Den store mand

NYE FORTÆLLINGER OM GRUNDTVIG

Den store mand Redigeret af Lone Kølle Martinsen

Indhold Introduktion 6 Den store mand | Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig Døde mennesker kan gøre store ting

Kultur 20 Den skrivende Grundtvig | Krista Stinne Greve Rasmussen At forvalte en mastodont 36 Den maritime Grundtvig | Kasper Rathjen Ved det store, vilde Hav 54 Den mytebrugende Grundtvig | Sophie Bønding Fra nationsdannelser til fantasyuniverser 72 Den grønne Grundtvig | Kristoffer Garne Livsoplysning, menneske og natur i Højskolesangbogen

Kunst 90 Den billeddannende Grundtvig | Carsten Bach-Nielsen Kampen om kunsten 116 Den melodiske Grundtvig | Lea Wierød Borčak Sang er den naturligste af alle kunster

Politik 132 Den politiske Grundtvig | Jens Lei Wendel-Hansen Fra kværulant på Christiansborg til orakel på Vartov 152 Den republikanske Grundtvig | Ove Korsgaard … thi dér er Middelvejen gylden 168 Den feministiske Grundtvig | Lone Kølle Martinsen Hvem tør lægge dem i Lænker? Hvem tør binde deres Mund?

Religion 186 Den hedenske Grundtvig | Hans J. Lundager Jensen Hvorfor den lutherske reformation skulle fortsættes 204 Den tryllebindende Grundtvig | Katrine Frøkjær Baunvig Deilig er den Himmel blaa 220 Den ritualtænkende Grundtvig | Jette Bendixen Rønkilde Et mødested mellem Gud og mennesker

Samfund 236 Den tillidsvækkende Grundtvig | Sasja Emilie Mathiasen Stopa Kærlig tillid som danskernes arvelige kendemærke 254 Den skoledannende Grundtvig | Thorstein Balle Mennesket er ingen Abekat … men en mageløs, underfuld Skabning 272 Den eksilerede Grundtvig | Tina Langholm Larsen Nationsbygning i USA

Essay 288 Den europæiske Grundtvig | Michael Herslund Dansk nationalist, men europæer? 302 Noter 322 Litteratur 342 Illustrationer 344 Navneregister 350 Om forfatterne 352 Tak

5

Den store mand | Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig

Døde menne­ sker kan gøre store ting Historien drives frem af særlige mænds gloriøse bedrifter. Ikke af folkemassernes impulser, ikke af kvinders erfaringer og liv, ikke af børns behov, slet ikke af dyrenes færden eller af klodens geologiske eller klimamæssige forandringer. Historien får fremdrift af heltemodige mænds banebrydende handlinger og tanker. I dag er opfattelsen himmelråbende ukorrekt og upassende, men i 1800-tallets Europa og Amerika var den selvindlysende og uproblematisk. Siden sidste halvdel af 1700-tallet havde især mænd dyrket de maskuline (og ofte gerne guddomme­ ligt inspirerede) genier og deres slagkraftige gerninger. Heltene skildredes i digte, dramaer, romaner og filosofiske afhandlinger fra perioden. Den britiske filo­sof og historiker Thomas Carlyle (1795-1881) var påvirket af strømningen. Han ud­foldede i 1841 forskellige typer af geniale stormænd. I bogen On Heroes, Hero-­Wor­ship, and the Heroic in History (oversat til dansk i 1916) slog Carlyle fast, at verdenshistorien bedst kunne forstås som en sammenvævning af enkelthistorierne i store mænds livsforløb – i deres tæft for at læse tidsånden, i deres ansvarsfølelse og i deres vilje til lederskab. Store mænd kunne udfolde sig religiøst, kulturelt eller politisk.1

I 1847-1848 modellerede billedhugger H.W. Bissen denne buste af Grundtvig. Da var Grundtvig knap 60 år. Men Grundtvig havde stadig meget på hjerte og noget, han skulle nå. Han levede næsten 25 år endnu og satte aftryk på en lang række områder – også efter sin død.

