Kampen om Danmarks natur

SĂ˜REN OLSEN

Kampen om Danmarks natur

SĂ˜REN OLSEN

Kampen om Danmarks natur

DENNE BOG ER UDGIVET MED STØTTE FRA 15. Juni Fonden Statens Kunstråd Friluftsrådet

SĂ˜REN OLSEN

Kampen om Danmarks natur Fra fredskovsforordningen til genskabelsen af Filsø

G A D S F O R L AG

”Det vilde ikke være for meget forlangt af en Stat, at den skulde have Raad til at undtage enkelte Strækninger fra Dyrkning, at lade visse Skove, Moser, Søer, Holme osv. ubenyttede, eller ikke benytte dem anderledes, end at et fyldigt Planteliv og Dyreliv kunde trives.”

Zoolog Oluf Winge, 1886.

”Naturfredningssektoren har stort set kun formået at bremse naturforringelsen i de bedste naturperler. I de øvrige land- og vandskaber har man i bedste fald blot fået en nødtørftig registrering af skadernes fremadskriden op at stå. Der er således mere tale om en vis kontrol med naturafviklingen.”

Lektor i økologi Peder Agger, 1985.

4

Kampen om Danmarks natur

”Genopretningen af Filsø vil kunne danne skole, for her sker genopretningen af naturen for naturens egen skyld og ikke, som mange andre projekter, for at rense op efter landbrugets forurening. (…)

Lykkes projektet, får vi natur i international særklasse, og Danmark vil her få et af sine mest spektakulære naturområder.”

Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, 2012.

5

Forord

Naturfredning er et forsøg på at fremme naturens vær­ dier og begrænse samfundets misbrug af naturens res­ sourcer. Kampen om Danmarks natur vil belyse helt nye sider af naturfredning i et bredt historisk per­ spektiv fra fredskovsforordningen af 1805 til genopret­ telsen af Filsø, der blev påbegyndt i 2012. Der er tale om naturfredningssagens danmarkshistorie!

Det er en fortælling om, hvordan naturelskere og grøn­ ne foreninger, staten og naturfonde gennem de sid­ ste lidt over 200 år har kæmpet og virket til gavn for en bedre og rigere dansk natur. Ud over at beskrive de vigtigste begivenheder om emnet vil fokus være på de mange ildsjæle – amatører såvel som professionelle – der tålmodigt har arbejdet til gavn for naturen.

Det har været et privilegium at få mulighed for at skri­ ve denne bog. Jeg har gennemgået den naturhistoriske litteratur om emnet, arbejdet mig igennem arkivmate­ riale, både på Rigsarkivet og andre arkiver, og snakket med en hel del mennesker, der på forskellig vis har ar­ bejdet med naturfredning, naturbeskyttelse og natur­ forvaltning siden 1950’erne. I flere tilfælde har jeg end­ da talt med deres børn, der nu er oppe i årene, for at få opklaret nogle spørgsmål om deres fædres virke.

Siden jeg voksede op i en baggård på Vesterbro i Kø­ benhavn, med udsigt til Skydebanehavens legeplads og

6

Kampen om Danmarks natur

park med stære, stålorme og mere end 100-årige træer, har jeg interesseret mig for de bagvedliggende årsager til, at dansk natur og landskab ser ud, som det gør. I mange år havde jeg en idé om, at jeg ville skrive en bog om danske naturaktivister, der havde arbejdet med na­ turfredning og naturbeskyttelse. Men jeg manglede et perspektiv på idéen, foruden en anledning. Den kom i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings 100-års jubilæum i 2011, da jeg fik til opgave at skrive foreningens historie til medlemsbladet Natur & Miljø, og det gav mig mulighed for at dykke ned i arkivmate­ riale og litteratur og interviewe aktive naturforenings­ folk.

Herefter kunne jeg ikke slippe emnet, som rummer alt, alt for mange ufortalte og ukendte historier. Takket være arbejdslegater kunne jeg fortsætte, og resultatet er denne bog. Men jeg håber, at andre vil tage nog­le af dens emner op til videre behandling. Især er der behov for at få undersøgt og beskrevet det store arbej­de, som naturglade amatører har ydet for dansk natur. Ligele­ des er det arbejde, som fremsynede jægere og forstfolk såvel som engagerede lystfiskere, entomo­loger og bo­ tanikere har bidraget med til beskyttelse af naturen, langt fra udtømmende beskrevet. En beskrivelse af den ofte lange, seje kamp for landets fredede områder kun­ ne også være et interessant bidrag til danmarkshisto­ rien.

Jeg skylder en lang række personer tak for både op­ lysninger og især drøftelse af forskellige pro­ blem­ stillinger og historiske begivenheder. Men især skylder jeg en meget stor tak til 15. Juni Fonden, Aage V. Jensen Fond, Statens Kunstråds Litteraturudvalg, Jægernes Naturfond og Autorkontoen for deres venlige tildeling af arbejdslegater. Denne økonomiske støtte har været helt afgørende for, at jeg har kunnet foretage den om­ fattende research, som bogen hviler på. 15. Juni Fonden

har desuden været så venlige at yde en stor økonomisk støtte til selve produktionen, så bogen fremstår smuk og indbydende, hvilket fonden skal takkes hjerteligt for. Ligeledes fortjener Friluftsrådet og Statens Kunst­ råd tak for støtte til trykningen, der har bidraget til, at bogen kan erhverves til en fornuftig pris.

Søren Olsen, Ebeltoft, foråret 2015

Forord

7

Indhold

Forord 6

1. DEL / INDLEDNING

10

Natursyn, landskab og naturtyper

12

En mangfoldighed af natursyn

13

Det økologiske natursyn

16

Gråandens fredning og fasanopdræt

75

Kampen mod rovvildtet

78

Kritik af jagtforeningens vildtforvaltning

79

Jagtlovene i 1922 og 1931

83

Fasandyret trækker fronterne op

84

88 90

Det danske landskab

17

Naturvidenskabsfolk tager ansvar – fra brødrene Winge til Naturrådet

En mangfoldighed af naturtyper

18

Fristeder for ”skadelige Dyr”

Kulturspor i landskabet

33

De første artsfredninger

91

Wingebrødrene sætter gang i fredningssagen

93

2. DEL / EMBEDSMÆND OG NATURROMANTIKERE Fredskovsforordningen af 1805 og ”Skovenes gode Behandling”

34

Udvalget for Naturfredning

95

Naturfredningsrådet

98

Videnskabelige reservater

100

Naturrådet

102

108

36

Overskov og underskov

41

Fra græsningsskov til kulturskov

42

Den naturhistoriske lægmandsbevægelse og lokale græsrødder

Fra kulturskov til fritidsskov

48

Naturforeninger i 1800-tallet

111

Aktive amatørnaturhistorikere

112

Landsdelsforeninger og redaktører

113

De mystiske højmoser og nationalromantiske fredninger

54

”Den jyske mafia” og andre frodige græsrødder

115

Højmoser som råstofgrave

58

Kvindelige amatørnaturhistorikere

120

Kancellifredninger af oldtidsminder

64

Fredning af rokkesten og vandreblokke

67

Foreningen for Naturfredning og den første naturfredningslov

124

De afspærrede strande

126

3. DEL / FORENINGER OG NATURHISTORIKERE 70

Naturfredningsforeningens rejsningsret

127

Sådan begyndte Naturfredningsforeningen

128

Fra kampen for ”Vildtets Fredning” til ”Fasandyret” 72

Kampen for Jægersborg Dyrehave

131

Naturfredningsforeningen bliver landsdækkende

134

Jagtens historie til 1884

”Ikke Plads for kongelige Gæster”

