De forbandede

De forbandede.indd 2

25/06/14 11.36

JOYCE CAROL OATES

De forbandede På dansk ved Lærke Pade

De forbandede.indd 3

25/06/14 11.36

De forbandede Af Joyce Carol Oates Oversat fra engelsk af Lærke Pade efter Joyce Carol Oates: The Accursed Copyright © 2014 by The Ontario Review Inc. Published by arrangement with Ecco, an imprint of HarperCollins Publishers Dansk udgave: © 2014 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-04936-4 1. udgave, 1. oplag Omslag: Allison Saltzman Dansk udgave: Imperiet Omslagsbillede: Profile of a Young Woman af Giovanni Boldini, ©Christie’s Images Ltd./SuperStock Forfatterfoto: Star Black Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: Bookwell, Finland Citater fra Således talte Zarathustra af Friedrich Nietzsche, på dansk ved Louis V. Kohl, Lindhardt og Ringhof, 1996 Macbeth af William Shakespeare, på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 2000 Hamlet af William Shakespeare, på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 1997 Othello af William Shakespeare, på dansk ved Johannes Sløk, Berlingskes Forlag, 1970 På min vulkan af Emily Dickinson, på dansk ved Bente Clod, Tiderne Skifter, 2005 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg

www.gad.dk

De forbandede.indd 4

25/06/14 11.36

INDHOLD

Forfatterens forord  Prolog

13 17

Første del    Dæmonisk brudgom Askeonsdag aften, 1905  Efterskrift: “Askeonsdag aften, 1905”  Liljer  Datterens ånd  Engletrompet; eller: “Mr. Mayte fra Virginia”  Forfatterens note: Snobberi i Prince­ton  Det unævnelige I  Den brændende pige  Forfatterens note: Historikeren går til bekendelse  Hustruens ånd  Den dæmoniske brudgom

21 58 68 81 97 107 110 132 150 159 178

9

De forbandede.indd 9

25/06/14 11.36

Anden del    Forbandelsens inkarnation Duellen  187 Efterskrift: Historikerens dilemma  200 Det unævnelige II  201 Den grusomme ægtemand  207 Jagten, fortsat  231 Oktober 1905  242 ”Guds skabelse set ud fra den evolutionære hypotese”  259 De elskende ånder  264 Den Turkismarmorerede Bog  282 Moseriget  287 Efterskrift: Øglefugl  305 Forbandelsens inkarnation  306 Tredje del    ”Hjernen, i dens fure …” ”Stemmer”  Rødstrømpet forførerske  Glasuglen  ”Logisk tænkning er vor frelse”  Den okkergnistrende slæde  ”Slangehysteri”  Efterskrift: Naturens byrde  ”Nederlaget ved Charleston”  ”Min elskede skat …”  ”En aflang fætter kryber rundt i græsset nu og da”  Dr. Schuyler Skaats Wheelers nye opfindelse  Quatre Face

313 321 328 336 353 356 361 363 369 402 421 424

10

De forbandede.indd 10

25/06/14 11.36

”Engletrompet” belyst  ”Ragnarok”

461 464

Fjerde del    Forbandelsen uddrives Koldt forår  21. maj 1906  Løjtnant Bayard om natten  Efterskrift: Angående det “unævnelige” på Prince­ton  ”Her bor lykken”  Den nordiske sjæl  Terra Incognita I  Terra Incognita II  Mysteriet på Wheatsheaf I  Mysteriet på Wheatsheaf II  ”Enearving til Ingenting”  Woodrow Wilsons fristelse  Efterskrift: ”Det andet slag ved Prince­ton”  Dr. de Sweinitz’ medicin  Forbandelsen uddrives  Et spil dam  Winslow Slades død  ”Revolution er latterens time”  Miraklet på Crosswicks  Epilog: Pagten

469 490 507 516 523 527 572 577 592 600 603 614 639 640 643 645 666 671 685 693

11

De forbandede.indd 11

25/06/14 11.36

De forbandede.indd 12

25/06/14 11.36

FORFATTERENS FORORD

E

n begivenhed indtager sin plads i ”historien”, når den bliver nedfældet. Men der kan være mange og konkurrerende historier, ligesom der er mange og konkurrerende øjenvidneberetninger. I denne beretning om de mystiske, tilsyneladende forbundne begivenheder, der foregik i og omkring Prince­ton, New Jersey, i årene 19001910, er ”historierne” blevet sammenfattet til én historie, ligesom et årti af æstetiske grunde er blevet sammenfattet til en periode på cirka 14 måneder hen over 1905-1906. Jeg ved, at en historiker bør være ”objektiv” – men jeg er så lidenskabeligt involveret i denne beretning, og så ivrig efter at fortælle et nyt århundredes læsere om noget af det, der kom ud af en tragisk række begivenheder, der fandt sted i begyndelsen af århundredet i det centrale New Jersey, at det er meget vanskeligt for mig at bibeholde en kølig tone, og da slet ikke en akademisk. Jeg har længe været rystet over de lemfældige historier, der er blevet skrevet om denne æra i Prince­ton – for eksempel Q.T. Hollingers Crosswicks-Forbandelsens uløste gåde: Set i et nyt lys (1949), en samling af sandheder, halve sandheder og direkte løgne, udgivet af en lokal amatørhistoriker i et forsøg på at korrigere tidligere historikeres mest åbenlyse fejltagelser (Tite, Birdseye, Worthing og Croft-Crooke), og den store bestseller Vampyrmordene i det gamle Prince­ton (1938) af en ”anonym” 13

De forbandede.indd 13

25/06/14 11.36

forfatter (som menes at være en beboer i Prince­tons West End), et åbenlyst forsøg på en kommerciel udnyttelse af de fra en overfladisk betragtning ”sensationelle” aspekter af Forbandelsen, frem for en mere subtil og mindre populistisk tilgang, såsom den psykologiske, moralske og åndelige. Jeg er forlegen over at måtte erklære så direkte, allerede her i indledningen til min beretning, hvad mine særlige kvalifikationer er for at påtage mig dette udfordrende projekt. Så jeg vil blot nævne, at jeg, ligesom adskillige andre af beretningens nøglepersoner, er kandidat fra Prince­ton University (årgang 1927); at jeg er født og opvokset i Prince­ton, født i februar 1906 og døbt i Prince­tons First Presbyterian Church; nedstammer fra to af Prince­tons ældste familier, Strachan og van Dyck; at min families hovedsæde var den respektable ejendom i fransk-normanniske sten på Hodge Road 87, som nu bebos af en familie, hvis efternavn slutter med -stein, der efter sigende har revet ”alt det gamle” ud af huset og ”renoveret” det, så det fremstår ”mere moderne”. (Jeg beklager dette indskud! Det er mere et æstetisk og moralsk udbrud, end det er et følelsesbetonet, og jeg lover, det ikke skal gentage sig). Jeg voksede altså op i Prince­ton i efterdønningerne af denne ”forbandede” æra, på et tidspunkt hvor mysterierne stadig var et hyppigt samtaleemne, som blev berørt med undren og gru, og hvor Woodrow Wilsons tvungne afgivelse af sin post som universitetets rektor i 1910 stadig var en sag, der vakte både ærgrelse og fryd i lokale kredse. Gennem disse og andre forbindelser har jeg haft adgang til meget materiale, som ikke har været tilgængeligt for andre historikere, såsom mrs. Ade­laide McLean Burrs chokerende dagbog, der var skrevet i kode, og Woodrow Wilsons intime (og temmelig chokerende) breve til sin elskede kone Ellen, foruden Winslow Slades ”forbandede” børnebørns hallucinatoriske udgydelser. (Todd Slade gik nogle årgange over mig på Prince­tons drengeskole, så jeg kendte ham kun af udseende). Desuden har jeg haft adgang til mange andre personlige dokumenter – breve, dagbøger, almanakker – som udenforstående aldrig har haft adgang til. Ovenikøbet har jeg haft det privilegium at kunne konsultere afdelingen for manuskripter 14

De forbandede.indd 14

25/06/14 11.36

og særlige samlinger på Prince­tons Firestone-bibliotek. (Jeg kan ikke prale med, at jeg har gennemgået de legendariske fem tons forskningsmateriale, som Woodrow Wilsons tidligere levnedsskildrer Ray Stannard Baker har gjort, men jeg er sikker på, at jeg mindst har gransket et ton). Jeg håber, at det ikke lyder for brovtende at hævde, at der af alle nulevende mennesker fortsat ikke er nogen, der ved så meget som mig, hverken om Forbandelsens private eller dens offentlige karakter. Læseren, der formentlig er et barn af dette århundrede, må forsøge ikke at dømme disse mennesker fra en forgangen tid for hårdt. Det er naivt at forestille sig, at vi selv, hvis vi havde været i deres sted, ville have været bedre til at stå imod Forbandelsens angreb, eller ville have været bedre rustet til at modstå fristelsen til at fortvivle. Det er ikke svært for os, der lever syv årtier efter Forbandelsen, eller Skrækken, som den også blev kaldt, at se det mønster, der opstod; men forestil Dem den forvirring, alarm og panik, som greb de uskyldige i de 14 måneder, denne konstant voksende og fuldstændig uforklarlige katastrofe varede! De første ofre for en forfærdelig plage kan umuligt vide, hvad der foregår, og hvor dybt og bredt og upersonligt sygdommen vil ramme, og således kunne størstedelen af Forbandelsens ofre heller ikke begribe deres situation – og kunne derfor ikke se, at der, under de utallige onder, der angreb dem i disse så ironisk idylliske omgivelser, lå blot ét enkelt Onde. For betænk dette: Forstår bønderne i et skakspil, at de kun er spillebrikker, der ikke er herrer over deres egen skæbne? Hvordan skulle de kunne hæve sig over brættet og overskue hele spillets mønster? Jeg er bange for, at de ikke formår det, ligesom vi selv ikke formår det: Vi kan ikke vide, om vi handler eller bliver handlet med; om vi er brikker i et spil, eller om vi selv er spillet. M. W. van Dyck II Eaglestone Manor Prince­ton, New Jersey 24. juni 1984 15

De forbandede.indd 15

25/06/14 11.36

De forbandede.indd 16

25/06/14 11.36

PROLOG

D

et er eftermiddag om efteråret, næsten tusmørke. Himlen mod vest er et edderkoppespind af gennemsigtigt guld. Jeg bliver ført af en vogn – to heste – deres hove er en dump torden – langs smalle landeveje mellem bakkede marker, der aes af solens skrå stråler, mod landsbyen Prince­ton, New Jersey. Hestenes hast har en drømmeagtig karakter, ligesom vognens vuggen; og jeg kan ikke se kuskens ansigt, kun hans ryg – stiv, rank, i en stramtsiddende, mørk jakke. Jeg kan mærke et hjerte banke hurtigere; det må være mit eget, men det virker, som om det kommer udefra, som om det er selve jorden, der banker. Der er en fornemmelse af opstemthed, der ikke føles, som om den kommer inde fra mig, men ude fra landet. Hvor er jeg fuld af håb! Hvor er jeg spændt! Jeg hilser på dette velkendte, men næsten glemte landskab med barnlig kærlighed, der spejler sig i undren. Majsmarker, kornmarker, enge hvor malkekøer græsser som ubevægelige skikkelser i et landskabsmaleri af Corot … kaldene fra solsorterne med de røde vinger og stærene … den lavvandede, men rivende bæk Stony Brook og den smalle plankebro, som hestenes hove og vognens hjul dundrer hen over ... en duft af rig, fugtig jord, høst … Jeg kan se, at jeg bliver trukket hen ad Great Road, jeg nærmer mig mit hjem, jeg nærmer mig min mystiske oprindelse. Denne rejse, som jeg foretager med så stor forventning, er ikke en geografisk rejse, men en rejse i tiden … for det er året 1905, der er målet. 1905! Forbandelsens år. Nu nærmer jeg mig udkanten af Prince­ton; det er næsten gået for hurtigt. 17

De forbandede.indd 17

25/06/14 11.36

Det er en lille by med nogle få tusinde indbyggere; indbyggertallet svulmer op i løbet af semestrene, når de studerende er der. Kirkespir dukker op ikke langt herfra – for der er mange kirker i Prince­ton. Beskedne gårde viger efterhånden for mere imposante ejendomme, i takt med at jeg kommer længere ind ad Great Road. Hvor besynderligt, tænker jeg – der er ingen menneskeskikkelser. Ingen andre hestevogne eller biler. En stald, et langt smedejernshegn langs Elm Road, bag hvilken Crosswicks Manse ligger skjult blandt høje, statelige elmetræer, egetræer og graner; her er en græsmark, der ligger op til Prince­tons nye Teo­logiske Fakultet, hvor der vokser flere træer, faktisk kæmpetræer med krogede rødder, der stikker op af jorden. Nu er jeg på Nassau Street og passerer den smedejernsport, der fører ind til universitetet – til den legendariske Nassau Hall, hvor Continental Congress mødtes i 1783. Men der er ingen mennesker på campus – alt er øde, forladt. Hvor ville jeg gerne føres hen ad Bayard Lane til Hodge Road – til mit barndomshjem; hvor mit hjerte længes efter at køre ind ad indkørslen og blive ført helt hen til den dør på siden af huset, som jeg ville træde ind ad med et højt glædesråb – Jeg er her! Jeg er hjemme! Men kusken ser ikke ud til at høre mig. Eller også er jeg for genert til at råbe til ham, at han skal køre et andet sted hen, end hvad der er aftalt. Vi passerer en kirke med en blændende hvid facade og et højt, skinnende kors, der genspejler sollyset; vognen svajer, som om en af hestene har fået en sten i hoven; jeg stirrer på kirkegården, for nu er vi på Witherspoon Street, meget tæt på negerkvarteret, og tanken kommer til mig lige så pludseligt som en kniv i kødet: Men de er jo alle sammen døde nu – det er derfor, der ikke er nogen. Andre end mig.

