Den tavse klode

Sådan forhindrer vi insekternes undergang

Oversat og bearbejdet af Kjeld Hansen

Gads Forlag

Den tavse klode

Sådan forhindrer vi insekternes undergang

© Dave Goulson 2021

Dansk udgave: © Gads Forlag 2023

Published by arrangement with PEW Literary Agency

Oversættelse og dansk bearbejdning: Kjeld Hansen

Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen

Omslag: Karin Friis Hansen

Sats: Demuth Grafisk

Forsideillustration: Kristen Meyer

Forfatterfoto: Finn Goulson

Tryk og indbinding: Scandbook AB

978-87-12-07189-1

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2023

Denne bog er udgivet med støtte fra: Danmarks Biavlerforening

DRYK

Nykilde Frø

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Prolog: Et liv med insekter

Jeg har været fascineret af insekter hele mit liv. En af mine tidligste erindringer er fra fem- eller seksårsalderen, hvor jeg fandt nogle larver med gule og sorte striber på noget ukrudt, der var spiret i en revne i asfalten i et hjørne af skolegården. Jeg lagde dem i min tomme madkasse, hvor de måtte dele pladsen med brødkrummer, indtil jeg kom hjem. Med hjælp fra mine forældre fik jeg samlet nogle af de rigtige planter, så de havde noget at leve af, og til sidst transformerede larverne sig til smukke magentarøde og sorte natsværmere (danske læsere vil kende arten under navnet blodplet). For mig var det den rene magi – og er det stadig. Jeg var hooked.

Siden da er det på en eller anden måde lykkedes mig at gøre min barndoms hobby til min levevej. Som teenager tilbragte jeg hver eneste weekend og alle ferier med at jagte sommerfugle med mit net, lokke natsværmere med sukkervand og sætte faldgrubefælder for at fange biller. Jeg købte æg hjem fra eksotiske sommerfugle fra specielle postordrefirmaer og iagttog dem klækkes til bizarre, regnbuefarvede larver for til sidst at blive til enorme, vidunderlige natsværmere: Grønne månemøl med lange haler fra Indien, påfuglenatsværmere med blinkende falske øjne fra Madagaskar og gigantiske chokoladebrune atlassværmere, den største af dem alle, fra Sydøstasien.

Uundgåeligt valgte jeg at læse biologi, da jeg fik en studieplads ved Oxford University, og senere gennemførte jeg min ph.d. om sommerfuglenes økologi ved Oxford Brookes, det noget mindre fornemme universitet, der ligger på en bakke øst for Oxford. Derefter lykkedes det mig at opnå forskellige forskerstillinger: Først en tur tilbage til Oxford University for at studere det ekstraordinære parringsspil hos egeborebiller og derefter en stilling på et af regeringens laboratorier i Oxford for at studere metoder til at bekæmpe sommerfugle som skadedyr ved at sprøjte afgrøder med virus. Da jeg ikke brød mig om at slå insekter ihjel, endte jeg med at hade jobbet og følte mig derfor enormt lettet, da jeg fik tilbudt en fast forskerstilling ved det biologiske institut på Southampton University.

Det var der, jeg begyndte at specialisere mig i humlebier, som for mig er de mest betagende insekter (og de har ellers hård konkurrence). Jeg blev fascineret af, hvordan humlebier vælger, hvilke blomster de skal besøge, og brugte fem år på at optrevle, hvordan de undgår tomme blomster ved at opsnuse den svage snert af ildelugtende fødder fra en anden nylig humlebibesøgende. Jeg lærte, at trods deres fremtræden som omkringtumlende bamsedyr er det de smarteste intellektuelle giganter i insekternes verden, hvor de er i stand til at navigere frem til og huske bestemte steder og blomsterpletter i landskabet, hvor de effektivt henter skjulte belønninger frem fra kunstfærdige blomster, og samtidig lever i komplekse sociale kolonier, hvor kupplaner bliver udklækket og dronningemord er almindeligt. I sammenligning med dem forekom de sommerfugle, jeg havde jagtet som ung, som smukke, men mere tomhjernede skabninger.

