Blindt raseri

Af samme forfatter på dansk: Familiens synder Skjult Ingen udvej

Blindt raseri_TRYK.indd 2

19.11.2021 13.14

Cara Hunter

Blindt raseri På dansk ved Brian Christensen

GADS FORLAG

Blindt raseri_TRYK.indd 3

19.11.2021 13.14

Blindt Raseri er oversat fra engelsk af Brian Christensen efter All the Rage Copyright © Cara Hunter, 2020 Dansk udgave: copyright © Gads Forlag 2022 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Anders Timrén, Islington design Bogen er sat med Palatino hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige ISBN: 978-87-12-05988-2 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Blindt raseri_TRYK.indd 4

19.11.2021 13.14

Til min bror, Mark

Blindt raseri_TRYK.indd 5

19.11.2021 13.14

Blindt raseri_TRYK.indd 6

19.11.2021 13.14

PROLOG

Det er en så varm aften, at hun har vinduet stående åbent. Netgardinet bølger blidt i den svage sensommerbrise. Der er tændt lys i lejligheden, men kun i stuen, så derfor ved han, at hun er alene. Og musikken kører. Der er skruet ned for lyden, men han er tæt nok på til at kunne høre den. Det var noget, han var bange for i begyndelsen – at komme for tæt på og blive opdaget. Men nu ved han bedre. Den her slags varevogne holder i gaderne døgnet rundt, og folk lægger ikke mærke til dem. Ikke engang observante mennesker. Som hende.

Han ruller vinduet lidt længere ned. Hun er sikkert på vej i byen, for musikken har et hurtigt og energisk beat – noget andet end den tilbagelænede jazz, hun plejer at lytte til. Han lukker øjnene og prøver at forestille sig, hvilken slags tøj hun har tænkt sig at tage på, hvad hun i dette øjeblik trækker over huden – hud, der stadig er våd efter det bad, som han lige har hørt hende tage.

Det er ikke den sorte perlebroderede kjole, der sidder så stramt, at han kan se hele hendes krop for sig. Hvis hun skulle ud at spise middag med sin skovl af en kæreste, ville hun ikke lytte til sådan noget skodmusik. Og hun skal heller ikke mødes med sine forældre, for hvis de var i Oxford, ville han have set deres bil. Nej, hun skal sikkert i byen med veninderne og vil vælge noget mindre udfordrende – noget diskret, der sender høflige signaler om, at man ikke skal prøve at score hende. Måske den blå kjole med de vide ærmer. Tiffanyblå kalder man den farve. Det vidste han ikke før. Det er en pæn kjole. Neutral. Og det er en af hendes favoritter.

7

Blindt raseri_TRYK.indd 7

19.11.2021 13.14

Hun har ikke fortalt ham noget af alt det her. Han har selv fundet ud af det. Det var nu ikke særlig svært. Man skal bare holde øje. Holde øje, vente og drage sine slutninger. Af og til tager det kun et par dage, men så er det ikke særlig tilfredsstillende. Han har allerede brugt over tre uger på hende her, men han kan godt lide at tage sig god tid. Og noget siger ham, hun vil være det værd – ligesom i reklamen for den der L’Oréalshampoo, hun køber. Og i øvrigt ved han af bitter erfaring, at man ikke må forhaste sig med den slags. For så er det, man begår fejl. Så er det, at det går galt.

Nu kommer der nogen. Han kan høre høje hæle smælde mod fortovet. Fnisen. Han drejer sig lidt for bedre at kunne se, og plasticen på sædet under ham klistrer og knirker. To piger kommer gående på den anden side af vejen. Der er ikke noget diskret over dem. De er majet ud i pailletkjoler og blodrød læbestift og stavrer af sted på deres ludersko. De dumme kællinger er allerede halvvisne. Han har ikke set nogen af dem før, men det må være hendes veninder, for de standser uden for opgangen og begynder at rode i håndtaskerne. En af dem hiver et eller andet op af tasken med en fejende bevægelse. Et skinnende lyserødt skærf, hvor der er skrevet noget med glimmerbogstaver. Han kan ikke se, hvad der står, men det behøver han heller ikke. Han kniber øjnene sammen. Han har set den slags lort før. Det er en polterabend. En polterabend. Gider hun virkelig den slags? De to piger stikker hovederne sammen, og der er noget ved den måde, de fniser og hvisker på, der får ham til at gyse af uro. Det er vel ikke hendes polterabend? Hun kan da ikke … Ikke uden at han ved det. Hun har ikke ring på … Han ville da have opdaget …

Han læner sig frem for bedre at kunne se. En af pigerne ringer

8

Blindt raseri_TRYK.indd 8

19.11.2021 13.14

på og læner sig ind mod dørtelefonen, indtil et vindue over dem bliver slået op.

“Behøver I at larme så meget?”

Hun prøver at lyde irriteret, men der er latter i stemmen. Da hun læner sig ud, glider en mørk lok ned over hendes skulder.

Den er stadigvæk våd efter badet. Hans hals snører sig sammen.

En af pigerne kigger op og løfter triumferende armene. I den ene hånd har hun en plastictiara, i den anden det lyserøde skærf.

“Hej! Se, hvad vi har med!”

Pigen i vinduet ryster på hovedet. “Chloe, du lovede … ikke noget billigt tingeltangel og ingen tiara.”

De to piger nede på fortovet griner. “Denne vanvittigt smagfulde hovedpynt er faktisk min, ikke din,” siger den anden pige småsnøvlende. “Til dig har vi denne fikse lille sag …” Hun stikker hånden i tasken og holder noget op, og da lyset fra gadelampen rammer genstanden, ser han, hvad det er: et skrigende lyserødt hårspænde, hvor små glasdiamanter danner ordet OPTAGET. Pigen i vinduet ryster på hovedet igen. “Hvordan har jeg dog gjort mig fortjent til jer to?”

