- om åndelig udvikling og dannelse
Med bidrag af Ingrid Ank · Steen Nepper Larsen · Helle Krogh Madsen
Anne Marie Pahuus · John Rydahl · Dorte Toudal Viftrup
GADS FORLAG
John Rydahl (red.)
- om åndelig udvikling og dannelse
Med bidrag af Ingrid Ank · Steen Nepper Larsen · Helle Krogh Madsen
Anne Marie Pahuus · John Rydahl · Dorte Toudal Viftrup
Ånden fører et evigt bevis for sig selv.
(Novalis:
Blomsterstøv, 1798)
Indholdsfortegnelse
FORORD 9
DEL 1 Kapitel 1: Åndens dannelse – Dannelse af ånden 16
John Rydahl
Kapitel 2: Åndens dobbelte natur og dens plads i klassefællesskabet 39
Anne Marie Pahuus
Kapitel 3: Er ånd alt det unyttige? 50
Helle Krogh Madsen
Kapitel 4: Ånd på flere måder – et forsøg på at revitalisere de ÅNDtologiske arvestykker 61
Steen Nepper Larsen
DEL 2 Kapitel 5: Børn, sprog og åndelighed 100
Dorte Toudal Viftrup
Kapitel 6: Børns åndelige udvikling – en pædagogisk opgave i skolen? 113
Dorte Toudal Viftrup
Kapitel 7: Skolens arbejde med elevernes åndelige udvikling 127
John Rydahl
Kapitel 8: Åndsfrihed er vigtigt og helt vildt besværligt
Om åndsfrihedens dilemmaer 148
Ingrid Ank
DEL 3
Kapitel 9: Åndelig udvikling i skolen 160
Steen Nepper Larsen
Kapitel 10: Åndelig udvikling og religiøsitet i skolen 173
Ingrid Ank
Kapitel 11: Skitse til en mulig taksonomi for åndelig udvikling 183
John Rydahl og Dorte Toudal Viftrup
Kapitel 12: Hannah Arendt og Åndens liv 202
Anne Marie Pahuus
Kapitel 13: I Wilhelm von Humboldts ånd 218
Steen Nepper Larsen
Kapitel 14: Folkeånd
– om åndelig udvikling ind i et nationalt fællesskab 227
Ingrid Ank
Kapitel 15: Om Ånd og fællessang 237
Helle Krogh Madsen
Kapitel 16: Åndsmetaforer 244
Steen Nepper Larsen
OM FORFATTERNE 254
Forord
Motiverne bag et fornyet fokus på de åndelige aspekter i tilværelsen og dermed på en række af de offentlige institutioners håndtering heraf er mange.
I den europæiske kulturhistorie har der været en lang tradition for at integrere det åndelige, som et væsentligt aspekt ved mennesket som væsen og ved dette væsens interaktion med sin omverden. Tydeligst komme det sidste helt konkret til udtryk gennem vejrtrækningen, hvor hvert enkelt individ gennem åndedrættet er i et afhængighedsforhold til sin omverden og derved i en indirekte vekselvirkning med andre, fordi man er fælles om den ilt, der holder livet ved lige. Vi er hver især, som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup formulerede det, via vores åndedræt indfældet i universet. Har man derimod først åndet endeligt ud, er der ikke længere en vekselvirkning, fordi der efterfølgende kun er minderne tilbage for den ene part.
På trods af dette eller måske snarere som en del af opgøret med de såkaldte åndsvidenskaber blev det åndelige aspekt ved mennesket op gennem det 20. århundrede skrevet ud af de normsættende teorier indenfor såvel pædagogikken, som i den pædagogiske psykologi og i undervisningslæren. Og som konsekvens heraf også af skolens arbejde. Begrebet er således helt fraværende i Gyldendals Pædagogisk-Psykologisk ordbog fra 1971 samt i D.O. Hebbs lærebog Psykologi ’72 og i Trånd Ålviks Undervisningslære fra ’74 med samt såvel i Pædagogisk – og Psykologisk opslagsbog fra henholdsvis ’78 og ’82. Til gengæld var opslaget ’Ånd’ så med igen i Finn Abrahamowitz’ Psykologileksikon i 1999, men her synes teksten i store træk alene at være et omskrevet uddrag af et tilsvarende opslag i Politikens filosofileksikon fra ’83.
I tillæg til denne status forsvandt begrebet også for første gang ud af selve skolelovsteksten i 1975, hvor den kun i indirekte form var repræsenteret som den tankefrihed, der ligger i åndsfrihedsbegrebet. Men så i 1993 dukkede ånden op igen i bemærkningerne til revisionen af skoleloven, hvor den som åndelig udvikling blev
gjort til et aspekt ved elevernes alsidige udvikling, som skolen med sin undervisning skulle bidrage til.
Som en tankevækkende parallel til udviklingen inden for det pædagogiske område var det i samme periode inden for naturvidenskaben, der ellers op gennem århundredet var blevet udspaltet som en modsætning til åndsvidenskaberne, at et fokus på det åndelige første gang blev anbefalet i nyere tid. Det var den amerikanske læge George Libman Engel, der i 1977 i en artikel pegede på behovet for udvikling af åndelig omsorg i sundhedsvæsenet. Siden har det herhjemme etableret sig som et decideret forskningsområde, der i 2023 i regi af Syddansk Universitet affødte de første retningslinjer for eksistentiel og åndelig omsorg.
Før det kom på mode at skrive det åndelige ud af humaniora, havde de to tyske filosoffer Max Horkheimer og Theodor W. Adorno i Oplysningens dialektik. Filosofiske fragmenter tilbage i 1944 fra deres amerikanske eksil skrevet følgende: ”Åndens virkelige anliggende er negationen af tingsliggørelsen”. De fastholdt således, at åndelige anliggender ikke kan reduceres til noget tingsligt, og at den åndløse positivisme ikke giver mening til den menneskelige eksistens. Der er altid et mere ved livet, end videnskaben og materialismen kan indfange.
Den meget tørre plet i forhold til udgrænsningen af det åndelige som et aspekt ved tilværelsen, man skulle tage alvorligt, der siden udviklede sig op gennem resten af det 20. århundredes europæiske kultur, fik i 1994 den danske instruktør Lars von Trier til at indlede sin allegori over det danske samfund i tv-serien Riget med følgende prolog:
Grunden under Rigshospitalet er gammel mose. Her lå blegedammene en gang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyldede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi, og som kronen på værket
kaldte man stedet Riget. Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere ryste videnskaben, men måske det er blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er som om, kulden og fugten er vendt tilbage.
På det tidspunkt havde den store interesse for østlige religioner og det åndelige allerede på det alment folkelige plan blomstret i små 30 år og var blevet adopteret såvel i form af kampsport, meditation, yoga og healing mv., men alle disse varianter af det åndelige funderer sig i andre traditioner end de vestlige, hvorfor de ifølge Trier tilsyneladende ikke rakte. Det gjorde det heller for den nu afdøde professor i idehistorie ved Aarhus Universitet, Hans-Jørgen Schanz, som tilbage i 1970’erne ellers stod hårdt på den marxistiske kapitallogik, men som i sit otium vendte rundt og i bogen Ånd fra 2017 efterlyste en revitalisering af åndsbegrebet som modvægt til naturvidenskabernes tunnelsyn. Noget tilsvarende var på færde hos den unge tyske filosof Markus Gabriel, som i sin bog Hvorfor verden ikke findes, der udkom på dansk året efter, går så vidt som til at sige, at den tiltro, vi i Vesten har til naturvidenskaberne som dem, der leverer Sandheden med stort ’S’, dækker over en uerkendt religiøs tro, fordi naturvidenskaben qua sine metodiske tilgange lever af reduktioner og derfor af gode grunde ikke kan forklare den menneskelige bevidsthed i sin helhed. Til supplering heraf kan det åndelige bidrage med indsigter om det gådefulde i tilværelsen i form af uendelighedsperspektiver i sproget og andre kunstneriske frembringelser, samt i form af håndteringen af de ukontrollérbare aspekter og transcendenserfaringer i relation til spørgsmålet om livets mening. Dette understøttes i høj grad af ph.d. Anna Døssing Gunnertofts afhandling fra 2025, hvoraf det fremgår, at tidens unge mennesker udtrykker stor længsel efter værdibaserede fællesskaber, åndelig erfaring og mening i tilværelsen, samt at en for neutral og analyserende tilgang til åndelige spørgsmål fra voksne omkring dem opfattes som udtryk for manglende engagement. De unge søger i stedet efter svar på, hvad det åndelige kan betyde for det levede liv, hvorfor de også er optaget af en erfaringsbaseret tilgang.
En tilsvarende tørst efter en eller anden åndelig dimension synes i disse år også at ramme nogle af landets politikere. Først var det det Børne- og Undervisningsminister Mathias Tesfaye, der i et interview i Weekendavisen i vinteren 2025 slog til
lyd for behovet for en åndelig oprustning via en opprioritering af emnet i landets skoler. Efterfølgende tog statsministeren – måske med inspiration fra sin tidligere folketingskollega Søren Hansen fra Vestsjællands Kreds, som tilbage i 1990 argumenterede for behovet for en oprustning af det åndelige – tematikken op i sine grundlovstaler, og siden tildelte Socialdemokratiet så Ida Auken et ordførerskab i åndelig oprustning, hvilket har fået opmærksomheden omkring det åndelige til at blomstre på alle mulige måder, fordi kun få efterhånden ved, hvad det åndelige dækker over, og hvad det skal gøre godt for.
