Af samme forfatter på dansk: Pigen fra ‘58, 2018 Min far & Kvinden, 2020 (Forlaget Etcetera) Årene, 2021 Simpel lidenskab, 2021 Hændelsen, 2021 Skammen, 2022 Fortabe sig, 2023 Skriften som kniv, 2023 (Forlaget Etcetera) Den unge mand, 2023 Den anden datter, 2024 Jeg er stadig i mørket, 2024 Den frosne kvinde, 2025
De tomme skabe_TRYK.indd 2
03/09/2026 08.55
Annie Ernaux
De tomme skabe roman
På dansk ved Niels Lyngsø
G A D S F O R L AG
De tomme skabe_TRYK.indd 3
03/09/2026 08.55
De tomme skabe er oversat fra fransk af Niels Lyngsø efter Les armoires vides Copyright © Éditions Gallimard, Paris 1974 Dansk udgave © Gads Forlag 2026 Omslag: LA Graphic Design Forsidefoto: Archives privées d’Annie Ernaux (D.R.) Forsideillustration: Victor Ducroquet: [French Textiles]. Paris 1863 Bogen er sat med Minion Pro hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-80567-0 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
De tomme skabe_TRYK.indd 4
03/09/2026 08.55
Jeg har gemt falske skatte i tomme skabe et nytteløst skib forbinder min barndom med min kedsomhed mine lege med trætheden – Paul Eluard, La Rose publique
De tomme skabe_TRYK.indd 5
03/09/2026 08.55
De tomme skabe_TRYK.indd 6
03/09/2026 08.55
Hver time laver jeg øvelser, jeg sakser eller cykler med benene i vejret, laver mavebøjninger med fødderne mod væggen. For at fremskynde processen. Straks folder en mærkelig varme sig ud som en blomst et sted nederst i torsoen. Violet, rådden. Ikke en smerte, men et varsel om smerte, en bølge der brydes mod alle sider og slår ind mod hofterne for så at dø ud øverst i lårene. Næsten lystfyldt. “Den vil føles varm et øjeblik, lige når den kommer ind.” En lille rød sonde, helt krum og taget direkte op af det kogende vand. “Det skal nok gå, De skal ikke være bekymret.” Jeg lå på bordet, det eneste jeg kunne se mellem mine ben, var hendes grå hår og den røde slange som hun styrede ind med en tang. Den forsvandt. Grufuldt. Jeg skældte ud på den gamle kvinde, som stoppede vat ind for at holde slangen på plads. Du skal ikke røre ved din tissekone, det kan den ikke tåle … Lad mig kysse godterne, dér mellem læberne … Udblokket, gennempløjet, tilstoppet – jeg spekulerede på om den nogen sinde ville kunne bruges igen. Bagefter fik hun mig til at drikke kaffe af et glas for at få mig på fode igen. Hun talte i ét væk. “De skal gå en hel masse, ja, gå hen til undervisningen, medmindre
7
De tomme skabe_TRYK.indd 7
03/09/2026 08.55
det begynder at løbe.” Til at begynde med var det ikke så let at gå med alt det vat og så røret der raslede i maven. Ned ad trappen, et skridt ad gangen. Da jeg kom ud på gaden, blev jeg helt fortumlet af alle de mennesker, solen, bilerne. Jeg kunne ikke mærke noget, jeg tog tilbage til mit kollegie i Cité Universitaire. “De kommer til at få veer.” Siden i går har jeg siddet sammenkrummet og ventet på de første tegn. På hvordan det egentlig vil være. Jeg ved kun at det dør lidt efter lidt, rinder ud, drukner i små lommer af blod, i strimer af kropsvæske … Og at det forsvinder. Det er det hele. Mit hoved er presset ned mod sengetæppets lugt, solen bager mig fra talje til knæ, et lunt tidevand inden i mig, ikke den mindste krusning på overfladen, det hele sker i folder og sprækker mange kilometer nede i dybet. Uden forbindelse med de anatomiske plancher. Jeg kunne nemt blive resten af dagen i den her mærkelige yogapositur. Solen ville bevæge sig hen over huden og opløse muskler og brusk, den grødede masse ville langsomt arbejde sig ud gennem røret … Det kan du godt glemme. Sådan kommer det ikke til at gå. Ikke længere fremskynde processen, ligge med benene op ad muren. Arbejde med en af forfatterne fra pensum måske, Victor Hugo eller Péguy. Kvalme bare ved tanken. De har intet at sige om den situation jeg står i, ikke en eneste passage der beskriver hvordan jeg har det lige nu, og som kunne hjælpe mig igennem de ækle øjeblikke. Der er efter sigende en bøn til hver en lejlighed, til fødsel, ægteskab og død, man burde kunne finde udvalgte tekststykker om alt, om en ung
8
De tomme skabe_TRYK.indd 8
03/09/2026 08.55