134

8

Kampen om Danmarks natur

74

Naturfredningsarbejdets udfordringer med Struckmann ved roret

DN-ansatte som kupmagere

232

138

Naturfredningsloven af 1969

233

Lysmagerens formørkede natursyn

140

Vokseværk i Naturfredningsforeningen

233

Jyske hedefredninger

144

Kampvalg om præsidentposten

236

Badelivets glæder

147

Naturbeskyttelsesloven af 1992

227

Naturfredningsloven af 1937

151

Stadig brug for naturens uafhængige advokat

242

Frem mod bæredygtig jagt – fra vildtforskning til markvildtslav

244

Kroferien, Stauning ikke var på!

153

Afvanding, biler og kirkegårde

159

Naturfredningsarbejdet blandt unge

160

Jægerne finansierer vildtforskning

4. DEL / GRÆSRØDDER, FAGFOLK OG NATURFONDE

246

Vildtbiologisk Station på Kalø

248

Vildtbiologi som forvaltningsredskab

249

Vildt som afgrøde

250

Danmarks Miljøundersøgelser

254

168

Egon Sørensen og jagtloven af 1967

255

171

Jagten på jægerne og et jægerkup

257

Naturfredningskommissionen 172

Vildtforvaltningsrådet

260

Naturparker og Sten Bjerke

174

Jagtloven af 1982

262

Ferdinands fornemmelse for fugle

177

Kristian Raunkjær og køkkenbordsforliget

262

Jægerforbundet og markvildtslav

265

Staten i gummistøvler – fra naturkommission til Naturstyrelsen Viggo Nielsen og Kulturministeriets 4. kontor

166

Fredningsstyrelsen 179 Feltstationernes storhed og fald

181

Skov- og Naturstyrelsen

187

Natur og Ungdoms virke for naturforståelse og naturbeskyttelse

190

De private naturfonde – fra Fugleværnsfonden til ”Onkel Aage”

270

Filsø og Johannes Larsen

270

Idealistiske tanker om private naturfonde

273

Biologisk Samling og pædagogiske feltornitologer

192

Fugleværnsfonden

274

System Joensen og kyllingeprincippet

194

Danmarks Naturfond

276

”Mit vandhul er væk – jeg forstår ikke et kvæk!”

198

Henrik Staun og de langelandske reservater

282

Fra småbiotoper til børneklubber

200

Fra 15. Juni Fonden til Jægernes Naturfond

282

Ildfuglene flyver!

205

Aage V. Jensens Fonde

284

Lokalafdelinger og tidsskrifter

205

De jyske udbrydere, ØBF og BFN

208

Den lange, stædige kamp for rovfuglene

210

Rovfuglenes historie

212

Til kamp for rovfuglene

213

Truslen fra miljøgiftene

218

Så blev Danmark atter ørneland

218

Da naturfredningssagen blev en folkebevægelse

224

Sådan fik vi vandmiljøplanen

228

Formandsskifte, uro og dårlig presse

228

Et ønske om mere og bedre natur

292

Naturkamp er værdikamp

296

Fremtidsvisioner for Naturdanmark

300

Omstilling til modvækst

301

Kilder og litteratur 304 Tidstavle 312 Tak for hjælpen 316 Billedliste 318 Personregister 322 Stedregister 326

Indhold

9

1 10

Kampen om Danmarks natur

Indledning

Kapitel 1

11

Natursyn, landskab og naturtyper Det danske landskab er grundlaget for naturen, men det er natursynet, der skaber indholdet, fra romantikkens natursværmeri over det nytteprægede og rationalistiske natursyn til det økologiske natursyn. Det er først og fremmest de for et så lille land mange, vidt forskellige naturtyper, der er genstand for naturfredning og naturbeskyttelse, men også nogle af landskabets kulturspor er det vigtigt at frede og bevare for eftertiden.

Søndag den 14. oktober 2012 var ornitolog og øjenlæ­ ge Kim Frost fra Nykøbing Mors taget ud til fugletårnet ved Nors Sø ved Hanstholm Vildtreservat. Han havde sit Zeiss Photoscope med sig, et teleskop med digitalka­ mera, for det kunne jo være, at der kom en havørn forbi.

Han stod sammen med en flok andre ornitologer, der var optaget af at følge en sjælden nordisk lappedykker i deres teleskoper. Lige indtil en råbte: ”Ulv, ulv!”.

Og ganske rigtigt, på den anden side af søen kig­ gede en ulv på flokken af ornitologer, og det lykkedes Kim Frost at fotografere dyret på omkring 500 meters afstand.

At det ikke bare var en ulvelignende hund, blev be­ kræftet senere, for den 16. november 2012 blev dyret fundet dødt. Efter nærmere undersøgelser kunne Na­ turstyrelsen den 7. december bekendtgøre i en presse­ meddelelse, at der virkelig var tale om en ulv, og at den var død af en stor tumor i brysthulen. Man kunne end­ da genetisk bevise, at den stammede fra en ulvefamilie i delstaten Sachsen i det østlige Tyskland.

12

Kampen om Danmarks natur

I et par år havde der været rygter om ulve i Jylland. Nu havde man så at sige et lig på bordet, der beviste forekom­ sten af vild ulv i Danmark for første gang i 199 år. Den øst­ tyske ulv var omkring 3½ år gammel, da den døde i Thy. I de følgende måneder blev mindst to andre ulve i det midtjyske fotograferet af vildtkameraer, og DNA-prøver af døde hjorte og får viste, at de var blevet dræbt af ulve.

Alt dette medførte, at Miljøministeriet den 26. fe­ bruar 2013 officielt optog ulven på listen over be­ skyttede, danske dyr. Ulven var vendt hjem!

Ulven har gammelt borgerskab i Danmark. Frem til middelalderen var den udbredt både på Øerne og i Jylland. Helt tilbage i 1357 udsendte kong Valde­ mar Atterdag en ordre om at bekæmpe ulvene, og i 1500-tallet blev den udryddet på Sjælland. I Jylland holdt ulven dog stand, og bestanden voksede må­ ske ligefrem i 1600-tallet på grund af pest og krige.

I 1700-tallet gik det dog stærkt tilbage for den jyske ulv, og den allersidste blev skudt i 1813 ved Estvad­ gård syd for Skive.

