Skip to main content

Dante Alighieri

Page 1

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 2

30.11.2021 11.02


Christian Høgel  Hanne Roer  Ditlev Tamm under medvirken af Marianne Pade og Johann Ramminger

Dante Alighieri Latinske skrifter

Gads Forlag

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 3

30.11.2021 11.02


Dante Alighieri – Latinske skrifter © 2021 Forfatterne og Gads Forlag Forlagsredaktion: Anette Stoffersen Projektledelse: Henrik Sebro Korrektur: Hans Ørbæk, Errata Omslag og design: Lene Nørgaard, Le bureau Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: LaserTryk Forsidebillede: Dante med en kopi af Den Guddommelige Komedie. Freske af Domenico di Michelino i Santa Maria del Fiore, Firenze, 1465 Illustrationer i øvrigt: Side 6 Ramblersen. CC BY-SA 4.0. Side 10 Eric Vandeville/ Ritzau Scanpix. Side 24 Wolfgang Sauber. CC BY-SA 3.0. Side 34 I. Sailko. CC BY-SA 3.0. Side 42 Mongolo1984. CC BY-SA 4.0. Side 94 Maryam Toumi. CC BY-SA 4.0. Side 118 Alamy Stock Photo. Graham Salter/Lebrecht Music & Arts. Side 132 Det Kgl. Bibliotek, København.

ISBN: 978-87-12-06727-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Bogen er udgivet med støtte fra Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 4

30.11.2021 11.02


Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 1. Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget . . . . . . . . . . . . 11 2. Om veltalenhed på folkesproget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 3. Monarkiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 4. Dantes breve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 5. Eklogerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 6. Spørgsmålet om vand og jord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .119 7. Dantes latin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .133 Bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 5

30.11.2021 11.02


I anledning af 600-året for Dantes død i 1921 besluttede man at rejse en mindesøjle i København for digteren, og en del af den daværende Vestre Boulevard (i dag H.C. Andersens Boulevard) fik navnet Dantes Plads. Søjlen blev rejst i 1924 og er en antik egyptisk granitsøjle skænket af byen Rom, der til gengæld fik en statue af Thorvaldsen, som pryder Piazza di Thorvaldsen i Villa Borghese. Søjlen blev placeret i et anlæg tegnet af arkitekten Carl Brummer, og den krones af en statue af Dantes muse Beatrice skabt af kunstneren Einar Utzon-Frank. Senere blev Dantes Plads udvidet til også at omfatte den trekantede plads på den anden side af boulevarden.

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 6

30.11.2021 11.02


Forord

Den 14. september 2021 var 700-årsdagen for den store italienske digter Dante Alighieris (f. 1265) død i 1321. I anledning af 600-året for hans død rejstes en søjle på Dantes Plads i København med Dantes Beatrice på toppen, som markerede den store digters universelle betydning, herunder ikke mindst i Danmark. Der er nu gået endnu hundrede år. Dantes ry som forfatter er i den tid ikke formindsket, snarere tværtimod. Dante har i de mellemliggende år fået flere og flere også danske læsere. Mindeåret 2021 er derfor en god lejlighed til at overveje, hvad en så gammel digter betyder for os i dag. Dante Alighieris hovedværk, Komedien eller Den Guddommelige Komedie, er oversat til dansk ikke mindre end tre gange, af Christian K.F. Molbech 1851, af Knud Hee Andersen 1963 og senest af Ole Meyer i 2000. Alle oversættelser er på højt niveau. Værket anses som et af de absolutte hovedværker i verdenslitteraturen. Mange af os anser Dante eller Shakespeare som det ypperste, der er præsteret i litteraturen og i en klasse for sig. Det kan man alt sammen diskutere, men ikke at Dante er så stor en forfatter, at ikke blot hans hovedværk, men også andre mindre værker er interessante, selvom de måske ikke ville have så mange læsere, hvis ikke det netop var Dante, der var forfatteren. Mindeåret 2021 er derfor også en anledning til at overveje, om vi har mulighederne – i dette tilfælde ikke mindst i form af gode oversættelser til dansk – for at lære hans værker at kende ud over Komedien. Dantes ungdomsdigte fra før Komedien findes i udvalg i ældre over-

