8308c942f17540e2a86cbeca91bb03c0

Modtager af Nobels Fredspris 2011

Leymah Gbowee

Ikke mere at miste En kvindes kamp for at befri sig selv, sine børn og sit land

Ikke mere at miste.indd 2

12/03/12 10.59

Leymah Gbowee Fortalt til Carol Mithers

Ikke mere at miste En kvindes kamp for at befri sig selv, sine børn og sit land Erindringer Pü dansk ved Lars Rosenkvist

Gads Forlag

Ikke mere at miste.indd 3

12/03/12 10.59

Ikke mere at miste – En kvindes kamp for at befri sig selv, sine børn og sit land Oversat fra engelsk af Lars Rosenkvist efter “Mighty Be Our Powers – How Sisterhood, Prayer, and Sex Changed a Nation at War”.

Originaludgave: Copyright © 2011 by Leymah Gbowee Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Dansk udgave: Copyright © 2012 Gads Forlag Projektledelse: Karen Ellehøj Forlagsredaktion: Anne Winther Omslag: Lene Nørgaard, Propel Forsidefoto: Michael Angelo Grafisk tilrettelæggelse: Lymi DTP-Service Tryk og bogbind: CPI Books GmbH, Tyskland ISBN: 978-87-12-04761-2 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Ikke mere at miste.indd 4

12/03/12 10.59

Indhold

Prolog 9

Første del

1. Verden lå for mine fødder 13 2. Det problem får vi hurtigt ordnet 25 3. Jeg er for ung til at dø! 36 4. Fanget 50 5. Hjælpeløs i et fremmed land 68 6. Et glimt af fred 78

Anden del 7. “Jo, du kan” 85

8. Taylors drenge 94

9. Et alternativt ægteskab 104

10. Kvindernes stemme 111

11. Kvindernes fredsbevarende netværk kommer til verden! 121

12. Vi må aldrig stoppe 131

13. Sid ned for fred 144

14. Hvis fredsforhandlinger kun er forhandlinger, er det tid til at handle 163 Tredje del

15. Er krigen virkelig forbi? 179 16. Tid til at komme videre 193 17. Et ubegribeligt tab 204 18. Et nyt netværk for kvinder 210 19. På den røde løber 223 20. Hjælp til mit land 228 21. Historien slutter ikke 234

Forfatterens tak 243

Om forfatterne 244

Oversigt 245

Ikke mere at miste.indd 7

12/03/12 10.59

Prolog

MODERNE KRIGSSKILDRINGER LIGNER ofte hinanden – ikke fordi omstændighederne er de samme, men fordi de bliver fortalt på samme vis. Hærførere udtaler sig selvsikkert om den forestående sejr, mens mandlige diplomater kommer med alvorlige erklæringer. Og soldaterne – alle mænd – praler, truer og svinger med gruopvækkende trofæer, mens de skyder med skarpe ord og tunge våben – uanset om de kæmper for regeringer eller oprørere, og uanset om de fremstilles som helte eller skurke.

Sådan var det også i mit land, Liberia. I de år, borgerkrigen hærgede, rapporterede udenlandske journalister ofte fra mareridtet. Læs deres beretninger. Se videoklippene. De handler alle om ødelæggelsens kraft. Halvnøgne drenge til fods eller på ladet af pickupper, der skyder med enorme maskingeværer, danser som vilde i byernes gader eller stimler sammen om et lig, mens en af dem holder ofrets blodige hjerte op i luften. En ung mand med solbriller og en rød baret kigger køligt ind i kameraet: “Vi slår dig ihjel. Vi æder dig.”

Men prøv så at se billederne igennem igen, og hold denne gang øje med baggrunden, for det er der, man finder kvinderne. Du vil se os flygte, græde og knæle på vores børns grave. I de traditionelle skildringer af krig befinder kvinderne sig altid i baggrunden. Vores lidelser er blot en parentes i den egentlige fortælling; og hvis vi bliver inddraget, er det kun for at få ‘den menneskelige vinkel.’

Hvis der er tale om afrikanere, vil vi med endnu større sandsynlighed blive marginaliseret og fremstillet som ynkelige – ansigter uden håb, laset tøj, hængende bryster. Ofre. Det er det billede, verden er vant til at se af os, og samtidig det billede, der sælger.

