1914

1914 Martin Zerlang

BOGEN ER U DGI V ET M ED STØT TE FR A A u g u s t i n u s fo n d e n Ca rlsen-L a nges L egat st i f telse Den H iel m st ier ne-R osenc roneske St i f telse K o n s u l G e o r g e J o r c k o g Hu s t r u E m m a J o r c k ’s Fo n d L a d e m a n n s Fo n d

1914 M A R T I N Z E R L A NG

GADS FORLAG UDGIVET I SAMARBEJDE MED GOLDEN DAYS

INDHOLD PROLOG

8

84

FARTENS TIDSALDER

87

AUGUST

FØRSTE DEL

NUTIDEN

USAMTIDIGHED

92

14

MOBILISERING

92

14

AUGUSTOPLEVELSEN I BERLIN

94

“VI LEVER PAA DEN BEDSTE JORD …”

17

AUGUST I PARIS

98

OG SÅ BRØD KRIGEN UD

19

HISTORIEN I EN MAGGITERNING

FREMTIDEN

22

FJERDE DEL

KULTUREN

SYNER AF DEN NÆSTE KRIG

22

SPÅDOMME OM 1914

24

KULTUR OG KRIG

104

ARKITEKTURENS KRYSTALKUGLE

26

MANN MOD MANN

108

RODE MOD RODE

112

MENTALITETEN

ANDEN DEL

VERDEN

104

116

MENTALITET

116

34

SPROG OG FØLELSER

120

DEN BALTISKE UDSTILLING

38

RYGTER

123

VERDENSKORTET TEGNES OM

43

34

ÉN VERDEN

VESTEN

46

REJSELYST

46

GEORG BRANDES’ JOMFRUREJSE

TIL ­AMERIKA

126 126

GRANATCHOK

129

DA ERFARINGEN FALDT I KURS

133

50

TUNNELSYNER

RESTEN

BEVIDSTHEDEN KULTURENS BYRDE

54

56

FEMTE DEL

SAMFUNDET

138

HINSIDES DET KASPISKE HAV

56

AT LEVE SOM GREVER OG BARONER

POLARFORSKERE

61

STORE OG SMÅ BØNDER

142

BOURGEOISI OG ARBEJDERE

143

KAREN BLIXENS AFRIKANSKE EVENTYR

64

RACERNE

TREDJE DEL

138

146

HVIDE OG FARVEDE

146

72

DEN STORE KARAVANE

150

LYNSKUD AF SAMTIDEN

72

MALER MELLEM MENNESKEÆDERE

153

NEW YORK-RACEN

75

KRIGEN

77

TIDSALDEREN

TIDEN

DAGENS AVIS

4

1914

DANSKERNE

156

NATIONALISMER

156

80

ALTYSKERNE OM DANSKERNE

159

80

DANSKE STAMMER

161

SJETTE DEL

HJEMMET

166

DET MEKANISEREDE HJEM

166

VAREHUSET

170

PARISERMODE

172

BARNET

178

BØRNEOPDRAGELSE

178

KARIN MICHAËLIS OM “GLÆDENS SKOLE”

180

LEGETØJ

183

KØNNET

DEN USYNLIGE KRIG

247

CAMOUFLAGE

248

MUSIKKEN

252

CARL NIELSEN OG KRIGEN

255

STØJ OG STILHED

260

NIENDE DEL

ARKITEKTUREN

186

BYER OG PLANER

KVINDE OG MAND

186

GRUNDTVIGSKIRKEN OG

KVINDESAG OG SUFFRAGETTER

191

SYGEPLEJERSKEN SOM HELTINDE

195

BLÅGÅRDS PLADS

252

DEN EUROPÆISKE KONCERT

264

BEDRE BYGGESKIK

267 271

FORLYSTELSERNE

SYVENDE DEL

264

274

RUNDT PÅ SCENEGULVET

274

200

TANGO

277

KRIG OG ÅND

200

STORM P. PÅ KABARET

283

MILITARISME

205

KRIGENS FILOSOFI

I STÅLSTORMEN

211

KRIGSREPORTAGER

FILMEN

286

FILMENS SOCIOLOGI

286

214

KRIGEN PÅ LÆRREDET

291

KRIGSREPORTERE

214

HOLLYWOOD

293

FRA VESTFRONTEN

216

FRA ØSTFRONTEN

219

KRIG OG FOTOGRAFI

222

TIENDE DEL

MENNESKET

298

KRIGENS SANDE ÅSYN

222

TYKKE BERTHA

KAMERABLIKKET

224

MED STÅLNERVER

301

KRIGSFOTOGRAFER

227

PROTESEMENNESKET

303

KRIG OG FRED

OTTENDE DEL

298

306

JULEFRED

306

232

NED MED VÅBNENE

309

PAUSE

232

1914 LYNSKUDT

DET SKAL DRØNE …

236

KIPLING SOM PROPAGANDIST

239

LITTERATUREN

KUNSTEN

DEN DANSKE KUNST

311

EPILOG

312

LITTERATUR

318

242

ILLUSTRATIONER

328

242

PERSONREGISTER 330

INDHOLD

5

Solformørkelse, tre uger efter udbruddet af første verdenskrig, København den 21. august. Mon ikke de københavnere, der forsamlede sig på Rådhus­ pladsen for at overvære fænomenet, fornemmede en symbolsk betydning i det mørke, der trak hen over himlen?

PROLOG

Året 1914 var ved at gå på hæld, da Edvard Brandes, Danmarks finansminister, den 21. december skrev et brev til Henrik Pontoppidan, hvor han takkede ham for hans nyeste bog. Toldere og Syndere hed bogen, der udgorde tredje bind af De Dødes Rige. Som titlen røber, er det en dyster roman, fuld af undergangsstemning. Pontoppidan er blevet kendt for sit tvesyn, men her var der ikke meget andet end sortsyn. Brandes havde alligevel nydt at læse bogen; han havde nydt at mærke dømmekraften hos “et forstandigt Mandfolk;” men måtte ellers tilstå, at han næsten ikke længere kunne læse fiktion, fordi hans hjerne “vægrede sig ved at optage andet end dagligdags Stof”. Det daglige stof var selvfølgelig ikke mindst krigen, og Brandes skrev, at det var “strænge Tider ogsaa for en stakkels Minister”. Men hvis “vi alle kommer levende fra dette Stykke Verdenshistorie”, tilføjede han, måtte Pontoppidan da “kunne skrive en herlig Bog derom”.

Og han sluttede brevet med konstateringen: “Her er dog virkelig meget at se og erfare og opleve selv i denne Afkrog.”

Men “afkrogen” er kun én vinkel på 1914. Siden malerne Pablo Picasso og Georges Braque omkring 1907 med kubismen udviklede et helt nyt billedsprog, vidste man, at verden kunne anskues på en helt ny måde: i brudstykker og fra flere vinkler på samme tid, og gerne i “brækkede” jordfarver, så man først ved andet eller tredje øjekast kunne se, hvad billedet hævdede at forestille.

