele historien. Min far var meget venlig over for hende. Sådan er han altid over for nye mennesker. Min mor opførte sig selvfølgelig uhøfligt, sådan er hun over for alle. Min storesøster gloede bare på hende, som om hun ikke troede sine egne øjne. Jeg var modsat, jeg så alle andre steder hen, bare ikke på hende, fordi jeg følte mig underligt tilpas, når jeg så på hende, og jeg ville nødig have, at hun skulle synes, jeg var underlig.

“Hvad er historien med den der …?” Hun pegede på mig og min T-shirt. Det var min yndlings. Min mor og far havde givet mig den i fødselsdagsgave. Den havde en rød næse og en kæmpestor blå mund trykt foran, og i lommen sad der en plasticblomst forbundet med en gummibold for enden fyldt med vand, og så kunne man spørge folk, om de ikke ville dufte til blomsten, og så kunne man klemme på gummibolden, som man kunne gemme i lommen, og så fik folk vand i hovedet. Der var bare ikke vand i den lige nu, for jeg vidste

ikke, at der ville komme gæster. Jeg ville have fyldt den op, hvis jeg havde vidst det. Men faktisk tror jeg ikke, at jeg ville have gjort det alligevel, for hende her var så smuk, at jeg ikke havde lyst til at gøre hende utilpas. Måske ville hun ikke synes, det var sjovt.

“Det er min klovnetrøje,” sagde jeg og prøvede at lyde henkastet. “Jeg samler på klovneting.” Jeg fortalte hende om cirkusset, som kom til Hampstead Heath hver sommer, det var vores yndlingstid på året. Så viste jeg hende, hvordan blomsten virkede, og hun trak på smilebåndet og sagde: “Sejt.”

Hun fortalte os, at hun gik på universitetet og lige havde afleveret speciale i musikproduktion, hun ville gerne være lydtekniker. Min far sagde noget om, at det godt nok var en beskæftigelse, man sjældent hørte om, at det lød som en mandeverden, men hun svarede bare, at det havde hun ikke noget imod, og det lo min far ad. Min mor sukkede, som om hun kedede sig.

Pigen sagde, at hun spillede guitar, og min søster fortalte, at hun fik undervisning, og så talte de om dét et stykke tid, mens jeg bare gloede på hende og følte lidt af hvert. Der var alt for meget blodtilstrømning til mit skridt. Det føltes varmt, hedt og pirrende, og det var svært ikke at tage fat.

Så så pigen på sit armbåndsur. Hun sagde, at hun var nødt til at gå. Hun skulle mødes med nogle venner på en pub lidt derfra, og hun var allerede sent på den.

Jeg så min far og mor udveksle blikke. Selvom jeg kun var et barn, kunne jeg godt regne ud, hvad de betød.

“Er du sikker på, at du ikke kan blive lidt længere?” sagde min far til hende. “Annie har en ostekage i køleskabet.”

“Hvad slags?” spurgte pigen med et glimt i øjet.

Min far så igen på min mor. Min mor svarede: “Jordbær.”

Pigen smilede. Hun sagde: “Mine venner forventer nok ikke engang at se mig, hvis jeg skal være ærlig. De kalder mig alle sammen ‘Claire, der aldrig dukkede op’.”

Hun blev.

Den 8. maj 2026 gør Jane Trevally noget foruroligende.

Hun lukker en ejendomsmægler indenfor.

Janes hus er en faldefærdig ejendom i georgiansk stil, Rosebery Hall, og det har været hendes, og hendes alene, i mere end tyve år. Hun har arvet det fra sine forældre, der begge døde af alkoholrelaterede sygdomme med otte måneders mellemrum, da Jane kun var nitten. Hendes lillebror døde ti år senere af en overdosis, og nu er Jane Trevally eneejer af et kæmpestort skrummel af et hus i landlige omgivelser. Det har brug for istandsættelse for et tocifret millionbeløb bare for at undgå, at det styrter helt sammen.

Selve huset har ti soveværelser på førstesalen, og nedenunder otte kæmpestore stuer en suite, så man i teorien kunne løbe på rulleskøjter fra den ene ende af huset til den anden, hvis det ikke lige var for de mølædte persiske tæpper, som ligger overalt på trægulvene. Bag ved huset ligger tre små hytter på række, som Jane i årevis har haft planer om at leje ud på Airbnb, men som bare står og forfalder og er på nippet til at synke helt sammen. Der hører også en skov til og en vild eng, hvor fem æsler og tre lamaer gik, da Jane var barn. Hun har ikke anskaffet sig nogen nye, da de døde, og nu er engen tilgroet og vokset til af brombærkrat og hvidtjørn.

