6 minute read

"DER ER IKKE SÅ MEGET AT FORHANDLE OM, NÅR DET ER MIG, DER UNDERVISER"

DER ER IKKE SÅ MEGET AT FORHANDLE OM, NÅR DET ER MIG, DER UNDERVISER

Jens Peter Illum er efterskolelærer på fuld tid og hjemmeværnsleder i sin fritid. Hans militære erfaring smitter af i hans undervisning, hvor han forventer disciplin og ikke accepterer sjusk.

AF SALLY HILDEN · REDAKTIONEN@FRIESKOLER.DK FOTO HJV / BO NYMANN

For nogle år siden var der alt for meget natterend på Idrætsefterskolen Grønsund, og til sidst orkede Jens Peter Illum ikke mere. En sen aften tog efterskolelæreren derfor sin sovepose med ned til skolen og lagde sig på lur i en busk. Efter en times tid var der bid: fire elever sneg sig ud for at ryge. »De blev meget, meget stille, da de så mig kravle ud af busken. Og så skyndte de sig ind i deres seng igen. Efter det havde vi ikke mere bøvl med natterend, og lige siden har jeg været den lærer, der ligger på lur i en busk«, siger Jens Peter Illum.

Den 45-årige lærer er også chef for Hjemmeværnets sydsjællandske stabskompagni, og hans militærerfaring smitter af i hans undervisning. Jens Peter Illum ligger gerne på lur i buske for at fange elever på natterend, og når han underviser i sejlads og fysik, forventer han, at eleverne hører efter, hvad han siger, forklarer han: »Der er ikke så meget at forhandle om, når det er mig, der underviser. Jeg udstikker retningen, og så forventer jeg, at eleverne følger den plan, jeg har lagt. Det er nok noget, jeg har med fra militæret: Klar kommunikation og disciplin«.

Kort og klar kommunikation

Idrætsefterskolen Grønsund har 142 elever og ligger på den lille ø Bogø ud for Sydsjællands kyst. Ud for Skåningen, øens lille jollehavn, er sejlforholdene optimale. Vandet er roligt og lavt, og denne morgen er solen skarp og vinden mild. Jens Peter Illums sejlsportshold arbejder koncentreret med at rigge til. Han står med armene over kors og betragter eleverne arbejde, mens han af og til giver korte anvisninger, hvis han kan se et reb, der er for løst, eller et ror, der skal rettes. Der er en grund til, at det er sejlsportsholdet, han gerne vil vise frem. For det er her, hans militære erfaring bliver allermest tydelig, siger Jens Peter Illum: »For det første er mine elever spredt over et stort område, og jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan holde styr på dem. For det andet er der spørgsmålet om sikkerhed. Vi er ude på havet i små sejlbåde, og hvis man ikke har styr på det, man laver, kan det altså godt blive farligt«.

Derfor er han nødt til at kommunikere præcist og kortfattet. Og eleverne er nødt til at forstå, at det kan have konsekvenser, hvis de ikke lytter til det, der bliver sagt.

Hård jargon og humor

Der er to elever om en jolle, og da alle er kommet ombord, sætter holdet kurs mod Tærø. Ved ankomsten kæntrer to af drengene med deres jolle, fordi de kommer for tæt på stranden. Nu står de i vand til livet og kan ikke rette båden op. Illum speeder følgebåden op og instruerer eleverne i at få jollen tilbage på ret køl. En af eleverne fryser, gider ikke mere og vil gerne op i lærerens båd. Men Illum ryster på hovedet, sender ham et grin og sejler videre. »Han er en skidesød dreng. Men han sjusker for meget, og jeg bruger en masse kræfter på at få ham til at fokusere på det, han laver. Han har jo selv valgt at komme med på sejlholdet«, siger han.

En af de andre elever på sejlholdet, Christian Holte, der også har Jens Peter Illum i fysik, forklarer, at sjusk og manglede koncentration er noget af det værste, eleverne kan byde Jens Peter Illum. Til gengæld er grænserne klare og tydelige: »Man ved altid, hvor man har ham. Hvis man gør, som han siger, er han skidesjov være sammen med, og hans undervisning er altid spændende. Jeg synes, han er en af de mest fantastiske lærere, jeg nogensinde har haft«.

