Damer der var for meget

Gads Forlag

9 788712 067771

DDVFM_Overtræk_165x245mm + 14mm bleed + 2x10 mm creasing line_PMS 902 U_FINAL.indd All Pages

Sara Alfort Gads Forlag

SARA ALFORT, født 1976, mag.art. i litteraturhistorie og journalist. Har skrevet for Weekendavisen, Politiken, Jyllands-Posten og Zetland. I 2021 udgav hun det anmelderroste værk Manden der tegnede Danmark. Fortællingen om Ib Antoni.

DAMER DER VAR FOR MEGET Victoria Benedictsson · Elin Wägner Anne Charlotte Leffler · Edith Rode Mathilda Kruse · Karin Michaëlis Oda Krohg · Ester Blenda Nordström Agnes Henningsen · Anna Munch Ragnhild Jølsen · Erna Juel-Hansen Gerda Wegener — 1884-1919

Bogen udgives i samarbejde med Golden Days og er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen 2022, som har historiens markante kvindeskikkelser som tema.

Sara Alfort

DAMER DER VAR FOR MEGET

DAMER DER VAR FOR MEGET fortæller historien om en flok skandinaviske kvinder, der var med til at bane vejen for det samfund, vi har i dag. Vi følger dem i perioden fra 1884 til 1919, hvor de ikke bare var i opposition til samfundets gældende moral og rigide konventioner, men også til den organiserede kvindebevægelse, der i begyndelsen både var konservativ og moraliserende. Bogens kvinder var ikke organiserede, men de kendte hinanden på kryds og tværs. De var enere, der var før deres tid. De var divaer for fuld udblæsning, der inspirerede, provokerede, skændtes og støttede hinanden. Set som en samlet flok skubbede de til grænserne for, hvad man kan sige og skrive, grænserne for, hvad en kvinde kan og burde, og grænserne for, hvad der er skamfuldt og moralsk forkert. Kvinderne kendte tidens forventninger, kendte de roller og den livsbane, som familien og samfundet havde udstukket for dem, og de blæste det hele et stykke. De åd af livet i store glubske lunser, tog toget til Paris, fik børn med mænd, de ikke var gift med, forsørgede sig selv for den litteratur, de skrev, og gjorde nøjagtig, som det passede dem.

14/07/2022 13.44

DAMER DER VAR FOR MEGET Copyright© 2022 Sara Alfort og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06777-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia Omslag og grafisk tilrettelæggelse: e-Types Tekstredaktion: Anne Mette Palm Forlagsredaktione: Martin Gylling Forsatsmarmorering: Marie Frøhlich, Otaki Studio Billeder: Se s. 450–451 Repro: Narayana Press Sat med: Five Serif Display, Five Serif Text og Studio 6 Tryk: PNB Print For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. Bogen er udgivet med støtte fra: Dansk Tennis Fond G.E.C. Gads Fond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Hoffmann og Husmans Fond Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat gad.dk

Sara Alfort

DAMER DER VAR FOR MEGET

Gads Forlag Udgivet i samarbejde med Golden Days

Om hvordan tretten rastløse, upassende og lystfyldte kvinder fra 1884 til 1919 skubbede til grænserne for, hvad kvinde­liv også kunne være, og dermed banede vejen for det samfund, vi har i dag.

7

PROLOG 9

I

Del I: 1884 Del II: 1885 Del III: 1886 Del IV: 1887 Del V: 1888

II

Del I: 1890 Del II: 1892 Del III: 1894 Del IV: 1896 Del V: 1898

19 35 59 81 101

119 137 167 193 215

III

Del I: 1900 Del II: 1902 Del III: 1904 Del IV: 1906 Del V: 1908

IV

Del I: 1910 Del II: 1912 Del III: 1914 Del IV: 1916 Del V: 1919

EPILOG 435 Kilder 440 Billeder 450 Personregister 452

229 259 283 303 325

337 357 381 403 419

8

Damer der var for meget

9

PROLOG

Den fortælling, vi nu skal i gang med, begynder i en tid, hvor alt det, man havde taget for givet, blev diskuteret i aviser, på teaterscener og i bøger. Hvorfor gifter vi os? Hvad nu hvis kvindens natur slet ikke er at være blid og kysk og sart? Hvordan kan det være, at kvinden ikke ejer det, hun selv tjener? Tænk, hvis kvinder faktisk ville kunne tage stilling til noget så svært som politik! Det er, som om der var et åbent øjeblik, da det 19. århundrede nærmede sig sin afslutning. Historiker Pernille Ipsen har kaldt det, der foregik i kvindebevægelsen i begyndelsen af 1970’erne, for “et åbent øjeblik”. Det åbne øjeblik, som hun skriver om, er det tidspunkt, hvor rødstrømperne satte sig for at finde ud af, “hvad kvinder ville og kunne, hvis de ikke skulle relatere sig til mænd”. De ville skabe plads til nye måder at være kvinde på. Det var en tid, der var radikalt åben for social forandring, skriver Ipsen. Hundrede år tidligere var der et åbent øjeblik, der havde samme karakter – en åbning i slutningen af 1800-tallet, hvor alt var muligt. Hvor alle gamle normer var kastet op i luften, og dørene til kvindernes frigørelse stod på vid gab. Hvor

10

Damer der var for meget

kvinder skrev, malede, arbejdede, udforskede og diskuterede, som gjaldt det livet. Hvor både mænd og kvinder forestillede sig, hvordan deres fælles liv også kunne se ud. Kunne man indrette lovene anderledes, skulle kvinder virkelig blive som mænd, før de blev lige, og hvorfor blev kvindelig seksualitet betragtet som et offentligt anliggende, hvor kvinder blev fordømt, mens mænd bare var mænd? De kvinder, vi skal møde, var markante stemmer i den debat. Deres artikler, bøger, skuespil og værker førte an i diskussionerne, og i deres privatliv nægtede de at lade sig nøje med “plejer”. De sprængte grænserne for, hvor frit kvinder burde bevæge sig rundt, i mere end én forstand. De spændte korsettet op, satte sig på toget mod London, Paris og Rom og lagde ikke skjul på, at kvinder også havde drifter. Damerne, der var for meget, ville også meget. De ville høres, anerkendes og leve som både kunstnere, selverhvervende individer, kærester, mødre og politiske medborgere. De slog i bordet, tømte glasset med ab­ sint og viste, hvordan kvindeliv også kunne se ud. Derfor har de en stor andel i det liv, vi lever i dag, også selvom vi måske ikke længere husker deres navne. De kvinder, vi skal følge, var kunstnere, der levede skandaløse liv og skrev bøger, der forargede, fordi de flød over med følelser, begær og ideer om kvindelig stemmeret. Det er, som om disse kvinder hørte til en strømning, der løb parallelt med den etablerede kvindebevægelse; en strømning, hvis benzin var egenrådighed, umættelig sult på livet og en slags anti­establishment-agtig livsstil. Kvinderne i denne bog var alt for rastløse, upassende og rasende utålmodige til at passe ind. De var fyldt til randen af jernvilje, livslyst og frihedstrang. De så tidens konventioner og familiens forventninger og blæste det hele et langt stykke.

11

Prolog

Bogen her er historien om, hvorfor de burde være vores helte i dag. Den er en invitation til at se længere tilbage end 1960’erne, når vi taler om kvindefrigørelse. Vi følger tretten skandinaviske kvinder fra 1884 til 1919, det vil sige frem til det år, hvor alle skandinaviske kvinder havde fået stemmeret. I den periode var der rigtig mange kvinder, der skrev og udgav bøger, også fremragende bøger, men det, der adskiller de tretten kvinder i denne bog, er, at de levede så vilde liv, at samtiden anså dem for at være for meget. De skrev om frigørelse, myndighed og kvindelig seksualitet, og derfor var de også alle som nævnt på kant med de mere konservative kvindesagskvinder. To af kvinderne var malere, ikke forfattere som de andre. De er med, fordi de var optaget af de samme spørgsmål og levede samme grænseløse liv. Den kunstneriske elite i Skandinavien var sammenfiltret, lille og tæt, og de tretten kvinder mødtes på kryds og tværs af landegrænserne, ikke bare i Skandinavien, men i Europa. De inspirerede hinanden, støttede hinanden, provokerede hinanden, svinede hinanden til og læste hinandens bøger. Så selvom de alle var enere, der gik deres egne veje, var de ikke alene. De havde hinanden at spejle sig i, og dermed fik det oprør, de bragte med sig, også desto større kraft. De var en flok skrivende divaer, der sejlede gennem samtiden som rastløse isbryderfartøjer og åbnede vand, hvor moral og konvention var frosset fast. Selvom de langtfra altid var enige med hinanden, skubbede de ved de samme grænser for, hvad man kunne skrive om, hvad man måtte som kvinde, og hvordan kvindeliv også kunne se ud. Og i en vis forstand skubbede de hårdere ved disse grænser, end Dansk Kvindesamfund gjorde på det tidspunkt. Det var derfor, forholdet mellem kvindesagskvinderne og vores hovedpersoner for alvor begyndte at knage fra midten af 1880’erne.

