3b7e45793f5e482e917a512a93819970

INTERNATIONAL BESTSELLER En beretning fra Amazonas om

PERCY FAWCETT

og en skæbnesvanger besættelse

JAGTEN PÅ DEN FORSVUNDNE BY DAVID GRANN

David Grann

Jagten på den forsvundne by En beretning fra Amazonas om PERCY FAWCETT og en skæbnesvanger besættelse

På dansk ved Lars Rosenkvist

Gads Forlag

Somme tider, når jeg ser et perspektiv åbne sig i et uharmonisk landskab, ser lysene dukke frem af tågen eller hører to tilfældige menneskers samtale, når de et øjeblik mødes i vrimlen, tænker jeg, at med det som udgangspunkt kunne jeg sætte den fuldendte by sammen, stykke for stykke (...) Når jeg siger, at den by jeg søger på mine rejser er usammenhængende i rum og tid, snart spredt, snart tæt, så må du ikke tro, at man derfor kan ophøre med at lede efter den.

Italo Calvino: De usynlige byer

Indholdsfortegnelse Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1 Vi vil vende tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2 Sporløst forsvundet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3 Eftersøgningen begynder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4 Den begravede skat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5 Hvide pletter på kortet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6 Disciplen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7 Frysetørret is og adrenalinsokker . . . . . . . . . . . . . . .

8 Ind i Amazonas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9 De hemmelige papirer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

10 Det grønne helvede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

11 Dead Horse Camp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

12 I gudernes varetægt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

13 Løsepenge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

14 Argumenter for Z’s eksistens . . . . . . . . . . . . . . . . . .

15 El Dorado . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

16 Den aflåste boks . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

17 Hele verden er gået fra forstanden . . . . . . . . . . . . . .

18 En videnskabelig besættelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

19 Et uventet spor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

20 Vær ikke bange . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

21 Det sidste øjenvidne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

22 Død eller levende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

23 Oberstens knogler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

24 Den anden verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

25 Z . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Forfatterens tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Om kilderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Bibliografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

11 15 26 36 43 59 69 77 81 99 104 110 112 136 140 160 168 172 196 206 210 229 239 259 271 277 294 298 300 317

Forord

J

eg fiskede kortet op af baglommen. Det var vådt og krøllet, og de linjer, jeg havde markeret for at holde styr på min rute, var blevet utydelige. Jeg stirrede på mine notater i håbet om, at de ville bringe mig ud af Amazonas frem for dybere ind.

Bogstavet Z var stadig synligt midt på kortet. Men det virkede mere som en hån end en hjælp – endnu et vidnesbyrd om min tåbelighed.

Jeg havde altid anset mig selv for at være en objektiv journalist, der ikke lod sig personligt involvere i sine historier. Hvor andre ofte syntes at lade sig rive med af deres vilde drømme og tvangstanker, forsøgte jeg at være det usynlige vidne. Og jeg havde overbevist mig selv om, at det netop var derfor, jeg havde tilbagelagt mere end 16.000 kilometer fra New York til London og videre til Xingu-floden, som er en af Amazonas’ længste bifloder. At det var årsagen til, at jeg havde brugt måneder på at bladre gennem stakkevis af victorianske dagbøger og breve – og i øvrigt forlade min kone og etårige søn samt tegne en ekstra livsforsikring.

Jeg forsikrede mig selv om, at jeg alene var kommet for at finde ud af, hvorfor generationer af videnskabsfolk og eventyrere var blevet besat af at opklare det, der ofte blev betegnet som “det største mysterium det tyvende århundredes opdagelsesrejser har afstedkommet”: beliggenheden af den forsvundne by Z. Dette var angiveligt en oldgammel by med et netværk af veje og broer og templer, som mentes at ligge skjult et sted i Amazonas, verdens 11

