db7f69fd66f34d1287ac09ef8d6d94b1

Fe l i c i a Fe l d t

Felicia forsvandt Opgør med verdens bedste mor

G a d s fo R l ag

Til min far

Felicia forsvandt.indd 5

04/04/12 08.37

Felicia Feldt

Felicia forsvandt P책 dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Felicia forsvandt.indd 3

04/04/12 08.37

Felicia forsvandt.indd 4

04/04/12 08.37

Pilot Han ser dem straks. De ligger tæt i sneen, samlet. Han cirk­ ler lidt og overvejer, hvordan han skal gribe dem an. Der er otte. Kvinder. Han ved, hvem de er, og går ud fra, at de er døde. Ifølge oplysningerne drog de ud på tur for syv dage siden, og sidste kontakt med dem var tre dage senere. Nu ligger de der. En af dem med armene om en anden. Han letter igen og kontakter samtidig fjeldredningstjenesten for afhentning af ligene.

På vej væk ser han hende. Hun sidder på en sten, rank i ryggen. Nøgen. Tøjet ligger lidt længere væk. Sigtbarheden er perfekt, og hendes blege hud er det eneste, der skaber konturer i det hvide. Han går ned. Slukker motoren for at lytte til tavsheden. Måske kan han høre hende trække vejret (en tåbelig tanke). Han går forsigtigt hen til hende. Hun har et fredfyldt udtryk i ansigtet, og kønshårene er hvide af sne. Han holder vejret. Hun er utrolig smuk.

Kan man dø, selvom man er smuk? Han giver efter for trangen, han er alligevel allerede afveget fra sin oprindeli­ ge opgave. Han skulle bare indberette, ikke andet. Så han henter tøjet og løfter hende op. Sætter hende ind på pas­ sagersædet ved siden af sit eget. Spænder hende forsigtigt fast. Letter. Kigger. Hun er omkring de femogtyve. Håret er stift, mørkt, tjavser hænger ned i ansigtet.

Hvad vil de nu sige? Når han kommer ind med en kvin­ de på den måde? Nøgen, fastspændt. Han må dække hende til med et tæppe. Må bare lige. En gang til.

7

Felicia forsvandt.indd 7

04/04/12 08.37

Så ser han hendes stivhed begynde at fortage sig. Hun smelter. Begynder at blive blød. Det drypper, løber. Fra øjenbrynene og panden løber det.

Det ser ud, som om hun græder.

Åben mund, 2011 Man kan leve med en tavs sorg meget længe. Men til sidst smelter den. Og åbner munden.

Felicia forsvandt.indd 8

04/04/12 08.37

1972, Felicia forsvandt Vinden suser i birketræerne, og jeg cykler af sted. Jeg er fem år, min cykel er rød. Det er min fødselsdagsgave. Småland er vores, og det hvide hus. Her bor vi nu. Før boede vi i Malmø. Far er pludselig væk. Men for ikke så længe siden var jeg derhenne. I hans lille lejlighed i Malmø.

Jeg fik lov at sove der. Vi spillede brætspil og hørte Cor­ nelis Vreeswijk. Jeg ville ikke sige farvel. Tag mig med, far.

Kun dig og mig. Mor havde sagt, at hvis han ikke vågnede om morgenen, skulle jeg holde isterninger mod hans nøgne overkrop, mens han sov. Allerede inden havde jeg det dår­ ligt med det. Undskyld, far.

Nu er jeg på cykeltur med min storesøster. Og vi er fa­ ret vild. Panikken har gjort hende vred. Og jeg ser på. Ved ikke, hvad jeg burde blive. Bange for det, hun råber – at vi aldrig finder hjem igen – eller bange for hende, og at hun råber. Er hun vred på mig?

Depression, 2006 Den bygges op gennem lang tid. Giver sig kun en lille smu­ le til kende i begyndelsen, et par centimeter hist og her. En farveløs kant, der dukker op i ny og næ og forstyrrer ud­ synet. Ærgerligt, men til at leve med. For sådan kan det jo føles indimellem. Det er helt normalt.

Dagene går, og kanten falder så småt på plads. Forlænger 9

Felicia forsvandt.indd 9

04/04/12 08.37

fortovene og holder op med at skabe kontraster. Breder sig ud og bygger fodboldbaner i samme grå farve, eller snarere grå mangel på farve. Jeg mærker knap nok, at intet læn­ gere er til at skelne fra hinanden. Måske kan jeg huske, at – nej, vent lidt. Det her? Det har da stået på et stykke tid?

Eller? Måske bliver der kastet en livline ud her og der, men tovenderne bliver bare liggende. Måske var der ingen, der opfattede det. Eller også blev de ikke kastet tilstrækkelig energisk.

Er det på tide at tage et kosttilskud? Få gang i trænin­ gen? Den træthed. Nej, vent. Det var jo lige, hvad der skulle til. Hvile. Åh, det var derfor!

Derefter irritationen. Hudløsheden. Tåbelige menne­ sker overalt. Hvor fanden kom de fra? Og hvorfor samles de alle sammen her? Og kun her. Og hvorfor her, ved mig?