18

De forbandede.indd 18

25/06/14 11.36

De forbandede.indd 6

25/06/14 11.36

LILJER

U

ndskyld mig – goddag?” På en solvarm morgen i det tidlige forår så hun ham et stykke væk: en mand af ubestemmelig alder, med ansigtet vendt væk fra hende, som ved første øjekast virkede til at være ansat under hendes bedstefars gartner, da han i sin behandskede hånd holdt et lille segl, primitivt kroget og glitrende i solen. Ved hans fødder lå der afskårne blomster, formentlig afblomstrede, og en bunke græs, som var blevet skåret ned. Annabel havde aldrig set manden før, det var hun sikker på. Selvom der ofte kom folk til Crosswicks Manse for at besøge bedstefar Slade, folk hun ikke kendte, vigtige folk. Hun gik ud fra, at den fremmede, der ikke var i arbejdstøj, men i formelt og en anelse gammeldags tøj, tøj som Winslow Slade kunne have gået med for flere årtier siden, var en af hendes bedstefars besøgende: måske en presbyteriansk præst eller en teo­logistuderende, som var vandret ud af dr. Slades skyggefulde bibliotek for at indånde den friske aprilmorgen; og som måske af rastløshed havde forsøgt sig med lidt arbejde, med det skarpe lille segl. ”Goddag! Er De en ven af min bedstefar?” Der var latter i Annabels stemme, ligesom der ofte var en slags let latter, eller glæde, i hendes ansigt. Læseren må ikke tro, at den 19-årige Annabel Slade var vant til at hen68

De forbandede.indd 68

25/06/14 11.36

vende sig til fremmede mænd, ikke engang i sin bedstefars have; hun var ikke en dristig pige, og endnu mindre en frembrusende pige, men der var kommet en slags barnlig opløftethed over hende denne lydefri aprilmorgen, hvor hendes forlovelsesring med diamanten – (stenen var slebet firkantet, 14 karat, omgivet af bittesmå rubiner, et arvestykke fra Bayard-familien) – strålede i solen på tredje finger af hendes slanke venstre hånd. Da Woodrow Wilson talte kritisk om ”stædige” unge kvinder fra Nord, der manglede den naturlige ynde, som hans datter Margaret og hans kone, Ellen, der begge var født i Syden, besad, ville han under ingen omstændigheder have inkluderet Annabel Slade i den kategori! Annabel fandt det mærkværdigt, om end ikke alarmerende, at den mystiske fremmede ikke lod til at høre hende – eller ænse hendes: ”Goddag?” – da hun med barnlig vedholdenhed anråbte ham igen, skønt hun også var genert og smilede, som hendes mor kunne have smilet, eller hendes bedstemor Slade, i den feminine rolle som værtinde, der byder en gæst velkommen i sit hjem. Denne aprilmorgen, flere uger efter Woodrow Wilsons besøg i Cross­ wicks Manse, gik Winslow Slades elskede barnebarn Annabel og plukkede blomster til husets spisestue. I hendes hænder var en lille buket Narcissus jonquilla, anemoner og liljer – hvor de dog duftede, liljerne! – Annabel blev næsten omtumlet. Det virkede sandsynligt, at denne fremmede skulle spise frokost hos dem, hvilket gav hendes opgave en ekstra presserende karakter. Nu kom hun i tanker om, at hun ved morgenbordet havde hørt tale om, at en udsending fra den højeste instans af den presbyterianske kirke skulle besøge Winslow Slade. Hans ærinde var at forsøge at sikre sig Winslow Slades støtte til en pinagtig retssag om kættere inden for kirkens egne kredse. (Stakkels bedstefar! Annabel vidste, at han allerhelst ville pensioneres helt fra sit tidligere liv, men hans ”tidligere liv” fulgte altid hektisk i hælene på ham!). 69

De forbandede.indd 69

25/06/14 11.36

Annabel vidste ikke meget om den slags, men hun forstod, at Winslow Slade igennem sit mangeårige virke for Kirken fra tid til anden havde deltaget i den slags lukkede retssager; for kætteri var forfærdeligt og måtte bekæmpes ved ondets rod, selvom den slags ubehagelige anliggender gik ham meget på. Josiah havde fortalt hende, at i den slags handlinger var deres bedstefar ikke anderledes stillet end enhver ansvarlig protestantisk præst af sin tid, der var blevet pålagt den mission, at den angelsaksiske kristendoms ”særlige karakter” skulle beskyttes mod ”anarkistiske” angreb, der opstod både i og uden for Kirken. ”Naturligvis,” havde Annabel sagt til sin bror, lavmælt, så ingen voksne kunne høre dem, ”er det ikke rigtige retssager – der er ingen, der kommer i fængsel eller bliver dømt til døden, håber jeg!” ”Ikke i vor tid,” sagde Josiah. ”Heldigvis.” Annabel vidste, at hvor heftige protestanter end var i deres flammende beskyttelse af deres Kirke, var de ikke nær så heftige, eller så blodtørstige, som deres romerskkatolske forgængere havde været, for eksempel under Inkvisitionen eller Trediveårskrigen eller Korstogene. Så på baggrund af den pæne fremmedes klædning og en vis aura af dannelse omkring ham konkluderede den uskyldigt naive Annabel Slade, at Axson Mayte var en gentleman på samme sociale niveau som hende selv: kort sagt, en ven af hendes bedstefar. Hvilket, som de historiske annaler vil vise, var en fundamental fejltolkning.

var begyndt at føle sig mærkeligt til mode, idet den fremmede blev stående med seglet i hånden; nu vendte han sig og så på hende, men uden det mindste spor af overraskelse, som om han hele tiden havde vidst, hun var der og havde betragtet ham; han smilede, i en slags henført tavshed, som ingen gentleman nogensinde ville gøre, faktisk som om han og Annabel var mødtes tilfældigt på et offentligt sted, eller i en dimensiMEN ANNABEL

70

De forbandede.indd 70

25/06/14 11.36

on, hvor de to køn kan ”mødes” upersonligt, som dyr, uden navne, uden familier – uden identitet. I det øjeblik kunne Annabel mærke, at hun frøs og blussede af varme på samme tid, og at hun var nær ved at besvime og måtte bekæmpe trangen til at skjule sit (brændende) ansigt i den lille buket blomster, hun havde plukket, så den dristige fremmede ikke ville stirre så direkte på hende med sit gennemborende blik. Det var et gyldenbrunt blik, som en bestemt slags facetteret glas. Det foruroligede hende, at de ikke var blevet præsenteret for hinanden, at han ikke havde sagt et ord til hende og alligevel smilede stadig mere lumsk til hende med sine tynde og dog underligt sensuelle læber. Jeg vil ignorere ham. Jeg vil gå, som om jeg var alene. Vi bliver præsenteret for hinanden til frokosten, måske – og ellers er der ikke noget at gøre ved det. Annabel formåede ikke at forlade haven, hvilket hun godt kunne have gjort. Hun bevægede sig blot hen i et andet hjørne af den, hvor hun tænkte, hun ikke ville være så synlig for den mærkelige, dristige besøgende. Her var et overdådigt bed med vindblæste påskeliljer, der fik hende til at smile, for hun kom i tanker om et af sine yndlingsdigte, som hun havde lært udenad: ”Og mit hjerte fyldes med lyst, når påskeliljen danser på mit bryst.” Hvor er der dog stor trøst at hente i rim, når man er urolig, ophidset eller frygtsom! Som fortidens digtere meget vel vidste, og som vor vulgære og atonale samtids digtere tilsyneladende har glemt. Desværre for Annabel var hendes bror Josiah ikke hjemme den formiddag, ej heller lod det til, at nogen fra The Manse havde lagt mærke til noget. Annabel kunne ikke lade være med at kaste et blik tilbage på den fremmede med det lille segl. Hun fik et chok – han betragtede hende stadig. Han er ubehøvlet. Jeg bryder mig ikke om ham. Dabney ville ikke bryde sig om ham! Hvis han kender bedstefar, må han være ældre, end han ser ud til. Hans klædedragt er – gammeldags. Eller måske – er han en af fars yngre forretningsforbindelser – ”mæglere”. 71

De forbandede.indd 71

25/06/14 11.36

Imens gled den fremmede i retning af Annabel, men ikke på nogen specielt målbevidst måde. Mere som om han blev tiltrukket, så at sige, af hende, af en eller anden (ubevidst) bevægelse eller et ønske, der udgik fra Annabel selv. Hvorfor ellers det smil? Var det et – genkendelsens smil? Annabel havde ikke lyst til at afsløre sin uro og modstod trangen til at flygte, så hun fortsatte med at plukke blomster, selvom hun ikke kunne lide, hvordan liljerne knækkede mellem hendes fingre og fugtede dem med en sirupsagtig væske, som hun var nødt til at tage sig sammen for ikke at tørre af i sin kjole. Og da hun rettede sig op, en anelse omtumlet, som om hun var sulten, så hun til sin overraskelse, at den fremmede på en eller anden måde havde nærmet sig hende; han kunne ikke være mere end fire meter væk nu, selvom Annabel et øjeblik forinden kunne have svoret, at han var helt ovre i den anden ende af haven. Jamen, han har bevæget sig i stilhed, tilsyneladende uden at sætte fodspor. Nu turde Annabel kigge mere åbent på den fremmede: Som hun havde antaget, var han måske i begyndelsen af 30’erne; han var højere end middelhøj, lige så høj som hendes bror; smal om skuldrene, med et ædelt, velformet hoved og meget mørkt, silkeblødt, tætkrøllet hår. Hans hud var måske en anelse grov, teinten var en pudsig mørk oliven, men indeholdt samtidig en behersket slags bleghed, som om han ikke var helt rask under sit robuste, maskuline ydre. Hans øjne var store og på én gang lade og gennemborende; de besad en heftig topasfarvet glød, som ikke blev skjult, men snarere fremhævet af de dybe øjenhuler omkring dem. Panden var fremtrædende, øjenbrynene kraftige og sorte i den nuance, man kalder ravnsort; tænderne var små og perlemorsagtige, næsten overdrevent hvide og regelmæssige – bortset fra én fortand, der stak lige en anelse ind bag sine artsfæller og gav et nærmest kødædende indtryk. Selvom den fremmedes klædedragt fremstod smagfuld – et let, mørkeblåt jakkesæt i silke og uld, brede skulderpuder og en jakke, der var stram om livet; hvid kjoleskjorte med sølvmanchetter, stribet slips, pudsede sko 72

