18 mm
193 mm
10 mm
23 mm
10 mm
193 mm
18 mm
18 mm
18 mm
NOT FOR PRINT - ONLY INSTRUCTIONAL LAYOUT
DA GULDET KO M H J E M T I L
DA GULDET KO M H J E M T I L
MÆRK PULSEN OG DEN EUFORISKE ST E M N I N G, DA AG F E F T E R 40 L ANGE ÅR ENDELIG VANDT M E S T E R S K A B E T, O G H E L E BY E N E KSPLODERED E AF GLÆDE
Efter 40 år med håb, skuffelser og tålmodighed skete det endelig: AGF løftede i maj 2026 mesterskabspokalen og sendte en hel by ud i den vildeste fest. Bogen bringer dig tæt på euforien, glædestårerne og triumfen.
JØRGEN HØG LARS BECH
Da guldet kom hjem til Aarhus er mere end en fodboldhistorie. Det er en hyldest til en by, et fællesskab og en passion helt uden sidestykke.
CO2-kalkuleret
JØRGEN HØG OG LARS BECH
xxx g CO2e
GADS FORLAG
276 mm
276 mm
AARHUS
GADS FORLAG
CLIMATECALC.EU
18 mm
18 mm
0001 6 8/ LV
18 mm
193 mm
10 mm
23 mm
10 mm
193 mm
18 mm
Da guldet kom hjem til Aarhus Copyright © 2026 Jørgen Høg, Lars Bech og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-80857-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Estonia Omslagsdesign: Sune Ehlers / River Design Grafisk tilrettelæggelse: HØG KOMMUNIKATION Forlagsredaktion: Martin Gylling Repro: Narayana Press Sat med: Baro, Gilroy og Circular Tryk: Print Best Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. G.E.C. Gads Forlag Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
DA GULDET KOM HJEM TIL
AARHUS JØRGEN HØG OG LARS BECH GADS FORLAG
4
INDHOLD 5 PROLOG: DA GLÆDEN ENDELIG SLAP FRI
148 “TAK, HR. KAPTAJN”
14 EN BY I UNDTAGELSESTILSTAND
150 “VED DU OVERHOVEDET, HVAD OFFSIDE BETYDER?”
24 DET VAR DEN FEST, SOM AARHUS ALTID HAVDE MANGLET
170 “DET ER FANTASTISK AT TÆNKE PÅ DEN GLÆDE, VI HAR BRAGT TIL SÅ MANGE MENNESKER”
46 DEN HELT STORE FORANDRING 104 AARHUSIANERNE KAN MEGET MERE, END DE TROR 112 MESTERSKABET ER STORT, MEN DET ER MEGET STØRRE AT VÆRE AGF-FAN 118 HUN TROEDE SLET IKKE, AT DET VILLE BLIVE SÅ VILDT
184 HÆNDERNE OP OVER HOVEDET. VIDERE TIL NÆSTE KAMP 202 DRENGEN DER VAR LIGE VED AT GIVE OP 220 “WHOOSH,” SAGDE DET 236 TAK
5
PROLOG: DA GLÆDEN ENDELIG SLAP FRI Denne bog handler om glæde. Forløsning. Eufori. Lettelse. Fællesskab. Sammenhængskraft. Ord og masser af billeder. AGF havde i 2026 ikke vundet mesterskabet i fodbold siden 1986, og aarhusianerne har gennem mange år skullet lægge ryg til den skadefryd, som med tiden er blevet til en form for livsglæde for andre holds tilhængere. Men i takt med, at AGF gennem det meste af efteråret 2025 gik fra den ene sejr til den anden, begyndte de tilfrosne forhåbninger så småt at tø op i de aarhusianske hoveder. Snakken på byens caféer og arbejdspladser gik på, hvorvidt et mirakel virkelig var under opsejling. Det fremragende spil medførte, at holdet havde erobret 40 point ved vinterpausen, fire point flere end forfølgerne fra FC Midtjylland. Forspringet var i begyndelsen af april oppe på syv point, men begyndte herefter lige så stille at skrumpe ind, og mange tilhængere var ved at miste håbet, da AGF efter tre uafgjorte kampe og et enkelt nederlag pludselig lå nummer to. Men sejrsmålet dybt inde i tillægstiden mod Sønderjyske i tredjesidste spillerunde sendte holdet og fansene i ren ekstase og spillede AGF tilbage på førstepladsen. Sejren gav byen troen på miraklet tilbage, og AGF forstod at udnytte den første matchbold med en 2-0-sejr ude mod Brøndby 10. maj. FC Midtjylland havde samme dag kun formået at få uafgjort mod FC Nordsjælland, hvilket betød, at midtjyderne ikke længere kunne indhente aarhusianernes forspring med blot en spillerunde tilbage.
Guldfesten kunne endelig bryde løs, og den kulminerede ugen efter med en kæmpe fanmarch gennem Aarhus’ gader før den underholdende 6-2-sejr over Viborg FF og de efterfølgende ekstatiske sejrsfester i Tivoli Friheden og på Tangkrogen. AGF-tilhængerne delte deres uhæmmede eufori med nærmest hele byens befolkning. Intensiteten i den fælles glædesrus kom bag på mange, og det er de utrolige dage i Aarhus i maj 2026, vi har lavet en bog om. God fornøjelse.
