DELTAG! Håndbog i kulturledelse

DELTAG! Håndbog i kulturledelse Af Mette Strømgaard Dalby Copyright © 2020 Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-06295-0 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekstredaktion: Lino Vogt Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Kamilla Asmussen Foto: Mette Strømgaard Dalby Eva Kristensen i-maGo.dk Peberman Tryk: Scandinavian Book A/S, Danmark

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.gad.dk

Håndbog i kulturledelse For kulturarbejdere, hverdagsaktivister, designtænkere og kreative entreprenører og alle, der vil arbejde med deltagelse

M E T TE STRØM GA A R D DAL BY

4

INDHOLD 7 10 16 18 23 26 36 39 42 50 52 58 64 66 67 71 76 82 83 89 95 97 100 106 111 114 116 120 124

❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱ ❱

Indledning Deltagelse, frivillighed og civilsamfund CASE - Falderebet CASE - Farm Cultural Park CASE - Absalon Hvorfor overhovedet tale om deltagelse?

Kan man gå til demokrati?

CASE - Space Deltagelse og medejerskab som ny valuta Er du klar til at navigere i den nye magt?

Kulturhuse – dengang og nu Kreativt entreprenørskab CASE - Turbopuljen Ananas i egen juice CASE - StreetDome Hvordan skaber vi sammen?

Komplekse problemer kalder på nye tilgange Kunsten at stille de gode spørgsmål Ledelse i en kompleks verden Den svære balance mellem kontrol, tillid og sund fornuft #Flagstangsgate Danmarks lange tradition for demokratisk samarbejde CASE - Kulturkomplekset Nicolai Kreativ aktivisme CASE - Guaraná Power Gør kreativ aktivisme en forskel?

CASE - Wunsiedel Kildehenvisninger Litteraturliste

5

I propose that participation be understood not only as “joining in” something, but also as a way of taking part and of having a part, and thus making the conditions of participation part of the game.1 Nora Sternfeld

Jeg forstår for første gang, at vores fornemmelse af at høre til handler om at deltage…2 James Rebanks

6

Indledning Denne bog handler om deltagelse der, hvor vi lever, bor og ånder, nemlig i kulturlivet, i samfundet og i vores demokrati.

Titlen DELTAG! refererer i lige høj grad til kulturmedarbejderen eller kulturlederen, som den refererer til brugerne, kunderne, gæsterne – kært barn har mange navne. Hele pointen med deltagelse er nemlig, at alle sætter sig selv i spil. Og dermed også, at alle sætter sig selv på spil, for man kan ikke deltage uden at give noget af sig selv.

Bogen er også skrevet ud fra min personlige rejse som kulturfaglig medarbejder og kulturleder gennem de sidste 20 år og er et forsøg på at skrive den håndbog, som jeg selv gerne ville have haft, da jeg startede som nyuddannet i kulturbranchen. Derfor er bogen også formet af de mange erfaringer og gode samarbejder, jeg har haft med kunstnere, designere, museumsfolk, forskere, iværksættere, kulturpolitiske beslutningstagere og kloge folk inden for alle brancher.

Bogens budskab er, at vi vinder noget ved at turde udfordre en klassisk faglighed såvel som et klassisk magtbegreb. For hvem er det egentlig, der har lov til at definere problemer? Hvis man vil deltagelse, må man arbejde på en anden måde, og det er dét, denne bog handler om. Det er ikke det samme som, at al viden er lige gyldig, for vi har stadig brug for eksperterne. Jeg vil til enhver tid foretrække at få fjernet min visdomstand af en tandlægefaglig ekspert frem for en gruppe borgere i en samskabelsesproces.

Men der er en lang række andre situationer, hvor jeg som borger vil foretrække at blive hørt, inddraget og få ejerskab, fx til hvordan den by, jeg bor i, skal udvikle sig over tid.

Bogen handler om deltagelse, og derfor handler den også om mit møde med en lang række entreprenante folk i kulturbranchen, 7

både unge og ældre, professionelt uddannede kulturfolk og helt almindelige mennesker, der brænder for at sætte et mærke inden for kulturområdet, men egentlig er ret ligeglade med, om vi andre kalder det kultur, fritid eller noget helt tredje.

Bogen handler også om kulturhuse, fordi det er den kulturinstitution i Danmark, som er tættest på brugerne, ja faktisk er en lang række mindre kulturhuse jo rent brugerstyrede og skabt af brugere, der vil noget med kulturen i deres lokalområde. Det er deltagelse, der batter, og mange kulturhuse har deres rødder i aktivistiske bevægelser. I dag vil vi kalde det kulturelt entreprenørskab, når det handler om at skabe noget, og kreativ aktivisme, når det gælder kampen for at bevare eller ændre. Og det er her, at kulturhusene kan noget i forhold til de mere formelle kulturinstitutioner som arkiver, museer og biblioteker. For kulturhusene er båret af, at vil man noget, så gør man det. Og derfor er frivillighed også et begreb, som ikke helt giver mening. For når man deltager og skaber noget, hvem er man så frivillig for? For hvem yder man et stykke frivilligt arbejde?

