Når du kender slutningen Brian bærer sin undergang i generne

Når telefonen ringer i en tv-serie eller en bog, er det altid vigtigt for historien. Der er en besked, som skal drive handlingen fremad eller markere et vendepunkt i fortællingen (af samme grund løb folk konstant tilfældigt på hinanden i gamle romaner, da telefonen endnu ikke var opfundet). Sådan et telefonopkald fik Brian tilbage i februar 2005, og det skulle vise sig at blive et point of no return i hans livshistorie.

Det var allerede blevet mørkt udenfor, og 23-årige Brian sad ved et skrivebord i Venstres Ungdoms lokaler i København, hvor han var en del af kampagneteamet under valgkampen mellem Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft. Kampagnen gik godt, så der var høj stemning på kontoret, da telefonen ringede. Det var hans søster. Deres mor havde netop fortalt hende, at hun havde en sygdom kaldet

Huntingtons, og Brian og hans søster kunne risikere at have arvet den.

Søsteren var lige fyldt 18, og dermed var de to søskende nu gamle nok til at få den tunge besked, tænkte forældrene. “Bare rolig, det er ikke farligt,” havde moren sagt som det sidste. Men det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer. Så snart Brian havde smidt røret på, åbnede han sin pc og tastede H-U-N-T-I-N-G-T-O-N-S i søgefeltet, og det var ikke opløftende søgeresultater, der poppede op på skærmen. Visse ord stod uhyggeligt klart frem:

Demens. Plejehjem. Uhelbredelig. Dødelig.

Sygdommen angriber nerverne i hjernen, læste han. Den skyldes en mutation i det såkaldte Huntington-gen, og har man genet, vil man – hvis man lever længe nok – på et tidspunkt udvikle sygdommen. Måske når man er 35, måske når man er 50.

Derfra går det kun én vej, selvom man kan leve med relativt milde symptomer i en del år. Hvis ens far eller mor bærer genet, har man selv 50 procents risiko for at have arvet det. Brian tyggede på det.

Det gav ham og hans søster samme sandsynlighed, BRIAN VED, AT HAN KOMMER TIL AT DØ AF EN HJERNESYGDOM I EN ALT FOR UNG ALDER. DEN TANKE HAR HAN VÆNNET SIG SÅ NOGENLUNDE TIL. MEN DER ER EN BESTEMT STUE PÅ PLEJEHJEMMET, DER GØR HANS FREMTIDSPERSPEKTIVER LIDT FOR KONKRETE FOR HAM. DER ER ALLIGEVEL GRÆNSER FOR, HVOR DETALJERET MAN HAR LYST TIL AT FORESTILLE SIG SIN SIDSTE TID. AF ANDREAS LINDBJERG NIELSEN

BRIAN BÆRER SIN UNDERGANG I GENERNE

BR i AN NØRREMARK

er konsulent hos it-virksomheden Salesforce

... DET RAMTE ALLIGEVEL SINDSSYGT HÅRDT, OG DA JEG KOM UD PÅ GANGEN IGEN, BRØD JEG HELT SAMMEN. MED ET SLAG VAR MINE FREMTIDSUDSIGTER JO ØDELAGT.

som hvis de hver især kastede en mønt op i luften. Plat og du er syg. Krone og du går fri.

Allerede samme aften ringede Brian til Sven Asger Sørensen, som var læge og formand for Landsforeningen Huntingtons Sygdom. Han stillede et eller to spørgsmål om Brians familie og sagde så: “Jeg kender godt din familie”. Brian eksisterede allerede inde i journalerne, han var allerede en prik på diagrammet. “Det var en virkelig speciel oplevelse,” fortæller Brian. “Det var lidt som en superheltefilm, hvor de bare havde siddet og ventet mit opkald.”

PLAT ELLER KRONE

Både Brian og hans søster valgte at blive testet så hurtigt som muligt for det muterede gen. De havde fået en viden, som de ikke kunne levere tilbage igen. Allerede dagen efter morens telefonopkald fik Brian derfor en henvisning fra deres læge, så han sammen med sin søster kunne få taget en blodprøve. Efter tre-fire måneder gav Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet endelig lyd fra sig: Svarene lå klar.

