VIDEN OM DANS
Til Erik Aschengreen
Inger Damsholt
VIDEN OM DANS En grundbog
Viden om dans. En grundbog Af Inger Damsholt 1. udgave, 1. oplag 2018 © Forlaget Multivers ApS, 2018 Forsideillustration: ”Love of books, conceptual image” © SMETEK/SCIENCE PHOTO LIBRARY Tryk: Totem Printed in Poland 2018 ISBN: 978-87-7917-408-5 www.multivers.dk Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen findes også som e-bog og må derfor ikke indskannes.
Forlag og forfatter takker følgende fonde for støtte til udgivelsen:
Ballettens venner Beckett-Fonden Toyota-Fonden
indhold forord ............................................................ 7 introduktion .............................................. 11 1. danseteori ............................................... 27 1.1 Indledning ......................................................... 27 Tekniske terminologier...................................... 31 1.2 Koreologi – Labans bevægelseslære............. 38 Kinetografi (Labanotation) .............................. 42 Koreutik (Space Harmony)............................... 47 Eukinetik (Effort Shape)................................... 51 1.3 Andre teorier .................................................... 54 Antropologi, etnologi og sociologi .................. 61 Filosofisk æstetik................................................ 71 1.4 Nyere danseteori – kroppen.......................... 80 Fænomenologi.................................................... 83 Kulturstudier og intersektionalitet.................... 90
2. danseanalyse .......................................... 101 2.1 Indledning ......................................................... 101 Bevægelsesanalyse ............................................. 105 2.2 Feltarbejdet og den etnografiske tradition............................................................. 108 Empiri og metoder i felten................................ 113 Analysemetoder og databehandling................. 124 2.3 Værkanalysen og den kunstvidenskabelige tradition ....................... 148 Dansekritikken .................................................. 150 Metoder til analyse af scenisk dans.................. 158 2.4 Intermedialiteter............................................... 172 Koreomusikalsk analyse.................................... 174 Levende billeder – screen-dans......................... 184
3. dansehistorie ........................................ 191 3.1 Indledning ......................................................... 191 3.2 En historie om dansehistorie som disciplin..............................................................195 Interludium – en øjenvidneberetning............... 213
3.3 Metode – empiri og teori ............................... 218 Empiriske materialer.......................................... 220 Teoretiske overvejelser....................................... 226 3.4 Dansehistorisk repræsentation ..................... 246 Fortid i ord................................................... 247 Fortid i dans.................................................. 256
litteratur og materialefortegnelse ............................ 265 registre .......................................................... 283
