5 minute read
Stefan Hermann: Regeringens reformkurs er ikke gennemtænkt
Regeringens reformkurs er ikke gennemtænkt
Det har været svært at fange sammenhængen i SVM-regeringens skole- og uddannelsespolitik. Stefan Hermann, der er rektor på Københavns Professionshøjskole, har samlet brikkerne og set på det billede, de danner.
AF: MIKKEL HVID, MHV@FSL.DK - FOTO: HENNING HJORTH
Du skrev i januar en kronik i Politiken om regeringens stille skole og uddannelsesrevolution. Hvad er det for et nybrud, du ser, i regeringens politik?
»På et overordnet samfundsniveau bemærker jeg et markant skift i samfundsforståelsen.
Samfundet beskrives ikke længere som et abstrakt, globaliseret videnssamfund, hvor det handler om vækst, frihed og uendelige muligheder. Nej, samfundet fremstilles som et konkret, dansk produktionssamfund. Grænserne, nationen og beskyttelsen er tilbage, og det ser jeg som en vigtig sociologisk markering.
Hvis vi kigger konkret på regeringens skole- og uddannelsespolitik, bemærker jeg fraværet af arkitektonisk tænkning. Der er ingen store strategiske tanker eller planer. Folkeskolereformen, universitetsreformerne og professionsskolereformen var stor, strategisk tænkning, men det er der intet af i regeringsgrundlaget. Det er mere betydelige forandringer på enkeltområder, for eksempel adgangsbegrænsning til gymnasiet og etårige kandidatuddannelser.
Samtidig er meget af det, vi kendte fra de seneste regeringers skole- og uddannelsespolitik væk. Ikke et ord om kvalitetsløft, evidens, tempo, målstyring og alt det, som prægede tidligere regeringers kurs og ambitioner. Nu handler det om håndens arbejde over for åndens og om mistrivsel. Færre skal på gymnasierne, kandidatuddannelserne skal være kortere – ja, vi kunne åbenbart godt blive for kloge. Og erhvervsuddannelserne skal sikre vores forsyningssikkerhed – læg mærke til det ordvalg: Uddannelserne skal passe på os og forsyne os i verden«.
Og i din analyse er det en ny måde at tænke skole og uddannelse på?
»Ja. Det er jo et tidehverv, det her. Fra arkitektonisk tænkning til lidt mere her og lidt mindre der. Og fra en forhippelse på viden, uddannelse, evidens, måling og styring til frisættelse, færre timer, praksisfaglighed og så nogle små markeringer om trivsel og dannelse, der ikke udfoldes eller gives fylde. Endnu i al fald.
Samfundssynet skifter. Den politiske værktøjskasse fornys. Og samtidig flyttes det pædagogiske fokus fra ”Viden er alt” til ”Det handler om øvelse, om praksis og håndværk”. Og paradoksalt nok begrundes hele skiftet med konkurrencestatens store mantra: arbejdsudbuddet. Vi skal have flere i arbejde hurtigere. Det er da pudsigt«.
Hvad er det bekymrende i det skift, du ser?
»For det første er jeg bekymret for, at det politiske system, som har sin fornemmeste opgave i at tænke i helheder, ikke direkte viser helhedstænkning på skole- og uddannelsesområdet. Det bekymrer mig.
For det andet bekymrer den hånd/åndmodsætning mig – det er simpelthen en primitiv dagsorden. Det store problem er ikke hånd eller ånd. Udfordringen er fordybelse og dannelse. Det er problemet i skolen, i gymnasiet mv. Så spørgsmålet er: Er hånd eller ånd overhovedet den rigtige akse, når det handler om dannelse?
Og så bekymrer det mig, at det eneste, regeringen præsenterer på det pædagogiske område samt social- og sundhedsområdet – velfærdssamfundets store områder – er nogle brede forestillinger om frisættelse og praksis. Og så tænker jeg: Hvad bliver effekten af, at vi prioriterer de områder så lavt? Det bliver, at samfundskontrakten knækker.
Kontrakten knækker ikke af, at du skal bruge en polsk håndværker, og heller ikke af, at du skal betale mere for din nye sofa, fordi den produceres i Portugal, eller af, at svenskere serverer på restauranter i København. Kontrakten knækker, når forældrene opdager, at der ikke er uddannet personale i daginstitutionerne, når lærerne forsvinder fra folkeskolen, når sundhedspersonalet ikke kan tale dansk og så videre og så videre. Dét går ud over os alle, for de institutioner er vores fælles mødesteder. Men det går især ud over de svageste, for du og jeg opretter bare en fri grundskole, vi kæmper bare for nogle private sundhedsforsikringer. Men det er noget skidt for sammenhængskraften. Og for arbejdsudbuddet. For jo mere skolevægring vi får, jo flere forældre må blive hjemme fra arbejde. Jo dårligere dagtilbud, jo tidligere bliver børnene hentet.
Det er det, som bekymrer mig: At regeringen ikke uddannelsespolitisk prioriterer den offentlige sektor, som er krumtappen ikke bare i samfundskraften, men i virkeligheden også for arbejdsudbuddet.
Politikernes indvending er, at der mangler arbejdskraft overalt. Ja, det er sandt. Men jeg vil holde fast i, at der er nogle fag og områder, som ikke kan digitaliseres væk, som kræver uddannelse, og som ikke kan erstattes af udenlandsk arbejdskraft. Og det er her, regeringen bør sætte ind og prioritere.
Et eksempel på fraværet af helhedstænkning er, at regeringen starter med at beskære kandidatuddannelserne. Men kandidatuddannelserne er ikke problemet. De fungerer bredt set fint. Men at beskære kandidatuddannelserne kan få flere til at vælge universitetet frem for en professionsuddannelse. Medmindre man kobler forkortelsen med yderligere dimensionering på universiteterne og stærke reformer af professionsuddannelserne og deres arbejdsmarkeder, kan forslaget forøge den rekrutteringskrise i det offentlige, som faktisk er og bliver et problem.
Så når regeringen siger, at den lægger op til århundredes reform, synes jeg, at det er legitimt at svare: Ja, ja, men I har ikke tænkt tanken til ende«. ■
Stefan Hermann
• er født i 1971 og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet (1999)
• er rektor for Københavns Professionshøjskole
• har i flere sammenhænge skrevet og udtalt sig om skole, uddannelse og dannelse. Skrev bogen ”Hvor står kampen om dannelsen?”, som i 2016 udkom på Informations Forlag.
