Issuu

1772 Oplysningstid, lægekunst – og troen på en bedre fremtid

1772 ”Selskabet” – barn af Oplysningstiden

1772 havde været et dramatisk år i København. Året begyndte med statskuppet, der endte med, at landets egentlige magthaver, den sindssyge konges livlæge J.F. Struensee, måtte lade livet under bødlens økse. Der var optøjer i København. Handlen blomstrede, og i hovedstaden var der ikke mange skridt mellem prangende rigdom og den dybeste armod. Landet var i opbrud. Struensees korte regime blev også kulminationen på Oplysningstiden i Danmark. I 1772 var naturvidenskaberne i stærk fremgang, og der blev stiftet et utal af videnskabelige selskaber. Og en aften i september dette år stiftede en håndfuld københavnske læger et medicinsk selskab, som skulle blive banebrydende. Klaus Larsen (f. 1951), journalist og forfatter til flere bøger om medicin, sundhed og historie.

ISBN: 978-87-12-06496-1

115504_cover_det gode selskab_r.indd 2

788712

064961

KLAUS LARSEN

18/07/2022 09.42

198.0 x 264.0 mm

115504_det gode selskab_.indd 2

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Klaus Larsen

1772

”Selskabet” – barn af Oplysningstiden

Gads Forlag

115504_det gode selskab_.indd 3

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

1772 ”Selskabet” – barn af Oplysningstiden © 2022 Gads Forlag og forfatteren ISBN: 978-87-12-06496-1 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekst- og billedredaktion: Lino Vogt Design og grafisk tilrettelæggelse: Jakob Helmer Omslag: Len Nørgaard, Le Bureau Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: GPS Group Printed in Bosnia-Herzegovina Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

115504_det gode selskab_.indd 4

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Indhold

Forord � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 7 1.

Det blomstrende København � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 10

Snavs og sygdom � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 25

Læger og kirurger � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 46

Det gode selskab � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 57

J.C. Tode – læge mod sin vilje � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 69

Fra formørkelse til oplysning � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 86

Struensee og selskabet (… og et mysterium) � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 100

Selskaberne � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 114

Svære år � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 124

10. Fremskridt og fortvivlelse � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 133 11.

Philiatrien – et ungdomsoprør � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 145

12. Selskabet i en ny tid � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 163 Efterskrift � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 167 Afsluttende bemærkninger � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 176 Litteratur � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � � �� 179 Noter �� 183

115504_det gode selskab_.indd 5

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

115504_det gode selskab_.indd 6

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Forord

Todesgade, Callisensvej, Saxtorphsvej – tre københavnske vejnavne. Man cykler forbi gadeskiltet uden at tænke nærmere over det. De færreste aner, at gadernes navnefædre var markante læger i 1700-tallets København. Og der lever højst en håndfuld mennesker, som ved, at de tre – J.C. Tode, Henrich Callisen og Matthias Saxtorph – mødtes med tre andre venner og kolleger en septemberaften i 1772 for at stifte et lægevidenskabeligt selskab, hvis betydning rækker helt frem til nutiden. Et selskab, der opstod som et produkt af Oplysningstiden, og som lever i bedste velgående i dag – 250 år senere. Perioden i slutningen af 1700-tallet kaldes den florissante tid, fordi handelen blomstrede: Danske skibe sejlede våben til Guldkysten i Afrika. For våbnene købte man afrikanere, som blev sejlet til Dansk Vestindien og solgt som slaver til det hårde arbejde i de danskejede sukkerplantager. Skibene fragtede sukker, rom og tobak tilbage til København. Hvert af benene i denne trekanthandel skabte kæmpeprofitter hjemme i København, hvor de store handelskompagnier og deres ejere høstede ufattelig rigdom. Lige netop 1772 var et voldsomt år i Danmark, og det mærkede man især i København i form af statskup, optøjer og blodige henrettelser. Landet var i opbrud. Den unge, sindslidende kong Christian den 7.s tyske livlæge, J.F. Struensee, som et par år forinden havde tiltaget sig magten og regerede i kongens navn, blev i januar afsat ved et paladskup. På et højt skafot på Øster Fælled blev Struensee og hans meddømte, grev Enevold Brandt, brutalt henrettet for øjnene af en tusindtallig menneskemængde. I dette København mødtes en håndfuld læger i september 1772 for at stifte et lægevidenskabeligt selskab. Siden er der gået 250 år – et kvart årtusind – men dette selskab findes endnu under navnet Det Medicinske Selskab

i København.