Det historiske billede af ulven i Hanstholm Vildtreservat

Obduktionen af den første ulv i Danmark i nyere

blev taget af Kim Frost den 14. oktober 2012. Et par års

tid foregik på Landbohøjskolen 22. november 2012

rygter om forekomst af ulve i Jylland blev hermed bekræf-

og blev foretaget af seniorforsker Tim Kåre Jensen

tet, og siden er det til fulde blevet dokumenteret, at ulven

fra DTU Veterinærinstituttet. I baggrunden står (fra

for alvor er vendt tilbage til Danmark.

venstre) zoologerne Mogens Trolle og Hans J. Baagøe fra Zoologisk Museum og Morten Elmeros fra Aarhus

Det danske kulturlandskab passer åbenbart ulven for­ trinligt, og det er udelukkende et spørgsmål om natur­ syn, om den skal være i dansk natur eller ej. Det var da­ tidens natursyn, der gjorde den fredløs, frygtet og til sidst udryddede den i 1813. Og det er nutidens natur­ syn, der i 2013 har accepteret den, ja, ligefrem budt den velkommen.

Historien om ulven illustrerer meget godt, hvad der afgør, hvilken natur vi har her i Danmark. Det er det i tiden gældende natursyn, der ligger til grund for naturforvaltning og naturfredning. Det kan sammen­ lignes med en computer, som lidt forenklet udtrykt be­ står af to ting, nemlig hardware og software, de fysi­ ske maskindele og programmerne. Ved hjælp af dette kan man frembringe alverdens ting, dårlige såvel som gode. Valget ligger hos brugeren.

Landskabet kan sammenlignes med computerens fysiske dele, og natursynet kan sammenlignes med programmerne. Landskabet ligger, hvor det ligger, og er, som det er, men naturens indhold er bestemt af, hvilket program man anvender.

Da det er natursyn, der skaber natur, bliver natur­ kamp også en værdikamp. Kampen for naturen hand­

Universitet, Kalø.

ler i bund og grund om, hvilket program, hvilket natur­ syn, man anvender. Og det er til stadighed skiftet. Set i det lys er det lettere at forstå naturfredningssagens hi­ storiske forløb i de sidste 200 år, som under en rent na­ turmæssig synsvinkel kan virke som lidt af en slingre­ kurs. Eller som to skridt frem og et tilbage, eller i an­ dres øjne måske et skridt frem og to tilbage.

En mangfoldighed af natursyn Man skal gøre sig klart, at der ikke eksisterer et enty­ digt, endsige officielt natursyn. Det handler helt enkelt om, hvordan man behandler og bruger naturen, så der­ for er et natursyn samtidig et menneskesyn. Ligesom man siger: ”Vis mig din bogreol, og jeg skal sige dig, hvem du er”, kunne man også sige: ”Fortæl mig dit na­ tursyn, og jeg skal sige dig, hvem du er”.

Over tid har skiftende natursyn domineret sam­ fundets generelle opfattelse af naturen og været for­ udsætningen for naturforvaltning og naturfredning.

1 / Indledning

13

Dokumenterede forekomster af ulv i Danmark 2012-14. ­Felterne viser dels positive DNA-prøver (fra ulveekskrementer og spytprøver fra byttedyr), og hvor der er taget fotos fra vildtkameraer.

Men der har også været tale om, at flere, samtidige na­ tursyn har påvirket hinanden og den måde, naturen er blevet behandlet på.

Fra slutningen af 1700-tallet og hen over midten af 1800-tallet var forholdet til naturen stærkt præget af en naturfilosofi, som både var en naturvidenskabelig og filosofisk tilgang til natur. Det var en helhedsfiloso­ fi, der havde rod i tysk og fransk filosofi, med den ty­

14

Kampen om Danmarks natur

ske filosof Immanuel Kant fra Königsberg i Østpreus­ sen som en central skikkelse.

En anden markant person i udformningen af denne naturfilosofi var den tyske filosof Friedrich Schelling, om hvem Helge Kragh skriver i Natur, Nytte og Ånd 1730-1850 (Dansk Naturvidenskabs Historie, bind 2):

”Schelling og de af ham inspirerede naturromantikere antog en grundlæggende enhed mellem ånd og natur, sådan at den ene ikke kan eksistere uden den anden. Som ånden er den usynlige natur, sådan er naturen den synlige ånd. Man kunne ganske vist

godt betragte naturen udefra, som man traditionelt havde gjort i de empiriske videnskaber, og i så fald ville den fremstå som passiv og åndløs; men naturen har også en indre side, der i højere grad er dens sande væsen, og som sådan udgør den et aktivt og skabende hele, en organisme der ikke kan forstås ad kun sansningens vej. Da dette naturens indre væsen er uadskilleligt fra den menneskelige ånd, kan det erkendes spekulativt eller intuitivt af særligt begavede tænkere, genierne (hvortil naturphilosopherne naturligvis selv hørte). En ren spekulativ fysik er derfor en mulighed, ja den eneste mulighed for at opnå indsigt i naturen på det mest grundlæggende niveau.”

Det var et smukt og idealistisk natursyn, og det inspi­ rerede danske videnskabsmænd som H.C. Ørsted og P.W. Lund foruden en lang række af vores bedste billed­ kunstnere som C.W. Eckersberg og J.Th. Lundbye.

Det naturfilosofiske natursyn har rødder tilbage til oldtidens græske filosoffer, bl.a. Aristoteles. Som den første systematiske udforsker af den biologiske verden skrev han om sine dyrestudier og udtrykker glæden ved naturens mangfoldighed: ”Ethvert område af naturen er eventyrligt, (…) vi skal ikke vige tilbage for at studere enhver slags dyr uden ubehag; for hver og en vil vise os noget naturligt og noget skønt.”

Det naturfilosofiske eller romantiske natursyn kom til udtryk ved, at man var stærkt optaget af fortidsmin­ der og den dramatiske, vilde natur, som man ønskede at frede og beskytte. Da man i første halvdel af 1800-tallet fredede stendysser, slotsruiner og sagnomspundne van­ dreblokke, skete det i forlængelse af dette natursyn.

Men romantikkens natursværmeri var dog ingen hindring for, at man også fredede naturområder af statsøkonomiske årsager, hvilket fredskovsforordnin­ gen af 1805 og fredningen af Gammelmosen i 1844 er eksempler på. Og man kunne godt være naturromanti­ ker og et oplysningsmenneske samtidig, hvilket natur­ videnskabsmanden H.C. Ørsted og reformatoren C.D.F. Reventlow er eksempler på.

