PETER DAMGAARD
LITTERATURENS STEDER
I DET MODERNE KINA GADS FORLAG
Bogen er udgivet med støtte fra
PETER DAMGAARD
LITTERATURENS STEDER I DET MODERNE KINA
Folkerepublikken Kina
Beijing
Gaomi
Shanghai
Shaoxing
Prolog
Den Kinesiske Mur
1925-2024
I 1925 stod Lu Xun (1881-1936) foran Den Kinesiske Mur, det arkitektoniske mesterværk, der i to årtusinder havde slanget sig gennem landskabet langs Kinas nordlige grænse og ageret bolværk mod krigeriske stammefolk – barbarerne.
Når alt kommer til alt formåede den kun at slide et utal af arbejdere til døde – barbarerne magtede den aldrig at holde ude. I dag er den ikke andet end et levn fra fortiden, men der er ingen udsigt til, at den vil falde helt sammen, for man vil sikkert stadig holde den ved lige.
Jeg føler mig altid omringet af Den Kinesiske Mur. Den er lagt med oldtidens byggesten og renoveret med nye, og sammen danner de et fæstningsværk, som spærrer os inde.
Hvornår stopper man med at lægge flere nye sten på?
Denne storslåede og forbandede Kinesiske Mur!
Lu Xun var en af Kinas mest feterede litterære stemmer, selv om han endnu var et stykke fra den status som nationalikon, han opnåede efter sin død i 1936. Her svøbte man hans kiste i et klæde med påskriften Folkets sjæl, og året efter udråbte Mao Zedong ham som det moderne Kinas vismand.
Den Kinesiske Mur var i Lu Xuns øjne et billede på, hvorfor man her 14 år efter Qingdynastiets fald endnu ikke havde formået at indfri løftet om en moderne, demokratisk stat, men i stedet var vidne til en dagligt mere fragmenteret og uligevægtig nation martret af politiske stridigheder, social uretfærdighed og manglende modstandsevne over for udenlandske magters indtrængen. Problemet bestod ikke så meget i murens materielle utilstrækkelighed som i drømmen om dens forgangne storhed.
Omtrent 100 år senere var jeg rejst til Huanghuacheng, 60 kilometer nord for Beijing, hvor Den Kinesiske Mur hovedsageligt havde fået lov at passe sig selv, hvor man ikke havde lagt nye sten, og hvor krat og buske strakte sig trodsigt ud gennem ruinen og truede med at opsluge strukturen. En iskold vind smøg sig rundt langs murværket og borede sig ind under mit tøj. Hist og her mellem de afskallede og delvist eroderede byggesten strittede totter af forvitret græs. I tidens løb havde lokale bønder skrællet muren for sten til at bygge huse eller gærder med – centralmagtens monument kanaliseret ind i folkets daglige praksis. Her var ingen souvenirboder, restauranter eller forlystelser, kun ganske få andre besøgende. En bonde sad på en sten og solgte fyrværkeri fra en blikspand, og uden helt at gøre mig formålet klart købte jeg to romerlys.
Besøgte man i stedet de mere turistede dele af Den Kinesiske Mur, som for eksempel Badaling, cirka 25 kilometer længere mod vest, var det fristende at læse Lu Xuns kommentar bogstaveligt. Her forekom de fleste sten at være af nyere dato, og muren strakte sig knivskarpt hen over bakkerne som kulissen i et middelalderdrama.
Hvorvidt muren ved Badaling ville være i stand til at holde barbarerne ude, havde jeg intet begreb om. Det interessante ved Lu Xuns kommentar var jo heller ikke, at han pegede på misforholdet mellem murens faktiske og forestillede nytte som fæstningsværk, men derimod hans spydige mislæsning af symbolet Den Kinesiske Mur: Den værnede om civilisationen, hvilket i det mindste var hensigten, men spærrede den samtidig inde. Den symboliserede en selvtilfredshed, der på Lu Xuns tid ikke længere syntes at have hold i virkeligheden: Forblindelsen af egen storhed gjorde landet ude af stand til at tilpasse sig en verden i forandring.
Mens jeg klatrede op over murbrokkerne til et delvist sammenstyrtet vagttårn, funderede jeg over det nutidige perspektiv på Lu Xuns lakoniske diagnose. Hundrede år senere virkede drømmen om Den Kinesiske Murs storhed unægtelig en del mere overbevisende. Kina var i dag en kolos, politisk og økonomisk, innovativt og militært, som den øvrige verden med tiltagende frygt og bæven orienterede sig efter.
Et af civilisationens mest genkendelige symboler. Ved Huanghuacheng og mange andre steder ligger Den Kinesiske Mur i ruiner, men som idé står den stærkere og mere komplet end på noget andet tidspunkt de seneste 100 år.
Så da præsident Xi Jinping i 2024 formulerede sig i et åbent brev til beboerne i Badaling, var det uden at ryste det mindste på hånden: “Den Kinesiske Mur er et repræsentativt billede på den kinesiske nation og
et vigtigt symbol på Kinas civilisation; den inkarnerer det kinesiske folks ukuelige kampvilje og dets forenede, stålsatte patriotisme”. Af den grund var det vigtigt, understregede han, at man i fællesskab sørgede for at holde den ved lige.
Min bog består af nedslag i det moderne Kinas kulturelle geografi. Det er en samling af indtryk fra fire forskellige lokationer, der alle har spillet en central rolle i landets moderne litteratur og samtidig opsat mærkepæle i den sociale og politiske historie under genrejsningen af den magtfulde, selvsikre nation, Lu Xun efterlyste for 100 år siden. På rejser gennem Beijing, Gaomi, Shanghai og Shaoxing – sydpå langs Kinas østkyst – genfortæller jeg historier og litterære betragtninger, der er knyttet til specifikke steder, og lægger dem som en transparent hen over den observerede verden. På den måde dannes et dobbeltperspektiv, der ser tingen både forfra og fra siden, indefra og udefra. Bogen er et forsøg på at anskue den lille historie parallelt med den store fortælling. I stedet for at stirre sig blind på Den Kinesiske Mur – som murværk eller idé – kan man rette blikket mod græstotterne i furerne: de små historier, der stritter ud mellem stenene i de store fortællingers monumenter – formet af murens struktur, men uafhængige af dens formål.
For fortællinger om Kina har sommetider en tendens til at lade sig forblinde af muren, hvad end de opstår på indersiden eller på ydersiden: en ophøjelse af kulturen som idé, ligesom i øvrigt både Lu Xun og Xi Jinping forfalder til, frem for at se den som en polyfon blanding af uafhængige, idiosynkratiske og personlige oplevelser.
Derudover udspringer fortællingerne gerne bag forskansninger. Den Kinesiske Mur er derfor også et billede på adskillelsen af anskuelser af verden, og i den sammenhæng lægges der konstant nye sten på – fra begge sider. Ønsket om samhandel og strategisk samarbejde inden for uddannelse eller klima overskygger ikke mistanken om, at grundlæggende verdensanskuelser udvikler sig i forskellige og gradvist gensidigt ekskluderende retninger.
Med dette dobbeltsyn rejste jeg mellem 2023 og 2025 på tværs af Kinas moderne kultur og på langs af litteraturhistorien: fra Beijing til Shanghai og fra Shaoxing til Gaomi – gentagne gange på forskellige tidspunkter af året. To storbyer, en provinsby og en landsby: fire fysiske og forestillede rum, der samlet danner et kalejdoskopisk blik på den moderne nations formative historie.
Beijing og Shanghai er monumentale storbyer, men samtidig hinandens naturlige modsætninger: det kulturelle og indadskuende over for det materielle og udadvendte, den gamle kejserby over for den tidligere koloni, det politiske centrum over for den økonomiske højborg. Med en vis overbevisning indgår de to byer i en dialektik, der syntetiserer det moderne Kina.
Men som storbyer er både Beijing og Shanghai modpoler til landet. Shaoxing, en mindre provinsby i den nordøstlige del af Zhejiangprovinsen, er Lu Xuns hjemstavn og litterære univers. I betragtning af forfatterens status som folkets sjæl og det moderne Kinas vismand er det ikke urimeligt at forbinde byen med en form for opkomst. Det var herfra, litteraturen og den kinesiske verdensanskuelse begav sig ud på sin moderne rejse.