Picasso så selv en forbindelse mellem verdenskrigen og dette nye blik på verden. En dag i begyndelsen af “den store krig” stod han på pariserboulevarden Raspail sammen med den amerikanske forfatter Gertrude Stein. Dér så han en camoufleret vogn køre forbi, og Gertrude Stein beretter i sin bog om Picasso, at de “havde hørt om camouflage, men endnu ikke set det, og at Picasso efter med forbløffelse at have set den camouflerede panservogn udbrød, ja det er os, der har lavet det, det er kubisme”.

8

1914

Gertrude Stein skriver i forlængelse af denne lille anekdote, at den store krig var anderledes end alle tidligere krige, og at kompositionen ærlig talt mindede om kubisme. Der var ikke én mand, som stod i centrum, omgivet af en masse andre mænd; tværtimod var der hverken en klar begyndelse eller en afslutning, og hvert eneste hjørne af kompositionen var lige så vigtigt som alle de andre hjørner.

Edvard Brandes og Pablo Picasso er to vigtige inspirationskilder for denne bog. Indfaldsvinklen vil således være tæt på den vinkel, som Brandes foreslog; at vise, hvordan året 1914 også i “denne Afkrog” bød på en mangfoldighed af oplevelser og erfaringer. Men som det vil fremgå, er det også et år, der i sjælden grad indbyder til at anlægge en mangfoldighed af vinkler, og hvis man vil forstå, hvad disse mange vinkler betyder for fremstillingen, vil det være oplysende også at se ud over afkrogen. At forlægge observationsposten til Malmö, Sarajevo, Berlin, Wien, London, Mombasa, Thule – og de parisiske boulevarder.

I det meste af Europa begyndte 1914 i fred, og de syv fredelige måneder op til krigsudbruddet omkring 1. august er en del af denne historie. Indtil da var der ikke affyret andre kugler end dem, hvormed en bosnisk-serbisk nationalist, den nittenårige Gavrilo Princip, den 28. juni i Sarajevo dræbte det østrigske kejserriges tronfølgerpar – og dermed væltede den første af de dominobrikker, som godt en måned senere ramlede ned over hele Europa. Som det vil vise sig, varmede disse fredelige måneder op til den fredelige og lykkelige modernitet, som siden 1945 har domineret i den vestlige verden. Men som det også vil vise sig, fyredes der samtidig op under den verdensbrand, der flammede op i august 1914. Når man i tiden til stadighed kredsede om begreber som kultur og mentalitet, var det i et forsøg på at afkode de holdninger og meninger, som for nogle tilintetgjordes, for andre forløstes, da kanonerne begyndte at tale.

Allerede i midten af det 19. århundrede begyndte man med forfatteren Edgar Allan Poe at tale om massen og massemennesket, og op mod århundredskiftet voksede interessen for massernes psykologi og deres mentalitet. Massen var over det hele, i produktionen, medierne, i moden, på gaderne, i reklamen, i det politiske liv, og fra 1914 blev propaganda et nøgleredskab i forsøget på at forme massens mentalitet.

Massernes tidsalder er en nærliggende mærkat, hvis man vil samle billedet af ‘1914‘’ i et enkelt og overskueligt begreb. Men når man sænker flyvehøjden, ser man, at billedet brydes i tusinde facetter, og selv den suggestive opdeling i “verden af i går” og “verden af i dag” begynder at krakelere. Det var ikke først krigen, der ansporede til “ny saglighed”, “funktionalisme”, “hårdkogt ironi”. For mange, måske endda for “masserne”, begyndte ‘1914’ som endnu et sving opad på den fremskridtskurve, der var begyndt i det 19. århundrede: flere penge,

PROLOG

9

mere oplysning, bedre boliger, nye opfindelser, højere tempo osv. Og der var direkte forbindelse fra denne kurve til det kulturelle opsving, som satte ind efter krigen. Krigen kostede 12 millioner soldater og 12 millioner civile livet, så selvfølgelig var de overlevende smerteligt bevidste om katastrofens mulighed.

Men der var levende forbindelse mellem 1912, 1913, 1914 og årene efter krigen.

‘1914’ handler derfor ikke kun om brud, men også om sammenhæng, og ikke kun om den store opløsning af alle forskelle i krigens offerbål, men også om brydninger og overblændinger. Om fredssag og krigsbegejstring, om kønspolarisering og kvinders stemmeret, om hjemstavnsdyrkelse og maskin­ æstetik, om kroppens frigørelse og om kroppens pansring, om støvsugerens indtog i hjemmene, om filmens gennembrud, om tango som en ny tids rytme.

“Follow the Crowd”, skrev Irving Berlin i 1914 i en sang til musicalen The Queen of the Movies, følg “den glade masse”, følg “tangodrømmernes” synkoperede rytme. I mangfoldigheden af perspektiver vil denne bog tage udgangspunkt i den danske vinkel på ’1914’, men hele tiden under hensyntagen til samspillet med verden uden for Danmark. Og den vil forsøge at tegne et billede af hele ’1914’, altså også fredsmånederne indtil august, også det brede kulturliv, også den modernisering, som på mange måder foregriber “de brølende 20’ere”, men som afbrydes af verdenskrigens katastrofe.

Der hviler et tragikomisk skær over den begivenhedsrække, som endte i attentatet på den østrigske tronfølger og hans kone: det tåbelige i tronfølgerens statsbesøg, der var lagt på de serbiske nationalisters mest symbolladede dag, mindedagen for nederlaget til osmannerne på Solsortesletten i 1389; den jammerlige beskyttelse under besøget; den første attentatmand, der får kolde fødder; den anden attentatmand, der hverken får ram på

1914 giver kort sagt med afkrogen Danmark som vigtigste udsigtspost en slags kubistisk forsøg på at beskrive året 1914 i et mentalitetshistorisk perspektiv.

tronfølgerparret eller på sig selv med en giftpille, og som heller ikke lykkes med et drukneforsøg i den udtørrede flod; den tredje attentatmand, som får ondt af tronfølgerparret.

Og endelig Gavrilo Princip: Egentlig havde han opgivet attentatforsøget og var gået ind i en forretning for at købe sig en sandwich, da han pludselig ser, at bilen med tronfølgerparret langsomt bakker ud fra en sidegade, fordi chaufføren var kørt forkert, og så falder skuddene.

PROLOG

11

12

1914

FØRSTE DEL

13

NUTIDEN

HISTORIEN I EN MAGGITERNING

nem Øresund.