Forord

115504_det gode selskab_.indd 7

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

1772 var også højden af Oplysningstiden, som havde rod i Frankrig. Det var en periode i Europas kulturhistorie, der stort set dækker 1700-tallet frem til Den Franske Revolution i 1789 – en periode, hvor troen på naturvidenskab og filosofi, rationalitet og den menneskelige fornuft herskede. Oplysningsfilosoffer som John Locke, François de Voltaire, Denis Diderot og Immanuel Kant var overbeviste om, at erhvervelsen af nøgtern erkendelse, baseret på iagttagelser, samt udbredelsen af viden og oplysning ville lægge fundamentet til en gylden fremtid for mennesket. Oplysningsfilosofferne satte kritisk og fordomsfri tænkning i højsædet og alt, som ikke kunne tåle en nærmere undersøgelse med fornuftens skarpe instrumenter, blev forkastet. Filosofi skulle forstås som rationel erkendelse modsat teologien, der hvilede på overleverede dogmer fra antikken og middelalderen. Grundlaget for erkendelsen skulle være iagttagelser af naturen, ikke studier af Bibelen eller antikkens autoriteter. En af Oplysningstidens hovedtanker var at bringe den rationelle erkendelse ud i en bredere offentlighed end de latintalende lærdes, og i aviser, kaffehuse, klubber og private saloner blomstrede en diskuterende offentlighed, hvor det, som betød noget, var rationelle argumenter og ikke dogmer eller evige sandheder. I Danmark blev især Ludvig Holberg (1684-1754) en tidlig eksponent for oplysningsfilosofien. Fra 1718 var han professor ved Københavns Universitet i metafysik og siden i retorik og historie. Og som franskmanden Voltaire var Holberg skuespilforfatter og gjorde bl.a. det selvhøjtidelige, latintalende universitetsmiljø til skydeskive for sine satirer og komedier. Oplysningsfilosofien havde sat gang i en proces, der omfattede hele Europa og Nordamerika, og den påvirkede alt – lige fra måden at digte og tænke på til storpolitiske begivenheder som Den Franske Revolution og Den Amerikanske Uafhængighedserklæring. I Danmark gav Oplysningstiden stødet til oprettelsen af en række videnskabelige selskaber i sidste halvdel af 1700-tallet. De fleste fik en kort levetid, enkelte fortsatte, men kun to af dem findes endnu. Det ældste er Videnskabernes Selskab, der så dagens lys i 1742, og derfor fylder 280 år i år. Det andet er DMSK, som ganske vist er 30 år yngre, men dog er verdens ældste, endnu eksisterende medicinske selskab.

115504_det gode selskab_.indd 8

1772

”Selskabet” – barn af Oplysningstiden

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Bogens fokus er den baggrund, selskabet blev til på – Oplysningstiden, som var forudsætningen for, at lærde selskaber som Det Medicinske Selskab så dagens lys; det turbulente politiske miljø, der dannede bagtæppet; samtidens København med byens kolossale kløft mellem rig og fattig og stive rangforordninger – og den vil fortælle om den personkreds, der tog initiativet til at stifte selskabet. Bogens gennemgående hovedfigur er Johan Clemens Tode. Dels fordi han anses for initiativtageren til Det Medicinske Selskab. Men måske især fordi han personificerer tidens kærlighed til oplysning, lægekunstens status (lægevidenskab tør man næppe kalde det), interessen for sundhedsoplysning, brydningerne i medicinen og den begyndende tilnærmelse mellem de gamle arvefjender – medicinere og kirurger. Og desuden fordi Tode var en så produktiv (og underholdende) skribent og publicist, at han har efterladt et omfattende korpus af skrifter til belysning af sin tid. Tode var en farverig person, der gjorde sig gældende på mange områder: som praktiserende kirurg og mediciner, som underviser og folkeoplyser, som digter, kritiker og skuespilforfatter, som polemiker og som manden, der aldrig ankom til et middagsselskab uden at have skrevet en sang til lejligheden. Det fremgår ingen steder, at Tode var stifteren af Det Medicinske Selskab. Til gengæld tyder alt på, at initiativet udgik fra ham, at han i de tidlige år var den drivende kraft, og at selskabet uden hans stædighed næppe havde overlevet sine første 20 år. Men naturligvis er der andre af the founding fathers, som er værd at berette om, og deres historie vil også blive fortalt. Dette er krøniken om tilblivelsen af Det Medicinske Selskab; om de mænd, der stiftede selskabet; om det samfund i opbrud, som dannede baggrunden, og om den Oplysningstid, som var selve forudsætningen. I 1782 fik Det københavnske medicinske Selskab tilladelse til at kalde sig Det kongelige medicinske Selskab. Et navn, det bevarede, indtil det i 1872 fusionerede med et yngre selskab. Det sammensluttede selskab tog sit nuværende navn: Det Medicinske Selskab i København – DMSK. For nemheds skyld vil denne bog i de fleste sammenhænge nøjes med at tale om Det Medicinske Selskab eller slet og ret ”Selskabet”.