7

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 7

/

Forord

30.11.2021 11.02


sættelser. Af hans italienske skrifter mangler vi dog på dansk nogle digte og hans ufuldendte værk Convivio, hvor han indbyder til et gæstebud, hvor emnet er sprog og litteratur, med sig selv som taler og med udgangspunkt i en tolkning af egne digte. Det er et kompliceret værk og en stor mundfuld for en fremtidig oversætter. Dante var en flittig forfatter, som ikke blot skrev på og var med til på skrift at skabe og berige sit modersmål, som han kaldte volgare. Han skrev også latin, periodens mest udbredte litterære og videnskabelige sprog. Han skrev et værk om retorik, poetik og de italienske dialekter, De vulgari eloquentia, og et politisk og statsfilosofisk værk kaldet Monarkiet, på latin Monarchia. Den latinske del af forfatterskabet omfatter yderligere en samling breve, Epistolae, to lange og komplicerede digte, de såkaldte ekloger (Eclogae), og manuskriptet til en naturvidenskabelig forelæsning om hav og land, Quaestio de aqua et terra. Det er her, denne lille bog tager fat. I dansk oversættelse foreligger to af de latinske værker, det retoriske værk Om veltalenhed på folkesproget oversat af Christian Høgel og Hanne Roer, kommenteret af Hanne Roer, samt det 13. brev til Dantes daværende vært i Verona, Cangrande della Scala, oversat og kommenteret af Hanne Roer (2008). Værket om veltalenhed hylder folkesproget og fremhæver fordele ved at bruge det frem for latin. I 2020 udkom det andet værk, Monarkiet, i Ditlev Tamms kommenterede oversættelse. Vi er således på dansk ganske godt rustet med hensyn til Dante-oversættelser. Denne bog præsenterer en anden side af Dante, nemlig nye danske oversættelser af de fleste af de latinske værker, som vi savner, nemlig et udvalg af brevene, de to ekloger og den lille afhandling om vand og jord med kommentarer. Hertil knytter sig naturligvis en stillingtagen til, om de nu også alle virkelig er tekster fra Dantes hånd. Det har man for de flestes vedkommende ment igennem århundreder, og derfor hører de under alle omstændigheder med til en fuldstændig præsentation af, hvad vi i dag anser som Dantes forfatterskab, som Dante latino. Hertil knytter sig så yderligere et kapitel om Dantes latin forfattet af

8

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 8

/

Forord

30.11.2021 11.02


Marianne Pade og Johann Ramminger.

København og Odense i oktober 2021 Christian Høgel, Hanne Roer og Ditlev Tamm

9

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 9

/

Forord

30.11.2021 11.02


Dantes Helvede, som Sandro Botticelli (ca. 1445-1510) forestillede sig det i en ­illustration til en udgave af Komedien. Helvedet var inddelt i ni kredse, der som en tragt strakte sig ind til jordens midte, hvorfra en gang førte ud til Purgatoriebjerget på den anden side af jorden. Botticelli arbejdede i slutningen af 1400-tallet på sin fortolkning af Komediens enkelte sange. Hans tegninger, hvoraf fire er kolorerede, forsvandt for at dukke op igen i 1800-tallet, hvor i alt 92 af tegningerne er blevet genfundet på et tidspunkt, hvor Dantes Komedie var blevet berømt og nu ansås som et hovedværk i europæisk litteratur.

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 10

30.11.2021 11.02


1. Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget Af Ditlev Tamm

Grundtrækkene af Dantes biografi er kendte. Der er også en del, vi ikke ved, men gerne ville vide, som det nu engang er tilfældet, når det gælder middelaldermennesker. Han fødtes i Firenze i 1265 ind i en mindre betydningsfuld, men ikke helt uformuende familie, Alighierierne, der kunne spore sine aner nogle generationer tilbage. Han giftede sig og fik børn. Om hans hustru Gemma Donati ved vi ikke meget, men to af hans sønner, Jacopo og Pietro, og en datter, Antonia, der formentlig er identisk med en nonne i Ravenna under navnet Beatrice, fulgte ham på hans vej. Hans sønner var senere aktive i udbredelsen af kendskabet til hans forfatterskab. Om hans uddannelse i de tidlige år og senere ved vi heller ikke meget. Dantes seneste biograf, den italienske historiker Alessandro Barbero sammenfatter omfanget af Dantes studier på den måde, at han anser det for sandsynligt, at han som barn har lært af en lærer at læse og skrive og begyndelsesgrundene af latin. Senere har en anden lærer bibragt ham flere latinkundskaber og indsigt i de syv såkaldte frie kunster. Som ung mand har han af Brunetto Latini lært brevskrivningens kunst (ars dictaminis) og retorik, og disse studier har han formentlig fortsat senere på artesfakultetet i Bologna. Vi ved det ikke med sikkerhed, men dette er et sandsynligt uddannelsesforløb, som Dante har