Det er fredag den 2. august, Paris, Rue de Rochechouart. En brosten suser gennem luften, den smadrer ind i det store butiksvindue, og splinter fra rudens glas spredes til alle sider. En rasende hob, mange af dem ganske unge, trænger ind i butikken og river varerne ned fra hylderne, river hylderne ned fra væggene, ja river væggene fra hinanden. De tusindvis af små maggiterninger spredt ud over gulvet står med deres miniput-geometri i nærmest komisk kontrast til det hærværk, som finder sted.

Fem dage tidligere havde Østrig-Ungarn erklæret Serbien krig. Det fik russerne til at mobilisere deres styrker. Det førte den 1. august til en tysk krigserklæring mod Rusland. Og det førte til fransk mobilisering, og mobiliseringen blev den 2. august ledsaget af gadeoptøjer i Paris, hvor ikke mindst butikker tilhørende La Société Laitière Maggi blev hærget. Alt tysk var nu en fjende, der skulle fjernes. Fotografer, der var på pletten, kunne dokumentere rude­ knusningerne.

Det folkelige opgør med Maggi-koncernen nåede også ind i dansk litteratur. Carl Muusmann tegnede i sin krigsroman Neutrale Helte (1915) et dramatisk og noget melodramatisk billede af den folkestemning, der rejste sig mod Maggi-mejerierne: “Nu gik det løs mod alle “Maggi”erne. En stor Bande havde organiseret sig med en Eksekutivkomité i Spidsen. Anføreren var en Kvinde nede fra Hallerne. Hendes Ansigt var hvidt af Raseri og Lidenskab, medens hun svang et Kosteskaft som en Sabel i Luften og kommanderede sine Tropper frem.”

Muusmann støttede helhjertet den franske sag, men billedet af den kostesvingende heks røber hans utryghed ved såvel den kompakte masse som den kommanderende kvinde. Anskuet på nært hold antager den patriotiske iver et

14

1914

FORRIGE SIDE Da krigen brød ud, erklærede Danmark sig neutralt, men sikringsstyrken på 50.000 mand blev indkaldt og satte sit tydelige præg på bybilledet. Her indtager infanterister havnemolen i Skovshoved, og ude i horisonten passerer tyske krigsskibe gen-

Allerede før krigen blev det schweiziske ­firma Maggi udpeget og udskreget som tysk, og den 2. august blev Maggis forretnin­ ger hærget overalt i Paris.

noget privat præg: “Hun havde i sin Tid haft en Morgenbeværtning, i hvilken hun solgte en Kop Bouillon med en Bolle i til Hallernes Folk, som derfor havde døbt hende “Kraftbollen”. De billige Maggi-Supper havde ødelagt hendes Forretning, hvorfor hun nu tog Hævn.”

Og hævnen udmøntede sig, som allerede beskrevet, i systematisk hærværk: “Under Eder, Trusler, Tilraab og Latter drog man fra den ene Butik til den anden og smadrede alle Flasker, Daaser og Inventariegenstande, medens Publikum stod ved Siden af og kontrollerede, at alt gik grundigt til.”

Schweizeren Julius Maggi opfandt i 1908 Maggiterningen, og den var hurtigt blevet en kæmpesucces. En international succes. Med butikker i Schweiz, Tyskland – og Frankrig. Nogle få uger før angrebet på Maggi-selskabets mange butikker i Paris, kunne man i Politiken den 6. juli læse en lille artikel om Maggiterningens plads i “den moderne Husholdning”. Man læser, at “dette moderne Produkt” ikke engang kendtes for fem år siden, men at det nu “næppe mangler i noget Køkken”, og at det gør det muligt “at koge saa hurtigt, billigt og velsmagende som muligt”. Maggiterningerne fabrikeres med maskiner, så man kan også glæde sig over, at “Menneskehænder kommer overhovedet ikke i Berøring med Massen”. Maggiterningen var simpelthen koncentreret modernitet.

Maggiterningen var og er bare en lille terning, en kube eller “Kub”, som den også kaldtes, men på en måde blev den også en lille krystalterning, hvorigennem man kunne aflæse stemninger og tilstande ved udbruddet af første verdenskrig. Den koncenterede ikke kun smagen af ærter, flæsk, blomkål osv., den koncentrerede også spændingen mellem dem, der hyldede den moderne verden, og dem, der ligesom den norske forfatter Knut Hamsun regnede suppeterninger og dåsemad for “død mad”. Og den kom til at demonstrere spændingen mellem en tid, hvor verdensmarkedet ekspanderede, og en tid, hvor grænserne lukkede sig. Og hvor skyklapperne gik ned: Julius Maggi var slet ikke tysker, men kom fra det neutrale Schweiz. Og havde i øvrigt været død siden 1912.

Muusmanns forklaring på det patriotiske opgør med forhandlerne af Maggiterninger var, kan man vist sige, småborgerens hævnfølelser over for den internationale kapital. Marc Bloch, som omkring 1914 udviklede den såkaldte mentalitetshistorie, havde en supplerende forklaring. Han mente, at en falsk nyhed, et rygte, som f.eks. det rygte, at uskyldige franske børn blev forgivet med Maggiterninger, “altid fødes af kollektive forestillinger, der går forud for dets fødsel”. I det foreliggende tilfælde var jordbunden for hadet til Maggiterningerne blevet gødet af den franske ultranationalistiske forfatter Léon Daudet, som i august 1912 begyndte at skrive om den tysk-jødiske spionage, og som i december 1912 skrev den første af ikke mindre end 75 artikler

16

1914

om Maggi og dens filial Kub. Lunten var lagt til rette i god tid, før bomben eksploderede i 1914.

VI LEVER PAA DEN BEDSTE JORD …

Godt ti måneder før krigsudbruddet, nærmere bestemt den 21. september 1913, stod forfatteren Emma Gad foran en mikrofon så stor, at man snarere kan tale om en makrofon. Hun var sammen med mere end hundrede andre kendte danskere blevet bedt om at indtale en besked til eftertiden. Og hun tog udgangspunkt i det apparat, hun stod over for: “Ved denne mærkelige Opfindelses Hjælp kan altsaa nu det ene Slægtled tale personligt til det næste.”

Sammen med de mange andre film- og grammofonoptagelser blev optagelsen af Emma Gad pakket omhyggeligt sammen, lagt i vat og puttet ned i en papæske, som blev loddet til med blik. Først nøjagtig hundrede år senere, i 2014, måtte dette “Statens Arkiv for historiske Film og Stemmer” åbnes. Først et hundredår senere skulle offentligheden få adgang til at høre Emma Gads oplevelse af tiden her på tærsklen til 1914: at den var kendetegnet ved “en saa mægtig Udvikling til det bedre, at man næsten ikke kan tro, det var forundt et tidligere Slægtled at være Vidne til noget lignende”.