Hun forsvinder fra vinduet, og lidt efter brummer dørtelefonen. De to piger vralter fnisende ind i opgangen.

Manden åbner handskerummet. Kællingen skal være glad for, at han ikke snupper hende her og nu. Det skulle ellers nok sætte en stopper for deres tarvelige lille luderfest. Men han gør det ikke. Han vil nyde spændingen ved at vente – det vil han stadig, selv nu. Han vil opleve den herlige forventning og alle de små detaljer: hvordan hun lugter, hvordan hun smager, hvordan hendes hår føles. Bare det at vide, at han kan finde ud af de ting, når han vil – at det kun er hans egen selvbeherskelse, der holder ham tilbage …

9

Blindt raseri_TRYK.indd 9

19.11.2021 13.14

Han sidder et stykke tid og knytter og åbner næverne, mens han lader pulsen falde til ro. Så stikker han nøglen i tændingen og starter motoren.

Blindt raseri_TRYK.indd 10

19.11.2021 13.14

Vækkeuret ringer klokken syv, men Faith Appleford har allerede været oppe i en time. Hår, tøj, sko, makeup – det tager tid alt sammen. Hun sidder ved toiletbordet og lægger den sidste mascara, da hendes mor råber op nede fra køkkenet.

“Nadine, er du stået op? Hvis jeg skal køre dig i skole, skal du være nede om ti minutter.” Der lyder en stønnen fra værelset ved siden af, og Faith forestiller sig, at hendes søster vender sig og lægger puden over hovedet. Sådan er det altid. Nadine er ikke til at hive ud af sengen om morgenen. I modsætning til Faith. Faith er altid klar i god tid, og hun ser altid perfekt ud.

Hun ser sig i spejlet igen, drejer hovedet til højre og venstre, tjekker vinklerne, stryger en lok på plads og retter på trøjens udringning. Smuk. Og det er ikke bare indbildskhed. Det er hun faktisk – ret smuk.

Hun rejser sig og vælger en af håndtaskerne, der hænger på døren. Den er lavet af ruskind. Eller ikke ægte ruskind, men det skal man meget tæt på for at opdage. Men farven er den helt rigtige, især til denne jakke. Den perfekte blå nuance.

***

11

Blindt raseri_TRYK.indd 11

19.11.2021 13.14

Adam Fawley 1. april 2018 9.15 “Er det godt nok? Det er ikke for koldt?”

Jeg mærkede, det gav et sæt i Alex, da lydhovedet rørte ved hendes mave, men hun rystede på hovedet og smilede. “Nej, det er fint.”

Sygeplejersken ser på skærmen igen og skriver på tastaturet.

Alt i rummet er afdæmpet. Lyset er dæmpet, og lydene svage, som om vi befinder os under vand. Der hersker hektisk aktivitet omkring os på hospitalet, men her, lige nu, går tiden stille og roligt.

“Værsgo,” siger sygeplejersken til sidst. Hun vender skærmen om mod os og smiler. Billedet på den kommer til live. Et hoved, en næse, en lille knytnæve, løftet som i triumf. Bevægelse. Liv. Alex famler efter min hånd, men fjerner ikke blikket fra barnet.

“Det her er første gang for dig, ikke, mr. Fawley?” fortsætter sygeplejersken. “Du var ikke med til den første scanning, så vidt jeg husker.” Hun siger det i et let tonefald, men jeg bemærker en bebrejdende undertone.

“Det var indviklet,” siger Alex hurtigt. “Jeg var så bange for, at der skulle gå noget galt – jeg ville ikke udfordre skæbnen … “ Jeg klemmer hendes hånd. Vi har været igennem det her. Vi har talt om, hvorfor hun ikke sagde noget og ikke engang kunne bo hos mig, før hun vidste besked. Før hun var sikker.

“Det er fint nok,” siger jeg. “Det vigtigste er, at jeg er her nu.

Og at barnet er sundt.”

“Ja, hjerterytmen er god og stærk,” siger sygeplejersken og skriver på tastaturet igen. “Barnet vokser normalt og ser ud

12

Blindt raseri_TRYK.indd 12

19.11.2021 13.14

præcis, som det skal i 22. uge. Der er intet, der giver mig grund til bekymring.”

Jeg bemærker, at jeg puster ud – jeg var slet ikke klar over, at jeg holdt vejret. Vi er ældre forældre og har læst alle brochurerne, været gennem alle prøverne, men alligevel …

“Er du helt sikker?” spørger Alex. “Jeg vil helst slippe for at få taget en fostervandsprøve …”

Sygeplejersken smiler lidt varmere og dybere denne gang.

“Alt er i den skønneste orden, mrs. Fawley. Du har ikke noget at bekymre dig om.”

Alex ser på mig med tårer i øjnene. “Det ser fint ud,” hvisker hun. “Det skal nok gå godt alt sammen.”

Pludselig slår barnet en kolbøtte på skærmen i det sølvfarvede mørke som en lille delfin.

“Nå,” siger sygeplejersken og bevæger lydhovedet igen. “Vil I gerne vide kønnet?”

*** Fiona Blake stiller en skål cornflakes foran sin datter, men Sasha bemærker det åbenbart ikke. Hun har stirret på telefonen, lige siden hun kom ned, og Fiona må lægge bånd på sig selv for ikke at sige noget. Her i huset sidder man ikke med mobiltelefon ved bordet, mens man spiser. Ikke fordi Fiona har bestemt det, men fordi de begge var enige om, at sådan skulle det ikke være. Hun vender sig om og går hen for at hælde vand på tekanden, men da hun kommer tilbage til bordet, sidder Sasha stadig og glor på den forbandede skærm.

“Er der noget galt?” spørger hun og prøver at skjule sin irritation.

13

Blindt raseri_TRYK.indd 13

19.11.2021 13.14

Sasha ser op og ryster på hovedet. “Undskyld. Det er bare Pats, der siger, hun ikke kommer i skole i dag. Hun har kastet op hele natten.”

