Åh, Aarhus

S T I G OLESEN

OG

CARSTEN INGEMANN

Ã…H AARHUS

2

3

Åh, Aarhus © 2017 Stig Olesen, Carsten Ingemann og Gads Forlag

ISBN: 978-87-12-05310-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Slovenia Omslag og grafisk tilrettelæggelse Sune Ehlers Kort og vignetter Rasmus Buhl Forlagsredaktion Martin Gylling Repro Narayana Press Tryk GPS Sat med Caslon, Helvetica og Steelfish Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.gad.dk

STIG OLESEN

OG

CARSTEN INGEMANN

ÅH AARHUS

R ap po r t f ra s y v f od r ej s e r a d i nd fal d s vej e, st ræ d e r o g gåga d e r på s po r et af d e t hel t s æ r l i ge aar hus i ans ke

INDHOLD 4

Forord

7

Ad Søvejen Om den første aarhusianer, risikoen ved at forrette sin nødtørft i Bugten, mågekrigen i Lille Dubai, velfærdsstatens svar på Versailles, provinsens dyreste fadøl, et bestialsk kuffertmord, den helt særlige lyd af Aarhus og drømmen om at slå rødder i det kulturelle vækstlag

46

Ad Oddervej Om duggede bilruder, et politisk korrekt maveindhold, banditter i habitter, kongelige udskejelser, en berømt mørbradgryde, et uopklaret mord, Jacqueline Kennedys bagdel, berømte mænd i bronze og de evindelige aarhusianske parmiddage

100

Ad Skanderborgvej Om Aarhus by night, glæden ved maltrugbrød, et kronisk lillebrorkompleks, manglen på berømtheder, opfindelsen af stålvasken, midaldrende kvinders luftkys og en ganske særegen begejstring for savlende smågrise

128

Ad Silkeborgvej Om en lørdag i Gellerup, forskellen på rullekebab og shawarma, gulvafhøvling på rim, Kresten Kapyl & Dyveke Turtur, verdens største sædbank, David Beckham på værelse 215 og et berømt aarhusiansk nul

150

Ad Viborgvej Om Frelseren fra Tilst, en personlig Aarhus-kanon, stokroser på stenbroen, den prikkede bjergtrøje, manglen på solnedgange, forstadsfruer på shopping og skolemadpakkers betydning for dansk rock and roll

182

Ad Randersvej Om plettede madrasser på fortovet, dødsdrom på Ringgaden, en meget lokal dresscode, storbyens uopdagede savanne, den hemmelige undergrund og en 800 meter lang Maggi-terning

210

Ad Grenåvej Om velpudsede sejlersko, organiseret nøgenbadning, den særlige duft af Aarhus, opfindelsen af negerbollen, 2.841 skeletter på en bakketop, noget så sjældent som et rigtigt arbejderkvarter samt sandsynligheden for, at Aarhus bliver Danmarks nye hovedstad

230

Efterskrift

232

Litteratur

233

Kort over Aarhus

FORORD Dér ligger den så, bredt ud for mine fødder.

Aarhus.

Danmarks næststørste by.

Europæisk Kulturhovedstad 2017. Og postadresse for 331.558 danskere, der elsker vinterbadning, tatoveringer, storskrald, parmiddage, altaner, kunstig befrugtning, elcykler, fastfood og hestehaler til mænd, mens de generelt nærer afsky for sølvmåger, smørrebrød, husbåde, forstillelse, kølvandsbølger, omkørsler, stormoskéer, højhuse, ladcykler og alt, hvad der bare lugter af København.

Lige nu står jeg på Jelshøj, der med sine 128 meter er det højeste punkt i Aarhus-området. Byen under mig nærmest knurrer af ambitioner og virkelyst denne solbeskinnede formiddag. Overalt stikker høje byggekraner i vejret som ivrige pegefingre.

Se mig, hør mig, føl mig, smag mig.

Ude på bugten trækker udenlandske krydstogtsskibe hvide kølvandsstriber, mens nye bydele skyder op som paddehatte i en efterårsskov. Et supersygehus i Skejby med 9.000 ansatte er på vej, forbundet med byen via en ny elektrisk letbane til 3,5 mia. Nordeuropas mest moderne bibliotek Dokk1 åbnede forrige år, tre Michelin-restauranter tiltrækker gastroturister fra hele Europa, og inde på Arne Jacobsens gamle rådhus sidder begejstrede byplanlæggere og kalkulerer med en befolkningstilvækst på 4.000 hvert år, så byen i 2030 vil rumme 375.000 mennesker.

Armene er helt oppe over hovedet, for hvilken dansk by placerede New York Times i 2016 på listen ’52 Places to Go’?

Selvfølgelig.

Og hvilken by kårede rejseguiden Lonely Planet et par måneder senere som ”det næste hotteste sted i Europa?”

Gæt selv.

Andre udenlandske medier som Washington Post, The Guardian og Der Spiegel har også rost Aarhus til rødmegrænsen, og for at det ikke skal være løgn, så er de hviie fra AGF mirakuløst begyndt at vinde (enkelte) fodboldkampe.

4

Hallo, hvad skete der lige med Smilets By, Verdens Mindste Storby, den lidt forknytte nummer to, hvis volumenmæssige underlegenhed traditionelt kun er overgået af dens kulturelle storhedsvanvid?

Svaret er enkelt: Aarhus er på vej fra stor by til storby.

Også inde i de aarhusianske hoveder, hvor man nu endelig synes at have lagt den legendariske mindreværdsfølelse over for København til side og i stedet i større omfang orienterer sig mod Hamborg og Berlin. Åh, Aarhus, tænker jeg ofte.

I de fleste tilfælde henført og begejstret som i ”hvor er jeg dog heldig at bo i denne fantastiske by”, men af og til også hovedrystende og resignerende med tilføjelsen ”hold nu op med den kvalmende selvhøjtidelighed”.

Men kan jeg overhovedet beskrive et sted, hvor jeg har sovet, arbejdet, cyklet, vasket op, spadseret, læst, drukket og spist i et halvt århundrede, og som jeg betragter som det lidt slidte, men højtelskede bagtæppe for mit livs jævnt hen gennemsnitlige dilettantforestilling?

På den anden side, hvis man virkelig skal skrive om ketchup, må det være en fordel at sidde inde i flasken. Og byens gader er vel det store manuskript, vi alle skriver videre på med vores skridt.

Så jeg vil gå, gå og gå og se mig omkring i al denne selvfejring i Den Europæiske Kulturhovedstad 2017. Med amatørantropologens uhildede blik vil jeg til fods udforske byen ad de syv gamle indfaldsveje, der i mindst 1.500 år har ført undrende besøgende til bebyggelsen ved åens udmunding.

Hvad gør dette sammenrend af mennesker på et par østjyske morænebakker til noget helt unikt? Hvad er det, som adskiller Aarhus fra alle andre byer i verden? Med sansernes vatpinde vil jeg indsamle og analysere det dna, der siges at udgøre det helt særlige aarhusianske. I rapporteringen vil der muligvis forekomme fordomme og idiosynkrasier, ligesom visse konklusioner for enkelte læsere utvivlsomt vil fremstå ensporede, forblændede, snæversynede, tendentiøse og intolerante.

Men nu må jeg hellere komme af sted.

For ifølge gammel folketro skulle Jelshøj bebos af en magtfuld trold, der engang lovede den lokale bonde Svend Felding 12 mands styrke, hvis han kunne holde på en hemmelighed.

Til gengæld ville bonden blive straffet med 12 mands sult, hvis han brød pagten.

Vil Aarhus give slip på sin hemmelighed? Hvem var den første aarhusianer? Hvorfor er der så mange frisører på Trøjborg? Hvorfor er der så få aarhusianske berømtheder? Hvorfor går så mange mænd i korte bukser om vinteren? Hvorfor

har de elastik i brillerne i Egå? Hvornår kommer Frelseren fra Tilst? Hvorfor har de så mange kobbertagrender i Øgaderne? Hvorfor er der pludselig Street Food-markeder og gadekøkkener overalt i denne førhen så anæmiske og kostforskrækkede by? Og bliver Aarhus virkelig Danmarks nye hovedstad?