Forord

115504_det gode selskab_.indd 9

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Kapitel 1

Det blomstrende København

1772 var et begivenhedsrigt år i København. Det begyndte med et paladskup: Natten til den 17. januar blev den enevældige, men sindssyge kong Christian den 7.s livlæge, Johann Friedrich Struensee, anholdt efter et maskebal ved hoffet. Struensee havde gennem 18 måneder været Danmarks de facto diktator. Ud over at tilrane sig magten havde Struensee også været den 20-årige dronning Caroline Mathildes åbenlyse elsker, og det var dét, dommerne især slog ned på ved den retssag, der fulgte efter kuppet. Da Struensee og flere andre var under lås og slå, viste kupmagerne – enkedronningen, arveprinsen og gehejmekabinetssekretær Ove HøeghGuldberg – den skrækslagne konge frem for folket ved at lade ham køre i guldkaret gennem byens gader. Da mørket faldt på, var mængden stadig opstemt, men folkefesten udartede. Gennem længere tid havde kupmagerne fodret københavnerne med fake news og sammensværgelsesteorier om, at Struensee havde planer om at myrde kongen og den lille kronprins og grundlægge sit eget dynasti, og der havde været tiltagende uroligheder under indtryk af en vedvarende strøm af rygter og formodninger om Struensees mange reformer og forholdene ved hoffet.1 Natten efter kuppet mod Struensee gik pøbelen

115504_det gode selskab_.indd 10

1772

”Selskabet” – barn af Oplysningstiden

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

”Den Store Udfejelsesfest.” Træsnit viser folkemængden, der trænger ind i et af byens mange berygtede huse. Døren er slået af hængslerne, inventaret smadret, og på gulvet flyder det med spillekort, knuste glas og en smadret punchebolle. To af husets damer og en lille pige ser skræmte til. Samtidigt træsnit af J.R. Thiele. Det Kgl. Bibliotek

amok og raserede mindst 50 af byens bordeller og værtshuse. Myndighederne greb først ind den følgende morgen. Optøjerne blev af de nye magthavere og deres tilhængere døbt Den Store

Udfejelsesfest – man ”ryddede op” efter Struensee og hans amoralske regime, hvor fritænkeri og usædelighed havde haft frie tøjler. Andre har set de voldsomme optøjer som udtryk for social uro – en spontan, folkelig protest mod de elendige vilkår, som mange levede under trods international højkonjunktur og hovedstadens blomstrende økonomi.2 Struensee blev dømt til døden for majestætsforbrydelse. Henrettelsen fandt sted på Øster Fælled den 28. april 1772, omtrent hvor parkeringspladsen bag Parken på Østerbro i dag befinder sig. Her fik Struensee og hans meddømte, grev Enevold Brandt, efter tur afhugget højre hånd for derpå at blive halshugget og parteret for øjnene af den tusindtallige skare. I mængden hørtes enkelte mishagsytringer over den obskøne forestilling. De maltrakterede lig blev transporteret til Vester Fælled i den modsatte udkant af byen. Her blev kropsdelene lagt på hjul og stejle, og til skræk og advarsel fik de lov at hænge, til kun de afpillede benrade var tilbage.

Det blomstrenDe København

115504_det gode selskab_.indd 11

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Som landet lå København var i 1772 en by med lidt over 70.000 indbyggere og sammenlignet med andre europæiske storbyer en småstad. Til sammenligning boede der en million mennesker i London. Paris havde 550.000 indbyggere, Wien 250.000, Berlin 172.000, og i Hamborg boede der 130.000. I en dansk sammenhæng var København dog en buldrende metropol. Her boede lige så mange mennesker som i landets 66 øvrige købstæder tilsammen. En typisk købstad havde 6-700 indbyggere, og den største af dem, Odense, kunne mønstre 5.464. Landet stod med brede bøge, og kun en fjerdedel af arealet var egentlig landbrugsjord. På Sjælland var en stor del opdyrket, mens man i Jylland kunne vandre mil efter lange mil i mennesketomme hedelandskaber, skove, fugtige enge, overdrev til græsning, stenede bakker og moser med de dyrkede områder liggende som spredte øer. 80 pct. af befolkningen boede på landet. Befolkningstallet var stagnerende, og i enkelte år døde der flere af epidemiske sygdomme, end der blev født. Det var også tilfældet i 1772. Trods udsvingene var befolkningen dog så småt begyndt at vokse. Det skyldtes muligvis en forbedret hygiejne i forbindelse med graviditet og fødsel, og at sundhedstilstanden var i fremgang, fordi kosten blev bedre og mere rigelig. I hovedstaden og i de større købstæder var dødeligheden dog større end fødselstallet, fordi man levede tæt sammenstuvet og ofte under kummerlige forhold. Når byerne alligevel oplevede en befolkningstilvækst, skyldtes det en betydelig tilvandring fra landområderne, især fra egne, hvor jorden var mager, indkomsterne små og udsigten til et bedre liv håbløs. De 80 pct. af befolkningen, som boede på landet, og i vidt omfang også købstædernes indbyggere, var afhængige af landbruget og mærkede hurtigt, om bønderne havde et godt eller et dårligt år. I København så det anderledes ud. Her lå de store handelskompagnier og købmandshuse, her var banker og børs, store byggerier, værfter og driftige håndværksmestre med mange svende i deres brød. Her var en myldrende havn med vældige pakhuse og skibe med varer fra Tranquebar, De Vestindiske Øer og Canton. Her var hoffet og centraladministrationen, hærens garnison og flådens leje, skibsværfter, en begyndende industri – og her var Kunstakademiet, Det Kongelige Teater, universitetet og hospitaler – både civile og militære. Det var dejligt at være københavner, hvis man hørte til det mindretal, som var nogenlunde velbjærgede. Men omkring halvdelen af indbyggerne