11

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 11

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


suppleret med læsning af en lang række af antikkens klassiske værker.1 Dante blev digter og var med til at skabe en ny stil, il dolce stil nuovo. For at få politisk indflydelse sluttede han sig til et af Firenzes professionelle lav. Sin muse Beatrice mødte han efter eget udsagn allerede i 1274, da han var ni år og hun otte, uden dog formentlig dengang eller senere at have haft egentlig kontakt med hende. Hvem hun egentlig var, ved man ikke med sikkerhed, men Boccaccio og andre antager, at det drejer sig om en Beatrice Portinari (1265-1290), som i Dantes samtidige og senere værk blev sublimeret langt ud over, hvad de reelle forhold kunne bære, som det var konvention i den høviske lyrik. Hun blev i idealiseret skikkelse den, der i Komedien førte ham gennem Paradiset, satte ham i rette, udfordrede ham og sendte ham de mange opmuntrende og gådefulde smil, der er en del af charmen i den del af værket. Dante deltog i sine unge år ivrigt i sin tids florentinske politik. Der var ikke længere i Firenze såkaldte ghibellinere, der traditionelt var tilhængere af kejseren. De to hovedpartier i datidens Firenze var de hvide og de sorte guelfer, som set med vore dages til dels uforstående øjne mest adskilte sig ved en mere eller mindre kraftig sympati for pave­ dømmet og dets politiske indflydelse. Partibetegnelserne var på Dantes tid så gamle, at ingen rigtig vidste, hvor de stammede fra. Dante hørte til de hvide guelfer, som kom i mindretal, og i 1302 blev han sammen med andre partifæller permanent forvist fra Firenze og tilbragte resten af sit liv til 1321 i eksil. Hans vandringer rundt i det centrale og nordlige Italien kan vi delvis kortlægge. Vi ved, at han opholdt sig i Ligurien, måske en tid i Paris, en længere periode bl.a. hos Cangrande della Scala i Verona og altså til sidst i Ravenna, hvor han døde den 14. september 1321. Om Dantes uddannelse ved vi som sagt så godt som ingenting ud over nogle let kryptiske bemærkninger i Convivio. Af hans værker kan vi til gengæld slutte, at han var vel belæst, og foruden tidens grund1

Se Alessandro Barbero: Dante (2020), s. 93 f.

12

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 12

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


læggende filosof Aristoteles – Filosoffen, som man også kaldte ham – kendte han hovedværkerne i den antikke romerske litteratur og sin samtids vigtigste politiske skrifter. Under sit eksil efter 1302 skrev han en række værker. Hans Convivio forblev ufuldendt, det samme gælder skriftet om veltalenhed på folkesproget, De vulgari eloquentia. Til gengæld fik han i den grad fuldendt sit mesterkoncept, Komedien, og han fik også indimellem tid til sin lille bog på latin om monarkiet. Han skriver selv i Convivio, at han først senere i sit liv fik grebet om latin, da han efter Beatrices død hengav sig til mere alvorlige studier. Et andet sted skriver han om sine studier af Cicero og Boethius, at hans latin i første omgang ikke var tilstrækkelig godt til alvorligere studier. At han ikke fra et tidligt tidspunkt mente sig fortrolig med latin, kunne tyde på, at han ikke har studeret i Bologna eller ved et andet norditaliensk universitet som ung, men muligvis først senere. Dante skrev sit hovedværk som det første store værk på folkesproget, volgare, grundlaget for det nuværende italiensk, og dermed blev han den italienske nationalforfatter og en af dem, der var med til at gøre dette rige sprog til det, det er. Han var en pioner og skabte selv nye ord og vendinger, til dels på grundlag af latinske. Det var – naturligvis – et bevidst fravalg ikke at skrive på tidens litterære sprog, latin, men netop at vælge det talte sprog og arbejde med det. Det gør da også handlingen i Komedien langt mere levende, at de mange personer, som Dante taler med undervejs på rejsen ned gennem Helvedet og op til Paradiset, taler deres eget sprog og ikke latin, som om de alle var romere. Netop dette sproglige greb og karakteriseringen af de enkelte personer gennem deres talte sprog er en væsentlig del af charmen ved at følge Dante på rejsen, hvor man unægtelig i højere grad har fornemmelsen af at have med mennesker af kød og blod at gøre end i Vergils Æneiden, som sammen med den i dag mindre kendte Lucans Pharsalia var Dantes forbilleder. Det skyldes naturligvis også, at Vergil og Lucan skrev i eposform med lange sange og i en mere højtidelig stil, mens Dante litterært koncentrerede sine kortere sange om enkelte episoder. Æne-