På min jagt efter insekter har jeg haft held til at rejse over hele verden fra Patagoniens ørkner til de isdækkede bjergtinder i Fiordland på New Zealand og de fugtige bjergskove i Bhutan. Jeg har set skyer af fuglevinge-svalehaler, der sippede mineraler fra mudderbankerne langs en flod på Borneo og oplevet tusinder af ildfluer blotte deres lysende bagdele synkront i nattemørket over sumpene i Thailand. Hjemme i min have i Sussex har jeg tilbragt utallige timer på maven med at iagttage græshopper, der bejlede til en mage og bortjog rivaler, ørentviste udvise omsorg for deres unger, myrer, der malkede honningdug fra bladlus, og bladskærerbier klippe blade til at fore deres reder med.

Jeg har haft det enormt sjovt. Men jeg er blevet hjemsøgt af det faktum, at disse skabninger er i tilbagegang. Det er halvtreds år siden, jeg første gang samlede de sommerfuglelarver i skolegården, og hvert eneste år siden da er der blevet lidt færre sommerfugle, lidt færre humlebier – færre af stort set alle de myriader af smådyr, som får verden til at løbe rundt. Disse fascinerende og smukke skabninger er ved at forsvinde, myre efter myre, bi efter bi, dag efter dag. Vurderingerne varierer og er ikke helt præcise, men det er sandsynligt, at insekterne er gået tilbage i mængde med 75 procent eller mere, siden jeg var fem år gammel.

Den videnskabelige dokumentation vokser sig stærkere for hvert år i takt med, at flere undersøgelser publiceres, som beskriver sammenbruddet i bestandene af Monark-sommerfugle i Nordamerika, udryddelsen af insekterne fra skove og overdrev i Tyskland, og den tilsyneladende ubønhørlige indskrænkning af humlebiers og svirrefluers udbredelse i Storbritannien. I Danmark er der siden 1960’erne forsvundet 12 arter af dagsommerfugle, svarende til omkring 10 procent af det samlede antal danske dagsommerfuglearter, og tilbagegangen ser ud til at fortsætte.

I 1963, to år før jeg blev født, advarede den amerikanske biolog Rachel Carson i sin bog Det tavse forår om, at vi var ved at forvolde frygtelige skader på planeten. Hun ville græde, hvis hun kunne se, hvor meget værre det er blevet siden. Insektrige habitater som høenge, moser, heder og tropiske regnskove har vi bulldozet, afbrændt eller pløjet i smadder med ødelæggelse i stor skala til følge. De problemer med pesticider og handelsgødning, som Carson satte søgelyset på, er blevet langt mere akutte med skønsmæssigt tre millioner tons pesticider, der nu tilføres det globale miljø hvert år. Nogle af de nye pesticider er mange tusind gange mere giftige for insekter end noget, der eksisterede på Carsons tid. Dyrkningsjordene er blevet forringede, floderne kvæles i finkornet silt og forurenes med kemikalier. Klimaforandringerne, der var et ukendt fænomen i hendes dage, truer nu med at hærge yderligere på vores hårdtprø- vede planet. Disse forandringer har alle fundet sted i vores livstid, på vores vagt, og de fortsætter med at accelerere.

Insekternes tilbagegang er frygtelig trist for alle os, der holder af disse små skabninger og værdsætter dem for, hvad de er i sig selv, men den truer også menneskehedens livsbetingelser, fordi vi har brug for insekterne til at bestøve vores afgrøder, til at omsætte gødning, blade og døde dyr, sikre dyrkningsjordens sundhed, bekæmpe skadedyr og meget, meget mere. Mange større dyr som fugle, fisk og frøer er afhængige af insekter som føde. Vilde blomster er afhængige af dem til bestøvning. I takt med at insekterne bliver færre, vil vores verden langsomt gå i stå, for vi kan ikke fungere uden dem. Som Rachel Carson formulerede det: ”Mennesket er en del af naturen, og vores krig mod naturen er uundgåeligt en krig mod os selv.”