Brians far kørte de to søskende og en af Brians veninder til København, så de kunne få overleveret beskeden af lægen ansigt til ansigt. Det var en sommerdag i 2005, stemningen i bilen var mildt sagt trykket. Da de ankom, var det Brian, som gik først ind på lægens kontor for at få besked. “Er du klar?” spurgte lægen, Brian nikkede. “Du har Huntingtons.”

“Af en eller anden grund svarede jeg ’Det vidste jeg godt.’ Det var nok, fordi jeg i tiden op til havde forberedt mig, som om jeg havde genet. For at beskytte mig selv. Men det ramte alligevel sindssygt hårdt, og da jeg kom ud på gangen igen, brød jeg helt sammen. Med et slag var mine fremtidsudsigter jo ødelagt.” Brian mødte sin søster i døren, hun skulle ind efter ham. Modsat Brian var hun gået fri. “Det var faktisk en forløsning midt i alt det tunge, at min søster slap. Hvis en af os skulle rammes, så tog jeg den gerne som storebror,” siger Brian.

SYMPTOMFRI OG DØDSSYG

Brian er i dag 39 år og har ikke konstateret nogle symptomer endnu. Men der går ikke en dag, hvor han ikke tænker på sygdommen, som ellers ligger dybt begravet i hans genmateriale, biologiens allermindste byggesten.

“Et af de første symptomer er små, ufrivillige bevægelser. Så hvis jeg kommer til at støde ind i noget eller vælter en kop, så er det første, jeg tænker: ’Var det mon Huntingtons? Starter det nu?’ Men selvom jeg registrerer det, betyder det ikke, at jeg bekymrer mig om det hver dag, for det gør jeg faktisk ikke. Jeg føler mig ikke syg, selvom jeg bliver dødssyg.”

Døden er ganske vist livets sikre vilkår, fælles for os alle sammen. Men for Brian har testsvaret tvunget ham til at forholde sig til døden på en noget mere konkret måde end de fleste. Han har set sin mor flytte på et særligt plejehjem for folk med Huntingtons, inden hun fyldte 60, og ved, at han med stor sandsynlighed vil ende samme sted. Mere konkret bliver det ikke: at se sygdommen i sidste fase hos den, man har arvet den fra. Hvor sygdommen har ædt så mange hjerneceller, at man hverken kan tale eller synke, for slet ikke at nævne alle de kognitive symptomer som demens, personlighedsændringer og depressioner.

Det har fået Brian til at insistere på, at hvis eller rettere når han ender på samme Huntingtons-bosted, så vil han for alt i verden ikke bo på det værelse – værelse nr. 8 – som moren lå på, til hun døde i 2018 som 65-årig. “Hvis jeg skal ende på det samme værelse, hvor jeg for et par år siden gik og pillede min mors gardiner ned … altså, det ville jo bare være for syret. Det er slemt nok, at jeg skal dø af det her, men det er, som om at det sætter mig fuldstændigt uden for indflydelse. At jeg bare passivt følger den vej, som er lagt foran mig. At jeg ikke er det mindste i kontrol med min skæbne. Jeg ved godt, det er en irrationel måde at tænke på, men der er bare nogle ting, der gør mine fremtidsperspektiver lidt for virkelige. Jeg har det på samme måde med venteværelser. Det er jo kun til dem, som er rigtig syge. Så når jeg er til årlig kontrol på Rigshospitalet, får jeg altid en stol ude på gangen i stedet for.”

CIRKUSBILLETTER ELLER LIVSFORSIKRING?

Brians viden om sygdommen har gjort, at mange af de små og store valg, han træffer i livet, baserer sig på en ikke alt for fjern fremtid, hvor han ikke er her længere. Det hygge-

HUNTINGTONS SYGDOM

• Huntingtons sygdom er en arvelig sygdom i centralnervesystemet karakteriseret ved ufrivillige bevægelser, psykiske ændringer (humør, adfærd, personlighed, psykoser) og kognitive forstyrrelser (koncentration, abstrakt tænkning, overblik og demens).

• Der er ingen helbredende behandling, men man kan bedre de ufrivillige bevægelser og psykiatriske symptomer med medicin.

• Efter at sygdommen er konstateret, lever de fleste patienter mellem 10 og 25 år.

• Mellem 300 og 400 mennesker i Danmark lever med sygdommen.

