3 minute read

Vi presser på for at få tydelige regler

FORMAND: Vi presser på for at få tydelige regler

Der er nødt til at være regler, som passer til grundskoleområdet, mener Monica Lendal Jørgensen og opfordrer til, at man på skolen taler om, hvordan man håndterer situationer med vold, trusler og chikane.

AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK FOTO MARTIN DAM KRISTENSEN

Alle lærere vil på et eller andet tidspunkt komme til at stå i en situation, hvor de er nødt til at gribe ind fysisk overfor en elev. Derfor er der brug for nogle klare regler for, hvad man må og ikke må som lærer, mener Frie Skoles Lærerforenings formand, Monica Lendal Jørgensen.

»Man kan ikke i et helt lærerliv undgå situationer, hvor nogen er i risiko for at skade sig selv eller andre eller ødelægge ting. Det kommer ikke til at ske. Uanset hvor dygtig en lærer du er, og uanset hvor dygtig du er til at håndtere konflikter. Derfor er det også nødvendigt med nogle klare regler«, siger hun.

Hun kalder det et fælles projekt for alle omkring grundskolen at presse på for klare og tydelige regler – for lærerne i folkeskolen har samme udfordring med uklare regler, selvom de har en ordensbekendtgørelse.

»Situationen er helt urimelig både for lærerne men også for eleverne. Det skal ikke afhænge af den enkelte lærers dagsform, hvor voldsom reaktionen bliver fra lærerens side«, siger Monica Lendal Jørgensen og tilføjer:

»Forældrene skal også vide, at de kan sende eleverne trygt i skole, og at lærerne ved, hvordan de skal håndtere en situation, hvis den bliver voldsom eller farlig. Både overfor de elever, som måske er udadreagerende, og de elever, som det måtte gå ud over. Men det handler også om, at det er utrygt for læreren at risikere kritik for ikke at have grebet ind«.

Tal om beredskabet

Frie Skolers Lærerforening var med til en høring på Christiansborg i efteråret om netop vold, trusler og chikane i grundskolen, og her var der bred enighed om nogle klarere regler på området. Og det presser foreningen fortsat på for sammen med de øvrige parter på skoleområdet, fortæller Monica Lendal Jørgensen. Men indtil da opfordrer hun til, at man taler om det på skolerne og forbereder sig på alle tænkelige scenarier.

»Man skal tale om de her ting. Det er ledelsens forpligtelse at melde ud, hvad forventningen er, og hvad beredskabet er. Ligesom man ved, hvad man gør, hvis en elev kommer til skade eller løber sin vej. Eller på samme måde som når alle ved, hvor brandslukkeren er, nødhjælpskassen og hjertestarteren er, så bør der også være talt om det her på forhånd«. ■

»Skolen skal være et trygt sted at være elev og et trygt sted at gå på arbejde, og så skal der ikke være usikkerhed om, hvor grænsen går«

»Skolen skal være et trygt sted at være elev og et trygt sted at gå på arbejde, og så skal der ikke være usikkerhed om, hvor grænsen går«

Monica Lendal Jørgensen

VOLD OG TRUSLER

• Vold er ikke kun fysisk vold som overfald, spark, slag, bid, spyt og kast med genstande. Vold kan også være psykisk i form af trusler og anden krænkende adfærd.

• Alle episoder med vold og trusler på skolen skal ifølge Arbejdsmiljøloven registreres, også for eksempel udmattende eller voldsomme konfliktepisoder, som ikke udvikler sig til egentlig vold.

• Hvis du kommer fysisk eller psykisk til skade i forbindelse med dit arbejde, skal skolen anmelde det som en arbejdsskade.

• Efter offererstatningsloven kan du få erstatning fra staten ved personskade efter for eksempel en voldshandling. Det er normalt et krav, at episoden er politianmeldt inden for 72 timer.

• Frie Skolers Lærerforening kan rådgive dig om dine rettigheder, når du har været udsat for vold eller trusler om vold.

Kilde: Arbejdstilsynet og Frie SkolersLærerforening