Skip to main content

Vores tøj LP

Page 1

Det fælles bedste af Nicolaj Reffstrup For cirka 25 år siden tjekkede jeg ung og naiv ind på Handelshøjskolen i København. Jeg var bogstavelig talt kommet ind med firetoget og var indskrevet på et spritnyt studie etableret af fire fantastiske professorer, hvor vi skulle studere filosofi og økonomi. Ingen vidste helt, hvor vi ville ende, men alle gik ubekymrede til stålet og trak studiet i forskellige retninger. Som en del af studiet fordybede jeg mig blandt andet i spilteori, som lidt forsimplet kan forklares som en matematisk model for menneskelig adfærd. Ikke at jeg var nogen ørn til matematik, men jeg blev betaget af spilteoriens evne til at udstille menneskets tilbøjelighed til at træffe opportunistiske valg, der måske på kort sigt synes at optimere individets egen situation, men som på længere sigt underminerer vores fælles værdier, så det samlede resultat bliver værre for alle, inklusive beslutningstageren selv. Det slog mig at være tæt på sandheden om menneskets adfærd. Vi har aldrig været gode til at træffe langsigtede beslutninger til det fælles bedste, men ender let med at hytte vores eget skind her og nu. På cirka samme tid fordybede jeg mig også i faget Det Etiske Regnskab, som meget forenklet var en interessentbaseret regnskabsmodel udviklet af professorerne Peter Pruzan og Ole Thyssen. Modellen kiggede ikke blot på profit vs. ikke-profit, men motiverede virksomheder til at involvere alle deres interessenter i arbejdet med at rapportere om virksomhedens “performance”. Som en del af faget stødte jeg på en del materiale om menneskets udnyttelse af Jordens ressour7


cer og tidlige artikler om global opvarmning og klimaforandringer. Noget materiale var mere videnskabeligt forankret end andet, men generelt slog det mig, at alle forskere syntes autentiske og uden en politisk agenda. Og hvis de facts og de scenarier, de beskrev, stod til troende, så det sort ud for Jordens fremtid, i hvert fald som et, for mennesker, behageligt habitat. Jo mere jeg i løbet af mit bachelorstudie gravede mig ned i teorier og fakta om menneskelig adfærd og Jordens tilstand, desto mere bevidst blev jeg om, at vi nok aldrig ville løse det problem, vi stod overfor. Det er ganske enkelt svært for mennesket at forholde sig til fakta, internalisere dem og træffe de rigtige langsigtede beslutninger på baggrund heraf. Især fordi de rigtige beslutninger typisk involverer en mindre attraktiv situation på kort sigt. Dengang hæftede jeg mig ved, omend det er banale eksempler, at jeg ville gå meget langt for at finde økologisk mad. For 20 år siden krævede det en indsats at finde økologiske madvarer, men jeg insisterede, lidt fordi jeg tænkte på miljøet, men i endnu højere grad af egoistiske årsager, fordi jeg kunne gøre noget godt for mig selv og min egen krop. På samme tid elskede jeg (og det gør jeg stadig) at tage alt for lange varme bade. Og selvom jeg var bevidst om, at jeg relativt let kunne gøre noget godt for miljøet ved at tage kortere og koldere bade, kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at opgive den dårlige vane. Det havde jo umiddelbart ingen konsekvenser, og ingen kunne alligevel se mig stå der i badet og dampe og sende varmt drikkevand direkte ud i kloakken. Det slog mig dengang, at hvis jeg ikke kunne overbevise mig selv, med min viden og overbevisning, om at droppe det lange bad, kunne jeg heller ikke forvente, at resten af verden ville rette ind og træffe 8