13

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 13

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


iden er skrevet i en romersk sammenhæng som et halvofficielt epos om romernes herkomst, mens Dante skriver om sig selv og sin tid og dens mennesker. Det kalder på et andet stilleje. Dantes sprog, hans skjulte citater og hentydninger til Vergil, Ovid, Lucan og andre klassikere og hans brug af latinismer har naturligvis været et vigtigt emne for forskningen i Komedien, der er så omfattende, at intet menneske kan rumme det hele. I Komedien findes også citater på latin, både når en pave præsenterer sig, fx i Purgatoriet XIX, 99, hvor pave Hadrian V præsenterer sig på kirkens sprog latin: Scias quod ego fuit successor Petri (vid, at jeg var Peters efterfølger). Eller der synges latinske hymner hele turen op ad Purgatoriebjerget. Og endnu mere end i de to første dele af Komedien finder vi citater på latin anvendt rundt­ omkring i Paradiset. Dog bringes Bernhard af Clairvaux’ Mariabøn på italiensk (Paradiset XXXIII, 1-39). I Dantes værk er der mange hentydninger til antikken, og Vergil er hans store forbillede, men han skrev også om mennesker fra sin egen tid eller de nærmeste generationer på sit eget sprog for at nå et bredere publikum, end latinen ville tillade ham. Mere end halvdelen af persongalleriet i Komedien er således florentinere, som har været kendt i samtiden. Det er især dem, der fører ordet undervejs, om end med markante undtagelser som især oldtidshelten Odysseus, hvis tale om menneskets uro og modet til at bryde grænser i Helvedet (XXVI) hører til højdepunkterne i værket. Og så er der selvfølgelig Dantes første vejviser, Vergil, som har meget at sige og forklare undervejs. Men ellers er Komediens geografi sådan indrettet, at ædle hedninge, og hertil hørte de fleste af antikkens store forfattere, er samlet i det Limbo, der ligger lige uden for Helvedet. Limbo oplever læserne i Helvedets fjerde sang, og det er beskrevet som en art melankolsk middelalderlig borg, beboet først og fremmest af moralsk fremragende romere. Og Dante er som digter naturligt nok også interesseret i de digterkolleger, som han møder der, også græske Homer, som han ikke har læst – graeca non leguntur – men kun hørt godt om. Vi får et glimt af Dantes selvforstå-

