gads forlag
boys boys boys y s
Af samme forfatter
Bølger over det høje græs, 2020 Mursejler, 2015
Rúni
Weihe
boys boys boys y s
Boys boys boys
gads forlag
ROMAN Gads Forlag
rúni weihe
roman
Boys boys boys
Copyright © Rúni Weihe og Gads Forlag 2026
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet
Forfatterfoto: Ikram Abdulkadir
Bogen er sat med Sabon hos PBJ Grafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80553-3
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Tak til Statens Kunstfond, Danske Skønlitterære Forfattere og Det Danske Institut i Rom.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K
Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Prolog, Biler 7
Ef terår, København 13
Dag 1, Ankomst 49
Dag 2, Gæssene 123
Dag 3, En lille juleaften 193
A frejse 27 7
Prolog Biler
De mødes i bilerne om aftenen. Drengene i bygden samler hinanden op og kører afsted i skumringen, la ngsomt og med lave omdrejninger. De ældste sidder foran. De yngste, som først for nylig har fået lov til at køre med, sidder bagi. Nede på hovedvejen gasser de op, når de får øje på åbningen i landskabet. Vigen og horisonten og de to små sørgmodigtblå øer, som rejser sig fra havet derude. Det er dem, man kører mod, når man vokser op her.
Aften efter aften sætter de sig ind i bilerne for at køre mellem bygderne, for at cruise, høre musik og slå tiden ihjel. De hører AC/DC og Iron Maiden, Judas Priest. De skruer op, når det er Black Sabbath med Paranoid. Chaufførens venstre hånd hviler på rattet. Den højre hånd holder om gearstangen. I den modkørende trafik kigger de efter nummerplader og bilmærker, de ser efter, hvem der sidder bag rattet, og hvem der kører shotgun. Og når chaufføren genkender nogen, strækker han langsomt fingrene på venstre hånd til hilsen. Ikke mere end det. Det lægger de mærke til på bagsædet og tænker på, hvordan de selv vil hilse, når de bliver gamle nok til at køre.
I nabobygden holder de ind ved tankstationen. Chaufføren står ud for at tanke, og de yngste løber ind i butikken. Bagefter spiser og drikker de chips og sodavand, imens drengene foran taler om penge, om næste løn. De taler om forstærkere. Fælge og forlygter. Om den nye Subaru-model og om én, de kender, der arbejder i Danmark som tømrer. Og om en anden, der arbejder som elektriker på en olieplatform i Norge. De tjener gode penge.
Så bliver de enige om at komme videre. De yngste på bagsædet lægger chips og sodavand fra sig, tørrer fingrene af i bukserne bag knæene og får lov til at komme med ønsker til musikken. De vil høre Limp Bizkit eller Papa Roach, noget nyere. De skifter CD, og da de kører ud fra tanken, er det P.O.D.’s Youth of The Nation, der er sat på. De beslutter sig for at tage ned til havnen, hvor de håber på at støde på andre, som er ude at køre. At nogen vil se dem og følge efter.
På havnen parkerer de foran hallerne og tænder parkeringslysene. Chaufføren lader motoren stå i tomgang. De skruer ned for Deftones og lader Change overdøve af varmeblæserens sus. De ruller vinduerne ned og giver sig til at ryge. Gløderne gnitrer, og de fornemmer stilheden, som omkranser dem, komme tættere på. De lytter efter biler, der nærmer sig, kigger efter lygter, som glider gennem aftenen. Men der er tyst og mørkt. De venter forgæves. Ingen kommer, så de beslutter sig for at køre til næste bygd. Men også der er der stille. De kører ud på hovedvejen igen, skifter CD for at finde noget, som passer
til stemningen. De forsøger med Puddle of Mudds Blurry, men fortryder hurtigt. De skifter til Tracy Chapmans Fast Car og drømmer om, at vejen, de kører på, kunne bære det samme håb, som vejene i hendes sange. At den førte frem til noget nyt, en ny begyndelse.
Et kort øjeblik overvejer de at køre til hovedstaden. Men benzinen er dyr, og det er tirsdag, og dagen efter skal de tidligt op. Så de sætter Eagles på og forliger sig med, at der heller ikke kommer til at ske noget den aften. Imens de lytter til Hotel California , tænker de på, at der også findes en skønhed i, at vejene er tomme. Ingen veje leder væk fra de her øer. Alle ender blindt eller kører i ring. Det er den skæbne, de deler, drengene der sidder i bilerne og kører mellem bygderne langs kysterne. Det er kredsløbet, de indgår i. Og det affinder de sig med, aften efter aften. De kigger ud i mørket og undgår at se på hinanden. Alle mærker resignationen. Aftenen er ovre, og ingenting er sket.