Det stigende antal selvejerbønder i 1800-tallet og den deraf udbredte ejendomsret, den teknologiske ud­ vikling, der muliggjorde en mere effektiv udnyttelse af

Edvard Erslevs klassiske værk fra 1871, Om de glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland, handler først og fremmest om ulvebestandens historie i Danmark. Bogen indeholder flere mundtlige beretninger fra øjenvidner til de sidste oprindelige ulve i Jylland.

landbrugsjorden, og den stigende befolkningstilvækst, der medførte en større grad af urbanisering, lagde et stigende pres på naturens ressourcer. Og det nyttepræ­ gede og rationalistiske natursyn begynder at slå igen­ nem som det grundlæggende natursyn i anden halvdel af 1800-tallet.

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche gjorde op med natursværmeriet, som han mente var for de ”svage og

1 / Indledning

15

utilfredse” og ikke for de ”stærke og mægtige”. Nietz­sche blev eksponent for en rationalistisk tilgang til natu­ ren og tilværelsen. Herhjemme blev arkitekt Poul Hen­ ningsen fortaler for et lignende nyttepræget natursyn og mente, at naturfredning var nationalromantisk og dybt reaktionært.

Dette rationalistiske natursyn kaldes også for et ”despotsyn”. I en rapport fra Naturrådet opsummere­ de mag.art. i filosofi Karsten Schnack despotsynet på denne måde:

”I industrisamfundets despotsyn ligger al natur åben for teknisk manipulation. Der er ingen naturlige grænser. Ingen bjerge er for hellige til at bestige, ingen vandløb for hellige til at udrette eller opdæmme, ingen træer for hellige til at fælde, ingen arveanlæg for hellige til at ændre. (…) Spørgsmålet er, om hele den rationelle videnskabelige tænkemåde er blevet bundet op i et naturvidenskabeligt-teknologisk kompleks, der forstår sig selv som neutralt, men netop derigennem er udtryk for et despotsyn, som lægger op til en styring og kontrol, som ikke er mulig.”

Det rationalistiske natursyn har været dominerende siden slutningen af 1800-tallet op til i dag, men sidelø­ bende har der eksisteret flere konkurrerende natursyn i store dele af befolkningen.

Efter tabet af hertugdømmerne Slesvig-Holsten i 1864, hvor en tredjedel af det danske rige forsvandt til preusserne, spredte den nationalromantiske stem­ning sig yderligere. Resten af den ufrugtbare hede skulle brækkes op og dyrkes eller tilplantes, og de ældgam­ le nationale ”naturmindesmærker” skulle fredes og be­ skyttes. Stiftelsen af Udvalget for Naturfredning i 1905, Foreningen Bornholm i 1906 og Foreningen for Natur­ fredning (den senere Danmarks Naturfredningsfor­ ening) i 1911 havde alle til formål at frede og beskytte smukke udsigter.

I 1920’erne og 30’erne slog det rekreative natursyn igennem i brede befolkningsgrupper. På grund af sti­ gende fritid bliver naturen nu betragtet som ét stort motionsrum til brug ved vandring, sport og naturiagt­ tagelser. Det er helt i overensstemmelse med tidsån­

16

Kampen om Danmarks natur

den, at selv landsfaderen Thorvald Stauning blev vun­ det for naturfredssagen og bakkede op om, at alle og enhver skulle have adgang til skov og strand.

Det økologiske natursyn Efter anden verdenskrig skete der en voldsom tekno­ logisk udvikling, både inden for industrien og i land­ bruget, hvilket medførte et øget pres på naturen. Re­ sultatet blev reducering af naturarealerne på grund af bl.a. afvanding, opdyrkning, vejbyggeri og udstyk­ ning til parcel- og sommerhusgrunde. Samtidig skete der en direkte forurening af jord, vand og luft, både i Danmark og i alle andre industrilande.

Dette skabte bekymring både blandt fagfolk, der ellers ikke havde beskæftiget sig med naturbeskyttel­ se, og blandt befolkningen i almindelighed, der hav­ de fået mere fritid til at tage ud i naturen. Et nyt na­ tursyn, det økologiske, var undervejs, og den, der gav stemme til denne nye miljøbevidsthed, var den ameri­ kanske journalist og biolog Rachel Carson, der i 1963 udgav bogen Det tavse forår.

Selvom bogen primært handler om sprøjtemidlet DDT’s skadelige effekt på fugle, så blev den en øjenåb­ ner for alle, der arbejder med naturen. Den vakte en bevidsthed om menneskets afhængighed af naturen og dets magt til at ødelægge den. Dette skabte et be­ hov for en ny etik, som satte grænser for udnyttelsen af naturen. Det økologiske natursyn er kritisk over for den opfattelse, at naturen kun er materiale og middel for menneskets formål.

Det økologiske natursyn, der handler om at re­ spektere naturens egne processer, er langt hen ad ve­ jen faktisk en modificeret udgave af den gamle ro­ mantiske naturfilosofi. Også det økologiske natursyn forener naturvidenskab med en filosofisk refleksion over menneskets placering i naturen.

Biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche forklarer, i artiklen ”Naturfilosofiens genkomst” i tids­skriftet Kritik, at den moderne naturfilosofi er ”en idé som indtænker økologien, uden grøn fundamenta­ lisme og romantisering af de førindustrielle samfund, men også nøgtern i forhold til de kriser verden står i

Egebjerg i Nordjylland er et typisk dansk, kuperet landskab med både dyrkede marker og fredede naturområder.

nu. Naturfilosofi har en lettere altmodisch klang, men det vil antage en ny mening”.

Det danske landskab Der er næppe noget andet land i verden, som på så lille et areal har så varierede landskaber. Det danske land­ skab er en mosaik af grønne og blå pletter – i form af agerland, skove, enge og overdrev, søer og moser, læ­ hegn og vandhuller, kyst og strand – som gør indtryk og giver os oplevelser.

Fra slutningen af 1970’erne er heder, moser, enge og overdrev blevet omfattet af lovgivningen, og i mange tilfælde er det lykkedes at bevare disse sårbare natur­

typer. Siden 1989 er der desuden blevet genskabt skove, søer, våde enge og overdrev. Det hjælper truede plan­ te- og dyrearter til at overleve, mens andre, der var for­ svundet, nu er vendt tilbage. Havørnen er blevet dansk ynglefugl igen, odderen har spredt sig til hele Jylland og findes igen på Fyn, og orkidéerne trives fortsat man­ ge steder. Denne bedre og rigere natur giver større op­ levelser og rekreation. Og større livskvalitet.

Danmark ligger på grænsen mellem den vinter­ milde atlantiske region i vest og den mere kontinentalt prægede region mod øst. Det danner tærskelen mel­ lem Østersøens fersk- og brakvandsbassin og de salte hav­områder i Nordsøen og Atlanterhavet. Dette giver, sammen med beliggenheden mellem den tempererede nåleskovsregion i nord og den tempererede løvskovs­ region i syd, en forholdsvis rig natur.