Fiona skærer ansigt. “Har hun raget noget til sig?”

Sasha nikker og lægger sin mobiltelefon på bordet. “Åbenbart. Hun har det vist rigtig skidt.”

Fiona kigger nøje på sin datter. Hendes øjne er blanke, og hun er lidt rød i kinderne. Sådan har hun faktisk set ud hele ugen, tænker Fiona. “Har du det godt, Sasha? Du ser selv lidt febril ud.”

Sasha lukker øjnene. “Mig? Jeg har det fint. Jeg mener det, mor. Jeg har det godt. Og jeg er dødsulten.”

Hun smiler til sin mor og rækker ind over bordet efter en ske.

*** På St Aldate’s Politistation prøver kriminalbetjent Anthony Asante at smile, men kriminalassistent Gislinghams ansigtsudtryk røber, at det ikke lykkes ham særlig godt. Det er ikke, fordi Asante ikke har humoristisk sans, men han er bare ikke til platte practical jokes, og det er derfor, han har svært ved at se det sjove ved glasset med vand, der står på hovedet på hans skrivebord.

Desuden er han rasende på sig selv over at have glemt, hvilken dag det er i dag, og at han ikke har været mere forsigtig. Han burde have forudset det: Han er det nyeste medlem på holdet, har læst på universitetet og kommer direkte fra politiet i London.

Han kunne lige så godt have ordene “Lovligt bytte” tatoveret i panden. Og nu står alle og kigger på ham for at se, om han tager det “som en mand” eller bare er en “selvglad narrøv” (kriminalbetjent Quinn mener tydeligvis det sidste at dømme ud fra

14

Blindt raseri_TRYK.indd 14

19.11.2021 13.14

sit smørrede grin, som han ikke forsøger at skjule, men Asante har lyst til at bemærke, at han nødig skulle snakke). Han tager en dyb indånding og skruer lidt op for smilet. Det kunne trods alt have været værre. En af idioterne på politistationen i Brixton lagde en klase bananer på hans skrivebord, da han begyndte der.

“Okay, venner, meget morsomt,” siger han og kigger rundt i lokalet og håber, at han har ramt den rette blanding af tyk ironi og ligegladhed.

Gislingham smiler til ham, nærmest lettet. En joke er trods alt en joke, og i det her job er man nødt til at kunne lave sjov og tåle selv at blive lavet sjov med. Men han har stadig ikke helt vænnet sig til degraderingen til kriminalbetjent og vil nødig fremstå som mobber. I det mindste ikke over for den eneste på holdet, der ikke er hvid. Han klapper Asante let på skulderen.

“Godt gået, Tone,” siger han og beslutter, at det nok er bedst at holde det ved det, og går over til kaffemaskinen.

*** Adam Fawley 1. april 2018 10.25 “Så hvordan skal det her fungere?”

Alex sætter sig langsomt ned i sofaen og svinger benene op i den. Jeg giver hende kruset med te, og hun lægger hænderne om det. “Hvordan skal hvad fungere?” spørger hun med et skælmsk blik i øjnene.

“Du ved godt, hvad jeg mener – den lille detalje, at du kender barnets køn, mens jeg ikke gør det.”

15

Blindt raseri_TRYK.indd 15

19.11.2021 13.14

Hun puster på teen og ser uskyldigt på mig. “Hvorfor skulle det være et problem?

Jeg skubber en pude til side og sætter mig. “Hvordan har du tænkt dig at holde det hemmeligt? Du kommer til at tale over dig på et eller andet tidspunkt.”

Hun smiler skævt. “Så længe du ikke bruger din berygtede afhøringsteknik på mig, vil jeg nok lige akkurat kunne holde det for mig selv.” Hun griner, da hun ser mit ansigt. “Jeg lover, at jeg holder to lister med navne i hovedet …”

“Ja, men …”

“Og at jeg ikke kun køber blåt tøj.”

Inden jeg når at åbne munden, smiler hun og prikker til mig med foden. “Eller lyserødt.”

Jeg ryster på hovedet med påtaget irritation. “Jeg giver op.”

“Nej, du gør ej,” siger hun alvorligt nu. “Du giver aldrig op – uanset hvad det gælder.”

Og vi ved begge, at det ikke kun er mit arbejde, hun taler om.

Jeg rejser mig. “Tag den med ro resten af dagen, okay? Ingen tunge løft eller den slags tåbeligheder.”

Hun løfter et øjenbryn. “Jeg havde ellers glædet mig til at fælde træer i eftermiddag, men det kan jeg godt glemme alt om? Pokkers også.”

“Og send mig en mail, hvis du vil have noget med fra butikken.”

Hun gør honnør for sjov og prikker til mig igen. “Af sted med dig. Du er allerede sent på den. Og jeg har jo prøvet det her før, som du måske husker. Jeg tapetserede Jakes værelse, da jeg var dobbelt så stor, som jeg er nu.”

Da hun smiler til mig, indser jeg, at jeg ikke kan huske, hvornår hun sidst talte på denne måde. I månederne efter Jakes død

16

Blindt raseri_TRYK.indd 16

19.11.2021 13.14

kunne hun kun se moderrollen i lyset af tabet, fraværet. Ikke nok med at hun savnede Jake, hun kunne heller ikke forestille sig at få et nyt barn. I alle disse år har hun ikke været i stand til at tale om vores søn uden at føle smerte. Men nu kan hun måske genfinde den glæde, han gav hende. Dette nye barn vil aldrig kunne blive en erstatning, uanset om det var det, vi ønskede, eller ej, men måske vil han – eller hun – blive en slags forløsning.

Da jeg er nået helt hen til døren, vender jeg mig om. “Hvilken berygtet afhøringsteknik?”

Hendes latter følger mig hele vejen hen ad indkørslen.