beslutninger, der ville skabe en dårligere situation på kort sigt. Det samme gør sig eksempelvis også gældende, når talen falder på CO2-udledning, som til en vis grad er politikere og virksomheders varme bad. Ingen kan bogstaveligt talt se CO2 fosse ud – den er usynlig – og det har ingen umiddelbare konsekvenser, at vi pumper atmosfæren fuld. På samme tid har det uoverskuelige kortsigtede konsekvenser, hvis vi prøver at reducere den eller pålægge den afgifter. Politikere ville måske tabe deres næste valg, virksomheder ville tabe penge og den gennemsnitlige forbruger ville skulle give køb på bekvemmelighed og glæder i en grad, der ville få de fleste til at korse sig. Så derfor sker der i store træk stort set intet med den globale CO2-udledning. Udledning af drivhusgasser forårsager på abstrakt vis ændringer i vores klima på lang sigt og primært langt væk fra os. Hvis konsekvensen i stedet var håndgribelig og umiddelbar, og måske endda direkte påvirkede den forbruger, der forårsagede udledningen, ville problemet være væsentligt lettere at løse – hvis vi overhovedet ville have et problem. Forbrugere ville agere med mere omtanke for klimaet, politikere ville stå i kø for at lancere CO2-afgifter for at vise handling og vinde det næste valg, og virksomheder ville gå all-in på produkter, der havde positiv indflydelse på klimaet. Det koncept går igen i mange af de problemer, vi som mennesker står overfor. Om det er stormagters våbenkapløb, midaldrende mænds varme bade, rydning af skovarealer eller politikere, der vægrer sig ved at sætte handling bag deres klimaløfter til befolkningen, er det næsten altid forankret i, at den adfærd, der skaber de bedste resultater på lang sigt, altid kræver et offer eller involverer risici på den korte bane.

9


Kombinationen af spilteori og klimaforandringer blev lidt af en åbenbaring for mig, som har fulgt mig mere eller mindre intenst igennem mit liv. I mit arbejdsliv har jeg forsøgt at efterleve den indsigt, men med varierende succes. Under studiet udviklede jeg sammen med en nær ven et markedsføringskoncept til et større reklamebureau. Konceptet var baseret på brugen af etik, som et parameter i virksomheders markedsføring – etik forstået som konstruktiv dialog med virksomhedens interessenter. Første gang jeg tjente bare lidt penge på mit arbejde, investerede jeg rub og stub i et af verdens første økologiske luksustøjmærker. Fælles for begge projekter var dog – uanset de godsindede intentioner – at de bidrog til at sælge endnu flere varer i en verden, der ret beset ikke behøver flere varer. Dybere var min indsigt åbenbart ikke. Og i dag sidder jeg på 12. år som medejer af en tøjvirksomhed, som godt nok forsøger at opføre sig ansvarligt og hver dag gøre det bedre end i går, men som trods alt stadigvæk lever af at sælge varer, vi grundlæggende godt kunne undvære. Vores industri er ekstremt progressiv og kompetitiv og har været tidligt ude med en fuld outsourcing af hele værdikæden. Det er de færreste brands, der selv ejer produktionen af deres produkter og endnu færre ejer underleverandører til deres leverandører. Dermed har branchens mantra længe været, at vi, hvis vi skal levere et ansvarligt produkt, vil være afhængige af, at andre aktører bidrager med innovation længere ude i værdikæden – jeg har selv gentaget samme udfordring eller undskyldning ved mange lejligheder. Det er tankevækkende, at relativt få tøjvirksomheder har en ”Research & Development”-afdeling med fokus på udvikling af ansvarlige og bæredygtige tekstiler, produktionsmetoder el10


ler transportløsninger. Meget få tøjvirksomheder har ingeniører eller forskere ansat. Vi forventer, at andre aktører løser de problemer, vi selv har været med til at skabe, men vi har bredt betragtet svært ved at betale for den innovation, der finder sted, fordi prisen på tøj i nyere tid kun er blevet lavere og lavere. På den måde har mode- og tekstilindustrien længe været baseret på en uforsvarlig tilgang til verdens ressourcer. Vi er nødt til at ændre vores tilgang til at drive forretning fra at være baseret på kortsigtet optimering til blandt andet at inkludere bæredygtige forbrugsmodeller, der kigger længere frem. På den måde ser jeg det i dag som en del af mit ansvar at anvende den platform, jeg har været med til at bygge, til at udforske mange af de muligheder, der trods alt findes, til at udvikle en fremtidig modeindustri, som opfører sig ansvarligt og bidrager til at finde reelle løsninger på de udfordringer, vi står over for. Nøglen til at træffe bedre beslutninger er, ud over viljen til at ofre bekvemmelighed på den korte bane, først og fremmest mere og bedre viden om konsekvenserne af det, vi foretager os. Jo mere transparens og objektive data vi kan tilgå, jo mere håndgribelige og vedkommende scenarier vi kan opstille, desto tydeligere vil det være for et bredere publikum, hvad den rette handling er, og hvad værdien af et mindre offer på den korte bane vil være på den lange. Denne viden er asynkront fordelt og måske ikke tilstrækkelig bredt tilgængelig. Dette kan være på grund af mangel på viden, men det kan også være, fordi denne viden er gemt i akademiske biblioteker og skrevet i et sprog, som er svært at forstå for de fleste. Markus og Esbens passion for både branchen og hår11