Leg styrker motivationen

Når Jens Peter Illum i sin fritid trækker i uniformen og forvandler sig til aftenskolesoldat, som han afvæbnende kalder det, er han meget bevidst om, at hans kompagni arbejder frivilligt. Derfor tænker han meget over, hvordan han kan styrke hjemmeværnsfolkenes motivation: »Du kan godt give dem en ordre, men du skal være hundrede procent sikker på, at det er en ordre, du selv gider udføre. Ellers får du altså den her«, siger han, stikker sin langefinger i vejret og fortsætter: »Det er den samme motivation, jeg prøver at give mine elever. Det er min opgave at stikke nogle retningslinjer og rammer ud for dem, og inden for de rammer skal der være plads til at lege«.

I dag skal eleverne lære at krydse. Når man sejler med vinden imod sig, må man sejle i zigzag for at komme frem. De fleste klarer det uden problemer, men andre har brug for hjælp. Det meste er learning-by-doing. Jens Peter Illum sætter igen fart i følgebåden. »Jeg kunne godt have valgt at sætte dem ned for at gennemgå hele teorien med dem. Men jeg synes, det er vigtigere, at de kommer ud på vandet og får prøvet tingene af. Jeg er ikke herre over vind og vejr, men det er mit ansvar, at eleverne får mulighed for at lege og lære, mens de er her«, siger han.

En naturlig leder

Jens Peter Illum forsøgte efter gymnasiet at komme ind i militæret, men blev kasseret, fordi han har astma. I protest meldte han sig ind i Hjemmeværnet, hvor han har været aktiv lige siden, og senere begyndte han at uddanne sig til lærer. Han ser mindst én vigtig lighed mellem de to hverv. »Både i militæret og i en skoleklasse er det vigtigt, at du kan træde i karakter som leder. Militæret og lærerseminariet er jo Danmarks eneste reelle lederuddannelser. For kan du ikke lede din klasse, hvad kan du så?«

Som efterskolelærer er Jens Peter Illum godt klar over, at hans kontante lærerstil kan være for meget for nogle af eleverne. Af og til er der elever, der har ringet hjem til deres forældre og klaget over, at han har været for skrap. »Det skal jeg tage alvorligt. Sådan er det jo at være lærer; mennesker er forskellige og lærer på forskellige måder. Det skal man tage hensyn til«, siger han.

Verdens bedste job

Sejlundervisningen er slut for i dag, og nu skal alle tilbage til skolen og spise frokost. På lærerværelset spørger Jens Peter Illums kollega Mette Berner Rasmussen drillende, hvorfor han ikke har sin uniform på i dag, og fortæller, at Jens Peter Illum altid har en meget detaljeret plan klar, når de skal på tur.

Mette Berner Rasmussen synes til gengæld ikke, at hverken elever eller hjemmeværnsmanden selv har ret, når de siger, at han er en hård lærer: »Jeg synes ikke, at han er hård. Men han er enormt struktureret, og det er der nogle af vores elever, der kan slå sig på. Særligt på de årgange, vi får ind nu. Omvendt er han enormt god til at tale med de sårbare unge«, siger hun. Jens Peter Illum griner af kollegaens analyse og medgiver, at han faktisk er en ret blød mand. En blød mand, der er glad for sit arbejde. »Jeg har verdens bedste job. Vejret var med os, stemningen var god, og alle glemmer tid og sted, fordi vi er så optagede af at være på vandet og lære en hel masse. Dér giver det hele mening. På sådan en dag kan jeg arbejde ti timer i streg og stadig være helt høj og fuld af energi, når jeg kommer hjem«. ■

Jens Peter Illum forsøgte efter gymnasiet at komme ind i militæret, men blev kasseret, fordi han har astma. I protest meldte han sig ind i Hjemmeværnet, hvor han har været aktiv lige siden. Senere begyndte han at uddanne sig til lærer.

Foto: Bo Nymann

This article is from: