d55bf92d2aaa410697aab334f728d291

H e r r e g 책 r d sj ag t i Da n m a r k Jesper Laursen

2

H e r r e g 책 r d s j ag t i Da n m a r k Jesper Laursen

G a d s F or l ag

3

H e r r e g å r d sj ag t i Da n m a r k © 2009 Jesper Laursen og Gads Forlag Forlagsredaktion: Grethe Jensen Projektledelse: Henrik Sebro Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Louise Hilmar Omslagsbillede: Udsnit af Otto Bache: Slutningen af Parforcejagten paa Frijsenborg.

1883, Frijsenborg. Foto: Rógvi N. Johansen, Moesgård.

Prepress: Louise Hilmar Tryk: Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-12-04502-1 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Bogen er udgivet i samarbejde med

Moesgård Museum & Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum

Følgende takkes for støtte til bogens udgivelse

BG Fonden Carlsen-Langes Legatstiftelse Farumgaard-Fonden Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Jagt- og Skovbrugsmuseets Venner Landsdommer V. Gieses Legat Stiftelsen Hofmansgave

4

Indhold

7 Forord 9 Indledning 15 Kongelig og adelig jagt indtil 1800 31 Herregårdsjagt indtil 1890 71 Vildtopdræt og rationel vildtpleje 95 Frijsenborg 219 Andre herregårde 289 Herregårdsjagt og samfund 307 Herskabsjagt 341 Herskabsliv og jagt 377 Udenlandske forbilleder 387 Afvikling 390 Bilag 402 Noter 431 Kilder og litteratur 440 Illustrationer 444 Emneregister 447 Personregister 451 Stedregister

5

Sort tjener serverer for medlemmer af den plønske hertugfamilie på en haveterrasse ved sommerslottet Traventhal, 1759.

34

Festerne skulle være overdådige og formfuldendte. Som ved hoffet i København og på Gottorp blev der til middagsselskaberne på Tranekær serveret ikke mindre end 16 retter samt udsøgte vine. En taffeldækker stod i spidsen for tjenerskabet, som også omfattede en såkaldt stadsjæger, der var grevens personlige jæger og opvarter og til daglig var iklædt grønt livré med brede sølvbeslag og et bandoler med hirschfænger. Hertil kom en sort tjener, Frederik Ludvig Anthony, som Frederik Ahlefeldt havde modtaget som gave fra De Vestindiske Øer, og som han frigav og benyttede som tjener lige til sin død. Når der var selskab, optrådte tjenerpersonalet som ved kongehuset altid i rødt livré, hvilket var et særligt privilegium, der i lighed med retten til at føre splitflag var gået i arv med grevskabet Laurvig.

Tæt ved Tranekær Slot og lige over for teaterbygningen lod Frederik Ahlefeldt opføre en ny hestestald til herskabets heste. Indvendig var hestestalden dekoreret af en tysk kunstner, som også havde lavet to buster af lensgrevens ynglingsforfattere, Voltaire og Lessing. Busterne var anbragt på piller mellem de båse, hvor lensgrevens yndlingsrideheste stod. I hestestalden var desuden indrettet en billardstue med vægge og loft dekoreret af samme kunstner. Når der var fest på

slottet spillede selskabet i aftenens løb ofte billard i herskabsstalden, og damerne blev på hofmæssig vis båret derned i bærestole, såkaldte portechaiser.8 En førstekusk og en andenkusk, fire staldkarle og en rideknægt tog vare på 30 køre- og rideheste i den fornemme stald, og Frederik Ahlefeldt betonede, at han havde flere heste end landgreven på Gottorp. Ligesom tjenerne var kuskene ved festlige lejligheder iført røde livréer. Af en samtidig indsigtsfuld vurdering fremgår det, at »Den grevelige Stald har saavel for Bygningernes Storhed og Smukhed som Hestenes Godhed været, efter den Kongelige, anseet for den skjønneste i Danmark«. Når lensgreven kørte ud, sad den livréklædte jæger altid på bukken forrest i vognen. Endelig oprettede Frederik Ahlefeldt som hesteinteresseret rytterofficer et stutteri på Tranekær, der med 90 hingste, hopper, plage og føl angiveligt skulle være landets største. Han var i det hele taget foregangsmand som godsejer, og Tranekær blev fremhævet som et af tidens mønsterlandbrug.9 Når Frederik Ahlefeldt færdedes ad søvejen, foregik det om bord på den såkaldte kutterbrig »Fortuna«, som han også med forkærlighed anvendte til lystsejlads. Under Englænderkrigene lod han den sejle langfart med fragt, indtil den blev opbragt af fjenden.10 Tilhørende en adel, der gennem århundreder havde haft en fremtrædende rolle i rigets forsvar, som født løjtnant og siden som kavaleriofficer,

Herskabsstalden på Tranekær.