Det er præcis, hvad denne bog tilstræber at kaste lys over. Men det er ingenlunde vores opdrag at bidrage til, at den såkaldt åndelige oprustning kobles til en militær ditto, eller at den bliver ophøjet til at fungere som et tilbageskuende, nationalistisk og ideologisk trumfkort.
DEL 1
Åndens dannelse – Dannelse af ånden
JOHN RYDAHL
DIGT MED IKKE
Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt, den, der maler rosen, maler ikke rosens duft.
Den, der skriver digtet, maler ikke rosens duft, den, der skriver digtet, fanger ikke fuglens flugt, den, der læser digtet, læser ikke rosens duft, den, der læser digtet, fanger ikke fuglens flugt.
Den, der ikke kender rosens duft, kan ikke, den, der ikke fanger fuglens flugt, kan ikke.
Den, der kender fuglens flugt, kan male, den, der kender fuglens flugt, kan skrive, den, der kender fuglens flugt, kan læse.
Den, der kender fuglens flugt, forstår, at fuglens flugt kan fanges i et digt.
Den, der kender fuglens flugt, forstår, at digtet lyder.
Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt.
Vagn Steen: Digte. Borgen 1972.
Vagn Steen åbner i sit digt på poetisk vis døren på klem til forståelse af pointen om, at det åndelige i tilværelsen kan komme til udtryk i kunsten, men at det forudsætter et sanseligt og sensibelt nærvær i relation til ens omverden både hos den kunstneriske udøver og hos modtageren for at få det udtrykt, formidlet og adapteret. Derved gør han samtidig også sproget til et medium for det åndelige.
Den nuværende biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen (f. 1959) har et par gange over de seneste 10-15 år påkaldt sig en vis opmærksomhed for sine taler om skolens grundlæggende opgave, hvilket bl.a. i perioden mellem 2015 og 2019 affødte et mere formelt samarbejde mellem det samlede bispekollegium og Danmarks Lærerforening uden overskriften: ”Hvad skal vi med skolen?”. Her arrangerede lærerforeningens lokalkredse og hovedstyrelse i samarbejde med Landsnetværket af folkekirkelige skoletjeneste en række folkelige debatter om dannelse, som bl.a. bidrog til afviklingen af en den læringsmålstyrede undervisning i folkeskolen
Et par gange undervejs i processen blev biskoppen spurgt om, hvor han fra sit kirkelige udgangspunkt fik inspirationen til at tale om skolens opgave, som han gjorde, og hver gang svarede han, at det havde han svært ved at pege præcist på, men sagen lå ham på sinde som en del af den fælles samfundsforpligtelse, hvorfor han følte trang til at ytre sig. Og når han havde let ved det, var det måske fordi, han var overvidst om, at der siden ville komme en anden og sige det, han sagde, endnu bedre, end han kunne. Af den grund tyngede det ham ikke så slemt, hvis han selv skulle komme til at sige noget vrøvl. I så fald kunne folk jo blot trække på skuldrene og vente på bedre tider eller selv forsøge sig.
Det fremgik ikke af svarene, men man kunne let få en mistanke om, at der indeholdt i biskoppens svar lå en skjult henvisning til den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976), som i sin bog Væren og Tid fra 1927 skriver, at tilværelsens gådefuldhed betinger, at man forholder sig åbent til forståelsen af den, fordi der altid vil vise sig en skjult vinkel til en nuancering af den forståelse, man har erhvervet sig, netop som man tror at være i mål (Heidegger 2007). Derudover matcher biskoppens pointe rigtig fint, hvad den unge tyske stjernefilosof Markus Gabriel (f. 1980) siden har skrevet i sin bog Hvorfor verden ikke findes fra 2013: ”Hver gang vi antager at have det største foran os, findes der altid et mere omfattende meningsfelt. … Der findes altid mere end vi havde forestillet os.” (Gabriel 2013).
Alternativt kan det selvfølgelig også bare være, at biskoppen ubevidst har haft et par vers fra I.P. Jakobsens digt Saa standsed – fra 1884 i baghovedet? Her hedder det som afslutning på digtet:
”For alle gode tanker de kan slet ikke dø. Før andre gode Tanker er spired af deres Frø.” Alle disse steder lurer det åndelige mellem linjerne.
Med sine taler udviste biskoppen tillige en vis portion livsmod, og indirekte fik han måske også sagt noget om det åndelige aspekt i sproget – nemlig at det aldrig, i semantisk forstand, bliver finit. Den samme betydning vil altid, sådan som sproget er konstrueret, kunne udtrykkes på uendeligt mange måder, og hver af måderne rummer potentiale til at supplere betydningen med nye nuancer og betone dem forskelligt, så vi hele tiden bliver en lille smule klogere ved at tale sammen. Med en sådan præmis kommer man til gengæld aldrig helt i bund med forståelsen af noget. Den er – i betydningen en horisont, som også den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002) mere teoretisk har udtrykt det i bogen Sandhed og Metode fra 1960 – altid uafsluttet og dannelsesparat samt åben for nye perspektiver, alt efter hvor man står, og hvilke forudsætninger man har. Den må aldrig lukke sig om sig selv, da det giver åndenød og knægter åndsfriheden (Gadamer 2004) (jf. kapitlet: Åndsmetaforer).
Dermed ikke sagt, at sproget giver mulighed for at sige hvad som helst. Bogstaver, ord og sætninger på de forskellige sprog kan kun kombineres efter bestemte regler. Overskrides disse, bliver der let tale om meningsløst vrøvl. Men selv indenfor reglerne er mulighederne legio. Dog er det også her muligt at vrøvle, som fx i sætningen: ’Der er længere til Roskilde end på vandcykel’. Den sætning er såvel grammatisk som syntaktiske i orden, men den giver ingen mening.
De egenskaber og vilkår, som gælder for sproget, kan også iagttages indenfor de forskellige kunstarter, som fx musik, billedkunst og dans m.fl. og i menneskelige holdningsdannelser og handlemuligheder. Hver af dem har et uendeligt antal udtryk, som dog er begrænset af de formelle former, de udtrykker sig indenfor. Musikeren er således i sin udfoldelse betinget af fænomenet toner, men kan komponere disse på et utal af måder, som frembringer forskellige lyde, harmonier og musik. På samme måde er danseren betinget af sin krops bevægeapparat men fri
til at udtrykke det samme på et utal af måder og skulptøren af sit materiale, sine redskaber og sin forestillingsevne.
Kunstneres udtryk for det åndelige i kunsten
Som påpeget i et andet kapitel i denne antologi (se kapitlet: Skolens arbejde med elevernes åndelige dannelse) antages det ikke, at bestemte genstande, fænomener eller andet – herunder kunstværker – i sig selv og til enhver tid udvirke en åndelig relation eller resonans i modtageren, men det vil kunne ske på forskellige tidspunkter og i særlige situationer eller som effekt af et fælles forsøg på at komme til forståelse af et værk. Men dette vilkår har jo, som det fremgik af det indledende digt, ikke afholdt kunstnere fra at formulere sig om, hvad det er, kunsten kan udvirke, når den rammer beskueren på den rigtige måde.
Et andet og mere udfoldet eksempel herpå stammer fra den norske forfatter Jan Kjærstad (f. 1953), som i sit første bind i trilogien om Jonas Wergeland Forføreren fra 1993 har en helt særlig passage om musikkens transformerende virkning. Grundpointen i Kjærstads bog er, at menneskelivet er et resultat af fortællinger. Således var Jonas i hovedsagen i sin tidlige barndom blevet fortalt af sin farfar, der med sine fortællinger havde ’skrevet’ ham ind i familiens, lokalsamfundets, Norges, Europas og kristendommens historie. Og da han dør, erkender Jonas, at han selv må overtage fortællingen om sig selv, hvilket i sig selv er et eksistentielt plot i og ved fortællingen, men åndeligt er det endnu ikke blevet. Det kommer først i forlængelse af, at Jonas i en alder af bare ti år for anden gang i sit liv får døden tæt ind på kroppen, da hans veninde bliver kørt ned og dræbt af en lastbil, hvorved han bryder sammen, som der står:
Han brød ganske enkelt sammen. Han blev syg, han blev så syg, at han måtte indlægges. Jonas Wergeland havde den allerdybeste kvalme, og han frøs, så han troede, han aldrig ville få varmen igen. Lægerne på hospitalet kunne ikke forstå dette tilfælde: en tiårig, der lå bleg i sin seng og brækkede sig, en kvalme, de ikke kunne finde årsagen til, og som havde kropstemperatur langt nede mod, hvad de kun havde oplevet, når folk på mirakuløs vis blev reddet efter rekordlange op-
hold i kulde. Og hvad de i hvert fald ikke ville have forstået, såfremt der havde fandtes måleapparater for den slags, var Jonas’ følelse af, at hans led ikke hang sammen, at han lå der som en krop parteret i sine enkelte dele, Jonas havde kun et fast punkt i tilværelsen: et krystalprisme, som han knugede i hånden, og som han ikke gav slip på, selv ikke, når han havde det værst.
Jonas’ far, der var organist i den lokale kirke, blev af mange betragtet som en lidt distræt og fjern person, men da Jonas kom hjem fra hospitalet, demonstrerede han, at han via sin intense indlevelse i musik havde opøvet en høj grad af sensibilitet. Jonas havde ofte været med i kirke, når faderen skulle øve og oplevet, hvordan lyden fra orgelet kom ud af helt andre piber, end man skulle tro, når man så, hvor faderen trykkede på tangenter og pedaler med sine hænder og fødder.
Ved hjemkomsten inviterede faderen derfor uden yderligere kommentarer omkring chokket Jonas med over i kirken for at se dens nye orgel.
Helt fra de kom ind i kirken, og faren stod ved alterskranken og stolt pegede op mod det nye, blanke prospekt ”opbygget af en Principal 8’ og en Oktavbus 8’”, mærkede Jonas forundret, hvordan kvalmen begyndte at fortage sig. …
Faren var som en hvirvelvind oppe på galleriet, fór frem og tilbage og forklarede Jonas om det nye orgel fra fabrikken i Snertingdal, ret stort, med 29 stemmer og 3 manualer, med mekanisk traktur og elektronisk registrering. ”Næsten to tusind piber, Jonas – er det til at forstå!” Og til trods for iveren, lagde Jonas mærke til, at farens hænder var faldet til ro, havde mistet deres nervøsitet, sådan som de altid gjorde det i nærheden af et orgel. ”Fantastisk,” sagde faren igen og igen og pegede på kobbeler og kollektiver og knapper til frie kombinationer. ”Fantastisk, ikke sandt?” …
Jonas hørte faren sætte sig på taburetten ved klaviaturet og blade i noderne. Så skete der noget mærkeligt: Faren tændte for orglet, det vil sige den elektricitet, der drev viften, og Jonas hører, nej han mærker, hvordan omgivelserne fyldes med luft, hvordan luften strømmer ind i kancellerne. Det er som at sidde ude i naturen, i venden, en varm vind.
Jonas sidder og nyder dette sus og smældene fra registertrækkene, samtidig med at han mærker, hvordan han allerede fryser mindre og desuden slapper af, som om der er en underlig overensstemmelse mellem disse farens manipulationer med orglet og hans eget nervesystem.
Så begynder faren at spille. Johann Sebastian Bach. Haakon Hansen er overhovedet ikke i tvivl. Hvis noget kan hjælpe hans søn, må det være Johann Sebastian Bach. Og Jonas sidder inde i orgelhuset og synes, det lyder fantastisk. Som at høre musikken inde fra sig selv. Han er i musikken, hen flyder på den. Hans krop bliver en pibe, og eftersom Bachs musik hænger sammen mere end nogen anden musik, føjer ting sammen, mærker Jonas, hvordan farens spil samler ham, sætter hans parterede krop sammen, og på et tidspunkt, hvor Jonas føler, som en sitren fra isse til tæer, hvordan kroppen på ny er blevet hel, og hvor musikken vælter sig specielt smukt rundt om ham, begynder han at græde, lige så stille.
Så hvordan hænger et liv sammen? Som et orgel, hvor piberne lyder forskellige steder fra, selvom de tangenter, man trykker ned, ikke ligger ved siden af hinanden?
Der findes øjeblikke i livet, der forandrer et menneske, øjeblikke hvor sjælen foretager en slags spring, og jeg har ledt med lys og lygte, det indrømmer jeg, for at finde frem til de minutter, der kan forklare, hvornår Jonas Wergeland blev den, han er, det vil sige, i betydningen fik den ny forståelse af sig selv: Faktum er, at Jonas Wergeland gik ind i kirken som ét menneske og kom ud som et andet – et helt andet menneske.
Men det her var midt på dagen, en lørdag, og selvom det sneede, var lyset stærkt og hvidt udenfor, sådan at vinduernes glasmalerier virkelig kom til sin ret og strålede farver ind i rummet. Ude i verden havde det i mange lande været et oprørets år for de unge, ikke mindst i Paris, og det skulle også blive et mærkeår i Jonas Wergelands liv. Han lå på tæppet i koret, alene, i en kirke af granit, og følte, hvordan en helt ukendt form for tvivl og frustration, måske også aggressivitet, var ved at lamme de vitale kropsfunktioner.