Så det interessante og paradoksale ved professionaliseringen af deltagelsesbegrebet er, at de store, professionelle kulturinstitu­ tioner taler om deltagelse, empowerment og samskabelse, og om hvordan man udvikler metoder for at opnå det, mens de små, brugerstyrede huse bare gør det. Fordi de ofte er 1:1 med brugerne. Så lige nu er der masser af læring for de store at hente hos de små, netop fordi den entreprenante og aktivistiske ånd stadig lever. Og heldigvis for det!

8

9

Deltagelse, frivillighed og civilsamfund I de mere end 20 år, jeg har arbejdet i kulturbranchen, er jeg stødt på begrebet frivillighed igen og igen. For mange, og især for lokalpolitikere, er frivillighed noget entydigt godt. Frivillighed handler om engagement. Frivillighed indebærer også, at folk i den gode sags tjeneste stiller deres gratis arbejdskraft til rådighed. Frivillige kræfter har en kolossal betydning i et lokalsamfund, og flere og flere kommuner hylder de frivilliges indsatser med mangfoldige arrangementer og prisuddelinger for særlige frivilliges særlige indsats. Jo flere frivillige, jo bedre for vores samfund, og især inden for fritids- og kulturområdet er der en lang tradition for frivillighed. Ingen idrætsforeninger ville kunne varetage lilleput-fodboldtræning uden frivillige. Og kulturhusene, som er rammer omkring frivilliges ønsker om at lave kultur, vil slet ikke give mening uden frivillige til at fylde rammerne ud. Når alt er godt, så er der vel ikke mere at sige om den sag?

Men når noget får karakter af at være entydigt godt, er det fornuftigt at være en smule på vagt. Bjarne Ibsen, der er professor ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved SDU, formulerer det således: Civilsamfundet fremstilles i disse år som noget ensidigt idealistisk. Men det er ikke en entydig ’god’ samfundssektor – den har både gode og mindre gode sider … Der er behov for, at vi i forskningen forholder os lige så kritisk som vi gør til den offentlige sektor og til den kommercielle sektor3 En af Bjarne Ibsens pointer, som jeg erfaringsmæssigt kan bakke op om, er, at vi forestiller os, at foreningslivet er præget af mangfoldighed på tværs af sociale, kulturelle, religiøse, etniske og politiske skel. Kigger man på foreningslivet som et samlet billede, er dette også rigtigt. Alene i Nicolai, et 6000 m2 stort kulturhus i Kolding, tæller listen af brugere en lang række kulturforeninger 10

inden for kunst, salsa, tango, kammermusik, kor, indisk kultur, film, teater og visesang. Men det er jo ikke det samme som, at alle sociale lag er repræsenteret, eller at foreningerne blander sig med hinanden. Tværtimod er en forening jo netop en mulighed for at dyrke en smal interesse sammen med ligesindede. Foreningens medlemmer er således ofte en forholdsvis homogen gruppe af mennesker. Det giver sig selv, at foreninger af samme grund ikke nødvendigvis er optaget af at arbejde for at ændre samfundet til det bedre (for alle) eller at arbejde sammen med andre aktører om det fælles bedste. Og det er helt, som det skal være, for det er jo netop i en forening, at man kan nørde med sin interesse og dyrke sin passion sammen med andre ’med-nørder’. Foreninger er således ikke folkelige bevægelser baseret på stærke værdier eller ideologier, der arbejder på at reformere samfundet. Til gengæld er foreningerne forpligtende fællesskaber, som er væsentlige for menneskers foretagsomhed og trivsel, og alene af denne grund har foreningerne en stor og positiv berettigelse i vores samfund.

Begrebet ’frivillighed’ rummer således en lang række positive elementer, ligesom ’fællesskaber’ gør det. Vi skal blot huske, at ligesom stærke fællesskaber netop tegner en cirkel omkring sig selv og af den grund kan være ekskluderende, er frivillighed ikke per definition det samme som at gøre noget godt for samfundet. Der kan også være stærke interesser på spil, som handler om at beskytte særinteresser. Frivillighed er altså ikke nødvendigvis altruisme, men til gengæld er frivillighed, foreninger og civilsamfundet en vigtig del af et dynamisk samfund.