Det foranliggende areal var ­tidligere ridebane.

35

samme Dragt i Jagtdagene. Denne Dragt, der betragtedes som et særligt Udmærkelsestegn, blev ogsaa altid baaret af Selskabets Medlemmer, naar de mødtes ved private Jagter.«36

Lensgreve J.S. Schulin, Frederiksdal, var blandt deltagerne i ­Christian 8.s jagter. Her ses han siddende med gevær på pürschjagt fra vogn omkring 1870.

48

Mindst ti adelige majoratsbesiddere og et par almindelige godsejere deltog i Christian 8.s jagter, og de nød altså det særlige privilegium at kunne føre sig frem i de kongelige jagtklæder ved jagtmiddagene rundt omkring på herregårdene, hvilket naturligvis måtte gøre indtryk.37 I 1813 optræder Christian 8. som jagtgæst, da han som statholder i Norge deltog i en af de såkaldte Fladeby-jagter, men ellers var det kun få godsbesiddere den ære forundt at modtage kongen som gæst i forbindelse med jagter.38 Lensbaron Zytphen-Adeler var blandt de udvalgte: »Kong Christian d. 8de har tre Gange været paa Jagt paa Dragsholm, første Gang som Prinds 1839, senere som Konge 1845 og 47. Disse Besøg stode altid i Forbindelse med de af Kongen afholdte Jagter paa Domainen Odsherred. Kongen viste ved disse Besøg hele sin personlige

Elskværdighed i det private Liv, og morede sig overordentlig godt ved de dengang udmærkede Jagter paa Adelersborg [Dragsholm]. Hans Post i Veirhøi var altid ved Kongebøgen, dengang en fuldstændig sikker Rævepost. Da jeg een Gang, under Jagten kom til ham, fordi jeg ofte havde hørt ham skyde, fandt jeg ham i færd med at løbe omkap med en af ham anskudt Grævling, som han vilde give Fangst.

Hans Jæger Bierløv og jeg lode ham naturligviis ene om dette Arbeide. Paa Kongens Post laae 3 skudte Ræve, men hans Majestæt udtalte imidlertid: at han havde været meget uheldig. Da jeg efter Jagten talte med Bierløv, fortalte denne mig, at Kongen havde skudt 18 Gange til Rævene.«39 Baronens datter, Louise, der dengang var 11 år gammel, erindrer kongebesøget i 1847 således: »Kongen skulde komme fra Odsherred, Papa, Sognefogederne og mange Fakkelbærende Bønder rede Kongen i Møde ved Godsets Grænseskel. Mørket begyndte at falde paa. Gl. Ane tog os 3 ældste op i Billardstuen, vi stode i Vinduet nærmest »Tulipanstuen« – da der lød Raab: »Der har vi hele Stadsen«. Gaarden oplystes pludselig af stærk Fakkelskin. Bønderne kom rask ind gennem den snevre Slotsport frem paa deres raske smaa Heste, men i bedste Orden, trods alle de mange Ryttere. Vogn fulgte paa Vogn, vi blev aldeles betagne.« Næste morgen blæstes til jagt i gården, og man begav sig af sted til fods til den første såt i skovstykket nær slottet. De næste såter var så ved Vejrhøj, som beskrevet ovenfor. Den unge baronesse skriver videre: »I Mørkningen da Vognene raslede ind i Gaarden og de mange Ræve, Harer og Vildt udbredes foran Vinduerne, [skete det] i stor Hast, for Jagtherrerne fulgte efter. De stode af Vognene og holdt Taler over det nedlagte Vildt, den

Dragsholm i billedets venstre side set fra sydøst i 1840. Det højeste punkt, Vejrhøj, ses i det fjerne, og det var her, Christian 8. altid havde en sikker rævepost.