14

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 14

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


else, når han omtaler, hvordan oldtidens fem store, foruden Homer og Vergil også Ovid, Horats og Lucan, optager ham som den sjette i deres digterkreds. Dante må på et tidligt tidspunkt af Komediens tilblivelse have gennemtænkt sit koncept til værket som helhed. Værket er opdelt i 100 nogenlunde lige lange – men i sig selv (i forhold til fx Vergils sange i Æneiden) ret korte – sange med ca. 140-150 linjer. De er fordelt på en indledende sang og yderligere 33 sange i Helvedet, 33 i Purgatoriet og lige så mange i Paradiset. Rejsen begynder langfredag år 1300 og tager os først ned gennem Helvedets ni kredse, hvoraf de nedre kredse atter er underopdelt i flere kredse. Helvedet er formet som en tragt, der strækker sig til jordens midte, og derfra fører en smal sti ud til jordens modsatte side, hvor Purgatoriebjerget ligger og på dets top det jordiske Paradis, der leder ud til måne-, sol-, planet- og fiksstjernehimlene, hvor de salige opholder sig i evigt lys. Man har regnet sig frem til, at den fiktive rejse efter Dantes anvisninger må være indledt den 25. marts 1300, som herefter er Dantedagen, som fejredes første gang i 2021. Hele rejsen varer godt en uge, som – hvis vi forestillede os, at den virkelig fandt sted – må have været ganske anstrengende i nærmest konstant bevægelse i farefuldt terræn, uden megen hvile, søvn eller fortæring undervejs. Emnerne, som Dante skal tale om og tage stilling til i samtaler undervejs, bliver mere og mere komplicerede, efterhånden som vi fjerner os fra skurkene i Helvedet og i Paradiset konfronteres med apostlene Jakob, Johannes og Peter, en række helgener og middelalderens store teologer og belæres om de store sammenhænge i universet og om Guds væsen. Rejsen kan naturligvis og skal forstås på mange fortolkningsplan, men det hører med til værkets attraktioner, at de tre afdelinger af det hinsides fremtræder så plastisk, at de opleves som fysisk nærværende. Dante holder ud og klarer denne udfordring, der, hvad strabadser angår, ikke står tilbage for, hvad man byder unge elitesoldater under uddannelse. Det er tydeligt, at han heller ikke selv mener at kunne

15

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 15

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


have gennemført projektet uden sin fører, Vergil, eller uden hjælp fra Beatrice. Han viger ikke tilbage for at beskrive sin egen udmattelse eller angst undervejs og den helt grundlæggende betydning, som forløbet har for hans eget liv og omvendelse. Rejsen er til syvende og sidst en åndelig renselse, en bodsgang, der fører til et nyt liv. Det er vigtigt at gøre sig klart, at hele værket skal læses som den helhed, det er, som til sidst fører Dante frem til at forstå universet i dets sammenhæng, indse, at kærligheden er den drivende kraft, og til sidst ane Gud som den kærlighed, der driver solen og de øvrige stjerner. Dette er ikke stedet til en nærmere analyse af værket, som i generationer er blevet gennemkommenteret og diskuteret med en uoverskuelig litteratur til følge. Her skal vi blot som klassisk interesserede kort se på de personer fra det gamle Rom, som Dante har givet en plads i Komedien. Det er naturligvis ikke tilfældigt, hvem der omtales, og hvem han taler med. Rom og tanken om Romerrigets fortsættelse i Italiens historie er en afgørende del af Dantes kulturelle bagage. Under rejsen optages han som sagt stolt blandt antikkens bedste forfattere, og ved at gøre Vergil til sin fører, lade digteren Statius få en fremtrædende rolle i Purgatoriet og lade personer fra Lucans epos Pharsalia optræde i Komedien peger han på sine største forbilleder. Det er en del af Komediens charme, at den, som bestemmer, hvilke personer vi skal møde undervejs på vandringen, er Dante selv. Vi møder derfor netop dem, som Dante har placeret på strategiske steder undervejs og ikke så mange andre, som vi måske kunne have forventet det, hvis Dante havde set det som sin opgave at fremhæve antikkens vigtigste skikkelser. Det har han naturligvis ikke. Han er selektiv og helt arbitrær i sine valg, der er bestemt af Komediens egen rytme. Det er hans egen selektion af romere, vi enten møder eller ser på afstand på turen, og valget af dem er bestemt af den brug, som Dante gør af dem i sin komposition. Udvalget omfatter foruden digtere også soldater, et par kejsere, filosoffer og enkelte markante kvindeskikkelser, Marcia og Cæsars datter Julia. Dem får Dante øje på i Limbo, hvor han også på