de fakta har resulteret i en bog, som er et både relevant og spændende bidrag til den oplysning og transparens, vi alle har brug for for at kunne træffe de rette beslutninger både på kort og langt sigt. Jeg har glædet mig til at læse den endelige version og kan ikke lade være med at tænke over, om min karriere havde formet sig anderledes, hvis jeg med bogen i hånden havde været mere bevidst om den globale tøjindustris aftryk på vores verden, da jeg startede i branchen for knap 12 år siden. Jeg håber, du vil læse den og lade den informere og påvirke din kortsigtede såvel som din langsigtede adfærd. God læselyst …

12


Forord Efter i en del år begge at have arbejdet med tekstiler i tekstiltrykkeriet Makershirt sad vi til sidst inde med en masse tanker, visioner og konkrete ideer til ændringer i tekstilindustrien og til håndteringen af tekstilaffald. Alt sammen noget, der var langt fra det at lave gode tryk på tekstiler, sådan som vi gjorde til hverdag. Derfor var der grobund for at skabe noget nyt – et sted, der kunne rumme, at vi tænkte større. Af den grund startede vi i 2019 Tænketanken Tekstilrevolutionen, som er en platform for bæredygtig tekstilproduktion og -forbrug. Det er passion for at ændre tekstilindustrien, vores praktiske erfaring og læsning af en næsten endeløs række af rapporter og videnskabelige artikler, der har ført til den bog, du nu sidder med. Efter at have læst alle disse rapporter og undersøgelser samt snakket med en lang række eksperter inden for snævre dele af industrien mener vi, at vi har noget at byde ind med i forhold til en bæredygtig omstilling i tekstilindustrien, som vi mener er af afgørende nødvendighed. Grundlæggende tror vi på, at vi skal ændre industrien fra alle de vinkler, vi overhovedet kan, og at vi skal skabe en større forståelse for, hvad der sker i industrien. Gennemsigtighed bør være et nøgleord i industriens fremtid. Og så skal vi alle sammen hver især som forbrugere skabe bedre vaner, der fordrer mere bæredygtighed i både produktionen og forbruget af tekstiler. Hele tekstilproblematikken er en del af den meget større problematik om overforbrug. På verdensplan forbruger vi ressourcer meget hurtigere, end Jorden kan nå at reproducere dem. Det vil sige, at hvis vi ikke gør noget, så vil der til 13


sidst ikke være noget at forbruge, for alle ressourcer vil være brugt. Det sker ikke i morgen, men lige så stille vil der opstå knaphed på forskellige ressourcer. Vi ser det allerede nu. Det kan meget vel komme til at få enorme konsekvenser, men i langt højere grad for de kommende generationer end for os, der lever nu. Men også måden, vi behandler vores medmennesker i fattigere egne på, er et tema, der står os meget nært. Der er en generel tendens til at de fattigere egne bliver fanget i sorte spiraler, som er sværere at vende. Disse steder bliver for eksempel ramt langt hårdere af effekterne af klimaforandringer, hvilket gør det endnu sværere at skabe overskud til at forebygge uheld og katastrofer. Store dele af tekstilindustrien er i høj grad fanget i disse sorte spiraler, hvilket går ud over mange tekstilarbejdere og deres nærområder. Dette aspekt af tekstilindustrien vil vi derfor også belyse. Denne bog skal ses som et input til den større generelle debat om forbrug og produktion og som en opsamling, analyse og idékatalog på området for omstillingen til bæredygtighed i tekstilindustrien – for både politikere, brands og forbrugere. Bogen samler den viden, vi har på området, og vi har bestræbt os på at præsentere det hele på en ligefrem, læsbar og tilgængelig måde. I bogen fremsætter vi løsninger på politisk, industrielt og privat niveau, i håb om at håndgribeliggøre og tilskynde til omstillingen, både mentalt og, i sidste ende, på handlingsplan med en sænkning af miljømæssige aftryk til følge. Det er værd at bemærke, at dette ikke er en bog om mode, men om tekstil. Vi nævner mode her og der og forholder os til modeindustriens miljømæssige og sociale konsekvenser, men vi har ingen holdning til stil, sammensætning af outfits eller 14