De forbandede.indd 72

25/06/14 11.36

– så begyndte Annabel alligevel at synes, at den mystiske fremmede på en eller anden måde virkede udenlandsk, eksotisk. Måske en persisk prins, der er i eksil i Amerika; eller en fra den hebraiske race – for er der ikke noget ædelt og melankolsk over ham? Og hans øjne – jamen, det er jo basiliskøjne!* Beskrivelser af kvindelig skønhed er trættende og ofte lidet overbevisende. Er en ung kvinde virkelig så smuk, som hendes beundrere hævder? Ville Annabel med sine konventionelt kønne, behagelige træk – hendes * Annabel Slades overraskende ord er uden tvivl en gåde for læseren, som de også indledningsvis var en gåde for mig. Jeg bør derfor bemærke, at, så vidt jeg har kunnet spore, havde den unge kvinde aldrig haft personlig lejlighed til at observere ”udenlandske” eller ”eksotiske” individer, hverken mænd eller kvinder; men hun havde været en ivrig læser af mange bøger af mere fantasifuld, romantisk art end dem, hendes bror Josiah læste, nemlig Brontë-søstrenes romaner, hvoraf hendes favorit igennem længere tid havde været Stormfulde højder, foruden digte af Byron og Shelley; hun havde hørt om en legendarisk koloni af russiske og polske jøder – Alliance Israélite Universelle – som havde bosat sig i Woodbine, New Jersey, nogle år forinden. (Denne bosættelse var også blevet truet af fanatikere iklædt hvide lagner, der skulle skjule deres identitet: det var meget muligt, at disse anonyme skikkelser var naboer til kolonien, foruden lokale politibetjente. Der blev brændt et kors som advarsel; da advarslen ikke blev fulgt, blev der den følgende aften sat ild til Alliance Israélite Universelles hovedhus, og husets beboere måtte flygte ud i det vindblæste mørke til en skæbne, jeg ikke kender – episoden, eller episoderne, blev ikke beskrevet særlig detaljeret i samtidens aviser). Hvad basiliskreferencen angår – hvor besynderligt, at en ung, jomfruelig kvinde fra en højst beskyttet baggrund skulle gribe til netop dette usandsynlige – og væmmelige – billede, for firbenet af arten Basiliscus holder til i de mere tropiske dele af det amerikanske kontinent, ikke i midten af New Jersey. Men forleden, da jeg gennemgik en kasse med gamle og skimlede bøger i mit arbejdsværelse, stødte jeg på Borgen i Kashmir – en børnebog udgivet af Lippincott Publishers i 1884, der engang har tilhørt Annabel Slade og hendes bror Josiah; begge deres navne står på titelbladet. (Det var et afsindigt lykketræf, at jeg kunne købe denne kasse med bøger, blandt andre skattede objekter, på en auktion over et dødsbo i Hopewell for blot otte dollars!). På forsiden af denne slidte lille billedbog er der en (falmet, men stadig slående) illustration af en ung ridder på sin ganger, der kæmper mod den legendariske afart af basilisken, eller dragen, der har grusomme kløer og tænder og ildsprudlende gab og øjne som skarpe topaser: netop som Axson Maytes blik; som Axson Mayte netop er den fysiske inkarnation af det dæmoniske – hvilket stakkels Annabel ikke havde nogen anelse om på det tidspunkt.

73

De forbandede.indd 73

25/06/14 11.36

genert nedslagne blå eller dybviolette øjne, hendes perfekt formede læber, uberørt af kosmetik, hendes næse, Slade-familiens romerske næse, men en opstoppervariant – have været en så tiljublet Prince­ton-skønhed, hvis hun blot havde været datter og barnebarn af nogle af byens almindelige indbyggere? Hvad er egentlig forskellen mellem at være smuk og køn – mellem det sjældne og strenge og banaliteten? Det ligger ærlig talt uden for mine evner som forfatter at fremmane Annabel Slades yndefulde og ukrukkede charme, medmindre jeg påkalder mig billedet af liljen – den mest udsøgte forårsblomst med de skrøbelige, kannelerede blade og det lillebitte centrum, der nærmest ikke kan ses med det blotte øje, og den tenderende-det-skarpe parfume, med den iboende kviksølvessens af foråret: frisk, uplettet, jomfrunalsk. For hvis skønhed ikke er jomfrunalsk, er den tilsølet. I Prince­ton i 1905 blev den påstand holdt i hævd som en kærlighed til og frygt for den protestantiske Almægtige. Året forinden var Annabel ”debuteret” ved en række baller og fester på Manhattan, i Philadelphia og Prince­ton; man sagde om hende, som man måske siger om så mange debutanter, at hun var den smukkeste fra sin årgang, foruden, for at sige det ligeud, den mest velhavende. (Slade-familiens velstand var knyttet til jernbaner, ejendomme og bankvæsen; i nogle årtier i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, indtil nogle moralsk anfægtede Slades insisterede på at investere andetsteds, var formuen også vokset betydeligt på grund af slavehandel. Selv efter at formuen var blevet fordelt blandt mange arvinger, var det en af det 19. århundredes store formuer, idet den nærmest var blevet fordoblet i den periode, der blev kendt som den gyldne tid. Men hverken Annabel eller hendes bror Josiah tænkte meget over Slade-formuen, ikke engang deres formodede arv, som de i lige så høj grad tog for givet som den luft, de indåndede, der ikke var som den grove og forurenede lugt i Trenton, New Brunswick eller Newark). Annabel var berømt for sit milde sind. Hun kunne ikke bære at høre ondt om nogen og blev ofte nedslået, hvis der faldt et uvenligt eller tanke74

De forbandede.indd 74

25/06/14 11.36

løst ord i hendes nærhed; eder og ukvemsord af den slags, som opstemte studerende griflede på murene med kridt, så alle og enhver kunne se dem i det klare dagslys, rystede hende i hendes grundvold, som havde det været et personligt angreb. (Skønt Annabel heldigvis kun havde en meget vag anelse om, hvad disse grove ord og udtryk egentlig betød). Ligesom den naive unge kvinde kun havde en vag anelse om, hvad der lå i at udveksle den slags blikke og være genstand for den slags smil fra en mand, hun aldrig havde set for sine øjne før i netop denne stund. Derudover var Annabel strengt religiøs. Hun kunne ikke have gjort nøjagtigt rede for, hvorledes hendes presbyterianske tro adskilte sig fra andre protestantiske trosretninger, eller (ud over de mest åbenlyse forskelle) hvorledes den adskilte sig fra katolicismen, en gammel og frygtet fjende; selvom hun for længst var vokset fra den barnlige opfattelse af, at Winslow Slade var Gud, nærede hun i sit hjerte en urokkelig tro på, at hendes bedstefar var en af sin generations få udvalgte; uden tvivl havde hendes bedstefar bragt utallige mennesker, heraf mange alvorlige syndere, til Jesus Kristus og til frelse. Ulig den mere markante og ”åbenmundede” kvindetype – såsom Annabels veninde Wilhelmina Burr – ville Annabel aldrig have ønsket at diskutere så fashionable emner som, hvorvidt Biblen skal forstås bogstaveligt eller symbolsk, eller hvorvidt den er en åbenbaring eller et historisk dokument, med ”fritænkerne” i sin omgangskreds i Prince­ton. Disse konstant mere foruroligende nye teorier, der udsprang fra darwinister, marxister, bolsjevikker, anarkister og andre ateistideologier, var dybt forvirrende for Annabel, som ikke kunne forestille sig, hvordan nogen kunne have lyst til at forsvare den slags overbevisninger, der manglede enhver form for godhed og trøst. I hendes familie blev det betragtet som upassende for kvinder at beskæftige sig med den slags – ”ikke at opføre sig som en dame” var en meget streng dom. Med digterens ord: Vær god, skønjomfru, og lad andre om at være kloge!

75

De forbandede.indd 75

25/06/14 11.36

Ordene var broderet på Annabels håndsyede puder og udtrykker en opfattelse, der, efter min overbevisning, er lige så stærk i dag, som den var dengang. Annabel havde været en fremragende elev på Prince­tons pigeskole og ligeledes på den toårige collegeuddannelse for kvinder på Kingston Academy i den nærliggende by Kingston, New Jersey; hendes stærkeste fag var poesi, kunst og kalligrafi; når hun fantaserede om en uafhængig karriere, kunne hun godt lide at se sig selv som en artiste af en eller anden art, der for eksempel tegnede omslag til børnebøger eller lavede original kunst til børn, eller, mere ambitiøst, illustrerede sine egne digte i små, udsøgt designede bøger som dem af Elizabeth Oakes Smith, Mary Anne Sadlier og den vidunderligt kryptiske Emily Dickinson, som var død i 1886, samme år som Annabel blev født (Annabels favorit blandt disse digterinder, skønt hun forstod, at det litterære parnas anså Dickinsons digte for at være ”primitive” og uden ”feminin følelse”). Hun havde ikke brudt sig om matematik, naturvidenskab, historie – ”så forkrøblet af fakta! Og fakta er det mindst afslørende af alle aspekter af vort liv.” Alligevel havde Annabel fået pæne karakterer i de fag, hun nærede uvilje imod, for selvom hun ikke var ivrig, var hun alligevel dygtigere end størstedelen af de andre unge kvinder i sin klasse. På denne hverdagsmorgen i april var Annabel ikke prangende påklædt; skønt hun under sine klæder, på sin i forvejen slanke krop, bar et korset, der var snøret ind, så hendes smalle talje virkede endnu smallere, og så hun knap kunne trække vejret; dette ubehageligt begrænsende stykke undertøj havde hun fået påbudt at gå med, siden hun var 14, da hendes urolige ældre familiemedlemmer havde bemærket, at hun var ved at udvikle kvindelig barm og hofter. Selvom det ikke var en regnfuld dag, bar Annabel et ”regnskørt” af lyseblåt flannel og bomuld; en nederdel, der var moderne på det tidspunkt, og som nåede ned til skoene, perfekt til regnvåde dage, men også sømmelig nok til at gå med som uformel klædedragt hjemme. Hendes hvide silkebluse hav76

De forbandede.indd 76

25/06/14 11.36

de smarte pufærmer med stramme manchetter og hele 25 perlemorsknapper foran; hendes lille bolerojakke var af lysegult, quiltet bomuld; hendes stråhat, som hun klogelig havde på i solen, var kantet med et grønt satinbånd, der var bundet i en sløjfe under hendes hage. Eftersom Annabel skulle se sin forlovede Dabney Bayard senere samme dag, havde hun, med hjælp fra en af de yngre negertjenestepiger, sat sit silkebløde hår op i en pompadourfrisure med adskillige små krøller omkring. Annabels hår var lysebrunt og kunne se helt lyst ud i en bestemt belysning; det blev holdt på plads af dekorative hårkamme af rav, der engang havde tilhørt hendes bedstemor Oriana, en kvinde, der havde forladt denne verden, længe før Annabel blev født. Hendes lyse hud var for sart til selv aprilsolens stråler, så Annabel havde sat sin stråhat helt ned i panden; alligevel må det antages, at Axson Mayte, der stirrede så åbenlyst på hende, som om hun var et eksotisk dyr på en udstilling, kunne se, hvor slående køn hun var, og hvor skrøbelig, ligesom de liljer hun holdt i sine hænder. Pludselig lød der en svag hvisken fra blomsterbedet ved Annabels fødder – Annabel, Annabel! I sin forvirring tænkte Annabel: Det er bedstemor Oriana. Hun er bekymret for sine ravkamme, hun fortryder, at hun lod mig arve dem. (Hvilket var en pudsig tanke, eftersom Annabel ikke havde kendt sin bedstemor, som var død mange år før hendes fødsel; hun havde heller ikke kendt sin bedstefars anden kone, Tabitha). Men et øjeblik senere havde Annabel glemt den hvisken. Så distraheret var hun af den fremmede i hendes bedstefars have, at hun ikke rigtig kunne koncentrere sig om andet. At hun ikke havde vendt sig bort fra manden med seglet og var marcheret op til huset, som hun havde haft rig lejlighed til, lod til at opmuntre ham; han smilede stadig, og hans tungespids spillede om hans læber, da han igen trådte frem i én glidende bevægelse og nu var blot halvanden meter fra hende. Nu ville han da vel ikke tale til hende? – nej, det gjorde han ikke. Annabel løftede sin buket blomster, og med en gestus som et barn, der leger voksen, antydede hun, at hendes gæst skulle lægge mærke til, 77