største jungle. I en tid med flyvemaskiner og satellitter er området et af de få tilbageværende hvide pletter på kortet. I hundredvis af år har det besnæret geografer, arkæologer, imperiebyggere, skattejægere og filosoffer. Da europæerne første gang ankom til Sydamerika omkring begyndelsen af det sekstende århundrede, var de overbevist om, at junglen rummede det forgyldte kongerige El Dorado. Tusinder døde under eftersøgningen af det. I nyere tid har mange videnskabsfolk konkluderet, at der ikke kunne være opstået en kompleks civilisation i så barske og ugæstfrie omgivelser, hvor jorden er uegnet til agerbrug, myggene overfører dødbringende sygdomme, og rovdyr lurer i træernes skygge.

Området har generelt været betragtet som et vildnis, et sted hvor der, med Thomas Hobbes’ ord om naturtilstanden, “ikke er nogen kunst, ingen litteratur og intet samfund. Og hvor der – værst af alt – hersker fare og frygt for en pludselig død.” Amazonas’ nådesløse betingelser har afstedkommet en af de mest hårdnakkede teorier om menneskets udvikling, nemlig den biologiske determinisme. Selv om nogle tidlige samfund skulle have skabt sig en tilværelse under de mest uforsonlige vilkår på jorden, ville de ifølge denne teori aldrig have oversteget et fåtal af primitive stammer.

Samfund er med andre ord gidsler af geografien. Så hvis Z vitterligt blev fundet i et så tilsyneladende ubeboeligt miljø, ville det være andet og mere end en guldgrube af skatte og en intellektuel kuriositet; det ville, som en avis i 1925 erklærede, “skrive et helt nyt kapitel i menneskehedens historie.”

Gennem næsten hundrede år satte opdagelsesrejsende alt på spil – herunder deres liv – for at finde Z. Denne søgen efter civilisationen og de talrige mænd, der forsvandt under deres bestræbelser på at finde den, synes at overstråle selv de victorianske eventyrromaner af forfattere som Arthur Conan Doyle og H. Rider Haggard – der i øvrigt begge blev trukket ind i virkelighedens jagt på Z. Somme tider måtte jeg minde mig selv om, at alt i denne historie er sandt: en filmstjerne blev vitterligt bortført af indianere. Der var kannibaler, ruiner, hemmelige landkort og spioner, mens opdagelsesrejsende døde af sult, sygdomme og 12

overfald fra vilde dyr og giftpile. Og midt i dette virvar af eventyr og død var der selve forståelsen af Amerika, før Christoffer Columbus satte sine ben i Den Nye Verden.

Men intet af dette betød noget, da jeg stod og granskede mine krøllede kort. Jeg så op mod det sammenfiltrede vildnis af grene og slyngplanter, og noterede mig de aggressive fluer og myg, der efterlod blodige striber på min hud. Jeg havde mistet min guide.

Jeg var løbet tør for mad og vand. Jeg stak kortet tilbage i baglommen og begav mig videre i et forsøg på at finde ud, mens grenene svirpede mig i ansigtet. Men så fik jeg øje på noget, der bevægede sig mellem træerne. “Hvem er det?” råbte jeg. Der kom intet svar. En skikkelse viste sig et kort øjeblik mellem grenene, og efter den endnu én. De kom nærmere, og for første gang spurgte jeg mig selv: hvad fanden laver jeg egentlig her?

