Bloodlands

TIMOTHY SNYDER

Amerikanerne kalder Anden Verdenskrig for ”den gode krig”. Men før den overhovedet begyndte, havde USA’s allierede, Stalin, dræbt flere millioner af sine egne borgere – og han blev ved med sine udrensninger efter krigen. Før Hitler blev besejret, havde han myrdet seks millioner jøder og næsten ligeså mange andre europæere. Ved krigsafslutningen kom både de tyske og de sovjetiske drabssteder til at befinde sig bag Jerntæppet, hvilket gjorde, at historien om massedrabene ikke kom frem i lyset. Bloodlands er omhyggeligt researchet, dybt human og helt igennem definitiv. Bogen kaster lys over et af de mørkeste kapitler i Europas historie og beskriver de massemord og systematiske ugerninger, der blev begået af det nazistiske og det stalinistiske regime som to aspekter af den samme fortælling. Med et nyt efterskrift, der fokuserer på relevansen af disse begivenheder for demokratiets aktuelle tilbagetog, er Bloodlands obligatorisk læsning for enhver, der ønsker at forstå den moderne histories centrale tragedie og dens betydning i dag. TIMOTHY SNYDER, født 1969, er professor i historie ved Yale University. Han er prisbelønnet forfatter til en række bøger. På dansk er tidligere udkommet Sort jord. Holocaust som historie og advarsel (2016), Om tyranni. 20 ting vi kan lære af det 20. århundrede (2017) og Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika (2018). Timothy Snyders bøger er oversat til over 40 sprog.

ISBN 978-87-12-07048-1

Bloodlands_omslag.indd 1

BLOODLANDS

Bloodlands er historien om Hitlers og Stalins massemordspolitikker, som forklarer, hvorfor Ukraine har haft en central placering i Vestens historie igennem det seneste århundrede.

E U R O PA MELLEM HITLER OG S TA L I N

“Det vigtigste historieværk i årevis.” – ANTONY BEEVOR

INTERNATIONAL BESTSELLER Med nyt efterskrift

BLOODLANDS E U R O PA MELLEM HITLER OG S TA L I N TIMOTHY SNYDER

★★★★★★ – Berlingske ★★★★★ – Jyllands-Posten

11.05.2022 14.58

Bloodlands.indd 2

12.05.2022 21.51

Timothy Snyder

BLOOD LANDS Europa mellem Hitler og Stalin Oversættelse ved Peter Dürrfeld

Bloodlands.indd 3

12.05.2022 21.51

Bloodlands.indd 4

12.05.2022 21.51

Europa 7 Indledning · Hitler og Stalin 23 1 Hungersnød i Sovjetunionen 46 2 Klasseterror 89 3 National terror 122 4 Europa under Molotov-Ribbentrop 5 Apokalypsens økonomi 195 6 Endlösung 231 7 Holocaust og hævn 273 8 De nazistiske dødsfabrikker 304 9 Modstand og afbrænding 331 10 Etniske udrensninger 372 11 Stalins antisemitisme 400 Mennesker 445 Tal og betegnelser 479 Sammenfatning 487 Efterskrift 491 Oversigt over kilder 512 Noter 536 Stikords- og navneregister

Bloodlands.indd 5

155

563

12.05.2022 21.51

dit gyldne hår Margarete dit askegrå hår Shulamit Paul Celan, “Dødsfuga”

Alt flyder, alt ændres. Man kan ikke stige på det samme fængselstog to gange. Vasilij Grossman, Alt flyder

En fremmed druknede i Sortehavet alene Og ingen hørte hans bøn om tilgivelse “Storm over Sortehavet”, ukrainsk folkesang

Hele byer forsvinder. I naturens sted kun et hvidt skjold som værn mod ikke-eksistensen Tomas Venclova, “Achilleus’ skjold”

Bloodlands.indd 6

12.05.2022 21.51

Europa “Nu har vi noget at leve af!” Det kunne den sultne dreng godt lide at sige, når han vandrede ud ad den rolige landevej eller tværs over de tomme marker. Men den mad, han så, eksisterede kun i hans fantasi. Al hveden var forsvundet i den ubarmhjertige bølge af beslaglæggelser, der indledte Europas æra med massedrab. Det var i 1933, og Josef Stalin var med fuldt overlæg gået i gang med at udsulte sovjetrepublikken Ukraine. Den lille dreng døde. Det samme gjorde mere end tre millioner andre ukrainere. “Jeg skal mødes med hende under jorden,” sagde en ung sovjetborger om sin kone. Det fik han ret i. Han blev skudt umiddelbart efter hende, og de blev begravet i lighed med andre 700.000 ofre for Stalins store terror i årene 1937 og 1938. “De bad om min vielsesring, som jeg ...” – var det sidste, den polske officer nåede at skrive i sin dagbog, inden han i 1940 blev henrettet af det hemmelige sovjetiske politi. Han var en af de omkring 200.000 polske statsborgere, der i begyndelsen af Anden Verdenskrig blev skudt af russerne eller tyskerne, efter at Nazityskland og Sovjetunionen i fællesskab havde besat hans land. I slutningen af 1941 skrev en 11-årig russisk pige som de allersidste ord i sin beskedne dagbog: “Kun Tanja er tilbage.” Adolf Hitler havde forrådt Stalin, hendes hjemby var belejret af tyskerne, og hendes familie var blandt de omkring fire millioner sovjetiske borgere, som tyskerne lod sulte ihjel. Den følgende sommer skrev en 12-årig jødisk pige i Hviderusland et afskedsbrev til sin far: “Jeg siger farvel til dig, inden jeg skal dø. Jeg er så bange for at dø på den måde, for de smider små børn levende ned i massegravene.” Hun var blandt de mere end fem millioner jøder, som blev gasset eller skudt af tyskerne. _________________ I hjertet af Europa myrdede de nazistiske og de sovjetiske regimer midt i det 20. århundrede omkring 14 millioner mennesker. Jeg kalder