andet i den boldgade. Vi henvender os til dem, der interesserer sig for eller vil blive klogere på bæredygtighed inden for tekstilindustrien; til dem, der synes, det er interessant at få indblik i de store linjer og forstå sammenhængen i industrien. Bogens ramme er bæredygtighed – både den sociale, miljømæssige og økonomiske del. Den går i dybden med, hvordan tekstilindustrien ser ud, hvilke usynlige magtstrukturer der låser den fast, og hvilke nøgler vi kan bruge for at få den på ret køl. I skabelsen af denne bog har vi fået input fra utallige mennesker, læst rapporter, videnskabelige artikler, afhandlinger og gravet os igennem lange bilag og store dataark. Flere kompetente mennesker har taget sig tid til at give os kritisk feedback. Særligt tak til Mads Jespersen og August Septimius Krogh. Vi kan godt lide, når man kan stole på det, man læser, og se, hvor data kommer fra. Derfor har vi kilder på alle vores tal og på de steder, vi har fået input fra. Vi er igennem vores research af og til blevet overraskede og ofte klogere, og vi er blevet introduceret for nye perspektiver på, hvad vi troede, vi allerede vidste. På trods af den megen læsning og de mange besøg hos diverse eksperter, ved vi ikke alt. Af og til rykker teknologien og forskningen hurtigt. Derfor skal du som læser være mere end velkommen til at tage fat i os, hvis du mener, du har viden, der kan hjælpe os og andre. Vi vil løbende opdatere tal, perspektiver og vinkler på www.tekstilrevolutionen.dk/vores-toj-verdens-ressourcer – du kan scanne QR-koden og gå ind, allerede nu, for at se, om der er kommet reviderede tal eller nye vinkler. 15


Selvom denne bog står på en base af tung og velfunderet viden, så er det ikke alt, der er nyt. Hverken for forskerne, for os og sikkert heller ikke for dig. Du ved sikkert allerede, at der er noget helt galt – også selvom du ikke kan sætte præcise ord eller tal på det. Man kan med rette spørge sig selv og hinanden om, hvorfor udviklingen går så langsomt, og hvorfor der ikke er sket mere, end der er. Som du vil læse dig til i bogen her, er denne industri enormt kompleks. En stor del af problemet handler også om, at tekstilindustriens problemer er upersonlige, og at der derfor ikke har været en stærk kraft eller incitament til at ændre den. Meget handler om, at vi som mennesker generelt forsøger at løse de problemer, der står lige foran os. Men tekstilindustriens problemer er meget langt væk og ofte svært gennemskuelige. Man kan hurtigt se, hvordan problemerne kan gå under radaren, når alle har fokus på det nære. Når forbrugerne ikke ser eller mærker problemerne på egen krop. Det er ikke deres arbejdspladser, skovområder eller helbred, der bliver ramt. Industrien har fokus på de udfordringer, der handler om at tjene penge og skabe glade kunder. Problemerne er mange gange også langt væk fra dem. Lovgivere og politikere fokuserer på, at borgerne og erhvervslivet trives. Det er let at kigge den anden vej. Der er altid mange andre præsente problemer, der vil have opmærksomhed. Naturligvis er der både forbrugere, erhvervsfolk og politikere, der kigger længere ud – heldigvis. Også selvom det er svært. Svært at forstå det og svært at holde fokus på det. Der er brands, der gør reelle forsøg på at tage ansvar for deres leverandørkæde. Politikere og lovgivere er også i stigende grad opmærksomme på disse komplekse problemer, og selvom det er svært, er der stigende interesse for at hånd16


tere problemerne politisk. Forbrugere bliver også langsomt mere og mere bevidste om deres ansvar. Denne industri skal ændres af dem, der har overskuddet til at sætte sig ind i kompleksiteten og forstå den godt nok til at tage de beslutninger der er bedre for verden. Det betyder ikke, at det skal være dyrere, være en dårlig forretning eller et politisk selvmål. Men det kræver energi, og det kræver, at man begynder at tænke anderledes. Vi håber, at du finder denne bog brugbar og indsigtsfuld, og vi håber, at du vil dele dine indsigter med din omgangskreds. Og så håber vi, at du vil være med til at starte den bevægelse, der er med til at sikre, at der sker nødvendige ændringer i tekstilindustrien.