16

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 16

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


afstand og uden at indlade sig i personlig samtale med dem ser Cicero og Seneca. Det ville da også skabe en betydelig poetisk ubalance i værket, hvis Dante skulle rækken rundt af interessante skikkelser i Limbo, hvor som sagt de fleste af hans antikke forbilleder befinder sig bortset fra nogle ganske få, som vi møder i værkets senere dele. I de udøbtes Limbo møder vi som sagt Homer, Horats, Ovid og Lucan, og vi ved også, at her opholder Vergil sig, når han ikke er guide for Dante gennem Helvedet og Purgatoriet. Dante omtaler Ovids guldalder i Purgatoriet XXVIII, 139-141. Lucan, eller Marcus Annaeus Lucanus, levede på kejser Neros tid fra 39-65 e.Kr. og nåede inden sin død som 25-årig det helt forbløffende. Han tilsluttede sig i året 65 en sammensværgelse mod Nero, som blev afsløret, og han blev tvunget til at begå selvmord. Bevaret af hans store digterværk er de første ti sange af det ufuldendte epos Pharsalia, der handler om borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus og også kendes som De Bello Civili – som sagt et hovedværk i klassisk litteratur og en af Dantes favoritter, som han jævnligt spiller op imod eller låner fra i Komedien. Navnene på Dantes foretrukne er ikke overraskende, og de er også i dag velkendte, måske netop bortset fra Lucan, som i hvert fald ikke på samme måde som de andre romerske digtere indgår i dansk klassisk kanon, men han hører til dem, der skrev om Roms historie med eksempler på Roms storhed, som Dante som sagt kunne bruge til sit billede af Rom, herunder også i værket om monarkiet. Lucans værk findes i oversættelser til hovedsprogene, men kun i mindre uddrag til dansk, selvom han langt op i tiden regnedes for en af de store antikke digtere. Dante selv var en ivrig læser af Lucan, og ud over at omtale ham i Komedien benytter han personer fra hans værk, og hans syn på flere af – men ikke alle – de personer fra det gamle Rom, som vi møder på hans færd, er influeret af netop Lucan. Det gælder ikke mindst den yngre Cato, som får en fornem placering i Purgatoriet som vogter af indgangen der, selvom han var hedning og begik selvmord efter nederlaget i slaget ved Farsalos. Catos høje moralske stade, hans uegennyttighed

17

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 17

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


og stærke samfundssind og ikke mindst hans ideal om menneskets frihed som noget afgørende var netop et af omdrejningspunkterne i Lucans digt (se bl.a. Pharsalia II, 350-391). Selvmordet vendes til det positive, da Lucan fremhæver, at Cato ikke ville leve under ufrihed, og hermed bliver han naturligt et ideal for den eksilerede Dante. Catos hustru Marcia får vi et glimt af i Limbo, uden at han dog nærmer sig hende. Dante var fascineret af historien om den ædle og generøse Cato, der efter at have fået børn lånte sin hustru ud til ægteskab med en barnløs ven for at hjælpe ham, og tog imod hende og giftede sig med hende igen, da hun blev enke. Nærmest inden begravelsesbålet var udslukt, anså hun sin opgave som udført og vendte tilbage til Cato (Pharsalia II, 326-349), en historie, som Dante også nævner i Convivio. For Dante bliver det et symbol på den ædle sjæls tilbagevenden til Gud. Intet menneske på jorden er som Cato værdig til at repræsentere Gud, skriver Dante, og han fremhæver også (Convivio IV, 28, 15), hvordan Marcia straks vendte tilbage til Cato og tolker det som en parallel til menneskets sind, der vender sig mod Gud. Han ser her Cato nærmest som en personificering af Gud (… E quale uomo terreno più degno fu di significare Iddio, che Catone? Certo nullo). En henvisning til Lucan dukker op igen i det nedre Helvede (Helvedet XXV, 95), hvor han ved omtalen af tyvagtige personer, der forvandles til slanger og tilbage igen, taler om de to soldater, som hos Lucan led en lignende skæbne: Sabellus og Narsidius, disse stakler, dem kan Lucan beholde! Lad ham vente og høre denne skildrings pile suse.

Dante spiller her op imod sit antikke forbillede i den evige overlevelseskamp mellem forgængere og efterfølgere blandt digteriske genier. De to var soldater i Cato den yngres hær og blev i den libyske ørken bidt af slanger og forvandlet til aske.