De forbandede.indd 77

25/06/14 11.36

hvad hun lavede, og at det var vigtigt, og ikke opholde hende længere; højt mumlede hun, så hendes gæst skulle høre det – eller ikke – ”Jeg har allerede været alt for længe om det.” Over dem var den soloplyste himmel ved at blive plettet af regnskyer; en enorm tommelfinger og pegefinger rakte ud og slukkede for solen. Men af en eller anden grund, som om hun var lammet, vendte Annabel sig ikke om igen, og atter syntes den indtrængende hvisken Annabel, Annabel at stige op fra blomsterbedet ved hendes fødder. Så – bogstavelig talt på et øjeblik – stod herren foran hende. Der var kun få centimeter imellem dem. Nu virkede han som en af Winslow Slades udsendinge-gæster, på en kirkelig mission, der åbenbart måtte holdes hemmelig for resten af familien, som blot var læg-presbyterianere i troen. Af ren og skær fnisende nervøsitet har Annabel muligvis mumlet ”G-goddag” eller ”God formiddag” – hvilket bevirkede, at herren langt om længe brød sin tavshed. For nu bukkede han for anden gang, med en slags ivrig stivhed, og erklærede, at hans navn var ”Axson Mayte, fra Charleston, South Carolina” – ”en ven af Winslow Slade” – ”overmåde begejstret, chère mademoiselle, for at have fået lejlighed til at gøre Deres bekendtskab.” Her fremstammede Annabel sit navn, for hun kunne ikke komme i tanker om en høflig måde at undgå det på: ”Jeg er – dr. Slades barnebarn – Annabel Slade …” Den besøgende greb Annabels hånd og bøjede den, som om han ville kysse den på den tyske måde – der knap var andet end en høflig gestus, hvor læberne ikke reelt rørte håndryggen – men Annabel mærkede aftrykket af et betydeligt, lidenskabeligt kys; hun var sikker på, hun havde mærket den bagudstræbende fortand mod sin sarte hud. Og hun havde lugtet den fremmedes ånde – harsk og tør som aske. I det øjeblik var det, som om hun skælvede helt ind til marven, og satinbåndet under hendes hage føltes foruroligende snært, ligesom korsettet, der nok var blevet snøret for stramt den morgen af Harriet, den panderynkende negertjenestepige, som lod til både at holde af sin lyshudede protegé og at være permanent fornærmet på hende. Annabel var halvvejs besvimet, 78

De forbandede.indd 78

25/06/14 11.36

men gjorde sig alligevel den tanke: Skal jeg nu betale for min forfængelighed! Åh Gud, vær barmhjertig. Hvis Axson Mayte fra Charleston, South Carolina, havde bidt mærke i Annabels skælven, skjulte han det godt; for han var en glat herre, med sine skarpe, dybtliggende øjne og de blikke, han kastede ud af øjenkrogen, som formåede at virke ironiske og længselsfulde på en gang. Med sit segl, hvis klinge var grusomt skarp, så Annabel med et gys, skar han nu et dusin friske blomster til hende: påskeliljer, små iris, kostfuglemælk, pinseliljer – som han derefter gjorde et stort nummer ud af at overrække hende med endnu et alvorsfuldt buk. ”Åh! Tak, sir.” Annabel følte ikke, hun havde andet valg end at tage imod blomsterne, selvom saften dryppede fra deres afskårne stængler og plettede hendes regnskørt med små plamager; hun havde ikke andet valg end at takke mr. Mayte, for han var meget venlig, og galant, det kunne hun tydeligt se, så galant som nogen gentleman fra Prince­ton. I hvert fald mere galant end hendes forlovede! For Dabney kunne være studs og opfarende, når han og Annabel var alene uden ældre familiemedlemmer til at vogte over dem; Dabney kunne frustrere Annabel med paradokser, som hun ikke vidste, om han mente alvorligt eller drillede hende med: ”Synes du? Dit ansigt ligner virkelig en dukkes – en malet porcelænsdukkes.” Annabel bemærkede lettet, at Axson Mayte havde fjernet sig fra det skarpe segl og skødesløst ladet det ligge i græsset. Der ville gartneren finde det – eller måske Annabels mor, Henrietta, der ”ordnede haven”, når vejret var behageligt, i bede, der allerede var luget og gødet af tjenestefolkene. Annabel smilede i en forvirret slags lykke. Eller – måske var det blot nerver, ubehag. Så mange forårsblomster, nogle af dem faldt ud af hænderne på hende. Impulsivt valgte hun en langstilket lilje og rakte den frem mod Axson Mayte, så han kunne putte den i knaphullet. 79

De forbandede.indd 79

25/06/14 11.36

”Til Dem fra Crosswicks Manse!” Mayte virkede oprigtigt overrasket over hendes gestus; han takkede hende varmt og overstrømmende. ”Fra dybet af min sjæl, chère mademoiselle, takker jeg Dem – De er alt for venlig – faktisk kan De slet ikke vide, hvor venlig De er – en sjælden egenskab hos damer af Deres stand, siger min erfaring mig.” Selvom Maytes ord var smigrende, eller skulle forestille at være det, opførte manden sig derefter på en mærkelig, grov facon: han forkortede liljestænglen ved at smække sine stærke tænder i den, helt oppe ved blomsten, og bide hårdt sammen, så den kunne passe til hans knaphul – hvor den faktisk så vældig slående ud. ”Vil De, mademoiselle …?” Med sine mindst 180 centimeter ragede Axson Mayte højt over Annabel og bød hende sin arm, som hun tøvende tog imod, så han kunne eskortere hende op til The Manse, hvor selveste Winslow Slade nu stod på verandaen ud mod haven og vinkede og kaldte indtrængende ned mod dem.

80

De forbandede.indd 80

25/06/14 11.36

DATTERENS ÅND

N

u kommer vi til Forbandelsens første offentlige manifestation, søndag morgen den 20. april 1905 – bortset fra at denne episode hidtil ikke har fået nogen som helst historisk opmærksomhed, ligesom ingen af hovedpersonerne vidste, eller kunne have gættet, hvad synet af Datterens Ånd var et varsel om. Dette er, hvad synet varslede for folk som Slade-familien og løjtnant Dabney Bayard, som formentlig troede, de blot var tilskuere, forbløffede og medfølende vidner til ekspræsident Grover Clevelands mentale sammenbrud. Dette kapitel, der gerne skulle blive kort, er af afgørende betydning for min beretning og svært at skrive – tror jeg – for indtil nu har de begivenheder, jeg har sat i scene, udspillet sig mellem to personer; nu forsøger jeg mig med en større kreds af dramatis personae og må forsøge at antyde over for læseren, uden at være overdrevent direkte, nogle af de følelsesmæssige subtiliteter, der eksisterede blandt de unge mennesker Josiah, Annabel og Annabels forlovede, Dabney Bayard. (Og dog vil visse læsere hævde, at beretningen er for subtil. Mens andre vil hævde, at den ikke er subtil nok). Denne formiddag, efter søndagens gudstjenester i Prince­ton, tog et selskab på godt en snes mennesker hen til ”det gamle Craven-hus” på Ro81

De forbandede.indd 81

25/06/14 11.36

sedale Road, der for nylig var blevet erhvervet af Slade-familien, da ejendommen og dens grund på flere tønder land grænsede op til Crosswicks Manse, hvis grund nåede helt derned fra Elm Road; overraskelsen var, at den ældre Slade-generation gav det unge par Craven-huset i bryllupsgave, så de kunne flytte ind umiddelbart efter deres bryllupsrejse til Italien. Jeg har selvfølgelig set billeder af ”det gamle Craven-hus”, som blev revet ned for at give plads til en større og mere imponerende landejendom på højden af det økonomiske opsving i 1920’erne. Dengang Slade-familien og deres selskab nærmede sig huset, blev det betragtet som et lille ”begynderhus”, selvom det indeholdt hele 20 værelser og havde 12 høje, smalle vinduer ud mod gaden, omkranset af sorte skodder; det stejle tag var lavet af hollandske kakler. Så stort et hus, med en imponerende facade af Boonton-kalksten – (tilfældigvis fra Slade-familiens stenbrud i Boonton) – ville de færreste læsere omtale som et ”begynderhus”, medmindre de kendte de riges lunefuldheder ud og ind. Senere fik huset et ironisk eller måske endda helt misvisende øgenavn – ”det gamle Bayard-hus” – selvom hverken løjtnant Bayard eller hans brud Annabel nogensinde kom til at bo i huset, endsige tilbringe så meget som en nat under dets tag. I 1905, hvor denne beretning finder sted, var huset stadig opkaldt efter sin oprindelige ejer, revolutionshelten major Dunglass Craven, der, som George Washingtons nærmeste rådgiver, afslørede spionen Andrés rænkespil og bevirkede, at han blev henrettet. Det var et muntert og meget velklædt selskab, der kørte ud fra Prince­ ton i flere køretøjer beklædt med lyserødt kornel for at tage hen og spise brunch i huset, hvor køkkenpersonalet fra Crosswicks Manse ville være til stede, idet disse havde måttet medbringe porcelæn, bestik, borde, stole og linned samt en enorm mængde mad og drikke fra Crosswicks til det (tomme) hus. Så vidt jeg har kunnet bedømme ud fra forskellige dagbøger og breve, bestod selskabet af Grover og Frances Cleveland, Pearce og Johanna van Dyck, Edgerstoune og Amanda FitzRandolph, Ezra og Cecelia Bayard (Dabneys onkel og tante), dr. Aaron Burr III og hans kone Jennifer samt 82

De forbandede.indd 82

25/06/14 11.36

datteren Wilhelmina (der skulle være Annabels brudepige), pastor Nathaniel FitzRandolph (der havde været den primære pastor ved Prince­tons First Presbyterian Church, siden Winslow Slade trak sig tilbage) samt mrs. FitzRandolph og pastor Thaddeus Shackleton, leder af Prince­tons teo­ logiske fakultet, foruden forskellige medlemmer af Slade-familien – Winslow og hans søn og svigerinde, Augustus og Henrietta, og Copplestone og Lenora Slade, Annabels onkel og tante, og deres unge søn, samt Annabel og Dabney, og Annabels bror Josiah. “Bedstefar! Du er så gavmild! Du gør os glade som børn – vi ved knap, hvad vi skal sige …” Således udbrød Annabel, da hun så huset med dets noget alvorlige og sågar intimiderende ydre; de tunge hollandske kakler, der lignede en lavine i sin vorden; alligevel gav græsset, der var begyndt at blive grønt, og de altoverskyggende elmetræer og egetræer, der netop var begyndt at få blade, et pittoresk indtryk, som et hus i et eventyr. Løjtnant Bayard fremstammede også sin taknemmelighed; han havde tabt noget af sin sædvanlige kølige ro ved synet af ejendommen, som snart skulle overdrages til ham. Efterfølgende kom det frem, at Dabneys far og hans onkel og tante havde været involveret i diskussionerne om købet af huset, inden Slade-familien havde gjort den endelige handel. Men Dabney selv havde ikke gættet noget – planen havde været holdt hemmelig for ham og ligeledes for Annabel. (Dog var Dabney en ung militærofficer, der ikke var helt tabt bag en vogn, så han havde formentlig regnet ud, at den velhavende Slade-familie ville give deres kære Annabel og hendes brudgom en gave, der var på linje med deres kærlighed, og deres velstand). Men konfronteret med ”Craven-huset” denne solbeskinnede morgen i april, midt i et selskab af joviale velyndere, virkede Dabney dog temmelig overrasket og lettere mundlam. En voldsom rødmen farvede hans ansigt, og hans øjne fik også besøg af en eller anden væske, som han stjålent fejede væk med det yderste af sine fingre. 83