14
EN BY I UNDTAGELSESTILSTAND
I
følge den britiske antropolog Robin Dunbar havde de tidlige mennesker skikke med at le, danse og synge sammen. Dunbar argumenterer for, at latter, sang og synkron bevægelse kan aktivere endorfiner i hjernen. Det sker i et system, der kombinerer velvære, smertedæmpning og social tilknytning, og det er i stand til at binde en større gruppe sammen. Det er oplagt at betragte AGF’s historiske fejring af mesterskabet i maj 2026 gennem Robin Dunbars evolutionspsykologiske briller. Robin Dunbar trækker en rød tråd fra menneskehedens dybe, biologiske rødder til vores fundamentale behov for fællesskab, kultur og sammenhold. Der er altså en forklaring på, hvorfor aarhusianerne, ved hjælp af urgamle redskaber i de glade majdage, følte, at de var en del af én og samme tætte familie. Når vores evolutionære forfædre, aber og primater, pillede i hinandens pels, udløste det endorfiner i hjernen, og det skabte tillid og stærke bånd. Men den fysiske loppekur tog enormt lang tid, og en abe kunne kun udføre loppekur på en kammerat ad gangen. I takt med at vores forfædre begyndte at leve i større grupper for at beskytte
sig mod rovdyr, rakte tiden ikke til, at alle kunne pille pels på alle. For at nedbryde den tidsmæssige barriere udviklede mennesket en række adfærdsmønstre, der kunne aktivere vores endorfinsystem uden fysisk berøring. Ifølge Dunbar kan fælles latter have været en tidlig måde at skabe bånd på i større grupper. Latteren blev en slags vokal loppekur: en fælles og smitsom aktivitet, som kunne skabe bånd mellem mange på én gang uden fysisk berøring. Senere kan rytmik, sang og dans have udvidet den samme sociale funktion. Før mennesker overhovedet lærte at tale, begyndte de at synge eller nærmest at ‘brumme’ i kor, og sang kræver stor lungekapacitet og koordination af muskler. Når mennesker synger og bevæger sig synkront, peger Dunbars studier på øget smertetærskel og stærkere oplevelser af social nærhed – indirekte tegn, der er forenelige med aktivering af endorfinsystemet. Jeg stod på Telefontorvet og hørte mig selv råbe “Kom så de hviie,” mens jeg gav knus til folk, jeg aldrig havde set før. Vi sang ‘I troede vi var døde og borte’ og ‘Malaga’ i kor, som om vi aldrig hav-
15
16
17
de lavet andet. Når jeg læser om Robin Dunbars forskning, så forstår jeg måske min egen og aarhusianernes opførsel lidt bedre. Ifølge Dunbar er korsang menneskets evolutionære genvej til at knytte bånd med vildt fremmede. I det øjeblik en bankdirektør, en studerende og en håndværker står skulder ved skulder og skråler de samme AGF-vers, smelter deres individuelle identiteter sammen til én stor organisme. Man kunne næsten sige, at deres endorfinniveauer kemisk set bliver synkroniseret. Gennem en række laboratorieforsøg har Robin Dunbar peget på, at mennesker, der udfører fysiske bevægelser i takt, får en markant højere smertetærskel og føler sig langt tættere knyttet til hinanden end folk, der bevæger sig asynkront. Så kan jeg bedre forstå, hvorfor folk bare smilede overbærende til hinanden, mens de skubbede og masede for at komme bare en halv meter op ad Frederiksgade i minutterne efter den historiske sejr over Brøndby 10. maj. Måske er det også forklaringen på, hvorfor politiet stort set ikke oplevede vold i gaderne i de dage. Robin Dunbar opererer med en grænse for, hvor mange mennesker
man kan have en personlig og meningsfuld relation til. Hvor en flok aber typisk maksimalt kan tælle 50 individer, før den splittes op på grund af manglende tid til loppekur, gør kombinationen af latter, sang og dans det muligt for de tidlige mennesker at opbygge velfungerende sociale netværk på omkring 150 individer. Tallet er i dag verdenskendt som Dunbars tal (Dunbar’s Number). Den aarhusianske fest var en forløsning af 40 års indestængt energi. I flere årtier havde Aarhus aldrig haft en lokal begivenhed, der på nogen måde kunne skabe de scener, der udspillede sig fra 10. maj 2026 og i de følgende utrolige otte dage. Jo, det var vildt, da vi stod på jordvolden 28. maj 1992 og så Bo Harder knalde bolden ind bag Palle ‘Plankeværk’ Petersen til 1-0 i det 9. minut. Det var pokalfinale, det var hjemmebane mod B1903 med 20.000 tilskuere, og det skabte så meget pres, at flere fans overværede kampen fra tribunens tag. Det var faktisk sidste gang, at AGF for alvor vandt et trofæ på hjemmebane. Det blev 2-0 ved Søren Andersen efter 35 minutter og 3-0 ved Palle Sørensen i det 87. minut. Palle Petersen er i øvrigt fodbold-
18
eksperten Kenneth Emil Petersens far, hvis nogen kan få varmen ved at tænke på det. Godt nok kom kulturminister Grethe Rostbøll og overrakte pokalen til anfører Kent Nielsen, og vi havde en fest på stadion, og mon ikke de drak sejrsøl på Den Hvide Hest og Peter Gift og den slags fine steder, men Midtbyen var altså ikke stoppet til, som den blev det få uger efter, da den legendariske EM-triumf fik alle folk af huse over hele landet. Byen kogte bestemt af forventning i maj 1996, da vi stod i kø ned ad Stadion Allé for at købe billetter til det, der skulle vise sig at blive en af de mest legendariske kampe i AGF’s historie. Dengang var det manuel betjening, og et papskilt i søjlehallen meddelte: maks. 8 billetter. 12. maj 1996 stod der 3-3 på måltavlen mellem AGF og Brøndby, og sæsonen endte med sølvmedaljer og endnu et pokalmesterskab med 2-0-sejren over Brøndby 16. maj i Parken. Det hele blev fejret på Rådhuspladsen, men nogen fælles byfest var det langtfra. Gennem de følgende 30 år luskede vi duknakkede hen over tre nedrykninger og lærte, at bronzemedaljer faktisk bliver opfattet som lidt af en triumf på de her kanter.