Disse klimatiske forhold betyder, at der i Danmark findes mange forskellige arter af vilde planter og dyr i

1 / Indledning

17

ORDET NATUR Filosoffen Hans Fink har beskæftiget sig en del med natursyn og naturbegrebet. I kapitlet ”Eftertankens naturbegreb” i bogen Mennesket og naturen – Essays om natursyn og naturbrug kommer han ind på betydningen af ordet natur: ”Jeg ved ikke, hvordan man måler ords grad af kompleksitet; men der er ikke tvivl om, at ordet ’natur’ har et sjældent righoldigt sammenvæv af indbyrdes forbundne, men til dels direkte modstridende betydninger. (…) ’Natur’ kommer af latin: ’natura’, som er et substantiv dannet af det deponente verbum ’nascor, nasci, -, natu sum’ efter tredje bøjning, der betyder fødes, avles, komme til verden, opstå, udspringe, begynde og forekomme. (…) Via latin har vi ord som ’genus’ – grammatisk køn, ’ge-

landskab. Et landskab kan være sammensat af for­ skellige naturtyper, som marker, skov og levende hegn, men selve sammensætningen har en vis ensartethed, der adskiller dette landskab fra andre. Begrebet natur­ type sigter til et område, der er kendetegnet ved sær­ lige geografiske forhold, et særligt plante- og dyreliv samt fysiske og kemiske faktorer, uanset om de er helt eller delvis naturlige.

Danmarks natur kan opdeles i en række overord­ nede, afvekslende naturtyper: agerland, skove, moser, enge, overdrev, heder, søer og vandløb samt kyst. Ager­ landet er bortset fra byerne den naturtype, der er mest påvirket af mennesket, mens det er ved kysterne, man finder den mest vilde og oprindelige natur.

I Danmark findes der kun ganske få helt uberørte naturtyper. Næsten alt det, man i daglig tale kalder na­ tur, er i større eller mindre grad udsat for menneskelig påvirkning eller er opstået som følge af menneskets brug af det åbne land. Enge, overdrev og heder kaldes halvkul­ turtyper, da de hovedsagelig er opstået som følge af land­ brugsmæssig drift, og stort set kun opretholdes, ved at man fortsætter med en eller anden driftsform.

nerere’ – skabe, ’generator’ – skaber, ’genesis’ – skabelse, ’genitialier’ – kønsorganer, ’gen’ – ar-

Agerland

veegenskab, ’genetik’ – læren om arv, (…)

Danmark er et landbrugsland. Det åbne agerland op­ tager rundt regnet to tredjedele af landets areal. Indtil for nylig har opdyrkningen af landet været en fremad­ skridende proces, der har fundet sted på bekostning af andre naturtyper. Udviklingen i landbruget har haft og har stadig en afgørende betydning for en række andre naturtypers udbredelse og tilstand.

Det opdyrkede areal menes at have ligget på mel­ lem 10 og 20 procent i den tidlige middelalder. I 1682, da den første store opmåling af al Danmarks agerjord var gennemført og resultaterne nedfældet i såkaldte markbøger, var det steget til 29 procent, og omkring 1800, hvor agerlandets areal voksede kraftigt som følge

Og der er mange flere; men natur har altså fra begyndelsen med køn, forplantning, slægtskab og det medfødte at gøre, og i videre forstand med både skaber, skabelse, skabning, skabthed og det, der hører skabelse til eller kommer fra skabelsen.”

f­ orhold til landets størrelse. Man anslår, at der er over 30.000 plante- og dyrearter i Danmark.

En mangfoldighed af naturtyper

Et snedækket agerlandskab på Mols. Det opdyrkede ­areal menes at have ligget på mellem 10 og 20 procent i den ­tidlige middelalder, men optager i dag to tredjedele af

Den danske natur består af forskellige naturtyper, der tilsammen danner et landskab. Man kan for eksempel tale om skovlandskab, sølandskab eller herregårds­

18

Kampen om Danmarks natur

­landets areal. Så skal der skabes mere natur, skal det tages fra agerlandet, sådan som det er sket i forbindelse med ­skovrejsning og genoprettelse af søer.

20

Kampen om Danmarks natur

af landboreformerne, var omkring 40 procent af landet opdyrket.

Gennem opdyrkning af heden, landindvinding og afvanding i 1800-tallet og frem til midten af 1900-tal­ let voksede det opdyrkede areal yderligere. Efter 1950 er der sket en vis indskrænkning, i takt med at land­ brugsjord er blevet afgivet til byer, plantager og veje.

I de senere år er agerland desuden overgået til blandt andet skovrejsning og genoprettede søer.

Der er ikke meget naturindhold i en kornmark, men frodige marker kan give en god oplevelse set under en æstetisk, landskabelig synsvinkel. Det åbne ager­ land rummer også oaser for dyr og planter, nemlig de såkaldte småbiotoper, som omfatter levende hegn, di­ ger, skel, grøfter, vandhuller, gravhøje, vildtremiser (be­ plantninger til gavn for jagtbare dyr) og råstofgrave.

En fjerdedel af agerlandets småbiotoper er rester af tidligere større naturområder, for eksempel natur­ lige småsøer, moser og vandløb. Det er især disse våde naturtyper, der fortsat er truede, da mange af dem er forsvundet eller forandret. Til gengæld er de tørre småbiotoper, for eksempel beplantninger til gavn for jagten, i fremgang. De gamle diger, der stadig findes, er i dag beskyttet af naturbeskyttelsesloven fra 1992.

Skove Hvis Danmark blev overladt til naturens kræfter, vil­ le landet blive så godt som dækket af skov. Danmarks klima og jordbund er sådan, at træer på længere sigt vil udkonkurrere alle andre planter. Landets skovareal ligger i dag på knap 14 procent, hvoraf lidt over en tred­ jedel er løvskov og resten er nåleskov. Løvskovsarealet har været næsten konstant i over hundrede år, men er i stigning.

Endnu i middelalderen var Danmark et skovland med dyrkede lysninger, bortset fra Vestjylland, der hav­ de været næsten skovfrit siden jernalderen. I midten af 1200-tallet var mange af de fladeste og mest frugtbare Når løvskoven ser sådan ud, grøn og frodig med ane­moner i skovbunden om foråret, får mange danskere lyst til en udflugt i det grønne. Og mulighederne for skovture bliver bedre i de kommende år, for der arbejdes på at fordoble skovarealet til 25 procent af landets areal.

arealer inddraget til marker, mens de ringeste og mest bakkede arealer forblev skovklædte. Men selvom der ikke op gennem middelalderen blev ryddet mere skov til marker, så svandt skovarealet alligevel ind på grund af husdyrenes frie adgang til skovene.

I 1600- og 1700-tallet udstedte kongen flere for­ ordninger om ”bevarelse og opelskning” af ny skov, men stort set uden virkning. Dog blev en række sko­ ve i Nordsjælland sikret, fordi kongehuset begyndte at drive parforcejagt. I Sønderjylland blev der også sik­ ret nogle skovarealer i form af de såkaldte brudgoms­ kobler, idet loven i hertugdømmerne pålagde vordende brudgomme at plante et vist antal træer.

