Til Nicholas, for altid
Mandag den 4. juni
Hvad kan jeg godt lide? Jeg kan fortælle dig, hvad jeg ikke kan lide. Jeg kan ikke lide Philips bussemand. Han har lige tørret den af bag på ryggen af sin stol. Den blev trukket lang og stirrer på mig, grøn og klæbrig. Mr. Froggatt hopper forbi og banker på bordene. “Hvem vil være den første?” spørger han og snurrer rundt. Han læner sig ind over mit bord og ser navnet på min engelskbog. “James, er du klar?” Jeg nikker og retter mig lidt op. “Godt så, James? Kan du fortælle os lidt om, hvad du godt kan lide?” Så fortæller jeg ham det. Altså jeg fortæller ham det, han gerne vil høre. “Min hund.” Lige det er selvfølgelig sandt. “Cool,” siger han. “Ellers noget?” “Fodbold,” siger jeg. Hvilket ikke rigtig passer. Jeg spiller selv følgelig. For det skal man nærmest. Eller det vil sige, man er nødt til det. 7
“Kan du bedst lide at være forsvars- eller angrebsspiller, James?” Philip fniser. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Onkel Bobby har lært mig at stå på mål, så det gør jeg altid. Derfor svarer jeg: “Hm, at stå på mål, tror jeg.” “Okay. Målmænd er virkelig vigtige.” Han ser op i loftet, slår foden let i gulvet og spjætter lidt. Han tænker sig grundigt om. “Nu ved jeg det! Guillermo Ochoa. Mexicansk målmand ved VM i 2014. I særklasse!” Jeg nikker, som om jeg ved, hvad han taler om. Onkel Bobby ville have vidst det. “Tjek ham ud,” siger mr. Froggatt og staver hans navn højt: “O-c-h-o-a.” Jeg kan se, at Tomaz skriver det ned på håndryggen. Mr. Froggatt laver en bevægelse, som om han redder et skud på mål, og styrter tværs gennem lokalet. “Fantastisk. Godt, James, var der ellers noget?” Hold da op, han vil have mere. Jeg tænker mig om et øjeblik. “YouTube,” siger jeg. “Burgere, svømning ... skolen.” Han springer nærmest tilbage og kigger på mig. “Skolen? Kan du godt lide at gå i skole? Jamen det er jo fantastisk. Det er jeg vild med! Kan du virkelig det?” Han smiler, som om jeg siger det for sjov. Hvilket jeg selvfølgelig også gør. Ingen kan lide at gå i skole. Philip vender sig om. Han trækker munden skæv og kniber øjnene sammen. “Som om,” siger han. “Og dig, min ven?” siger mr. Froggatt og går over mod Philips 8
bord. “Du virker overrasket.” Han læner sig ind over bordet for at se, hvad der står på Philips bog. “Philip Davies, hvad kan du godt lide?” Philip lægger armene over kors. “Ikke så meget,” siger han. “At ordne have, ærter,” siger mr. Froggatt, “gekkoer, at bygge sandslotte, trampoliner, parker ... Der må være noget. Verden er fuld af ting, man kan holde af, Philip.” Philip trækker på skuldrene. “Jeg kan godt lide at slå ihjel.” Mr. Froggatt lægger hovedet på skrå og ser forundret ud. “I computerspil,” tilføjer Philip. “Nå, det var en lettelse,” siger mr. Froggatt. “Jeg så for mig, hvordan du klaskede fluer ude på legepladsen, Philip, og det ville jo ikke være så godt. Selv fluer har krav på et liv.” Han retter lidt på sin butterfly. Jeg har aldrig før set en lærer gå med butterfly. “Hvilke spil spiller du?” Philip retter sig lidt op med en hurtig bevægelse. Det er sjovt at se ham vride sig. “Jeg spiller med min bror,” siger han. Han læner sig tilbage og kaster med håret på den måde, han gør, når der er noget, der går ham på. Så falder han sammen igen og trommer med blyanten på bordet. “Bare aliens og sådan noget, ikke?” Mr. Froggatt nikker. “Unge mand, du er ærlig. Det skal man også have point for.” Blæret mål. Philip var ærlig. Philip sagde sandheden. Var jeg ærlig? Ikke helt. Jeg stirrer ud ad vinduet på skolens sportsbaner og mål og tænker på onkel Bobby, og jeg får lidt ondt i maven. “Er der ellers nogen, der har lyst til at sige noget?” 9
Indias hånd ryger i vejret, og vi befinder os nu et meget, meget sikkert sted. Man kan mærke roen brede sig i lokalet. Kom så, India. Han kommer ikke til at kunne få hende til at holde op med at opremse de ting, hun godt kan lide. “Ja?” siger mr. Froggatt. “Jeg elsker at danse og smykker og min kat og min kanin og at besøge mine bedsteforældre og at være på stranden, og jeg elsker at lave sandslotte. Og,” siger India og kaster et blik rundt i rummet, “skolen og mine venner og det fantastiske kit, jeg har derhjemme, så man kan lave dyr i træ.” “Fedt,” siger mr. Froggatt. “Skal du bruge værktøj for at kunne lave dem?” India tager fat i en lok af sit krøllede hår og vikler den om fingeren. “Det ved jeg ikke,” siger hun. “Jeg har ikke prøvet endnu.” “Okay,” siger han. “Fortæl mig om det, når du har.” India nikker, smiler og siger, at det skal hun nok. Mr. Froggatt beder os om at åbne vores hæfter. Han vil have, vi skal skrive et digt om ting, vi godt kan lide. Det kan være kort eller langt, det kan rime eller ikke, og det kan have en hvilken som helst form. “Jeg skriver også et. Gør det så enkelt, som I har lyst til. Det kan være om mad, vejret eller noget i tv. Det skal bare være noget, der er vigtigt for jer.” Tomaz sætter et ansigt op, som om det er det sidste, han har lyst til. Jack rækker hånden i vejret og siger: “Jeg skriver ikke digte, sir.” Mr. Frogatt går over til hans bord og kigger på hans bog for at finde hans navn. 10
“Sig mig engang, Jack, hvad kan du godt lide at lave?” “Spille fodbold,” siger Jack. “Jeg vil gerne have, du laver en liste,” siger mr. Froggatt. “Dine ti yndlingsspillere og de fem bedste kampe, du har set. Skriv dem hen over siden og forbind nogle af bogstaverne. Som et kunstværk.” “Mener du virkelig det?” spørger Jack. “Ja, det gør jeg,” siger mr. Froggatt. Han har sit eget hæfte med sit navn på forsiden. Han sætter sig ved sit bord med en blyant og begynder at skrive. Jeg åbner mit hæfte og skriver: ʻDet, jeg godt kan lideʼ på den øverste linje. Jeg bør begynde med Buster. Indias blyant farer hen over linjerne. Hun er allerede halvvejs nede på siden. Flo spørger, hvilket ord der rimer på bjørn. Tomaz klikker med sin stiftblyant, indtil stiften knækker. Philip kaster sin blyant igennem lokalet. Den triller hen i nær heden af mr. Froggatts bord, men mr. Froggatt bliver ved med at skrive. Så understreger han noget og rejser sig. Vi sidder alle sammen meget stille og venter på, hvad der sker. Han bøjer sig ned og tager blyanten. Han går over til Philips bord og lægger den lige så forsigtigt på siden i hans hæfte. “Hovsa,” siger han, og så går han tilbage til sin plads, sætter sig ned og tager sit hæfte. “Jeg er næsten færdig,” siger han. “Er der andre?” Nogle få rækker hænderne i vejret. “Et par minutter til,” siger mr. Froggatt. Tomaz og jeg veksler blikke. Han viser sin blanke side frem. 11