Vi havde lært at joke med, at det at være AGF-fan fyldte os med stolthed trods adskillige ydmygelser. Ligesom folk har vænnet sig til at have gigt i fingrene, havde vi efterhånden tillært os en stolt taberidentitet, der kun kunne give mening i Aarhus. Vi var blevet gode til at skulle forsvare det stivnede smils by; vi havde med stor værdighed oparbejdet en evne til at stå i evig modvind. Scenerne i juli 2020 var måske et forvarsel om, hvilken ånd der ville komme ud af flasken, hvis det umulige en skønne dag fandt sted. 19. juli havde AGF slået FCK 4-2 i Parken, men coronarestriktioner forbød udebanefans. Flere hundrede fans fra fangruppen Samlet for Aarhus havde bestilt tre busser for at køre fans til lufthavnen i Tirstrup for at tage imod og fejre AGF-heltene, der kom med flyet fra København. AGF havde vundet de første bronzemedaljer i 23 år. Fansene havde dannet en korridor med romerlys, og for spillerne var det en sindssygt vild oplevelse at stå ude i lufthavnen klokken 00.15 og blive taget imod af 200-300 AGF-fans. Vildt var det også, da jeg sad på Ceres Park 4. juni 2023 sammen med 19.414 el-
19
levilde tilskuere. Eller måske var der nogle tusind færre til sidst, for nogle havde slukørede forladt stadion, da Mathias Kvistgaarden i det 67. minut scorede til 3-0 for Brøndby. Der sad en fyr lige foran mig, og da vi var nede med tre mål, og der manglede 20 minutter, sagde han: “Jeg bor i København, så jeg kan lige nå det næste tog.” Han luskede ud af stadion, men kan vel dårligt være nået ned på banegården, før det stod 3-3. Jelle Duins udligning i det 85. minut fik stadion til at rokke et par centimeter frem og tilbage, og tre ældre mænd bag ved mig stod og tudbrølede. Det var stort at vinde de bronzemedaljer. Igen. Det lignede nærmest en vane, og det skulle vise sig at være et nyt forvarsel om scenarier, som selv de mest optimistiske aarhusianere kun kunne frembringe som et feberramt fatamorgana. Endelig kunne vi finde spraydåserne med guldmaling frem fra skabet. Vi kommer aldrig til at glemme de vidunderlige dage i maj 2026, da tusindvis af fremmede tog hinanden i hånden og sang fællessang uden at veksle et ord bagefter. Sammensmeltningen af AGF-tilhængere og helt almindeligt dødelige aarhusiane-
re lykkedes totalt; mesterskabet havde helt åbenlyst gjort noget ved Aarhus og skabt en kollektiv hukommelse i en ung, sammentømret landsby. Vores bog er en fortælling om, hvad der lå gemt under overfladen, for pludselig opførte inkarnerede fans og alle andre aarhusianere sig, som om alle kendte hinanden helt uden forbehold. Det er måske for meget at konkludere, at Aarhus for en stund brød logikken bag Dunbars tal: at vi kognitivt kun kan overskue op til 150 relationer. Men byen demonstrerede, hvorfor vi har brug for ritualer. Kollektive handlinger kan for en stund gøre en menneskemængde til et følelsesmæssigt fællesskab, langt større end vores personlige omgangskreds. Ved hjælp af de urgamle redskaber til at le, danse og synge sammen lykkedes det for tusindvis af aarhusianere at føle, at de var en del af én og samme tætte familie. Da mesterskabet blev fejret, brød aarhusianerne alle grænser, og Aarhus endte nærmest som en by i undtagelsestilstand.