Bloodlands.indd 7

12.05.2022 21.51

8

BLOODLANDS

om­rådet for Bloodlands, og det strækker sig fra det centrale Polen til det vestlige Rusland – og dækker også Ukraine, Hviderusland og de baltiske lande. Mens nazismen og stalinismen konsoliderede sig (19331938), under den tysk-russiske besættelse af Polen (1939-1941) og derpå under krigen mellem Tyskland og Sovjetunionen (1941-1945) blev dette område hjemsted for en så omfattende vold og så mange drab, at man aldrig tidligere i historien havde oplevet noget tilsvarende. Ofrene var hovedsageligt jøder, hviderussere, ukrainere, polakker, russere og baltere, de folk, der boede i regionen. De 14 millioner blev myrdet i løbet af blot 12 år, mellem 1933 og 1945, mens både Hitler og Stalin var ved magten. Selvom deres hjemlande blev forvandlet til slagmarker i slutningen af denne periode, blev alle disse mennesker ofre for en morderisk politik snarere end for krigen som sådan. Anden Verdenskrig var den konflikt i verdenshistorien, der krævede flest menneskeliv, og omkring halvdelen af alle de soldater, som omkom på slagmarkerne rundt omkring på kloden, døde i regionen, i Bloodlands. Og dog var ikke en eneste af de 14 millioner soldat i aktiv tjeneste. De fleste var kvinder, børn og gamle. Ingen af dem bar våben. Mange var blevet frarøvet alt, hvad de ejede og havde, selv deres tøj. Auschwitz er det mest berygtede stednavn i regionen. I dag opfattes Auschwitz som synonymt med Holocaust – og Holocaust som et helt århundredes ondskab. Men de mennesker, som blev indforskrevet som arbejdskraft i Auschwitz, havde i det mindste en chance for at overleve – og takket være de erindringer og romaner, som overlevende har skrevet, er navnet Auschwitz blevet kendt. Langt flere jøder, de fleste af dem polske, blev gasset i tyske dødsfabrikker, hvor næsten alle døde, og deres navne står ikke så stærkt i folks bevidsthed: Treblinka, Chelmno, Sobibor og Belzec. Endnu flere jøder, polske, sovjetiske og baltiske, blev skudt og efterladt i grøfter og massegrave. De fleste døde ikke langt fra deres hjem, i det besatte Polen, Litauen, Letland samt i sovjetrepublikkerne Ukraine og Hviderusland. Tyskerne fragtede jøder fra andre lande til området for at slå dem ihjel. Jøder ankom i tog til Auschwitz fra Ungarn, Tjekkoslovakiet, Frankrig, Belgien, Holland, Grækenland, Jugoslavien, Italien og Norge. Tyske jøder blev deporteret til byerne i Bloodlands, til Lodz, Kaunas, Minsk og Warszawa, inden de blev skudt eller gasset. De mennesker, der boede i det kvarter, hvor