*** Klokken kvart i elleve sidder Somer stadig fast i køen på A33.

Hun havde tænkt sig at tage hjem fra Hampshire aftenen før, men turen langs kysten var gledet over i en middag, og til den drak hun et glas for meget, så klokken halv elleve var de blevet de enige om, at hun i hvert fald ikke skulle køre bil. Den nye plan var, at hun skulle stå op klokken fem for at undgå mandag morgens myldretid, men det blev ligesom heller ikke til noget, og klokken blev over ni, inden hun kom ud ad døren. Det er ikke, fordi hun vil beklage sig, tænker hun med et smil. Det kribler stadig i huden trods det varme brusebad og den kolde bil. Men det betyder, at hun ikke kan nå hjem og skifte til arbejdstøj.

Telefonen plinger, og hun ser på skærmen. Det er en sms fra Giles. Hun smiler igen, mens hun læser den. Hun har fæl lyst til besvare den med en hvas bemærkning om, at hun godt kunne tænke sig at se, hvad hans chef mon ville sige, hvis han ved en fejltagelse fik den besked, men bilen foran hende begynder omsider at køre. Giles må – for en gangs skyld – vente.

17

Blindt raseri_TRYK.indd 17

19.11.2021 13.14

*** Da taxachaufføren opdagede pigen, troede han først, at hun var fuld. Endnu en eller anden åndssvag studerende, tænkte han, der har drukket sig stangstiv i cider og vakler hjem op ad formiddagen. Hun var knap 100 meter foran ham, men han kunne se, at hun svajede usikkert fra side til side. Først da han kom nærmere, opdagede han, at hun faktisk haltede, fordi hælen på en af hendes remsko var brækket af. Det var det, der fik ham til at sætte farten ned. Det og så det sted, hvor hun befandt sig.

Midt på Marston Ferry Road, langt ude på bøhlandet – eller så langt ude på bøhlandet, man nu kan komme omkring Oxford.

Da han blinkede af og kørte ind til siden, troede han stadig bare, at hun var fuld.

Men så så han hendes ansigt.

*** Der er næsten ingen på kontoret, da de modtager opkaldet.

Quinn er bare ikke dukket op, Fawley møder først ved frokosttid, og Gislingham er på kursus. Det er et eller andet med personaleledelse, siger Baxter til Everett. Så smiler han skævt og bemærker, at han ikke forstår, hvorfor Gislingham gider bruge tid på det, for lige netop det emne kan hans kone da lære ham alt om.

Somer er lige kommet ind ad døren med en salat og kaffe til de andre, da telefonen ringer. Hun ser Everett tage røret og holde det mellem øret og skulderen, mens hun besvarer en mail.

“Undskyld?” Pludselig glemmer hun alt om mailen og griber fat om røret. “Kan du gentage det? Er du sikker? Og hvornår

18

Blindt raseri_TRYK.indd 18

19.11.2021 13.14

skete det?” Hun tager en kuglepen og skriver hurtigt noget ned.

“Sig, vi er der om 20 minutter.”

Somer ser op. Hun har på fornemmelsen, at salaten bliver nødt til at vente. Igen. Hun er for længst holdt op med at købe varm frokost.

Everett lægger røret på. “Man har fundet en pige på Marston Ferry Road.”

“Fundet? Hvad mener du med det?”

“Hun er meget oprevet og har mærker på hænderne efter at have været bundet.”

“Bundet? Har nogen bundet hende?”

Everett ser alvorlig ud. “Det lader til at være meget værre end det, er jeg bange for.”

*** Adam Fawley 1. april 2018 12.35 Jeg er stadig på ringvejen, da jeg bliver ringet op af Everett.

“Chef? Somer og jeg er på vej til The Lakes. Vi modtog et opkald for ti minutter siden – en pige i oprevet tilstand er blevet fundet på Marston Ferry Road. Det ser ud til, at hun er blevet overfaldet.”

Jeg blinker af, kører ind til siden og holder telefonen mod øret. “Voldtaget?”

“Det ved vi ikke endnu. Vi ved ærlig talt ikke ret meget lige nu.”

Alene på hendes stemme kan jeg høre, der er noget mystisk

19

Blindt raseri_TRYK.indd 19

19.11.2021 13.14

ved det her. Og jeg ved, at Everett har en god intuition, men ikke tillid nok til den – og heller ikke til sig selv. Det er noget, Gislingham må tage fat i, når han kommer tilbage fra personalekurset.

“Der er noget ved det her, du undrer dig over, ikke?”

“Hun blev fundet med iturevet, mudret tøj, og det ser ud til, at hun har været bundet på hænderne …”

“Hold da kæft …”

“Det må du nok sige. Hun var tydeligvis helt ude af den, men hun ville hverken tale med politiet eller en læge. Hun bad taxachaufføren, som fandt hende, om at køre hende direkte hjem, og hun ville ikke have, han meldte det til politiet. Men han lyttede heldigvis ikke til hende.”

Jeg roder i handskerummet efter noget at skrive på, og så beder jeg hende om at gentage adressen i The Lakes. Og hvis folk undrer sig over, hvorfor de ikke så nogen søer, da de var på turistrundvisning i Oxford, kan jeg til orientering oplyse, at der ikke er noget større vandområde end en dam inden for flere kilometers omkreds. The Lakes er et boligkvarter fra 1930’erne i Marston. Folk kalder det The Lakes, fordi så mange af vejene er opkaldt efter berømte søer: Derwent, Coniston, Grasmere, Rydal. Jeg kan godt lide at forestille mig, at en eller anden byplanlægger længtes hjem til The Lake District, men Alex synes, det er noget romantisk pladder.

“Har vi et navn på pigen?”

“Vi tror, at hun måske hedder Faith. Taxachaufføren sagde, hun havde en halskæde med det navn. Men det kan også have været faith som i “tro”, en af den slags smykker med et positivt budskab. Du har sikkert set dem.”