Kilde: Sundhed.dk

... BETTINAS ARGUMENT ER, AT DET ER MEGET MERE VÆRD AT FÅ EN MASSE GODE OPLEVELSER SOM FAMILIE NU. OG DET KAN HUN FAKTISK HAVE RET I. DET ER NOGET, JEG ØVER MIG I AT BLIVE BEDRE TIL. JEG KAN JO IKKE KONTROLLERE ALT.

lige rækkehus i udkanten af Viborg, hvor Brian bor med sin kone Bettina og deres to drenge, er for eksempel købt så tilpas småt og billigt, at Bettina kan sidde i det alene, når han engang skal på plejehjem. Efter det livsomvæltende testsvar kom der også hurtigt styr på livsforsikringer og pension. “Det giver mig ro og en følelse af kontrol, at der er styr på alle de praktiske ting,” siger Brian.

Men det er ikke kun på de store linjer, at han forsøger at foregribe sin egen død. Et tilbagevendende diskussionspunkt mellem Brian og Bettina er, hvorvidt pengene gør bedst gavn i nutiden eller i fremtiden.

“Hvis Bettina for eksempel har foreslået, at vi skulle købe nogle cirkusbilletter, så har jeg nok haft en tendens til at sige ’Aaarh, var det ikke bedre at gemme pengene?’ For jeg vil gerne sikre mig, at familien har det godt, når jeg ikke længere er her. Men Bettinas argument er, at det er meget mere værd at få en masse gode oplevelser som familie nu. Og det kan hun faktisk have ret i. Det er noget, jeg øver mig i at blive bedre til. Jeg kan jo ikke kontrollere alt.”

JEG KAN ALTID TAGE TIL SCHWEIZ

Brian har på en måde to motorer i sin personlighed, som arbejder tæt sammen. Den ene er drevet af fornuft og logik. Det er den logisk tænkende itmand, som klarer alle de praktiske gøremål og tager fornuftige beslutninger. Den anden er drevet af mere irrationelle følelser og tanker. Det er den Brian, som er bange for venteværelser og værelse nummer 8 på Huntington-bostedet.

Når Brian taler om fremtiden, kører han på begge motorer. “Det er lindrende at tænke på, at jeg har muligheden for at tage til Schweiz og få aktiv dødshjælp, hvis det bliver for slemt,” konstaterer han rationelt, selvom det bliver vanskeligt at afgøre, hvornår det er “for slemt”. Er det, når han ikke længere kan spise selv, ikke tale eller begynder at glemme sin familie? Og er det så for sent til den tid? Samtidig er han fuld af forsigtigt håb. Håb om, at der er mange gode stunder endnu, måske ligefrem med nye behandlingsformer, som kan forlænge de gode år, han har tilbage, før sygdommen til sidst får overtaget. Men mest af alt er han roligt afklaret.

“I sin tid troede jeg, at jeg ville lægge mit liv radikalt om. Jeg kender flere, som har hævet alt og er taget til Sydeuropa for at blive skiguide, eller hvad ved jeg. Og jeg kan sagtens forstå dem, de vil nå at leve livet mest muligt – her og nu. Men den type er jeg slet ikke. Jeg har til gengæld opnået mange flere ting, end jeg troede var muligt, jeg har skabt en familie. Og listen bliver jo bare længere og længere. Det er enormt rart at tænke på. Fremtiden blev heldigvis ikke så kort, som jeg umiddelbart frygtede.”

Siden opfindelsen af levende billeder har fremtiden været en ivrigt anvendt kulisse for film og tv-serier. Den første science fiction-film var George Méliès’ Rejsen til månen fra 1902. Og masser af de første stumfilm foregår i fremtiden.

Jeg vil vove et øje og frejdigt erklære, at alle de historier, vi fortæller hinanden, handler om nutiden. Om os og vores aktuelle univers. Når vi fortæller historier – hvad enten det er romaner, sange omkring bålet, malerier eller tv-serier – er det vores måde at forholde os til vores glæder, sorger, udfordringer, dilemmaer og livets store spørgsmål på. Det gælder også historier, der foregår i fortiden eller i fremtiden.

Historier, der foregår i fortiden, fortolker virkelige eller fiktive historiske begivenheder ind i den tid og den verden, historien bliver fortalt i. Vi bruger fortiden som ramme, fordi vi forestiller os, at vi kan lære noget af, hvordan mennesker før os har gjort. Det kan både være ting, der afskrækker os eller ting, der inspirerer os.