De forbandede.indd 83

25/06/14 11.36

Stemningen på denne udflugt var let, beundrende og festlig, for forårsdagen var fuldkommen, og stenhuset med dets håndblæste, blyindfattede vinduer og dets glasfrise omkring fordøren fremstod som det perfekte sted for ”det nygifte par”. Lyden af ordene ”det nygifte par” fik Annabel til at rødme og Dabney til at smile akavet; selvom Annabel næppe kunne have undgået at lægge mærke til et vist forbehold hos sin bror Josiah og en tilsvarende utilpashed hos Dabney, da de tre unge kort efter tilfældigvis befandt sig alene sammen i et af værelserne i stueetagen, mens det øvrige selskab var gået ovenpå for at beundre de mange soveværelser og den storslåede udsigt fra hvert eneste vindue. (De fleste af værelserne var selvfølgelig tomme, men Annabels mor Henrietta havde været henne i huset adskillige gange med et følge af tjenestefolk i det hemmelige ærinde at ”dekorere” huset på en midlertidig facon. Den egentlige indretning og møblering ville man overlade til det nygifte par). ”Hvor udsøgt! – hvor utrolig yndigt! Jeg bliver helt misundelig på det unge par” – mrs. Clevelands kraftige sopranstemme blev båret ned ad trappen – ”huset er en ren tavle – som de kan gøre til deres eget. Ulig det hus, jeg trådte ind i som ung brud …” (Mrs. Cleveland refererede her koket til Det Hvide Hus, som hun havde gjort så ofte før: Hun var blevet gift med den langt ældre præsident Cleveland i østfløjen af Det Hvide Hus, en ung pige, der kun lige var blevet færdig med skolen). Og derpå hørte man Grover Clevelands dundrende stemme, som en slags munter ripost: ”Kære Frances! Du har overkommet den indledende udfordring, det er ganske vist. Mange gange siden!” Måske var det en slags stædig undselighed, der havde fået de tre unge mennesker til at blive tilbage. Dabney Bayard, rank og flot i sin paradeuniform, gjorde et forsøg på at indlede en pseudomaskulin samtale med Josiah Slade om et eller andet emne: New York Highlanders mod rivalerne Cincinnati Reds, begge hold i forhold til Boston Americans; heste, med mere håbefuld mine, for Dabney var bidt af heste; samt præsidentens seneste udskejelser – for Teddy Roosevelt var stolt blevet fotograferet med et udvalg 84

De forbandede.indd 84

25/06/14 11.36

af døde dyr for sine fødder – vilde får, bisonokser, rådyr og pumaer fra en overdådig jagtekspedition ude vestpå; Teddy truede også med at invadere Venezuela, der misligholdt sin gæld (”Så kan Dagos få at se, at de er nødt til at opføre sig ordentligt”*); Teddy optrådte i nærmest enhver udgave af ethvert dagblad, grinende ud mod fotografen og med lyset glimtende i sine briller, mens han udbasunerede fordelene ved den imperialistiske Roosevelt-doktrin over for Monroe-doktrinen. Løjtnant Bayard var især interesseret i at diskutere de ”ulovlige” minestrejker i det østlige Pennsylvania, der på det seneste havde fået stor opmærksomhed i pressen. Hvor det kløede i Dabney for at blive involveret i en eller anden intervention fra det amerikanske militærs side! (Den morgen havde pastor FitzRandolph fra prædikestolen hentydet til de “anarkistiske og ateistiske krænkelser”, som Forbundet af Amerikanske Minearbejdere havde udsat mineejerne for og dermed også det ”lovlydige amerikanske borgerskab”). Men selvom Slade-familien på Crosswicks havde investeringer i miner i Pennsylvania, foruden tekstilfabrikker i New Jersey og Pennsylvania, og Josiah derfor måtte forventes at være på linje med Dabney og hans antipatier, trak han blot ligegyldigt på skuldrene og holdt sig ligesom for sig selv, mens Annabel stod rødmende ved sin forlovedes side og ikke vidste, om hun skulle være vred eller skuffet over sin brors uforskammethed. (Josiah kunne ikke vide, at Annabel selv samme morgen tilfældigvis havde overhørt en kort samtale mellem ham og deres mor, Henrietta; og at Annabel var blevet såret over at høre Josiahs påståede indifference over for den planlagte udflugt. Josiah havde sagt, at hvis han tog med, var det kun for at gøre hende og de ældre Slade-familiemedlemmer glade, for han tvivlede på, at hans søster ville lægge mærke til, om han var med eller ej, siden hun var så optaget af sine bryllupsplaner). * Dette citat fra Teddy Roosevelts brev til sin udenrigsminister John Hay var ikke, for at være helt nøjagtig, offentligt kendt i april 1905 og blev først afdækket af historikere mange år efter hans død i 1919.

85

De forbandede.indd 85

25/06/14 11.36

Hvad mon der var galt, tænkte Annabel; hvorfor kunne de ikke alle tre opføre sig naturligt i hinandens selskab? Før det gik op for Josiah, at Dabney Bayard var ”interesseret” i Annabel, havde han virket, som om han syntes godt om den robuste unge mand; de havde fulgtes til fodboldkampen mellem Prince­ton og Yale forrige efterår, sammen med et støjende selskab af andre unge mænd fra Prince­ton. Men Josiah havde snart gennemskuet Dabneys grunde til at besøge Crosswicks og var begyndt at trække sig fra ham, selvom han var for høflig, eller på en måde for genert, til at tale med Annabel om sine eventuelle forbehold over for Dabney. Annabel ville ønske, at hendes veninde Wilhelmina var blevet nedenunder sammen med dem på dette afgørende tidspunkt. Men Wilhelmina – ”Willy” – havde været den første, der spænede ovenpå for at få en uformel rundvisning i huset. Siden begyndelsen af april var Annabel ofte blevet tavs, når hun og hendes forlovede var alene sammen: For deres romantiske bekendtskab var formet af fester og selskaber, og ingen af dem lod til at mestre den ”nære samtale”. Hvad talte man om, når der ikke var andre, der hørte det? Og Annabel var også begyndt at fornemme, at selvom han kom fra en gammel Virginia-familie, var han ikke altid så velopdragen og tålmodig; hun havde grund til at tro, at han var temmelig opfarende, for hun havde hørt ham tale skarpt til tjenestefolk, tjenere og den slags; han havde selvfølgelig aldrig talt skarpt til hende, men til tider havde hans bemærkninger en undertone af let ironi, som fik hende til at tænke på de unge, grønlige torne på hendes mors bedste rosenbuske, der så harmløse ud, men kunne gøre en hel del skade, hvis man ikke var forsigtig. Hvad løjtnant Bayards temperament angik, tænkte Annabel: Han udtrykker blot sin natur. Han er mand, og han er soldat. Men selvom Dabney optrådte selvbevidst, var han ofte utilpas i selskab med Josiah Slade, som var 24 og dermed to år yngre end ham selv, men ofte virkede mere selvtilstrækkelig, og hvis tavshed gjorde Dabney usikker og fik ham til at tale endnu mere og måske mere brovtende, selvom 86

De forbandede.indd 86

25/06/14 11.36

han normalt ikke var en brovtende person, mente han selv – alle vidste, at de mest imponerende officerer var dem, der forblev fåmælte, mens andre udbredte sig om deres bedrifter. Der var en akavethed imellem dem, fordi Josiah Slade var blevet optaget på West Point efter sin eksamen fra Prince­ton – men kun havde gået der i fire måneder. Pludselig havde han annonceret, at han holdt op, hvorefter han havde rejst rundt ovre vestpå i flere måneder, før han kom hjem. (Når han blev spurgt om, hvorfor han havde forladt West Point i utide, efter at have været så begejstret for at skulle gå der, sagde Josiah med et skuldertræk, at han havde fået rigeligt af at ”marchere i uniform” for resten af livet). I de måneder, hvor han havde rejst i Wyoming, Utah, Idaho og det nordlige Californien, havde ingen i familien haft noget klart billede af, hvad Josiah foretog sig. Som en kærlig søn skrev han hjem hver uge, om end kortfattet, for at forsikre sin familie om, at han var ved godt helbred. Så Dabney Bayard havde tit svært ved at konversere med sin forlovedes bror. Hvor var det ubehageligt, og hvor var det irriterende! – for den unge Bayard, der havde tætklippet, kastanjebrunt hår i bølgende krøller, lange øjenvipper og let til smil, var vant til at blive beundret af kvinder og af folk, der var ældre end ham, men han længtes blot efter at blive beundret, eller i det mindste accepteret af unge mænd på sin egen alder og af sin egen stand, mænd som Josiah Slade. ”Er der en grund til, at du ikke kan lide Dabney?” Det spørgsmål havde Annabel genert stillet til sin bror, men Josiah havde svaret, med en så oprigtig mine, som han kunne mønstre: ”Nej! Nej, slet ikke. Det, der betyder noget, Annabel, er, om du kan lide ham.” Det var et forblommet svar, som Annabel ikke vidste, hvordan hun skulle tyde. Men hun havde lagt mærke til sin brors ordvalg: det intetsigende ”kan lide” frem for det stærkere ”elsker”. Og hvad med Josiah Slade? Hans væsen er så komplekst, og så modsætningsfyldt og problematisk, og så ”skæbnesvangert”, kan man vel lige så godt sige, at jeg ikke føler mig kvalificeret til at analysere det her, ligesom 87

De forbandede.indd 87

25/06/14 11.36

jeg ikke ville føle mig kvalificeret til at analysere Shakespeares Hamlet-karakter, som Josiah nogle gange minder mig om. En ung mand med brændende lidenskaber, der bliver overvundet af for meget cerebral aktivitet; en ung mand af ”rang”, der ikke føler sig hjemme i samfundet; en ung mand, der betræder en skæbnebestemt vej – uden at ane, hvad hans skæbne er. Siden Augustus Slade havde accepteret Dabney Bayards anmodning om Annabels hånd og dermed indirekte sagt farvel til den lille bataljon af bejlere, der havde været på nippet til at gøre det samme, havde Josiah opført sig mærkeligt – lunefuldt. Men da Annabel nærmede sig ham med sit tøvende spørgsmål, havde han virket stiv over for hende, og undvigende: ”Du må følge dit hjerte, Annabel. Og Fader har sagt ’ja’ – det kan kun være op til dig at fastholde forlovelsen.” Fastholde forlovelsen! Annabel lo, temmelig såret; som om det at gifte sig med Dabney Bayard var en eller anden militæraktion. Selvom Josiah var fem år ældre end Annabel, og ikke altid havde haft meget tid til overs til sin lillesøster, da de var børn, havde han altid været glad for hende og beskyttende. Selvom han af natur var udiplomatisk og lettere utålmodig, havde Annabel altid følt, at Josiah elskede hende højt. (Ligesom han elskede, eller prøvede at elske, deres altid energiske og påtrængende lille fætter Todd, der nu var 11). Men da Annabel prøvede at tage Josiahs hænder i sine (åh, hvor var de store, hvor stærke og muskuløse), trak han sig væk med en panderynken, og da hun tiggede ham om ikke at have hemmeligheder for hende, ligesom da de var børn, sagde han med et ligesom fortrædeligt smil: ”Men Annabel, du må da have indset – at vi ikke er børn længere.”

mange gæster gik fra værelse til værelse ovenpå i højt humør, blev Annabel, Josiah og Dabney Bayard ved med at stå temmelig akavet foran den tomme pejs i en af stuerne nedenunder; der var ingen aske at se, men nogle temmelig små brændestykker, der lå som tørre MENS SLADE-FAMILIENS

88

De forbandede.indd 88

25/06/14 11.36

spåner. Desperat sagde Dabney: ”Jeres bedstefar Winslow er virkelig et bemærkelsesværdigt menneske – det er sandt, hvad man siger om ham. Og han har været så generøs …” Annabel samtykkede, men Josiah gryntede bare, som om den intetsigende replik ikke krævede et alvorligt svar. Annabel prikkede stjålent sin bror i ribbenene. Hun så på ham ud af øjenkrogen, som om hun tiggede: Vær nu ikke uhøflig. Lad nu være med at ødelægge denne glade dag. Seks uger før sit bryllup havde Annabel aldrig været smukkere, som hun stod der med let blussende hud og fugtige violblå øjne og en underlæbe, der dirrede af ophidselse. På denne søndagsbrunch i ”det gamle Craven-hus” – der snart skulle være de unge menneskers ”begynderhus” – havde hun en ny kjole på af cremefarvet crepe de chine med masser af flæser, højeste mode; hendes hat var ødselt pyntet med fjer og matchede hendes kjole; den balancerede oven på hendes fyldige, honningbrune pompadourfrisure, som var sikret med et lille hårbånd inde under pulden, så den fyldte mere. I den glitrende kaskade af flæser, der dirrede, hver gang hun trak vejret ind, fremstod Annabel som selve symbolet på feminin ynde – på feminin mystik. For hvorfor var det, at en så beundret ung kvinde, en så åbenlyst velsignet ung kvinde, stod mellem sin forlovede og sin bror med nedslagent blik og en pande, der var rynket af bekymring? Det ville have krævet en endnu mere opmærksom iagttager end selv Josiah at lægge mærke til, at Annabel var ilde til mode, og at hendes tanker var et andet sted; måske kunne den svage hvisken Annabel! Annabel! lige nøjagtig høres nedefra, fra de vinterhærgede og endnu ikke plejede blomsterbede bag ved huset. Og måske bevægede Annabels tanker sig hemmeligt mod mindet om et håndsegl, der glitrede grusomt i solen – nyligt afskårne blomster og græs, der lå i en bunke og snart ville rådne – mindet om et dristigt greb om hendes hånd og et endnu dristigere kys på håndryggen – chère mademoiselle – De er alt for venlig – en sjælden egenskab hos damer af Deres stand … 89