forord Denne bog er dediceret til min kære ven Erik Aschengreen. For mig personligt har Erik haft en afgørende betydning for mit professionelle liv med dans. Først som en blændende forelæser og nærværende vejleder, der lyttede og mødte mig i øjenhøjde. Gradvist blev han også min mentor, der kørte mig i stilling til at introducere dans som gymnasiefag, til at skrive ph.d.-afhandling og til at overtage hans funktion som dansevidenskabelig medarbejder på Københavns Universitet, da han selv gik på pension i 2000. For dette og for alt det andet, han har beriget med liv med, er jeg dybt taknemmelig. I direkte forlængelse af denne indledning vil jeg rette en varm tak til alle de dejlige dansestuderende og -undervisere, jeg mødte i forbindelse med den allerførste årgang på Dansens Æstetik og Historie 1989/1990. En helt særlig plads i mit hjerte har Karen Vedel, som igennem de sidste femten år har været min dansevidenskabelige forsknings- og undervisningsmakker på Københavns Universitet. Det var ikke mindst på grund af hendes faglige styrke og uendelige gåpåmod, at det lykkedes os via NOFOD at etablere No-MA-ds-uddannelsen som en tværinstitutionel kandidatuddannelse. I forlængelse af dette vil jeg rette en stor tak til Dance in Nordic Space-gruppen, som i selvsamme periode har fungeret som mine transnationale dansevidenskabelige kolleger: Lena Hammergren, Mats Nilsson, Petri Hoppu, Egil Bakka og Anne Fiskvik. Jeg vil også rette en varm tak til de mange studerende, som jeg i perioden 1995-2017 har undervist og eksamineret i dansevidenskab på KU såvel som på de andre No-MA-dsuniversiteter. Det har i den forbindelse været en fornøjelse at følge Kamma Siegumfeldts karriere i danseverdenen, eftersom vi jo har kendt hinanden siden vi var børn. En helt speciel tak går imidlertid til Mie Lotte Ajspur, som jeg i en årrække var så heldig at have som kollega, og som har været særdeles behjæl-
forord · 7
pelig med at lave Labanotationerne til denne bog efter mine anvisninger. En meget stor tak går til historiker og KU-kollega Dorthe Gert Simonsen for at nærlæse og kommentere en stor del af bogens tredje del om Dansehistorie. Tak til leder af Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Mette Sandbye, for ufortrødent at opmuntre mig til at færdiggøre bogen på trods af fortløbende udfordringer og BFI-direktiver. Og til Ann-Charlotte Nielsen, som jeg – siden jeg i mine meget unge år underviste hende i praktisk koreomusikalsk analyse på det hedengangne Dance Factory – fortløbende har fået smil fra på KU, i kantinen og i metroen. Bogen er blevet til over en periode på femten år – nærmere bestemt fra 2003 til 2018 – og en række af de danske danseforskere, der også har haft stor betydning for min viden om dans er i løbet af den tid afgået ved døden. En af de afdøde er Ole Nørlyng, der med sit kendskab til mig som studerende på musikvidenskab tidligt inddrog mig som vikar i forbindelse musikundervisningen på Den Kongelige Balletskole. At Ole åbnede døren til Den Kongelige Balletskole, har blandt andet ført til, at jeg som konsulent har kunnet medvirke til at udarbejde læreplaner for balletundervisningen på skolen. I den forbindelse har jeg haft mulighed for at blive rigtig gode venner med Thomas Lund, som var en af de teenageelever, jeg underviste på skolen sidst i 1980’erne, og mulighed for at få kendskab til mange andre af ballettens mange dygtige og kærlige kunstnere. Tak for det. En anden betydningsfuld person, som er død i perioden, er Ib Fischer Hansen, der som rektor i 1994 gjorde Nørre Gymnasium i Brønshøj til den første skole i Danmark, der udbød dans som valgfag i gymnasiet. Efter at Ib i 2001 gik på pension, deltog han i en årrække ved min årlige julesammenkomst, inden han i stigende grad blev svækket af Parkinsons sygdom. At dans er blevet et valgfag i gymnasiet, var ikke mindst på grund af den opbakning, jeg fik fra flere af skolens medarbejdere – heriblandt Jan Millung og Lisa Rasmussen. En særlig tak går 8 · viden om dans