12

Damer der var for meget

I hvert kapitel følger vi fire kvinder gennem et årti. Ved hvert nyt kapitel går en af kvinderne videre til næste kapitel som en stafet. Der er intet, der er fiktion. Alle detaljer i bogen kan føres tilbage til en kilde, og alle kildehenvisninger står bagest i bogen. Her står også, hvilke kilder forfatteren står i stor gæld til. Bogen bygger på den litteratur, der er skrevet om kvinderne, på kvindernes egne værker, på deres breve, dagbøger, erindringer og tidens avisartikler. Den bygger også på erindringer og breve skrevet af markante skikkelser i samtiden, som mødte kvinderne, kendte dem, sladrede om dem og forelskede sig i dem. Flere af kvinderne er tidligere blevet portrætteret som stakler, eller også husker vi dem primært i kraft af deres relation til en mand. Nogle af dem huskes som myteomspundne femmes fatales. Men selvom alle kvinderne i bogen baksede med livet, mødte jernhård modstand og oplevede personlige tragedier, så nægtede de at være ofre. Denne fortælling er en hyldest til deres fandenivoldskhed, ukuelighed og glubske livssult. Som en af samtidens kvindelige forfattere skrev: “Man må sætte sin interesse, sit liv, sit blod ind i den tid, som er, for at kunne virke for den tid, som kommer, og sikkert er det at uden entusiaster, uden sådanne, som tror for meget, som begærer alting, som ser stjerner, hvor andre kun ser pletter, kommer man ingen vegne.” Her begynder fortællingen om tretten kvinder, der satte deres liv og blod ind i den tid, som var, og så stjerner, hvor andre kun så pletter.

13

Prolog

Lad os komme i gang! Gerda Wegener tegnet af Gerda Wegener, 1911.

KAPITEL I

1884–1888 MATHILDA KRUSE VICTORIA BENEDICTSSON ERNA JUEL-HANSEN ANNE CHARLOTTE LEFFLER

16

Damer der var for meget

17

Kapitel I

Skammen har kun magt over én så længe, man går af vejen for den. I samme øjeblik man trodser den, er den ingenting. Pengar — Victoria Benedictsson

“Jeg har nu ret til at tænke frit, til at handle selvstændigt, jeg kan begynde at kalde mig for kvinde og ikke skolepige, jeg kan begynde at stole på mig selv,” skrev Mathilda Kruse i sin dagbog, da hun blev student i 1883. Hun blev senere kendt under navnet Mathilda Malling.

18 Damer der var for meget

19

Kapitel I

DEL I 1884 Mandag 18. august 1884 stod en ung svensk kvinde af toget på Københavns banegård. I hånden havde hun en lille grå lærreds­ kuffert, hvori der lå et manuskript. Hendes lysebrune pande­hår krøllede lidt ved ørene og panden. De grå øjne lå dybt, og hendes slanke skikkelse virkede skrøbelig under den uldne, uop­ slidelige duffelcoat. Når hun talte, gjorde hun et trodsigt kast med hovedet. Det skrev forfatteren Herman Bang i hvert fald efter deres første møde. Mathilda Kruse var tyve år. Året inden var hun blevet student i Stockholm. I foråret havde hun været indskrevet på universitetet i Lund som den tredje kvindelige studerende i Lund nogensinde. Men undervisningen havde været for konventionel, for ensformig, for gammeldags for den unge kvinde, så i maj var hun i stedet rejst med sin søster til Schweiz for at læse fransk sammen med andre unge mennesker fra Europa. Rejsen tilbage til Sverige havde hun taget alene med toget. Hun havde lagt ruten, så hun fik set steder, hun endnu ikke havde set. I hver togkupe hun havde sat sig, var hun faldet i snak med nye mennesker.