Siden 1914 er historien ikke bare historien plus historien om historien, men også en optagelse af historien live, historien som film eller grammofonplade. I januar 1914 markerede den danske stat sig som den første, der “rationelt” brugte de nye medier i historiens tjeneste. Det mente i hvert fald dagbladet Politiken, som sammen med Nordisk Film havde taget initiativet til arkivet med “historiske Stemmer”, et filmisk og grammofonisk tværsnit af Danmark anno 1913/1914. Den 20. januar 1914 kunne avisen berette, at samme eftermiddag ville et par hundrede kendte danskere plus et antal korrespondenter fra aviser som Berliner Tageblatt, New York Times og Matin komme til five o’ clock tea på Paladshotellet, hvor arkivet ville blive præsenteret.

Arrangementet startede med, at der blev tændt for en grammofonplade.

Her lød nu en prolog forfattet af journalisten Anker Kirkeby, men indtalt af en anonym stemme, som modtog de forsamlede – og alle senere lyttere – med de højtidsfulde ord: “Efterkommere! Her skal berettes, hvordan den danske Stats Tale-Arkiv blev til.”

Vel, man fik beretningen om initiativet og gennemførelsen, og derefter karakteriserede prologen de forskellige historiske stemmer: politikernes kraftfulde talekunst, handelsmændenes ensformige læsetone, de lærde professorers forsigtige stemmer, præsternes milde ditto, officerernes kommandorøst med korte og stødvise sætninger, og forfatterne, hvis stemmer røbede, at de var

FØRSTE DEL – NUTIDEN

17

”

Jeg tror, vi lever paa den bedste Jord, i det bedste Land, den bedste By og den bedste Tid “vant til at tale i en Sofakrog”, når de nu hviskede “deres Hjertes Hemmeligheder ind i en roterende Plade”.

Den, der vakte mest opsigt ved arrangementet, var mere berømt for sit udseende end sin stemme. Det var “vor verdensberømte Filmsdiva”, altså Asta Nielsen, der åbenbart havde fået orlov fra studierne i Berlin. Men her var også både nuværende og afgåede ministre, fremtrædende forretningsmænd, embedsmænd, kunstnere, sportsmænd, og mange som også vil optræde i denne bog: Den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle, den radikale indenrigsminister Ove Rode, Københavns socialdemokratiske borgmester Jens Jensen, den førende danske intellektuelle Georg Brandes, kvindesagsforkæmperen Elna Munch, den verdenskendte filosof, professor Harald Høffding, radioens opfinder Valdemar Poulsen, maleren Kristian Zahrtmann, skuespilleren Poul Reumert, operasangeren Vilhelm Herold, polarforskeren Ejnar Mikkelsen, Storm P.s gode ven flyverpioneren Alfred Nervø og verdensmesterskabscykelrytteren Thorvald Ellegaard.

Hvorvidt kulturhistorikeren Troels-Lund, litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen og forfatterne Gustav Wied og Johannes V. Jensen også var til stede, er usikkert, men som det fremgår af Politikens mange reportager, var det egentlig ligegyldigt, om de var fysisk til stede: De kunne høres i grammofonens stemmetragt eller ses på lærredet. Og den dag i dag kan vi høre Johannes V. Jensens tørre stemme lovprise tiden: “Jeg tror, vi lever paa den bedste Jord, i det bedste Land, den bedste By og den bedste Tid. Jeg priser mig lykkelig over at leve i Teknikkens Tidsalder. Ikke desto mindre anser jeg Fuglenes Flugt og det første Alfabet for lige saa store Mærkværdigheder som Flyvemaskinen og Grammofonen.”

Fra tiden går Jensen over til kvinderne, og her fremgår det, at han især omfatter de blonde kvinder med de varmeste følelser: “Det er i Dag den 14de September 1913, Midtpunktet af al Tid, det Øjeblik, da vi lever. Jeg er 40 Aar gammel og hader ikke et eneste Menneske. Jeg tror, jeg kunde bleven lykkelig med hvilken som helst Kvinde, men de Blonde gør et mystisk, na-

18

1914

turligt og frydefuldt Indtryk paa mig, deres Nerver svinger sødere end Andres.

Og af de Blonde lever jeg med en, hvis Væsen i ti Aar har været mig en uafbrudt strømmende Kilde af Undren og Lykke, og som jeg aldrig bliver færdig med, saa længere kommer jeg ikke i mit Liv end til denne ene.”

I arkivet kan man høre en helt anden stemme tale om tidens kvinder. Det er Elna Munch, som var kvinderetsforkæmper og i øvrigt gift med den danske forsvarsminister, den radikale politiker P. Munch. Hun fastslog inden for det halvandet minut, hun havde fået til rådighed, at “Kvindernes Valgret og Valgbarhed herhjemme vil inden længe være en Kendsgerning!”, og hun forudså, at i samme grad som kvinderne ville få indsigt i hele “Samfundsmaskineriet”, ville de ophøre med at blive “værgeløst Bytte for de panikagtige Stemningsbevægelser, der bryder løs med nogen Tids Mellemrum”.

Man kan savne optagelser med “almindelige” danskere, en arbejder, en bonde, en håndværker, en købmand, men man må give sprogforskeren Kristoffer Nyrop ret, da han den 20. januar 1914 i Politikens kronik skrev, at dette arkiv ville få uvurderlig betydning for fremtidens kulturhistorikere. “Det er nemlig hele Nutiden, som gennem disse Films og Grammofonplader overleveres til Fremtiden, det er os selv lyslevende, som vi færdes paa Gader og Stræder, som vi taler og synger.”

OG SÅ BRØD KRIGEN UD At gennembladre en avis fra 1914 er en særpræget oplevelse. Selv om det rumlede på Balkan, selv om der var optræk til borgerkrig i Irland, og selv om der var revolution i Mexico, var månederne januar, februar, marts, april, maj og juni bemærkelsesværdigt fredelige. Indtil den 28. juni, hvor ærkehertug Franz Ferdi­nand og hans kone, Sophie, tronfølgerparret til det østrig-ungarske kejserdømme, udfordrede skæbnen ved at køre i åben vogn gennem Sarajevo, hovedstaden i det af Østrig-Ungarn annekterede Bosnien-Hercegovina – og hvor det lykkedes den nitten år gamle nationalistiske student Gavrilo Princip, der ønskede sit land løsrevet og sluttet sammen med kongeriget Serbien, at få ram på tronfølgerparret.

Men selv efter attentatet var det indtil de sidste dage af juli, som om freden havde sænket sig over Europa. Det gjaldt magthavere som den tyske kejser, der tog på sit årlige krydstogt langs den norske kyst, og det gjaldt menigmand som Claus Eskildsen, seminarielærer ved Tønder Seminarium, der holdt sommerferie med sin familie ved Aabenraa Fjord. I bogen om sine oplevelser i den tyske hær, Østfront Vestfront (1929), sammenfatter han sin holdning til krigsudbruddet i sæningen: “Krig? Jeg har Ferie.”

FØRSTE DEL – NUTIDEN

19

Carl Muusmann, som i romanen Neutrale Helte skrev om Maggi-optøjerne i Paris, var specialist i det, han kaldte “det glade København”, og i erindringsbogen Fra Sedan til Verdun (1916) konstaterede han, at der aldrig i Europa havde “hersket en saa næsten idyllisk Fredsstemning som i Sommeren 1914”. Og selv den engelske marineminister Winston Churchill, som ellers med sine ønsker om oprustning vakte splid i den britiske regering, skrev i sine erindringer, at foråret og sommeren 1914 havde udmærket sig ved en “usædvanlig ro”.

Men så kom en krig i vejen. I 1914 nåede Coco Chanel, der opholdt sig i den mondæne nordfranske ferieby Deauville, lige at skabe et moderne gennembrud inden for moden, inden hun måtte lægge al sin energi i produktionen af uniformer til “de hvide engle”, kælenavnet for de sygeplejersker, der tog sig af de sårede soldater. På tærsklen til 1914 var tango på alles læber, men så blev der stille, da kanonerne begyndte at tale. I 1914 var Asta Nielsen den største filmstjerne i Tyskland, men som formodet russer blev hun overfaldet af de krigsog spiongale masser på Unter den Linden. I maj 1914 forudså forfatteren Johan Skjoldborg i en kronik i Politiken samlingen af Amerikas Forenede Stater og Europas Forenede Stater i et kæmpemæssigt tvillingerige, men to måneder senere kunne han fra Kiel skrive hjem om den tyske mobilisering.

1914 blev et skæbneår. Den store ro skulle vise sig at være ganske tilsyneladende. Attentatet på det østrigske tronfølgerpar tændte den lunte, som omkring 1. august eksploderede i den store Krig.

Krigen virkede også som en lunte på filosoffer og forfattere, præster og videnskabsmænd. I Frankrig, Belgien, Storbritannien, Amerika, Rusland, Sverige, og også Danmark, men først og fremmest Tyskland kastede det skrivende folk sig ud i rasende, rablende forsøg på at fortolke krigen, udlægge dens mening, vise dens værdi, fejre den, besynge den, hylde den som alle tiders største fest – eller kritisere den som et historisk fejlgreb.

”

Krig?

Jeg har Ferie Også danske intellektuelle blandede sig i diskussionen, nogle med støtte til Storbritannien, Frankrig og dermed også Rusland, andre med støtte til Tyskland og Østrig, og enkelte, først og fremmest Georg Brandes, som principielt neutrale. Johannes Jørgensen, Kai Friis Møller og og Kristoffer Nyrop var blandt dem, der leverede de skarpeste angreb på den tyske krigsførelse. Den frankofile Nyrop hyldede således den franske kultur i bogen Frankrig (1915),

20

1914

mens han til gengæld hudflettede både krigen og den tyske kultur i bogen Er Krig Kultur? (1916). Omvendt valgte Johannes V. Jensen, overrasket af begivenhedernes fart, at erklære sig som “altysker”, selv om han indtil da havde set det som sin opgave at formidle mellem den tyske og den engelsk-amerikanske kultur. Og Karl Larsen identificerede sig helt og fuldt med den tyske militarisme, mens Karin Michaëlis kom i klemme, fordi hun identificerede sig med de tyske og østrigske ofre for krigen.

Til det tyske udenrigskontor forfattede Anton Hollmann en beretning om presseforholdene i Danmark, hvor han citerede Georg Brandes for en udtalelse om, at nu måtte de ledende kredse i Tyskland lære at forstå, at der i Danmark herskede et inderligt had til Tyskland, ikke mindst på grund af den tyske politik i Nordslesvig. Og da Peter Nansen, den tyskvenlige direktør for Gyldendal, blev fyret i 1916, var en medvirkende årsag utvivlsomt, at han havde sagt nej til at udgive Johannes Jørgensens belgiskvenlige og franskvenlige Klokke Roland.

I januar 1915 skrev sprogvidenskabsmanden Otto Jespersen i Tilskueren en artikel om “Krigsstemninger hos tyske Videnskabsmænd og engelske Forfattere”, og her noterede han, at når man havde læst en halv snes af de tyske “Krigsforedrag”, kunne man ikke længere skelne mellem de enkelte forfattere.

Selv om de hver for sig repræsenterede eliten inden for deres fag, så forsvandt alt individuelt særpræg, når de talte den tyske sag.

Den tyske sociolog Emil Lederer undrede sig på samme måde over, hvordan krigen sammenbragte de forskelligste personer og skoler og strømninger.

I optakten til sin analyse af verdenskrigens sociologi, publiceret 1915, noterede han, at “en senere tid vil næppe kunne begribe, med hvilken viljesløshed for ikke at sige underdanighed alle strømninger tabte sig selv i krigen, og hvordan de alle troede, at de kunne finde et nyt liv i den”.

I samme ånd, men noget skarpere skrev den østrigske forfatter Karl Kraus senere, at man ikke kunne forestille sig nogen større tortur mod dette “pak” af digtere og litterater end den, at man sætning for sætning optrykte alt det, som de dengang havde smurt ned, dels i deres omtågede dumhed, dels ud fra deres spekulationer i, at de ved at lovprise andres heltedød kunne undgå at sætte deres eget liv på spil.

I denne fortolkningsrus fra 1914 støder man igen og igen på begreberne kultur og mentalitet, og de samme begreber vil man støde på i denne bog. Men hvor det føromtalte “pak” brugte kultur som et våben, hvormed de angreb deres påstået kulturløse, barbariske og bestialske modstandere, bliver kultur her brugt som et redskab til at give et signalement af ’1914’ på tværs af krigsudbruddet, på tværs af frontlinjerne, på tværs af elite og masse.

FØRSTE DEL – NUTIDEN

21

FREMTIDEN

SYNER AF DEN NÆSTE KRIG En fortælling er en måde at fortolke på, og da det nye arkiv af film og stemmer kom til verden, blev de forskellige filmklip stykket sammen i en fortløbende handling. Anker Kirkeby havde ikke bare arbejdet som almindelig journalist, men havde også skrevet reportager fra Balkankrigene i 1912 og 1913, og hans fortælling beskrev en journalists dag, som den nu ser ud, når man går fra interview til interview, indtil man henimod dagens afslutning får det helt store scoop: “Som den Lykkens Pamfilius Journalisten er, ender Dagen selvfølgelig med, at der udbryder en Verdenskrig, og han jages af Sted til Eventyrene, medens de første Krigstelegrammer allerede snurrer gennem Bladets Maskineri.”