De forbandede.indd 89

25/06/14 11.36

Annabel havde ofte gransket sin håndryg for at lede efter tegn på aftrykket af den fremmedes skarpe fortand. Men huden var glat, helt tynd og cremet-bleg, med kun den fine filigran af knogler underneden og et gennemsigtigt net af blålige vener. Mens Annabel endnu en gang stod og kiggede ned på sin hånd, kom der fra førstesalen en pludselig bølge af råb og skrig, kvindelig hylen og dernæst lyden af kamp eller bugseren – som om der var nogen, der sloges på gulvet lige over deres hoveder. Josiah løb uden tøven derop, han tog trappen i store spring; Annabel og Dabney fulgte efter, men løb ikke. I sin frygt havde Annabel grebet Dabney om armen, og Dabney lænede sig ind mod hende, som for at beskytte hende. ”Åh, hvad er det? Er der nogen, der er kommet til skade? Det lyder som præsident Cleveland – er det hans stemme?” råbte Annabel. Ovenpå, i et af Craven-husets soveværelser, så Josiah et af de mest forbløffende syn, han nogensinde havde set i sit unge liv: Grover Cleveland, vores tidligere præsident, en velnæret herre på næsten 70 år og 150 kilo, ophovnet i hovedet og højlydt snøftende, var faldet om og lå nu på parketgulvet i voldsom krampe, mens han klodset blev holdt i ave af flere andre, deriblandt Josiahs far Augustus og den fortvivlede mrs. Cleveland. Selvom den korpulente ældre herre gispede og hev efter vejret, så man blev bange for, om han var ved at få et apoplektisk anfald, ville han ikke holde op med at kæmpe imod og råbte med klagende stemme: ”Lad mig komme op – åh, lad mig komme op – åh, træd tilbage, hvis I har hjerte i livet! Her er Pappa! Her er Pappa, siger jeg! Min kære datter, forlad os ikke igen!” I døråbningen stod Josiah som lammet. Hvad var dette? Var verden pludselig blevet vanvittig? Det var som en scene fra en film – Det store togrøveri, som alle havde set to år forinden – fatal ophidselse, spasmer og ukoordinerede bevægelser, hurtigt tempo og sensationel musik, der skulle få blodet i kog – men når man stirrede på de levende billeder, kunne man ikke 90

De forbandede.indd 90

25/06/14 11.36

umiddelbart få dem til at give mening; man var nødt til at sænke tempoet for at forstå. Det lod til, at Grover Cleveland var faldet om, eller muligvis var blevet skubbet ned på gulvet, for at redde ham fra at falde ud ad et vindue, der åbnede ud mod tegltaget; tilsyneladende holdt Josiahs far Cleveland nede med magt, og mrs. Cleveland – som en moden Juno, mørk, smuk og normalt så selvtilfreds og fattet i enhver bevægelse – prøvede også at holde sin mand nede ved simpelthen at sætte et silkeknæ på hans enorme mellemgulv. Dermed var hendes velformede ben, i en gennemsigtig hvid strømpe, blevet blottet, og holdt Josiahs opmærksomhed fanget, for han havde aldrig set noget lignende i virkeligheden og heller ikke i sin fantasi.

DET ER GANSKE VIST: Øvrige historikere har forplumret denne hændelse

og har ingen anelse om, hvad der skete i det gamle Craven-hus på Rosedale Road midt på dagen den 20. april 1905; deres kollektive fiasko skyldes Frances Clevelands iver efter at undertrykke de dystre detaljer, således at hun kunne beskytte sin ældre mand mod kritik og latterliggørelse; for den tidligere førstedame var meget følsom over for ondskabsfulde bemærkninger fremsat bag hendes mands (massive) ryg, idet hun antog (hvilket var korrekt), at en sådan foragt også smittede af på hende. Da Cleveland havde forladt præsidentembedet i 1897 og bestemt sig for at tilbringe sit otium i ”den søvnige landsby” Prince­ton, New Jersey, var det tilfaldet hans unge kone at skærme ham mod overophidselse, ud over at skærme ham fra at spise og drikke for meget, for man sagde, at Grover ”lige så lidt kunne kontrollere sin grådighed som en fisk i en bowle, der spiser alt, hvad der bliver kastet ned til den, indtil dens mave springer.” Trods sin unge alder havde mrs. Cleveland formået at etablere sig som en både livlig og ophøjet præsens i lokalsamfundet, så vel vidende at hun og hendes mand både var eftertragtede og omtalte, var mrs. Cleveland ikke til sinds at finde sig i at blive pillet ned. Det var ikke bare Woodrow Wilson, som vi har set, men mange 91

De forbandede.indd 91

25/06/14 11.36

andre indbyggere, som rangerede højere end ham, der var kommet til at frygte kvindens lynende øjne, sarkastiske tunge og magt til at forgylde eller degradere ens sociale status, alt efter hendes luner.* Trods forvirringen omkring denne episode i det gamle Craven-hus, er det lykkedes mig som en kompetent, om end lettere excentrisk, quiltemager at sammenstykke en mere eller mindre sammenhængende beretning, som følger herunder. Efter at have besteget trappen til husets førstesal, hvilket var temmelig anstrengende for en mand af hans omfang, havde Grover Cleveland drevet lidt omkring i bagtroppen af det lille selskab i håb om at få vejret. Mens de andre var et andet sted og stod og beundrede et eller andet charmerende ved huset, var Cleveland gået ind i et tomt værelse, et børneværelse, og tilfældigvis gik han forbi et af de høje vinduer, som var delvist tilskoddet og vendte ud mod et stejlt hjørne af taget; her så han, eller mente han at se, et skrækkeligt syn, helt ude på kanten af taget. Først troede han, det var en stor, klodset fugl, måske en stor blå fiskehejre, for den slags forhistorisk udseende vandfugle kunne stadig dukke op i det landlige Prince­ton, men da den skrækslagne mand gned øjnene, så han et barn, en lille pige, der sad * Cleveland-parret er stadig fascinerende her 70 år efter. Grover Cleveland, der var 28 år ældre end sin kone, skulle efter sigende have set hende første gang som spæd. Hendes far var en af Clevelands gamle venner, og efter farens død blev Cleveland værge for den 11-årige pige, som han friede til knap ti år senere, mens hun gik på Wells College for Women. Da Frances var 21, blev hun den yngste førstedame nogensinde, og den rekord er ikke blevet slået. Cleveland-parret fik fem børn, hvoraf den førstefødte, Ruth, døde som 13-årig af en børnesygdom i 1904. Som barn i Prince­ton så jeg ofte mrs. Cleveland – det vil sige som enke – for hendes korpulente mand overlevede ikke Crosswicks-Forbandelsen, selvom han lader til at have været et uskyldigt offer for dens lunefulde hærgen. Min mor var på god fod med mrs. Cleveland både før og efter hendes andet ægteskab, da hun som 49-årig giftede sig med en arkæologiprofessor ved Prince­ton University. Jeg ville ønske, jeg kunne hævde at have talt med hende, men jeg har kun en tåget erindring om denne slående, mørkhårede og mørklødede kvinde, der efter sigende (ifølge hendes kvindelige kritikere i Prince­ton) var i fjern familie med en indianerhøvding i Oklahomas Choctaw Nation!

92

De forbandede.indd 92

25/06/14 11.36

og dinglede med benene ud over taget: Legesygt – eller ondskabsfuldt – rev hun en håndfuld callaliljer i stykker og lod de afrevne blade falde ned på jorden; hendes bølgende mørke hår hang løst ned ad ryggen, hendes lange, hvide kåbe var underligt beskidt, og hendes fødder var skrækkeligt blege – faktisk var hendes hud i det hele taget skrækkeligt bleg, med gravens umiskendelige, sygelige hvidhed. Uden at ænse den forbløffede iagttager lykkedes det barnet at rejse sig, på kanten af taget, leende, og smide resten af callaliljerne i vejret, som om hun skulle til at træde ud i intetheden, og hvordan skulle Cleveland redde hende? Han råbte: ”Nej! Nej! Stands! Gør det ikke!” Cleveland var henne ved vinduet, gryntende i færd med at åbne det og flå skodderne op, mens han råbte vildt – med det resultat, at han, til sin yderligere forbløffelse og rædsel, så pigen vende sig mod ham og vise sig at være hans egen elskede datter Ruth – som var død året forinden, af difteri, i Cleveland-familiens sommerresidens ved Buzzards Bay, Massachusetts. Åh, hvad var dette? Hvordan kunne det lade sig gøre? Clevelands elskede Ruth, som han så ofte havde drømt om og stadig sørgede over inderst inde – hvorfor var hun trådt frem for ham her? Og hvad skulle han gøre? Selvom Grover Cleveland led af en lang række sygdomme, endnu flere end selv Woodrow Wilson, havde han aldrig haft psykiske lidelser eller hallucinationer. Han brystede sig af at være en meget jordbunden mand, der sjældent beskæftigede sig med andre verdner end denne eller med andre ”åndelige væsner”, og dog tøvede Cleveland ikke i dette øjeblik; han var overbevist om, at hans datter var vendt tilbage til ham, på denne mystiske måde, iført sit eget ligklæde og tittende over sin skulder hen på ham med det skælmske blik, som Ruth ofte havde kigget på sin kære Pappa med, da hun var i live, for at drille ham og for at få ham til at le. Det er ikke så mærkeligt, at Cleveland glemte, at Ruth var død og begravet; vanvittig skubbede han vinduet så højt op, han kunne, og lænede sig ud, rakte armene frem mod hende, tryglede hende om at komme hen til sig. 93

De forbandede.indd 93

25/06/14 11.36

Uden tanke for sin egen sikkerhed råbte han til hende, mens han prøvede at presse sig ud gennem vinduet, trods sin høje alder og store omfang: ”Ruth! Kære Ruth! Det er dig! Du må ikke springe ud – din Pappa beder dig, kære – her! – her er Pappa! Kom til Pappa! Åh min stakkels skat! Min lille pige! Min engel! Spring ikke ud! Kom hen i Pappas favn, åh kom … “ Spøgelset på kanten af taget var tydeligvis ikke synligt for de andre, men da de stormede ind i værelset, forstod de instinktivt situationen – i hvert fald at Grover Cleveland led under en voldsom hallucination og prøvede at presse sig ud gennem et smalt vindue, hvilket formentlig ville betyde, at han faldt i døden, hvis han ikke blev holdt tilbage. Derpå fulgte det håndgemæng, som Josiah blev vidne til et øjeblik senere, hvor den ældre, runde herre blev tvunget ned på gulvet af flere andre, deriblandt hans kone, som smed sin silkeparasol til side og trak sit tunge skørt og underskørterne op, mens hun med rungende stemme befalede Cleveland at holde op med at kæmpe imod: ”Hvorfor, hvad er dog dette? Hvad mener du dog? Kære mand, hvad kan du dog mene?” ”Frances, det er Ruth – vores datter, Ruth! Se! Hun kalder på mig – på os! Giv slip på mig, vil I ikke nok … ” ”Ruth? Hvad mener du? Hvor?” – nu var mrs. Cleveland på randen af hysteri, hun lagde sig på knæ foran det åbne vindue, men hun kunne tilsyneladende ikke få øje på noget genfærd på taget; måske det var forsvundet på det tidspunkt. Den forrykte mand forsvandt derpå i en nådig besvimelse, mens han blev holdt nede mod gulvet; hans buttede, vejrbidte ansigt var dækket af sygelig perspiration, og hans vejrtrækning var stridorøs og forfærdelig at lytte til. Hans stivede flip var blevet flået op af hans redningsmænd, samt hans vest og skjorte; hans ansigt blev stænket med vand og duppet med kolde omslag. En af chaufførerne blev sendt af sted for at hente Clevelands læge dr. Boudinot, som boede på Lilac Lane, der krydsede Hodge og ikke lå langt fra Rosedale. Da doktoren ankom, virkede Cleveland til at være uden for livsfare, selvom et anfald af den art ikke lovede godt for fremtiden, og 94

De forbandede.indd 94

25/06/14 11.36

mrs. Cleveland bad indtrængende og tårevædet selskabet om ikke at sprede den dårlige nyhed.

Der synes kun at have været tre andre i selskabet, der ”så” eller ”fornemmede” åndesynet, så vidt jeg kan bedømme. Den 11-årige Todd Slade, Annabel og Josiahs fætter, søn af Copplestone og Lenora Slade, havde ikke decideret bevidnet mr. Clevelands kollaps, og havde heller ikke fået lov at komme ind i børneværelset bagefter; men barnet var nemt at ophidse og vågnede efterfølgende af mareridt adskillige nætter i træk, hvor han hævdede, at et pige-spøgelse var efter ham. Så var der Amanda FitzRandolphs urokkelige vidnesbyrd, idet hun efterfølgende insisterede på, at hun havde set et glimt af en eller anden slags ”flimrende fluorescens” på taget præcis på det sted, Cleveland havde peget hen imod, men hun kunne ikke sværge på, at det var stakkels Ruth Cleveland, for ”genfærd ligner hinanden til forveksling, når de sådan vender tilbage fra Den Anden Side.” Mindre omtalt var det, at der tilsyneladende var en tydelig følelsesmæssig reaktion fra Winslow Slade, der kom ind i børneværelset senere end de andre, da den slagne mr. Cleveland havde mistet bevidstheden, men som lod til at forstå situationen med det samme: hvad det var uden for vinduet, der havde ”kaldt” på mr. Cleveland med så katastrofale følger. For i øjeblikkets forvirring, mens der blev tilkaldt hjælp, og mrs. Cleveland græd højt af frustration, havde Winslow prøvet at trøste hende ved at sige, at det hele ville falde til ro, ”nu hvor jeres lille datters ånd ser ud til at have forladt os.” Og dog – da Josiah og Annabel bagefter spurgte ham, om han havde set åndesynet, sagde Winslow Slade studst: ”Nej. Der er ingen ‘genfærd’ i kristendommen.” Mens Annabel havde været sammen med det fortvivlede selskab, hav95

De forbandede.indd 95

25/06/14 11.36

de hun sagt meget lidt, men da de endelig var alene sammen om aftenen på Crosswicks Manse, betroede hun sig til Josiah: “Ruth, siger du? Han så sin datter Ruth uden for vinduet? Åh, det stakkels barn – ved du hvad, Josiah, jeg så hende ikke meget, mens hun levede – men på det seneste, siden hun døde, har Ruth også opsøgt mig i drømme, som om hun også kalder på mig – jeg er så bange for hvorfor.”

96

De forbandede.indd 96

25/06/14 11.36

E N G L E T R O M P E T; E L L E R : ” M R . M A Y T E F R A V I R G I N I A”

D

et var blot to dage senere, på campusområdet på Prince­ton University, at Josiah Slade gjorde en erfaring, hvis betydning han umuligt kunne have gættet på det tidspunkt; selvom han mærkede, den var ubehagelig og blev isnende skræmt over den, som om han havde fornemmet noget af det, der lå forude. Hans ærinde var at opsøge professor Pearce van Dyck, som engang havde undervist ham i filosofi, og hvis kontor lå på første sal af den nye gotiske bygning, der hed Pyne, og som siden blev kendt som East Pyne. Josiah ønskede sig brændende professorens råd, eller begavede samtale, for han kunne huske sin egen første tid som studerende på Prince­ton, hvor han havde basket rundt med sine studier og aldrig rigtig vidst, hvad han ville: studere oldtidens sprog, deriblandt hebraisk og aramæisk, så han kunne læse Den Hellige Skrift på originalsproget og få svar på de mange spørgsmål, som King James-oversættelsen efterlod ham med, og som hans bedstefar Slade ikke havde kunnet besvare for ham – eller hældede han mere mod naturvidenskab – botanik, biologi, geologi; eller havde han talent for historie – Europas jord, der var vædet med blod, og Den Nye Verden, hvis jord næppe var mindre blodig? Efter et par uger på Prince­ton var han blevet rastløs, ligesom han blev efter et par uger på 97

De forbandede.indd 97

25/06/14 11.36

West Point. Han tog fri for at ”rejse” – at ”kigge sig omkring”; nogle gange rejste han nærmest som en vagabond, stærkt inspireret af Jack Londons Klondike-fortællinger eller den mindre desperate Mark Twain-atmosfære i Livet på Mississippi. (Josiah havde på en eller anden måde tjent en del penge ovre vestpå; selvom de hurtigt tyndede ud, kunne han endnu klare sig uden hjælp fra sin familie). På Prince­ton var Josiah blevet indkaldt til at spille på fodboldholdet og på hockey- og softballholdet; han havde været på roholdet i et par uger og trænet hver morgen i den kølige dis, der steg op fra Lake Carnegie, mens han fik mere og mere ondt i ryggen og trøstede sig selv ved tanken om, at en holdsport var en reprimande mod den ekshibitionistiske atlettype, som han brød sig meget lidt om, og genkendte i sig selv. Og Josiah havde ignoreret en invitation fra den mest eksklusive middagsklub (og ikke mindst drikkeklub) på Prospect Avenue, Ivy, uden at give sine overraskede, skuffede og misbilligende klubbrødre et ord til forklaring ud over et skuldertræk: ”Den ene aften ligner den anden temmelig meget i Ivy; jeg har nu prøvet tre en halv uge med den slags aftener og mener at kunne konkludere, at jeg har prøvet dem alle.” Der var en tone af forceret kammerateri mellem Prince­tons drenge – eller unge mænd, som de godt kunne lide at tænke på sig selv som. Det virkede, som om det, der var det vigtigste, var de andre: at blive respekteret, at blive holdt af, at blive beundret, at være “populær”. Karakterer gik man ikke op i – hvis man studerede, blev man hånet for at være en ”stræber”. En gentleman behøvede ikke at få mere end ”bestået” – for en gentleman kunne da umuligt forventes at skulle leve af sin intellektuelle formåen. Derfor meldte man sig ind i en klub, eller to, eller tre. Man dyrkede sport, ligesom de andre, som joviale flokdyr. Men ligesom Josiah hurtigt lærte på West Point, at det var dybt kedsommeligt at marchere i uniform, således havde han også lært på Prince­ton, at enhver anstrengelse, der ikke rakte højere end hans klassekammeraters niveau, ikke kunne holde hans opmærksomhed fangen ret længe ad gangen. 98

De forbandede.indd 98

25/06/14 11.36

Han var blevet på Prince­ton for at gøre sin far glad og færdiggjorde grunduddannelsen efter flere år. Diplomet af fåreskind havde han engang gemt væk og siden muligvis mistet. En sådan uafhængighed opfyldte ham med en slags fandenivoldsk glæde – men så mærkede han en sådan melankoli bagefter, at han ikke kunne bære at være alene. Og derfor ville han opsøge den underviser, han havde følt sig mest beslægtet med, Pearce van Dyck, som altid havde budt ham velkommen på sit rummelige kontor med reoler, der strakte sig fra gulv til loft, læderstole og sofaer, og en udsigt, igennem blyindfattede vinduer, til universitetets ”kapel” – en stor og imponerende bygning, der lige så godt kunne have været en rigtig kirke. Josiah tænkte: Professor van Dyck vil sige tingene ligeud. Af alle de mennesker, jeg kender. Det var derfor, Josiah nu bankede på den åbne dør til van Dycks kontor og blev inviteret indenfor; Pyne Hall summede behageligt af aktivitet; studerende hastede til og fra forelæsninger i tordnende flokke på trapperne, og ingen tog notits af Josiah i hans slidte tweedblazer og gabardinebukser; han kunne have været én af dem, hvis han ikke lige havde haft flere rynker i panden og en mere moden intensitet i øjnene. ”Josiah, goddag! Sikke en glædelig overraskelse.” Mellem filosofiprofessoren og den unge mand havde der længe været et afslappet og venskabeligt forhold, for deres familier kendte hinanden, og van Dyck havde kendt Josiah, siden han var ganske lille. I timerne havde Josiah været dygtig nok til at få høje karakterer; han var en glimrende, om end svingende studerende, men han havde ikke haft tendens til at være besværlig, i hvert fald ikke i selskab med van Dyck. Professoren, der var specialist i Kants idealisme, var på daværende tidspunkt midaldrende, fåmælt af natur, akademisk og oprigtig frem for folkeligt appellerende blandt sine studerende. Josiah følte sig slet ikke så veltilpas i selskab med sin egen far, som han følte sig sammen med Pearce van Dyck. Filosofiens store værdi er, at man skærer igennem alt gøgleriet med 99

De forbandede.indd 99

25/06/14 11.36

det samme; man går efter struben. Og derfor sagde Josiah, uden nogen indledning, før han overhovedet havde sat sig i en stol på van Dycks kontor: ”Professor, hvad tænker De om dette?” – og holdt en samling flåede og forslåede liljekronblade frem mod ham, sammen med et par stængler og blade, der var helt udtørrede og lugtede fælt. Van Dyck stirrede på liljeresterne, der i det sparsomme solskin, der faldt skråt igennem et højt vindue, snarere virkede som en kopi af liljer end som ægte blomster. ”Jeg tror, disse kaldes callaliljer – det er svært at afgøre, når de er så rådne. Hvor har du dem fra?” ”Jeg fandt dem.” ”Fandt dem? Hvor?” “Under mine fødder, hvor jeg gik. Jeg så ned – og der var de.” Josiah forklarede ikke, at han havde trådt på callaliljerne, da han havde forladt Craven-huset efter søndagens udflugt. Han havde kigget ned og set de rådne kronblade og mærket en skælven af genkendelse. Den døde pige har efterladt dem. Den døde pige gør krav på os. Josiahs motiv for at opsøge professor van Dyck var ikke blot personligt, for ud over sin akademiske karriere var van Dyck kendt for sin omfattende amatørviden om botanik og havebrug; van Dyck-familiens have bag deres hus på Hodge Road 87 blev regnet for at være et pragteksemplar blandt West Ends haver. ”Jeg husker ikke præcis, hvor jeg fandt dem, professor van Dyck. Men jeg spekulerede på, hvad De ville sige til dem. Hvordan De ville kategorisere dem.” Josiah talte langsomt, som en der vælger sine ord med omhu. Van Dyck havde bredt de brudte kronblade og de brækkede stængler og blade ud på sit skrivebord. Han granskede dem med rynket pande. ”Selve blomsterne virker gamle – meget gamle. Ikke en almindelig nedbrydning, men noget andet … ” Han sænkede hovedet for at snuse og trak straks hovedet til sig igen med et bestyrtet udtryk. ”Jamen, de lugter jo fælt.” 100

De forbandede.indd 100

25/06/14 11.36

”En slags kemisk lugt, tænkte jeg. Ikke noget organisk.” ”Jamen, se! De er ved at gå i opløsning for øjnene af os …” Josiah og Pearce van Dyck så liljerne smuldre i stumper og stykker og til sidst blive til støv for øjnene af dem. Et par tørre bladstumper blev tilbage, et enkelt bægerblad, en kvalmende lugt af råd. ”Det må være liljernes reaktion på det stærke sollys. En eller anden form for accelereret kemisk proces …” Van Dycks forsøg på at forklare det mærkelige fænomen virkede på Josiah som selve essensen af det filosofiske temperament: at vriste en eller anden mening ud af meningsløshed; at etablere logik, hvor der ikke var nogen. Den slags anstrengelser giver en illusion om trøst eller orden, ligesom rim i digte. ”Ja. En ’kemisk proces’. Sådan må det være.” ”Men hvor siger du, at du fandt dem? ’Under dine fødder’?” “Det var uden for Craven-huset, professor. I søndags.” Da Pearce van Dyck og hans kone også havde været til stede ved udflugten, faldt det Josiah naturligt at forklare; men et øjeblik senere fortrød han, at han havde sagt de ord, som nu vakte van Dycks interesse og skærpede hans nysgerrighed. ”Men – der var ingen, der havde ’begravelsesliljer’ med derhen, det er jeg sikker på? Og disse er så gamle …” ”Jeg spekulerede bare på, hvad De ville sige til dem. Som ekspert i havebrug.” Den rastløse Josiah havde rejst sig igen. I hans ansigt kunne man læse både ophidselse og udmattelse – som om han ikke havde sovet godt om natten, men havde vendt og drejet sig i Paradoksets greb. En rovfugl med stort, skarpt næb og grumme kløer – er Paradokset. At være i dets greb er at pines, men på en så nydelsesfuld måde, at man risikerer at forveksle oplevelsen med ekstase. Josiah rystede på hovedet for at vifte det fri af den slags tankespind. Han havde ikke ”været sig selv” – på en måde – siden hændelsen i det 101