Afbryd. Isolér. Væk med dem. Jeg vil være i fred.

Nu, sådan cirka, kan jeg mærke det. Nu begynder jeg at huske, at jeg ikke længere kan huske. Hvordan det var at føle noget. Det eneste, jeg mærker i kroppen, er kroppen selv. Og den gør ondt. Gnaver. Stikker. Værker af konstant træt­hed.

Tiden er inde til at dø. Jeg er ikke bange. Jeg har aldrig været bange for at dø. Tværtimod. Jeg vil gerne derhen. Jeg vil så gerne hvile mig.

Hvornår var jeg sidst ked af det? Hvornår var jeg vred?

Intet svar. Jeg vil ikke tale. Jeg gisper somme tider. Slynger et hej ud i luften, men får intet svar. Den ene ven hører ikke. Heller ikke den anden. Jeg bliver ikke engang skuf­ fet. For jeg råber ikke særlig højt. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg pisseligeglad. For jeg er klar. Klar til at give slip på det her snart.

Gud tager de smukkeste børn, de bedste. Derfor troede jeg, at hvis jeg skulle miste et barn, ville det blive dig, Felicia. Ikke Simon. Det tænkte jeg, allerede den dag du blev født. Felicia, 10

Felicia forsvandt.indd 10

04/04/12 08.37

mit elskede barn. Jeg har altid vidst det. At du er for god til denne verden.

Depression. Dér var det, ja. Nu kan jeg huske det. Det ikke at eksistere. Det ikke at føle, at noget eksisterer. Det, at der ikke længere er nogen nuancer. Der sker ingenting. Der er ingenting. Og så kan det jo egentlig være lige meget.

Felicia forsvandt.indd 11

04/04/12 08.37

Sonny og scoretricket, 1972 Sonny er tynd og ranglet med et dunet overskæg. Han har tasken over skulderen og bliver stående lidt. Han ser på os, familien von Trapp i Österbymos stilhed. Hans øjne er tomme.

– Tjah. Jeg hedder Sonny.

Et par dage forinden havde mor forberedt os på, at Sonny kom. Hun fortæller, at han er seksten år. Kun et barn, fak­ tisk. Det var ungdomsskolen, der havde taget kontakt til hende. De tilbød hende kompensation for at have en “prak­ tikant” i et stykke tid. Hun takkede ja til praktikanten og nej til kompensationen. Hun ville ikke tage imod penge, for så ville Sonny måske bare tro, at det hele var for pengenes skyld.

Og Sonny flytter ind. Han får sit eget værelse, og huset gør plads til ham også.

Det betyder ingenting, at han har begået kriminalitet og måske endda slået nogen ihjel. For alle mennesker er gode, hvis bare forudsætningerne er det. Og her får han et andet liv. Mor vil hjælpe ham. Og det gør hun. Viser ham rundt, dér er skemaet på køleskabet, skemaet med vores sove- og legetider og vores pligter med madlavning og rengøring.

Tavs og rådvild kigger han på os, mens han står der. Vi er seks børn, der kigger tilbage. Han virker sød, selvom han ikke siger så meget.

12

Felicia forsvandt.indd 12

04/04/12 08.37

Jeg er fem år og har lige fået min første cykel. Den er rød.

Da Sonny går udenfor, følger jeg efter for at vise ham den.

Han stryger hånden hen over stellet og fløjter imponeret.

Der er kun ham og mig i eftermiddagsdisen. Derefter siger vi ikke noget et langt stykke tid. Han ryger, og jeg holder fast i min cykel, ved pludselig ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af den. Jeg har lyst til at spørge ham om en hel masse ting, men ved ikke hvordan. Jeg smugkigger lidt på ham, mens jeg traver rundt med cyklen. Ja, han virker sød. Genert må­ ske? Han har en lille taske med. Hvor længe skal han blive?

Han bliver stående og ryger sin tredje cigaret, da jeg til sidst går ind. Mor er i gang med at lægge rent sengetøj på hans seng.

Mor skal nok hjælpe Sonny. Med at føle sig velkommen, hjemme, tryg. Fylde ham med rutiner og ansvar. Man har det bedst, når man føler, at der er brug for en. Måske har Sonny aldrig følt, at der var brug for ham. Hun hjælper ham ud af hans livsbane, der er kommet helt skævt fra start.

Det hele gik skævt så tidligt.

Der er stadig en chance. Hun hjælper ham med at få en plads i solen. En plads i en familie, der har brug for ham.

Hun hjælper. Og så går hun i seng med ham i halvandet år.

Felicia forsvandt.indd 13

04/04/12 08.37

Egypten, 1973 – Hvordan ser der ud, der hvor vi skal bo?

Jeg ser på mor. Hun græder. Foran sig har hun en whi­ sky. Hun lagde ud med en whisky i baren i lufthavnen, og derefter er det bare blevet ved. I det første fly, i det andet og nu også i det tredje. Rejsen er lang, og jeg er forvirret.

– Hvorfor er du ked af det?

– Mor er bare lidt træt.

– Jamen, skal du så ikke sove lidt, mor?