20

Damer der var for meget

Nu havde hun en enkelt dag i København, inden hun skulle rejse det sidste stykke hjem til sine forældre i Skåne. Hun havde sat sig for at gå op til en kritiker og bede ham læse manuskriptet i kufferten, for hun vidste, at det var sådan, en rigtig forfatter gjorde, når det skulle afgøres, hvor rigtig en forfatter, man nu også var. Manuskriptet var en novelle, Mathilda havde skrevet på sit lofts­ værelse i Schweiz. I hendes dagbog var noter om mennesker og steder i Schweiz, der havde sat ild til hendes fantasi. Novellen var det første stykke fiktion, hun nogensinde havde skrevet, men hun havde en god fornemmelse. Hun havde skrevet den i sin røde stilebog. På forsiden havde hun klistret den hvide blomst, edelweiss, der har form som en lille stjerne. Fra banegården gik hun op til tidens største og mest indflydelsesrige kritiker, Georg Brandes, ved Sankt Annæ Plads, for hvorfor sigte lavt? Men Brandes var ikke hjemme, så hun fortsatte videre til Nørregade 45, hvor Herman Bang boede med sin gode ven, Peter Nansen. Bang var 27 år, populær foredragsholder, flittig journalist og så var han få år tidligere blevet dømt i retten for det utugtige indhold i sin debutroman, Håbløse slægter. Hun havde haft hans seneste roman, Fædra, med i kufferten til Schweiz. I Stockholm havde hun set et fotografi af ham hos boghandleren, hvor han stod i kjole og hvidt med en rosenbuket i knaphullet og armen træt om lænestolens ryglæn. I lejligheden havde Bang og Nansen indrettet sig med polstrede møbler, bløde tæpper, viftepalmer og buketter med tørrede blomster. De var datidens klummeskrivende dandyer. Heller ikke Bang var hjemme, da Mathilda bankede på. Men den venlige midaldrende dame, der tog imod hende i døren, fortalte, at han snart ville komme tilbage. Mathilda afleverede sin røde stilebog med edelweissen til damen i døren.

21

Kapitel I — Del I: 1884

Da hun vendte tilbage, tog Herman Bang selv imod hende med det mørke pandehår ned over panden og strittende ører. Han havde været så elskværdig og imødekommende, skrev Mathilda mange år senere i sin selvbiografi. Bang stod med manuskriptet i hånden, lovede straks at læse det og skrive til hende, hvad han syntes om det. Hun tog hjem til Skåne og satte sig til at vente. En måned senere udkom Mathilda Kruses novelle i Herman Bangs oversættelse i et dansk tidsskrift under pseudonymet Stella Kleve. Han havde kaldt den “dristig” i sit brev til hende, hvilket jo, som Mathilda selv pointerede i en parentes i sin selvbiografi, var den tids ypperste slagord. Mødet mellem Bang og Mathilda fik ikke bare afgørende betydning for hendes forfatterkarriere; det kom til at sende rystelser gennem hele Skandinavien. Og for de 99 kroner, hun fik i honorar for sin novelle – hendes første løn! – kunne hun tage toget tilbage til København og rykke ind på et pensionat i Gothersgade, hvorfra hun kunne se ud over Botanisk Have. Hun blev de næste tre måneder, brugte tiden på at kigge vinduer på Strøget, læse Georg Brandes på sit værelse og omarbejde novellen til en roman. Mathilda Kruse er en af de fire kvinder, vi lærer at kende i dette kapitel. Vi skal følge dem i fem år, der er livsomvæltende, ikke alene for kvinderne, men for hele Skandinavien. Det er Mathilda, der kastede den litterære tændstik, som satte hele Skandinavien i den debatbrand, der senere blev kaldt den store sædelighedsfejde. Først skal vi til Skåne. Mathilda Kruse tog toget hjem til Vätteryd mellem Helsingborg og Kristianstad i det sydlige Sverige, hvor hun boede med sine forældre. Ikke langt derfra møder vi vores næste hovedperson, som Mathilda Kruse imponeret beskrev som “en inkarnation af klogskab og klarhed”. En imponerethed, som ikke, kan vi allerede nu afsløre, blev gengældt.