Jeg er ikke sikker på, at jeg kender alle svarene, men pråliiåhørhærægår …

Aarhus, november 2016

5

6

AD SØVEJEN Om den første aarhusianer, risikoen ved at forrette sin nødtørft i Bugten, mågekrigen i Lille Dubai, velfærdsstatens svar på Versailles, provinsens dyreste fadøl, et bestialsk kuffertmord, den helt særlige lyd af Aarhus og drømmen om at slå rødder i det kulturelle vækstlag

D

en første aarhusianer var hverken barista, tatovør, karrierecoach eller indehaver af en fastfoodrestaurant, hvad man ellers godt kunne forledes til tro, når man i dag slentrer igennem byen.

Den første aarhusianer var sømand.

Omkring år 770 – lige før det vi kalder vikingetiden – kom han (eller hun, det kan bestemt ikke udelukkes) formentlig sejlende ind i bugten for en mild østlig brise og skimtede på den sydlige kyst udløbet af en temmelig bred og vandrig å, der flød mellem nogle høje, sandede banker. ”Hmm, ikke noget dårligt sted at trække skibet op,” tænkte den første aarhusianer og kløede sig i skægget, hvorefter han resolut gjaldede en klarskibs-ordre ud over mandskabet og spændte sværdbæltet omkring sin kofte, lidet anende, at hans netop trufne beslutning skulle resultere i ikke blot Dokk1,

Bazar Vest, ARoS og AGF, men også i kommende generationers endeløse diskussioner om lufthavn, multiarena, stormoské, udvidelse af E45 og et nyt fodboldstadion.

Kombardo!

Hvor den første aarhusianer kom fra, kan vi ikke vide, men Norge eller Sverige er et godt bud. Og måske var det længslen efter et hornfuldt friskbrygget mjød, der efter flere døgn på havet fik den første aarhusianer til at søge mod land. Netop denne drivkraft får jo den dag i dag mange nordmænd og svenskere til at kaste anker på Åboulevardens caféer, hvor de fejlagtigt tror, at øllet er meget billigere end derhjemme.

Så langsomt lod den første aarhusianer sit lange, slanke træskib glide ind mod åens udmunding, hvor han beordrede det rektangulære råsejl taget ned og årerne sat i vandet. Med alle sanser spændt stod han ved masten og holdt skarpt udkig mod bredderne.

7

Var der ikke noget, der bevægede sig inde i egekrattet på bakkerne? Anede han konturerne af et underligt, kubistisk rådhustårn, en stribe dinosauragtige containerkraner og et mystisk isbjerglignende kæmpehus? Så han for sit indre blik bjerge af storskrald hobe sig op i gaderne? Og så han i et drømmesyn unge overtatoverede mænd i den våbenføre alder gå rundt med store, polstrede hovedtelefoner og alt for små tweedhatte, mens de spiste rullekebab og drømte om at udgive noget støjrock på vinyl?

Den første aarhusianer bankede sit store, skæggede hoved mod masten for at slippe af med hallucinationerne og lovede – for Thor måtte vide hvilken gang – sig selv aldrig mere at spise store mængder vildsvin lige før sengetid.

” S K IBE T E R i havn om få minutter, og bilisterne bedes gå til

vogndækket,” lyder det i dag fra højttalerne på agterdækket af Mols-Liniens hurtigfærge KatExpress 1, der på 75 minutter og med op til 60 km/t bringer 1.200 passagerer og 417 biler fra Odden til Aarhus.

Jeg står ude på det forblæste agterdæk og ser de svalehaleformede kølvandsstriber flade ud, mens færgen sagtner farten og konturerne af Isbjergets hvide tinder dukker op til styrbord. Passagererne iler mod nedgange til vogndækkene med det let nervøse blik, der mere end antyder, at de ikke rigtigt kan huske, på hvilken etage deres Berlingo eller Toyota Avensis befinder sig.

Blandt de syv indfaldsveje til Aarhus er den 36 sømil lange søvej fra Sjællands Odde den ældste og samtidig den, der har undergået færrest forandringer. Bølgerne kommer stadig krapt ind fra det nordlige Kattegat, marsvinene giver som altid opvisning i synkronsvømning, søfarende skal også i dag tage sig i agt for de lave grunde omkring Tunø, og inde på Helgenæs knejser endnu det 99 meter høje Ellemandsbjerg, som den romerske historieskriver Tacitus omkring år 100 forståeligt nok forvekslede med en vulkan.

Men transportmidlerne på den østlige indfaldsvej har gennemgået en rivende udvikling. Indtil 1969 kunne man for eksempel med DFDS sejle fra Aarhus Havn ved midnat og veludhvilet gå i land 08.15 ved Kvæsthusbroen midt i København. Det var meget komfortabelt, men det var der jo desværre ingen, der længere havde tid til, så derefter kom epoken med DSB’s smukke, men totalt overdimensionerede Kalundborg-færger Niels Klim og Peder Paars, der blev byg8

KatExpress 9

12

Containerterminalen

Aarhus Havn 13

14

15

16

De Fem Søstre, Aarhus Havn

get for at holde liv i de skrantende danske skibsværfter og siden blev afløst af de alt for små og teknisk ustabile Ask og Urd, der af det aarhusianske folkevid blev omtalt som ”skodfærgerne” og fik tilnavnene Askebægeret og Urtepotten.

Samme folkevid var ved at blive kvalt af grin, da den nye Samsø-rute Aarhus-Sælvig i foråret 2016 døbte sin lille færge M/F Issehoved og dermed – formentlig utilsigtet – skaffede sig uvurderlig reklame på alle de landsdækkende tv-kanaler.

Men på KatExpress 1 er der ikke meget at more sig over, og i dag er jeg i havn efter kun 75 minutters sejlads med denne verdens største dieseldrevne katamaranfærge, der krydser Kattegat med en hastighed på op til 75 km/t.

Mols-Linien taler i markedsføringen ikke om overfart, men om ”pause fra landevejen” og en kærkommen mulighed for at stresse af under en strabadserende bilrejse.

I dag har der dog ikke været meget refugium over hvileområderne på KatExpress 1, hvor overtrætte børn med sukkerchok og skræmte hunde kappedes om at overdøve dieselmotorerne og stemmen i højttalerne, der med blød stewardesse-intonation forsøgte at indskærpe os om at tage varmt tøj på og droppe de højhælede sko, hvis vi skal evakueres ned ad de oppustelige redningsslisker.

Jeg tilbragte trods blæsten hele overfarten på det åbne agterdæk. Trods det brusende kølvand og dieseludstødningen har det altid været det roligste sted at opholde sig på hurtigfærgerne. Desværre må man ikke længere ryge derude.

Ikke fordi jeg er ryger, men ligesom de mest interessante mennesker i gamle dage altid sad bagerst i passagerflyene, hvor cigaretrøgen bølgede gennem kabinen, så samledes det mest interessante udsnit af menneskeheden sig altid på katamaranernes agterdæk for i slipvinden at stå i underlige krumbøjede stillinger over åbne jakker og frakker for at skabe læ nok til at tænde cigaretten.

Kun mågerne har været tæt nok på til at bevidne de historier, der gennem tiderne er fortalt ved agterrælingen med 40 knob på vej over Aarhus Bugt.

TAG N U

blot den om kong Harald Blåtand, der i 986 ud for Helgenæs var endt i et voldsomt søslag med sin søn, Svend Tveskæg, som vi i dag nok ville betegne som både impulsstyret og udadreagerende. At far-søn-forholdet ikke byggede på tillid, fremgår af flere kilder, ifølge hvilke den gamle kong Harald en aften under en våbenhvile lod sig sætte i land 22

på Helgenæs for at forrette sin nødtørft i skoven nord for Kongsgårde.

