5 minute read

Nordsøen Fri Fagskole åbner i Hirtshals

Vi skal have fokus på praktiske færdigheder tæt på havnen, kysten og havet”

Til august 2022 slår landets 13. frie fagskole dørene op for nye elever i fiskerbyen Hirtshals. Forstanderen bliver lokale Peter Sundbæk, der indtil nu har haft sin daglige gang på. Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole – og han er ikke i tvivl om, at åbningen af den nye skole bliver en stor succes.

Advertisement

– Vi åbner først og fremmest skolen i Hirtshals, fordi der er et behov for det her i byen, fortæller den kommende forstander, der med åbningen af Nordsøen Fri Fagskole også er glad for at kunne være med til at udvide de frie fagskoler med den første maritime skole:

– Frie Fagskoler er stadig en forholdsvis lille skoleform. Vi vil gerne være nogle flere. Og hvorfor skulle man ikke have en maritim fri fagskole i Hirtshals? Vi skal have mere fokus på praktiske færdigheder tæt på havnen, kysten og havet, mener Peter Sundbæk.

Selve ideen om en maritim fri fagskole har rumsteret hos Peter Sundbæk gennem længere tid, men da muligheden, for at åbne den det helt perfekte sted i Hirtshals, opstod, var han ikke i tvivl: Det skulle være nu. Selve skoledelen kommer derfor til at ligge i et tidligere værksted, der er blevet givet til projektet, mens de kommende elever skal bo på byens tidligere motel, der i sin tid blev bygget som en højskole, og som derfor egner sig helt perfekt til projektet – der er både værelser, et større køkken, klasselokaler og en forsamlingssal.

Hele byen skal være med

For at projektet kan lykkes kræves der dog mere end de rigtige lokaler og omgivelser:

– Vi skal accepteres som skole. Både af byens erhvervsliv og af byens befolkning. De skal tage os ind – for det handler om nogle unge mennesker, der skal bosætte sig her og få et arbejdsliv i Hirtshals. Derudover er det ganske enkelt nødvendigt, at der kommer et godt samarbejde mellem skolen og byens erhverv, fordi selve uddannelsens grundlag bygger på, at eleverne får mulighed for at komme ud og prøve sig selv af i nogle forskellige virksomheder, fortæller Peter Sundbæk.

Heldigvis tegner det allerede rigtig godt:

– Det har vist sig, at der er en hel fantastisk opbakning til projektet i Hirtshals. Både byens borgere, erhvervene på havnen og butikkerne har været rigtig positive. Der er mange i området, der lever af, at der er et liv i byen året rundt – ikke kun af turisterne om sommeren, fortæller Peter Sundbæk, der også mener, at skolen vil gavne byens unge:

– I flere år har vi sendt vores unge mennesker til Hjørring for at uddanne sig. Nu giver vi mulighed for, at nogle af dem kan blive i Hirtshals, håber Peter Sundbæk.

Tre maritime linjer

Planen er, at skolen slår dørene op for 40 elever til august 2022 med mulighed for at vælge mellem tre forskellige linjer:

Havnens håndværk – der har fokus på eksempelvis værktøj og maskiner, og som indebærer arbejde med de fag, der holder til på havnen, deriblandt naturligvis fiskeri. Outdoor turisme og event – der har fokus på fysiske aktiviteter i områdets natur. Havets skattekammer – en gastronomisk linie som har fokus på madlavning og tilrettelæggelse af diverse arrangementer og aktiviteter.

Fælles for alle linjer er, at der vil være fokus på praktikforløb i lokale virksomheder, der forhåbentligt vil føre til, at eleverne både opnår viden, kompetencer og afklaring i forhold til, hvad de vil beskæftige sig med i fremtiden. Peter Sundbæk fortæller, at der er mulighed for, at der kommer flere linjer senere, men at meningen er, at der skal være fokus på få områder med høj kvalitet – i forhold til det, byen kan bære.

– Jeg er sikker på, at hvis vi gør det her rigtigt, så kommer der meget mere end 40 elever på længere sigt – ambitionen er i hvert fald, at vi med tiden skal helt op omkring 100 elever fordelt på de forskellige linjer, fortæller Peter Sundbæk.

Mere praktisk læring, mindre skolebænk

Ud over at Nordsøen Fri Fagskole skal give unge i Hirtshals og omegn mulighed for at gå i skole i byen, er ambitionen også at tiltrække unge fra andre steder i landet, der vil have gavn og glæde af skoleformen.

Peter Sundbæk fortæller, at der generelt er behov for flere tilbud og muligheder for unge, der ikke umiddelbart passer ind på de eksisterende uddannelsestilbud:

– Der findes mange unge, der trives bedst med at lære noget ved at bruge hænderne. De frie fagskoler har generelt så frie rammer, at den enkelte elev har gode muligheder for at få præcis det undervisningsforløb, han eller hun ønsker. På

Nordsøen Fri Fagskole kommer vi til at have fokus på, at unge mennesker får lov til at komme ud på arbejdsmarkedet og få fingrene helt ned i det, de interesserer sig for.

Han fortæller, at skoleformen også er en god mulighed for dem, der er færdige med folkeskolen, og som ikke ved, hvad de vil bagefter:

– Kan vi fange nogle af dem, inden de måske tager i gymnasiet, fordi det er det, alle andre gør – så kan vi forhåbentligt hjælpe nogle unge mennesker med at blive mere afklarede i forhold til deres videre uddannelsesmuligheder, fortæller Peter Sundbæk og tilføjer, at skoleformen kommer til at indebære praktik i byens virksomheder en gang om ugen:

— Det giver mulighed for, at elev og virksomhed kan prøve hinanden af. Er det et godt match? Kan eleven lide arbejdet og stedet? Kan virksomheden se et potentiale i eleven?.

En gave til fiskerbyen

Selvom ambitionen med Nordsøen Fri Fagskole først og fremmest er at skabe en maritim skole, der er til for eleverne, er den kommende forstander ikke i tvivl om, at skolen kommer til at gavne hele det maritime erhverv:

— Der er en stor gruppe unge mennesker, der ikke aner, hvad de skal. Samtidig skriger virksomhederne og fiskeriet på nye kræfter, der vil være en del af erhvervene på havnen.

— Fiskere bliver fiskere, fordi deres fædre, og deres fædres fædre, var fiskere. Det betyder, at der ikke er særlig mange, der skal falde fra, før der ikke er nogen tilbage. Derfor er der behov for, at vi skaber en interesse for faget, så der også kan komme nogle nye til.

Peter Sundbæk fortæller, at ønsket om at støtte erhvervslivet i Hirtshals også er en af grundene til, at han er blevet så engageret i projektet, at han nu vil gøre alt for at få det til at lykkes:

— Min egen rolle i projektet er stor. Jeg er herfra, jeg har et lokalt kendskab, og det betyder både noget for mig at skabe nye muligheder for nogle unge mennesker – og at kunne give det maritime erhvervsliv et skub i den rigtige retning, fastslår den kommende forstander.

This article is from: