1965 – Løgismose

Grønlykkerne foran Løgismose Gods i 1967. Foto: Arne Bloch/Ritzau Scanpix.

Salget af Dansk Polyether-Industri A/S og købet af ASA Filmstudie blev igen indledningen til et helt andet liv for Grønlykkerne, der inderst inde var livsnydere, som helst ville leve mere i nuet og ikke nødvendigvis så det værdifulde i at skulle tidligt op hver dag, på kontor og afvikle en frygtelig masse rutinearbejde. Samtidig var der begyndt at komme mange københavnere oppe ved Skallehage, og Grønlykkerne ville gerne bo lidt mere fredfyldt, så de begyndte at se sig om efter noget mere roligt og landligt. De havde masser af penge efter salget af fabrikken, så da Løgismose Gods pludselig blev til salg i efteråret 1965, købte de godset med det samme. Det var reelt set, første gang Grønlykkerne reagerede så hurtigt på en enestående mulighed uden helt at vide, hvad de ville, men det var bestemt ikke den sidste gang. ”Tanken med Løgismose var bare, at de ville bo et smukt sted,” forklarer Maria Grønlykke. ”Det havde de altid gjort, både i Skallehage og i Reerslev, der er en lille landsby nær Køge. De ville bo smukt, idyllisk og landligt. Uforstyrret. Så ville de jo også gerne have plads til alle os unger. Landbrugsjorden på Løgismose fulgte med i købet, og de havde ingen planer om at blive bønder eller dyrke landbrug. Men når de nu havde jorden, begyndte de efterhånden at tage stilling til, hvad der skulle gro på den.”

Vestfyn har en god sandjord, så Grønlykkerne begyndte at dyrke især kartofler og asparges. Sven gav sig hurtigt til at arbejde med en idé, der gik ud på at lave pommes røsti, som han eksperimenterede med at komme på dåse. Han kunne sælge dem til Irma, som han jo allerede havde handlet med. Idéen var glimrende, men den fik sit endeligt, da Irma en dag sendte en dåse tilbage med en coloradobille i. Samarbejdet mellem Grønlykkerne og Irma var dog ikke ødelagt af den grund, for Sven havde et fint forhold til Irmas daværende direktør, Børge Olsen. Så efter røstieksperimentet gik der ikke så lang tid, før Grønlykkerne begyndte at sælge kartofler til supermarkedskæden.

Løgismose havde 400 tønder land, og noget skul-

50’erne og 60’erne 17

le der ske med jorden, så mens Sven kørte et filmselskab, var Grønlykkerne også begyndt at dyrke icebergsalat, som dengang var ret ukendt i Danmark, hvor man primært spiste hovedsalat. Dyrkningen af både kartoflerne og icebergsalaten foregik på et helt stille og roligt niveau. Det skulle ikke være landets bedste kartofler og salat. Det skulle bare være ordentlige kartofler og en ordentlig salat. Der var ikke nogen store forkromede visioner. Ikke endnu. De kom senere.

Svens første film

I 1967 lavede Sven sin første film, Thomas er fredløs. Det var en farverig og fabulerende børnefilm, hvor Lene deltog som scriptgirl, da hun også passede børn og gods, men hvor Sven instruerede og dirigerede. Filmen fik en grum medfart af kritikerne, ikke fordi den var dårlig, men nok mere fordi kritikerne i det lidt snerpede og småborgerlige Danmark ikke mente, at en tidligere forretningsmand skulle komme og tro, at han kunne lave film. Det var i hvert fald den opfattelse, filmanmelderen Poul Malmkjær udtrykte.

Kritikken forhindrede dog ikke Sven i at prøve kræfter med filmkunsten igen, og i 1968 – ganske uanfægtet af Svens knap så glorværdige debut som instruktør – gik Grønlykkerne i gang med et nyt filmprojekt, kaldet Balladen om Carl-Henning. Denne gang var de begge manuskriptforfattere og instruktører, og nu var de for alvor inspireret af den franske filmbølge, der dog allerede havde eksisteret i Frankrig i cirka 10 år.

Vagtlerne

Mens Grønlykkerne arbejdede med både filmmanuskript og den efterhånden betragtelige produktion af råvarer på Løgismose, var de en aften på besøg hos nogle venner i København, der bød dem på vagtler til aftensmad. Hverken Lene eller Sven havde før smagt denne lille fugl, da det ikke var en kendt spise i Danmark, og det heller ikke var en fugl, man lige umiddelbart kunne købe nogen steder i landet. Der er ikke nogen, der ved helt præcis, hvilket indtryk vagtlerne gjorde på Grønlykkerne den specifikke aften, men i begyndelsen af 1969, da Grønlykkerne gjorde et stop på en restaurant i Vézelay, tre timers kørsel fra byen Avalon i Bourgogne, blev idéen om at importere vagtler til Løgismose født. Under middagen i Vézelay spurgte Grønlykkerne nemlig så meget ind til vagtlerne, at værten på restauranten ringede sin leverandør op og arrangerede et møde, så danskerne kunne besøge vagtelopdrætteren, monsieur Nicolier og hans familie, som senere kom

18 De fem franske kokke

til at hjælpe Grønlykkerne med at opdrætte vagtler på Løgismose. ”Det var så kendetegnende for mine forældre,” husker Maria Grønlykke. ”De fik en ret, de syntes var skøn, og da de vidste, at man ikke kunne få vagtler i Danmark, så besluttede de sig for at avle dem på Løgismose. Der var ikke så meget at tænke over. De gjorde det bare, og så måtte man se, hvad der skete.”

Det var dog sin sag at komme i gang med selve det projekt. Selv om man siden 1955 havde talt om, at Danmark skulle være medlem af det, der dengang hed EF, gik der nemlig stadig en del år, før vi blev medlemsland i 1973. Der var ikke noget, der hed det indre marked, men værre endnu, så herskede der en form for isolationisme i mange lande, som var skabt af en overdreven protektionisme, der samtidig fungerede som en beskyttelse af visse industrier og monopoler.

Der var derfor mange besværligheder ved at skulle importere eller eksportere især fødevarer fra et land til et andet. Nogle varer var endda helt umulige at få fat i, da det var forbudt at importere dem til Danmark. Det var mere eller mindre forbudt at importere vagtler i Danmark, da de kunne bære sygdomme med sig, og det var også næsten umuligt at få lov til at opdrætte dem. Men Grønlykkerne fik dog, stik imod al logik, en importtilladelse, da de kunne argumentere for, at et dansk opdræt af vagtler ville gøre de danske restauranters spisekort en smule mere spændende, end de var nu. Det blev godtaget som et glimrende argument, for Grønlykkerne fik endda lov til både at opdrætte vagtler og sælge deres eget opdræt til både restauranter og butikker.

Således blev den første transport af 72 vagtler fra Frankrig til Fyn sat i gang. Det var dog ikke nogen let transport. For det første fordi vagtler ikke er lette at transportere – de kan falde døde om på stedet, hvis de bliver forskrækkede, hvilket de let gør – og for det andet, fordi loven skulle overtrædes en lille smule for at få fuglene ind i Danmark.

Eksporttilladelsen fra Frankrig var i orden, og der lå også en importtilladelse til Danmark, men transittilladelsen i og igennem Tyskland manglede. Grønlykkerne havde nemlig ikke fået tilladelse til at fragte vagtlerne gennem Tyskland. Planen var dog at give det et forsøg alligevel. Grønlykkerne havde taget ægteparret Nicolier med til Danmark sammen med denne første leverance af vagtler, både fordi dyrene skulle installeres korrekt på Løgismose, og fordi de også skulle passes og skjules på den sidste del af rejsen. Det skulle dog vise sig at blive en betragtelig udfordring for de fire voksne mennesker at smugle denne flok pippende, skidende og

50’erne og 60’erne 19

æglæggende vagtler gennem en fjerdedel af Europa. Faktisk måtte Grønlykkerne prøve flere forskellige grænseovergange, før det lykkedes dem at komme ind i Danmark. Men planen blev fuldført. Nu blev der også opdrættet vagtler på Løgismose, hvilket senere hen udviklede sig til en produktion af vagtelæg, som man kunne købe i Irma.

20 De fem franske kokke

Restauratør Sven Grønlykke med de vagtelunger, han opdrog. Her i 1979. Foto: Frede/Ritzau Scanpix.