Engang spurgte en udenlandsk journalist mig, “blev du voldtaget under krigen i Liberia?”

Da jeg sagde nej, var jeg ikke længere interessant.

9

Ikke mere at miste.indd 9

12/03/12 10.59

Under krigen i Liberia var der praktisk taget ingen, der beskæftigede sig med den anden side af kvindernes hverdag. Hvordan vi skjulte vores mænd og sønner fra soldater, der enten ville rekruttere eller dræbe dem. Hvordan vi midt i kaos travede kilometer efter kilometer for at finde mad og vand til vores familier – hvordan vi forsøgte at opretholde livet og dagligdagen, så der ville være noget at bygge på, når freden engang vendte tilbage. Og hvordan vi fandt styrke i søsterskab og kæmpede for fred på vegne af alle liberianere.

Dette er ikke en traditionel krigsskildring. Den handler om en hær af kvinder klædt i hvidt, der stod sammen, da ingen andre ville.

Vi var ikke bange, for vi var allerede blevet udsat for de værst tænkelige ting. Dette er også historien om, hvordan vi fandt den moralske styrke, vedholdenhed og tapperhed, der skulle til for at tage til genmæle over for krigen og genoprette fornuften i vores land.

Du har ikke hørt den før, fordi det er en afrikansk kvindes historie, og vores historie bliver sjældent fortalt.

Jeg vil gerne have, at du hører min.

Leymah Gbowee, foråret 2011

Ikke mere at miste.indd 10

12/03/12 10.59

I det følgende uddrag er Leymah Gbowee sammen med en gruppe kvinde­ lige fredsaktivister taget fra Liberia til Ghanas hovedstad Accra. Her vil kvinderne forsøge at påvirke fredsforhandlingerne mellem Liberias præsi­ dent Charles Taylor og repræsentanter for de to oprørsgrupper MODEL og LURD. I Accra modtog vi hver dag forpinte opringninger hjemmefra. “Ingen kan gå udenfor. Vi må ligge på gulvet for at være i ly for kuglerne. Alle er sultne.”

“Mor,” sagde en af Sugars’ sønner, “i dag hjalp jeg med at grave en massegrav.”

“Leymah! Åh Gud!” skreg Cerue en eftermiddag, da jeg ringede til hende fra Thelmas kontor. Hendes stemme steg til næsten hysteriske højder, som om hun ikke længere vidste, hvor hun var, og hvad hun sagde. “De skyder! De bomber! Bum, bum, bum!” Jeg stod inde på Thelmas kontor i Accra og var rask og i sikkerhed, mens lyden af Cerues efterligning af skyderiet fyldte lokalet.

Det eneste, jeg kunne gøre, var at græde. Mine øjne var blodsprængte af at græde så meget. Vores penge var næsten brugt op, og ingen ville støtte os. Der var ikke udsigt til, at der ville komme en løsning på forhandlingerne. Beskrivelsen af stilstanden var altid den samme: forhandlingerne er strandet, forhandlingerne er gået i hårdknude.

I mellemtiden vågnede mændene fra LURD og MODEL hver morgen i deres hotelværelser med havudsigt, gik nedenunder og spiste morgenmad og fortsatte så videre til de møder, der forekom at være fuldstændig skandaløst nyttesløse. Når møderne sluttede, kunne man se disse selvtilfredse forhandlere i deres knitrende nye skjorter drive den af ved hotellets svømmepøl med en drink i hånden.

En morgen var der noget inden i mig, der knækkede. Jeg var færdig. Jeg gik hen til hotellet for at hilse på de kvinder, der hver morgen ankom til dagens demonstration, men jeg var ikke iført hvidt, og jeg blev der ikke. Det var for meget. Jeg var slået ud.

Den 21. juli var en mandag og dermed begyndelsen på en ny uge. Den morgen besluttede jeg at stikke forbi WANEP’s kontor for at tjekke mine e-mails og læse nyheder, inden jeg gik hen til 170

hotellet. Der var ingen på kontoret endnu. Jeg klikkede på Yahoo!