De forbandede.indd 101

25/06/14 11.36

gamle Craven-hus, hvor Grover Cleveland var brudt sammen. Og Annabel havde betroet ham, at Cleveland-parrets døde barn var kommet til hende i drømme og havde kaldt på hende. ”Josiah, hvorfor sætter du dig ikke ned? Du skal vel ikke skynde dig videre, går jeg ud fra?” Josiah, som ikke havde været opmærksom på, at han havde rejst sig op og gik frem og tilbage over gulvet, anede ikke, hvad han skulle svare. Skulle han skynde sig? Men hvor skulle han hen? ”Der er en slags bankende rytme i mit hoved, professor. Hvis jeg forholder mig alt for meget i ro, bliver den mere tydelig, og distraherende.” Van Dyck skævede over til ham. Han havde stået bøjet over sit skrivebord, mens han granskede de smuldrende rester af callaliljerne, og nu så han bekymret op på Josiah. ”Jeg håber ikke, det var lugten af blomsterne her, der gjorde dig syg, Josiah. Den er ved at ebbe ud, men det virker ikke som en naturlig lugt …” ”Nuvel, professor! Tak! De har været til stor hjælp, og nu – nu – vil jeg sige farvel.” ”Min kære Josiah,” protesterede van Dyck, ”du skal da ikke af sted allerede, vel? Hvorfor sætter du dig ikke ned – vi kan tale om den mærkelige hændelse i søndags – stakkels Grover Cleveland, helt vanvittig, helt ude af sig selv … Der er en gammel historie om, at Craven-huset er hjemsøgt af den svigefulde André, der var fast besluttet på at hævne sig på major Craven. Men her virkede det ikke, som om mr. Cleveland havde set den henrettede spions genfærd, men snarere genfærdet af sin stakkels datter Ruth – hvad er dit indtryk af det hele?” ”Der er ingen ’genfærd’ i kristendommen. Det er, hvad jeg tænker.” Josiah gav et luftigt vink fra sig og gik, ikke helt uforskammet, og Pearce van Dyck stod tilbage, forbløffet over at hans unge ven skulle være i et så besynderligt lune på grund af en håndfuld forrådnede begravelsesblomster. Pearce fejede tankeløst blomsterresterne væk uden at lægge mærke til, at et par krøllede små kronblade og en stump af en stilk blev liggende oven 102

De forbandede.indd 102

25/06/14 11.36

på Spinozas Etik, der var slået op på fortalen til Del IV, OM DEN MENNESKELIGE TRÆLDOM eller OM FØLELSERNES KRÆFTER.

over campus i raskt tempo. Hans brede skuldre var krummet sammen under tweedblazeren, og hans hoved var let bøjet. I nærheden af Chancellor Green-trappen blev han indhentet af universitetets rektor, Woodrow Wilson, der jovialt råbte ham an og smilede varmt til ham, som om de var i familie. Med tungt hjerte tænkte Josiah: Bagholdsangreb! Satans. Josiah gik selvfølgelig ikke videre, som han havde lyst til; i stedet standsede han op for at tale med Woodrow Wilson, eller rettere: for at lade Woodrow Wilson tale med ham. Wilson fulgtes med en fremmed, som han præsenterede Josiah for: en usædvanligt grim herre, tænkte Josiah, med slap hud, teint som maven på en fisk, og med tætsiddende øjne, der var intenst, men unaturligt bronzefarvede; desuden var der noget krybdyragtigt ved hans læber, hans fugtige tunge fór frem og tilbage, mens han smilede på en slesk facon, som Josiah især tog anstød af. Men flygte kunne han ikke, for Woodrow Wilson insisterede på at præsentere den fremmede for Josiah, og Josiah for den fremmede, som om navneudvekslingen gjorde ham uforholdsmæssigt stolt. Derfor skete det, at Josiah blev tvunget til at trykke ”Axson Mayte” i hånden, i denne sammenhæng præsenteret som en advokat fra Carnahan, Virginia, med tilknytning til den presbyterianske kirke, og hvis evner, fortalte Wilson til Josiah, han håbede at drage fordel af i forbindelse med sin disput med universitetets bestyrelse. Josiah, som kun havde hørt en smule via rygter om Wilsons fejde med Andrew West, smilede høfligt og mumlede et venligt/overfladisk svar, ivrig efter at komme videre; men dr. Wilson opholdt ham snedigt ved at lægge en faderlig hånd på hans arm og spørge til hans familie – hans forældres velbefindende, og hans søster og lille fætters, og hans bedstefar Winslow Slade. JOSIAH GIK TVÆRS

103

De forbandede.indd 103

25/06/14 11.36

Hvor er disse sociale replikskifter dog forudsigelige! Hvor lammende kedsommelige! Og alligevel, hvordan undslipper man dem? Josiah forestillede sig for sit indre blik, at han rev sig løs og løb ud til Nassau Street. Dette er vanvid. Man kan ikke rive sig løs fra vanvid. Dr. Wilson var tydeligvis ivrig efter at snakke; det ville ikke blive let at slippe derfra. Trods den fremmede fra Virginia, hvis blik var fæstnet på Josiah med en ubehagelig intensitet, begyndte Wilson at spørge specifikt til Annabel, for han vidste, at Josiah og hans søster havde et usædvanlig tæt forhold; han sagde, han havde hørt en ”yderst bekymrende og besynderlig” historie om den foregående dag, der angik mr. Clevelands helbred, og han spekulerede på, om Josiah vidste noget om, hvad der var sket. Taktfuldt sagde Josiah, at det gjorde han ikke. Taktfuldt ville Josiah have bedt sig undskyldt og være listet bort, hvis ikke Woodrow Wilson holdt ham tilbage med en hånd på hans arm, mens han hele tiden smilede til den unge mand med samme joviale varme som Pearce van Dyck, men med noget mere intenst og presserende underneden, en subtil form for tvang. Samtalen flagrede hid og did som en lille fugl i et stort bur, da Wilson også forsøgte at inddrage ”mr. Mayte”. (Hvor virkede denne ”Mayte” dog ubehagelig på Josiah! Hans væmmelse havde ikke så meget at gøre med den andens fysiske fremtoning, for almindelig grimhed vakte sjældent anstød i Josiah, men mere med mandens skrabende, kujonagtige og alligevel fremturende facon og hans indsmigrende stemme; selv den upassende sportslighed ved hans klæder – for selvom han var på Woodrow Wilsons alder eller ældre og af robust, firkantet statur, havde hans tøj mere til fælles med en førsteårsstuderende på Prince­ton: Han bar en rødlig blazer med store skulderpuder; hvid skjorte og smalt, mørkt slips; bukser, der var smalle forneden; sko med runde snuder og en kasket, der mindede om en baseballkasket kækt på hovedet. Josiah ville ikke være blevet overrasket over at se ”Mayte” med et klubemblem på sit revers, for så absurd var hans parodi på en ung studerende. Når Axson Mayte smilede, afslørede han gulnede tænder, hvoraf den ene, en 104

De forbandede.indd 104

25/06/14 11.36

fortand, nærmest sad flere centimeter inde bag de andre. Men i Josiahs skarpsindige øjne var det mest frastødende ved Maytes fremtoning alligevel den hvide lilje, han havde i knaphullet, og som var begyndt at blive brun og visne. Selvom Annabel så op til Wilsons døtre Margaret, Jessie og Eleanor, og altid talte meget eksalteret om rektor Wilson, havde Josiah aldrig følt sig rigtig veltilpas i mandens selskab, for han fandt ham opblæst og famlende og ambitiøs og alt for interesseret i Slade-familien. (Wilson ville en dag stille op til et stort politisk embede, tænkte Josiah. Og så ville han få brug for Winslow Slades offentlige velsignelse, foruden noget privat finansiering). Det hjalp ikke på Josiahs utilpashed over for Woodrow Wilson, at han for en del år siden, da han selv havde været omkring ti år og allerede var en glimrende softballspiller, havde overhørt Wilson sige til hans far, Augustus, at han virkelig misundte ham hans mandige søn, for skæbnen ville, at han selv kun havde fået piger, og det ærværdige Wilson-navn var i fare for at gå tabt. (”Jo, din Josiah er det barn, som jeg kunne have ønsket mig, hvis Gud havde fundet det passende.”). Nu, i overværelse af Axson Mayte, begyndte Woodrow Wilson at tale om Annabels bryllup; han kunne ikke lade være med at sige, hvor meget det glædede ham, at Jessie skulle være brudepige, og at hele Prince­ton så frem til den lykkelige begivenhed. Ved de ord lyste Axson Mayte op og henvendte sig til Josiah med sin smørbløde sydstatsdræven: ”Jamen dog, det var slet ikke gået op for mig, at De er bror til Annabel Slade! – lad mig trykke Deres hånd på ny!” Det var så latterlig en anmodning, at Josiah ville have trukket sig irriteret tilbage, hvis ikke Axson Mayte hurtigt havde rakt ud for at trykke Josiah i hånden endnu en gang. Josiah mærkede en kold strøm løbe op ad sin arm. Heldigvis lød New Bells klokke i det samme. Inden for få sekunder myldrede det med studerende på stien, mange af dem med hatte i mærkeli105

De forbandede.indd 105

25/06/14 11.36

ge faconer, indforståede tegn på at de var med i en eller anden klub; der var andetårsstuderende i færd med at ”indvie” førsteårsstuderende; cyklister, der susede forbi. Josiah kunne tage afsked, selvom Woodrow Wilson råbte efter ham, næsten længselsfuldt: ”Vær nu sød at hilse din bedstefar fra mig, ikke? Og – selvfølgelig – din mor …” Josiah skyndte sig ned mod Nassau Street, hvor en strøm af hestetrukne vogne og motorkøretøjer passerede forbi, men han kunne ikke lade være med at kigge sig tilbage over skulderen og se Woodrow Wilsons høje, tynde, ministerielle skikkelse ved siden af den firkantede Axson Mayte – begge mænd stirrede efter ham og talte ivrigt sammen, og Josiah hadede tanken om, at de talte om ham. Annabel Slades bror – således havde det usle væsen omtalt Josiah. Hvilken ret havde han til at referere så direkte til Annabel, som om han kendte hende? Kendte han hende? Men – hvordan? Så rystet var Josiah over dette ubehagelige møde, der skurrede mod hans nerver som en negl mod en tavle, at han begyndte at føle, han skulle besvime; det var en fornemmelse, han også havde haft i Craven-huset, da han havde stirret på den faldne og skrækslagne Grover Cleveland og følt sine nakkehår rejse sig i en slags dyrisk sympati med den gamle mand over, at den slags rædsler også fandtes i hans liv. Pludselig tvivlede Josiah på, at han havde kræfter til at gå tilbage til The Manse og følte sig tvunget til, ud for Witherspoon at tage Johnson-vognen, som var fyldt med sludrende kvinder og skolebørn, og bagerst mørklødede arbejdere og håndværkere, hvoraf nogle havde frokostspande på skødet og skævede op til ham med skjulte blikke og ansigter, der var blottet for udtryk. ”Goddag! Er der plads til én mere?” – således satte Josiah sig blandt mændene, allerbagerst i vognen, i håb om at kunne slappe af iblandt dem, eftersom han ikke kunne slappe af andre steder, og mens han prøvede ikke at lade sig mærke med, at mændene var holdt op med at tale sammen, så snart han havde sat sig i deres midte. 106

De forbandede.indd 106

25/06/14 11.36