Men historier der foregår i fremtiden, kan noget andet. Noget uimodståeligt. For her er der fuld frihed til at gætte, fantasere og tage ting helt ud til kanten. Man kan lege ’Hvad hvis ...’

Hvad hvis en virus udryddede næsten hele den danske befolkning? Hvad hvis tyskerne havde vundet anden verdenskrig og stadig kontrollerede verden? Hvad hvis man kunne bygge en computer, der kunne forudsige fremtiden? Hvad hvis man igen begyndte at holde slaver?

Fremtiden er uendeligt mange ubeskrevne blade. Det er bare at slippe fantasien løs.

Kasper Barfoed er filminstruktør og står bag film som Kandidaten og Sommeren ’92. Han har været instruktør på tv-serier som Dicte, Gidseltagningen og Kastanjemanden.

5 GODE SERiER

AF KASPER BARFOED

THE HANDMAID’S TALE (2017)

The Handmaid’s Tale – baseret på Margaret Atwoods klassiske roman – bruger en fremtidssetting til at give os et ny perspektiv på totalitarisme, kvindeundertrykkelse og slaveri. Serien præsenterer os for en verden, hvor USA's regering er blevet væltet og erstattet et totalitært og patriarkalsk styre. Samtidig er kvinders fertilitet styrtdykket, så i seriens univers er det naturligt og ukontroversielt, at magtfulde mænd anskaffer sig unge tjenestepiger/slavinder, ’handmaids’, til at have sex med, så de kan føde de børn, mændenes koner ikke kan få. Serien er fortalt fra en handmaids synsvinkel, hvilket gør den hjerteskærende. Den handler om skæbne, styrke og stædighed og er på alle måder en isnende oplevelse.

THE MANDALORIAN (2019)

The Mandalorian er vokset ud af Star Wars-universet, som helt fra starten i 1970’erne har brugt det ydre rum som baggrund til at nyfortolke gamle myter og sagn. Med mange træk fra middelalderens etos og æstetik. Vi møder både (Jedi)riddere, (rum) prinsesser, (lys)sværd og burleske (robot)hofnarre. Og det vrimler med tydelige religiøse symboler og figurer. Som den udvalgte søn med uforklarlige evner og den mystiske force, som strømmer gennem universet. Det er det gode mod det onde, men begge dele er til stede i heltefigurerne. Så selv om det er spektakulær spaceaction, så handler fortællingen i virkeligheden hele tiden om den indre rejse og hovedpersonernes valg.

FORTÆLLINGER OM FREMTIDEN HANDLER OM NUTIDEN

MAN IN THE HIGH CASTLE (2015)

Strengt taget foregår The Man in the High Castle ikke rigtig i fremtiden, men mere præcist i en parallel, ikkeeksisterende verden. Men den deler så mange træk med science fiction-fortællingerne – først og fremmest ’hvad hvis’-præmissen, at den kommer med på dispensation. Serien er en gang kontrafaktisk historieskrivning, der foregår i et USA, der har tabt anden verdenskrig til NaziTyskland, og nu lever amerikanerne som underklasse i et samfund, helt som Hitler forestillede sig det. Den skubber til nogle af de ting, vi ofte tager for givet. Er demokrati og ytringsfrihed slutpunktet? Højeste trin i evolutionen? Er fascismen og dens idé om karismatiske stærke mænd én gang for alle nedkæmpet og udryddet? Eller er der en form for historiens pendul, der svinger frem og tilbage, når vi bliver for magelige og selvtilfredse?

DEVS (2020)

Som mange film og serier foregår Devs i en ikke præcist defineret ’nær-fremtid’. Seriens skaber, Alex Garland, har tidligere med filmen Ex Machina beskæftiget sig med ’A.I.’ eller ’Artificial Intelligence’, altså kunstig intelligens, og med det svimlende og skræmmende potentiale, der ligger i den teknologi. Devs handler om en rigmand, der er overbevist om, at alting i verden er prædetermineret, og at vi egentlig ikke har frie valg. Det får ham til at drømme om at bygge en maskine, der ved hjælp af kvantemekanik og ekstrem computerkraft kan forudsige ALT, hvad der kommer til at ske. Som i så mange andre historier, hvor mennesket forsøger at lege Gud, viser tingene sig dog at have en mørk bagside.