De vender om og kører tilbage ad samme vej, som de kom fra nogle timer tidligere. Da de runder næsset og igen får et glimt ud mod horisonten – mod øerne som kun lige kan skimtes som en mættet skygge inde i mørket –hører de Whitney Houstons I Have Nothing. De lytter til romantiske ballader og kristen rock som Creeds With Arms Wide Open, Bon Jovis Bed of Roses eller U2’s I Still Haven’t Found What I’m Looking For. Numre, de kun lytter til, når de er på vej hjem og tænker på, hvem
af dem det mon vil lykkes at komme derfra. Alle ved, at det er det, som kommer til at ske. Det er sådan, det er at vokse op her. Halvdelen forsvinder, halvdelen bliver. Men de ved stadig ikke, hvilken halvdel de selv tilhører. Det, drengene på bagsædet dog godt ved, er, at chauf førens skæbne allerede er afgjort. Han er en af dem, der bliver. Den, som køber bil, kommer aldrig væk.
Efterår København
Det er bidende koldt. Lyset er hvidt og blændende som lige før den første frost. Jeg får øje på Jonas, der sidder på en bænk i solen og venter. Han er iført sin sorte vinterfrakke, vanter og den grå, slaskede hue, jeg ikke kan fordrage. Han stirrer ud i luften, og hans øjne bevæger sig næsten ikke, da jeg træder ind i hans synsfelt. Jeg smiler og vinker.
– Ej, sikke et vejr, siger jeg og standser foran ham.
– Sandt nok, svarer han.
Han skygger for solen med hånden og misser med øjnene. Han virker uoplagt. De har endelig “gjort boet op”, forklarer han. Annulleret den planlagte ferie. Det var det sidste, som skulle afvikles mellem Jonas og hans eks, Martin.
– Å h, svarer jeg og fortryder mit forsøg på at få ham til at glæde sig over vejret.
– Det kunne du ikke vide, svarer han, idet han sænker hånden og lader blikket falde ned på noget bag mig.
Jeg sætter mig ved siden af ham. Han lægger hovedet mod min skulder og sukker. Jeg lægger armen om ham og giver ham et trøstende kram. Pludselig ler vi lidt uden at vide hvorfor. Vi bliver stille igen og kigger ud over
søen, der glitrer. På trafikken, som glider afsted langs den modsatte bred. Og månen, der hænger over de lange
facadebånd på Indre By-siden, klar og tydelig som et gammelt rådhusur, der er gået i stå.
Jonas spørger, hvor jeg egentlig har været.
– Glyptoteket, svarer jeg.
– Va r du der alene?
– Ja.
Han tilføjer ikke noget, men jeg ved, han synes, jeg bruger for meget tid alene.
– Jeg har besluttet mig for at rejse hjem i år, siger jeg. I starten af december.
Jeg kan fornemme, at han smiler og er glad på mine vegne.
– Må jeg ikke komme med, hva’? Jeg har aldrig set, hvor du kommer fra, siger han. Du kan introducere mig som din “mandlige ven”.
– Mh m, svarer jeg og smiler.
– Jeg har virkelig brug for en pause, siger han, komme lidt væk fra det hele.
Han siger det på en måde, som får mig til at forstå, at han ikke rigtig mener det. Han vil væk. Ud i verden. Ikke til Færøerne for at trille tommelfingre i det kolde køkken sammen med mig og min gamle far.
– Hvad sagde din far, blev han ikke glad?
– Jeg har ikke fortalt ham det endnu, svarer jeg.
– Hvorfor ikke?
– Ikke for noget, jeg har bare ikke kunnet tage mig sammen.
Jeg retter mig op og gør tegn til at rejse mig, men Jonas lader sig glide ned i min favn. Han kigger op på mig og beder mig love, at jeg vil ringe og fortælle min far det i dag. Jeg trækker huen ned over hans øjne.
– Ba re få det overstået, siger han.
– Jeg lover, siger jeg og lader mine fingre følge hans kæbes linje.
Han smiler, og så slapper han af. Sådan sidder vi i nogle minutter. Jeg tror, han er tæt på at falde i søvn. Da jeg trækker huen op igen, kigger han på mig med meget søvnige øjne.