til Ditte Gram Bastholm, som jeg på Nørre G først underviste i musik, derefter i dans, og som jeg igen fik glæden af at undervise og eksaminere i dansevidenskab på KU. At dans blev et gymnasiefag var også årsagen til, at jeg ved flere senere lejligheder har haft mulighed for at arbejde tæt sammen med min gode ven Michael Netschajeff og med Lotte Inger Nielsen, når vi i samarbejde med gymnasieafdelingen i Undervisningsministeriet har skabt nye læreplaner. Sidst, men ikke mindst har jeg i de seneste år glædet mig over, at dansen har fået en så dygtig og samvittighedsfuld fagkonsulent som Uffe Englund, som det tilmed har været hyggeligt at stifte nærmere bekendskab med igen. Endnu en af de personer, som er afgået ved døden, er Henning Urup, som jeg lærte at kende i forbindelse med Dansk Dansehistorisk Arkiv, for hvis jeg bestyrelse jeg senere blev formand. Jeg har i andre sammenhænge fremhævet Hennings arbejde og dets betydning for mit eget arbejde, så i denne kontekst vil jeg nøjes med at tilføje, at jeg de seneste år af hans liv havde glæde af også at lære hans kone Ida at kende. En anden betydningsfuld og nu afdød danseforsker er Anca Giurchescu, som jeg nåede at få bedre kendskab til i forbindelse med NoMA-ds-arbejdet, og som var så utrolig hjælpsom, at hun nærlæste den af mine lanciersanalyser, der tager udgangspunkt i hendes udlægning af Studiegruppen for Etnokoreologis syllabus. Tak for det hele – og hvil i fred begge to. På dette sted vil jeg rette en tak til Janne Fruergaard Keyes på Ørslev Kloster, som især i begyndelsen af perioden 20032018 har givet mig ro og fred til at fordybe mig i arbejdet. En af de dansepersoner, der er død i løbet af perioden, men som jeg ikke kendte, er kunstneren Eske Holm, hvis memoirer jeg allerede i 2003 valgte som udgangspunkt for en anskueliggørelse af den klassiske kildekritik. I efteråret 2007 opholdt Eske og jeg os tilfældigvis på Ørslev Kloster samtidig, og da jeg fortalte ham om måden, hvorpå hans memoirer indgik i min kommende bog, tilbød han at nedskrive sine kommentarer, så jeg kunne citere disse. Tak for det! forord · 9
På dette sted føler jeg også trang til at takke alle mine danselærere, som har udfordret mig på forskellige dansegulve, siden jeg var barn. En særlig tak til Karen Sejlund for at lære mig at danse lanciers, Vivian Bjarnov for sine jazz-moves, Living Movement-damerne (Tone Sundal, Graziella Hsu og Jytte Kjøbek) for at introducere mig til moderne dans, Ann Crosset og Melinda Langeland Young for at systematisere undervisningen og løfte kvalitetsniveauet på KU, samt Kathrine Navina Østergaard for aldrig at opgive at føre mig i en tango, om end jeg føltes som ”en tung sylfide”. Sidst, men ikke mindst vil jeg rette en stor tak til hele min dejlige familie som altid har støttet og bakket mig op – fagligt såvel som privat. Mine forældre, Nanna og Torben – der begge er uddannede faghistorikere og tidligere har undervist på KU – læste og kommenterede bogens tredje del i forbindelse med min lektoratansøgening i 2004. Min søster Tine, der er professor i Europæisk Etnologi, har været særdeles behjælpelig i forbindelse med bogens første og anden del. Min bror, Jens, der er cand.mag. i historie og filosofi, har været særdeles behjælpelig i forbindelse med især bogens tredje del. Mine tre børn har på hver deres vis bidraget til denne bog. Tak til Emma og Jonathan for at gøre det muligt at kombinere min indsigt i den lokale lancierstradition på Espergærde Gymnasium med en familiær begivenhed. Tak til Anna for at lære mig om kærlighedens væsen og for at udfordre min selverkendelse maksimalt. Og en kæmpe tak til min elskede mand Michael for altid at forsøge at give mig plads og rum til at arbejde og være mig selv, og for kontinuerligt at skærpe min evne til at formidle kompleksiteten i humanvidenskab generelt og kunst- og kulturvidenskab i særdeleshed.