Bloodlands.indd 8

12.05.2022 21.51

europa

E u r o pa

9 9

Bloodlands Atlanterhavet

uralbjergene Nordsøen

Østersøen

en

Volga

n Rhi

Europa Asien

sp Ka isk

D onau

eH

Sortehavet

av

Mi d d e

Eufr a

l h av e t

Tigr is t

Nilen

Afrika

skriver nu, i Wiens 9. “Viertel”, blev deporteret til Auschwitz, Sobijeg sidder og skriver nu, i Wiens 9. “Viertel”, blev deporteret til bor, Treblinka og Riga, der alle lå i Bloodlands. Auschwitz, Sobibor, Treblinka og Riga, der alle lå i Bloodlands. De tyske massemord på jøder fandt sted i det besatte Polen, Litauen, De tyske massemord på jøder fandt sted i det besatte Polen, Litauen, Letland og Sovjetunionen – ikke i selve Tyskland. Hitler var en antiLetland og Sovjetunionen – ikke i selve Tyskland. Hitler var en antisemitisk politiker i et land med et beskedent jødisk islæt. Jøderne udsemitisk politiker i et land med et beskedent jødisk islæt. Jøderne gjorde mindre end én procent af den tyske befolkning, da Hitler i 1933 udgjorde mindre end én procent af den tyske befolkning, da Hitler blev udnævnt til rigskansler, og omkring en kvart procent ved udbrudi 1933 blev udnævnt til rigskansler, og omkring en kvart procent ved det af Anden Verdenskrig. udbruddet af Anden Verdenskrig. I de første seks år af Hitlers regeringstid fik jøder – under ydmyI de første seks år af Hitlers regeringstid fik jøder – under ydmygende gende og forarmende omstændigheder – tilladelse til at emigrere. De og forarmende omstændigheder – tilladelse til at emigrere. De fleste fleste af de jøder, der i Tyskland i 1933 oplevede Hitler vinde valget, af de jøder, der i Tyskland i 1933 oplevede Hitler vinde valget, døde af døde af naturlige årsager. Mordene på 165.000 tyske jøder var naturnaturlige årsager. Mordene på 165.000 tyske jøder var naturligvis en ligvis en horribel forbrydelse, men kun en mindre del af den tragedie, horribel forbrydelse, men kun en mindre del af den tragedie, der ramte der ramte de europæiske jøder: mindre end tre procent af de dødsfald, de europæiske jøder: mindre end tre procent af de dødsfald, Holocaust Holocaust førte med sig. Hitlers planer om helt at udrydde jøderne i førte med sig. Hitlers planer om helt at udrydde jøderne i Europa ramte Europa ramte de to mest betydelige jødiske befolkningsgrupper i Eurode to mest betydelige jødiske befolkningsgrupper i Euro­pa med fuld

25_Bloodlands(5k).indd 9 Bloodlands.indd 9

30/06/11 11:17:37 12.05.2022 21.51

10

BLOODLANDS

kraft, da Nazityskland i 1939 invaderede Polen og to år senere angreb Sovjetunionen. Hans ambitioner om at tilintetgøre alle Europas jøder kunne kun realiseres i de områder, hvor jøderne boede. Jødernes skæbne kan få os til at overse de tyske planer om endnu mere omfattende massedrab. Hitler ville ikke blot udrydde jøderne, han ville også ødelægge Polen og Sovjetunionen som stater, tilintetgøre deres herskende klasser og dræbe millioner og atter millioner af slavere (russere, ukrainere, hviderussere og polakker). Hvis tyskernes krig mod Sovjetunionen var forløbet som planlagt, ville 30 millioner civile have lidt sultedøden allerede den første vinter, og et tilsvarende antal ville være blevet fordrevet, dræbt, assimileret eller gjort til slaver. Selvom planerne aldrig blev ført ud i livet, var de i bund og grund de moralske præmisser for den tyske besættelsespolitik i Østeuropa. Tyskerne myrdede i løbet af krigen nogenlunde lige så mange ikkejøder som jøder, hovedsageligt ved at udsulte sovjetiske krigsfanger (mere end tre millioner) og indbyggere i belejrede byer (mere end en million) eller ved at skyde civile i gengældelsesaktioner (mellem en halv og en hel million mennesker, især hviderussere og polakker). På østfronten besejrede Sovjetunionen i Anden Verdenskrig det nazistiske Tyskland, hvorved Stalin skaffede sig opbakning fra mange millioner mennesker og kom til at spille en afgørende rolle i etableringen af den nye orden i Europa. Men Stalins egen mordstatistik var næsten lige så skræmmende som Hitlers, ja, i fredstid var den faktisk langt værre. Under påskud af at ville forsvare og modernisere Sovjetunionen iværksatte Stalin i 1930’erne udsultning af millioner og nedskydning af trekvart million mennesker. Stalin dræbte sine egne borgere lige så effektivt, som Hitler dræbte mennesker i andre lande. Af de 14 millioner, der med fuldt overlæg blev myrdet i blodlandene i årene mellem 1933 og 1945, må en tredjedel skrives på Sovjetunionens regning. Dette er gennemgang af politisk massemord. De 14 millioner blev alle ofre for en morderisk sovjetisk eller nazistisk politik, ofte i en vekselvirkning mellem Sovjetunionen og Nazityskland, de faldt ikke i krigen mellem de to stormagter. En fjerdedel af dem blev dræbt, inden Anden Verdenskrig overhovedet var begyndt. Yderligere 200.000 døde mellem 1939 og 1941, hvor Nazityskland og Sovjetunionen som