News. Et nyt mareridt. Samme morgen havde granater ramt noget af den amerikanske ambassades område i Monrovia, hvor ti tusind mennesker havde søgt ly for kampene. Snesevis var blevet dræbt – kvinder, små børn. En oprørt menneskemængde lagde en bunke lig uden for ambassadens porte, et virvar af hvide T-shirts og lappadragter i klare farver og blod.

“Hvorfor hjælper I os ikke?” skreg de til de amerikanske vagter.

“Vi dør til ingen verdens nytte!”

Som jeg sad der, følte jeg mig syg helt ind i sjælen. Hvordan kunne jeg have været så tåbelig at tro, at en håndfuld kvinder kunne stoppe krigen? Du narrede mig, Gud. Der var en videostrimmel på nyhedssitet. To små drenge havde stået og børstet tænder udenfor, da missilerne ramte, og det eneste, der var tilbage af dem, var deres hjemmesko. Kameraet gled over på en gammel kvinde, der holdt et spædbarn, som var blevet født aftenen før. Barnets mor var gået udenfor for at hænge bleer op. Hun havde stået ved siden af de to drenge, og hun var også død.

Jeg så på babyen; jeg tænkte på de døde børn – deres hjemmesko var samme størrelse, som Arthurs måtte være nu – og min desperation var så afgrundsdyb, at gråden ikke kunne lindre den.

“Hvad er essensen af det her?” råbte jeg oprørt til Sugars et par dage tidligere. “Hvad er det, vi opnår? Folk dør hver dag! Det var meningen, at vi skulle stoppe myrderierne!”

“Hvad vil du ellers have, vi skal gøre?” sagde hun og ruskede mig i armen. “Leymah, Leymah, hør nu på mig! Skal vi bare give op?

Skal vi bare lade dem vinde?”

Hvad skulle jeg ellers gøre? Lade dem vinde? Gennem de seneste ti år havde jeg igen og igen hørt ordene fra kvinden fra Sierra Leone med det ene bryst. Pludselig følte jeg en vrede, der var større, end jeg nogensinde havde oplevet før. Hvis jeg havde haft en kalasjnikov i hånden lige der, var jeg vendt tilbage til konferencelokalet og havde mejet alle ned.

Der lå nogle hvide T-shirts i WANEP’s bibliotek. Jeg tog en på og gik tilbage til hotellet, hvor jeg mødte Sugars.

“Vi fik lidt penge i aftes,” sagde hun træt. “Du var her ikke, så jeg sendte en bus ud til lejren for at hente omkring tredive kvinder.”

171

“Tredive er ikke nok til det, vi er nødt til at gøre i dag,” sagde jeg.

Jeg ved ikke, hvad det var med min stemme, men hun så mærkeligt på mig. “Send bud efter flere,” sagde jeg. “Vi går ind.”

Verden skrumpede ind til dette ene øjeblik. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Den dag var forhandlingslokalet fyldt med repræsentan­ ter fra LURD, MODEL og Taylor foruden en række liberianske politiske partier og borgergrupper. Det var tid til deres frokostpause. Jeg førte vores kvinder ind i hallen og satte mig ned foran den glasdør, der udgjorde hovedindgangen til forhandlingslokalet. “Vi sidder her.” Der kom flere kvinder til, og så flere endnu, indtil vi var omkring to hundrede, og gangen blev overophedet og fyldt med et hav af hvide T-shirts og plakater med sorte bogstaver: SLAGTERE OG MORDERE AF DET LIBERIANSKE FOLK – STOP! “Sæt jer her ved døren og form en kæde,” instruerede jeg. “Ingen kommer ud herfra, før der er skrevet under på en fredsaftale.” Jeg bankede på glasset, og da døren blev åbnet, rakte jeg en seddel til en mand indenfor. “Vær venlig at give denne her til general Abubakar.”

Jeg så generalen læse sedlen: “Vi holder disse delegerede, især liberianerne, som gidsler. De skal mærke den smerte, vores folk føler derhjemme.”

Pludselig lød hans stemme ud over højttalersystemet. “Mine damer og herrer, fredshallen er blevet overtaget af general Leymah og hendes styrker!”

Straks ilede sikkerhedsvagterne ind i hallen. “Hvem er leder af denne gruppe?” råbte de.

“Det er jeg,” sagde jeg og rejste mig op.

“I hindrer retfærdighedens gang, og vi bliver nødt til at arrestere jer.” Bag mig blev døren ind til forhandlingslokalet åbnet, og en række mandeansigter kiggede ud. Hindrer retfærdighedens gang?

Havde han vitterligt sagt det til mig? Retfærdighed?

Jeg var så vred, at jeg var ude af mig selv. “Jeg vil gøre det meget let for jer at arrestere mig. Jeg tager alt tøjet af.” Jeg tog mit tørklæde af. Ved siden af mig rejste Sugars sig og begyndte at gøre det samme. Jeg trak min lappa af og blottede de strømpebukser, jeg havde på inde under.

“Nej, nej!” råbte en af vores deltageres mand, en liberiansk bankmand, der var mødt op til forhandlingerne den dag.

172

Jeg havde ingen plan, da jeg begyndte at tage mit tøj af. Mine tanker var ét stort virvar – okay, hvis I tror, I kan ydmyge mig med en anholdelse, så skal I bare se mig ydmyge mig selv, mere end I nogensinde kunne forestille jer. Jeg var ude af den, desperat. Alle de institutioner, som jeg havde lært, var til for at beskytte folket, havde vist sig at være korrupte og ondsindede. Alt, hvad jeg værdsatte, var faldet sammen. Disse forhandlinger havde været mit sidste håb, og de var også styrtet i grus. Men ved at true med at smide tøjet havde jeg påkaldt mig en ældgammel urkraft.

I Afrika er det ensbetydende med en frygtelig forbandelse at se en gift eller ældre kvinde bevidst blotte sig selv. Hvis en mor virkelig er vred på sit barn, kan hun finde på at tage sit bryst frem og slå barnet med det, og så er barnet ramt af en forbandelse. For denne gruppe mænd ville det at se en kvinde nøgen være næsten ligesom en dødsdom. Mænd er kommet til verden gennem kvindens vulva, og ved at blotte os selv er det, som om vi siger, “nu tager vi det liv tilbage, vi har givet jer.” Hallen emmede af frygt.

“Madame, nej!” Det var general Abubakar. “Leymah, lad være med at gøre det der.”

Sugars og jeg holdt inde, og jeg stod grædende af raseri og frustration. “Jeg vil lytte til Dem, men disse mennesker, disse mennesker .... De er kommet her ... da de kom, var de alle sammen blege.

Og nu bærer de fint ghanesisk tøj. Og de går rundt og siger, ‘vi vil slå jeres folk ihjel!’ Men de kommer ikke ud! Vi agter at holde dem indespærret i det her rum, uden vand og uden mad, så de omsider kan føle, hvad almindelige mennesker i Liberia føler!”

“Madame, vær venlig at føre Deres kvinder ud herfra.”

“Nej!” “Ved De ikke, hvad det er, de gør?” skreg en kvinde ved siden af mig og begyndte at jamre. “Min familie i Liberia sulter! Måske dør de! Jeg får dem måske aldrig at se igen!”

Flere stemmer. “De skal ikke have lov at spise! De skal også mærke, hvor ondt det gør at sulte.”

“De får ikke lov at komme ud, før de giver os fred!” råbte jeg.

Der var postyr bagved generalen. En af krigsherrerne gik frem for at skræve hen over de kvinder, der blokerede udgangen. De skubbede ham tilbage, og han løftede benet som for at sparke dem.

173

General Abubakars stemme var jernhård, da han henvendte sig til krigsherren: “Du kan lige vove!”

Der var et øjebliks tavshed. “Hvis du var en rigtig mand,” fortsatte generalen “så ville du ikke dræbe dit eget folk. Men fordi du ikke er en rigtig mand, behandler disse kvinder dig som en dreng.

Så du kan lige vove på at forlade disse lokaler, før vi har forhandlet en fred på plads.” Manden trak sig tilbage.

Mens kvinderne blev i hallen for at holde forhandlerne i skak, fulgte Sugars og jeg og et par andre med general Abubakar hen til hans hotelværelse. En tid sad jeg blot og græd.