Netop i det øjeblik, da danernes mægtige konge var allermest ukampdygtig, ramte én af fjendens pile ham med stor kraft i den netop blottede legemsdel, og Harald måtte skyndsomst bringes ombord på sit skib, der formentlig bragte ham til den polske ø Wolin, hvor han døde af sine sår.

På den baggrund er det betryggende at vide, at Naturstyrelsen nu har oprettet nogle velfungerende offentlige toiletter ude ved Sletterhage Fyr på sydspidsen af Helgenæs.

Men denne indfaldsvej til Aarhus rummer mange andre dramatiske historier i rabatten. Ovre mod bagbord ud for Samsø ligger den lille ubeboede ø Kyholm, der lægger jord til Danmarks formentlig mest ensomme kirkegård. Øen var under Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet stærkt befæstet og garnison for op til 400 soldater, der ofte måtte modstå heftigt bombardement fra fjenden. Under den store koleraepidemi i 1831 blev der indrettet karantænestation på Kyholm, hvor de pestramte søfolk blev interneret og behandlet med blandt andet røgning og iskolde bade. Ikke underligt, at Kyholms kirkegård voksede sig større og større.

Aarhusianerne har fuldt forståeligt altid sendt skeptiske blikke ud over bugten. Utallige gange er byen blevet angrebet fra søsiden og udplyndret eller stukket i brand. I vikingetiden og den tidlige middelalder advarede en kæde af bauneblus fra Fornæs over Ellemandsbjerg til nordspidsen af Samsø, når fjenden var på vej.

I dag skyldes de ængstelige blikke mod øst dog mest de kølvandsbølger, som jeg lige nu står og beundrer fra agterdækket på KatExpress. Når de rammer kysten ved de aarhusianske badestrande, er det ofte som små tsunamier, der tager håndklæder, sko og picnickurve med til havs. Men det har de lokale lært at leve med. Småbørn og ældre gangbesværede reddes rutinemæssigt op fra stranden. Og ved en enkelt lejlighed har jeg ved Moesgård Strand ligefrem set et lille skadefro glimt i aarhusianernes øjne, da et støjende selskab af hipstercoole københavnere intetanende havde anbragt sig selv og en stribe sixpacks til afkøling i strandkanten.

Aarhus Bugt tager og giver, sådan er det bare, men farvandet har faktisk også været den dramatiske scene for én af de største taktiske genistreger i dansk militærhistorie.

Det var tilbage i 1849 under Treårskrigen, da general Olaf Rye med preusserne i hælene havde forskanset sig med sine

Rent vand i havnen 23

Isbjerget

DLG’s silo

24

ca. 6.000 mand og 1.500 heste på Helgenæs. Flygte ud på en lille halvø! Hvor dum kunne man være?

Men generalen havde en plan.

I relativ ubemærkethed lykkedes det ham i nattens mulm og mørke 30. juni at udskibe sin store hær fra molen i Kongsgårde og sejle til Fredericia, hvor den belejrede fæstningsgarnison fik præcis den forstærkning, der gjorde det muligt overraskende at besejre de overtallige preussere ved udfaldet 6. juli 1849, som dog desværre kostede Olaf Rye livet.

Men måske fandt den mest spektakulære Kattegat-krydsning i virkeligheden sted 7. august 1937, da den 18-årige Horsens-pige Jenny Kammersgaard indsmurt i et tykt lag svinefedt på 29 timer svømmede fra Sjællands Odde til Djursland i et strømfuldt farvand, der dette år kun nåede en temperatur på 16-17 grader. Undervejs blev Jenny fulgt af en ledsagebåd, hvorfra hun blev håndfodret med sin livret, stegt rødspætte og kartofler. Præstationen blev via radiotelegrammer fulgt af lyttere over hele landet, og da ’Den jyske Hval’, ’Kattegats Betvinger’, ’Delfinen fra Horsens’ og hvad Jenny ellers blev kaldt frysende og udmattet kravlede i land, blev hun hyldet som en folkehelt, og hendes dåd var startsignalet til en lang række langdistancesvømninger mellem landsdelene.

ME N D E T

er en utidig fremskrivning af historien, for den første aarhusianer står stadig lidt tvivlrådig i langskibets stævn og stirrer vagtsomt mod land, mens kølen med en skurren tager sandet ved åens udløb. Er han kriger eller handelsmand? Meget taler for det sidste. Vikingetidens bopladser lå oftest ud til floder og åløb, ikke ud til en bugt, hvorfra de relativt let kunne angribes og plyndres. En erfaren og ansvarsfuld hærfører ville aldrig vælge at slå sig ned på et så håbløst og åbent sted.

Så den første århusianer er sikkert på en businessrejse, måske til Hedeby i syd, og han får simpelthen om ikke dollartegn, så i hvert fald ravstykker og glasperler i øjnene, da han kort tid efter landgangen opdager, at denne brede å faktisk er sejlbar et godt stykke ind i landet, og at den populære nord-syd-gående østjyske handelsvej – noget i retning af vore dages E45 – passerer tæt forbi åens udløb i bugten. ”Gutter, hør lige her, vi bliver alligevel natten over!” forestiller jeg mig, at han har råbt til det slæng af uvaskede, brovtende og lusebefængte søfolk, som han har haft med

sig oppe nordfra. Skibene bliver sejlet et stykke ind i åen og fortøjet dér, hvor stormagasinet Magasin ligger i dag.

Om natten bliver der formentlig slået hul på adskillige ankre godt øl og stegt noget kød, som man jo stadig har tradition for langs åen.

Men hvad skal man kalde stedet? diskuterer de tilrejsende, mens bålene brænder ned, og døsigheden langsomt breder sig.

Måske var det rejsetrætheden, måske var det mjøden, eller måske var de første aarhusianere bare ikke de skarpeste sværd i bæltet, for vinderen af den store navnekonkurrence den første aften på den fremmede kyst blev det ikke særligt opfindsomme ”bebyggelsen ved åens udløb”.

Eller Aros.

D ET V I L være synd at sige, at Mols-Linien lefler for det, der i

rederisprog hedder ”gående passagerer”, men vi bugtens fodfolk har i det mindste én fordel: Mens bilisterne febrilske leder efter deres køretøjer, kan vi blive stående på agterdækket og nyde indsejlingen til Aarhus, hvis skyline synes at forandre sig fra uge til uge som en Discovery-film, der kører lidt for hurtigt.

Isbjergets kølige og prisbelønnede toppe kappes om himmelrummet med Lighthouse’s bløde, organiske linjer og Pakhusenes bastante rødbrune klodser, alt sammen indpakket af de grønne bøge i Riis Skov og de stejle, lerede skrænter ved Moesgaard – en ciseleret guldalderramme over et lille stykke Manhattan – nej, en aarhusianer med hjemve går ikke under dæk ved indsejlingen.

Rent historisk er det nu ikke alle, der har været ved at falde i svime over synet af Aarhus ude fra havet.

Søren Kierkegaard var ikke begejstret for byen, som han nødvendigvis måtte passere for at besøge sin fars barndomsegn ved Ringkøbing. ”Livet i disse Kjøbstæder er ligesaa kummerligt, latterligt og abgeschmakt som den Gang, man sætter op i Gaderne,” noterede han sig i dagbogen og brokkede sig yderligere over den mangelfulde brolægning og de mange kokasser, som han måtte undvige på sin færd gennem byen.

Blandt de skeptiske var også rejsejournalist og forfatter C.C. Clausen, der i sit store værk ’Danmarks Byer og deres Mænd’ fra 1899 giver denne beskrivelse af sit første søværts indtryk af den store jyske by: 25

26

Promenadekørsel

Klar til aftapning

27

”Aarhus kan virkelig trænge til et gennemført stilfuldt og smukt Kvarter. Den er nemlig ikke, taget i det hele, nogen smuk By … Det, der skaber Skønhedsindtryk i Aarhus, er væsentligt Naturen, det er Beliggenheden, det er Havet, det er Skovene, Menneskene har ikke altid været saa gode, som de burde.”

Dér er den allerede, beliggenheden, den står ikke til diskussion, men om Aarhus Ø, den nye bydel på den gamle containerhavn, er et gennemført stilfuldt og smukt kvarter, og om menneskene er gode ved Aarhus i disse år, det diskuterer byens befolkning ved enhver lejlighed.

Her på kanten af bugten og gennemkrydset af nye kanaler bygges et nyt bykvarter, der om få år vil rumme 7.000 beboere og 12.000 arbejdspladser. Dertil kommer et havnebad, et teater samt en række restauranter og forretninger. Nogle kalder det ”et lille Dubai”, det er bestemt ikke ment som en kompliment, og ifølge Weekendavisens arkitekturanmelder ”råber bygningerne lige så uskønt som en flok teenagere, der ikke har fået nok opmærksomhed”. Andre arkitekturkyndige har derimod rost det nye kvarter for en dyb indre sammenhæng og kalder det for et vellykket eksempel på den moderne byfortætning, som aldrig er opnået i Ørestaden og på Islands Brygge.

Så er man i Aarhus ved at løbe tør for emner ved et lidt beklemt middagsselskab, skal man blot forsigtigt antyde, at man drømmer om at købe en lejlighed ude i Ø.

Bestikket vil omgående sænke sig, og en ildevarslende stilhed vil lægge sig over bordet, inden uvejret bryder løs: ”Jamen, det ligner jo DDR i 1960’erne. Blæsten gør det umuligt at være på altanerne. Mågerne vækker beboerne klokken 4 hver morgen. Der er alt for langt til indkøbsmuligheder. Det støver og støjer forfærdeligt fra byggepladserne. Bygningerne skygger for hinanden. Der er dårlig mobilforbindelse.” Har kritikerne været på Aarhus Ø for nylig?

Nej, men de har hørt, at …

K AT E X P R E S S 1 har for længst tømt sin bug for biler, og mens

færgetrækket holder i kø ved lysreguleringen som et kobbel jagthunde, utålmodige efter at gå i kødet på Jylland, spadserer jeg ud på molen ved Bassin 7, hvor lystfiskerne står skulder ved skulder og trækker glinsende sild ind på vietnam-forfang, ganske uanfægtede af de høje, gule byggekraner, der få meter i baggrunden balancerer tonstunge betonelementer op i 10.-etages højde.

28

På molekanten er mange nationaliteter, tungemål og hudfarver repræsenteret, og det slår mig, at den maskuline glæde ved at slippe hjemmefra, for time efter time at sidde uforstyrret for enden af en glasfiberstang og tavst stirre ud over vandet, tilsyneladende er den samme i alle religioner og kulturer.

Jeg forestiller mig at livet, som det udfolder sig her på molen, formentlig vil få hjertet til at banke varmt hos enhver integrationskonsulent.

Et ungt par, der ligner lystfiskere lige så meget som AGF ligner en Champions League-finalist, sidder på molen med to begyndersæt fra Harald Nyborg. Hun har sprayfarvet sit pandehår pink og skærer en grimasse, da han forsøger at trække en sandorm på hendes krog. I deres plasticspand står en flaske rosé på køl. Sidemanden arbejder med tre stænger i et stativ og har medbragt en ghettoblaster, der ser ud som om den er hentet op fra havets bund, og hvorfra der lyder dæmpede mellemøstlige toner. I hans gule spand ligger en håndfuld fede sild og nogle fladfisk ved siden af to dåsecolaer. Længere ude mod det grønne indsejlingsfyr sidder hardcore-fiskerne i festivalstole ved siden af deres knallerter og udveksler erfaringer om madding, snøre og strømforhold.

Da KatExpress 1 igen stævner ud, besvarer et par af fiskerne dovent den ivrige vinken fra børnene på færgens agterdæk.

Resten rører sig ikke. De har nok at se til.

Men lystfiskerne ved Bassin 7 får snart selskab af et helt andet segment.

En majmorgen 2016 fløj dansk arkitekturs megastjerne, Bjarke Ingels, ind med den tidlige vandflyverafgang fra København for at tage det første spadestik til BIG Architects’ boligprojekt AARhus, der ud over 255 lejligheder kommer til at rumme fem restauranter, et teater og 60 små badehuse, der skal give det nye havnebad lidt Blokhus-stemning. Navnet AARhus? Det er ifølge arkitekten inspireret af kendingsbogstaverne for Aarhus i de internationale lufthavne.

Bjarke Ingels besøg i Aarhus varede kun et par timer, hvorefter han fløj videre til Venedig for at åbne en arkitekturbiennale, men den lokale pressedækning var en rockstjerne værdig.

Et par dage efter trak det stadig lokale avisforsider, at en lejlighed på 323 kvadratmeter i AARhus allerede var solgt for 19 mio. kroner. Den var dermed danmarkshistoriens dyreste lejlighed – altså uden for Københavnsområdet.

Uden for Københavnsområdet! Sætningen har historisk

Besøg fra København

været den lille sten i skoen, der har givet aarhusianerne en lidt duknakket og sidelæns gang. Og har byen rakt hånden i vejret for at gøre opmærksom på sig selv, så har det hidtil været lidt tøvende og fra bagerste bord i midterrækken. Ældre aarhusianere erindrer sig således dengang, da den britiske premierminister Winston Churchill efter afslutningen af Anden Verdenskrig fløj fra London til København for at lade sig hylde, hvilket fik en Aarhus-avis til at udkomme med den bemærkelsesværdige overskrift: ”I dag flyver Churchill over Aarhus.”

Men alt dette ligger selvfølgelig et halvt århundrede før byens genfødsel som selvbevidst metropol og europæisk kulturhovedstad, og ligesom Aarhus’ generelle selvfølelse er hele det gamle containerområde i havnen hævet et par meter – det sidste af hensyn til de forventede klimabetingede vandstandsstigninger.

Da jeg ad den nye havnepromenade er nået et par hundrede meter mod nord, står jeg pludselig omgivet af blomsterbede og urtehaver placeret på europaller omkring en stor hønsegård, hvor en flok hvide italienere går rundt og kluk29

ker. Over 250 aarhusianere dyrker i Øhaverne deres egne grøntsager og blomster her på kanten af bugten, og yderligere 500 står på venteliste til at få jord under neglene. ’Annas gartneri’ står der på én af plantekasserne med frodigt voksende squash, mens en anden fyldt med purløg, persille og rosmarin bærer navnet ’Pernilles plantage’.

Efter planen skulle Danmarks højeste boligbygning, den 142 meter høje del af Lighthouse have knejset her, men en finanskrise og problematiske jordbundforhold har spændt ben for det store byggeri, så indtil videre får byboerne lov til at udleve drømmen om at bo på landet.

Men de må dele den med kystens første beboere, mågerne. Allerede i byggefasens første del plantede en sølvmåge sine store platfødder midt i den våde beton i molen ud for Øhaverne; det stod der ikke noget om i masterplanen for Aarhus Ø, så her ved fodaftrykket gør jeg altid holdt som en hyldest til det kreative anarki og den civile ulydighed, der forhåbentlig kommer til at sætte flere aftryk herude.

gene, mens andre mågehadere indsamler æg, opsætter store, skræmmende plasticugler og monterer pigtråd på halvtage og gesimser. Andre forsøger sig med dramatiske ørneattrapper svævende i en lang glasfiberstang på hustagene. Senest er det lykkedes at få et par (levende) vandrefalke til at yngle i de til formålet monterede rugekasser på DLG’s silo, og lokalpressen kunne i den anledning med begejstring meddele, at der er tale om verdens hurtigste dyr, og at det ”med 390 km/t kan slå en fuldfed sølvmåge ihjel”.

Personligt mener jeg, at mågeskrig naturligvis hører en dansk havneby til, og at det er et lydmæssigt vilkår ved at bo i et land med over 7.300 km kyst.

Men vellyd for den ene er som bekendt støj for den anden, og mens jeg fortsætter ud mod den gamle lystbådehavn, spekulerer jeg på, hvordan Aarhus egentlig lyder, hvis man lukker af for alle andre sanser, og jeg kan på gående fod komme i tanke om fem karakteristiske lydbilleder fra Danmarks kontinentale hovedstad:

AAR HU S Ø har selvfølgelig fået sit navn på grund af den øst-

1) Klokkespillet fra rådhustårnet, der tre gange om dagen lader Morten Børups ’Majvise’ klinge ud overs byens tage.

Lige nu er klokkerne nedtaget for reparation, men snart vil de atter bimle.

lige beliggenhed og fordi kvarteret fuldt udbygget vil være omgivet af vand på alle sider. Men matematikere har for længst påpeget, at Ø i deres fag er tegnet på en mængde uden elementer, eller med andre ord, et symbol for tomhed.

Foreløbigt er de aarhusianske sølvmåger de mest synlige frontsoldater i kampen mod kedsomheden ude på Ø. Lokket af lugten fra røgeriet i fiskerihavnen, der skruer op for ovnene ved 4-tiden, går eskadrille efter eskadrille af hvide jagere på vingerne fra byens flade tage for med hæse skrig at minde de nye beboere bag panoramaruderne ud mod havet om, hvor heldige begge parter er med at have uhindret havudsigt, og at de (mågerne) for øvrigt boede ved Aarhus Bugten mindst 10.000 år før alle it-developerne, art directorne og account managerne rykkede ind.

Mågerne har ikke noget imod Aarhus Ø, forandringsparate som de er. For eksempel har den betonstøbte havnepromenade med den nedfældede belysning vist sig som skabt til at knuse blåmuslinger fra stor højde.

Men det er som om de nye beboere på havnen ikke rigtigt påskønner naboskabet med havfuglene. Efter pression fra Aarhus Ø har byrådet indledt en mågekrig, der i intensitet og indædthed kan måle sig med slaget i Ardennerne. Specialudrustede jægere skyder således mågeungerne ned fra ta30

2) Blomstersælgeren på Strøget ved Regina-bygningen.

Hans nasale måde at råbe ”to bundter, 30 kroner” er en egnsspecialitet, som slår udenbys gæster med stor undren.

3) Facerne på Skt. Clemens Bro. Deres maniske ”hav en fortsat god dag” når man for tredje gang på samme dag har afvist at tegne medlemskab af Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp eller en anden humanitær organisation.

4) Tordenskjoldsgade 57, hvor isenkræmmeren har en forkærlighed for amerikansk rock and roll fra 1950’erne, hvilket han lader verden vide gennem de højttalere, som han har ladet indbygge i forretningens baldakin.

5) Lyden af bildæk, der med firefoldigt flaf-flaf-flaf-flaf drøner over skinnerne til Aarhus Letbane, der ligger forsænket i asfalten i byens mest trafikerede gadekryds.

Fjende nummer 1

J E G BE F IN D E R

mig pludselig i et matriarkat, kan jeg fornemme.

Kvarterets nye gader er opkaldt efter markante kvinder, som det sig hør og bør i begyndelsen af det 21. århundrede.

Lige nu står jeg på Jette Tikjøbs Plads (musikpædagog) og ser hen mod Dagmar Petersens Gade (første kvinde i Aarhus Byråd) og Inge Lehmans Gade (seismolog). Der kommer selvfølgelig også en Nicoline Kochs Plads, opkaldt efter grundlæggeren af den privatskole, som ressourcestærke aarhusianske forældre i generationer har kørt deres børn til og fra.

Men inden søsterskabet får armene helt op i skyerne, er

det værd at bemærke, at bydelens nye store, gennemgående færdselsåre i fugleflugtslinje med domkirketårnet for længst er døbt Bernhardt Jensens Boulevard efter den legendariske cyklende Aarhus-borgmester. Som andre nybyggerkvarterer er Aarhus Ø stort set fri for kriminalitet (i hvert fald af den type, der foregår uden for hjemmets computer). Træerne og hækkene er simpelthen ikke høje nok til at skjule eventuelle lovovertrædelser for alle de nysgerrige blikke fra de høje bygningers mange vinduer, og med bilerne forsvarligt låst inde i de underjordiske og tv-overvågede parkeringsanlæg, er der ikke meget at komme efter i de måneløse nætter.

Men lige nu er det lyst, og jeg kan ikke lade være med 31

32

Rygepause bagfra

Rygepause forfra

35

Hallo, kan I se os?

at strække hals og kigge ind ad folks vinduer. Det må man gerne i et senmoderne byggeri som dette, siger antropologerne. Ligesom de hollandske calvinister hylder segmentet i Aarhus Ø nemlig transparens; man ønsker simpelthen ikke at skjule noget bag gardiner eller persienner. Men hvor calvinisterne ikke ville skjule noget for Gud, så vil tilflytterne på havnen ikke skjule noget for genboen, og da slet ikke deres udsøgt gode smag og økonomiske formåen.

Efter en del zigzaggen ad de smukt sivomkransede stier og med et tiltagende hold i nakken kan jeg konstatere, at sølvmågernes nye naboer på Aarhus Havn: 1) sover i Hästens-senge, 2) får maden leveret i kasser fra 36

Skagenfood eller Aarstiderne, 3) trækker sort beskyttelsesdækken over altanens Webergrill, 4) laver kaffe på Nespressomaskiner, 5) er vilde med Verner Pantons Globe-lampe, 6) har fladskærme i køkkenafdelingerne, 7) er storkunder hos Hay og Paustian, 8) er gået helhjertet med på kaktustrenden, 9) har i stort omfang afskaffet begrebet ”bogreol” og 10) ynder at have kostbare italienske racercykler henslængt på altanerne.

Men andre smagsretninger og fritidsinteresser gør sig også gældende på den nye havnepromenade.

I sommermånederne bliver Jette Tikjøbs Plads i stort omfang benyttet som affyringsrampe for indvandrerdren-

genes sænkede og spoilerklædte Ford Mondeo’er og tunede BMW’er med rumlende bashøjttalere i bagagerummene og blinkende undervognslys.

Andre unge fra de vestlige forstæder medbringer vandscootere, hvorpå de klædt i guldkæder og nøgne overkroppe opfører halsbrækkende akrobatik ud for bugtpromenaden for at imponere deres fnisende og tørklædeklædte veninder inde på land. Begge aktiviteter er selvfølgelig enormt provokerende, når man sidder på sin plexiglasaltan med et glas cava brut og har betalt ni millioner for sin lejlighed, og talsmænd for Aarhus Ø har da også ved flere lejligheder krævet politiets indgriben.

Op til folketingsvalget i 2015 bemærkede jeg på en tur i Aarhus Ø usædvanligt mange valgplakater for Liberal Alliance i de spritnye gennemdesignede lygtepæle, og det slog mig dengang, hvor meget kvarterets nye segment egentlig har til fælles med sølvmågerne såvel som biltosserne og vandscooterbøllerne. Alle er selvsikre superliberalister, der tror på individets ret til selvbestemmelse i luften såvel som på jorden og i vandet. Den slags skal selvfølgelig give ballade.

Jeg sætter mig på en bænk ved det kunstige stenrev, hvor man håber, at sæler vil slå sig ned til adspredelse for dem oppe på altanerne. Her i byggefasen minder Aarhus Ø temmelig meget om en Lufthansa-lounge: Alt er funktionelt og pænt, men man skal se på sit boardingkort for at afgøre, hvilken by man befinder sig i.

Men det skal nok komme alt sammen, solcentre, neglesaloner, kinagrill og skrællede EU-scootere. Eller i det mindste en bronzestatue af Anders Samuelsen. Mågerne skal jo have noget at lande på.

D OK K 1

er Aarhus’ nye kulturelle kraftcenter til knap to mia. kroner, og med de skrånende tagflader er det næppe et oplagt fuglefjeld.

Til gengæld er Aarhus’ 100 gange 100 m store hovedbibliotek et sandt bjergmassiv af kreativitet fordelt på projektrum, studieceller, foredragssale og siddegrupper – langt de fleste med en formidabel udsigt over havnen og møbleret med stole og sofaer, der får én lyst til at opgive sin faste adresse og leve resten af sit liv i dette tempel for lyd og billeder, og ikke mindst vokaler og konsonanter.

Med dårligt skjult misundelse omtalte dagbladet Politiken da også ved åbningen Dokk1 som ”velfærdsstatens svar på

Versailles”, og kulturens aarhusianske solkonge, den radikale rådmand Rabih Azad-Ahmad, skyndte sig selvfølgelig i august 2016 til Ohio, USA, for på byens vegne og under stor opmærksomhed at modtage en international pris for ”verdens bedste nye bibliotek”.

Men malurten begyndte nærmest at tapløbe ned i det aarhusianske bæger, da det blev kendt, at prisen var finansieret af lutter danske institutioner og virksomheder, hvoraf flere var knyttet til Dokk1. Og at seks ud af juryens otte medlemmer var pæredanske, rokkede yderligere ved troen på international upartiskhed.

Og det var ikke blot på de indre linjer, at Dokk1 fik en hård fødsel. Bibliotekets hvide facadeplader viste sig at være af den vandsugende MgO-type og skal nu udskiftes for et anslået beløb på 25 mio. kroner. Dertil kommer, at byens arkitektoniske stolthed formentlig vil være pakket ind i stilladser og kraner i det meste af kulturhovedstadsåret 2017.

Men pyt med det, for som Franz Kafka udtrykte det: ”En god bog er som en økse til den frosne sø inden i os,” og jeg er da også ét stort indre tøbrud, da jeg med en kop cappuccino slår mig ned i én af de dybe lænestole i læsesalen, hvorfra der en fantastisk panoramaudsigt over havnen og bugten.

Bag mig ligger dagens aviser og nyeste udgave af over 300 danske og internationale magasiner og tidsskrifter med fascinerende titler som Kendelser om fast ejendom, Modern Drummer, Dansk audiologopædi, Angst-Avisen og Lastbil-Magasinet.

Og gider jeg gå 20 meter længere, så støder jeg på 219.692 bøger og i tusindvis af cd’er og dvd’er.

Hjerte, hvad vil du mere?

Det utaknemmelige hjerte svarer, at det vil have direkte internetadgang og en sandwich med laks, så jeg rejser mig igen og slentrer mod caféen. Dagens program i Dokk1 omfatter blandt andet filmforedrag, matematikcafé, skrivelounge og kreativt Pokémon-værksted, og da jeg skæver ind bag glasdørene til de små grupperum, ser jeg unge studerende sidde bøjet over deres bærbare computere ved siden af stabler af bøger.

Dokk1 er et klogt hus. På mange niveauer.

Mens jeg venter i køen på min laksesandwich, kommer jeg til at tænke på, hvad den italienske premierminister Matteo Renzi sagde lige efter terrorangrebet i Paris i november 2015: ”De bruger terror; vi svarer med kultur. De ødelægger statu37

er; vi elsker kunst. De brænder bøger; vi er bibliotekernes nation.” Skal jeg være ærlig, så var jeg faktisk lidt nervøs for åbningen af det nye hovedbibliotek.

Det skyldtes selvfølgelig Gongen, der er et tre tons tungt og syv meter langt bronzerør, som hænger inde i Dokk1’s store, gennemgående trapperum og som kan slås an af en kæmpehammer med elektronisk forbindelse til fødeafdelingen ude på Skejby Sygehus, hvorfra Gongen kan aktiveres som en hyldest, hver gang et barn fødes i Aarhus Kommune. Fint nok, men da jeg bor relativt tæt på Dokk1, frygtede jeg – flerbørnsfødsler er jo ikke længere en sjældenhed – for søvnløse nætter, hvor Aarhus Midtby ville lyde som et middelstort polsk skibsværft.

Men trods det aktuelle babyboom er jeg endnu ikke blevet vækket af det glade budskab fra Skejby, hvilket måske fortæller mere om lydisoleringen af Schmidt, Hammer og Lassens monumentale bygning.

På den brede midtertrappe Rampen sidder et par børn i Emil fra Lønneberg-tøj og får læst op af en ældre kvinde, som jeg gætter på er en farmor eller mormor. Jeg bliver varm om hjertet og minder mig selv om, at det gode ved børn er, at de ikke går rundt og viser fotografier af deres bedsteforældre.

Til overdådigheden i dette byggeri hører, at det måske mest opsigtsvækkende nyere kunstværk i Aarhus ydmygt hænger under loftet ved elevatorerne til den fuldautomatiske parkeringskælder. Det er kunstnerduoen Elmgren & Dragset, der har skabet ’Magic Mushrooms’ – også kaldet den ’Den Omvendte By’ som består af 190 miniaturebygninger i forskellig højde og med indlagt lys, der stritter ned fra det høje betonloft. Man kan både blive svimmel og få ondt i nakken af at stå og studere stadioner, hoteller, banegårde, industrianlæg, og hvad der ellers hører en by til, men når mange besøgende slet ikke opdager det storslåede værk, skyldes det formentlig, at de er enormt spændte på, om det er deres egen bil, der med elevatoren dukker op fra den aarhusianske undergrund.

Ude på trappen ned mod åen kommer jeg til at tænke på, at den første aarhusianer jo ikke anede, at han 1) var den første aarhusianer, og 2) at han levede i overgangen fra jernalderen til vikingetiden.

Og hvad vil man så i fremtiden kalde den tidsalder, som aarhusianerne lige nu befinder sig i?

Happy Hour, formentlig.

Hele verden synes nemlig lige nu at favne den jyske hoved38

stad som en lille, nuttet hundehvalp, som alle elsker, fordi den ikke er større. Men meget andet tyder på, at vi aarhusianere faktisk også har det bedre, end vi går rundt og tror. Her til morgen gjorde en Oxford-professor i min avis sig således til talsmand for, at vi trods stress og angst for terror uden at vide det lever i en blomstrende nyrenæssance, der godt nok er en voldsom brydningstid, men også det bedste tidspunkt at være menneske på i artens 2,5 mio. år lange historie.

Efter en time i Dokk1 er det vanskeligt ikke at tro på professoren.

FO R FO D EN af trappen nede ved Aarhus Å står små grupper

af krydstogtturister i ternede shorts og spejlglassolbriller og blafrer med bykort i vinden og kigger sig undrende omkring.

Hvad gør vi egentlig her? synes de at tænke på mange sprog. ”Historic quarters with a youthful beat,” læser jeg på forsiden af én af brochurerne og skynder mig videre for med min alder ikke at forstyrre helhedsindtrykket.

En ældre italiener står ved rækværket og river sit bykort i små stykker og ser dem drive dovent af sted i åen. Strømmen ser ikke ud af meget, men den skal ikke undervurderes.

Mange aarhusianere husker, hvordan en mand i januar 1994 smed en kuffert indeholdende det parterede lig af sin samleverske i Aarhus Å langt ude mod vest ved Brabrandstien, og hvordan kufferten fjorten dage senere blev fundet af to drenge ved Følle Strand 20 kilometer nord for åens udløb.

Havet sletter ikke alle spor, men i dag er en festdag, flagene vajer, pigegarden spiller Sousa og de allestedsnærværende kunsthåndværkere står ude på kajen og tilbyder krydstogtsturisterne filtede tøfler og håndvævede dækkeservietter.