Hun bliver nødt til at skille sig af med det hele og overlade det

til nogen, der har tid og kærlighed og penge til at føre det tilbage til tidligere tiders storhed. Med hendes forældre begyndte den nedadgående spiral, for de undlod at vedligeholde huset, de stoppede bare huller og revner ud og dækkede det værste med billigt tapet og billige tæpper, men Jane har heller ikke formået af vende udviklingen.

I de seneste tre årtier har Jane indgået to ægteskaber og ladet sig skille igen fra de to velhavende mænd, som begge havde stiftet familie før hende, og som begge fik hende til at underskrive særejeaftaler, og hun har allerede brugt det meste af det, som hun trods alt fik med fra de kuldsejlede ægteskaber, på hundeinternater, håndværkere, stilladsfirmaer og tagdækkere, og nu er hun i fuld gang med at formøble resten på cocktails og skønhedsbehandlinger. Så denne bunke mursten og mørtel, minder og fugt, tisplettede madrasser og tarvelige persiske tæpper, denne lille plet i Dorset er alt, hvad hun ejer og har. Et faldefærdigt hus og så hundene.

Jane har hjertebanken, mens en glamourøs ung kvinde ved navn Chloe Flint inspicerer huset, som Jane hader og elsker i lige store dele, og taler om forskellige typer købere, andre lignende ejendomme, som hun har solgt, taler om Crittall-vinduer og ferieudlejning og det perfekte sted at anlægge swimmingpool på plænen, og Jane nikker og smiler og opfører sig eksemplarisk, lader den unge kvinde tro, at hun seriøst har tænkt sig at sælge det her sted, at hun faktisk er helt, helt normal, tak som spørger, gennemnormal, hun ligner en smuk, helt normal kvinde, som sælger en forfalden ejendom, som hun ikke længere har brug for eller lyst til at eje, alt imens hun hele tiden skriger indeni: Gå din vej, nu, gå nu bare din vej, og hendes hjerte hamrer, og hun hiver efter vejret, og så snart Chloe er gået efter endnu mere munter kvidder om vurderingspris og du-hørerfra-mig i flere versioner, lukker Jane døren bag hende og græder.

En time senere, så snart hun har genvundet fatningen, går Jane tur med hundene i lunden, hvor bunden er ét stort tæppe af skovhyacint. Fra himlen brager solen ned gennem det grønne løv, og hendes hunde løber i forvejen på stien. Jane har fire hunde, det er hanner alle sammen, og i mangel på egne børn drejer hendes verden sig om dem – selvom hun ikke kan lade være med at tænke, at sådan havde det nok også været, hvis hun havde fået børn. Hun har flere stedbørn – fem plus et stedbarnebarn – så hun ved alt om, hvor langt der er mellem den rene, ubetingede kærlighed til en hund og den sammensatte, foranderlige relation mellem en forælder og et barn.

Hun fisker telefonen op af lommen og gør klar til at tage et billede. Hun har lyst til at indfange kontrasten mellem de dybblå skovhyacinter, der har været på deres højeste, den mørke jord, de grønne blade og den intense rustfarve i pelsen på Brian, hendes ræverøde Labrador. “Brian!” råber hun ad sin hund. “Se på mig!” Brian vender hovedet en enkelt gang i retning af kameraet, Jane får sit billede, og så er Brian videre og indhenter snart de andre.

Jane sætter airpods i ørerne og tænder for den podcast, hun lyttede til tidligere – det er true crime, altid true crime – mens hundenes poter på stien ligger som et afdæmpet lydtapet i baggrunden. Men lidt efter trykker hun på pause og hiver airpods’ene ud af ørerne ved lyden af hundenes gøen – Bluto? Hun indhenter dem og overraskes ved synet af en lille, hvid hund i deres midte. Alle hendes hunde er store og med mørk pels. Den lille, hvide hund lyser op blandt dem.

Hunden virker tryg omgivet af de større hunde, det ser ud, som om den gerne vil lege, men Jane kender sin Reggie, hendes ældste og bedste hund, godt nok til at vide, at det kan tages ilde op, så hun genner sine egne videre og sætter sig på hug ved siden af den lille hund.

“Og hvem er du så?” spørger hun og mærker efter for at finde

hundetegnet, men der er ikke noget. Hun snuser til hundens pels i forventning om en duft af et varmt og kærligt hjem, men den lugter af våd jord. Hun mærker på ribben og mave efter dens seneste måltid, men maven er tom, og ribbenene lettere fremstående.