1 Vi vil vende tilbage

P

å en kold januardag i 1925 ilede en høj distingveret gentleman hen over havnekajerne i Hoboken, New Jersey, på vej mod SS Vauban, en 511 fod stor oceandamper, med kurs mod Rio de Janeiro. Han var 57 år gammel, godt 1,80 høj og havde lange arme pakket med muskler. Selv om hans hår var ved at blive tyndt, og hans overskæg grånede, var han i så god form, at han kunne gå i dagevis uden at spise eller hvile sig. Hans næse var skæv som en boksers, og der var noget utæmmet over hans fremtoning – ikke mindst hans øjne. De sad tæt sammen og stirrede frem under buskede øjenbryn. Ingen, end ikke hans egen familie, syntes at kunne enes om deres farve. Nogle mente, de var blå, mens andre anså dem for grå. Men praktisk taget alle, der mødte ham, blev slået af deres intensitet, og nogle kaldte dem ‘en visionærs øjne’. Han var ofte blevet fotograferet i ridestøvler med en Stetson-hat på hovedet og en riffel slængt over skulderen, men selv i jakkesæt og slips og uden det karakteristiske fuldskæg blev han genkendt af folk på kajen. Det var oberst Percy Harrison Fawcett, og hans navn var kendt verden over.

Han var den sidste af de store victorianske opdagelsesrejsende, der drog ind i ukendte egne uden stort andet end en machete, et kompas og en næsten guddommelig viljekraft. I hen ved to årtier havde historierne om hans eventyr fængslet offentligheden: han havde overlevet i det sydamerikanske vildnis uden kontakt med verden udenfor, han var faldet i baghold blandt fjendtlige stam15

mer, hvoraf mange aldrig før havde set en hvid mand, han havde kæmpet med piratfisk, elektriske ål, jaguarer, krokodiller, vampyrflagermus og anakondaer, herunder en, der nær havde knust ham i sit favntag.

Og alligevel dukkede han altid op igen med kort over områder, ingen andre ekspeditioner var vendt levende hjem fra. Han var kendt som ‘Amazonas’ David Livingstone’, og man mente ham i besiddelse af så formidable overlevelsesevner, at nogle af hans kolleger ligefrem anså ham for at være udødelig. En amerikansk opdagelsesrejsende beskrev ham som “en mand med en ukuelig vilje, uendelige ressourcer og en fuldstændig mangel på frygt.” En anden sagde, at han kunne “vandre længere, stride sig længere frem og udforske mere end nogen som helst anden.” Londons Geographical Journal, der var førende på sit felt, skrev i 1953, at “Fawcett markerede afslutningen på en epoke. Man kunne næsten kalde ham den sidste af de oprindelige opdagelsesrejsende. Tiden med flyvemaskiner, radioer og de organiserede og økonomisk solidt funderede ekspeditioner var endnu ikke indtruffet.

I hans tilfælde var det stadig den heroiske fortælling om én mands kamp med skoven.”

I 1916 havde Royal Geographical Society med kong Georg V’s velsignelse tildelt ham en guldmedalje “for hans bidrag til kortlægningen af Sydamerika.” Og når han med få års mellemrum igen dukkede frem af junglen, radmager og beskidt, stod snesevis af videnskabsfolk og standspersoner i kø for at komme ind i selskabets lokaler og høre ham tale. Blandt dem var Sir Arthur Conan Doyle, der efter sigende trak på Fawcetts oplevelser, da han i 1912 udgav Den forsvundne verden, i hvilken en opdagelsesrejsende “forsvinder ind i det ukendte” Sydamerika og på et utilgængeligt plateau finder et land, hvor dinosaurerne har undgået udslettelsen.

Mens Fawcett den dag i januar begav sig hen mod landgangen, lignede han i påfaldende grad hovedpersonen i Conan Doyles bog, Lord John Roxton:

16

“Der var noget Napoleon III over ham og noget Don Quixote blandet med noget af selve essensen af den engelske gentleman ... Han har en elskværdig stemme og et stilfærdigt væsen, men bag de tindrende blå øjne lurer en tilbøjelighed til voldsomme vredesudbrud og en uforsonlig beslutsomhed, der ikke bliver mindre farlig af at være holdt i ave.”