(21. januar 1914) I dag, hundrede år senere, er det verdenskrigens udbrud, der tegner hele billedet af 1914. Men i januar 1914 var verdenskrigen kun en fantasi, “Syner fra vor næste Krig” kaldte Harald Raage det i undertitlen til sin krigsroman Delfinen fra 1912. Det er ikke nogen stor roman, men den er bemærkelsesværdig konkret i sin udmaling af den krig, der “en gul Efteraarsnat” 1915 kommer til et Danmark, som i forvejen er helt nede i et politisk, økonomisk og kulturelt kaos. Hovedpersonen, en idealistisk og nationalistisk premierløjtnant, bliver som chef på undervandsbåden “Delfinen” den, der genrejser den danske sag – mens telegrafen gnistrer med historier om tyskere, der har besat Norge, englændere, som har landsat tropper i Esbjerg, russere, der har besat Nordnorge, og tyskvenlige svenskere, som tænker på generobring af Norge, der jo var blevet selvstændigt i 1905. Det lykkes “Delfinen” at sænke et af de tyske flagskibe, og det lykkes at undgå en kugle fra en af de engelske torpedobåde, de så-

22

1914

Spåkoner havde al mulig grund til at spå sig selv en stor ­fremtid i det frem­ rullende århundrede.

Her har madame Ary lagt kortene på bordet.

FØRSTE DEL

23

kaldte “Dreadnoughts”, og den tapre premierløjtnant belønnes i sidste kapitel med en lang og inderlig kærlighedserklæring fra sin udkårne.

Syner af den næste krig blev også oprullet af den tyske “General af Kavalleriet” Friedrich von Bernhardi, som fik oversat sin bestseller om Deutschland und der nächste Krieg – Tyskland og den næste Krig – til dansk, i øvrigt af forfatteren Louis von Kohl, der fra krigens start blev hyret som tysk agent, og som vægtede denne oversættelse som et vigtigt bidrag til den tyske sag. Bernhardi argumenterede med store ord for, at krigen var uundgåelig, at krigen var en vigtig kulturkraft, og at krigen i øvrigt meget vel kunne inddrage Danmark: “Af stor Betydning vilde Danmarks Tagen-Stilling blive for os, [da] Skibsfarten i Østersøen og ud af Østersøen i væsentlig Grad vil blive afhængig af dette Land. Det er for os af allerstørste Betydning at holde Færdslen aaben, og vi maa gribe til Forholdsregler for, om muligt, at naa dette Maal.”

P. Munch, der var dansk forsvarsminister fra 1913 til 1920, skrev i tidsskriftet Tilskueren (1912) under overskriften “Tysk Krigsfilosofi” en anmeldelse af Bernhardis vildt berygtede værk. Rystet noterede han, at man under gennemlæsningen af denne bog af “en af den tyske Militarismes bærende Mænd” hvert øjeblik fristes til at udbryde: “Men dette er jo det rene uforfalskede Vrøvl.” I slutningen af anmeldelsen måtte han medgive, at flertallet af den tyske befolkning støttede oprustningen, men at det ikke var ensbetydende med, at de ønskede krigen.

Heller ikke Politiken regnede med, at “den næste krig” ville bryde ud i 1914.

Den 2. januar 1914 forudså avisen, at årets store begivenhed ville blive den store Baltiske Udstilling i Malmö. Det var en stort anlagt udstilling hvor svenskere, danskere, tyskere og russere i fredelig kappestrid skulle vise det ypperste inden for arkitekur, design, kunst og teknik.

Udstillingen blev gennemført. Men Bernhardi fik ret. I august brød krigen ud. Og russerne og tyskerne, der havde udstillet side om side, lå nu i krig med hinanden. Og forlod derfor skyndsomst Malmö.

SPÅDOMME OM 1914 Når historiens blade vendes, stiger spændingen. Hvad vil der ske på næste side?

Og når året skifter, rejser spørgsmålet sig: Hvad vil der ske i det nye år? Hvordan vil det mon forløbe? Bliver det et lykkeår eller et år hærget og furet af ulykker?

Spåkoner er specialister i forudsigelser om lykke og ulykke, og spåkoner havde store tider i begyndelsen af det 20 århundrede. Om ingen anden epoke i verdenshistorien er der udtalt “saa mange Spaadomme og Profetier som netop om den, i hvilken vi i Øjeblikket lever”, siger “arkivaren”, der er en af personer-

24

1914

1914 vil være langt nok til at vise os et nyt Europas Fødsel ne i Carl Muusmanns krigsroman Neutrale Helte (1915). Arkivaren henviser bl.a. til den navnkundige Madame de Thèbes, der i almanakken for sit “astral-år”, fra 20. marts 1914 til 20. marts 1915, havde profeteret, at det vil blive ”Lynaaret – det flammende Aar – der vil blænde med store Heltebedrifter”.

Madame de Thèbes Spaadomme om Europas Skæbne (1914) vakte opsigt vidt omkring og kom også på dansk. Men de var også opsigtsvækkende, selv om de var pakket ind i den slags tungetale, hvor der både blev profeteret om lykke og ulykke, om had og samdrægtighed. Spåkonens grundlæggende profetier kom nemlig bemærkelsesværdigt tæt på virkeligheden. “1914 vil være langt nok til at vise os et nyt Europas Fødsel,” skrev hun og forudsagde derpå, at der ville blive ufred i Europa; at blodet ville flyde på slagmarkerne; at Belgien ville gå til grunde, og at paven ville dø.

Alle fire spådomme var gået i opfyldelse, da Carl Muusmann, formentlig i slutningen af 1914, begyndte at skrive på sin roman, og han fortæller da også, at “den celebre Spaakvinde” jævnligt modtog besøg af konger og fyrster, og at selve den tyske kejser Wilhelm II skulle have “sendt hende sine Hænder i Gipsafstøbning og Fotografi”.

Også i det fashionable, gennemillustrede blad Vore Damer – nr. 22 1914 – blev Madame de Thèbes portrætteret. Det skete gennem et interview ved oversætterinden Josephine Aarbye, som havde kendt fænomenet gennem 12-14 år.

Hun fortæller om villaen på Avenue de Wagram 29 i Paris, om det særprægede interiør, om fotografierne, glasmontrerne, gipsafstøbningerne af hænder og gipsafstøbningerne af de elefanter, som madame betragtede som særligt lykkebringende dyr. Og så fortæller hun om madame selv, “høj, statelig og imponerende”, med et “gennemtrængende Blik, man føler helt ned i Fødderne”. Om forudsigelserne for 1915 ville Josephine Aarbye endnu ikke røbe noget.

Men holdt Madame de Thèbes og hendes danske oversætter kortene ind til kroppen, var Muusmann ikke bange for at referere en anden spåkvinde, Jomfru Fanny fra Aabenraa, der vel ikke var helt så præcis i sin spådom, men som dog alligevel heller ikke skød helt forbi:

”

“Der skal komme en stor Krig, der ikke skal berøre Danmark. I denne Krig skal Tyskland blive til intet. Toldgrænsen skal flyttes til Syd for Aabenraa, maaske endogsaa Syd for Flensborg; men Tyskerne kommer tilbage til Aabenraa; de skal komme ind i Byen; de bliver ikke indkvarteret, men gaar omkring og kræver

FØRSTE DEL – FREMTIDEN

25

ind; giv dem, hvad de forlanger, de kommer aldrig igen. Jeg ser et stort Slag mellem Haderslev og Aabenraa, og i det Slag er der ingen, der hjælper de Danske; Gud hjælpe dem, og de sejrer og drager ind i Aabenraa. I det sejrrige Slag skal den danske Konge være til Stede paa en hvid Hest.”

I Ugens Tilskuer kunne man i begyndelsen af februar læse en mere videnskabeligt begrundet profeti. I en omtale af den svenske sociolog Rudolf Kjelléns Stormakterna (1911), en bog om forholdet mellem de lande, der få år senere viklede sig ind i verdenskrigen, blev det slået fast, at en nærmere analyse af historien viste, at der var en rytme i skiftene mellem krigsperioder og fredsperioder. Og hvis 1815-1848 havde været en godt trediveårig fredsperiode, 1848-1878 en trediveårig krigsperiode og 1878 til 1911 en godt trediveårig fredsperiode, så kunne det nu se ud til, at historien var trådt ind i en trediveårig krigsperiode. “Det er med Skælven vi træder ind i det nye Aar,” lyder artiklens slutord.

Carl Muusmann skrev sin roman under de første akter af det, der blev kaldt et verdensdrama, og her er slutordene ikke mindre skælvende: “Gid Krigen maa være færdig inden Udgangen af 1916!” Det kan nok være, at romanens konstruktion med tilfældige sammentræf fører til en lykkelig slutning for de to “neutrale helte”, “Kraftkunstneren” Palle og sygeplejersken Ritra, men romanen levner i øvrigt ikke meget håb. Med journalistisk præcision registreres den preussiske vilje til krig, den epidemiske spionfrygt, invasionen i Belgien, de tyske kæmpekanoner, lord Kitcheners manende mobilisering i Storbritannien, Slaget ved Marne, skyttegravskrigen, torpederende undervandsbåde, de danske nordslesvigeres inddragelse i en krig, som ikke var deres.

Palle, der efter alle knaldromanens regler hele tiden er tæt på dette forløb, i Belgien, i Frankrig, i England, er billedhugger, og han hugger sin kommentar i marmor: En “høj, statelig Kvinde” foran et kildevæld i en klippe, “en “miserecordia” i et stiliseret Klædebon, der virkede som en Mellemting mellem et antikt Gevant og en moderne Diakonissedragt”, der med sin højre arm hæver et skjold med Røde Kors’ mærke for at beskytte en russisk soldat og en fransk alpejæger, mens hun med den venstre hånd rækker en skål med kildevand “til en skibbruden engelsk Matros, der var skyllet op paa Klippen fra Havet”.

ARKITEKTURENS KRYSTALKUGLE Fremtiden skuer man i krystalkugler, og siden den første verdensudstilling i London i 1851 havde krystalpaladser fungeret som kæmpemæssige krystalkugler, hvor man kunne se konturerne af fremtiden. Da Deutscher Werkbund afholdt kongres i Köln mellem 2. og 6. juli 1914, blev der også arrangeret en stor

26

1914

Peter Behrens var pioneren inden for industrielt design, og hans krystallinske formsprog forlenede det tyske elektronikfirma AEG med en avanceret moder­ nitet. Men selv om hans plakat til Deutscher Werkbunds udstilling med sin stiliserede fakkelbærer fejrer fremskridtet, ligner formsproget her mest et tilbageskridt.

udstilling af moderne arkitektur, og her lyste Bruno Tauts glasarkitektur op som et mønster for en bedre fremtid.

Blandt de tilstedeværende var arkitekten Carl Brummer, som ikke bare i Danmark, men også internationalt havde gjort sig bemærket for sine villaer, og som “udenlandsk Medlem” kunne han i erindringsbogen Mennesker, Huse

FØRSTE DEL – FREMTIDEN

27

– og Hunde (1949) fortælle, at Deutscher Werkbund blev dannet (i 1907) for at genrejse den tyske smag. Den var ellers nået et sådant lavpunkt, at alt, hvad der eksporteredes til England, skulle mærkes med et advarende “Made in Germany”. Nu var det industrielle gennembrud imidlertid ingen steder stærkere end i Tyskland, og både staten, storindustrien, finansvæsenet, videnskaben, arkitekterne og andre kunstnere så en enestående mulighed for to ting. Den første var at forene det industrielle gennembrud med arkitektur og design. Den anden var at vinde international anerkendelse for tysk kultur.

Brummer fortæller, at han i 1913 havde været på togrejse gennem Tyskland og dér var raget uklar med en tysk medpassager, der insisterede på, at Jylland var gammelt germansk land. Og han fortæller, at under kongressen blev han sammen med andre deltagere indbudt til besøg hos Krupp i Essen, hvor Deut­scher Werkbunds senere leder, dr.phil. Ernst Jäckh, viste rundt: “I det høje ­Taarn, De der sèr, har vi langtrækkende Kanoner, indrettet til at nedskyde Flyvemaskiner – i Tilfælde af Krig med Frankrig.”

Deutscher Werkbund skulle bane vej for den tyske kulturs verdensherredømme. I forbundets årbog for 1914 skrev Peter Jessen fra Kunsthåndværksmuseet i Berlin, at Tyskland nu ikke kun havde tilkæmpet sig “en plads i solen”, men også “i øjets rige”. Og udstillingens organisatorer nød i fulde drag omtalen af den som “et kunstnerisk Sedan”, en henvisning til det slag, hvor tyskerne i 1870 knækkede den franske hær. “Øjets rige” var det rige, som i særlig grad interesserede kredsen omkring Deutscher Werkbund. Werkbunds årbog for 1913 bragte en artikel af den nationalistiske og avantgardistiske kunstmæcen Karl Ernst Osthaus om “udstillingsvinduet”. Man var intenst optaget af mulighederne for overhovedet at udvikle en kultur i et moderne industrisamfund. For her var alt jo splittelse.

Produktionen var splittet op i 117 led, så den enkelte arbejder ikke længere havde føling med det færdige produkt. Handelen var splittet op i så mange led, at producenten ikke længere havde føling med forbrugeren og omvendt. Byen var i stigende grad splittet op i kvarterer, hvor man enten arbejdede, boede, handlede eller morede sig. Og samfundet som sådan var i stigende grad splittet op i sociale klasser, der levede i hver deres del af byen. Når man er skilt fra noget, bliver det fremmed, og fremmedgørelse blev et hovedtema i den såkaldte kulturkritik. Hvordan kunne man komme fremmedgørelsen til livs? Hvordan kunne man skabe en kultur, hvor man var fortrolig med sin omverden?

I den marxistiske tænkning havde man set produktionen som nøglen til et andet samfund. Fremmedgørelsen ville blive ophævet, når arbejderne skaffede sig råderet over produktionsmidlerne. Men i omegnen af Werkbund befandt sig en række samfundsforskere og kulturkritikere, som rettede blikket mod markedet, handelen, varernes cirkulation. Kunne man i stedet for flygti-

28

1914

ge moder skabe en sammenhængende og samlende stil, et synligt udtryk for en fælles kultur?

I Deutscher Werkbund talte man gerne om viljen til stil, og viljen spændte fra det mindste til det største. Hermann Muthesius talte om en stil, der omfattede alt fra “sofapuder til byplanlægning”. Hos Carl Brummer blev det alt “fra Emballage til Lokomotiver”. Peter Behrens, som havde lavet plakaten for den udstilling, der ledsagede kongressen, var det store forbillede. I 1908 ikke alene skabte han AEG’s turbinefabrik, men han gav også tidens største tyske elektricitetsfirma et gennemgående design, et kys stiliseret som et krystal.

Kongressens hovedskikkelse var arkitekten og skribenten Hermann Muthesius. Allerede i 1896 var han af den tyske stat blevet sendt til Storbritannien for at kortlægge hemmelighederne bag de engelske fremskridt inden for arkitektur og design, og kortlægningen resulterede i stor- og standardværket Das englische Haus (1904-1905), som også blev en stor inspiration for det omfattende villabyggeri i Danmark op til første verdenskrig. Muthesius ønskede at stimulere moderniseringen efter de principper, som prægede masseproduktionen, og han satte på kongressens anden dag ti teser om disse principper til afstemning. Første tese lød: “Arkitekturen og med den hele den skabende produktion i Werkbund savner typisering, men kun gennem typisering kan den genvinde den almene betydning, som kendetegnede den i de tider, hvor en harmonisk kultur herskede.”

Muthesius’ ti teser udløste straks ti antiteser, formuleret af den belgiske arkitekt, maler og møbeldesigner Henry van de Velde, som vandt stor tilslutning. Ikke mindst arkitekter og designere med baggrund i den svungne jugendstil (art nouveau) fra omkring århundredskiftet sagde nej til typen.

“Sålænge der endnu findes kunstnere i Werkbund, og sålænge disse stadig har indflydelse på dets skæbne, vil de protestere mod ethvert forslag om en kanon eller typisering,” skrev Henry van de Velde i sin første antitese, og arkitekten Bruno Taut sluttede op om hans hyldest til den individuelle fantasi og skaberkraft.

Bølgerne gik højt, og tordenluften udenfor fik spændingerne under kongressen til at knitre. Henry van de Velde har i et tilbageblik beskrevet det kaotiske møde, hvor Bruno Taut i en ophidset stund efterlyste en diktator til at gennemtvinge den kunstneriske frihed. Den efterlysning måtte han dog, som van de Velde beretter, hurtigt trække tilbage. Og mødelederen kunne afslutte mødet med en metafor, som i den følgende tid blev overført på den store krig: “Det var med vore forhandlinger som med vejret. Da vi begyndte, var det noget lummert, og som lummerheden udenfor blev fjernet af et rigtigt tordenvejr, således håber jeg, at også i vore rækker er luften virkelig blevet renset.”

Behrens’ krystal rummede i kim den vision, som Bruno Taut realiserede med sit

FØRSTE DEL – FREMTIDEN

29

bidrag. Han havde til kongressen tegnet og bygget et glashus, som ikke alene skulle tjene som udstillingsbygning for den tyske glasindustri, men som også skulle demonstrere de arkitektoniske muligheder i glas. Glashuset var udformet som et prisme, en kæmpekrystal, opdelt i farvede glasflader, med et indre, der overvældede den indtrædende med oplevelser: et farvestrålende “kuppelrum”, et illumineret “kaskaderum” med vægge af forsølvet glas og gulve af farvede glasmosaikker og et vandfald, som mellem trapper førte ned til et “kalejdoskoprum”, hvor illuminerede farvemønstre skiftede hvert tyvende sekund.

Taut havde året før kongressen i Köln mødt den opfindsomme forfatter Paul Scheerbart i et værksted for glaskunst og mosaikker, og de fandt hurtigt ud af at omsætte deres fælles interesse i et fælles projekt. Scheerbart fik lov at udsmykke glashusets facade med inskriptionerne: “Farvet glas ødelægger had” og “Uden et glaspalads er livet en byrde”.

Da krigen brød ud, indledte Paul Scheerbart i protest en sultestrejke, som sikkert var medvirkende til at tage livet af ham året efter. Men inden da nåede han at udgive Glasarchitektur. I denne særprægede lille bog udfolder han en

30

1914

storslået vision om glasarkitektur som grundlag for en ny kultur. Bogen består af 110 korte og ultrakorte tekster om emnet, alle skrevet i en stil, der på én gang er klar og skinnende som farvet glas. Allerede i den første tekst fastslår han, at kulturen på sin vis er et produkt af arkitekturen, og at en arkitektur dannet af farvede glas vil åbne de lukkede rums kultur mod solen, månen og stjernerne. 18 tekster længere henne vokser denne vision til en lovprisning af en jordoverflade befriet for murstensarkitektur, kosteligere end haverne i Tusind og én nats eventyr, et paradis på jord.

Samtidig med de store syner gik Scheerbart i andre tekster ind på detaljer i den nye glasarkitektur. Verandaens udformning, stole og divaner, dobbeltvægge til at sikre varmen osv. For luftskibene, der i 1914 var begyndt at erobre himmelrummet, bliver husene til lyssøjler, som gør det muligt også at erobre natten. Ordet vindue vil forsvinde ud af sproget, og i stedet vil man i den nye glasarkitektur kunne glæde sig over loggiaer og balkoner. I stedet for den “kedelige” murstensarkitektur med dens lodrette facader og lukkede rum vil den nye glasarkitektur blive domineret af terrasseformationer, som giver alle lejligheder mulighed for også at få ovenlys. Også biler og motorbåde af farvet glas vil bidrage til det nye kulturbillede. Og mennesket vil simpelthen blive et bedre menneske, erklærer Scheerbart, dog med en vis selvironi: “Et menneske, der dagligt ser disse herligheder af glas, kan ikke længere have moralsk fordærvede hænder. Dixi.”

FØRSTE DEL – FREMTIDEN

Umiddelbart ­inden skyerne trak op over Europa, udviklede Paul Scheer­ bart en vision om en lysende verden gennemsigtig som glas, og Bruno Taut gjorde visionen til virkelighed med sit glashus på Deutscher Werkbunds udstilling i Köln.

31