17


Hvordan bogen kan læses Hej til dig – læseren af denne bog. Fedt, at du har fået fat i den. Vi håber, at du kommer til at nyde den, og at den kan gøre dig endnu klogere. For at gøre oplevelsen endnu bedre får du lige et hurtigt overblik over strukturen, og hvordan du kan gribe bogen an. Vi anbefaler, at du læser det, der interesserer dig, men vi har forsøgt at strukturere indholdet sådan, at det er optimeret til forskellig brug: Til dig, der vil have det hele med Den klassiske kronologiske tilgang, hvor du simpelthen læser fra cover til cover, så du er sikker på at få det hele med. Det er en relativt let læst bog, som dog rummer nogle emner, det er værd at bruge tid på at reflektere over, og fagtermer, som ikke alle vil have stødt på før, men som vi forklarer undervejs. Til dig, der kender problemerne Det er efterhånden alment kendt, at vores tøj kommer fra steder i verden, hvor arbejdsforholdene ofte er elendige, hvor kilder til ressourcer udpines, og hvor farlig kemi hældes i floder og på mennesker. Er du bekendt med problemerne, deres omfang og kompleksitet, eller er du i dårligt humør og har ikke brug for at få udpenslet, hvor skidt det står til, så hop lidt let og hurtigt over del 1 og 2 og gå til kapitel 3 og 4, hvor vi reflekterer over mulige løsninger og giver bud på, hvad du selv kan gøre. 18


Til dig, der vil handle Vi indleder med problemerne, før vi når til løsninger og handlemåder, og derfor kommer vi først med konkrete råd, efter at vi har beskrevet, hvordan industrien hænger sammen. Hvis du er her for at finde ud af, hvad du selv kan gøre, så hop direkte til del 4, hvor vi har listet håndgribelige løsninger – men se da også lige nærmere på del 3, der går til bunds i løsninger på større plan. Til dig, der skal tjekke Du kan også bruge bogen som et opslagsværk eller en trampolin til at hoppe videre i specifikke emner. Du kan have den stående på hylden og hive den ned, når du bliver i tvivl om specifikke elementer eller vil bruge vores referencer til at dykke endnu dybere ned i noget, der særligt interesserer dig.

Bogens struktur Del 1 kommer om lidt. Her giver vi dig et objektivt og faktuelt overblik over tekstilindustrien – et bredt og overordnet perspektiv. Det handler om at få styr på, hvad der er op og ned, og hvad status er i industrien, på mange forskellige parametre. Vi dykker bl.a. ned i ressourceproblemer, drivhusgasser, arbejdsforhold og genbrugssystemet. Vi forsøger at skitsere, hvor kompleks tekstilindustrien som sektor er, og forsøger at aflive myter. Vi præsenterer i del 1 også de tal og processer, som resten af bogen kommer til at bruge som referencer.

19


Del 2 handler om de dynamikker, der gør, at det står til, som vi beskriver i del 1. Du får et overblik over de mange aktører, og hvordan de påvirker hinanden, og hvorfor disse dynamikker på mange måder er låst fast i forskellige interesser og magtforhold. Del 3 handler om de muligheder, vi ser, for at komme de mange problemer til livs. Det er vores bud på, hvordan vi på stor skala får vendt skuden og løst op i de dynamikker, der er blevet beskrevet i del 2. Vi kommer blandt andet ind på, hvordan tøj skal tænkes anderledes fra designfasen, hvordan nye teknologier kan hjælpe os med at minimere miljøaftrykket, og hvordan samarbejder på tværs af sektorer og lande kan have en stor positiv påvirkning. Med andre ord præsenterer vi her forskellige cirkulært orienterede (altså genanvendelses- og bæredygtighedsorienterede) forretningsmodeller, som vi mener, morgendagens brands bør agere ud fra. Efterfølgende ser vi på, hvordan ændret forbrugeradfærd også kan være – og allerede er – en vigtig faktor, når det kommer til at skabe ændringer til fordel for en mere bæredygtig verden. Del 4 tager løsningerne ned på individniveau og kommer med helt konkrete råd, som du kan benytte fra nu af for at gøre dit negative aftryk på planeten mindre. Her er der hverken virksomhedsfilosofi eller spekulationer, men i stedet påmindelser om, hvor meget magt du har som forbruger.

20


Kom med! Vi håber, at denne bog vil give dig nye indsigter og anledning til refleksioner, og at du vil diskutere dem med venner, familie og kollegaer. Vi kan kun ændre verden, hvis vi sammen gør noget, så tilslut dig bevægelsen af forbrugere, brands og lovgivere, der vil gøre noget ved dette store problem.