Ingen af Fawcetts tidligere ekspeditioner kunne sammenlignes med det, han nu stod overfor, og han kunne dårligt skjule sin utålmodighed, da han indtog sin plads blandt de andre passagerer, der skulle om bord på SS Vauban. Skibet blev markedsført som “det fineste i verden”, og det var en del af Lamport & Holts eksklusive ‘V-klasse’. Tyskerne havde sænket adskillige af selskabets oceangående skibe under Første Verdenskrig, men dette havde overlevet og lå nu med sit sorte, saltovertrukne skrog og elegante hvide dæk og sendte røg op gennem de stribede skorstene. Passagererne blev fragtet ned til kajen i Fords Model T’er, mens havnearbejdere slæbte bagagen ned i skibets lastrum.

Flere af de mandlige passagerer havde silkeslips og bowlerhatte på, mens kvinderne var iført pelsfrakker og fjerhatte, som skulle de ud i selskabelig anledning, hvad de i og for sig også skulle.

Passagerlisterne fra mange af de luksuriøse oceangående skibe blev optrykt i avisernes sladderspalter, hvor de omhyggeligt blev gennemgået af unge kvinder, der var på udkig efter giftemodne ungkarle.

Fawcett maste sig frem med sit udstyr. Hans kufferter var fyldt med pistoler, dåsemad, mælkepulver, signalpatroner og håndlavede macheter. Han medbragte også et sæt opmålingsinstrumenter: en sekstant og et kronometer til bestemmelse af længdegrad og breddegrad, et aneroidbarometer til måling af det atmosfæriske tryk samt et glycerinkompas, han kunne have i lommen. Fawcett havde udvalgt hvert enkelt stykke udstyr på baggrund af års erfaring, og selv det tøj, han havde pakket, var fremstillet af let slidstærkt gabardine. Han havde set mænd dø som følge af den tilsyneladende mest harmløse forsømmelse – et iturevet myggenet eller en for stram støvle.

17

Fawcett var på vej ud i Amazonas – et vildnis, der næsten var på størrelse med USA – for at foretage det, han kaldte “århundredets store opdagelse”: en forsvunden civilisation. På dette tidspunkt var det meste af verden udforsket, og dens slør af mystik var blevet revet til side, men Amazonas var stadig lige så ukendt som månens bagside. Sir John Scott Keltie, tidligere sekretær for Royal Geographical Society og en af verdens fremmeste geografer på sin tid, bemærkede, at “hvad der gemmer sig derinde, er der ingen, der ved.”

Lige siden Francisco de Orellana og hans hær af spanske conquistadorer sejlede ned ad Amazonfloden i 1542, havde få – om overhovedet nogen – steder i verden appelleret så meget til fantasien eller lokket mænd i døden. Gaspar de Carvajal, en dominikanermunk, der ledsagede Orellana, beskrev kvindelige krigere i junglen, der mindede om amazonerne fra de græske myter. Et halvt århundrede senere talte Sir Walter Raleigh om indianere med “øjne i deres skuldre og munden midt på brystet” – en legende, Shakespeare flettede ind i Othello: “Og kannibaler, som hinanden æder Anthropofagerne, og folk hvis hoveder Gror under deres skulder ...”

Med slanger så lange som træer og gnavere på størrelse med grise overgik virkeligheden fantasien så langt hinsides enhver forestillingsevne, at det ikke behøvede overdrivelser. Og den mest forjættende vision af dem alle handlede om El Dorado. Raleigh hævdede, at dette kongerige, som conquistadorerne havde hørt om fra indianerne, rummede så umådelige mængder guld, at indbyggerne malede metallet til pulver og blæste det “gennem hule rør på deres nøgne kroppe, indtil de skinnede af det fra isse til hæl.”