18

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 18

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


I Limbo møder vi også Cæsar uden dog at indlade os i konversation (Helvedet IV, 123), mens de hovedansvarlige for mordet på Cæsar, nemlig Brutus og Cassius, er anbragt som forrædere sammen med Judas allernederst i Helvedet, hvor Satan selv til evig tid gumler på dem (Helvedet XXXIV, 55-67). En stor del af Roms historie gennemgås som lynkursus af kejser Justinian i Paradisets sjette sang med hentydninger, ofte uden navn, til mange af oldtidens helte. En skikkelse, nemlig Pompejus den Stores søn Sextus Pompejus er sammen med Pyrrhus anbragt i Helvede (Helvedet XII, 135) i Flegeton-floden sammen med andre voldsmænd mod deres næste, og også det skyldes formentlig omtalen hos Lucan (Pharsalia VI, 420-423), der omtaler ham som sin fars uværdige efterkommer, der snart ernærede sig som sørøver på havet omkring Sicilien: Sextus erat, Magno proles non digna parente, qui mox Scyllaeis exul grassatus in undis …

Cæsar optræder ikke som en af Dantes samtalepartnere. Vi aner ham i det fjerne i Limbo (Helvedet IV, 123), og i Purgatoriet (XVIII, 101-102) fremhæves hans snarrådige og hurtige march fra Marseille til Spanien som et eksempel for de dovne sjæle, der soner der. I Paradiset VI, 5572, omtales Cæsar af kejser Justinian, der i sin historiske tour de force også omtaler drabet på Cæsar og Augustus’ sejre (Paradiset VI, 73-82). Og så er Cæsars mordere, Brutus og Cassius, altså anbragt nederst i Helvedet. I Dantes hierarki var Cæsar nok en vigtig person, men han var også den, der satte en borgerkrig i gang, og Dante bryder sig ikke om indre ufred. Dantes helt er derfor i langt højere grad efterfølgeren Augustus, der skabte fred og gjorde Romerriget stort og stærkt og dermed opfyldte dets guddommelige mission. En helt særlig position får den i middelalderen meget læste, men i dag mindre kendte, romerske digter Statius (ca. 45-96 e.Kr.), der levede på kejser Domitians tid i det 1. århundrede. Statius er kendt for

19

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 19

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


sit epos Thebaïden om kampene omkring byen Theben, og en person herfra er anbragt i Helvedet som en oprører mod Gud. Statius hørte også til beundrerne af Lucan og skrev senere et kendt fødselsdagsdigt til minde om ham, som han stilede til Lucans hustru. Statius møder vi i Purgatoriet XXI, hvor han opvækkes efter et langt ophold mellem Purgatoriets femte og sjette trin og slår følge med Dante og Vergil på den videre vej opad og i virkeligheden følger med dem helt frem til det jordiske Paradis, hvor han bliver sammen med Dante i længere tid end Vergil og endelig på Beatrices bud følger Dante helt frem til den flod, der skal drikkes af, førend Dante indtræder i Paradiset (Purgatoriet XXXIII). På vejen op ad bjerget (Purgatoriet XXII) har Statius en intens samtale med Vergil, som han erklærer som sit store forbillede og også som den, der gennem sine vers om en frelser af verden, som skulle fødes, fik ham omvendt til kristendommen og altså dermed blev hans egentlige frelser. Det er en myte, at Statius blev kristen under Domitians kristenforfølgelser, og at han derfor ikke stod åbent frem og blev en martyr, men forblev døbt og kristen i det skjulte. At han var en beundrer af Vergil, vidste denne godt, for Dante lader ham oplyse, at digteren Juvenal havde fortalt det, da han kom til Limbo, men nu får Vergil altså mulighed for at høre det selv, og Statius får glæden ved at kunne bringe Vergil sin tak. Og Statius får også at vide, at de romerske komedieforfattere Plautus og Terents og et par andre romerske digtere befinder sig i Limbo. Mens den romerske kejsertanke og det romerske folks særlige historie er et hovedtema i Dantes Monarkiet, hvor hele anden bog af værket handler om Roms historie, er det i Komedien i højere grad enkeltpersoner som Vergil og Statius, som får en førerrolle som guider gennem Helvedet og Purgatoriet. På vejen gennem Purgatoriet (Purgatoriet X, 75) ser Dante et relief, der fremstiller legenden om kejser Trajan, der i middelalderen ansås som et særligt retfærdighedsikon på grund af en beretning om, at han skulle have udsat et felttog på en enkes anmodning om at yde hende retfærdighed. I Paradiset XX får Trajan da også