Sidst i 1700-tallet udgjorde Danmarks skove kun få procent af arealet, hvilket medførte en meget restriktiv lov, fredskovsforordningen af 1805, som blandt andet påbød, at skovene skulle indhegnes og husdyrene hol­ des ude, så nye træer kunne gro i fred. Den væsentligste udvidelse af skovarealet inden for de sidste 150 år er sket, ved at de jyske heder er blevet tilplantet med nå­ letræer. Naturindholdet i nåleskove er imidlertid ringe, selv om de dog har medført flere nye plante- og fugle­ arter, der har tilknytning til denne skovtype.

I 1989 vedtog Folketinget det mål, at skovarealet skulle fordobles i løbet af en trægeneration (80-100 år), så det kom til at udgøre 20-25 procent af Danmarks are­al. Formålet er at sikre rent grundvand, forbedre le­ vemulighederne for dyre- og plantelivet, sikre produk­ tionen af træ samt forøge lagringen af kuldioxid (CO2) i skovene. Etableringen af nye skove skal også tilgode­ se friluftslivet og befolkningens rekreative mulighe­der, især i nærheden af byerne. En stor andel af de nye sko­ ve vil bestå af hjemmehørende løvtræsarter, som har en rigere flora og fauna tilknyttet end de indførte træ­ arter.

En del af de nye skove anlægges på landbrugsjord, der giver bedre grobund for træerne end heder og san­ dede jorder, som man førhen typisk brugte til skov­ rejsning. Plantning af skov på landbrugsjord vil des­ uden gavne biodiversiteten. Generelt er den biologi­ ske mangfoldighed i skove større end i landbruget, ef­ tersom skovene drives mindre intensivt, og der bru­ges langt færre sprøjtemidler mod for eksempel ukrudt og insekter. Det større skovareal vil, ud over de rene pro­

1 / Indledning

21

duktionsskove, også omfatte flere urørte skove og an­ dre skove med et særlig rigt dyre- og planteliv.

Ølene på Bornholm er en smuk lavmose, der består af en fladvandet sø, småsumpe, enge og gamle tørvegrave, omgivet af birkeskov. Området er et vildtreservat med

Moser

begrænset adgang og minder meget om en svensk

Moser opstår, hvor overfladevandet naturligt samler sig i lavninger i landskabet, eller hvor grundvandet ligger højt. Man anslår, at mosernes andel af det åbne land udgjorde omkring 25 procent frem til år 1800. Si­ den har afvanding og tørvegravning gradvis reduceret mosernes udstrækning til cirka en-to procent. Moser kan deles i to hovedtyper, højmoser og lavmoser, hvilke sidste man dog ofte omtaler som kær eller kærmoser.

Højmosen er nok Danmarks mest mærkelige na­ turtype. En højmose modtager kun vand og nærings­ stoffer fra luften og bliver derfor næringsfattig og sur.

Dette giver kun grobund for ganske få arter, især tør­

skovmose. Fra fugletårne er der udsigt over området.

vemosser, som med et botanisk navn kaldes for sphag­ num. Mossernes tørv, sphagnumtørvet, nedbrydes me­ get langsomt og holder godt på den smule næring, mosset har optaget fra regnen. Det er derfor, hele høj­ mosefladen gynger, når man træder på den.

Som navnet antyder, hvælver mosefladen sig op som lave kupler over det omgivende landskab. Kupler­ ne består ved et nærmere eftersyn af såkaldte tuer og høljer. Tuerne er forholdsvis tørre og bevokset med revling, pors, hedelyng, tuekæruld og blåtop. Mellem

BESKYTTELSE AF § 3-NATURTYPER De artsrige naturtyper har i årtier været under stærkt

sker, når et areal vokser sig ind i eller ud af beskyt-

pres og har været under hastig reducering. De lov-

telsen, som f.eks. når en tidligere råstofgrav udvikler

givningsmæssige tiltag for at beskytte bestemte na-

sig til en sø, eller en eng gror til med krat.

turtyper blev taget i 1970’erne og 80’erne. I 1992 blev disse bestemmelser udvidet til naturbeskyttelseslo-

Tabellen nedenfor er en oversigt over de enkelte na-

ven, som blandt andet indeholder bestemmelser om

turtyper for årene 1996 og 2006.

beskyttelse af forskellige naturtyper.

Disse bestemmelser er beskrevet i lovens § 3 og

1996 – hektar

2006 – hektar

56.735

62.896

omtales i naturforvaltning som § 3-naturtyper. De handler om søer, moser, ferske enge, strandenge,

Sø

heder, overdrev og vandløb. Omkring 9,5 procent

Mose

af Danmarks areal er beskyttet gennem naturbe-

Eng

skyttelseslovens § 3, og arealmæssigt svarer det til 407.209 hektar.

89.919

92.817

103.722

96.379

Strandeng

43.622

42.870

Overdrev

25.986

27.792

Hede

82.013

84.455

401.996

407.209

Disse naturtyper er beskyttet overalt, hvor de forekommer i Danmark. De beskyttede naturtyper er re-

I alt

gistrerede, men et areal kan godt være beskyttet, selvom det ikke er registreret som beskyttet. Det

22

Kampen om Danmarks natur

Kilde: Naturstyrelsen.

tuerne breder de lavere og mere fugtige høljer sig, be­ vokset med tranebær, næbfrø og soldug.

Omkring højmosekuplen dannes et næringsrigt bælte, kaldet lagg, af vand fra højmosen og den omgi­ vende jord. Mellem dette bælte og højmosefladen kan der opstå en såkaldt kantskov med nøjsomme træer som birk.

I modsætning til højmoser modtager lavmoser el­ ler kær vand og næringsstoffer fra det omkringliggen­

24

Kampen om Danmarks natur

Den smukke vibe er traditionelt blevet opfattet som karakterfugl i det åbne danske landskab, men er i kraftig tilbagegang. Den yngler på strandenge, enge og marker med lav vegetation, og den type naturområder er der blevet færre af siden midten af forrige århundrede.

de grundvand. Alt efter mængden af næringsstoffer deles kærene almindeligvis op i fattigkær, som er ud­ bredt i Vestjylland, og rigkær, der er den almindeligste

mosetype i Østdanmark. Plantemæssigt er fattigkæ­ rene de artsfattigste, mens rigkærene er de artsrige­ ste. Hvis rigkærene ikke afgræsses eller på anden vis udsættes for naturpleje, vokser de dog hurtigt til med høje urter og derefter buske og træer.

Enge Enge er lavtliggende, græsklædte områder, der ofte ligger langs vandløb (ferske enge) eller langs kysten (strandenge). Hvor vandløbene ikke er reguleret, over­ svømmes de ferske enge i vinter- og forårsmåneder­ ne med næringsrigt vand fra åen. Den traditionelle driftsform på disse enge er græsning og høslæt, hvil­ ket giver grundlag for et lavtvoksende, artsrigt plante­ liv og et rigt fugleliv. Hvis denne menneskeskabte på­ virkning ophører, vokser engen til med buske og træer.