I bogen Civilsamfund, medborgerskab og deltagelse giver Thomas P. Boje et fint historisk rids af civilsamfundets udvikling fra det antikke Grækenland, hvor det civile samfund var de civiliserede borgeres bysamfund, til nutidens senmoderne og neoliberale samfund, hvor begreber som solidaritet og forpligtende fællesskaber har trange kår. I antikken skelnede man ikke mellem stat og samfund, fordi civilsamfundet, societas civilis, jo ganske 11

enkelt blot var samfundet, altså det, vi forstår ved et lovreguleret samfund af selvstyrende og ligeberettigede borgere. Faktisk var det først i 1500-tallet, at man begyndte at tale om staten på den ene side og borgerne på den anden. Det skete med Niccolò Machiavelli (1469-1527) og Thomas Hobbes (1588-1679), der begge pegede på en stærk stat som en politisk magt til at imødekomme både interne og eksterne trusler: rivalisering mellem bystater, et feudalsamfund i opbrud og generelle konflikter. Hvor Machiavelli var optaget af at sikre borgerne mod ydre fjender, var Hobbes' fokus snarere borgernes alt andet end uegennyttige dagsorden. Deres mål var således forskelligt, men midlet var for dem begge en stærk, effektiv og rationel stat, der både kunne sikre mod udefrakommende fjender, skabe orden blandt borgere uden at udøve magtmisbrug og samtidig sikre borgernes autonomi.

Først langt senere opstår begrebet om civilsamfundet som et modsvar til statens eneherskerdømme og som en løsning på samfundets fragmentering og sociale ulighed. Civilsamfundets organisationer bliver væsentlige i sikringen af såvel borgernes frihed som deres selvforvaltning. De uafhængige organisationers rolle bliver således at kontrollere og modsætte sig eventuelle overgreb fra statens side. Men denne fragmentering og specialisering af samfundet fører paradoksalt til, at kun statslige interventioner kan styre igennem de mange særinteresser og deraf følgende konflikter, som borgerne i civilsamfundet har, dengang som i dag.

I dag skelner vi mellem den civile, den offentlige og den markedsøkonomiske sektor, selv om begrebet ’civilsamfund’ både bruges om det private, personlige netværk og relationer på den ene side og ikke-statslige organisationer (NGO’er) og netværk på den anden. Men det interessante ved civilsamfundet er jo netop denne grænseflade mellem borgere og borgeres ­interesser. Har 12

man arbejdet i en kommune, ved man, hvor meget de forskellige sfærer flettes sammen, fordi flertallet af interessenterne, fra både den civile, den offentlige og den markedsøkonomiske sektor, også er borgere i kommunen. Borgerne arbejder i lokale virksomheder og institutioner, og de benytter sig af en lang række fritidstilbud, både foreningsdrevne, kommunale og private. Derfor er civilsamfundet blevet en vigtig samarbejdspartner for hele den offentlige sektor. Så selv om foreninger i udgangspunktet er nonprofit-organisationer, kan de være meget magtfulde, fordi de repræsenterer mange borgere, ligesom områdets erhvervsvirksomheder ofte gerne vil støtte og sponsorere initiativer som den lokale håndboldklub. Desuden ser vi også en udvikling mod markedsøkonomien i civilsamfundet, hvor flere og flere aktører bliver social-økonomiske virksomheder. Som Silas Harrebye påpeger, begynder NGO’en i nogle tilfælde at agere som virksomhed. Nu er professionalisering af organisationer jo ikke nødvendigvis af det onde, men: Den demokratiske konsekvens af den markedsbaserede professionalisme er på godt og ondt en større og mere konform organisation uden den radikalitet, den udspringer af.4 I et samfundsperspektiv er dette væsentligt at holde sig for øje som en tidstypisk tendens, netop fordi: Forståelsen af civilsamfundet er således nøje kædet sammen med det, der på det givne tidspunkt har været de centrale moralske og politiske forestillinger om, hvad der forstås ved demokrati og social retfærdighed. Et pluralistisk og selvorganiseret civilsamfund er blevet set som en nødvendig betingelse for demokratiet.5 Selvom (velfærds)staten varetager og har monopol på en lang række opgaver inden for sundhed, uddannelse, infrastruktur og kultur, spiller civilsamfundet også en væsentlig rolle i dag.

13

Faktisk hører man fra politisk side en opfordring til, at civilsamfundet går ind i traditionelle kommunale og statslige opgaver, gerne i samskabelsesprocesser, for i fællesskab at løfte en presset velfærdsstat. Når borgere med fælles interesser slutter sig sammen for at sikre deres demokratiske rettigheder ved at udøve samme, kan de have meget stor indflydelse. Som flere kritikere af samskabelse påpeger, og som jeg senere kommer ind på, er det dog ikke alle borgere i det civile samfund, som har den samme mulighed for indflydelse, da forskellige socialklasser har forskellige ressourcer (økonomisk, socialt og kulturelt) at spille ind med.