Hun aer mig på kinden. Det er juleaften. Og mor har sagt, at det, vi har med, er alt, hvad vi ejer.

Nu bøjer hun sig frem og tager håndtasken op, der ligger under sædet foran.

Dér skal vi bo. Hun peger. Og jeg kigger på billederne.

Lytter til mor, der fortæller. Om jordgulvet i huset. Det dér er Yusufs mor og far. Ser de ikke søde ud?

Mor græder endnu mere. De andre sover, og jeg har ondt i ryggen. Det er en lang rejse, men det ville jeg aldrig sige. Jeg har besluttet mig for aldrig at være den, der klager.

Og mor ser ømt på mig. Jeg prøver at forstå, hvorfor hun ikke sover. I stedet spørger jeg, om hun har pakket bille­ derne af far ned. Hvor er han? Men mor siger, at der ikke er nogen billeder tilbage. Hun har brændt dem. Alle tråde til fortiden er blevet brændt, for vi kommer aldrig mere tilbage.

– Det ville Yusuf have. Han ville have, at jeg brændte min historie.

14

Felicia forsvandt.indd 14

04/04/12 08.37

Jeg forstår ikke rigtig, hvad hun siger, men jeg hører det alligevel. Kommer jeg aldrig mere til at møde min far?

Mit legetøj er væk. Sengen, der hvor vi bor. Der er in­ gen­ting tilbage. Vi har fået indsprøjtninger, sagt farvel til klassen. Far. Hvor er han? Skulle jeg have skrevet et brev til far? Mor, ved far, at vi flytter til Egypten?

– Nej, svarer mor. Det ved han ikke.

Det er nat i Egypten. Der er ingen almindelige lamper. Men i vinduet står en petroleumslampe. Mor siger, at der ikke er elektricitet her. Jeg kan høre et æsel. Stalden støder lige op til vores soveværelse, og ved spisepladsen ligger der et tæppe på jordgulvet. Yusuf viser os rundt, og hans søstre følger efter. De gør noget med munden, der siger en lyd. Mor forklarer, at de gør det, fordi de er glade, og fordi der er fest.

Yusuf viser os sengene. De er store, og der skal vi sove sam­ men, os og hans søskende. Ingen har en bestemt seng her, eller deres egen. Det er nøjagtig ligesom derhjemme.

Jeg prøver at tælle. Og det lykkes ikke. For mig og mine søskende, vi er seks børn, og i Yusufs hjem er der syv børn, nogle fætre og kusiner og Yusufs mor og far. På lagenerne i alle sengene ligger der noget hvidt og pudderagtigt. Mor spørger Yusuf, som fortæller, at det er DDT-pulver til at holde krybene væk. Man skal pudre hver aften.

Yusuf ser stolt ud og krammer mig, mens han løfter mig op. Jeg har savnet ham og indsnuser en helt ny duft fra hans krøllede bakkenbarter. Jeg kan ikke rigtig genkende ham, for sådan her lugtede han ikke, da han besøgte os i Sverige.

Jeg stirrer. Kigger. Vil. Forstår ingenting. Alt er bare bille­ der. Men jeg beslutter mig i mit stille sind, blandt alle bille­ derne. Jeg vil lære de sange, de synger, jeg vil klappe æslet og måske ride på det. Jeg vil tale som dem. Jeg vil være araber.

Yusuf sætter mig ned på gulvet og tager mig i hånden.

Han vil vise mig og de andre, hvor de skal bo, ham og mor.

15

Felicia forsvandt.indd 15

04/04/12 08.37

Vi går ud gennem en lille dør, og Yusuf må dukke sig for at komme ud. Som en lang, fugtig snegl begiver vi os alle sam­ men op ad en smal trappe i den silende regn. Der er leret, og mine træsko klistrer fast for hvert trin. Så kommer vi op foroven, og Yusuf skubber en lille trædør op. Derinde er et lille rum med en stor seng.

Her skal vi bo, siger han og slår ud med armene i en fe­ jende bevægelse. Alle vi søskende stimler sammen for at se, og jeg bliver klemt inde mellem Yusuf og mor, der samtidig prøver at holde om hinanden. Jeg kigger op og spekulerer på, hvordan det hele mon ser ud i morgen. Når der er lyst.

Vi går ned igen, og nu føles det, som om jeg knap nok kan bevæge benene fremad længere. Kroppen orker ikke mere. Den rører sig ikke, og jeg kan ikke længere tænke.

Jeg lægger mig i en af sengene med tøjet på. Men jeg skal jo børste tænder, tænker jeg og prøver at holde øjnene åbne.

Jeg ser mor og Yusuf slæbe kufferterne hen mod den lille dør og hører samtidig æslet sparke mod båsen, det står i. Jeg spekulerer på, hvad farve det mon er. Mor og Yusuf slæber kufferterne ud gennem den lille dør, og mor behøver ikke dukke sig. De bærer én kuffert op ad gangen og flytter ind i deres lille værelse.

Der går flere dage, før jeg ser mor igen.

Felicia forsvandt.indd 16

04/04/12 08.37