Der findes ferske enge over hele landet, men de er i stærk tilbagegang, især i Østdanmark, hvor de man­ ge steder lovligt eller ulovligt pløjes op, hvorefter den lokale kommune lovliggør det med tilbagevirken­ de kraft. I andre tilfælde forsvinder enge på grund af overbelastning med ammoniak, hvorved sjældne og sårbare planter uddør. De største engarealer ligger i Jylland, først og fremmest i ådale og ved bredderne af de større søer. Landets største, nogenlunde sammen­ hængende engareal er dog Tøndermarsken i Sønder­ jylland.

I det moderne danske landbrug er der ikke så man­ ge kreaturer på græs som tidligere, og derfor gror en­ gene til med høje urter, buske og træer. Denne tilgro­ ning betyder, at vadefuglene forsvinder og erstattes af spurvefugle. Også gødskning af enge har en uheldig virkning. Gødskning får mange græsser til at vokse bedre, så de fortrænger sjældnere planter, for eksem­ pel orkidéer. Også dræning af enge med lav vandstand til følge har negative virkninger for vadefuglene.

Overdrev Ved et overdrev forstås åben, tør og ofte stenet jord, der domineres af græsser og tjørnekrat. Overdrevet er med andre ord det nærmeste, man i Danmark kommer udenlandske naturtyper som savanne, steppe og præ­ rie. Men i modsætning til disse overvejende klimabetin­ gede naturtyper opstår overdrev under vore himmel­

strøg som følge af græsning og høslæt. Et overdrev, der bliver overladt til sig selv, vil derfor vokse til med skov.

Historisk set lå overdrevene i udmarken, som var placeret fjernest fra landsbyen. Oprindelig var over­ drev en betegnelse for al den udyrkede jord, der lå uden for landsbyens marker, uanset jordforhold el­ ler bevoksning. Overdrevene blev tit anvendt til som­ mergræsning. Senere blev de lettere tilgængelige over­ drev taget under plov og opdyrket, mens de mere util­ gængelige og bakkede overdrev har overlevet til i dag, hvis de da ikke er blevet tilplantet.

I dag er de saltpåvirkede strandoverdrev den mest udbredte overdrevstype. Overdrev på meget sandet jordbund kaldes også sandoverdrev eller sandmarker og adskiller sig fra heder, ved at der ingen dværgbuske er. Agerlandets åbne gravhøje fra stenalderen må i en plantemæssig sammenhæng betragtes som små over­ drev. En særlig type overdrev findes i det bornholmske klippeterræn, nemlig de såkaldte klippeløkker.

Heder De danske heder er opstået ved afbrænding, græsning og udpining af de sandede jorder i oldtiden og op gen­ nem middelalderen. Utallige forekomster af kulpartik­ ler har afsløret, at det var afbrænding, sandsynligvis for at skabe bedre græsningsforhold, der medførte he­ delyngens spredning. Hedelyng er den naturlige vege­ tation på udpinte, askegødede markarealer.

I Vestjylland opstod hederne allerede i jernalde­ ren, for omkring 2.000 år siden, muligvis hjulpet på vej af en ændring af klimaet, så det blev koldere og mere regn­fuldt. Forvandlingen fra skov til hede foregik hur­ tigt i Vestjylland, fordi skoven i forvejen havde svært ved at klare sig på de magre, forblæste sandjorder.

Heden var og er i dag stort set en vestdansk natur­ type, da den er knyttet til sandede, næringsfattige jord­ bundsforhold. På den østdanske, næringsrige lerjord udvikles aldrig en hedevegetation. Her resulterer af­ brænding, græsning og udpining i, at der dannes over­ drev. Den allertørreste hedetype kaldes lichénhede, og landets største hede af den art findes på Anholt.

Omkring år 1800 havde heden sin største ud­ strækning, idet ikke mindre end 40 procent af Jylland var dækket af hede. I de sidste hundrede år er hede­

1 / Indledning

25

O V E R D R E V E T H I S TO R I S K S E T Før udskiftningen sidst i 1700-tallet var driftsformen i lands-

man i dag genfinder ordet ”overdrev” i en mængde sted-

byfællesskabet baseret på tre enheder: tofterne, bymarken

navne, skyldes det ordets gamle betydning og er ikke nød-

og overdrevet. Hver gård i landsbyen havde en toft, et styk-

vendigvis et vidnesbyrd om tidligere såkaldt overdrevsve-

ke indhegnet jord umiddelbart ved gården, som kunne bru-

getation i området.

ges til køkkenhave eller lignende. Bymarken lå lige uden for landsbyen og var delt op i nøje afmålte lodder i hver eneste

Udskiftningen af landbrugsjorden medførte, at de fleste

af landsbyens agre til hver gård. Overdrevet lå længere væk

overdrev forsvandt. En stor del af gårdene blev nemlig flyt-

end bymarken. Det kaldtes også udmarken og blev brugt til

tet ud fra landsbyerne, og hver bonde fik sin egen jord sam-

græsning for landsbyens husdyr.

let omkring gården. De bønder, der fik jord på overdrevene, rensede jorden for sten og pløjede det meste op. Kun de

Betegnelsen overdrev blev dengang brugt om alle former

arealer, der var vanskelige at dyrke, fik lov til at bestå som

for udyrkede arealer, lige fra sandede til frodige jorder. Når

overdrev.

Fyns Hoved er et bakket overdrevslandskab med stejle klinter. I 1810 delte bønderne jorden mellem sig i en række strimler og lagde sten i skellene, hvilket stadig kan ses flere steder i det fredede område.

26

Kampen om Danmarks natur

arealerne gået tilbage med 90 procent. Derfor har der i de senere år været udfoldet store anstrengelser for at bevare og pleje heden som naturtype. Det anslås, at hede­arealet er på godt 80.000 hektar, svarende til 1,9 procent af Danmarks areal.

Søer og vandløb Søer og vandløb samt kilder, bække og åer kaldes også de ferske vande. Både søer og vandløb er normalt for­

Den 14 hektar store, fredede Sem Hede syd for Mariager Fjord i Østjylland ligger klemt inde mellem plantager. Så hvis ikke der til stadighed foretages naturpleje, vil den gro til i krat og senere skov.

sænkninger i terrænet. Generelt består forskellen mel­ lem de to hovedgrupper i, at en sø har stillestående vand, mens et vandløb har rindende vand. De stillestå­ ende vande, søerne, er karakteristiske ved, at bredder­

1 / Indledning

27

Vilsted Sø i Himmerland er et godt eksempel på et vellykket naturgenoprettet landskab. Søen er i dag den største ferskvandssø i Nordjylland, og Aage V. Jensen Naturfond ejer størstedelen af området.

ne sjældent er parallelle, mens det er et af kendetegne­ ne på et vandløb.