I morges anløb Costa Favoloso med 3.800 passagerer, og en begejstret turistchef udtalte tidligt i lokalradioen, at gæsterne forventes at lægge to millioner kroner i byens forretninger og udskænkningssteder, inden de efter syv timer i land kaster fortøjningerne. ”Keep straight ahead and then slightly to the right”, forklarer jeg med hvad jeg mener, er et vindende smil til et ældre amerikansk par, der lige har rejst sig fra Globen Flakkets fortovsrestaurant og har vendt kortet på hovedet i bestræbelserne på at finde vejen til The Old Town under deres otte timer i land.

Der er noget rørende over krydstogtsturister, der besøger Aarhus. Selvfølgelig ville de hellere til København på deres

Immervad

Dokk1

39

eneste danske anløb, men det er billigere for rederier at kaste trosserne i land i Denmarks 2nd City – i 2016 var der 26 anløb mod 11 året tidligere – så derfor er sørejsen naturligvis også billigere, og krydstogtturister i Aarhus fremstår derfor ikke så storskrydende og penge-om-sig-smidende, som dem man træffer i København.

Til gengæld er de nysgerrige og udholdende, og jeg når i løbet af min spadseretur op ad Åboulevarden også at pege i retning af både ARoS, Domkirken, Vikingemuseet og … stormagasinet Magasin, selvfølgelig. ”Is all that in walking distance?” udbryder en energisk udseende midaldrende mand i sneakers, kamera og dunvest, ganske uvidende om, at han lige i dette øjeblik sætter temmelig præcise ord på én af Aarhus’ helt store kvaliteter.

Man kan gå til alt.

Og man skal bare følge åen. ”Denne Aa er Byens Moder, den fødte Byen på det Sted, hvor den nu ligger. Derfor skal man i en Skildring af Aarhus først mindes Aaen, der holdt Byen fast ved Havet. Og derfor burde Aarhus frede om og holde sin Aa i hævd, og ikke lade Byggespekulanter ødelægge den”, skriver C.C. Clausen fra sit besøg i byen.

Desværre lyttede byen ikke til gæsten, tværtimod, så besluttede rådhuset i slutningen af 1920’erne at overdække åen med jernbeton for at få en bred vejforbindelse fra havnen mod vest, og 1. november 1933 kunne en tilfreds borgmester H.P. Christensen køre i spidsen for en række damptromler gennem en munter vajende flagallé på byens nye gade. Åboulevarden var nu en realitet, og Aarhus’ moder, den stille flydende å, den egentlige årsag til, at den første aarhusianer og hans langskæggede mandskab i sin tid gik i land, var nu lagt i to gigantiske kloakrør og forsvarligt gemt af vej-en under flere tusind tons cement.

Der skulle gå et halvt århundrede, før byens befolkning igen ville være åen bekendt.

Da var det nemlig, at nogle af dem kom hjem fra Paris, Rom, Prag og Amsterdam med oplevelsen af, hvad vand kan gøre for atmosfæren i en storby. Og da Skt. Clemens Bro i 1983 skulle fornyes for at skaffe frihøjde til lastbiler med containere, blev et lille stykke å frilagt i forbindelse med de nye bropiller, og pludselig kunne også et politisk flertal på rådhuset få øje på, hvilke kvaliteter en synlig å ville tilføre Aarhus.

40

En historie vil vide, at den konservative rådmand Olaf P. Christensen under den årlige sommersouper på Marselisborg Slot viste dronning Margrethe tegninger af den nye bro, og som et kuriosum nævnte perspektiverne ved en genåbning af åen. Majestætens umiddelbare begejstring for planerne menes at have bragt dem et pænt stykke videre.

Første del af vandvejen slap ud af sit betonfængsel i sommeren 1996, og siden er der drysset priser for byfornyelse og design ned over byen, der nu igen vil være sin å bekendt.

Der er i dag 32 restauranter på begge sider af Åboulevarden, hvor den nordre med eftermiddags- og aftensolen er den mest søgte. På den anden side har Vestre Landsret lokaler i nummer 23, så fra solsiden kan man sidde med sin tortilla, caesar salad, chorizo og sortfodsskinke under terrassevarmeren og se advokater med flade dokumentmapper og slipseknuder så stramme som knyttede barnenæver ile langs husmuren på den anden skyggefulde side af åen.

Her befinder sig også Restaurant Italia, der i over 30 år har bagt pizzaer på adressen og dermed er én af de ældste udenlandske restauranter i Aarhus. I de seneste måneder har stedet fået et stort rykind af nogle sjældne kunder, nemlig italienere.

Der er tale om over 100 skinnemontører, der her dæmper deres hjemve med store mængder pasta carbonara og serranoskinke.

Og de moderne gæstearbejdere vil trofast anduve aften efter aften i deres gule og orange arbejdsveste indtil de er færdige med at lægge de 32 km banelegeme, der kommer til at udgøre første etape af Aarhus Letbane. Og hvad gør de så til frokost ude på gader og veje, spørger jeg? Mama mia, de får selvfølgelig en fra sjakket til at hente madpakker fra Restaurant Italia.

Letbanens togsæt er fremstillet i Tyskland. Og tak for det.

For ét af de få livsråd, som jeg virkelig har taget til mig lyder: ”Køb aldrig noget italiensk med bevægelige dele.” Tidligere på året var det en anden type stamkunder, der med glubende appetit hver aften studerede pizzakortet. Unge italienske stuntmen med overarme som hegnspæle og kæber mejslet i granit var indforskrevet af Moesgaard Museum til en filmindspilning af de dramatiske kampscener med sværd, spyd og trefork, der var en af hovedattraktionerne i museets store særudstilling ’Gladiator – Colosseums helte’.

J E G S K YN D E R mig opstrøms langs åen, for om cafédelen af

Åboulevarden kan man vel sige, at den er en voksenversion af Jomfru Ane Gade i Aalborg, og hvor interessant sådan en fortætning af stort set ens spisekort er, vil nok være en smagssag.

Men ”åen”, som kvarteret blot hedder i folkemunde, synes at have en særlig tiltrækning på forstadsaarhusianere og udenbys turister, der efter powershopping og med et i forvejen overophedet Visakort ikke er blege for at betale 64 kroner for en stor fadøl, som så til gengæld med en vis sandsynlighed bliver serveret af en ung og smilende servitrice, der enten læser informations- og kommunikationsvidenskab eller lige er blevet færdig som arkitekt med speciale i restaurering af middelalderkirker.

Der er således altid noget at snakke med personalet om, og blandt alle de klassiske caféretter finder jeg i dag også tilbuddet om 30 gram Rossini-kaviar til 450 kroner hos Ferdinand og en flaske Dom Perignon til 2.100 kroner i natklubben Zenza.

Mest iøjnefaldende mønsterbryder på Åboulevarden er uden tvivl Der Kuhstall, der i både interiør og koncept har lagt sig tæt op ad et østrigsk afterskiingsted, hvor øllet bliver serveret af dirndlklædte blondiner eller tjenere i lederhosen; her er det naturligvis også tilladt at danse på bordene og skråle med på ’Who the fuck is Alice’ eller ’Cowboy und Indianer’.

Hvis nogen udenbys stadig regner aarhusianere for intellektuelt reserverede og kropsligt hæmmede på Malmrosfilm-måden, så kan et besøg på Der Kuhstall en fredag aften omkring midnat stærkt anbefales.

Folkelivet folder sig også ud på smukkeste vis på Den Spanske Trappe, der er en lang terrasse ned mod åen ved det gamle vadested Immervad over for Magasin. Her sætter unge studerende hinanden stævne med en sixpack fra købmanden, en engangsgrill, fire frankfurtere og nogle pølsebrød fra Hatting; i tilfælde af godt vejr, er der altid én eller anden, der har en guitar eller et sæt jonglørkegler med. Oppe på caféerne sidder vi andre så med vores cortado’er og mindes dengang livet var lige så enkelt og sjovt.

Man kan som bekendt ikke bade i den samme flod to gange, og Aarhus’ svar på Seinen, Themsen og Elben er da også evig foranderligt hvad angår farve, strømhastighed og vandstand.

Eneste nogenlunde sikre genkendelse er de cykler og indkøbsvogne, der ifølge en naturlov skal stikke halvt op over vandet i floder og åer overalt i verdens storbyer.

Fra den kommunale statistik ved vi, at Aarhus Å hvert år leder 60 mio. kubikmeter vand ud i bugten, og det er selvfølgelig en størrelse, som kun ingeniørhjerner kan forbinde noget fornuftigt med.

Men cykler man ud ad Brabrandstien i marts efter et par dages kraftig nedbør og strid vind fra nord, vil vandet hurtigt stå op til kranken, og man har en fornemmelse af at dette område engang har været en fjord, som uden problemer lod den første aarhusianer og hans rejsekammerater sejle helt op til Skibby.

Aarhus Å snor sig over en strækning på knap 35 kilometer fra Dokk1 til udspringet i Solbjerg Sø, og den er gennem århundreder blevet udsat for udretninger, opstemninger, oprensninger og overdækninger – alt sammen for at tjene landbruget og industrien.

Nu er den endelig ved at komme til hægterne, og min favoritdistance er fra Grønnegade til Mølleparken, hvor en Amazonas-agtig beplantning hænger ud over bredderne og man kan slænge sig i det grønne og ligne noget fra et Monetmaleri.

Ved Mølleparken er der anlagt endnu en terrasse ned mod vandet, der er blevet et populært samlingssted for subkulturelle og/eller kunstnerisk kreative unge aarhusianere på det daglige træk fra deres tre geografiske fikspunkter Mejlgade, LYNfabrikken og Godsbanen.

I S KOVGAARD S GAD E

på den gamle restaurerede Aarhus Godsbanegård fra 1923, overmandes jeg af en monumental utilstrækkelighedsfølelse. Det sker altid ved mødet med denne massive tilstedeværelse af kreativitet og talent – eller i hvert fald troen på samme. Hvorfor er jeg tonedøv? Hvorfor kan jeg ikke tegne? Hvorfor blev mit bogskab kasseret ved sløjdeksamen? Hvorfor har jeg sceneskræk? Hvorfor ligner jeg en frø i en blender på dansegulvet?

Godsbanegården har siden 2012 været et center for kunstog kulturproduktion, og på de over 10.000 kvadratmeter findes et varieret udbud af værksteder, atelierer, møderum, kontorfællesskaber og øvelokaler samt 50 projektpladser og 10 lejligheder, der benyttes af Godsbanens besøgende kunstnere, såkaldte artists in residence.

41

Jeg sætter mig i den store foyer og betragter den forbipasserende strøm af – fortrinsvis sortklædte – unge talenter, der alle ser ud som om de er på vej til at skabe noget rigtig stort inden for de næste minutter.

Mange af dem har et gammelt analogt kamera af mærket Nikon, Pentax eller Olympus hængende om halsen som et adgangstegn, for i det kreative vækstlag på Godsbanen er begreber som langsomhed og autenticitet af stor betydning.

Så hvor der tidligere ved håndkraft blev omlæsset kartofler, korn, brændsel, maskindele og bygningsmaterialer, bliver der nu over belgiske øl og cappuccinoer omladet kreative idéer og innovative drømme.

Siden den kulturelle opblomstring i 1980’erne har Aarhus haft en magnetisk tiltrækning på unge fra Tarm, Sæby, Ha-

Den Spanske Trappe 42

derslev, Skjern og andre jyske byer, der tilskyndet af en (eksisterende eller ikkeeksisterende) kunstnerisk åre har ligget på barndomsværelset og drømt om en fremtid som danser, forfatter, skuespiller, musiker, billedkunstner eller designer i den jyske hovedstad.

Derfor findes der næppe nogen by i verden, hvor så stor en procentdel af befolkningen slæber rundt på portfoliomapper, guitarkasser, mikserpulte, tværfløjter, blindrammer, jonglørkegler og andre rekvisitter til kunstnerisk udfoldelse.

Mens jeg ser Godsbanens talenter balancere deres salatskåle mod teatersale, værksteder og øvelokaler, spekulerer jeg på, hvor mange af dem, der kun vil drive det til at blive baristaer på Starbucks eller roadies ved Northside, inden de modstræbende ser virkeligheden i øjnene og søger ind

på ingeniørstudiet eller læreruddannelsen?

Men fremtidens svagstrømsingeniører, pædagoger og fysioterapeuter vil se tilbage på de kreative år på Godsbanen som de lykkeligste i deres liv. Og har Matteo Renzi ret i, at intolerance og dumhed skal bekæmpes med kultur, så kan man godt i disse år betragte Aarhus som én stor knytnæve. ”En mands klaver er en anden mands måneskinssonate,” som der jo står på en gavl ude på Reuse, godsbaneterrænets store genbrugscenter, hvor aarhusianerne forærer hinanden byggematerialer, møbler, værktøj og køkkengrej. Og for at ingen skal være i tvivl: ”En mands sofa er en anden mands morfar.”

Inde i Den Rå Hal er der i dag den årlige antikvariske bogmesse, og da jeg træder ind under de imponerende træ-

hvælvinger, mødes jeg af den helt specielle støvede og hengemte lugt, der hører branchen til og får én til at mindes for længst afdøde onkler. Antikvariater og forlag fra hele landet har her i halvmørket på langborde og reoler opmarcheret i titusindvis af titler, der i andægtig tavshed og det gode vejr til trods nærstuderes af overraskende mange besøgende.

Publikum kan ved et umiddelbart skøn opdeles i to hovedgrupper: 1) Ældre mænd med uplejet skæg og lidt fedtede brilleglas, der med skjorten knappet helt op i halsen og medbringende en slidt og falmet blå mulepose fra Den Store Danske Encyklopædi er på jagt efter førsteudgaver.

Godsbanen 43

2) Netop tilflyttede og let påklædte unge kvindelige studerende, der ikke havde hørt om Frank Jæger og Morten Nielsen før deres spændende vejleder på Nordisk sprog og litteratur i sidste uge anbefalede de to glemte forfatterskaber.

Mens jeg slentrer rundt i dette store litteraturmekka, får jeg en fornemmelse af, at medlemmer af gruppe 1 periodisk distraheres i deres sammenbidte bogjagt af gruppe 2’s meget lidt antikvariske tilstedeværelse, men det er sikkert noget, jeg bilder mig ind.

HVOR D E

kunstneriske årer har det med at tørre ud, så strømmer Aarhus Å brun og mægtig uanfægtet forbi Godsbanen.

Jeg ryster bogstøvet af mig, tømmer lommerne for vokaler og konsonanter og går over bag den gamle Hammel Banegård og lejer for 275 kroner en aluminiumskano i tre timer for ufortrødent at sætte vestlig kurs ind i landet mod Brabrand Sø og Årslev Engsø.

Der skal ikke mange pagajtag til, før stilheden sænker sig over mit lille fartøj, og allerede ved de elegant sammenflettede De Tre Broer fra 1921 er det som at sejle gennem en tyst, grøn katedral med rørhøns og fiskehejrer som eneste selskab.

Jeg forestiller mig, at nysgerrighed og rastløshed har drevet den første aarhusianer ud på samme sejlads, da han efter et par dage begyndte at kede sig ude ved åens munding.

Skal han blive i Aros eller hva’?

Hmm, stedet er ikke let at forsvare, indkøbsmulighederne er begrænsede, og forekomsten af rav ved kysten er forstemmende lav. Og taler de lokale ikke lidt underligt?

Men så er der jo beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed.

Det går virkelig mod strømmen ud mod Brabrand Sø, og jeg må lægge alle kræfter i med pagajen.

Den første aarhusianer har allerede besluttet sig for at slå sig ned, kan jeg fornemme. Han var jo hverken barista, tatovør, karrierecoach eller indehaver af en fastfoodrestaurant.

Han var sømand.

44

De Tre Broer 45

46