115504_det gode selskab_.indd 12

1772

”Selskabet” – barn af Oplysningstiden

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Københavns Havn i slutningen af 1700-tallet, set mod nord fra den nuværende Kvæsthusbro (måske bedre kendt som Ofelia Plads). Handelsskibe er på vej ind og ud. Til venstre ses de stadig eksisterende pakhuse ved Amalienborg. Til højre Holmen og flådens leje med mastekranen, som er ved at sætte mast i et orlogsskib. Gouache af T.E. Lønning. Københavns Museum

tilhørte underklassen, og for dem var tilværelsen en daglig kamp for at spise sig mæt, skaffe sig tag over hovedet, tøj på kroppen og brændsel i den kolde tid. Man levede på et eksistensminimum, hvor sygdom, alderdom eller arbejdsløshed var ensbetydende med direkte nød. Omkring en fjerdedel tilhørte, hvad man lidt forsigtigt kan kalde middelklassen. Det var en bred kategori, som kunne omfatte alt fra skippere, håndværksmestre og jævne embedsmænd til enken, der uden forsørger hagede sig fast til kanten over den sociale afgrund med det yderste af neglene. Den sidste fjerdedel tilhørte det mere eller mindre velstående borgerskab, og måske én pct. tilhørte den egentlige overklasse. Alle, høj og lav, boede nærmest skulder ved skulder i den tætbefolkede by, klemt inde mellem byens volde. Og lige så kort turen var fra det mondæne Kongens Nytorv til byens værste slum – lige så kort kunne rutsjeturen være fra relativt velstillet middelklasse og til samfundets bund, hvis man på grund af sygdom eller alder mistede sin erhvervsevne.

Det blomstrenDe København

115504_1772_selskabet_r1.indd 13

19/07/2022 07.20

198.0 x 264.0 mm

Overklasse og oplysningstid

Idyl hos en velhavende, hollandsk borgerfamilie. 1700-tallets sidste årtier var præget af umådelig rigdom midt i et hav af nød og fattigdom. Men Oplysningstidens ideer vandt frem – også blandt enevældige herskere. Man taler derfor om ”den oplyste enevælde”. Også dele af det højere borgerskab, nogle af enevældens øverste embedsmænd og storgodsejere indså, at reformer var nødvendige for at afmontere de værste sociale spændinger og sikre bedre forhold for den brede befolkning. Overklassens skræmmebillede blev til virkelighed i Frankrig, hvor revolutionen i 1789 bogstavelig talt kappede hovedet af enevælden og adelen. Maleri af Adriaan de Lelie: Portræt af Jan van Loon og familie. Tilhører Stichting Van Loon

København var en rig by, og det var her, rigets velstand var koncentreret. Den absolutte overklasse bestod af de højadelige familier. De færdedes ved hoffet, havde deres adelspalæer tæt på kongens residens og desuden sommerresidenser nord for byen. Handelsaristokratiet stod ikke tilbage for adelen. Storkøbmænd som Constantin Brun købte Moltkes Palæ i det, der nu hedder Bredgade, og ved bredden af Bagsværd Sø i Nordsjælland byggede han slottet Sophienholm. Begge steder holdt hans hustru, Friederike, salon for toneangivende kunstnere og intellektuelle. Constantin Brun og andre af Københavns hovedrige anskaffede sig godser på Sjælland og Fyn, både som sikre pengeanbringelser, men også for at markere deres status som adelens ligemænd. Det var den florissante periode, den blomstrende handels tid, hvor Danmark nød godt af en generel højkonjunktur. Den danske handelsflåde sejlede under neutralt flag, mens de andre store koloni- og sømagter bekrigede hinanden, og København blev et knudepunkt for verdenshandelen. Danske skibe sejlede våben til Guldkysten i Vestafrika, hvor de blev byttet for mennesker, der blev sejlet til Dansk Vestindien for at blive solgt som slaver og

115504_det gode selskab_.indd 14

1772

”SelSkabet” – barn af OplySningStiden

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

arbejde i danskejede sukkerplantager. Råsukkeret blev fragtet til Danmark og raffineret og konsumeret her eller eksporteret videre. Også på anden vis kunne danske skibe og handelshuse kile sig ind på verdens transportruter, i takt med at de krigsførende nationer inddrog deres egne handelsfartøjer i krigsførelsen, kaprede fjendens handelsskibe, blokerede havnebyer og afskar hinandens søveje. Købmænd, skibsredere og adel hentede kolossale formuer hjem, og resultatet kunne ses i København, hvor vældige pakhuse, købmandsgårde og pragtfulde palæer skød op. Ud af det gamle samfund var en ny klasse ved at etablere sig ved siden af embedsadelen: borgerskabet. Nu kunne man også se folk, som selv havde skabt deres formue, klædt i silke og brokade blive transporteret i bærestol eller egen ekvipage, hævet over gadens søle.