I dag bruger jeg meget af min tid på at forsøge at overtale andre mennesker til at elske og passe på insekter eller i det mindste respektere dem for alle de vigtige ting, de gør. Det er selvfølgelig derfor, jeg skrev denne bog. Jeg ønsker, du skal se insekterne på samme måde som jeg: Som smukke, overraskende, af og til overordentligt mærkværdige, af og til uhyggelige og foruroligende, men altid vidunderlige og al vores agtelse værd. Jeg tror, du vil blive forbløffet over nogle af deres mere mærkværdige vaner, livscykler og adfærdsformer, som kan få science fiction-forfatternes fantasier til at tage sig ud som gumpetunge banaliteter. Indimellem, at vi i bogens kapitler udforsker insekternes verden, deres udviklingshistorie, deres vigtighed og de mange trusler, de står overfor, vil der være små mellemspil – korte udforskninger af livet for nogle af mine yndlingsinsekter.

Selvom tiden er ved at løbe ud, er det endnu ikke for sent at redde verden. Vores insekter har brug for hjælp. Flertallet er endnu ikke uddøde, og giver vi dem bare noget plads, kan de snart komme sig, for insekter formerer sig hurtigt. Insekter lever overalt omkring os: I vores haver, parker, marker, i jorden under vores fødder og selv i revnerne i byens fortove, så vi kan alle involvere os i at passe på dem og bidrage til at sikre, at disse vitale skabninger ikke forsvinder. Man kan godt føle sig hjælpeløs over for mange af de miljøproblemer, der tårner sig op i vores horisont, men vi kan alle med nogle enkle tiltag understøtte insekterne.

Jeg vil hævde, at der er brug for dybtgående forandring. Vi bør invitere flere insekter ind i vores haver og parker og omdanne byområderne med vejkanter, jernbaneskråninger og rundkørsler til et netværk af korridorer med blomstrende, sprøjtefrie levesteder. Vi har brug for radikale ændringer af de sammenbrudte fødekæder, samtidig med at madspildet begrænses, og kødforbruget skæres ned, så vi kan afsætte store landområder af mindre produktiv karakter til natur. Vi skal udvikle ægte, bæredygtige landbrugssystemer, der fokuserer på at arbejde med naturen for at producere mad, der er sund for os, i stedet for at dyrke afgrøder i store, golde monokulturer, der søles ind i pesticider og gødningsstoffer. Alle kan bidrage til at skabe disse forandringer på mange forskellige måder: Køb og spis lokale, sæsonbestemte økologisk producerede grøntsager og frugt; dyrk dine egne madvarer; stem på politikere, der tager miljøet alvorligt; opdrag dine børn til at forstå det påtrængende behov for at passe bedre på planeten.

Forestil dig en fremtid med store og små grønne byer, hvor hver eneste kvadratmeter er fyldt op med vilde planter, blomstrende og frugtbærende træer, grønne tage og grønne mure; hvor børn kan vokse op til lydene af græshoppers filen, fuglesang og forbiflyvende humlebiers dybe summen, og med glimt af farvestrålende sommerfuglevingers flaksen. Byer, der er omkranset af små, alsidige landbrug, der avler sunde grøntsager og frugter, som en bred vifte af insekter sørger for at bestøve, mens skadedyr holdes i skak af en hær af naturlige fjender, og jordens sundhed og indhold af kulstof vedligeholdes af myriader af jordlevende organismer. Længere væk fra byerne leverer nye naturprojekter friluftsoplevelser i vådområder med bæverdæmninger og masser af guldsmede og svirrefluer, blomsterrige enge og et kludetæppe af lunde og småskove, der alle vrimler med liv. En sådan fremtid kan lyde som en utopisk fantasi, men der er plads nok på Jorden til, at vi alle kan leve gode liv, spise sundt og rigeligt på en pulserende, grøn planet. Vi skal bare lære at leve som en del af naturen og ikke adskilt fra den. Det første skridt er at tage ansvar for insekterne, de små skabninger, der får vores fælles verden til at løbe rundt.