Det har jeg, men jeg har i hvert fald ikke set Everett gå med et. Og hvad taxachaufføren angår, viste han ikke kun

20

Blindt raseri_TRYK.indd 20

19.11.2021 13.14

samfundssind, men var også observant. Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi.

“En kvinde ved navn Diane Appleford er registreret på adressen,” sagde hun. “Hun flyttede dertil for et år siden, men hun har en ren straffeattest, og der er intet andet på hende i systemet.

Men der er ikke nogen mr. Appleford – han bor i hvert fald ikke på den adresse.”

“Okay, jeg er der om ti minutter.”

“Vi kører ind på Rydal Way nu, men vi venter på dig.”

Diane Appleford bor i et nydeligt dobbelthus med buede karnapper, flisebelagt forhave og en lav mur med den slags hvide mursten, der ser ud, som om de er malet på. Vores naboer havde en mur magen til, da jeg var barn. Muren plus blondegardinerne i vinduerne får huset til at ligne et levn fra 1976.

Jeg ser Somer og Everett stige ud af bilen og komme hen mod mig. Everett er som sædvanlig iført hvid skjorte, mørk nederdel og praktisk regnjakke, men det skrigrøde tørklæde er hendes eget lille oprør. Somer derimod er i jeans, læderjakke og højhælede støvler med frynser bagpå. Hun går normalt ikke klædt sådan, når hun er på arbejde, så jeg gætter på, at hun har været sammen med kæresten i weekenden og ikke nåede hjem at vende. Hun rødmer lidt, da hun ser mig, og det bekræfter mig i min formodning. Hun mødte ham i forbindelse med Michael Esmond-sagen.

Kæresten, mener jeg. Giles Saumarez. Han er også politimand.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er godt eller skidt.

“Goddag, chef,” siger Everett og trækker taskeremmen lidt højere op på skulderen.

Jeg stikker hånden i lommen efter en mintpastil. Jeg har lommerne fulde af dem for tiden. Det er en sej omgang at holde op

21

Blindt raseri_TRYK.indd 21

19.11.2021 13.14

med at ryge, men der er ikke noget at forhandle om. Og dermed mener jeg mellem mig og mig selv – jeg ville ikke vente, til Alex bad mig om det.

“Er det så smart?” siger Somer og kigger på pastillen. “Det er ikke godt for tænderne.”

Jeg rynker uforstående panden, men kommer så i tanke om, at det var dér, jeg sagde, at jeg skulle hen i morges – til tandlægen. Den lille hvide løgn, som folk tit benytter sig af. Det er ikke, fordi det med barnet er nogen hemmelighed – folk er nødt til at få det at vide på et tidspunkt. Bare ikke … lige nu.

“Det gik fint. Jeg havde ingen huller.”

Jeg henvender mig til Everett. “Er der andet, jeg skal vide, før vi braser ind?”

Hun ryster på hovedet. “Du ved lige så meget som os.”

Kvinden, der åbner døren, har glansløst lyst hår og er iført hvide joggingbukser og en hvid T-shirt med teksten Slummy Mummy.

Hun er midt i fyrrerne og ser træt ud – og er med det samme på vagt.

“Mrs. Appleford?”

Hun kigger på mig og de to kvinder. “Ja. Hvem er I?” “Jeg er kriminalkommissær Adam Fawley. Og det her er kriminalbetjent Everett og kriminalbetjent Somer.”

Hun griber lidt hårdere fat om døren. “Faith sagde jo udtrykkeligt, at hun ville ikke have politiet indblandet. I kan ikke …”

“Er Faith din datter?”

Hun tøver lidt, som om det ville være det rene forræderi at komme med den enkle oplysning. “Ja, Faith er min datter.”

“Manden, der fandt hende, var meget bekymret for hende.

Og det er vi naturligvis også.”

22

Blindt raseri_TRYK.indd 22

19.11.2021 13.14

Somer prikker mig på skulderen og peger bag sig. Jeg behøver ikke vende mig om. Jeg kan nærmest høre naboerne skubbe gardinerne lidt til side. “Må vi komme ind et øjeblik, mrs. Appleford? Det er nok bedst, vi taler sammen indenfor.”

Kvinden kigger over på den anden side af vejen – nu har hun også fået øje på de nysgerrige naboer.

“Okay. Men kun et par minutter, okay?”

Stuen er malet lyslilla, og der er en sofagruppe, som sikkert skal matche væggene, men farven er ramt akkurat så meget ved siden af, at man bliver lidt bims. Og møblerne er også alt for store til stuen. Jeg fatter ikke, hvorfor folk ikke opmåler rummene, før de køber møbler. Der er en gennemtrængende lugt af luftfrisker.

Lavendel – selvfølgelig.

Hun beder os ikke om at sætte os, så vi står akavet på det smalle stykke tæppe mellem stolene og glasbordet.

“Var din datter hjemme i går aftes, mrs. Appleford?”

Hun nikker.

“Hele natten?”

“Ja. Hun gik ikke ud.”

“Så du hende her til morgen?”

Hun nikker igen.

“Hvad var klokken der?” spørger Somer og lister notesbogen op af jakkelommen.

Kvinden lægger armene om sig selv. Jeg vil nødig lægge for meget i hendes kropssprog, men hun gør det ikke nemt for mig.

“Omkring kvart i otte, tror jeg. Jeg tog af sted med Nadine lige før otte, men Faith skulle møde senere i dag. Hun var sikkert ude ad døren ved nitiden for at nå bussen.”

Så hun ved altså ikke med sikkerhed, hvad hendes datter gjorde

23

Blindt raseri_TRYK.indd 23

19.11.2021 13.14

i morges. Bare fordi noget plejer at følge en bestemt rutine, er det ikke ensbetydende med, at det altid gør det.

“Er Nadine din anden datter?” spørger Somer.

Kvinden nikker. “Jeg kører hende i skole på vej til arbejde.