Middelklassen Til middelklassens øverste lag hørte universitetets professorer, højere embedsmænd, læger, en del store håndværksmestre, officerer, læger og gejstlige. Derunder var rangfølgen nedadgående: lavere embedsstand, håndværkssvende, skolelærere, småhandlende, spækhøkere og værtshusholdere samt sømænd, soldater, tjenestekarle og -piger, ufaglærte, lærlinge og daglejere. Enevældens tilsidesættelse af den gamle fødselsadel havde banet vej for en social mobilitet: Nu var der mulighed for at komme frem og op i samfundet i kraft af egne meritter, hvilket også afspejler sig i den akademiske verdens sociale sammensætning. Der er fundet data på 127 af de 145 professorer, som var tilknyttet Københavns Universitet i sidste halvdel af 1700-tallet. To ud af tre professorer (61 pct.) stammede fra middel- eller lavere middelklasse, mens kun 37 pct. havde baggrund i højere samfundsklasser. Omkring halvdelen af middelklassefædrene kunne give deres sønner en opvækst i et akademisk præget hjem – overvejende som præstesønner, men også som sønner af andre embedsmænd med akademisk baggrund. Også dengang var det altså en fordel med boglig ballast hjemmefra. Og professorerne havde mulighed for at stige yderligere i graderne. Af de københavnske professorer havde 53 pct. opnået embeder, der socialt rangerede højere end det professorat, de havde haft eller stadig besad.3 Det kunne være som livlæge eller livkirurg ved hoffet eller som medlem af det Collegium

medicum, der i 1740 blev oprettet som landets højeste medicinalinstitution.4

Det blomstrende København

115504_det gode selskab_.indd 15

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

De fattige I 1700-tallets København udgjorde underklassen den største gruppe – mindst halvdelen af byens indbyggere. Lægen Henrich Callisen opgjorde (ganske vist først i 1806) antallet af københavnere under direkte fattigforsorg til 9.300 personer, svarende til næsten hver tiende indbygger. Og så havde han ikke – tilføjede han – medregnet de fattige jøder, da jøderne ”med roesværdig Omsorg” selv underholder deres fattige.5 Hvad middelklassen angår, kan man ikke umiddelbart sammenligne med nutidens velaflagte skolelærere, håndværkere, handlende, læger og funktionærer. Også i middelklassen kunne man være fattig. De såkaldte husarme var folk fra middelklassen eller borgerstanden, der havde mistet deres indkomst eller var blevet enker, og som af al magt forsøgte at skjule deres fattigdom. I det stift ordnede standssamfund ønskede de ikke at opleve den skam at blive slået i hartkorn med almuen, og de ville derfor hverken tigge eller bede om hjælp hos fattigvæsenet, da det medførte tab af borgerlige rettigheder og af ære og anseelse.

Kød, fisk, frugt og friske grønsager var ikke hverdagskost for underklassen. I 1807 skrev kirurgen Henrich Callisen i sit medicin-topografiske værk om København, at de fattige og ”den arbeidende Klasse” hovedsagelig ernærede sig af grød og brød. Billedet, som George de la Tour malede i 1625, kunne lige så godt være fra 1772. Gemäldegalerie, Berlin

115504_det gode selskab_.indd 16

1772

”SelSkabet” – barn af OplySningStiden

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Blev man syg, invalid eller bare for gammel til at forsørge sig selv, bestod det sociale sikkerhedsnet af de eventuelle slægtninge, som havde evnen og viljen til at forsørge en. De, som ikke havde familie at støtte sig til, kunne være så heldige at komme under fattigforsorg og måske få en seng på en af byens institutioner som Almindeligt Hospital eller Vartov. Det indebar, at man mistede sine borgerlige rettigheder og i et og alt måtte indordne sig under reglementet og fattigforstanderens luner. Allernederst fandt man de uforsørgede gamle, fattiglemmer, krøblinger, tiggere, kriminelle og prostituerede, der levede på et eksistensminimum: ”… mange fattige koners eneste eller dog vigtigste næringsvej [er] at gå omkring om morgenen og samle gamle klude, brændestumper og deslige”, læser man i 1799 i avisen Politivennen, der også kan fortælle om små drenge, som med bare ben render omkring og tigger. Underklassen udgjorde et parallelsamfund, og grænsen var papirstynd mellem at være en ”værdigt trængende”, som kunne håbe på lidt nådige almisser fra fattigkassen, og den totale udstødelse. Det var muligt at dø af sult i kongens København.