20

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 20

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


en helt særlig placering blandt de salige, og det omtales, at han på pave Gregors forbøn rykkedes fra Helvedet helt herop til Paradiset. Trajan viste ydmyghed og retfærdighedssans, og det er ikke verdslig storhed, men sådanne egenskaber, der belønnes. Et særligt kritisk øje havde Dante til kejser Konstantin som den, der korrumperede kirken – om end uden at ville det – ved at give kirken verdslig magt i form af det såkaldte konstantinske gavebrev. Det var et falskneri, men gennem hele middelalderen troede man – og altså også Dante – at Konstantin i taknemmelighed over, at pave Sylvester havde medvirket til hans helbredelse for spedalskhed, havde skænket kirken verdslige besiddelser ved den såkaldte Donatio Constantini. Denne kritik udvikler han mere indgående i tredje bog af Monarkiet. Og helt tilfreds var Dante heller ikke med, at Konstantin havde forlagt Romerrigets tyngdepunkt mod øst til Konstantinopel og dermed overlod Rom til paverne. Mest spalteplads blandt de romerske kejsere får den østromerske kejser Justinian, der i historieskrivningen har fået et blakket ry, mens han blandt jurister er kendt og skattet for at have ladet romerretten samle i årene omkring og efter 530. Det omtaler Dante: Cæsar var jeg og er Justinianus som af den første kærlighed blev pålagt at ordne og forsvare Romas love (Paradiset VI, 9-11)

Dantes hovedærinde er at lægge Justinian de vigtigste træk af den romerske historie i munden i sjette sang af Paradiset. Han fortæller om tiden fra kejser Konstantin og grundlæggelsen af Konstantinopel og frem til sin egen tid. Det sker i glimt bagud i den romerske historie til Æneas og hans efterfølgere og en omtale af hans eget oprindelige mono­fysitiske kætteri. Særlig fremhævet bliver kejser Titus for sit felttog og erobringen af Jerusalem. Til gengæld synes Dante ikke at have nogen særlig interesse i at tale med eller fremhæve Æneas. Hovedper-

21

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 21

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


sonen i Æneiden nævnes blot i Helvedets anden sang ved indgangen til Helvedet, hvor Dante tvivlende siger, at han jo hverken er Paulus eller Æneas og derfor uværdig til den forestående rejse. Ved netop at nævne sig selv sammen med to af antikkens hovedskikkelser, den fiktive Æneas som Romerrigets ophavsmand og den kristne grundlæggerskikkelse Paulus, giver Dante naturligvis sig selv en her underspillet rolle på lige fod med de to som forbilleder. For middelalderens læsere såvel som for den, der i dag læser Æneiden og kender til Paulus’ rolle i kristendommens historie, fremkalder de to navne naturligvis et væld af associationer, som er med til at berige læsningen af Komedien, uden at Dante behøver at gå i detaljer. Hovedpersonen blandt de gamle romere er Vergil, andenpladsen tilkommer den omvendte Statius, så følger som den tredje med hensyn til spalteplads, kejser Justinian, altså to digtere, den ene hedning, den anden en omvendt, og en kristen kejser. Vergil peger bagud på Roms grundlæggelse, men han var også den, der i sin fjerde ekloge forudså Kristi fødsel. Statius er den, der griber budskabet om Kristus. Justinian forklarer selv, hvordan han først misforstod Kristi natur og troede, at Kristus kun var guddommelig, men derefter blev belært om den rette lære og blev en rettroende kejser, der med bevidsthed om den romerske historie var med til at fastholde lov og ret. Med sine erob­ringer i Italien førte han den romerske tanke tilbage fra kejser Konstantins Konstantinopel i øst til Italien i vest, hvor kejserdømmet hører hjemme. Denne måde at forstå historiens gang på er en af nøglerne til Dantes tankegang. Sammenvævningen af sprog, digtekunst, religion og politik i forskellige doseringer alt efter emnet, er en af hans specialiteter, som vi skal udforske i det følgende, hvor emnet er Dantes latinske skrifter.

22

Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 22

/

Dantes liv og værk – og arven fra Romerriget

30.11.2021 11.02


Dante Alighieri_indhold_140x200.indd 23

30.11.2021 11.02


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Dante Alighieri by Gads Forlag - Issuu