Bloodlands.indd 10

12.05.2022 21.51

E u r o pa

11

allierede skabte en ny dagsorden i Europa. De 14 millioners død hang undertiden sammen med økonomiske planer, eller myrderierne blev fremskyndet som følge af økonomiske betragtninger, men de blev ikke begrundet med nogen økonomisk nødvendighed i snæver forstand. Stalin var udmærket klar over, hvad der ville ske, da han i 1933 beslaglagde sultende bønders fødevarer i Ukraine, akkurat som Hitler vidste, hvad der var i vente, da han otte år senere forhindrede sovjetiske krigsfanger i at få noget at spise. I begge tilfælde døde der mere end tre millioner mennesker. De flere hundrede tusinde sovjetiske bønder og arbejdere, der blev skudt under den store terror i 1937 og 1938, døde på udtrykkelig ordre fra Stalin, ligesom de millioner af jøder, der mellem 1941 og 1945 blev skudt og gasset, var ofre for en klart formuleret politik fra Hitlers side. Krigen ændrede balancen i myrderierne. I 1930’erne var Sovjetuni­ onen den eneste stat i Europa, der gennemførte massedrab. Inden Anden Verdenskrig, dvs. i de første seks et halvt år efter at Hitler var kommet til magten, dræbte det nazistiske styre ikke mere end omkring 10.000 mennesker. Det stalinistiske regime havde allerede sultet mil­lioner af mennesker ihjel og skudt op imod en million. De tyske massedrab skulle i årene mellem 1939 og 1941 komme på omgangshøjde med de sovjetiske, efter at Stalin havde tilladt Hitler at indlede sin storkrig. Den tyske værnemagt og Den Røde Hær angreb i september 1939 Polen fra hver sin side, tyske og sovjetiske diplomater skrev under på en grænsedragnings- og ikkeangrebspagt, og tyske og sovjetiske styrker holdt i fællesskab landet besat i næsten to år. Efter at tyskerne i 1940 havde udvidet deres territorium mod vest og nord ved at invadere Norge, Danmark, Holland, Belgien og Frankrig, besatte og annekterede Sovjetunionen Estland, Letland og Litauen samt det nordøstlige Rumænien. Begge regimer skød veluddannede polske statsborgere i ti­tusindvis og deporterede flere hundrede tusinde. For Stalin var masseterroren blot en fortsættelse af gammel politik i nyt terræn. For Hitler var der derimod tale om et gennembrud. Men de værste myrderier begyndte, da Hitler forrådte Stalin, og tyske styrker i juni 1941 rykkede ind i Sovjetunionen. Selvom Anden Verdenskrig begyndte i september 1939 med den koordinerede tysksovjetiske invasion af Polen, indtraf størstedelen af dens uhyrlige

Bloodlands.indd 11

12.05.2022 21.51

12

BLOODLANDS

myr­derier i kølvandet på det andet stormløb mod øst. I Ukraine, i Hviderusland og i området omkring Leningrad, de steder, hvor det stalinistiske regime de foregående otte år havde udsultet og skudt omkring fire millioner mennesker, lykkedes det de tyske styrker at udsulte og skyde endnu flere på blot den halve tid. Umiddelbart efter invasionen gik den tyske værnemagt i gang med at udsulte sine sovjetiske fanger, og særlige enheder, de såkaldte Einsatzgruppen, begyndte at henrette politiske fanger og jøder. Sammen med det frygtede Waffen-SS og den tyske værnemagt – og med deltagelse af lokale militser og hjælpepoliti – begyndte disse Einsatzgruppen den sommer at tilintetgøre de jødiske samfund i deres helhed. _________________ Bloodlands var det område, der husede de fleste af Europas jøder, og det var her, Hitler og Stalins planer overlappede hinanden. Det var også her, den tyske værnemagt og Den Røde Hær kæmpede, og det sovjetiske NKVD og det tyske SS koncentrerede deres styrker, og her de fleste massedrab fandt sted – og i 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne betød det Polen, de baltiske lande, Hviderusland, Ukraine samt Sovjetunionens vestligste kanter. Stalins forbrydelser forbindes som regel med Rusland, ligesom Hitlers forbindes med Tyskland. Men den mest morderiske del af Sovjetunionen lå i dens ikke-russiske periferi, og nazisterne myrdede generelt uden for Tyskland. De fleste forestiller sig, at rædslerne i det 20. århundrede generelt udspillede sig i lejrene. Men koncentrationslejrene var ikke der, hvor de fleste ofre for nazismen og stalinismen døde. Disse misforståelser vedrørende skuepladserne og metoderne forhindrer os i at få det sande billede af grusomhederne i det 20. århundrede. Tyskland var hjemsted for de koncentrationslejre, der i 1945 blev befriet af amerikanerne og briterne. Det russiske Sibirien var som bekendt hjemsted for en stor del af Gulag, som takket være forfatteren Aleksandr Solsjenitsyn blev kendt i Vesten. Disse lejre, som de er fremstillet i billeder og tekst, fortæller kun en lille del af historien om det tyske og sovjetiske voldsregimente. Omkring en million mennesker døde efter forvisning til tyske arbejds- og koncentrationslejre – i de tyske gaskamre, derimod, og der hvor tyskerne slagtede og udsultede i

Bloodlands.indd 12

12.05.2022 21.51

Bloodlands.indd 13 25_Bloodlands(5k).indd 13

en

lg i

VichyFrankrig

Rijn

Schweiz

AlsaceLorraine

Lux.

au

Italien

München

Don

Tyskland

Østrig

Warszawa

Krakow

Budapest

Serbien

Ungarn

Bratislava

Kroatien

Wien

M

Lviv

Bukarest

Rumænien

Lublin generalguvernementet

ula

Minsk

Novgorod

Smolensk

U.S.S.R.

Kisjinjov

MOLDAVISKE S.S.R.