Det deltagende demokrati har således en række indbyggede udfordringer, men civilsamfundets rolle er helt essentiel i forhold til at balancere forholdet mellem borgernes individuelle autonomi på den ene side og det kollektive samfundsmæssige ansvar på den anden. Dette kan i sagens natur være et konfliktfyldt område, for hvornår gør man hvad? Når en kommune vil indgå en samarbejdsaftale mellem en forening og kommunen, hæmmer man så borgernes autonomi? Eller har foreninger netop et samfundsmæssigt ansvar, som fint kan udtrykkes i samarbejdsaftaler? Er nogle foreninger blevet for store og dygtige til at tjene penge, som indgår i et lukket kredsløb til særlige borgergrupper og dermed er ekskluderende i forhold til samfundet generelt?

Eller er det netop borgernes ret at organisere sig, som de vil og være dygtige til både at tjene penge og samtidig at få midler fra den fælles kasse? Og er det bare op til hver enkelt borger at finde et inkluderende fællesskab?

Der er ikke et enkelt svar på ovenstående spørgsmål, men ét er sikkert: De sociale relationer siden 1950’erne er blevet overtaget af staten i så stort et omfang, at de skal ’genopfindes’ i et samarbejde mellem stat, kommune og civilsamfund. Det gjorde ­Designskolen i samarbejde med botilbuddet Skansebakken, 14

Vejle Kommune, da man i 2013 vandt Kommunernes Landsforenings Innovationspris med et projekt, der helt kort handler om at designe relationer til svært handicappede borgere, der overvejende har professionelle (behandler)relationer. Projektet pegede på værdien af civilsamfundets frivillige i forhold til det at skabe og have relationer af privat karakter. En vigtig og væsentlig pointe, men også skræmmende i al sin enkelhed og påpegning af, hvad vi mangler og har brug for at genopfinde i vores moderne samfund.

Ikke bare professionaliseringen af relationer, men også det store fokus på individet og individets selvrealisering, der startede med ungdomsoprøret i 1968, har skabt svære forhold for relationer mennesker imellem og har ført til, at ordet solidaritet klinger temmelig altmodisch. Interessant nok, oplever vi i disse år en forøget interesse for fællesskaber, måske ikke nødvendigvis i sin allermest forpligtende form, men dog en interesse i fællesspisning, fællessang og andre tiltag, hvor mennesker kan mødes i kortere eller længere tid omkring et fællesskab. Under coronakrisen i foråret 2020 blev det allestedsnærværende hashtag #sammenhverforsig, hvor det moderne fællesskab, påtvunget af ydre og alvorlige omstændigheder, blev dyrket digitalt i en forestilling om, at vi er sammen virtuelt, men uden reelt at være det fysisk. Her så vi altså fællesskabet i dets allermest uforpligtende form, for online er vi på, så længe vi gider.

15

CASE Falderebet

– oplæsninger over en fadøl I 2019 gik Kolding Kommunes pris til årets kulturelle ildsjæl lidt usædvanligt til Vivi Andersen, der er indehaver af værtshuset Falderebet i Kolding. Lige så usædvanligt som udnævnelsen var, lige så fortjent var den, for Vivi har igennem de sidste 12 år afholdt tirsdagsoplæsninger af skønlitteratur og digte som fast del af værtshusets sortiment. Her læser faste kendinge og gæster af huset højt for hinanden, og litteraturen spænder vidt, fra Den lille Prins til Dan Turell. Oplæsningerne føres til bogs af en notar, og bogen er et underfundigt dokument over en anderledes værtshuskultur. Måske er oplæsningerne en lidt velbevaret hemmelighed, da de hverken har været markedsført eller omtalt på nogen form i medier, og da slet ikke de såkaldt sociale.

Vivi, den tidligere klinikassistent fra Odense, holder fanen højt for litteraturen og har siden barnsben nydt bøger og højtoplæsning. Denne glæde har hun plantet i Falderebet, som med sin maritime indretning mere signalerer traditionelt værtshus end kulturhus. Oplæsningerne finder sted fra den fine prædikestol, som Vivi har byttet sig til for tre pariserbøffer, og sådan er fortællingerne mange og underholdende om det lille kulturfællesskab på Tøndervej 58. Kulturformidling kan antage mange former, og prisen til Vivi Andersen understreger, at passionen for kunst og kultur er den væsentligste drivkraft for at blive udnævnt til årets kulturelle ildsjæl.6

16

17