– Skal vi ikke gå lidt? spørger jeg. Jeg fryser.
Vi går mod Vesterbro. Han stikker sin arm ind under min. Gruset knaser under vores sko, og vi går og snøfter lidt i kulden. Han trækker sig tæt ind til mig og spørger, hvad med dig? Skal du ikke til at se nogen snart? Jeg ryster på hovedet og smiler.
– D et er så besværligt, siger jeg. Jeg er jo bange for mænd. Har du i øvrigt set, at de har sat en ny svane ud? spørger jeg og peger på en af vandcyklerne ude på søen.
Til forskel fra de andre er den sort.
– Næ, hvad mener du?
– Der var da aldrig nogen sort svane, var der? Blander de ikke den grimme ælling sammen med sorteper?
Uden at se på svanen siger han, at det da ikke er så farligt. Det er slet ikke sikkert, at det er en reference.
– Det behøves det jo ikke at være, vel? Måske har de
sat en sort svane ud, fordi der er nogen, som synes, det er sjovt at skille sig ud.
– Men det hænger ikke sammen, siger jeg.
Han afbryder mig. Han synes, det handler om at skille sig ud.
– Det er der jo altid nogen, som gerne vil.
Vi går videre uden at sige mere. Foran Planetariet krammer vi farvel og går hver til sit.
Tegneskolen låner Brorson-kirken på onsdage, og mine elever tegner helt anderledes her; foran alteret, i koret, på trapperne. Vi låner også lidt af kirkens stemning. Noget af det sakrale sætter sig i eleverne, som ranker deres rygge. Kirken gør det halve af mit arbejde. Når de kan mærke, at jeg betragter dem, kigger de op på mig for at få at vide, hvad jeg synes. Uden at tage blikket fra deres tegninger siger jeg noget opmuntrende. Det er arbejdets anden halvdel. Bagefter tilføjer jeg højere og ud i rummet nogle generelle instruktioner, som gælder dem alle.
– Tænk på tegneretningen, på rækkefølgerne. Hvad løfter sig, hvad løber, strækker sig og falder? Tegn bevægelserne. Murene rejser sig. Så de tegnes nedefra og op. Buerne strækker sig fra en søjle til den næste, som kraftfulde spring. Tegn med aftagende tryk. Og loftets hvælv falder ned over os, som et klæde i vinden, gør det ikke?
I et par timer går jeg rundt og taler om tider og vægt, i metaforer og billeder. Jeg stiller retoriske spørgsmål.
– Hvad er flygtigt, hvad er tungt? spørger jeg. Hvad
er hurtigt, hvad er langsomt? Kan man betragte byggematerialerne sådan? Det, som aldrig flytter sig, er umuligt at viske ud. Tryk hårdt med kullet. Stolene, bænkene, møblementet, det, som kan flyttes, er mere flygtigt, tryk mindre hårdt. Og til sidst det levende, os selv, vores tasker og jakker, antyd det kun. Vores aftryk er flygtige, både i rummet og på papiret.
Jeg minder dem om at skifte mellem blyant og kul, at tildele dem roller. En 6B’er til alt i sten, en HB’er til alt i træ, en 8H’er til alt i stål. At tildele tegningen et hierarki og tegne lagene oven i hinanden uden at viske noget ud.
De har hørt det tusind gange nu. Jeg er ef terhånden blevet god til at gentage mig selv, uden at det føles pinligt. Jeg er blevet dygtig til mit arbejde.
Klokken otte lægger vi tegningerne ud på gulvet. Vi stiller os i en cirkel og gør, som vi plejer. Jeg begynder og peger på en tegning og roser noget, kritiserer noget andet. Bagefter træder eleven, som har tegnet tegningen, frem og peger på en anden tegning. Hun roser noget, kritiserer noget andet. Sådan bliver vi ved, indtil alle har sagt noget og fået respons. Så er aftenen ovre, og kurset slut. Jeg ønsker dem held og lykke med deres ansøgninger og optagelsesprøver og forsøger at se dem alle i øjnene, da jeg fortæller, at jeg er meget glad for at have lært dem at kende. Da de sidste er gået, giver jeg mig til at klappe stolene sammen og stille dem på plads. Jeg slukker lyset, og idet jeg kort efter låser døren, er det med en trist fornemmelse af, hvor hurtigt vi er i stand til at glemme hinanden.