22

Damer der var for meget

*** Tyve kilometer syd for den gård, hvor Mathilda Kruse boede i Vätteryd i Skåne, sad en slank kvinde i postgården i den lille by Hörby. Gården var hvidkalket og langsmal med stråtag. I den ene ende af gården lå postkontoret, i midten boede familien Benedictsson, og i den anden ende var endnu en indgang. Gennem en trang forstue kom man ind i et lille værelse. Her var hylder på væggene, og ved vinduet stod et opslået spillebord. Her sad Victoria Benedictsson. Hun var et hoved højere end de fleste andre i Hörby, havde stålblå øjne, og når hun talte, var det med en bred skånsk dialekt. I det lille værelse havde hun indrettet en filial af boghandlen i Malmö. Ved spillebordet pakkede hun de bøger op, som hun bestilte til sin boghandel. Det var bøger af tidens stemmer som Georg Brandes, Søren Kierkegaard, Herman Bang, Holger Drachmann og den svenske superstjerne Anne Charlotte Leffler – bøger, som typisk kun havde en enkelt læser i Hörby, nemlig hende selv. Her i det lille værelse sørgede Victoria for, at alle de nye tanker, al den uddannelse, al den klasse, som hun ikke havde råd og mulighed for at tage del i, alligevel fandt vej ind i postgården. Her talte hun med venner, indtil mørket faldt på, så de til sidst kun skelnede hinandens træk og en skinnende tand i et smil i skumringen. Sådan beskriver hun det i hvert fald i sin dagbog. Her sad hun og lyttede til lyden af regndråbernes plask, når de ramte de blanke sten under tagskægget

23

Kapitel I — Del I: 1884

uden for vinduerne. For hvert plask voksede længslen efter mennesker og liv, efter frihed, anerkendelse og livet uden for postgården. Samtidig voksede også mængden af skrevne sider i hendes dagbog Stora Boken. Det var her ved spillebordet, hun havde skrevet sine første litterære tekster. Den sommer i 1884, da Mathilda Kruse stod af toget i København, åbnede Victoria Benedictsson nemlig en ganske særlig pakke i sit skriverly. 5. juni 1884 udkom hendes debutbog, novellesamlingen Fra Skåne. Novellerne handlede om det rå og fattige liv på bondegårdene omkring hende. De var udgivet under hendes pseudonym, Ernst Ahlgren. Hun pakkede bogen ud og sendte bud efter sin kammerat, den ti år yngre forfatter Axel Lundegård, så han kunne se hendes opus, som hun kaldte den. Hun havde boet i postgården, siden hun var 21 år, hvor hun var blevet gift med postmester Benedictsson. Han havde været 49 år og far til fem. Victoria havde ikke været til børn og husarbejde og havde udviklet en sygdom i knæet, der gjorde, at hun havde været gennem smertefulde operationer og ligget i sengen i to år. Nu gik hun med krykker, hvilket hun gjorde resten af sit liv. Selv så hun sit syge knæ som et fingerpeg fra himlen om, at hun havde ret til at hellige sig sin pen og sin bog­ handel. Når hendes venner beskrev hende, sagde de, at man knap nåede at opfatte, at hun gik med krykker, fordi frihed og kraft var så stor en del af Victoria, at det var, som om krykkerne ikke tilhørte hende, men bare ligesom var der. Nu var hun 34 år og sad med sin første bog i hænderne. Hun var allerede i gang med den næste, en roman, der handlede om at bryde ud af et låst liv. Når hendes romankarakter, Selma, udbrød: “Plads, jeg må leve!” var det også noget, Victoria kunne have råbt for sig selv i boghandlerfilialen i postgården i Hörby.

24

Damer der var for meget

25

Kapitel I — Del I: 1884

I sin dagbog skrev hun om det, hun kaldte sit “himmelstormende frihedsbegær, som våndede under en påtaget ro”. Dagbogen er i det hele taget fyldt til randen af hendes spiddende humor, jernvilje og hele det kraftværk af ord, tanker og følelser, der var Victoria Benedictsson. De 200 kroner, som hun tjente på novellesamlingen Fra Skåne, blev en vigtig del af billetten væk fra landet ind til København, hvor hun på sine krykker tjekkede ind på Leopolds Hotel i en sidegade til Kongens Nytorv. Her tog hendes liv en drejning. Hun blev en af 1880’ernes vigtigste nordiske forfatter­ stemmer, fik et forfatterstipendie fra Svenska Akademien og overvejede, hvordan man bedst myrdede Georg Brandes. Men det vender vi tilbage til. Få hundrede meter derfra møder vi vores næste hovedperson.

“Åh, jeg hader det, der er konventionelt! Hvorfor er jeg aldrig stødt på en rigtig varmblodig, selvbevidst lovløshed? Hvorfor altid denne indskrænkede, afskyvækkende småborgerlighed?” skrev Victoria Benedictsson i sin dagbog. Fotografiet er taget i Paris i 1887.