10 · viden om dans
introduktion dans, bevægelse af kroppen, uden andet fysisk formål end selve bevægelsen. Dans opstår af menneskets iboende bevægetrang, ofte i forbindelse med socialt samvær og ritualer. Dans som kunstart fremtræder som raffinerede kropsudtryk med definerede æstetiske idealer og træningsformer. (Christensen et al. 2018) Hvad er dans, og hvordan kan vi vide noget om den?1 I den euro-amerikanske verden møder vi dans under så forskellige overskrifter som samvær, ritual, kunst, sport, underholdning og terapi. Og hvis vi åbner blikket mod andre dele af verden, ser billedet endnu mere kompliceret ud. Det kan derfor næppe undre nogen, at dansevidenskabens genstandsområde overskrider grænserne mellem mere etablerede og velkendte fag som antropologi, etnologi, sociologi, musikvidenskab, teatervidenskab, film- og medievidenskab, idræt og psykologi – for nu blot at nævne nogle. Blandt denne bogs læsere vil der måske være nogle, der undrer sig over, at de aldrig har hørt om faget dansevidenskab før nu. I den forbindelse skal det understreges, at det ganske rigtigt er et lille fag forstået på den måde, at ikke mange mennesker er involveret i det – hverken i Danmark eller på verdensplan. Flere danseforskere har peget på en række forhold, der gør, at dans som genstandsfelt kun i meget begrænset omfang er repræsenteret på universiteterne i den vestlige kulturkreds. I 1988 opregnede den canadiske filosof Francis Sparshott (1926-2015) nogle væsentlige årsager i bogen Off the Ground: First Steps to a Philosophical Consideration of the Dance (Sparshott 1988: 187). Et af Sparshotts årsagsforhold er det faktum, at dans primært forbindes med den menneskelige krop, der har en lavere status end den menneskelige bevidst1
Dette kapitel er delvis identisk med dele af de følgende tidligere publikationer: Damsholt 2013, Damsholt 2014a og Damsholt 2014b. introduktion · 11
hed.2 Et andet forhold er, at dans overvejende er et kvindefag – hvilket i sig selv medfører en lavstatus – og at kombinationen af kvindekønnet og kroppen – ’dansepigen’ – associerer aktiviteter af tvivlsom moral. Pointen er imidlertid her, at Dansevidenskab (engelsk: Dance Studies) er et kernefag, der findes i verden – et fag, der både forskes og undervises i.3 Formålet med denne bog er da også at konsolidere kendskabet til faget i Danmark ved at forbinde en overvejende engelsksproget kernefaglig diskurs med en dansksproget humanvidenskabelig diskurs. I denne introduktion har jeg derfor valgt at indlede bogen med en skitse af dansevidenskabens faghistorie i den euroamerikanske såvel som i den danske universitetstradition.4 Etableringen af de mange forskellige fag, som i dag huses af de europæiske og nordamerikanske uddannelsesinstitutioner peger i retning af nogle bestemte historiske – og ofte personelhistoriske – omstændigheder snarere end en egentlig videnskabelig logik. Hvorom alting er, så etableres Dans (engelsk: Dance) som fag i løbet af den første halvdel af 1900-tallet på en række amerikanske universiteter, og historiens primære moderskikkelse i denne forbindelse er Margaret N. H’Doubler (18891982). H’Doubler blev i 1910 bachelor i biologi og filosofi fra University of Wisconsin, og fik derefter job som undervisningsassistent på universitetets nyoprettede Department of Physical Education for Women. Inspireret af tidens barfodsdans og plastik begyndte hun her at undervise dans, og i 1926 kunne 2 3
4
Læs mere om ’den cartesianske problemstilling’ i kapitel 1.4, afsnittet om fænomenologi. Nogle læsere vil måske vægre sig ved anerkendelsen af dansevidenskab som et kernefag ’når det nu hører til under idræt’, ’under teater’, ’under musik’ etc. At man beskæftiger sig med dans som genstandsfelt inden for andre fag, betyder imidlertid ikke, at dansevidenskab er et tværfag – eller at det ikke er et kernefag. Dansevidenskabens faghistorie har været undersøgt i flere sammenhænge, men opsummeres ganske systematisk af Alexandra Carter i The Routledge Dance Studies Reader (1998), s. 3-13. Der findes også allerede en del mere eller mindre fyldestgørende redegørelser for dansevidenskabens faghistorie i Danmark (se f.eks. Urup 2007). Jeg har imidlertid anset det som en væsentlig forudsætning for denne grundbog at begynde med en faghistorisk redegørelse.