kvinde på tyve år der netop har været hos englemagersken, som forlader lokalet, det hun tænker på da hun går derfra, og når hun kaster sig på sengen. Jeg ville læse det igen og igen. Bøgerne har intet at sige om den slags. En smuk beskrivelse af sonden, en lyrisk omskrivning af sonden … Lægeleksikonet jeg har lånt af den unge kvinde på værelset ved siden af, er fyldt med grufulde detaljer og dystre antydninger. De morer sig med at skræmme én, man kan ikke dø af en lille smule luft. Man kan simpelt hen få frøer til at eksplodere bare med et sugerør … Hellere dø end at svømme i kvalme og vamle, flødeagtige lugte, æde al mulig pludselig modbydelig mad, se kilometervis af kødpålæg for sig i drømme, spiselige farver i alle udstillingsvinduer. På to måneder er jeg blevet en snusende hunhund, altid parat til at spytte postejen ud på tallerkenen igen … Giftgrøn spinat, tomater røde som børnejod, mistænkelige stumper af grillbøf. En konstant smag af fordærvet oksekødsbouillon, som man skulle tro var ved at udvikle sig til mavesår. Bøgerne giver mig opkastningsfornemmelser. Jeg lader som om jeg er studerende, jeg tager noter, jeg forsøger at høre efter, jeg er på gennemrejse uden ophold, at tænke sig at jeg ville være gymnasielærer, kritiker eller journalist. Måske får jeg ikke min eksamen i juni og heller ikke i oktober … Måske går det hele galt … Det tjener intet formål at arbejde. “Hvem vil holde oplæg om Gide?” Bornin lader blikket glide rundt i auditoriet. Jeg ville ikke kunne skrive tre sammenhængende linjer, jeg har intet at sige om Gide eller om noget som helst andet, jeg er en bedrager, de prægede glasflasker i udstillingsvinduet
9
De tomme skabe_TRYK.indd 9
03/09/2026 08.55
hos mine forældre, en bedrager ligesom Bornin som han står der og smager på ordene, hans udtørrede, uformelige køn, hænderne der gestikulerer foran mit ansigt, han ved det sikkert, det fede og fedtede æggehoved, han breder sig, flodbølgen af oksekødsbouillon er nået op i munden, jeg har bidt tænderne sammen, hvis jeg gik nu, ville alle vide at jeg var gravid. Den endegyldige fornedrelse. Så hellere dø. En jagende smerte, den første, zigzagger gennem mig og eksploderer i bløde pletter. Et smukt indre fyrværkeri, utvivlsomt i overdådige farver. Mærker ikke længere varme, mærker intet, en nydelse af den allerfineste slags. Måske vil jeg aldrig få en orgasme igen, hvis alt det indeni ramler ud. Afstraffelsen. Hvis de kunne se mig nu … “Du kommer galt af sted.” Hvornår fremsatte de gamle første gang deres gamle spådom. For en måned siden var jeg lige ved at råbe ind i ansigtet på dem at jeg var gravid, bare for at se katastrofen, se dem blive røde i kammen, vride sig i rædsel, de gamle stivnede tragediemasker, høre dem skrige hysterisk og selv brøle af glæde, af raseri, at de ikke havde kunnet forhindre det, at det var på grund af dem jeg havde gjort det, sådan nogle grimme, sølle bondeknolde. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. Jeg ville klare situationen selv, og de ville have forhindret mig i det. Den slags ting ville jeg aldrig turde sige til dem. Det ville de aldrig have troet … De havde gjort alt for mig … De spiser aftensmad, som de siger, på den blomstrede voksdug, kylling og grønne ærter, de allerbedste, hun siger at de kunne tage hen og se hvad det er der bliver bygget i Les Cèdres, de
10
De tomme skabe_TRYK.indd 10
03/09/2026 08.55
forretninger der bliver opført, over for dem flere butikker, det er konkurrence, han svarer at han er skideligeglad, og de skændes. Det er fuldstændig som om jeg var der. Jeg vil ikke tænke på dem og deres købmandsbutik. Jeg kan ikke skabe nogen forbindelse mellem dem og de helt nye og helt rene vægge her, den skinnende rene håndvask, bogreolerne. Her er jeg ikke madame og monsieur Lesurs datter. Jeg er studerende. Løv ligger overalt i Cité Universitaires park, det rasler, lyset er blændende langs stierne og i bilerne der er parkeret langs med hegnet. Næsten et maleri af Monticelli. Jeg har stadig en smule kulturel dannelse, billedkunst helt frem til studentereksamen, jeg vidste ingenting, bare nogle billeder klippet ud af Lectures pour tous. Jeg ville gerne spæne af sted gennem de knasende blade så det stod til alle sider, mens solstrålerne skar ned gennem træerne på min vej, og den ru luft strøg ind mellem tænderne og vaskede den harske smag væk. Men jeg er nødt til at blive liggende på ryggen, på maven, sprede benene, rejse mig op med et ryk i lænden, sætte mig ned på hug, præabort-gymnastik. Som han dog ville grine, den lille skiderik, den småborgerlige sjuft … Røre ved min mave, forestille sig det øjeblik hvor det løsner sig, en granat, en ballon på et kræmmermarked, en gejser der bryder frem, hvad som helst. Afstraffelsen, en irettesættelse via en mellemmand. Udløst af en lille rød sonde. Tyve år for at nå frem til det. Ikke nogens skyld. Kun min egen, min fra ende til anden. Hvem. Først var jeg købmand Lesurs datter, dernæst den dygtigste i klassen, altid. Og så det store drog der gik med