Der findes flere typer af naturlige søer, foruden de kunstige. Den mest almindelige søtype herhjemme er den næringsrige sø, som gennem sit tilløb modta­ ger store mængder næringsstoffer, der til tider skaber en mængde alger, som gør vandet uigennemsigtigt og grønt eller blågrønt. Hvor jordbunden er næringsfat­ tig og sandet, det vil sige især i Sydvestjylland, er den næringsfattige søtype almindelig. Disse søers vand er klart, og lyset kan nå ned i næsten 10 meters dybde.

28

Kampen om Danmarks natur

Den brunvandede søtype har fået sin farve på grund af et stort indhold af humusstoffer fra omgivende muld- eller tørvelag. Denne søtype findes derfor ofte i skove og moser med tørvegrave, og der er ofte tale om mindre søer. De fleste brunvandede søer er nærings­ fattige.

Mange danske søer er kunstige. Allerede i vikinge­ tiden begyndte man at anlægge vandmøller og mølle­ damme. Ved større gårde og herregårde findes fiske­ damme eller voldgrave. Mergel- og tørvegrave samt andre råstofgrave er også blevet omdannet til søer.

Vandløbene fungerer som naturlige afvandings­ systemer i landskabet, idet de fjerner overskydende regn- og grundvand. Undervejs fra kilden til udmun­ dingen påvirker vandløbet naturen ved både at gnave i landskabet og afsætte aflejringer. De danske vandløb

kan inddeles i naturlige vandløb, bække og åer, og de kunstige vandløb, grøfter og kanaler. Men der kan ikke skelnes skarpt mellem de forskellige typer, idet de fle­ ste naturlige vandløb i dag er blevet reguleret i større eller mindre grad.

I Danmark findes der knap 3.000 søer, som er stør­ re end én hektar (10.000 m2), og omkring 100.000 dam­ me og småsøer. Der skønnes i dag at være cirka 35.000

DENNE SIDE Den fredede natur ved Lerkenfeld Ådal er blandt Limfjordens smukkeste landskaber. Her et kig fra Storholm i nærheden af herregården Lerkenfeld.

NÆSTE SIDE På grund af de solrige og tørre skrænter på sydsiden af Røsnæs ved Kalundborg vokser her en del solelskende planter, som lokker flere sjældne insektarter til.

1 / Indledning

29

30

Kampen om Danmarks natur

Kapitel 1

31

Maleri af Dankvart Dreyer fra 1843: Strandparti med Klitter.

Jyllands Vestkyst. På grund af naturfredningsloven af 1937 findes der stadig masser af sådanne naturscenerier langs de danske kyster.

km naturlige vandløb samt cirka 25.000 km menneske­ skabte grøfter og kanaler.

Kysten Kysterne er under konstant forandring som følge af ha­ vets påvirkning og er derfor den mest dynamiske og na­ turlige natur, vi har. Intet sted i Danmark er der længe­ re end 52 km til en kyst. De danske kyster har en samlet længde på cirka 7.300 km.

Sandstranden findes på store dele af Vestkysten og stedvis ved Kattegat, Bælthavet og Østersøen ved åbne vige og lige strande. Mange steder virker høfder som sandfang, og de har resulteret i, at der har dannet sig fine badestrande. Revler forekommer hyppigt langs sandstrande, et stykke ude i vandet.

Stenstranden er den almindeligste kysttype langs Kattegat, Bælthavet og Østersøen. På beskyttede kyster er stenene kantede, mens de udsatte kyster har rund­ slidte sten. Ved særlig udsatte kyster findes stedvis sto­ re strandvolde af rullesten, der i årevis har ligget i vand­ kanten og er slidt næsten kuglerunde.

Vadekyster er flade sandkyster, der to gange i døgnet overskylles og tørlægges af tidevand. Ved lavvande er va­ den tørlagt og gennemskåret af vandfyldte og forgrene­ de rande, de såkaldte loer. Vadehavet fra Skallingen til rigsgrænsen er landets største vade. Enkelte andre ste­ der, især i Østjylland, findes der mindre vadeområder.

Egentlig klippekyst forekommer kun på Bornholm.

Denne kysttype veksler mellem hårde klipper af gnejs eller granit, der danner fremspring, og mere skøre par­ tier af basalt eller opsprukken granit, hvor der i tidens løb er dannet indskæringer eller dybe ovne.

Kulturspor i landskabet Den danske natur er præget af menneskelig aktivitet, både i form af de anlæg, der er bygget, og som en følge af den erhvervs- og fritidsmæssige beskæftigelse. Driv­

kraften bag de menneskeskabte ændringer i landska­ bet er både befolkningsudviklingen og den politiske sty­ ring. De mange kulturspor i naturen fortæller om lan­ dets historiske udvikling.

De ældste markante kulturspor er de store stengra­ ve, dysser og jættestuer, fra bondestenalderen, hvoraf der er bevaret omkring 2.500 ud af mange tusind, der i dag er under plov. Men ingen fortidsminder præger landskabet så meget som de store gravhøje, der hoved­ sagelig er bygget i bronzealderen (år 1700-500 f.v.t.). Ofte er de placeret på toppen af bakker. For blot et par hund­ rede år siden var der måske 100.000 tilbage, mens der i dag kendes omkring 20.000 storhøje i Danmark.

Jernalderen (år 500 f.v.t.-750 e.v.t.) er temmelig fattig på kulturspor i form af egentlige gravfund, men det er i denne periode, at det nuværende bosætningsmønster har sin rod. Bebyggelserne blev nu samlet i små lands­ byer med hver sit ejerlav, en struktur, der skulle overle­ ve helt op til omkring år 1800, hvor landboreformerne og udskiftningen igen fik det danske landskab til at skifte karakter.

I løbet af middelalderen opførte konger, stormænd og gejstlige rundtom i landet et stort antal borge, og for­ skellige munkeordener byggede klostre. I middelalde­ ren, såvel som senere, blev der også bygget et stort antal herregårde. Omkring herregårdene opstod særlige her­ regårdslandskaber, der er kendetegnet ved udstrakte, sammenhængende marker, enge og skove.

Ved landboreformerne, der blev gennemført over en længere periode fra slutningen af 1700-tallet til et styk­ ke ind i 1800-tallet, opgav man det gamle driftsfælles­ skab, og mange af gårdene blev flyttet ud fra landsbyen til deres egne jorder. Mange af de tidligere fjerntliggende enge og overdrev blev nu inddraget som egentlig land­ brugsjord, og de nye marker blev markeret med sten­ gærder, skelgrøfter og levende hegn.

Opdyrkning af heder, tørlægning af søer og vandløb, inddæmning af lavvandede fjorde og inddigning i kyst­ områder har inden for de sidste par hundrede år foran­ dret store dele af det danske landskab. I det 20. århund­ rede er der opstået en række nye, markante kulturspor i landskabet, som for eksempel fabriksskorstene, elma­ ster, vindmøller, broer og motorveje. Samt udstrakte parcelhuskvarterer og sommerhusområder.

1 / Indledning

33