Men de ekspeditioner, der forsøgte at finde El Dorado, endte alle som én i katastrofe. Carvajal, der selv havde søgt efter kongeriget, skrev i sin dagbog: “Vi nåede til sidst en sådan grad af nød og afsavn, at vi ikke spiste andet end læder, bælter og skosåler 18

tilberedt med urter, og resultatet var, at vores svækkelse blev så stor, at vi ikke kunne holde os oprejst.” Alene på den ekspedition døde omkring 4.000 mand – dels af sult og sygdomme, dels af de forgiftede pile, som indianerne anvendte til at forsvare deres områder. Andre ekspeditioner til El Dorado endte i kannibalisme, og mange opdagelsesrejsende blev vanvittige. I 1561 ledte Lope de Aguirre sine mænd i et morderisk amokløb, mens han skreg, “tror Gud måske, at blot fordi det regner, vil jeg undlade at tilintetgøre verden?” Aguirre dolkede endda sit eget barn, idet han hviskede, “overgiv dig til Gud, min datter, for jeg agter at slå dig ihjel.” Inden det spanske kongedømme sendte en styrke ud for at stoppe ham, advarede Aguirre i et brev om, at “jeg sværger dig, min Konge, ved mit ord som Kristen, at selv om hundrede mænd skulle komme, ville ingen undslippe. For beretningerne er usande: der er intet på den flod ud over fortvivlelse.” Aguirres følge tog omsider sagen i egne hænder og dræbte ham. Hans lig blev delt i fire dele, og de spanske myndigheder anbragte hovedet af “Guds vrede” i et metalskrin. Alligevel fortsatte ekspeditioner i de næste tre hundrede år eftersøgningen, og omfanget af død og lidelse antog en størrelse, der var Joseph Conrad værdig, indtil de fleste arkæologer omsider konkluderede, at El Dorado ikke var andet end en illusion.

Fawcett var imidlertid overbevist om, at Amazonas rummede et fabelagtigt kongerige, og han var alt andet end en lykkeridder eller galning. Han var en videnskabeligt indstillet mand, der havde brugt år på at samle beviser, der kunne underbygge hans påstand – han havde gravet kulturgenstande op, studeret petroglyffer og interviewet de indfødte stammer. Og efter hårde sammenstød med skeptikere havde Fawcett modtaget økonomisk støtte fra de mest velrenommerede videnskabelige institutioner, herunder Royal Geographical Society, American Geographic Society og Museum of the American Indian. Aviserne bekendtgjorde, at han snart ville forbløffe verden. Atlanta Constitution skrev, at “det er måske det mest farefulde og utvivlsomt det mest spektakulære eventyr af sin art, der nogensinde er foretaget af en anerkendt videnskabsmand med støtte fra konservative videnskabelige institutioner.”

19

Fawcett havde besluttet, at der stadig fandtes et højt kultiveret folk i det brasilianske Amazonas, og at dets kultur var så gammel og så avanceret, at det for tid og stedse ville ændre den vestlige verdens syn på Amerika. Han havde døbt denne forsvundne verden ‘byen Z’. “Det centrale sted har jeg kaldt ‘Z’ – og det er vores vigtigste mål. Det befinder sig i en dal (...), der er omkring seksten kilometer bred, og selve byen ligger på et højdedrag midt i denne og nås via en bugtet og stenbelagt vej,” havde Fawcett tidligere bekendtgjort. “Husene er lave og uden vinduer, og der er et pyramideformet tempel.”

Journalister på kajen i Hoboken, der ligger ved Hudson-floden lige over for Manhattan, råbte til Fawcett med deres spørgsmål i håbet om at få mere at vide om Z’s beliggenhed. I kølvandet på Første Verdenskrigs teknologiske rædsler og på baggrund af den tiltagende urbanisering og industrialisering var der få emner, der optog offentligheden mere. “Ikke siden dengang Ponce de León gennemkrydsede det ukendte Florida i sin søgen efter Ungdommens Kilde (...), er et mere forjættende eventyr blevet planlagt,” triumferede en avis.

Fawcett var ikke ked af “tumulten,” som han kaldte det i et brev til en ven, men han var forsigtig med sine svar. Han vidste, at hans vigtigste rival, den amerikanske læge og mangemillionær Alexander Hamilton Rice, der rådede over uanede ressourcer, allerede var på vej ind i junglen med et hidtil uset opbud af udstyr. Forestillingen om, at dr. Rice skulle finde Z gjorde Fawcett rædselsslagen. Adskillige år tidligere havde Fawcett været vidne til, at en kollega fra Royal Geographical Society, nemlig kaptajn Robert Falcon Scott, havde begivet sig af sted for at blive den første opdagelsesrejsende, der nåede Sydpolen, men da han endelig nåede frem – kort før han frøs ihjel – måtte han konstatere, at hans norske rival, Roald Amundsen, havde slået ham med 33 dage. I et brev til Royal Geographical Society havde Fawcett kort forinden skrevet, “jeg kan ikke fortælle alt, hvad jeg ved, endsige være særlig præcis med hensyn til stedfæstelser, for disse ting lækker, og der findes næppe noget mere bittert for en pioner end at se kronen på sit værk løftet af en anden.”

20

Han var også bange for, at det kunne medføre adskillige dødsfald, hvis han offentliggjorde detaljer om sin rute, og andre siden hen forsøgte at finde Z eller at redde ham – en ekspedition bestående af 1.400 bevæbnede mænd var tidligere forsvundet i det samme område. Et nyhedstelegram, der gik verden rundt, erklærede, at “Fawcetts ekspedition (...) vil trænge ind i et land, hvorfra ingen er vendt tilbage.” Og Fawcett var fast besluttet på at nå de mest utilgængelige områder, men modsat andre opdagelsesrejsende ville han ikke sejle dertil. I stedet planlagde han at hakke sig den direkte vej gennem junglen til fods. Royal Geographical Society havde understreget, at “Fawcett vel nok er den eneste geograf i dag, der med succes kan gennemføre et sådant forehavende,” og det ville være “håbløst for enhver anden at forsøge at følge i hans fodspor.” Inden han forlod England, betroede Fawcett sin yngste søn, Brian, at “hvis vi trods al min ekspertise ikke kan gennemføre det, så er der ikke meget håb for andre.”

Mens journalisterne råbte op omkring ham, forklarede Fawcett, at kun en lille ekspedition ville have en chance for at overleve. En lille ekspedition ville nemlig være i stand til at leve af det, jorden bød på, og den ville ikke udgøre nogen trussel mod de fjendtlige indianere. Ekspeditionen, forklarede han, “vil ikke blive en forkælet opdagelsesrejse med en hær af bærere, guider og lastdyr. Den slags overlæssede ekspeditioner kommer ingen vegne. De holder blot til i udkanten af civilisationen og nyder offentlighedens bevågenhed. Hvor den egentlige vildmark begynder, kan man alligevel ikke skaffe bærere, eftersom de frygter de indfødte. Og der kan ikke medbringes lastdyr, fordi der ikke er græsning til dem, og fordi de vil blive angrebet af insekter og flagermus. Og guider er ikke til at finde, fordi ingen kender landet. Det er derfor et spørgsmål om at begrænse mængden af udstyr til et absolut minimum og bære det hele selv og så i øvrigt stole på, at man vil være i stand til at opretholde livet ved at gøre sig gode venner med de forskellige stammer, man støder på.” Derpå tilføjede han: “Vi vil være nødt til at opbygge en mental modstandskraft såvel som en fysisk, for mænd bryder ofte sammen under sådanne forhold, fordi deres åndsevner nedbrydes hurtigere end deres kroppe.”

21

Fawcett havde kun valgt to mænd til at ledsage sig: sin 21-årige søn Jack og dennes bedste ven, Raleigh Rimell. Selv om de aldrig havde været med på en ekspedition før, mente Fawcett, at de var ideelle til opgaven: de var hårdføre, loyale og – fordi de var så nære venner – næppe tilbøjelige til efter måneders isolation og lidelser “at chikanere eller plage hinanden” endsige begå mytteri, hvad der var almindeligt på den slags ekspeditioner. Jack var med sin bror Brians ord sin fars spejlbillede: høj, i urimelig god form og asketisk. Brian skriver et sted, at Jacks 188 cm høje krop ikke var andet end “knogler og muskler, og at de tre væsentligste årsager til fysisk forfald – alkohol, tobak og et løsagtigt levned – alle frastødte ham.” Oberst Fawcett, der selv levede efter strenge victorianske principper, formulerede det en smule anderledes: “Han er (...) absolut jomfruelig i både sjæl og krop.”