THE RAIN (2018)

Science fiction er ikke noget, Danmark har gjort sig meget i. Men med streamingtjenesternes ankomst og med især Netflix’ appetit på genreserier er der så småt begyndt at dukke titler op. Det første forsøg var The Rain. En The Walking Dead-inspireret serie, der foregår i en dystopisk nær-fremtid, hvor en mystisk regn har udslettet det meste af befolkningen. Hvilket tvinger en gruppe unge og smukke mennesker til at slå pjalterne sammen og kæmpe sig igennem et raseret Danmark. Ambitionerne handlede muligvis mest om at vise billeder af bl.a. et øde og tilgroet Tivoli, men det var også eksotisk nok til, at der blev lavet tre sæsoner. Og der er adskillige nye danske sci-fi-serier på vej.

DET BLIVER SOMMER IGEN. MEN VI ER NØDT TIL AT FORANDRE NOGLE TING

VI HAR GLEMT, HVORDAN DET ER AT LEVE I NEDGANGSTIDER. TIDEN KALDER PÅ, AT VI LÆRER AT HOLDE PAUSE OG UNDERSØGE, HVAD DER SKAL TIL, FOR AT VI KAN VÆRE I VERDEN PÅ EN GOD MÅDE OG SKABE EN FREMTID FOR BÅDE OS SELV OG VERDEN, SIGER PRÆST SIGNE VON OETTINGEN. OG NÅR HUN SELV ER VED AT TABE MODET, TÆNKER HUN PÅ DOSTOJEVSKIJS ORD: HVOR DER ER MENNESKER, ER DER HÅB. AF MALENE BJERRE

i NGEN S i GNE VON OETT

er præst i Ribe Domkirke og bor i Løgumkloster sammen med sin familie. F or nylig kom Signe von Oettingen kørende på motorvejen sammen med sin 16-årige søn, da de blev overhalet af en kæmpebil med et klistermærke hen over de to udstødningsrør, hvor der stod ’Fuck Greta Thunberg’. Hendes søn blev helt fortvivlet over det, og det gjorde hun egentlig også selv. Men det nytter ikke noget, at vi bliver tavse og lægger os i fosterstilling, siger hun. Vi må tvinge os selv til at se alt det ubehagelige i øjnene og at dvæle ved det; undersøge, hvad vi skal stille op, og så gå i gang med at gøre noget. Tidens kriser har givet os et kald, siger hun.

“Jeg oplever, at coronatiden har sat gang i en helt ny bevidsthed hos os,” siger Signe von Oettingen. “Vi lever jo i et smørhul, og i lang tid er alting bare blevet bedre. Og vi ved egentlig godt, at alting er cyklisk, og det går op og ned, men vi har levet i sommerhalvåret så længe, at vi har glemt, hvordan vi skal være i verden, når det hele ikke bare vokser og der er nok af alt.

For hvordan er det nu, man lever i november? Det er jo ubehageligt! Lige nu er vi dybt inde i en masse kriser: corona, klima, biodiversitet, hvor vi har brug for at fastholde tilliden. Og vi skal ikke undervurdere, hvor slem coronatiden har været for mange. Både de unge, der har skullet blive voksne hjemme foran skærmen, og de gamle, der har måttet dø alene på plejehjemmet. Det er grusomt, og vi skulle have forberedt os bedre og været mere opmærksomme på de to gruppers svære situation. For sådan er det med vinteren. Den skal forberedes, for det sker jo, at noget dør og aldrig kommer igen.

I november må vi se på, hvad vi kan trække på af ressourcer i menneskelivet. Vi har fx mad, penge, viden. Men de allervigtigste ressourcer er tillid og håb. Vi er nødt til at holde fast i, at det kommer til at vende. Det bliver sommer igen. Men vi er nødt til at forandre nogle ting. Vi får lige nu en form for kald til at gøre noget ved vores måde at leve på. I overflodstiden i juli måned har vi måske haft så meget gang i festen, at vi er blevet døve for, at sommeren ikke kan vare ved. Men det står helt klart nu midt i den ubehagelige november.”

Og hvad går kaldet ud på? “Det peger helt tydeligt på vi’et. Vi har i langt tid kun været optaget af jeg’et: Hvordan bliver jeg helt særlig og unik. Og så har vi glemt betydningen af fællesskab. Men virussen har konkret vist, at vi er meget mere forbundne med hinanden, end vi lige var opmærksomme på. Vores kroppe er adskilte, men vores ånde forbinder os; se bare på smitten. Vi er bådeog; både individer og dele af et fællesskab. Det betyder noget, hvad den enkelte gør, og vi skal også gøre det sammen.

