Elif Shafak De forsvundne træers ø Roman

De forsvundne træers ø er oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild efter The Island of Missing Trees

Copyright © 2021 by Elif Shafak

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: Copyright © Penguin Random House UK

Dansk versionering: Harvey Macaulay, Imperiet

Bogen er sat med Bembo hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07139-6

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Den danske oversættelse citerer fra følgende værker:

Pablo Neruda: Jeg bekender, jeg har levet – Erindringer, på dansk ved Peer Sibast, Forlaget Rhodos, 1974.

William Shakespeare: Samlede skuespil i ny oversættelse – bind V, på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 2017.

Ovids eskapader, på dansk ved Otto Steen Due, Gyldendal, 2005.

Ovids metamorfoser, på dansk ved Otto Steen Due, Gyldendal, 2005.

Til immigranter og eksilerede overalt, Revet op med rod, rodfæstede igen eller rodløse,

Og til de træer, vi lod bag os, rodfæstet i vores erindringer …

Den, som ikke kender den chilenske skov, kender ikke denne planet. Fra denne jord, fra dette ler, fra denne stilhed er jeg draget ud for at synge for verden.

– Pablo Neruda, Erindringer

Det vil ha blod; blod vil ha blod, det sir man. Sten har jo førhen rørt sig, træer talt …

– William Shakespeare, Macbeth

Der var engang i en erindring, hvor der i den fjerneste ende af Middelhavet lå en ø så smuk og blå, at de mange rejsende, pilgrimme, korsfarere og købmænd, der forelskede sig i den, enten aldrig ville forlade den igen eller med hampereb forsøgte at slæbe den med sig helt hjem til deres hjemlande.

Legender, måske.

Men legender er til for at fortælle os det, historien har glemt.

Det er mange år siden, jeg flygtede fra det sted om bord på et fly, i en kuffert af blødt, sort læder, for aldrig at vende tilbage. Siden har jeg adopteret et andet land, England, hvor jeg er vokset i bedste velgående, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter at vende tilbage. Hjem. Hjemland.

Det må stadig ligge der, hvor jeg forlod det, stige og synke med bølgerne, der brydes og skummer langs dets forrevne kystlinje. Hvor tre kontinenter mødes – Europa, Afrika, Asien – og Levanten, den vidtstrakte og uudgrundelige region, forduftet helt fra vore dages landkort.

Et landkort er en todimensionel afbildning med vilkårlige symboler og optrukne streger, der afgør, hvem der skal være vores fjende, og hvem der skal være vores ven, hvem der fortjener vores kærlighed, og hvem der fortjener vores had, og hvem blot vores ligegyldighed.

Kartografi er et andet ord for historier fortalt af vindere.

Historier fortalt af taberne findes der intet ord for.

Sådan her husker jeg det: gyldne strande, azurblåt vand, klar himmel. Hvert år kom havskildpadder op på land for at lægge deres æg i det finkornede sand. Den sene eftermiddagsbrise medbragte duften af gardenia, alpeviol, lavendel, kaprifolie. Forgrenede ranker af blåregn klatrede op ad hvidpudsede mure, stræbte efter skyerne, håbefulde, som kun drømmere er det. Når natten kyssede ens hud, som den altid gjorde, kunne man lugte jasminen i dens ånde. Månen, her tættere på jorden, hang klar og mild over hustagene og kastede et spillevende skær over de smalle gyder og brolagte gader. Og dog fandt skygger vej gennem lyset. En hvisken af mistro og konspirationer bølgede gennem mørket. For øen var kløvet i to dele – nord og syd. Hver sit sprog, hver sit alfabet, hver sin erindring rådede, og når øboerne bad, var det kun sjældent til den samme gud.

Hovedstaden var splittet af en deling, der skar lige ned gennem den som en flænge i hjertet. Langs demarkationslinjen – grænsen – lå faldefærdige huse gennemhullet af skud og tomme indre gårde raseret af granatnedslag, tilskoddede butikker var gået i forfald, forsirede porte hang skævt på knækkede hængsler, luksusbiler fra en svunden tid rustede op under lag på lag af støv … Veje var spærret med ruller af pigtråd, dynger af sandsække, tønder fyldt med beton, pansergrave og vagttårne. Gader endte brat, som ufærdige tanker, uafklarede følelser.

Soldater stod vagt med maskinpistoler, når de ikke var ude at gå deres runder; unge, apatiske, ensomme mænd fra diverse afkroge af verden, der nærmest intet havde kendt til øen og dens komplekse historie, før de så pludselig var posteret i disse uvante omgivelser. Mure var overplastret med officielle skilte i skrappe farver og store bogstaver.

Ingen Videre Adgang

ADGANG FORBUDT, MILITÆRT OMRÅDE!