Jack havde, lige siden han var en lille dreng, næret et brændende ønske om at følge med sin far på en ekspedition, og han havde brugt år på at forberede sig. Han havde løftet vægte og fulgt en streng diæt, han havde studeret portugisisk og lært sig at navigere efter stjernerne. Men han havde dog aldrig oplevet virkelige afsavn, og hans ansigts lydefri hud, studsede overskæg og tilbagestrøgne, brune hår viste ingen tegn på faderens hårdførhed. Med sit moderigtige tøj lignede han snarere en filmstjerne, og det var da også, hvad han håbede at blive efter sin succesfulde hjemkomst.

Skønt Raleigh var mindre end Jack, var han dog omkring de 1,80 meter og muskuløs med en “fin fysik”, som Fawcett betroede Royal Geographical Society. Hans far havde været kirurg i Royal Navy, men var død af kræft i 1917, da Raleigh var femten. Han var mørkhåret og havde en vigende hårgrænse samt et overskæg som en professionel gambler. Raleigh havde et muntert og spøgefuldt sind. “Han var den fødte klovn,” sagde Brian Fawcett, “den perfekte modpol til den alvorlige Jack.” De to drenge havde været noget nær uadskillelige, siden de sammen drev omkring i Seaton, Devonshire, hvor de voksede op, kørte på cykler og skød til måls med geværer. I et brev til en af Fawcetts nære venner skrev Jack, “nu har vi fået Raleigh Rimell om bord, og han er mindst lige så ivrig, som jeg er (..) Han er den eneste nære ven, jeg nogensinde 22

har haft. Jeg har kendt ham fra før, jeg fyldte syv, og vi har mere eller mindre været sammen siden. Han er helt igennem oprigtig og hæderlig i enhver forstand, og vi kender hinanden ud og ind.”

Da Jack og Raleigh spændte gik om bord på skibet, mødte de snesevis af stewarder i stivede hvide uniformer, der pilede frem og tilbage på gangene med telegrammer og frugtkurve fra folk, der ønskede lykke på rejsen. En steward undgik omhyggeligt opholdsrummene i skibets agterende, hvor passagererne på tredje klasse holdt til. Han førte i stedet de opdagelsesrejsende til deres kahytter på første klasse, der befandt sig midtskibs og dermed langt fra propellernes støj. Forholdene var noget forskellige fra dem, Fawcett havde mødt, da han første gang rejste til Sydamerika to årtier tidligere, eller da Charles Dickens i 1842 krydsede Atlanten og beskrev sin kahyt som en “uhyre upraktisk, gennemført håbløs og inderligt latterlig æske.” Spisesalen, tilføjede Dickens, mindede om “en ligvogn med vinduer”.

Nu var alt lagt an på at give plads til den nye type turister – “rejsende for rejsens skyld” som Fawcett affejende betegnede dem, og de havde ingen eller kun ringe forståelse for “de steder, der i dag fordrer en vis udholdenhed og ildhu samt den nødvendige fysik for at modstå farer.” Indkvarteringen på første klasse bød på senge og rindende vand, koøjerne gav adgang til sollys og frisk luft, og der var elektriske ventilatorer i loftet. Skibets brochure gjorde et stort nummer ud af Vaubans “perfekte ventilation”, der dementerede den forestilling, at en rejse til troperne nødvendigvis indebærer gener.”