6

Introduktion | Den store mand

De store mænd, heltene, inddelte han i seks typer. Der kunne slet og ret være tale om en guddom som den vise og handlekraftige Odin fra det før-kristne nordiske gudepanteon. Eller der kunne være tale om en profet som Muhammed (ca. 570-632), der modtog Allahs åbenbaringer indeholdt i Koranen. Eller en digter som den italienske højmiddelalderforfatter Dante Alighieri (1265-1321) og den engelske dramatiker og digter William Shakespeare (1564-1616). Eller en banebrydende præst som Martin Luther (1483-1546) eller en analytisk veludrustet og bredtfavnende intellektuel som den schweizisk-franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). Endelig kunne der være tale om resolutte – brutale og kontroversielle – regenter som den britiske stats- og militærmand Oliver Cromwell (1599-1658) eller den franske førstekonsul og senere kejser Napoleon Bonaparte (1769-1821). Alle havde sat gang i væsentlige historiske forandringer. Synet på den store mands betydning for historiens gang var nok udbredt, men ikke uimodsagt i perioden. Den britiske sociolog og socialdarwinist Herbert Spencer (1820-1903) indvendte ædrueligt, at det var en videnskabeligt uholdbar op­fat­ telse, at en enkelt mand kunne tilskrives ansvaret for afgørende historiske fase­ skift. Ikke desto mindre flød fascinationen af store, karismatiske personligheder ind i den moderne vestlige historieskrivning, der i dag regner biografien til en af sine vigtigste udtryksformer. Som genre har biografien et bredt publikum. At bøger, film, opera, teater og mu­ sik om historiens store personer besidder en tiltrækningskraft, beror imidlertid ikke på historiefagets, historietænkningens og historieskrivningens udvikling. Det baserer sig på den universelle omstændighed, at mennesket samler komplekse sagsforhold og udviklingsforløb i let-afkodelige og genkendelige enkeltformer. Vi ser menneskelige ansigter i skyformationer og på ristet brød, og vi ser liv og handling og ansvar, hvor der ikke er andet end blinde processer.2 Vi bygger fortællinger efter plotmønstre og persongallerier, som hjælper os med at tæmme tilværelsen, finde fællesskaber og til at forstå historien.3 I 1800-tallet var det den komplekse fortælling om nationen, der var under opbygning, og som trængte til at komme på en letforståelig formel. Det kunne de store mænd hjælpe med. 1800-tallets fremvoksende nationer var fulde af mere eller mindre målrettede bestræbelser på at indkredse, hvilke bemærkelsesværdige personer der kunne udråbes til og fejres som fædrelandshelte, og som man kunne skabe et fællesskab omkring. De blev betragtet som store, glitrende perler på en kæde af levede liv, der dels inkarnerede en periode og gjorde samtiden vedkommende for eftertiden, dels samlede det brogede fællesskab ved at knytte det til fælles åndelige forfædre.4 I hvert fald hvis man spurgte den historisk vakte danske fællesskabstænker N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som er hovedpersonen i denne bog.