Han ligner en West Highland-terrier – ikke en race, man typisk ser fare vild ude i en skov, og han er meget kontaktsøgende.

Jane rejser sig og drejer om sig selv for at kigge efter den lille, søde hunds ejer.

“Hallo!” råber hun. “Hallo? Dig med den lille, hvide hund? Han er her!”

Hun venter et øjeblik på, at nogen skal høre hende, men der er helt stille på måden, som der altid er her. Det er en af grundene til, at hun stadig bor her, femoghalvtreds år efter hun blev født i det kæmpestore skrummel af et hus, i hendes forældres dobbeltseng, hvor der var en jordemoder til stede, og der blev efterladt en blodplet på madrassen, som stadig kan ses den dag i dag. Det er denne –stilhed. Hun ved allerede godt, at der ikke er andre her i dag blandt skovhyacinterne end hende. Hun ved godt, at hunden ikke har spist i mindst et døgn, måske i længere tid end det. Hun ved godt, at den ikke er hendes ansvar. Hun sukker og trækker en ekstra hundesnor ud af bæltet og klikker den på hundens halsbånd.

“Nå,” siger hun og læner sig frem for at klø ham bag øret. “Så må du hellere komme med os hjem og få lidt mad.”

Hun går ind ad bagindgangen, hvor hun tager selerne af alle hunde, smider sine egne gummistøvler og dynejakke, trækker de tykke, lammeforede termosokker på fødderne, som hun går rundt med indenfor, og så lader hun hundene gå først ind i køkkenet og hen til deres hundeskåle, som hun fylder fra tønder med umanerligt dyrt hundefoder, som hun får leveret en gang om måneden, og som hun

opbevarer i fryseren. Hun finder en mindre hundeskål til den nytilkomne, hælder nogle hundekiks i den og stiller den om et hjørne, så han kan spise uforstyrret.

Hun ser ham spise, og hun ser på uret. To minutter i fire. Hun kan stadig nå at køre hen til dyrlægen med ham, finde ud af, om han har en chip, hvem der savner ham.

Et ældre menneske, gætter hun på, måske et ældre menneske, som er gået bort, uden at nogen har opdaget det endnu. Men hun kender alle de ældre i den nærliggende landsby – og hun kender ikke mindst alle hundene, og hun har helt sikkert aldrig set denne hund før.

Den lokale dyrlæge hedder Hester. Hun er, helt usædvanligt for en dyrlæge, meget sentimentalt anlagt, og nu stikker hun næsen ned mod hundens snude og klør ham bag ørerne.

“Stakkels dig,” hvisker hun mod hans snude. “Stakkels, lille ildelugtende dig.”

Så tager hun en scanner og lader den glide langs den forsømte hund og udbryder: “Bingo.”

På computerskærmen dukker navnet op.

“Jamen, hej med dig, Hugo!”

“Hugo?” siger Jane.

“Ja. Hugo Tucker for at være helt præcis. Ejet af …” Hun scroller gennem oplysningerne med musen. “Ja, ifølge det her, så tilhører Hugo Tucker en mr. Tucker, som bor i Hampstead.”

“Seriøst?”

“Ja,” siger Hester. “Hvad i alverden laver du så langt ude på landet, lille mr. Hugo Tucker?”

“Måske er han blevet stjålet?”

“Det kan godt være. Det sker ret tit, at folk får stjålet deres hund i London, ikke? Det læser man tit om. Eller også er han blevet

bortadopteret, og den nye ejer har glemt at omregistrere chippen?

Men lad mig lige prøve at ringe.”

Telefonopkaldet bliver ikke besvaret, og Hester sukker og lægger på. “Okay,” siger hun. “Så må en af os nok beholde ham natten over.”

“Vent,” siger Jane. “Min stedsøn Dexter bor i nærheden af Hampstead. Lad mig køre Hugo hjem. Jeg kan benytte lejligheden til at besøge ham.”

“Er du sikker?”

Jane nikker.

Hester skriver adressen ned på en seddel og rækker den til Jane, som stikker den i lommen uden at kigge på den først. “Jeg giver ham lige lidt væske,” siger hun. “Så skulle han være klar. Bare giv mig besked om, hvordan det går, ikke?”

Den aften sover Hugo Tucker i Janes seng. Han lægger sig hurtigt og uden ballade mellem Reggie og Bluto. Det er, som om, tænker Jane, han altid har været der, og hun beslutter sig for, at Hugo kan flytte ind, hvis ikke hun i morgen finder mr. Tucker i Hampstead.