Odessa

Ukrainske s.s.r.

Kijev

Sortehavet

KRIM

Dn epr

Kursk

Stalino

Moskva

Don

Volga

Georgiske s.s.r.

Stalingrad

Dobbelt besat i august 1941

Tysk besættelse

Leningrad

August 1941

Bloodlands

Hviderussiske Białystok s.s.r.

Vilnius

Litauiske s.s.r.

Riga Lettiske s.s.r.

Tallinn Estiske s.s.r.

Helsinki

Königsberg

Slovakiet

Posen wartheland Lodz

Vi st

Østersøen

Danzig

protektoratet böhmen og mähren

Prag

Dresden

Berlin

Hamburg

Danmark

Stockholm

Sverige

Finland

p-linjen entro ibb -R ov t o ol

Frankrig

Be

Holland

Nordsøen

Oslo

Norge

KarelskFinske s.s.r.

europa E u r o pa

113 3

12.05.2022 21.51 30/06/11 11:17:38

14

BLOODLANDS

stor skala, døde omkring ti millioner mennesker. Mere end en million menneskeliv blev mellem 1933 og 1945 drastisk afkortet som følge af udmattelse og sygdom i de sovjetiske Gulaglejre – i de områder, hvor det sovjetiske styre slagtede eller udsultede folk, omkom omkring seks millioner, heraf fire millioner i Polen, Baltikum, Hviderusland og Ukraine. Halvfems procent af fangerne i Gulaglejrene forlod dem i live. De fleste af de mennesker, der havnede i de tyske koncentrationslejre – i modsætning til tyske gaskamre, massegrave og krigsfangelejre – overlevede. Den skæbne, fangerne i koncentrationslejrene fik, var – hvor forfærdelig den end formede sig – forskellig fra den, der overgik de mange millioner, der blev gasset, skudt eller sultet ihjel. Denne skelnen mellem koncentrationslejre og skuepladser for massedrab kan ikke foretages entydigt: Mennesker blev henrettet i lejrene, mange døde af sult. Ikke desto mindre var der forskel mellem en koncentrationslejrdom og en dødsdom, mellem arbejde og gas, mellem slaveri og en kugle for panden. Det overvældende flertal af dødsofrene for de tyske og sovjetiske regimer så aldrig en koncentrationslejr. Auschwitz var begge dele: både en arbejdslejr og en dødsfabrik, og den skæbne, der ventede de mennesker, jøder og ikke-jøder, der var blevet udvalgt til at arbejde, var meget forskellig fra den skæbne, der ventede de jøder, der blev udpeget til gaskamrene. Auschwitz rummer således to historier, indbyrdes forbundne og alligevel forskellige. Auschwitz som arbejdslejr repræsenterer de barske oplevelser, der ventede det store antal mennesker, der måtte lide under den tyske (eller sovjetiske) “koncentrationspolitik”, mens Auschwitz som dødsfabrik repræsenterer den skæbne, der overgik de mennesker, der med fuldt overlæg blev myrdet. De fleste af de jøder, der ankom til Ausch­w itz, blev simpelthen gasset. I lighed med næsten alle de 14 millioner mennesker, der blev dræbt i blodlandene, tilbragte de ingen tid i en kon­centrationslejr. De tyske og russiske koncentrationslejre omringede dødszonen, fra vest til øst, og de skabte nuancer af gråt i forhold til alt det kulsorte. I slutfasen af Anden Verdenskrig befriede amerikanske og britiske styrker tyske koncentrationslejre som Belsen og Dachau, men de allierede befriede ikke en eneste af de store dødsfabrikker. Tyskerne udførte alle deres store massedrabsprojekter i områder, der senere blev besat af de

Bloodlands.indd 14

12.05.2022 21.51

E u r o p a

15

sovjetiske styrker. Den Røde Hær befriede Auschwitz, ligesom den befriede Treblinka, Sobibor, Belzec, Chelmno og Majdanek. Amerikanske og britiske styrker nåede ikke frem til nogen som helst af de steder, hvor de mest omfattende massedrab havde fundet sted. Det forholder sig altså ikke alene sådan, at amerikanerne og briterne ikke så nogen af de steder, hvor russerne havde udført deres massedrab – således at stalinismens forbrydelser først blev dokumenteret efter afslutningen på Den Kolde Krig, hvor arkiverne blev åbnet. Det forholder sig også sådan, at de aldrig så de steder, hvor tyskerne dræbte løs, hvilket har betydet, at det har taget lige så lang tid at forstå omfanget af Hitlers forbrydelser. Fotografierne og filmene fra de tyske koncentrationslejre var det tætteste, de fleste mennesker i Vesten kom på at forstå massedrabene. Hvor forfærdelige disse billeder end var, gav de kun antydninger af historien om blodlandene. De udgør ikke hele historien; tragisk nok knap nok en introduktion hertil. _________________ Massedrab i Europa bliver almindeligvis forbundet med Holocaust, og Holocaust med hurtige, fabriksagtige myrderier. Men denne opfattelse er for enkel. På de tyske og sovjetiske slagtemarker var drabsmetoderne temmelig primitive. Af de 14 millioner civile og krigsfanger, der fra 1933 til 1945 blev myrdet i Polen, Baltikum, Hviderusland og Ukraine, døde over halvdelen ganske enkelt, fordi de ikke fik noget at spise. I midten af det 20. århundrede sultede europæere med fuldt overlæg andre europæere ihjel i et monstrøst antal. De to mest omfangsrige folkemord, når man ser bort fra Holocaust – Stalins iscenesatte hungersnød i begyndelsen af 1930’erne og Hitlers udsultning af sovjetiske krigsfanger i begyndelsen af 1940’erne – benyttede sig af netop denne metode. Udsultningen havde ikke alene en fremtrædende plads i virkeligheden, men også på tegnebrættet. I en såkaldt Hungerplan skitserede det nazistiske styre i vinteren 1941-1942 hvordan 20-30 millioner mennesker eller flere skulle sulte ihjel. Efter sultedøden kom skydning og derefter gasning. Under Stalins store terror i 1937-1938 blev næsten 700.000 sovjetborgere skudt. De omkring 200.000 polakker, som tyskerne og russerne dræbte under deres fælles besættelse af Polen, blev skudt. De mere end 300.000

Bloodlands.indd 15

12.05.2022 21.51

16

BLOODLANDS

hviderussere og et tilsvarende antal polakker, der blev likvideret i tyske “gengældelsesaktioner”, blev skudt. Og de jøder, der blev dræbt under Holocaust, havde en lige så stor risiko for at blive skudt som for at omkomme i gaskammeret. I sig selv var der ikke noget særligt moderne ved gasningen. Den omkring en million jøder, der omkom i Auschwitz’ gaskamre, blev dræbt af hydrogencyanid (Zyklon B), en kemisk forbindelse, man har kendt siden det 18. århundrede. De omkring 1,6 millioner jøder, der blev dræbt i Treblinka, Chelmno, Belzec og Sobibor blev gasset med kulilte, hvis dødelige virkning allerede oldtidens grækere kendte til. I 1940’erne blev hydrogencyanid anvendt som skadedyrsgift, mens man fik kulilten fra forbrændingsmotorer. De sovjetiske og tyske regimer benyttede sig i det store og hele af teknologier, der ikke ligefrem var nye på den tid: forbrændingsmotorer, jernbaner, skydevåben, pesticider, pigtråd. Uanset hvilken teknologi der blev anvendt, havde myrderierne et personligt præg. Mennesker, der døde af sult, blev observeret, ofte fra vagttårne, af dem, der undlod at give dem mad. Mennesker, der blev skudt, blev set gennem et skydevåbens sigtekorn, ofte fra klos hold, eller de blev fastholdt af to mænd, mens en tredje pressede en pistol mod offerets hovedbund. Mennesker, som skulle gasses, blev indfanget, anbragt i togvogne og transporteret til gaskamrene. De blev frarøvet deres ejendele, deres tøj og – hvis det drejede sig om kvinder – deres hår. Hver af dem døde deres særlige død, eftersom de havde haft hver deres liv. _________________ Det kolossale antal ofre kan sløre vores opfattelse af det individuelle i massedrabene. “Jeg ville gerne kalde jer alle ved navn,” skrev den russiske digter Anna Akhmatova i sit Reqiuem, “men listen er blevet fjernet, og der er intet sted at søge efter den.” Takket være historikernes hårde arbejde har vi dog nogle lister. Og takket være åbningen af arkiverne i Østeuropa har vi også nogle steder at søge. Vi har desuden et forbløffende stort antal stemmer fra ofrene: For eksempel erindringerne af en ung jødisk kvinde, som det lykkedes at grave sig op af den nazistiske massegrav i slugten Babij Jar ved Kiev. Og der var en anden,