FOTOGRAFERING FORBUDT, VIDEO FORBUDT

Men så, længere henne ad barrikaden, en ulovlig tilføjelse med kridt, skrevet på en tønde af en forbipasserende:

Velkommen Til Ingenmandsland

Delingen, der flængede Cypern fra ende til anden, en bufferzone patruljeret af FN-tropper, var cirka hundrede og firs kilometer lang og sine steder helt op mod syv kilometer bred, mens andre blot få meter. Den krydsede alverdens forskellige landskaber – forladte landsbyer, indland, vådområder, brakjord, nåleskov, frugtbare sletter, kobberminer og arkæologiske udgravninger – bugtede sig af sted som skyggen af en fordums flod. Men det var her, i og omkring hovedstaden, den blev mest synlig, håndgribelig og dermed også uafrystelig.

Nicosia, den eneste opdelte hovedstad i verden.

Beskrevet på den måde lød det næsten som noget positivt, der var noget særligt over det, måske ligefrem unikt, en trodsen af tyngdeloven, som det enlige sandkorn, der stiger til himmels i et nys omvendt timeglas. Men i realiteten var Nicosia ingen undtagelse, blot endnu et navn føjet til listen over segregerede steder og splittede befolkningsgrupper, dem forvist til fortiden og dem, fremtiden vil bringe. I dette øjeblik stod den dog som noget særegent. Europas sidste opdelte by. Min hjemby.

Der er mange ting, som en grænse – selv en så skarpt optrukket og velbevogtet som denne – ikke kan forhindre i at krydse. Etesierne for eksempel, sarte af navn, men forbløffende stærke meltemi- eller meltem-vinde. Sommerfuglene, græshopperne og firbenene. Og også sneglene, i deres ulidelige langsomhed. I ny og næ undslipper en fødselsdagsballon et barns greb, stiger til himmels og forvilder sig ind på den anden side – fjendtligt territorium.

Og så er der fuglene. Blåhejrer, hætteværlinger, hvepsevåger, gule vipstjerter, løvsangere, masketornskader og mine yndlinge, piroler. Hele vejen fra den nordlige halvkugle migrerer de primært om natten, hvor mørket trækker sammen om deres vingespidser og tegner røde rande om deres øjne, og gør holdt her på halvvejen af deres lange træk, før de flyver videre til Afrika. For dem er øen et hvilested, et hul i historien, noget mellemliggende.

Der er et højdedrag i Nicosia, hvor fugle med alskens fjerdragter kommer for at finde og indtage føde. Det er groet til i krat, brændenælder og klynger af lyng. Midt i denne tætte bevoksning er der en gammel brønd med et hejseværk, der knirker ved det mindste ryk, og en metalspand bundet til et reb, der er flosset og frønnet af at hænge ubrugt hen. Dybt nede i den er der permanent bælgravende mørkt og isnende koldt, selv i den stegende middagssol, der bager lodret ned. Brønden er en sulten mund, der afventer sit næste måltid.

Den æder hver en lysstråle op, hver en flig af varme, holder hvert støvkorn i sin strakte stenhals.

Hvis du nogensinde er i området, og hvis du af nysgerrighed eller instinkt læner dig frem over kanten og spejder ned, venter, til øjnene vænner sig til mørket, kan du måske fange et glimt dernede, som det flygtige skær af en fisks skæl, før den forsvinder ned i vandet igen. Men lad dig ikke narre. Der er ingen fisk dernede. Ingen slanger. Ingen skorpioner. Ingen edderkopper, der dingler i silketråde. Skæret kommer ikke fra et levende væsen, men fra et antikt lommeur – atten karats guld indlagt med perlemor, indgraveret med strofer fra et digt:

At nå frem er din skæbne, Men tag dig god tid på rejsen …

Og på bagsiden står to bogstaver, eller rettere det samme bogstav to gange:

Y & Y

Brønden er ti meter dyb og en meter bred. Den er bygget af let buet kvadersten, som løber i identiske vandrette baner helt ned til det stumme og skimlede vand forneden. Fanget i bunden er to mænd. Ejerne af en populær taverna. Begge af slank statur og middelhøjde, med store, udstående ører, som de ofte spøgte med. Begge født og opvokset her på øen og i fyrrerne, da de blev kidnappet, tævet og myrdet. De er blevet smidt ned i skakten efter at være blevet lænket først til hinanden, dernæst til en treliters olivenoliedunk fyldt med beton for at sikre, at de aldrig ser dagens lys igen. Lommeuret, som en af dem havde på sig, den dag de blev bortført, er gået i stå på nøjagtig otte minutter i midnat.

Tiden er en sangfugl, og som enhver anden sangfugl kan den tages til fange. Den kan holdes fanget i et bur, og det længere, end man måske skulle tro. Men tiden kan ikke holdes stangen til evig tid.

Intet fangenskab varer evigt.

En dag vil vandet ruste metallet op, og lænkerne vil briste, og betonens hårde hjerte vil bløde op, som selv de hårdeste hjerter har det med at gøre, efterhånden som årene går. Først da vil de to lig, omsider frie, svømme op mod himmelstriben ovenover, som glitrer i det spillende sollys; de vil stige op mod dette lyksalige blå, først langsomt, så hurtigt og febrilsk, som perledykkere, der gisper efter luft.

Før eller siden vil denne gamle, forfaldne brønd på den ensomme, smukke ø i den fjerneste ende af Middelhavet styrte sammen, og dens hemmelighed vil stige op til overfladen, som alle hemmeligheder uvægerlig gør til sidst.