Jeg arbejder som sekretær i lægehuset i Summertown.”

“Hvad med Faith?”

“Hun går på voksenuddannelse i Headington, så hun tager bussen. Det er i den modsatte retning.”

“Havde du kontakt med Faith i løbet af dagen?”

“Jeg sendte hende en sms ved titiden, men hun svarede ikke.

Det var bare et link til en artikel om Meghan Markle. I forbindelse med brylluppet. Om kjolen. Faith går meget op i den slags.

Hun studerer mode. Hun er rigtig dygtig.”

“Og det ligner hende ikke – at hun ikke svarede, mener jeg?”

Kvinden tænker efter og trækker på skuldrene. “Nej, det ligner hende ikke.”

“Har hun en kæreste?” spørger jeg.

Hun kniber øjnene lidt sammen. “Nej, ikke i øjeblikket.”

“Men hun ville sige det til dig – hvis hun var sammen med nogen?”

Hun sender mig et hårdt blik. “Hun har ingen hemmeligheder for mig, hvis det er det, du hentyder til.”

“Det er jeg sikker på, hun ikke har,” siger Somer formildende.

“Vi prøver bare at finde ud af, hvem der kan have gjort det her – om det er en, hun kender …”

“Hun har ikke en kæreste. Hun vil ikke have en kæreste.”

Der bliver stille et øjeblik.

Somer kigger på Everett. Kan du ikke gøre et forsøg?

“Var du her,” spørger Everett, “da taxachaufføren kørte hende hjem?”

24

Blindt raseri_TRYK.indd 24

19.11.2021 13.14

Kvinden ser på hende og nikker så. “Jeg ville normalt ikke være hjemme på det tidspunkt, men jeg havde glemt mine briller, så jeg kørte tilbage efter dem.”

Everett og Somer ser på hinanden igen. Jeg tror, jeg ved, hvad de tænker: Hvis mrs. Appleford ikke tilfældigvis havde været hjemme, ville pigen måske også have forsøgt at holde overfaldet skjult for hende. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at Everett har ret – der er noget, der ikke stemmer her.

Jeg træder et skridt nærmere. “Ved du, hvorfor Faith ikke ønsker at tale med os?”

“Det har hun bare ikke lyst til. Er det ikke grund nok?” siger hun brysk.

“Men hvis hun er blevet voldtaget …”

“Hun er ikke blevet voldtaget.” Der er ikke den mindste tvivl at spore i hendes stemme.

“Hvorfor er du så sikker på det?”

Hun får et hårdere udtryk i ansigtet. “Det har hun selv sagt.

Det har Faith fortalt mig. Og min datter lyver ikke.”

“Det siger jeg heller ikke – på ingen måde.” Hun ser ikke længere på mig. “Hør, jeg ved godt, at voldtægt kan være traumatiserende, og at tanken om at melde det kan virke skræmmende, men det er ikke, som det var engang. Vi har specialuddannede betjente – kriminalbetjent Everett …”

“Hun er ikke blevet voldtaget.”

“Det er jeg meget glad for at høre, men der kan stadig være tale om en alvorlig forbrydelse. Overfald, legemsbeskadigelse …”

“Hvor mange gange skal jeg sige det? Hun har ikke været udsat for en forbrydelse, og hun har ikke tænkt sig at melde det.

Så vil I ikke nok være venlige at lade os være i fred?”

Hun ser på os, en efter en. Hun vil have, at vi skal gå og sige,

25

Blindt raseri_TRYK.indd 25

19.11.2021 13.14

at Faith kan kontakte os, hvis hun ombestemmer sig. Men det vil vi ikke. Det vil jeg ikke.

“Din datter var væk i over to timer,” siger Everett forsigtigt.

“Fra klokken ni til lidt over elleve, da Mr. Mullins så hende på Marston Ferry Road. Det var helt galt fat med hende – hun græd, hendes tøj var mudret, og hælen var brækket af en af skoene. Noget må der da være sket.”

Mrs. Appleford rødmer. “Det var sikkert bare en aprilsnar, der gik lidt over gevind.”

Men det er der ingen i stuen, der tror på – ikke engang hende.

“Hvis det bare var en aprilsnar,” siger jeg til sidst, “vil jeg gerne have, at Faith selv bekræfter det. Men hvis det ikke var det, kan gerningsmanden slå til igen. I så fald risikerer en anden pige at blive udsat for det, som din datter lige har været ude for. Det er der vist ingen af jer, der ønsker.”

Mrs. Appleford fastholder mit blik. Hun er ikke direkte sat skakmat, men jeg gør det svært for hende at nægte at samarbejde.

“Faith er hjemme nu, ikke?”

“Jo,” siger hun til sidst. “Hun er ude i haven.”

For at trække lidt frisk luft? For at ryge? For at slippe væk fra alle de fandens lilla farver? Jeg kan ærlig talt godt følge hende i alle tre grunde.

Mrs. Appleford tager en dyb indånding. “Okay, jeg går ud og spørger hende, om hun vil tale med jer, men jeg vil ikke tvinge hende. Hvis hun siger nej, er det hendes valg.” Det er bedre end ingenting.

“Fair nok. Vi venter her.”

Da døren er gledet i bag hende, går jeg rundt i stuen.

26

Blindt raseri_TRYK.indd 26

19.11.2021 13.14

Billederne på væggene er impressionistiske reproduktioner.

De fleste er af Monet – damme, åkander og den slags. Kald mig kynisk, men jeg kan forestille mig, at det var de eneste, der havde den rigtige lilla nuance.

“Jeg kunne godt tænke mig at komme derhen,” siger Everett og peger på et billede af broen i Giverny. “Det er på listen, hvis jeg vinder i lotto. Og hvis jeg kan finde nogen at tage med.” Hun skærer ansigt. “Det og så Taj Mahal og Bora Bora, selvfølgelig.”