Bloodlands.indd 16

12.05.2022 21.51

E u r o pa

17

som gennemførte samme bedrift i forbindelse med massakren i Ponary uden for Vilnius. Ligeledes har vi erindringer fra en snes mennesker, der overlevede Treblinka. Vi har et arkiv fra ghettoen i Warszawa, der med møje og besvær blev samlet, gravet ned og derpå – for største­delens vedkommende – fundet. Vi har nogle dagbøger, der stammer fra polske officerer, der i 1940 blev skudt af det sovjetiske NKVD i Katyn, dagbøger, som senere blev gravet frem sammen med ligene af de skudte. Vi har sedler, der blev kastet ud fra de busser, som samme år fragtede polakker ud til massegrave i forbindelse med tyskernes myrderier. Vi har ord, der blev kradset på muren i synagogen i Kovel – og dem, der senere kunne læses på væggen i Gestapos fængsel i Warszawa. Vi har erindringer fra ukrainere, som overlevede den sovjetiske hungersnød i 1933, og fra de sovjetiske krigsfanger, som overlevede den tyske udsultningsplan i 1941, for ikke at tale om de indbyggere i Leningrad, som overlevede den tyske udsultningsbelejring fra 1941 til 1944. Vi har endvidere nogle af gerningsmændenes beretninger, taget fra tyskerne, fordi de tabte krigen, eller fundet i russiske, ukrainske, hviderussiske eller polske og baltiske arkiver efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Vi har rapporter og breve fra tyske politifolk og soldater, som skød jøder, og fra de tyske enheder, der blev sat ind for at bekæmpe partisaner, og som skød civile hviderussere og polakker. Vi har de ansøgninger, som aktivister i det kommunistiske parti indsendte, før de iværksatte hungersnøden i Ukraine i 1932-1933. Vi har dødskvoter for bønder og nationale mindretal, sendt fra styret i Moskva til regionale NKVD-officerer i 1937-1938, og svarene, hvori man udbad sig en forhøjelse af disse kvoter. Vi har en række forhørsprotokoller over de sovjetborgere, der blev domfældet og derpå dræbt. Vi har tyske dødstal for jøder, der er blevet skudt foran deres egne massegrave eller gasset i dødsfabrikker. Vi har sovjetiske dødstal for aktionerne i forbindelse med den store terror og i Katyn. Vi har pålidelige vurderinger af antallet af dræbte jøder på de store likvideringssteder, baseret på systematiske tyske indberetninger og anden kommunikation, vidnesbyrd fra overlevende og sovjetiske dokumenter. Vi er i stand til at foretage rimelige vurderinger af, hvor mange der døde af sult i Sovjetunionen, selvom ikke alle tal blev opgjort. Vi har Stalins breve til sine nærmeste kammerater, Hitlers “bordkonversationer”, Himmlers dagbog og

Bloodlands.indd 17

12.05.2022 21.51

25_Bloodlands(5k).indd 18 Bloodlands.indd 18

ien

Italien

Venedig

Poznań

Gdansk

Wien Budapest

Jugoslavien

Beograd

Ungarn

Lvov

Bukarest Donau

Minsk

Novgorod

Smolensk

Kisjinjov

Odessa

Ukrainske s.s.r.

Kiev

Hviderussiske s.s.r.

Rumænien

Lublin

Polen

Warszawa

Krakow

Lodź

(Tyskland)

Białystok

Kaunas Wilno Königsberg

Litauen

Letland

Riga

Estland

Tallinn

Moskva

krim

pr

Sortehavet

Dne

Kharkiv

Kursk

Stalino

U.S.S.R.

Don

Volga

transkaukasiske s.f.s.r.

Stalingrad

ca. 1933

Helsinki Leningrad

Bloodlands

Finland

Østprøjsen

Østersøen

Tjekkoslo va ki

Østrig

Prag

Dresden

Sverige

Stockholm

et

Schweiz

au

München

Don

Tyskland

Berlin

Hamburg

København

Danmark

Luxembourg

en Rhin

Frankrig

lg

Be

Amsterdam

Holland

Nordsøen

Norge

18 18 bl oodlands BLOODLANDS

30/06/11 11:17:38 12.05.2022 21.51

E u r o pa

19

meget andet. For så vidt en bog som denne overhovedet er mulig, er det takket være andre historikeres præstationer, deres brug af de nævnte kilder og mange, mange andre. Selvom en række temaer i denne bog baserer sig på mit eget arkivarbejde, vil det klart fremgå af de følgende sider og noter, hvor meget jeg skylder mine kolleger og generationer af tidligere historikere. Gennem hele bogen vil jeg lade ofrene selv komme til orde – eller deres venner og familie. Bogen vil også rumme citater fra gerningsmændene, og det gælder både dem, der selv dræbte, og dem, der beordrede drabene. Som vidner vil der også blive indkaldt en lille gruppe europæiske forfattere: Anna Akhmatova, Hannah Arendt, Józef Czapski, Günter Grass, Vasilij Grossman, Gareth Jones, Arthur Koestler, George Orwell og Alexander Weissberg. (Ligeledes vil vi følge karrieren for to diplomater: den amerikanske Ruslands-specialist George Kennan, der befandt sig i Moskva på afgørende tidspunkter, og den japanske spion Chiune Sugihara, der spillede en rolle i den politik, Stalin så som en retfærdiggørelse af sin masseterror, og som derpå reddede jøder fra Hitlers Holocaust). Nogle af de europæiske forfattere dokumenterede et bestemt hjørne af massedrabene, andre skildrede to eller flere. Nogle af dem leverede skarpe analyser, andre kom med chokerende sammenligninger, andre igen gav os uforglemmelige billeder. Hvad de har fælles, er et ihærdigt forsøg på at forstå det Europa, der var klemt mellem Hitler og Stalin, ofte på tværs af de tabuer, der herskede i deres tid. _________________ I en sammenligning mellem det sovjetiske og det nazistiske regime skrev den politiske teoretiker Hannah Arendt i 1951, at selve faktualiteten i historien “i sin fortsatte eksistens er afhængig af, at der eksisterer en ikke-totalitær verden”. Den amerikanske diplomat George Kennan udtrykte i Moskva 1944 den samme pointe med mere enkle ord: “Her er der mænd, der bestemmer, hvad der er sandt, og hvad der er usandt.” Er sandheden ikke andet, end hvad magten bestemmer, eller kan sandfærdige historiske beretninger modstå det politiske pres? Nazityskland og Sovjetunionen forsøgte at kontrollere historien. Sovjet-