En tur gennem byen Byen er tætbefolket, men den er også lille, og der er kun er nogle få skridt fra Frederiksstadens adelspalæer omkring Amalienborg til Adelgade-kvarteret, hvor soldater og søfolk hænger ud, hvor der foregår en åbenlys handel med tyvekoster, og hvor politibetjenten kun nødigt vover sig ind. Lige så kort er der fra det fornemme Kongens Nytorv og til fattigkvarteret omkring Ulkegade og Laksegade med deres skumle knejper, hvor prostituerede udstiller sig i vinduerne eller byder sig til i hver anden gadedør. Amagertorv er en støjende plads, hvor bondekoner og gartnere fra Amager råber i munden på hinanden. I baggrunden høres fiskerkonernes skræppen nede fra Gammel Strand, og rundt om det hele og i sidegaderne ligger værtshusene tæt. Allerede fra tidlig morgen er fulderikkerne på benene. Alskens bærme er på færde: fidusmagere, tyve, stoddere, svindlere, drukkenbolte, ludere og lommetyve, falskspillere og vagabonder – kriminelle, der er forvist fra andre byer og nu forsøger at hutle sig igennem, indtil de igen bliver fængslet, pisket og måske brændemærket, inden bødlens svende driver dem ud ad Vesterport til de lovløses usikre tilværelse på landevejen. Over det hele hænger et brunligt slør af røg fra tusind ildsteder. Blæser det fra øst, aner man en frisk brise af fisk og saltvand. Og efter nogen

Det blomstrende København

115504_det gode selskab_.indd 17

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

tilvænning mærker man næsten ikke den gennemtrængende stank fra ren destenens åbne kloak, latrinerne og nødtørften, der forrettes i porte og bag buske, ådsler, som rakkeren endnu ikke har fjernet, skarndynger, rådnende fiskeaffald og møddinger fra de hundreder af heste, køer og svin, der holdes inden for voldene. Man ænser ikke rotterne, der piler rundt mellem affalds dyngerne og boderne med madvarer, de halvvilde hunde, der strejfer omkring, eller sværmene af fluer, der dækker slagterbodernes varer i sommervarmen. Og da man ikke selv har vasket sig eller skiftet tøj i uger eller måneder,

Støjende, myldrende torve dage hørte til storbyens liv. Billeder af det folkelige gadeliv i 1700tallet er me get sjældne, men Martinus Rørbyes maleri af en torve dag i Viborg i 1830 kan må ske give en fornemmelse af stemningen. Foto (udsnit): Wikimedia Commons

generes man heller ikke af kropslugten fra sine medborgere. Selv de øverste klasser bærer sjældent rent tøj, lusene vrimler under de pudrede parykker, og morgentoilettet består i bedste fald af lidt vand i ansigtet. Hvor skulle man også tage bad? Den værste lugt skjules med en ødsel brug af parfume og kølnervand. End ikke det højere borgerskabs boliger råder over et badevæ relse. Selv i adelens palæer er vand noget, der skal hentes på gaden eller ved vandposten i gården og slæbes op ad trappen – og bæres ned igen efter brug. Om natten hersker mørket. Ganske vist er der i 1771 opsat 866 horn lygter, som udsender et svagt skær, man med nogen forsigtighed kan navi gere efter i hovedstadens gader. Men i sommerhalvåret bliver de ikke tændt.

115504_det gode selskab_.indd 18

1772

”SelSkabet” – barn af OplySningStiden

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Det sociale sikkerhedsnet var ikke-eksisterende. Var man uden indtægt, var man henvist til at stjæle, røve og svindle eller sælge sin krop, som hundreder af kvinder gjorde. Man kunne også, som denne familie, vælge at gå tiggergang på gader og landeveje. Radering fra 1700-tallet af Jean-Baptiste Marie Pierre. The Met Museum

Struensee når dog at befale, at der skal opsættes flere lygter, og at der i stedet for hornlygterne skal opsættes lamper med glas. Alligevel henligger gaderne ofte i ”et ægyptisk Mørke”, som en borger skriver i Politivennen, og mange ender derfor med at rende panden ind i mure, falde i havnen eller ned i de dybe rendestene og brække arme og ben. At rendestenene ikke var sådan at spøge