“I har al mulig ret til at være oprevne,” sagde han. “Hvis jeg var i jeres situation, ville jeg have det på samme måde.”

I løbet af den næste time nåede vi frem til en aftale og vendte så tilbage til hallen, hvor kvinderne stadig sad. Vi tilkaldte de ghanesiske tv-hold og de internationale korrespondenter, der dækkede forhandlingerne.

“Her er, hvad vi forlanger,” sagde jeg. “Der skal til at ske noget med de fredsforhandlinger. Alle implicerede skal deltage i møderne regelmæssigt. De skal passere os, og de gør klogt i ikke at fornærme os, for vi er ikke tossede ...”

“Hvad vi har gjort i dag, er at sende et signal til verden om, at vi, de liberianske kvinder i Ghana, der er til stede ved denne konference, er dødtrætte af krigen. Vi gør dette for at fortælle verden, at vi er trætte af myrderierne på vores folk. Vi kan gøre det igen – og vi vil gøre det igen!”

Krigen i Liberia endte ikke den julidag, vi blokerede hallen i Accra. Men den 4. august ankom fredsbevarende styrker fra Vestafrika til Liberia, hvor de blev mødt af grædende og hujende menneskemængder langs vejene. Den 7. august opsnappede nigerianske soldater ti tons kalasjnikov-rifler og raketdrevne granater i Monrovias lufthavn, som Charles Taylor havde bestilt. Hvis våbnene var sluppet igennem, kunne præsidenten meget vel have fortsat krigen.

Men det, vi gjorde, markerede begyndelsen til enden. Atmosfæren ved fredsforhandlingerne ændrede sig fra en cirkusagtig stemning til noget langt mere alvorligt. Og forhandlingerne fortsatte uden yderligere forsinkelser. Den 11. august trak Charles Taylor sig 174

fra præsidentposten og indvilligede i at gå i eksil i Nigeria. Fredsforhandlingerne blev suspenderet samme morgen, han tog af sted. Lederne af aktionen samledes hjemme i mit hus for at se hans afrejse på tv. Vi var stille og bekymrede. Måske havde præsidenten planlagt et eller andet frygteligt, kampene ville igen bryde ud, og døden ville igen høste. Men han talte bare til sine tilhængere foran præsidentpaladset og forberedte sig på at rejse.

“Med Guds hjælp,” sagde han, “kommer jeg tilbage.”

“Hvad tror du selv!” hujede vi.

Da Taylors fly lettede, og der ikke skete noget i Monrovia, var det, som om en tung byrde blev løftet af vores skuldre. Den 14. august afsluttede oprørerne deres belejring af Monrovia, og amerikanske tropper gik i land for at støtte de afrikanske fredsbevarende styrker.

Den 15. lagde det første internationale nødhjælpsskib til i havnen.

Kvinder græd og sang gospelsange, mens de ilede over broen, der var dækket af granathylstre, i desperat søgen efter mad.

Tre dage senere underskrev oprørslederne fra LURD og MODEL sammen med repræsentanter for de styrker, der havde været loyale over for Taylor, Accra Comprehensive Peace Agreement, hvori de enedes om at oprette en midlertidig liberiansk regering under ledelse af Gyude Bryant, en forretningsmand uden tilknytning til nogen af parterne.

Ironisk nok var jeg ikke til stede, da det skete. Vi forventede alle sammen, at forhandlingerne ville trække ud i ugevis, så jeg tog med Sugars til et møde for vestafrikanske kvindelige ledere i Elfenbenskysten. Præsident Bryant ringede til mig klokken to om natten.

“Der er sket noget stort,” sagde han, “og vi kan sige, at det skete på grund af jer.”

Jeg knælede ned på hotelværelsets tæppe og bad.

Da vi vendte tilbage til Liberia, blev vi budt velkommen i lufthavnen af en stor skare af kvinder. De var iført deres WIPNET-T-shirts og sang, “Vi vil have fred – ikke mere krig!” Sugars og jeg så på hinanden og grinede. Alle i lufthavnen nikkede til os, rørte ved os, smilede til os, mens vi gik gennem sikkerhedskontrollen.

“Det her er fredskvinderne! Det er de kvinder, der gjorde det store arbejde. Mange tak, mødre. Mange tak.”