49

Frijsenborg set fra sydvest en ­sommerdag i 1821. Dyrehaven lå i skoven bag hovedbygningen.

Den var hegnet med ene- og ellestager i samme udførelse som ­hegnet i forgrunden.

96

Lensgreve Christian Emil Frijs Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs, som blev født 1817, overtog den nordlige del af grevskabet i 1849 og besad grevskabet som helhed fra 1860. I 1867 arvede han stamhuset Stensballegård ved Horsens. Han frasolgte størstedelen af fæstegodset mellem 1852 og 1876, og der blev foretaget betydelige investeringer på grevskabets mange hoved- og avlsgårde, i skovbruget samt ikke mindst i Frijsenborgs hovedbygning, der blev ombygget til noget nær et slot, se side 101.6 Som andre godsbesiddere tog også C.E. Frijs efter tabet af Sønderjylland aktivt del i landindvindingsprojekter, idet han involverede sig i udtørringen af Søborg Sø i Nordsjælland 1873-1887.7 Oldsager herfra indgik i en oldsagssamling, som han i tidens nationalromantiske ånd oprettede på Frijsenborg. Herudover tog Frijs initiativ til etablering af ambitiøse fabriksprojekter – en cellulosefabrik i Hinnerup og trævare­ fabrikken Bastian i Horsens – som begge kun fik en kort levetid.8

Herskabsjagt I C.E. Frijs’ tid strakte de årlige herskabsjagter på Frijsenborg sig normalt fra sidste halvdel af oktober og 10-14 dage frem.9 I krigsåret 1864 var jagten dog blevet en måned forsinket. Huslæreren Poul Christian Nielsen beretter, at C.E. Frijs den 28. november ankom med jagtgæsterne greve Ahlefeldt, nordmanden, kammerherre C.J. Anker og den svenske greve Alfred Piper, som sammen med andre indbudte opholdt sig på Frijsenborg, mens jagterne stod på: »Så kjøre de ud om Morgenen Kl. 7-8 efter en stærk Frokost og vende først tilbage omtr. Kl. 5, hvorpå der holdes et i Reglen yderst animeret Middagsmåltid med mange Slags Retter og Vine; derpå tilbringes Aftenen med Cigarrer ved Billiardet eller i Grevens Værelse, indtil Theen serveres i Salen (…) Mellem så mange Jægere går det naturligvis lystigt med Jagthistorier, den ene mere vidunderlig end den anden.«10 Afbrudt af et kongeligt besøg, hvor Lensgrevens jæger under middagen optrådte som overtjener i »en grøn Livkjole med mange Sølv-Distinktioner og Kårde i et ligeledes stærkt sølvbeslået Gehæng, hvide Benklæder og store Rytterstøvler«, fortsatte jagterne og sluttede først den 8. december, da der blev nedlagt 20 stk. vildt, 2 ræve, 1 dådyr, 4 rådyr og 13 harer. Den 27. december og en uge frem var 20-30 gæster igen samlet til jagt.11 Året efter, da C.E. Frijs blev konseilspræsident, aflagde H.C. Andersen for første gang besøg på Frijsenborg. Preussernes ophold i Jylland stod i frisk erin-

H.C. Andersen læser højt for lensgrevinden, komtesserne og gæster ude i haven, juni 1865.

97

Mogens Frijs og fætteren Wilhelm Dinesen fotograferet i demonstra­ tiv samhørighed omkring 1870.

Modstående side. Mogens Frijs skåler med sin tilkommende ­svoger, Fredrik von Blixen-­ Finecke, foran hovedbygningen på Frijsenborg i 1870. Imellem dem sidder skolekammeraten Otto Scavenius fra Basnæs, hvor ­Mogens Frijs ofte var på jagt, mens han gik på Herlufsholm.

106

107

Herskab og tjenestefolk Foruden på Frijsenborg, hvor Mogens Frijs med hustru og børn opholdt sig en stor del af året, blev der fra 1885 ført herskabelig husholdning i det nyerhvervede københavnske palæ, Ny Kongensgade 1. Her boede Mogens Frijs, mens han deltog i det politiske arbejde i Rigsdagen, og her boede hele familien som regel fra januar til marts.32 Endelig blev der fra 1896, da Mogens Frijs efter faderens død overtog også den sydlige del af grevskabet, ført herskabelig husholdning på Boller, hvor lensgreven og lensgrevinden opholdt sig især i forbindelse med de årlige jagter på denne del af grevskabet, samt på stamhuset Stensballegård.