Det blomstrenDe København

115504_det gode selskab_.indd 19

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

med, fremgår af et læserspørgsmål i samme avis i 1798, hvor en læser vil vide, hvorfor ”den uhyre store rendesten ved hømagasinet” ikke er overdækket, da den er dyb nok til, at et menneske let kan drukne i den, ”og hvori der endog engang skal være fundet en druknet”. På Kongens Nytorv, som københavnerne på denne tid også kalder Hallands Ås, ligger Charlottenborg og fornemme palæer side om side med Nyhavn, som er fyldt af skibe fra nær og fjern, der losser og laster varer, mens søfolkene sjældent når længere end til havnens skumle kælderknejper. Går man fra Kongens Nytorv et par hundrede meter op ad Østergade, finder man på højre hånd en port i husrækken. Den fører ind i en mørk, snæver og fugtig gyde, kaldt Peder Madsens Gang. Det er en af de få gader, der overlevede den store brand i 1728, og her lever nogle hundreder af byens fattigste indbyggere klumpet sammen med tyve og røverpak og et uoverskueligt antal prostituerede, der betjener kunderne i beverdinger og smugkroer. Allerede i 1675 havde en adelig dame opfordret til at lukke og nedrive den skumle smøge, ”eftersom der boer kun Skarnsfolk”, og den kun tjener som tilflugtssted for udskud, der søger derind for at gemme sig for politiet.6 Gaden rummer stadig værtshuse af den laveste slags, byens sørgeligste bordeller, brændevinsbrænderier med tilhørende kostalde og logihuse, hvor man kan overnatte på det bare gulv under tagstenene for et par skilling. Gaden er så snæver, at en fuld person efter et værtshusbesøg kan holde balancen på de slimede brosten ved at række armene ud og støtte sig til husmurene på begge sider. Solens stråler når aldrig ned i gadeplan eller i gydens snævre, fugtige baggårde. Her voldtages børn af bordelkunderne og smittes af deres syfilis, mens deres forældre går til af sygdom og druk. Sådan ser det København ud, hvor Johan Clemens Tode og en lille kreds af læger nogle få skridt længere oppe ad Østergade stifter Det Medicinske Selskab.

Den første kirurgskole Det Medicinske Selskab opstod ikke pludselig, ud af intet. Det blev født af Oplysningstiden og stod på skuldrene af en udvikling, der i Danmark begyndte på Købmagergade i København i 1736. Dette år etablerede barberkirurgen Simon Crüger (1687-1760) en kirurgskole i Købmagergade, Theatrum anatomico-chirurgicum, med støtte fra kongen. Læreanstalten lå ikke langt fra Amagertorv, hvor Crüger selv var

115504_det gode selskab_.indd 20

1772

”Selskabet” – barn af Oplysningstiden

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Simon Crüger skuer selvbevidst ud fra portrættet, der viser ham i hans velmagtsdage som generaldirektør for kirurgien i Danmark. Crüger begyndte som barberlærling og satte aldrig selv sine ben på universitetet. Han kan med fuld ret gøre krav på at være manden, der lagde grunden til kirurgiens videnskabeliggørelse i Danmark. Portrættet er malet af kunstneren Ulrich Ferdinand Beenfeldt kort efter Crügers død i 1760. Billedet hørte til en serie, der var kommissioneret af Videnskabernes Selskab. Det tilhører Københavns Universitet. Oliemaleri, ca. 1761. Privat foto

uddannet som barberkirurg hos sin morbror, der som Crüger selv stammede fra Holsten. Under et ophold i Frankrig 1728-31 havde Simon Crüger stiftet bekendtskab med det franske system, hvor kirurgerne ikke som i Danmark blev set ned på; i Paris blev de uddannet på et anset kirurgisk akademi. I spidsen for kirurgerne stod en directeur général, og de nød anerkendelse på lige fod med de medicinske doktorer. Da Crüger vendte hjem, var han besluttet på at sikre kirurgien lignende forhold i Danmark. Det lykkedes ham at opnå kongens

Det blomstrenDe København

115504_det gode selskab_.indd 21

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Vi ved ikke nøjagtigt, hvordan Simon Crügers anatomisk-kirurgiske teater så ud. Denne private skole for kirurger – The Hunterian Anatomy School – blev grundlagt i 1769 af den berømte kirurg William Hunter i Windmill Street i London. Akvarellen er fra 1839, men kan dog give en fornemmelse af stemningen i Crügers Theatrum anatomico-chirurgicum i Købmagergade. Akvarel af R.B. Schnebbelie (udsnit). The Wellcome Collection

og regeringens støtte til at oprette sin kirurgskole. Den havde et stort amfiteatralt auditorium med 200 tilhørerpladser. Her var rødt stofbetræk på bænkene, og her var bibliotek og instrumenter, som frit kunne benyttes af de barbersvende, som blev uddannet og eksamineret af Crüger. Kirurgskolen var uafhængig af universitetet, og Crüger, der havde bragt sig i stilling som generaldirektør for kirurgien i hele kongeriget, havde med politisk tæft og brutalitet udmanøvreret Det Medicinske Fakultet. Uddannelsen af kirurger blev løftet til et helt nyt niveau ved, at den praktiske undervisning nu også blev suppleret med systematiske demonstrationer, og der blev holdt eksaminer i anatomi, kirurgi og operative øvelser, sådan som Crüger havde oplevet det i Paris. Med oprettelsen af sit anatomisk-kirurgiske Theatrum havde Crüger styrket kirurgien ved at løsrive den fra barberlavet. Kirurgerne i Danmark havde taget det første skridt i retning af at blive en autoriseret behandlergruppe på lige fod med lægerne. Næste skridt kom i 1785, da Theatrum blev videreført i det nyindrettede Kongelige Kirurgiske Akademi i Bredgade. Gennem 50 år kom Crügers skole til at uddanne det store flertal af de læger, der arbejdede i Danmark-Norge – herunder nogle af de mest fremtrædende som Henrich Callisen, J.C. Tode, Georg Heuermann og Christian Berger. Crügers skole forsynede landet med så mange kirurger, at de snart skulle danne rygraden i et begyndende offentligt sundhedsvæsen. Frem til indvielsen af Det Kirurgiske Akademi i 1785 uddannede Crügers læreanstalt i

115504_det gode selskab_.indd 22

1772

”SelSkabet” – barn af OplySningStiden

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

alt 443 barberkirurger, og i 1777 var landet (Danmark-Norge) ret velforsynet med civile kirurger: 68 mestre, 107 svende og 28 lærlinge. Militæret var lidt bedre forsynet og havde 67 mestre, 136 svende og 17 lærlinge.