På samme måde kan landsbyerne i det nordøstlige Gaomi, i den østlige del af Shandongprovinsen, kobles til forfatteren Mo Yan (f. 1955).
De er hans hjemstavn og litterære univers. Hvis Lu Xun personificerer det tidspunkt, hvor kinesisk kultur valgte at vende blikket bort fra sin egen lange og brogede fortid og rette det ud mod verden, symboliserer Mo Yan det tidspunkt, hvor verden endelig gengældte blikket. Da Mo Yan i 2012 modtog Nobelprisen i litteratur, anså mange det som kulminationen på Kinas moderne litteraturhistoriske rejse – den rejse, Lu Xun havde igangsat knap 100 år tidligere.
I dialogen mellem omgivelserne og litteraturen – i samspillet mellem fysiske og forestillede rum – udfolder denne bog sin fragmenterede fortælling. Det er en fortælling om, hvordan litteraturen gennem de seneste 100 år har spejlet de herskende ideer i samfundet ved at underbygge dem, kritisere dem eller blot foreslå en anden løsning.
日
Jeg blev stående i det delvist sammenstyrtede vagttårn. Landskabet bølgede i gråbrune nuancer. Den isnende luft, som fejede ned fra de mongolske stepper, var så skarp, at jeg næsten skar mig på den. Græstotterne i murværket dirrede – livfulde i kontekst af den urokkelige mastodont.
Her fra toppen af muren kunne jeg se ned på begge sider. Skønt jeg selvfølgelig udmærket vidste, at jeg formelt hørte til på ydersiden sammen med barbarerne, havde jeg en drøm om at indtage den her mellemposition – på afstand af både kritikere og apologister. Var det muligt at rejse uden bagage?
Det gav selvfølgelig ingen mening at være så naiv. Men ved at låne lyset fra litteraturen kunne jeg måske skubbe mine egne skygger i baggrunden og opnå et lidt dybere, mere afrundet perspektiv.
Jeg placerede de to romerlys, så de pegede ud over hver sin side af muren. Derpå affyrede jeg dem mod det nøgne nordkinesiske bakkelandskab og betragtede ildkuglerne tegne farvestrålende streger hen over den blygrå himmel.
Beijing
39,91° nord, 116,37° øst
I Opløsning under en blå sol
Zhongguancun Boulevard
1992-2022
I 2022, mens Beijing stadig var under belejring af COVID-pandemiens hvidklædte antispredningskorps, udførte en enlig aktivist en protestaktion på Sitongbroen ved den nordvestlige del af Tredje Ringvej. Han havde ophængt bannere med paroler om reformer og frie valg, en opfordring til strejke på arbejdspladser og skoler og – uden tvivl mest penibelt – et krav om at afsætte “den diktatoriske landsforræder Xi Jinping”.
Sandsynligvis for at øge opmærksomheden havde han sat ild til en stak bildæk og afspillede dele af sit budskab fra et lydanlæg.
Protesten blev hurtigt lukket ned, og manden ført bort og gemt væk et formodentlig meget mørkt og afsides sted. Men inden da havde forbipasserende nået at dokumentere seancen og lagt den ud på sociale medier, hvor den straks bredte sig til internettets fjerneste afkroge. Selv om man aldrig nævnte demonstrationen med et ord i officielle kinesiske medier, blev den flittigt rapporteret i udlandet. Ikke mindst i Vesten, hvor den enlige aktivist blev hyldet som et ikon for en spirende demokratibevægelse.
Til grund for den store bevågenhed lå det indlysende faktum, at den her type demonstrationer langtfra var hverdagskost i et stramt topstyret samfund, hvor regeringen lader til at kende borgernes hensigter før borgerne selv. Ganske vist hørte man sommetider rygter om mindre opstande rundtomkring i Kina, men de, der nåede igennem til offentligheden, tog typisk sigte mod lokale embedsmænd, ejendomsudviklere og andre professionelle fusentaster. Den her var rettet direkte mod toppen.