Den omfattende tjenerstab havde base på Frijsenborg, og slotsinspektøren stod i spidsen for hele herligheden.33 En gift taffeldækker, der boede i et nybygget hus

Taffeldækkerhuset på Frijsenborg, bygget omkring 1910, blev tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen, som især er kendt for genopførelsen af Christiansborg Slot.

108

tæt ved hovedbygningen, var ansvarlig for det mandlige personale, mens oldfruen havde opsyn med det kvindelige.34 Foruden lensgrevens og lensgrevindens personlige tjenere – kammertjeneren og kammerjomfruen – omgav de sig med 3 tjenere og 3 stuepiger. Komtesserne havde 1 nurse og 1 lærerinde, og da de blev ældre 1 kammerjomfru. I køkkenet rådede 1 mesterkok og 1 andenkok – siden 2 husjomfruer – assisteret af 2-3 køkkenpiger. Linnedafdelingen blev varetaget af 2 vaskepiger, 1 overstrygerske og 1 strygerske. Hertil kom 1 vægter, 1 lampepudser, 1 brændemand og 1 postdreng samt konehjælp og rekvireret arbejde fra daglejere og godsets håndværkere.

Herskabsstaldene bestod af en kørestald med 2 kuske, 1 staldkarl og 1 stalddreng, 1 ridestald med 1 engelsk staldmester og træner, 1 ligeledes engelsk berider samt medhjælp, og 1 materialstald med 1 kusk og medhjælp.

Slotsgartneren stod i spidsen for gartneriet, hvortil der var tilknyttet 1 gartnerimedhjælper og 3 gartnerielever samt 6 arbejdsmænd og 1 arbejdskone som daglejere. Parkmesteren passede med et personale på 8-10 mand have og park, hvor der var anlagt såvel golfbane som tennisbane.

Tjenestefolk fra hovedbygningen og herskabsstaldene har taget op­ stilling på hovedtrappen i novem­ ber 1894.

109

Fritze Frijs kom efterhån­ den til at spille en mere og mere fremtrædende rolle i forbindelse med herskabs­ jagterne på Frijsenborg og Boller, og selv kronhjorte begyndte hun at skyde. En efterårsdag i 1907 ned­ lagde Fritze Frijs, som ­poserer med smækker talje, denne særdeles potente kronhjort.

128

synes hun efterhånden at føre an på det jagtlige område, i hvert fald når det drejede sig om ikke-selskabelige jagter, idet hun 1917-1919 var ude næsten dobbelt så mange gange som gemalen.86 I forbindelse med jagterne på Boller blev der købt stort ind i Horsens, og med herskabet fulgte en fast stab af tjenestefolk fra Frijsenborg.87 Den 2. februar 1916 opholdt Mogens og Fritze Frijs sig på Boller i forbindelse med, at der var afholdt fasanjagt de to forudgående dage. Greveparrets gæster var ud over datteren Inger Wedell, H.G. Wedell-Wedellsborg med frue fra den nærliggende Ørumgård og fra Djursland kaptajn V. Krieger, Estruplund, og hofjægermester J.C.J. Bruun, Stenalt. Selskabet blev opvartet af den stedlige slotsforvalter, oldfruen, 1 kusk og 9 tjenestefolk fra Frijsenborg med taffeldækkeren i spidsen.88 I dagene forud for efterårets klapjagter på Boller var jagtpersonale som regel ude for at skyde bekkasiner til herskabskøkkenet. Disse fugle var åbenbart en obligatorisk del af frokost- eller middagsmenuen.89 Jagtfrokosterne blev de senere år indtaget i en nyindrettet frokoststue i hovedbygningen.90

Jagtfrokoststuen i hovedbygningen på Boller blev indrettet i 1917.

Det cirkelformede arrangement af sabler, der har spidsen rettet mod et elsdyrtrofæ, og en opstilling af lanser på hver side samt rustnin­ ger sammenkæder på anakroni­ stisk vis jagt og krigsførelse.

129