I øjeblikket har vi mest tendens til at fokusere på, hvad vi hver især skal stille op med vores ubehag. Men der er jo nogle samfundsstrukturer, der har udløst kriserne. Dem er vi nødt til at bruge noget tid på at undersøge og forholde os kritisk til. Hvad er det, der gør, at mange mennesker føler sig så fortvivlede og er angste for fremtiden?

For mig er der en spirituel praksis i at sidde med de bibelske tekster, som jeg gør, når jeg skal forberede en prædiken. De spejler vores liv, oplever jeg. Og det slår mig, hvor tit der er indlagt en pause i fortællingerne. Jesus kunne tit bare gøre sine mirakler eller sige det, han har at sige, men tiden bliver altid lige trukket lidt ud af fortællingen. Der bliver indlagt en pause til at tænke sig om.

Jeg læser det som et billede på, at tiden spiller en rolle i forandringer. Vi kan ikke forholde os fornuftigt til fremtiden, hvis vi ikke giver os selv tid. Vi kan ikke tvinge vinter til at blive til sommer, vi må blive i ubehaget og undersøge, hvad der er gået galt.

Og det er ikke let at tage sig den tid, sådan som samfundet er skruet sammen nu. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har et billede af det moderne samfund som en nedadkørende rulletrappe, som vi hele tiden må løbe op ad, hvis vi skal følge med. Den tid, vi bruger til at samle os erfaringer og bliver klogere, er skrumpet ind; vi skal bare fremad hele tiden.”

Og hvad gør det ved vores syn på fremtiden? “Man får let fornemmelsen af fremtiden som et tog, der går et bestemt sted hen, og som det gælder om at få sprunget på. Det er, som om verden allerede er færdig, toget kører af sted, og det er virkelig svært at sige: Jeg tror lige, jeg vil tænke mig lidt om her. Hverken hver især eller sammen kan vi finde ud af at holde de nødvendige pauser, så vi kan overveje, hvilken fremtid vi ønsker os, og hvordan vi bærer os ad med at nå derhen. For verden er ikke færdig. Der kan ske så meget i vores liv. Dostojevskij skrev et berømt brev til sin bror, da han var på vej i fangelejr i Sibirien, hvor essensen er: Jeg holder modet oppe, for også i fangelejren er der jo mennesker. Og hvor der er mennesker, er der håb. Han kunne jo lige så godt have tænkt: Nu er min skæbne beseglet. Og det ser da også udsigtsløst ud for ham. Men han holder fast i tilliden og håbet. Det skal nok gå.”

MAN FÅR LET FORNEMMELSEN AF FREMTIDEN SOM ET TOG, DER GÅR ET BESTEMT STED HEN, OG SOM DET GÆLDER OM AT FÅ SPRUNGET PÅ. DET ER, SOM OM VERDEN ALLEREDE ER FÆRDIG, TOGET KØRER AF STED, OG DET ER VIRKELIG SVÆRT AT SIGE: JEG TROR LIGE, JEG VIL TÆNKE MIG LIDT OM HER.

Men hvordan ved vi egentlig det? Måske fortsætter coronaen bare, måske bryder verden helt sammen?

“Jeg tror, vi skal lytte til ældre mennesker og ældre tekster, også Bibelen. De kan fortælle om andre dramatiske omvæltninger, hvor livet trods alt gik videre. Og hvad er også alternativet til at tro på det? Vi er nødt til at være på udkig efter de tegn, der peger os i retning af håbet. Naturens skønhed, musikkens skønhed, fællesskabet med andre mennesker, der kæmper den samme kamp, og med de gamle tekster. Vi er ikke alene.

Og så skal vi huske at have øje for de konkrete ting, der sker. Der kan godt være en slæbende proces hen mod elbiler, men så pludselig sker der en hel masse. Og det går jo ikke, at vi ikke kan holde ud at være i det langsomme og slæbende, hvis det er den vej, vi skal.

Selv oplever jeg håbet som noget, jeg er nødt til aktivt at vælge. Det er en livslang proces, og indimellem mister jeg det. Når jeg fx ser folk skrive ’Fuck Gretha Thunberg’ over deres udstødningsrør. Så prøver jeg at huske at tænke på Dostojevskij: Hvor der er mennesker, er der håb.”