”Vi har ingen doktorer …” Nogle få håndfulde universitetsuddannede læger og nogle snese håndværksuddannede kirurger udgjorde altså hele kongerigets sundhedsvæsen. For det store flertal af rigets indbyggere havde de store afstande mellem autoriserede behandlere dog ikke større betydning. Der hørtes ingen klager fra den jævne befolkning, som klarede sig med husråd eller rådførte sig med en af de mindst 2.000 ”kloge” folk, der sammen med jordemødre, stærstikkere og broksnidere7 udgjorde tidens uautoriserede netværk af behandlere. Sognepræsten i Ejerslev på Mors noterede i 1781 i kirkebogen: ”Vi har ingen doktorer her på landet, som godt er […] Gud bevare os allesammen, at vi ej kommer til at behøve eller bruge doktorer.”8 Bornholmerne og morsingboerne var ikke de eneste, der gav afkald på lægebesøg. Om lægevæsenet uden for byerne skriver pastor Niels Blicher i Vium sogn ved Viborg (St. Steensen Blichers far), at stiftslægen bor i Aarhus, 50 kilometer borte. I Viborg har man distriktskirurgen, men dels er land befolkningen ”bange” for læger i al almindelighed, dels går der også lang tid med at hente en læge – for slet ikke at tale om at skaffe befordring. Så man bør ikke undre sig, skriver Blicher, når ”neppe 1 iblandt 100 Syge søger Hjelp hos tilforordnede Læger, men derimod med den stærkeste Tillid bruger ethvert Kællinge-Raad”. Blicher fortæller, at der på egnen kun findes én, der kan årelade ”med Briller og efter mange Forberedelser”, og han er en gammel mand på 68. Derimod er der ikke en eneste, der evner at forbinde brækkede arme og ben. Så skal man længere bort, til Demstrup, hvor der bor en mand, ”som giver sig af med at kurere beskadigede Lemmer”. I øvrigt, tilføjer pastor Blicher, er almuen meget forfalden til at anse sygdom blandt dyr og mennesker for resultatet af hekseri og ond trolddom.9 Nok var det oplysningstid, og borgerskabets ideal var at udbrede kendskabet til videnskab og rationel tænkning. Men almuens skepsis over for lærdom og videnskab var lige så grundfæstet, som da Holbergs komedie om Erasmus Montanus blev uropført i 1747. Den nordsjællandske præst Joachim Junge skrev i 1798 om bøndernes ”Character, Skikke, Meeninger og Sprog” og

Det blomstrende København

115504_det gode selskab_.indd 23

18/07/2022 10.06

198.0 x 264.0 mm

Døden forsøger at trænge ind i et hus, men lægen og kirurgen er allerede på pletten. Med klystersprøjte og åreladningsredskaber er de klar til at tage kampen op. Satirisk tegning af Thomas Rowlandson, ca. 1800. Privateje

kunne fortælle, at selv om regeringen havde sørget for, at der var adgang til distriktskirurger, ville bonden i hans nordsjællandske landsogn ikke henvende sig hos dem, fordi ”de ere jo ikke af hans eget Folkefærd”. Nogle gange var folk halvdøde af at følge de gamle husråd, de havde fået af familie og venner – eller af de kloge mænd og koner – før de nødtvunget søgte den kyndige læge.10 Indtil midten af 1700-tallet bestod den gamle, afgrundsdybe kløft mellem de fornemme, universitetsuddannede læger, der beherskede latin og i mange tilfælde også havde studeret ved udenlandske læreanstalter, og de simple bartskærere, der kom fra samfundets lavere klasser. De var begyndt som barberlærlinge, og når de var udlærte i at klippe hår og rage skæg, havde de videreuddannet sig i kirurgien. Men efter at Frederiks Hospital – ikke mindst takket være Simon Crügers indsats – var åbnet i 1757, havde flere og flere læger valgt at supplere den medicinske eksamen med en kirurgisk – ligesom flere kirurger supplerede deres uddannelse ved at studere medicin og aflægge eksamen ved fakultetet. Faktisk var flertallet af den kreds, som i september 1772 mødtes hos Tode for at stifte Det Medicinske Selskab, kommet til medicinen via kirurguddannelsen.

115504_det gode selskab_.indd 24

1772

”SelSkabet” – barn af OplySningStiden

18/07/2022 10.06