Bloodlands.indd 19

12.05.2022 21.51

20

BLOODLANDS

unionen var en marxistisk stat, hvis ledere erklærede om sig selv, at de havde en videnskabelig tilgang til historien. Nazismen var en apokalyptisk vision om en total forandring og skulle realiseres af mænd, der troede at vilje og race kunne fjerne dødvægten fra nederlaget i Første Verdenskrig. De 12 år med nazismen ved magten og de 74 år, hvor Sovjetunionen eksisterede, har helt bestemt præget vores evne til at vurdere verden. Mange mennesker mener, at det nazistiske styres forbrydelser var så store, at de står helt uden for historien. Det er et foruroligende ekko af Hitlers egen tro på, at viljen kan triumfere over kendsgerningerne. Andre hævder, at Stalins forbrydelser, hvor frygtelige de end var, kunne retfærdiggøres med nødvendigheden af at skabe eller forsvare en moderne stat. Og den holdning afspejler Stalins synspunkt om, at historien kun har ét muligt forløb, som han forstod, og som retrospektivt legitimerede hans politik. Uden et historiesyn, der bygger på og forsvares ud fra et helt andet grundlag, vil vi opdage, at Hitler og Stalin fortsat kommer til at definere deres egen indsats for os. Hvad kunne dette grundlag så bestå af ? Selvom mine undersøgelser inddrager aspekter af den militære, politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og intellektuelle historie, er mine tre grundlæggende metoder enkle: en insisteren på at ingen fortidig begivenhed ligger hinsides historisk forståelse eller er hævet over historiske analyser; en reflekteren over muligheder for alternative valg og en accept af den definitive virkelighed i de valg, der har med mennesker at gøre; samt en fast kronologisk fokus på hele den stalinistiske og nazistiske politik, der var skyld i drabet på et kolossalt antal civile og krigsfanger. Min bog tager ikke udgangspunkt i rigernes politiske geografi, men i ofrenes geografi. Bloodlands var ikke noget politisk territorium, hverken virkeligt eller tænkt. Bloodlands var simpelthen dér, hvor Europas mest morderiske regimer udførte deres mest morderiske arbejde. Gennem årtier har den nationale historie – hvad enten den var jødisk, polsk, ukrainsk, hviderussisk, litauisk, lettisk eller estisk – op­poneret mod den nazistiske og sovjetiske udlægning af grusomhederne. Blodlandenes historie er blevet bevaret, ofte med intelligens og mod, ved at opdele Europas fortid i nationale enheder – og ved at holde disse adskilt fra hinanden. Men en historieskrivning, der retter sig

Bloodlands.indd 20

12.05.2022 21.51

E u r o pa

21

mod en enkelt forfulgt gruppe, vil – uanset hvor veludført den måtte være – være utilstrækkelig som en beretning om, hvad der mellem 1933 og 1945 skete i Europa. En nok så stor viden om Ukraines fortid kan ikke forklare årsagerne til hungersnøden. At fordybe sig i Polens historie er ikke den bedste måde at opnå en forståelse af, hvorfor så mange polakker blev dræbt under den store terror. Ingen nok så omfattende viden om Hvideruslands historie gør det nemmere at forstå de krigsfangelejre og razziaer og forfølgelser, der kostede så mange hviderussere livet. En beskrivelse af jødernes liv kan inkludere Holocaust, men ikke forklare den. Ofte er det, der skete for en gruppe, kun forståeligt i lyset af, hvad der overgik en anden. Dette er dog kun en begyndelse på alle sammenhængene. Også de nazistiske og sovjetiske regimer må nemlig ses i lyset af, hvordan deres ledere ville underlægge sig nationerne mellem Berlin og Moskva, og hvordan de betragtede disse grupper og deres indbyrdes forhold. Der hersker almindelig konsensus om, at massedrabene i det 20. århundrede er af den største moralske betydning for det 21. århundrede. I den sammenhæng er det slående, at der ikke eksisterer nogen historisk kortlægning af Bloodlands-regionen. Massedrabene har adskilt den jødiske historie fra den europæiske og den østeuropæiske historie fra den vesteuropæiske. Myrderierne skabte ikke nationerne, men årtier efter nazismens og stalinismens fald betinger de stadig deres intellektuelle adskillelse. Dette værk kobler de nazistiske og sovjetiske regimer sammen, det kobler den jødiske og europæiske historie sammen – og det samme gælder de enkelte landes historie. Det beskriver ofrene og gerningsmændene. Det behandler ideologierne og planerne, systemerne og samfundene. Det er en historie om de mennesker, der blev dræbt af den politik, fjerne ledere førte. Ofrenes hjemstavn befandt sig mellem Berlin og Moskva; området blev til Bloodlands, efter at Hitler og Stalin var kommet til magten.

Bloodlands.indd 21

12.05.2022 21.51