Somer ser op og smiler. Hun står ved kaminhylden og kigger på familiebillederne. “Det er også på min liste – i hvert fald Bora Bora.” De to kvinder ser på hinanden, og jeg bemærker, at Everett sender Somer et meget sigende blik, der får hende til at smile igen, men hun kigger væk, da hun opdager, at jeg har set det.

Everett vender sig om mod mig. “Jeg tror, det kunne være en god idé, at jeg prøver at finde toilettet. Hvis du forstår, hvad jeg mener.”

Jeg nikker, og hun smutter hurtigt ud af stuen. Næsten lige efter lyder der trin i gangen, og Diane Appleford kommer tilbage. “Hun er parat til at tale med …”

“Tak.” “Men kun med en kvinde,” siger hun. “Ikke med dig.”

Jeg ser på Somer, og hun nikker. “Det er fint nok med mig, chef.”

Jeg sender kvinden mit mest charmerende “til tjeneste-smil”.

“Det forstår jeg fuldt ud, mrs. Appleford. Jeg venter på mine kolleger i bilen.”

*** 27

Blindt raseri_TRYK.indd 27

19.11.2021 13.14

Everett standser oppe for enden af trappen. Til venstre for hende står døren til toilettet åben. Hvide fliser, et tykt plasticbadeforhæng og en kraftig lugt af klorin. Hun bemærker, at håndklæderne (der er pænt foldede i modsætning til håndklæderne hjemme hos hende selv) har samme lilla farve som stuevæggene.

Det begynder at ligne et tema.

Foran hende er der tre døre. To af dem står åbne. Den ene fører ind til morens soveværelse, hvor sengetæppet er i satin (gæt selv farven). Det næste værelse er sikkert den yngste datters, tænker Everett. Tøj og sneakers ligger smidt i en bunke på gulvet, og på den sjusket redte seng ligger der nogle tøjdyr og en makeuppung. Så stille som muligt lister hun hen til den lukkede dør og takker guderne for, at gulvtæppet er så tykt. Hun kunne aldrig have den slags i sin lejlighed – katten ville spise det til morgenmad. Den elsker “kradsebrætter”.

Værelset foran hende er den diametrale modsætning til søsterens. Dørene til klædeskabet er pænt lukkede, og intet rager ud af kommoden. Selv modebladene ligger i en pæn bunke. Men det er ikke det, der fanger Everetts blik – eller som andre ville hæfte sig ved. Værelset er domineret af en kæmpestor opslagstavle, der fylder hele den ene væg. Den er fyldt med udklip fra glittede modemagasiner, små plasticposer med farverige perler og knapper, garnnøgler, stofprøver, stykker af blonder og imiteret pels, notater skrevet med rød tusch på gule Post-it-sedler, og midt i det hele hænger der tegninger, som Faith sikkert selv har tegnet. Everett er ikke ligefrem typen, der har tjek på tøj, men selv hun kan se, at der er stil over pigens garderobe. Faith har skabt hele antræk ud fra særlige detaljer – hvordan en hæl er formet, hvordan et stykke stof falder, og hvordan et ærme hænger.

28

Blindt raseri_TRYK.indd 28

19.11.2021 13.14

“Moren har ret i noget,” siger hun sagte for sig selv, “pigen er helt sikkert dygtig.”

“Hvem fanden er du?” spørger en stemme bag hende.

*** “Her er Faith.”

Pigen går forbi sin mor og ind i lyset. Hun er meget køn, ser Somer med det samme. End ikke den pjuskede hestehale og den udtværede mascara kan skjule de fine træk. Hun er tynd som en tændstik, og den store sweater, hun har pakket sig ind i, som var det en sutteklud, fremhæver bare, hvor mager hun er. Hun har sikkert haft trøjen i årevis, for der er huller i ulden, og ærmerne flosser.

Somer træder et skridt frem mod hende. “Vil du ikke sidde ned? Har du lyst til noget? En kop te? Et glas vand?”

Pigen tøver et øjeblik og ryster så på hovedet. Hun går langsomt hen til sofaen og føler sig frem som en gammel dame.

Somer rynker panden. “Har du ondt nogen steder?”

Pigen ryster på hovedet. Hun har stadig ikke sagt noget.

Hendes mor sætter sig ved siden af hende og tager hendes hånd.

“Jeg hedder Erica,” siger Somer og sætter sig i en lænestol over for pigen. “Jeg ved, at det her er svært, men vi vil bare hjælpe dig.”

Pigen ser op. Tårer klæber stadig til øjenvipperne.

“Kan du fortælle os, hvad der er sket med dig?” spørger Somer blidt. “Manden, der fandt dig, mr. Mullins, sagde, at du var meget oprevet.”

Faith tager en dyb, dirrende indånding. Tårerne begynder

29

Blindt raseri_TRYK.indd 29

19.11.2021 13.14

at trille igen, men hun lader dem bare rende. Moren klemmer hendes hånd. “Det er okay, min ven. Bare giv dig tid.”

Pigen ser på hende. Så bøjer hun hovedet igen og trækker ærmerne ud over hænderne. Men Somer når at bemærke de skrammede knoer og mærkerne omkring hendes håndled. Og selv om hendes negle er velplejede, er en af dem knækket og ligner en skarp klo, der ville få det til at bløde, hvis hun kradsede sig. Selv om hun har været hjemme i flere timer, har hun endnu ikke filet den ned. Og eftersom pigen går så meget op i sit udseende, må der være noget helt galt, tænker Somer.

“Din mor nævnte, at du studerer mode,” siger hun. “Er det noget, du gerne vil arbejde med? At designe tøj?”

Pigen ser på hende. “Sko,” siger hun med et lille knæk i stemmen. “Jeg kunne godt tænke mig at designe sko.”

Somer smiler. “Sko er også min svaghed.” Hun peger på sine støvler. “Som du sikkert kan gætte.”

