Forord

Idrætten er i næsten alle henseender den mest omfangsrige del af dansk kulturliv. Den er langt den største modtager af offentlige midler. Den aktiverer flere danskere end nogen anden kulturel aktivitet.

Dens sammenslutninger er de største frivillige organisationer i landet – og de mest magtfulde, kan man hævde. Den tilskrives uvurderlige kvaliteter for befolkningens identitetsfornemmelse og sammenhold.

Den præger sprog og opdragelse og betragtes som en løsning på alt fra sundhedsproblemer til markedsføring af geografiske lokaliteter.

Idrætten er med andre ord en bevægelse med alt for vidtrækkende betydning for befolkningens bevidsthedsliv og aktive udfoldelse til ikke at blive taget alvorlig som del af samfundets kulturpolitik.

Alligevel indtager idrætten en yderst beskeden rolle på den kulturpolitiske dagsorden, ja i dansk politik i det hele taget. Fordelingen af de offentlige milliarder til idrætten nyder ikke synderlig politisk bevågenhed eller medieopmærksomhed, og når skiftende kulturministre har forsøgt at fremsætte deres egen idrætspolitiske dagsorden, er de blevet sat grundigt på plads af de store organisationer.

”Dansk idrætspolitik – idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år” tegner et billede af et område af dansk kulturpolitik, som har fået en paradoksalt beskeden politisk opmærksomhed, når man tager idrættens samfundsmæssige placering og synlighed i betragtning.

Bogen beskriver, hvordan idrætten blev en del af Kulturministeriets bevågenhed for mere end 50 år siden og fra 1976 – da den blev overflyttet dertil fra Indenrigsministeriet – mål for de centrale prin- cipper i dansk kulturpolitik. Skiftende kulturministres rolle og indsats skildres indgående.

Perioden har budt på store reformer og været kendetegnet ved dybe konflikter mellem staten og de frivillige organisationer. Vigtige politiske dagsordner har været på spil – eksempelvis statens rolle i forhold til den frivillige sektor, eliteidrættens vilkår og betydning, befolkningens sundhed og fritidsudfoldelse, omvæltningerne i danskernes idrætsdeltagelse, sammenbruddet i opfattelsen af idrætten som en samlet enhed, fordelingen af tips- og lottomidlerne, fornyelsen af idrættens anlæg, bekæmpelsen af doping, idrættens rolle i EU, kampen mod matchfixing, korruptionen i international idræt, forholdet mellem kongehus og regering og – ikke mindst – idrættens forhold til kulturpolitikkens krav om ytringsfrihed, demokrati og kvalitet.

Med udgangspunkt i folketingsreferater, medier og faglitteratur beskriver bogen de vigtigste begivenheder i perioden. Men som aktive medspillere i udviklingen gennem de 50 år går forfatterne også bag kulisserne og skildrer det magtspil, der har udfoldet sig. De har på skiftende tidspunkter været ansat i Kulturministeriet og i alle årene været dybt optaget af idrættens placering i kulturpolitikken.

”Dansk idrætspolitik – idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år” imødekommer et stort savn i belysningen af statens politiske engagement på idrætsområdet, idet hidtidigt udgivne værker om dansk kulturpolitik med meget få undtagelser har udeladt idrætten. Senest i 2021 udkom to bøger om statens kulturpolitik – Poul Baches ”Finkultur og mangfoldighed” og ”Børnekultur i Danmark” af Merete Dael, Jan Helmer-Petersen og Beth Juncker. Ingen af dem omtaler idrætten.

Bogen er skrevet ud fra ønsket om at afdække statens forvaltning af idrætten i Kulturministeriets regi. Fremstillingens er båret af forfatternes personlige syn på udviklingen og stærke engagement i idrætten.

Af hensyn til læsbarheden er der ikke henvisninger og noter i teksten. Alle kilder er anført i litteraturlisten.