11
De tomme skabe_TRYK.indd 11
03/09/2026 08.55
ankelsokker om søndagen, den stipendiatstuderende. Og derefter var det måske slut, spiddet af englemagersken. Mig midt blandt dåserne med bønner i udstillingsvinduet, den rustbrune frakke jeg gik med i tre år, bøgerne, bøgerne, den her, har du læst den, det nedtrådte græs fra det årlige kirkemarked i juli, den bløde hånd, du må ikke … Folk vakler rundt overalt og gestikulerer. De kommer tættere på, røde i hovederne, svingende hænder, de kommer frem fra alle kroge, de gamle gnavpotter, fusentasterne fra alderdomshjemmet ved siden af, de sjofle mænd som altid har hånden et eller andet sted, dem der køber sprængt oksekød på klods. De har altid været klar over at jeg foragtede dem, madame og monsieur Lesurs datter, som kunne bruges til at servere kartofler. Nu får de deres hævn. Sekretær, maskinskriverske, det forstår de, unge kvinder med hvide hænder, røde negle, en smule skidtvigtige. Studerende, det er alt for specielt, studere hvad, litteratur, mørke og tåge, de standser, giver heldigvis fortabt, mine gamle ville alligevel ikke kunne forklare dem det. Trængt op i en krog. Et brat ryk, det ender i en række plask, som lægeleksikonet har forudset. De vil finde ud af det, de vil gå hen i købmandsbutikken og sladre løs med lys i øjnene, “Hvordan kunne det ske?” Der vil være kø ved disken. Et pund æbler eller et stykke port salut er adgangsbilletten. Mine forældre vil tage på vej og forsøge ikke at lade sig mærke med noget som helst, “Ellers andet, madame?” Alle kunderne står som naglet til det krakelerede flisegulv med deres kogesprit og eddike og skubber og maser for at få fat på nogle krummer. En cyste et uheldigt sted, en
12
De tomme skabe_TRYK.indd 12
03/09/2026 08.55
tumor, en sprængt blodåre et sted. Rense mig for enhver mistanke. Det vil ikke lykkes dem med de her emsige koner. Jeg kender dem. De er kommet så mange gange for at købe aftensmad, plage om en uges kredit, fortælle om alle deres genvordigheder, menneskelig respekt, beskedenhed, anstændighed, de ord findes ikke i deres ordforråd. Lige fra jeg var barn til jeg kom på uni, har jeg set dem stå og hænge midt i butikken eller sidde sammensunkne på stolene i cafeen med det falmede tapet, snakkesalige, altid med øjnene på stilke. De betragtede mig når jeg var ved at tage min skjorte på, når jeg stod og vaskede mit ansigt ved køkkenvasken eller lavede lektier ved et hjørne af bordet. De stillede mig spørgsmål, “Du er da en yndig lille pige, Ninise, hvor har du din kjole fra? Hvad skal du lave når du bliver stor? Skal du også være cafémutter? Du skal ikke række tunge, ellers trækker jeg dine bukser ned og giver dig smæk, er du med?” Dengang jeg bare var en lille tøs, ville alle de lallende oldinge i cafeen have givet mig en ordentlig omgang og have spist mig levende, hvis de havde haft mulighed for det. Hvis ikke jeg havde været datter af madame og monsieur Lesur, ejerne af den kombinerede café og købmandsbutik, hvis ikke jeg havde afskyet dem alle sammen fra første færd, hvis jeg havde været sød ved de gamle, “Vi er jo dine forældre.” Den dårlige samvittighed der kom. Jeg kunne ikke holde det ud. Rekonstruere det hele, stille det op på rad og række, få det hele til at passe, som på et samlebånd hvor tingene bliver skruet sammen. Forklare hvorfor jeg murer mig inde på et hummer i Cité Universitaire, bange for at krepere, bange for det der skal
13
De tomme skabe_TRYK.indd 13
03/09/2026 08.55
ske. Se klart, fortælle det hele mellem to veer. Se hvor alt det her rod begynder. Det passer ikke, jeg blev ikke født med had i mit hjerte, jeg har ikke altid afskyet dem, mine forældre, kunderne, butikken … De andre, de dannede, lærerne, de anstændige, dem afskyer jeg også nu. Jeg har det op til halsen. Kaste op ud over dem, ud over alt og alle, dannelsen, alt det jeg har lært. Godt og grundigt røvrendt …
De tomme skabe_TRYK.indd 14
03/09/2026 08.55