Pigen smiler ikke, men stemningen bliver en smule mindre anspændt. Og så ryster hun pludselig, selv om der er varmt i rummet – for varmt.

“Jeg tror faktisk, det ville være en god idé med en kop te,” siger Somer til mrs. Appleford.

Kvinden rynker panden. “Hun sagde jo, at hun ikke ville …”

“Jeg har stor erfaring med mennesker i chok, mrs. Appleford.

Hvad der end er sket med din datter, så er en kop varm te med masser af sukker det, hun har brug for lige nu.”

Diane Appleford tøver og ser så på sin datter. “Kan du klare at være alene i fem minutter?” spørger hun lavt. “Du kan bare bede hende om at gå, når du vil.”

Faith nikker hurtigt. “Det er fint nok, mor. Jeg vil gerne have en kop te.”

30

Blindt raseri_TRYK.indd 30

19.11.2021 13.14

Somer venter, til kvinden er gået ude af stuen, før hun siger noget igen. Faith sidder stift på det yderste af sofaen med hænderne mellem knæene.

“Du er heldig at have en mor, der passer så godt på dig,” siger Somer. “Jeg ville ønske, at min mor var sådan.”

Pigen ser op med et mat smil. “Hun bekymrer sig bare om mig.”

“Sådan er det med mødre.”

Faith trækker på skuldrene. “Det har du nok ret i.”

“Men det kan af og til gøre det sværere at tale om tingene – især ubehagelige ting. For jo højere vores familie elsker os, desto sværere er det at fortælle dem ting, der kan gøre dem kede af det.”

Pigen bider sig i læben. Hun har fået lidt farve i kinderne nu.

“Så mens det bare er os to, Faith,” siger Somer og læner sig lidt frem, “vil du så fortælle mig, hvad der skete med dig?”

*** Everett vender sig hurtigt om og står ansigt til ansigt med en pige med fedtet, mørkt hår og jeans med huller ved knæene.

Hun er lidt mindre end Everett og lidt kraftigere. Og før Everett ved af det, dukker der en talemåde op i hovedet på hende: “Ikke ligefrem nogen skønhedsåbenbaring.” Det sagde Everetts egen mor engang om hende, da hun troede, at hendes datter ikke kunne høre hende. Everett var ikke meget mere end ti år gammel, og hun havde aldrig tænkt på sit udseende før, men da først skaden var sket, var der intet at gøre. Herefter begyndte hun at lægge mærke til, hvordan folk reagerede på piger, hun vidste, var pænere end hende. Hun begyndte at tænke over,

31

Blindt raseri_TRYK.indd 31

19.11.2021 13.14

hvad for noget tøj hun gik i, og fik lavt selvværd, fordi hun ikke var lige så køn som andre piger. Og nu står hun her og tænker det samme om et andet menneske. Hun mærker, at hun bliver rød i hovedet, som om hun har sagt det højt. Dømte hun Faith på samme måde uden at være klar over det?

Pigen ser stadig vrantent på hende.

“Undskyld,” siger Everett hurtigt. “Du er Nadine, ikke?”

Pigen svarer ikke engang. “Har Faith givet dig lov til være her? Skal du ikke have en kendelse eller noget for at snuse i folks sager?”

“Jeg snusede ikke, men ville bare låne toilettet, og døren stod åben, så …”

“Nej, den gjorde ej. Hun lader aldrig døren stå åben. Aldrig.”

Det har Everett ikke noget modsvar til.

Nadine træder til side, og da Everett går forbi hende, er hun dobbelt så flov som før. Hun har aldrig været god til at lyve.

*** Nede i stuen har Somer rejst sig og lagt notesbogen ned i jakkelommen igen. Da hun får øje på Everett, ryster hun ganske svagt på hovedet. Det ser ud til, at afhøringen er slut.

Diane Appleford har armen rundt om den ældste datter. “Jeg lader hende være alene med dig i fem minutter, og så går du i gang med et tredjegradsforhør.”

“Det gjorde jeg altså ikke,” siger Somer. “Sådan var det slet ikke …”

“Jeg har jo sagt til dig, at Faith ikke blev overfaldet,” afbryder hun Somer. “Og det har hun også selv fortalt dig, ikke?”

“Jo, men …”

32

Blindt raseri_TRYK.indd 32

19.11.2021 13.14

Faith er rød i ansigtet og kigger ned i gulvet.

“Men så vil jeg gerne have, at I går. I har sikkert vigtigere ting at tage jer til. For eksempel at efterforske rigtige forbrydelser.”

Nadine kommer til syne i døren.

“Kan du følge politifolkene ud, skat?” siger Diane. “De går nu.”

Da Somer går forbi Faith, sørger hun for at få øjenkontakt med hende. “Du ved, hvor du kan kontakte mig, hvis du vil tale med mig.”

Pigen bider sig i læben og nikker forsigtigt.

*** Ude på gaden står Fawley ved bilen og venter på de andre. Han ser på et lille stykke papir på størrelse med et foto, men da han får øje på dem, skynder han sig at gemme det væk.

“Jeg kan se på jer, at vi ikke er kommet meget videre.”

Somer ryster på hovedet. “Beklager, chef. Jeg var lige ved at få hul igennem til hende, da hendes mor kom tilbage med teen og besluttede, at jeg var for ‘påtrængende’. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skulle kunne afhøre hende uden at være en smule påtrængende, men sådan er det altså.” Hun trækker på skuldrene.

“Men vi har fundet ud af noget, chef,” siger Everett. “Det var Somer, der bemærkede det.”

Fawley hæver et øjenbryn og ser på Somer. “Jaså?”

“Jeg så det, da vi gik,” siger hun. “Hendes hår. Hun var så rystet, at jeg ikke opdagede det før, men da vi var alene, lagde jeg mærke til, at hun blev ved med at hive sig i håret. I højre side. Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, noget af det mangler.”

33

Blindt raseri_TRYK.indd 33

19.11.2021 13.14