8

Introduktion | Den store mand

Mennesket i centrum af fortællingen En rød tråd i Grundtvigs bestræbelser på at forny omgangen med det religiøse og nationale forestillingsgods var at fremelske de gode fortællinger. Ved at kredse om iøjnefaldende personer afslørede han sig som et barn af sin tid. 1800-tallet var The Age of the Hero, og ofte kunne det være svært at skelne mellem fiktion og fakta, således som historikeren Lucy Riall skriver i sin bog om den italienske nationalhelt og oprørsleder Giuseppe Garibaldi.5 I Danmark gjorde digteren B.S. Ingemann (1789-1862) middelalderens konger, valdemarerne, til store nationale helte i sine historiske romaner om middelalderen, og netop den historiske roman var den mest nyskabende og omsiggribende litteraturgenre i samtiden.6 Faktisk var det på opfordring af Grundtvig, at Ingemann kastede sig over projektet. I modsætning til sin gode ven skrev Grundtvig ingen historiske romaner. I stedet sang Grundtvig som skjald – som en digter og trubadur, der var inspireret af den nordis­ ke middelalder, og som mente sig begunstiget af en særlig kontakt til og forståelse for den danske, den nordiske og den universelle historie. Den selverklæret gammeldagstroende kristne Grundtvig betragtede indsigt, viden og dannelse som en slags skolestue, hvor man kunne opnå viden om Guds skaberværk. Den viden kunne man bedst indvie andre i, når den fortættede sig i fortællinger om fascine­ rende enkeltpersoner. Holdningen prægede eksempelvis det historieformidlingsmateriale, han udar­ bejdede. Især var det tydeligt i planchen ”Tidens Ström. Universal-Historisk Omrids”, der hørte til det lærebogsmateriale for latinskolen, Grundtvig udgav som Krønike-Riim til Børne-Lærdom (1829).7 Planchen er en model over verdenshistorien, inddelt i folkeslags historier. Tidens løb ligner her et floddelta, hvor hver enkelt flodforgrening repræsenterer et folk. Hvert folk er opgjort i erindringsværdige begivenheder (krige, slag og vigtige opfindelser som bogtrykkerkunsten) og i markante og magtfulde personligheder (især monarker). Tanken er, at begivenhederne og enkeltpersonerne kondenserer de respektive folkeånder. Grundtvig var på den måde optaget af at indkredse, hvem der var nationernes for­fædre – hvem man skyldte at ære for at have bidraget afgørende til folkets mentalitet og nationens sammenhængskraft. Vores påstand er, at han selv endte som en faderfigur. Han figurerer på både den danske demokrati- og litteraturkanon og regnes i den forstand (med rette eller urette) som en af Danmarks største nationsbyggere – hvis ikke den største. Det er især Grundtvigs tanker om frihed, der har fået ham optaget på demokratikanon, mens han i litteraturen fremhæves som fællesskabstænker og en stor fortolker af sin samtid. Grundtvig er desuden den tænker, der hyppigst refereres til i danske folkekirkepræsters prædikener, ligesom han har forfattet en tredjedel af bidragene i den mest betydningsfulde kristne brugslitteratur i Danmark: Den Danske Salmebog (2003).8

Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig

9

10

Introduktion | Den store mand

I 1800-tallet mente de fleste, at historien blev drevet frem og fik brud og kontinuitet via handlekraftige mænd. Denne opfattelse delte Grundtvig, og den kom til udtryk i et under­v isningsmateriale fra 1829. Planchen Tidens Strøm viser, hvordan Grundtvig opfattede historien visuelt.

Som politiker er Grundtvig også populær. Han tages til indtægt for snart det ene, så det andet politiske synspunkt. Under optakten til afstemningen om Danmarks tilslutning til Det Europæiske Fællesskab i 1972 skrev forfatteren og debattøren Ebbe Kløvedal Reich (1940-2005) biografien Frederik. Den blev et partsindlæg i debatten om afstemningen, hvor Reich brugte Grundtvig til at opfordre til at stemme nej. Grundtvig som skeptiker blev gravet frem i 2005, da statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte, at han ikke brød sig om, at Grundtvig blev brugt ”som trækkraft for socialistiske projekter”.9 Tankemønsteret viste sig igen, da Enhedslistens Pelle Dragsted modtog N.F.S. Grundtvigs Pris i 2021 for sin bog Nordisk socialisme. Venstrepolitikeren Bertel Haarder udtalte, hvad der næsten lød som et ekko af Foghs tale fra 2005: ”Det generer mig at se andelsbevægelsen og Grundtvig spændt for en gammelsocialists vogn”.10 Omvendt mente Dragsted: ”I mit arbejde med min bog Nordisk Socialisme blev det endnu mere klart for mig, hvilken betydningsfuld rolle Grundtvig og de grundtvigske ideer om myndiggørelse og selvbestemmelse har spillet for det danske samfund og også dansk økonomi gennem andelsbevægelsen”.11 Flere kapitler i bogen kredser netop om Grundtvigs politiske ståsted, som har været genstand for debat, siden han døde i 1872. Diskussionslysten vidner om hans position, og trangen til at tage ham til indtægt for egne argumenter demonstrerer, at han stadig giver næring til dansk kultur og det offentlige liv.12 I dag optræder Grundtvig i politiske partiprogrammer, i universitets-, gymnasie- og folkeskolepensum, i salme- og højskolesangbøger, i avis- og dagspresse og i finanslovstekster, ligesom han er på Twitter, hvor en person med relation til højskolen har oprettet ham. Han er angiveligt ”såre optaget af #højskole og #dannelse og folkets stemmer i 280 tegns samtale”, ligesom han er til Folkemødet på Bornholm, hvor han spreder ”#Gfaktor”. Skulle man opdatere ”Tidens Strøm” i dag, ville Grundtvig med andre ord være en af sin samtids repræsentanter. Derfor er han en stor død mand med et meget virksomt efterliv.

Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig

11

Har Grundtvig været Danmarks bedste midtbanespiller til dato? Han var med helt fremme for at komme i mål med et moderne Danmark, men han glemte ikke fortiden, som han forsvarede. Også i dag er der kamp om at være på hold med Grundtvig – ikke mindst politisk, hvor partier tager ham til indtægt for synspunkter. Illustration: Rasmus Meisler.

12

Introduktion | Den store mand

Grundtvig i flertal Grundtvig udfoldede sig på flere af de felter, som Thomas Carlyle oplistede i sin interesse for typer af heltemodige stormænd. Nok var Grundtvig ikke konge, men præstesønnen fra Udby var anset som profet, digter, præst og intellektuel på forskellige tidspunkter i sit liv. Grundtvig tilskrives dog især en bestemt storbedrift. I formidling af historien om dannelsen af Danmark som moderne nation i 1800-tallet fremhæves Grundtvig af forskere – måske især historikere – gerne som en art national eller civilreligiøs helgen, der egenhændigt samlede folk til Folket. Det har været en grundfortælling i Danmark, at Grundtvig lagde grunden til en stærk national identitet, der udviklede sig fra neden, fra et civilsamfund, hvor borgerne kunne og ville deltage i den demokratiske proces. Fortællingen har også vundet genklang internationalt, hvor der ligefrem er opstået et begreb om den danske vej, ”Getting to Denmark”. Fortælling er i høj grad Grundtvigs fortjeneste.13 Men det er en bestemt Grundtvig, som fremstillingerne tager udgangspunkt i, nemlig bonde- og andelsbevægelsens Grundtvig. Fortællingen har sit eget navn – Gårdmandlinjen – der stammer fra en skelsættende artikel af historikeren Thorkild Kjærgaard (f. 1945).14 Artiklens tese er, at vinderne altid skriver historien, og i Danmark var gårdmændene 1800- og 1900-tallets vindere. ”Den agrare andels­ bevægelse” er ”blevet taget som udtryk for det bedste i dansk demokratisk sinde­ lag”, slog Kjærgaard fast.15 Om fortællingen om dansk landbokultur og bondemiljø har Grundtvigs navn snoet sig som stokroser om et bindingsværk. I de senere år har historikere imidlertid føjet andre samfundsgrupper, andre erhvervsmiljøer og andre virkefelter til fortællingen om fremvæksten af det moderne Danmark.16 Forskningen smitter af på studiet af Grundtvig, i hvert fald i denne udgivelse, hvor vi har indbudt forfatterne til at udforske de mangfoldige områder, hvor Grundtvig i dag trækker spor i dansk kultur-, kirke- og undervisningsliv – og der, hvor han er fordampet. Bogen præsenterer derfor en lang række af de mange ‘Grundtviger’, som man kan møde 150 år efter hans død. Udgivelsen repræsenterer i store træk, hvad der interesserer grundtvigforskere i dag og demonstrerer dermed også en gammel sandhed: at hver generation stiller historien sine egne spørgsmål. Det gælder også Grundtvig. Hele fem artikler i bogen er baseret på ph.d.-afhandlinger, der inden for de seneste ti år er skrevet om Grundtvig af yngre forskere, alle med tilknytning til Center for Grundtvigforskning.17 Andre er seniorforskerarbejder, også med tilknytning til centret.18 Bogen løbes ikke i gang med en klassisk introduktion til Grundtvigs liv og ef­ter­ liv. Sådanne oversigter kan man finde andre steder. Det samme gælder en introduktion til højskolen, som mange også forbinder med Grundtvig.19 Den historie

Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig

13

Da TV 2 gik i luften i 1988, udtalte administrerende direktør Jørgen Schleimann, at kanalen ville få større betydning for sin samtid, end grundtvigianismen havde haft i sin tid. Derfor tegnede bladtegner Erik Werner ”Ved profetens skæg”, hvor Grundtvig lægger arm med Schleimann.

er også fortalt, så her i bogen indgår højskolen i andre sammenhænge, fx den grønne Grundtvig. Bogens bidrag er derimod et bud på en frisk Grundtvig anno 2022 set med 30-80 år gamle forskerøjne.