21


Del 1 Fakta om tekstilindustrien


Information er et afgørende første skridt i retningen af forandring, så det er vigtigt, at vi alle har øje for, hvilke problematikker der eksisterer på tekstilområdet. Tekstilindustrien er ufatteligt stor. Den beskæftiger mellem 140 og 260 millioner mennesker1 og har en anslået værdi på næsten 5 billioner kroner globalt.2 Her kan du lige se tallet: 4.981.690.000.000 kr. Det er så stort et tal, at vi faktisk slet ikke forstår det. Til sammenligning var Danmarks samlede offentlige udgifter på ca. 1.100 milliarder kroner3 altså 1.100.000.000.000. Det betyder, at tekstilindustrien sammenlagt kunne finansiere det offentlige danske system ca. 4,5 gange. Der er altså tale om en kæmpe industri og en gigantisk maskine, hvor ting i dag gøres på nogle faste måder, med nogle faste systemer og faste rutiner. Selvom bomuld er blevet uofficiel repræsentant for verdens tekstilfibre, så ligger den på en klar andenplads efter polyester. På verdensplan dominerer polyester med ca. 50 % af den globale fiberproduktion, og bomuld står for omkring 25 %. Den fjerdedel (cirka), der er tilbage, fordeler sig på nylon, andre syntetiske fibre, cellulosefibre (som viskose eller Tencel for eksempel) og andre plantebaserede fibre. I de meget små marginaler, finder vi uld, dun og silke, der tilsammen ikke udgør over 3 %.4 Polyester er et billigt materiale, hvorfor det har været på en støt stigende rejse siden 70’erne, og i 2017 blev det produceret i dobbelt så store mængder som bomuld.5 Bogen igennem vil vi benytte t-shirten som vores primære tekstileksempel. Det skyldes, at t-shirts er lette at forholde sig til, da det er en simpel størrelse, der typisk ikke har lynlåse, knapper og den slags. Vi arbejder med tre grundtyper af t-shirts: 25


en af ren bomuld, en af ren polyester og en, vi kalder Verdens Mest Gennemsnitlige T-shirt.

Denne t-shirt er vores forsøg på at konkretisere den meget komplekse industri. Verdens Mest Gennemsnitlige T-shirt er, med henvisning til tidligere, lavet af ⅔ polyester og ⅓ bomuld. Zoomer vi ind og ser på Danmark, kommer den største del af vores tekstilforbrug fra husholdninger – ca. 75.000 tons ud af 85.000 tons.6 Det giver os et forbrug på ca. 13 kg tekstil pr. person pr. år, hvis man kun medregner husholdningstekstil, men ca. 15 kg hvis man tager det hele med.7. Det er en forbedring fra 2014 – den nyeste sammenligning af de nordiske lande – hvor vi havde et forbrug på ca. 16 kg tekstil pr. person pr. år.8 I denne undersøgelse ligger vi ikke lige så godt som svenskerne og islændingene, med 15 kg pr. person, eller finnerne med deres 13,3 kg pr. person. Til gengæld var det langt bedre end nordmændene med deres 24 kg pr. person. 26


Intro til hovedpersonerne For at komme godt i gang og gøre det lettere at forstå resten af bogen tager vi lige et hurtigt grundlæggende kig på, hvordan bomuld og polyester bliver skabt.

Bomuld Bomuld er en erfaren fiber med mange år på bagen. Forskere har fundet ud af, at der har været bomuldsdyrkning helt tilbage fra 7800 f.v.t. i Peru, og at spundet og vævet fiber kan spores tilbage til i hvert fald 6000 år f.v.t. (ovenikøbet med blå indigofarve – det er tæt på at være de klassiske blue jeans).9 Bomuldsdyrkningen var lidt senere om at komme i gang i Indien – men de er, som vi skal se, kommet efter det siden. Processen med at få bomuld fra mark til tøj er selvfølgelig blevet mere og mere raffineret med tiden, men i grunden ser den næsten ud som for knap 10.000 år siden. I grove træk er der 13 led, fra bomulden plantes, til en t-shirt kan købes i en butik. 13 led, hvor alle skal tjene penge undervejs. 1. Bonden dyrker bomulden. Det tager 120-180 dage. Som regel er det konventionelt landbrug, hvor der bliver brugt pesticider og kunstgødning. 2. Bomulden høstes. 3. Mellemhandler opkøber små partier. 4. Fabrik køber bomuld af mellemhandler. 5. Bomulden bliver spundet til en lang tråd. 6. Garnet bliver vævet til klæde og kommer på store ruller. 7. Klæder bliver farvet. 27


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Vores tøj LP by Forlagetmultivers - Issuu