Fawcett var i lighed med mange andre victorianske opdagelsesrejsende en professionel amatør, der, ud over at være en selvlært geograf og arkæolog, også var en talentfuld kunstner – hans tuschtegninger havde været udstillet på Royal Academy. Og han havde fået patent på den ichtoide kurve, der øgede et skibs hastighed med flere knob. På trods af hans interesse for havet, skrev han til sin kone Nina – der som hans ivrigste støtte også virkede som hans talsmand, hver gang han var væk hjemmefra – at han fandt SS Vauban og hele rejsen “temmelig trættende”. Det eneste han ønskede sig var igen at være i junglen.

23

Jack og Raleigh var derimod ivrige efter at udforske skibets luksuriøse indretning. Rundt om ét hjørne fandt de en lounge med hvælvede lofter og marmorsøjler. Om et andet var der en spisesal med hvide duge på bordene og tjenere i kjole og hvidt, der serverede grillet lammesteg og vin fra karafler, mens orkestret spillede. Skibet havde endda en gymnastiksal, hvor de unge mænd kunne træne forud for den ventende opgave.

Jack og Raleigh var ikke længere to anonyme unge mænd. De var, som aviserne havde skrevet, “tapre” og “ukuelige englændere”, der hver især lignede Sir Lancelot. De traf navnkundige mænd, der bad dem sætte sig ved deres bord og kvinder, der røg lange cigaretter og tilkastede dem, hvad oberst Fawcett kaldte “ugenert dristige blikke.” Efter alt at dømme var Jack ikke så god til at begå sig i kvinders selskab. De forekom ham lige så mystiske og uopnåelige som byen Z. Men Raleigh var snart i gang med at flirte med en pige, og han pralede utvivlsomt med sit forestående eventyr.

Fawcett vidste, at for Jack og Raleigh var ekspeditionen stadig ikke andet end en imaginær bedrift. I New York havde de unge mænd nydt den konstante opmærksomhed: aftenerne på Waldorf-Astoria Hotel hvor videnskabsmænd sammen med byens spidser var fundet sammen i Det Gyldne Rum for at holde et afskedsselskab for dem. Dertil kom skåltalerne i Camp Fire Club og National Arts Club samt besøget på Ellis Island, hvor en embedsmand på immigrationskontoret noterede, at ingen i selskabet var “ateist”, “polygamist”, “anarkist” eller “deformeret”.

Og så var der biograferne, som Jack havde opsøgt dag og nat.

Mens Fawcett havde opbygget sin modstandskraft gennem mange års opdagelsesrejser, ville Jack og Raleigh være nødsaget til at gøre det hele på én gang. Men Fawcett nærede ingen tvivl om, at de nok skulle klare det. I sin dagbog skrev han, at “Jack er gjort af det rette stof,” og han forudså, at “han er ung nok til at tilpasse sig hvad som helst, og et par måneder undervejs vil styrke ham tilstrækkeligt. Hvis han ligner mig, vil han vise sig modstandsdygtig over for de forskellige sygdomme (...) og jeg tror, at hans mod vil træde frem i nødsituationer.” Fawcett gav 24

udtryk for den samme fortrøstning med hensyn til Raleigh, der så næsten lige så meget op til Jack, som denne så op til sin far.

“Raleigh vil følge ham overalt,” bemærkede han.

Skibets besætning begyndte at råbe, “alle i land, der skal i land.” Kaptajnens fløjte skar gennem luften, og skibet knagede og bragede, da det lagde fra kaj. Fawcett kunne se Manhattans skyline med Metropolitan Life Insurance Tower, der tidligere havde været den højeste bygning i verden, og Woolworth-bygningen, der nu havde overgået den. Storbyen funklede af lys, som hvis nogen havde samlet alle stjerner på ét sted. Med Jack og Raleigh ved sin side råbte Fawcett til journalisterne på kajen, “vi vil vende tilbage, og vi vil medbringe det, vi er taget ud for at lede efter!”