14

Introduktion | Den store mand

En uddøende race Store mænd, helte og genier er kontroversielle fænomener ude af trit med vores tid. De kan ses som levn fra en forgangen fortid.20 Historiens store (hvide) mænd, især 1800-tallets, var imperialister, misogynister og racister forblændede af egne privilegier og magt. Derfor må de rives ned fra piedestaler og pilles ud af pensum­ lister – i forsøget på at opnå et mere pluralistisk og mangfoldigt samfund. Følger vi denne logik, byder Grundtvig sig naturligvis også til som skydeskive. Hvorfor skal vi blive ved med at reproducere en stor hvid mands tanker og skrifter? Og det endda for skatteydernes penge? Hvorfor er lige netop Grundtvig så interessant? Spørgsmålene møder vi da også ofte på Center for Grundtvigforskning. Det er vi glade for, for det er gode spørgsmål, som gør denne publikation relevant. Vi håber, at bogen leverer nogle af svarene. Vi håber med andre ord, at læserne af bogens bidrag vil nå til en bedre forståelse af, hvorfor Grundtvig voksede sig så stor og livs­ kraftig, at vi i dag tillader os at skrive en bog, der slet og ret hedder Den store mand.

Bogens bidrag Vi har samlet udgivelsens bidrag i fem kategorier: kultur, kunst, politik, religion og samfund. I kulturafsnittet åbner vi bogen med bidraget Den skrivende Grundtvig, hvor Krista Stinne Greve Rasmussen undersøger omfanget af Grundtvigs forfatterskab – blandt andet ved at sammenligne forfatterskabet med Søren Kier­ke­ gaards (1813-1855). Grundtvig var aktiv som forfatter i 68 år – lidt mere, hvis vi tæller de upublicerede skrifter med. Rasmussen berigtiger, at Grundtvigs forfatterskab til dato har været det mest omfangsrige i Danmark. Hun under­søger desuden Grundtvigs skriveprocesser, produktion og betydningen af forfat­ter­skabets genrer for den enorme produktion. Samtidig giver artiklen et indblik i arbejdet med den videnskabelige udgave, www.grundtvigsværker.dk, og hvordan man griber arbejdet med at digitalisere så stort et forfatterskabs som Grundtvigs an. Kasper Rathjen undersøger Den maritime Grundtvig. Historieforskningen har gerne betragtet Grundtvig som bondens og markens nestor, og der har ikke været plads til fortællingen om den maritime Grundtvig, mens Indre Mission vandt den kulturhistoriske og religiøse kamp om havet. Men som Rathjen viser, besad havet en prægnant symbolsk betydning for den Grundtvig, der levede i en tid, hvor den maritime verden var i hastig teknologisk forandring. Sophie Bønding fokuserer på Den mytebrugende Grundtvig. Hun argumenterer for, at Grundtvigs mytologiske arv ikke kun må forstås som en bralrende ”brage­ snak-tradition” isoleret i højskolemiljøet, men at Grundtvig bidrog afgørende til

Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig

15

at etablere og fremelske en smag for mytologiske og oldtidshistoriske fortælleuniverser, for det fantasifulde og for det fantastiske og fortryllede. Bidraget Den grønne Grundtvig rammer tidens aktuelle klimadebat, hvor Kristoffer Garne spørger, om der i Grundtvig og højskolens øvrige åndelige bagage ligger en menneskelig og social orientering, der kan give os sans for naturen. Eller om Grundtvigs og højskolens store fokus på ånd og menneskeliv snarere er en del af problemet? Garne læser et udvalg af Højskolesangbogens Grundtvigtekster og en række andre sange fra den seneste udgave fra 2020. Carsten Bach-Nielsen lader blikket hvile på Den billeddannende Grundtvig. Især Grundtvigs salmer dannede gro- og klangbund for fremtrædende kunstnere. Bach-Nielsens billeddannende Grundtvig løber som en rød tråd i bogen, hvor billedsiden i flere kapitler refererer til Bach-Nielsens kapitel. Grebet skal tjene til at vise, i hvor høj grad Grundtvigs billeddannelser faktisk er overalt i det danske samfund, når blot vi kigger godt efter. Bach-Nielsen kan fremvise ikke hidtil behandlet kildemateriale: et brev, hvor kunstneren Joakim Skovgaard (1856-1933) forholder sig til spørgsmålet, om Grundtvigs tekster er mulige at gengive billedligt eller ej. I Den melodiske Grundtvig bevæger Lea Wierød Borčak sig ind i Grundtvigs Sangværk. De fleste danskere kender Grundtvigs sange og salmer – og de melodier, som teksterne opleves igennem og tager farve af. Borčak undersøger melodiernes fortolkning af og indflydelse på teksternes betydning. Ved at gennemgå melodihistorien og foretage analytiske nedslag undersøger hun, hvordan musikken har påvirket og stadig påvirker Grundtvigs sangtekster. I afsnittet om politik undersøger Jens Wendel Hansen Grundtvigs politiske virke mellem 1849 og 1866. Den politiske Grundtvig kredser om Grundtvigs realpoli­ tiske evner. Skønt vi husker ham som en af grundlovsfædrene, og måske alene af den grund som en stor politiker, viser Wendel Hansen, at Grundtvig ikke var en god politisk håndværker. Bidraget er det første kvalificerede arbejde om Grundtvigs virke som politiker siden Claus Bjørns posthumt udgivne bog fra 2007: Grundtvig som politiker. Ove Korsgaard fortæller i det samme afsnit om Den republikanske Grundtvig. I forskningen og i Grundtvigvidende kredse har man længe ment, at Grundtvig både var kongetro og konservativ. Korsgaard argumenterer imidlertid dristigt for en anden karakteristik af Grundtvigs politiske orientering. Den tager afsæt i Grundtvigs interesse for det fælles bedste. Ved hjælp af begrebet res publica, som på klassisk latin netop dækker over de fælles anliggender, den fælles sag og det fælles bedste, redegør Korsgaard for, hvorledes man kan opfatte Grundtvig som republikaner.

16

Introduktion | Den store mand

I Den feministiske Grundtvig undersøger Lone Kølle Martinsen Grundtvigs aftryk på kvindesagen gennem nedslag i den kronologi, som kvindebevægelsen ofte inddeles i. Flere næsten ukendte grundtvigsksindede foregangskvinder graves frem, ligesom feminismens anden bølge foreslås trukket tilbage til 1948, da de første kvinder ordineredes som præster i den danske folkekirke. Artiklen er det første nyere arbejde om Grundtvigs betydning for kvindesagen, og Martinsen fremsætter den tese, at den grundtvigske bevægelse og den danske kvindesag er langt tættere forbundet end hidtil antaget. I afsnittet om religion skriver Hans J. Lundager Jensen i Den hedenske Grundtvig om Grundtvigs berømte digt ”Menneske først, kristen så”. Lundager Jensen mener, at Grundtvigs digt bedst forstås, når man ved menneske forstår et væsen født på et bestemt sted, hvortil der knytter sig forestillinger og mytologier – en hedenskab. Lundager Jensen tager afsæt i Grundtvigs omfangsrige aftryk på moderne kristendom i Danmark og foreslår, at Grundtvig gødede jorden for det, vi i dag kender som kulturkristendom. Det gjorde han, selv om han ønskede sig en anden ud­vikling, fortsætter Lundager Jensen, der slår fast, at Grundtvig ikke selv arbejdede for at ud­ brede en kulturkristendom, men derimod for et kulturhedenskab. Katrine Frøkjær Baunvig kaster sig over det fantastiske og fortryllede i Grundtvigs tænkning i bidraget Den tryllebindende Grundtvig. Med afsæt i salmen ”Dejlig er den himmelblå” (1810) argumenterer hun for, at Grundtvigs salmer og bibelhisto­ riske sange hjalp til at fastholde barnets evne til at se fortryllelse, ånd og liv, hvor der for den fornuftige og oplyste voksne befinder sig gold og død materie. Frø­kjær Baunvig viser, at Grundtvigs kristendom var fuld af fantastiske væsener og trylle­støv, og at hans kristne lyrik blev til en protest imod den fornuftsorienterede strømning, der prægede dansk kristendom i hans samtid. Jette Bendixen Rønkilde undersøger i Den ritualtænkende Grundtvig, hvordan det grundtvigske viser sig i samtidens liturgidebat. Hun analyserer grundtvigske aktørers deltagelse i debatten i form af indlæg i dagspressen, magasiner og på internettet. Spørgsmålet er, hvordan, eller om, Grundtvig fortsat kan siges at have indflydelse på folkekirkens gudstjenester. Og hvordan vil hans arv mon vise sig? I afsnittet om samfund skriver Sasja Emilie Mathiasen Stopa om Den tillidsvæk­ kende Grundtvig, hvor hun undersøger rødderne af den så berømmede danske til­lids­ kultur hos Grundtvig og den efterfølgende grundtvigianisme. Stopa spørger, om grundtvigske forestillinger om samfundet med baggrund i den lutherske teologi har været med­virkende til at vække tillid, dels indbyrdes i den danske befolkning, dels mellem befolkning og autoriteter? I Den skoledannende Grundtvig skriver Thorstein Balle, at der faktisk slet ikke var en skoledannende Grundtvig, da Grundtvig kun en gang i sit liv skrev om skolegang. Det var endda i et skrift, der først udkom i 1983. Når man tænker på den

Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig

17

skoledannende Grundtvig, er det Grundtvigs arvtagere, man tænker på. I en tæt udredning af tidens skoletanker, ikke mindst hos den radikale politiker Jørgen Jørgensen, når Balle frem til, at Grundtvig er historie i skolen i dag. Bidraget Den eksilerede Grundtvig af Tina Langholm Larsen belyser den tilpas­ ning og overførsel af de grundtvigske ideer, som Grundtvigs søn Frederik Lange blev foregangsperson for i USA. I det dansk-amerikanske kirkemiljø var det især ham, der frem til år 1900 fortolkede de grundtvigske tanker og satte dagsordenen i de grundtvigske miljøer. Larsen argumenterer for, at Langes forsøg på dansk samfundsbygning i USA medvirkede til at plante frøene til det, vi i dag kender som Danish America. Afslutningsvis bringer vi Michael Herslunds essay: Den europæiske Grundtvig. Professor, dr.phil. og tidligere leder ved Center for Europaforskning på CBS, Michael Herslund, døde i juli 2021 og nåede ikke at lægge sidste hånd på artiklen til denne bog. Men Herslunds perspektiver på Grundtvig, sprog og nationalisme og hans evne til at levendegøre nye sammenhænge på tværs af fagområder har gjort, at vi har valgt at bringe Herslunds tekst som et essay. Herslund beretter om to strømninger, som alle intellektuelle europæere delte i 1800-tallet, nemlig interessen for de indoeuropæiske sprog og deres egen nation. Hvad Grundtvig mente om det nationale, er faktisk det mindst grundtvigske, for det var stort set det samme, som intellektuelle mente i resten af Europa. Herslund ser nøjere på nogle af Grundtvigs mest berømte sentenser og sætter dem ind i en europæisk kontekst, ligesom begreber som folkelighed og national identitet undersøges.

Den store mands tyngdekraft Der er mange områder af dansk kultur, hvor mennesket Grundtvig ikke har sat sig konkrete aftryk. Det er en efterhånden fasttømret pointe, at Grundtvigs betydning på en række områder har været overdrevet eller ligefrem usand. Overdrivelsen skyldes ikke mindst en manglende evne til at skelne Grundtvigs egen sag fra de bevægelser, der tog eller blev tillagt hans navn.21 Afsættet for bogen er imidlertid et andet. Det er antagelsen om, at Grundtvigs styrke som stor mand ikke alene beror på hans faktiske liv, værk og virke – men nok så meget på hans efterliv og på hans mytedannende tiltrækningskraft. Som alle andre store mænd, der ad åre nærmest blev gjort til nationale helgener, er hans status først blevet slået fast efter hans død. Grundtvig brød noget ædelt metal og havde originale tanker og ideer, men andre gjorde hans arv til gangbar mønt. En arv, der bliver ved med at kaste nyt af sig.

18

Introduktion | Den store mand

Nye generationer genfortolker altid historiske personer. Det er et grundvilkår i historieskrivningen. Nogle af personerne kan få mytisk karakter. Som eksempelvis Grundtvig. Eller Jesus. Niels Larsen Stevns: Kristi genkomst (1921), Ranum Kirke.

Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig

19