12 · viden om dans
studerende ved University of Wisconsin for første gang vælge at studere Dans som hovedfag. I 1969 – femten år efter at H’Doubler selv var gået på pension – var der 277 amerikanske universiteter, der udbød en bachelorgrad i dans (Krauss 1969: 343).5 At dans i første omgang placeredes i forbindelse med faget Idræt (engelsk: Physical Education), er if. den britiske danseforsker Alexandra Carter (1947-) ikke udelukkende en tilfældighed, eftersom det her kunne forsvares moralsk og fra et uddannelsesperspektiv (Carter 1998: 4). If. Carter skal institutionaliseringen af dans som universitetsfag i USA ikke mindst ses i lyset af den hastigt ekspanderende interesse for moderne dans. Om dansens entré på de amerikanske universiteter skriver Carter således: ”the expansion of dance as a discipline in the academy has been largely contingent on the growing acceptance and popularity of modern (or, as known in Britain, ’contemporary’) dance as a theatre art form” (Carter 1998: 4). Også i den britiske kontekst understreger Carter, at den nye moderne dans havde uendelig stor betydning. I den britiske kontekst var det imidlertid først og fremmest den centraleuropæiske moderne dans, der i 30’erne – med vigtige figurer som Kurt Jooss (1901-1979) og Rudolf von Laban (1879-1958) – ankom til de britiske øer, som fik betydning for uddannelsessystemet: ”Laban’s text on ”Modern Educational Dance” (1948) provided not only a rationale for dance in the (mainly school) curriculum but also a systematic approach to its study” (Carter 1998: 5).6 Som det fremgår af de faghistoriske undersøgelser citeret ovenfor, fjerner faget Dans sig i løbet af 1900-tallet fra idrætsfaget og bliver et kunstfag (the Arts). Med denne anerkendelse af dans som en kunstart følger en elitær forståelse af dans defi5 6
Samme år var der 32 amerikanske universiteter, der udbød en MA eller MFA i Dans og ni universiteter kunne tilbyde en ph.d.-grad i Dans (Krauss 1969: 345). Ifølge Carter opstod der i 1960’ernes England en modsætning mellem den Laban-baserede ’educational dance’, som blev dyrket i skolesammenhæng, og den dans, som fandtes i det omkringliggende samfund. ”While academia was attending to its own rationale, a dance explosion was taking place in the outside world” (Carter, 1998: 9). introduktion · 13
neret som scenekunst. Det skal i den forbindelse understreges, at de amerikanske såvel som de engelske uddannelsessystemer, i modsætning til de germanske, opererer med en betydelig overlapning mellem kunstneriske og akademiske uddannelser. I USA såvel som i Storbritannien har man således i mange år uddannet dansere, koreografer og danselærere ved universiteterne, hvorimod vi i Danmark uddanner sådanne kunstnere ved Den Danske Scenekunstskole, Det Kgl. Teaters Balletskole etc. Væsentligt er det imidlertid, at det, som vi i Skandinavien vil definere som dansevidenskab – Dance Studies i modsætning til Dance – også etablerer sig i USA og Storbritannien. I 1975 udbyder University of California, Riverside under ledelse af den amerikanske historiker Christena Schlundt (1922-2004) den første MA-uddannelse i Dance History i USA.7 Dette sker i forlængelse af – og parallelt med – arbejdet i en række væsentlige organisationer, der har til formål at sikre en videnskabelig platform for danseforskning. I 1965 danner amerikanerne, anført af Bonnie Bird (1914-1995), organisationen Congress On Research in Dance (CORD), som siden da har afholdt årlige konferencer og udgivet det fagfællebedømte tidsskrift Dance Research Journal. I 1978 dannes, med den amerikanske dansehistoriker Selma Jeanne Cohen (1920-2005) i spidsen, organisationen Society of Dance History Scholars (SDHS), som ligeledes har afholdt årlige konferencer (med proceedings) og desuden udgivet serien Studies in Dance History.8 Også i Storbritannien sker etableringen af uddannelser i dansevidenskab parallelt med en organisering af danseforskning. I 1982 dannes den engelske organisation Society of Dance Research (SDR),9 der udgiver det fagfællebedømte tidsskrift Dance Research. Men nogle år forinden (i 1975) udbyder University of Surrey Englands første BA i Dance in Society og få år efter (i 1980) 7 8 9
Fra og med 1992 kunne man lade indskrive sig til en hel ph.d.-uddannelse i Dance History and Theory ved University of California, Riverside. I 2016 besluttede CORD og SDHS at forene deres kræfter i én samlet Dance Studies Association (DSA). Se www.dancestudiesassociation.org. Se www.societyfordanceresearch.org
14 · viden om dans
den første egentlige kandidatgrad i dansevidenskab – en MA i Dance Studies. I løbet af 80’erne udvides mulighederne således, at man ved University of Surrey kan erhverve sig en ph.d.-grad i dansevidenskab. I 1986 bliver der i England desuden for første gang eksamineret i Dans på GCE ’A’ (Advanced) level – svarende til gymnasialt A-niveau. Også i Danmark sker etableringen af uddannelse i dansevidenskab parallelt med en organisering af danseforskning. I 1980, på inititativ af Henning Urup (1931-2012), oprettes et Dansk Dansehistorisk Arkiv som en selvejende institution med hjemsted på Københavns Universitet. Arkivet havde til formål ”at opbygge et informationscenter indeholdende materiale til belysning af dansens udvikling i Danmark, som bl.a. kan fungere som studiesamling for dansehistoriske studier og bidrage til fremme af dansk danseforskning samt i øvrigt formidle faglig information til alle interesserede” (Urup 1980). I 1986 skete der desuden det, at den daværende lektor i dansk litteratur, Erik Aschengreen (1935-), forsvarede sin afhandling Jean Cocteau and the Dance for den filosofiske doktorgrad ved Københavns Universitet. I hælene på disse begivenheder besluttede universitetet at oprette dansevidenskab som selvstændigt fag, under navnet Dansens Æstetik og Historie. I sin femårsberetning om faget skriver Aschengreen: ”I Europa kom dansen til universiteterne i Frankrig og England i de første år af 1980’erne, og det var derfor helt i takt med udviklingen, at Det Humanistiske Fakultet i 1986 fik den idé, om det ikke var rimeligt at have dans blandt kunstfagene på Københavns Universitet (Aschengreen citeret i Damsholt 2014a: 7). Det skal understreges, at dans på dette tidspunkt allerede figurerede som genstandsfelt under andre faglige overskrifter på Københavns Universitet. Siden 1971 havde Lis Engel eksempelvis undervist i dans på Institut for Idræt, hvor hun og en række kolleger i 1980’erne havde etableret en række uddannelsesmønstre med fokus på dans. Men også på Det Humanistiske Fakultet havde der været danseforskere. Det gælder ikke mindst Anca Giurchescu (1930-2015), der siden 1962 havde været medlem af den nu legendariske introduktion · 15
Study Group for Ethnochoreology etableret under International Council for Traditional Music (ICTM). Ved lanceringen af Dansens Æstetik og Historie i 1988 stod det klart at fakultetets overbygningsmodul omhandlede ”dans som kunstnerisk udtryk” og sigtede mod at sætte sine kandidater ”i stand til at analysere og formidle kunstarten dans og ballet i alle dens former” (Aschengreen 1988: 13). Overfor Aschengreen havde fakultetet da også ”pointeret, at det var ’scenisk dans’ man ønskede en uddannelse i. Og kun det!”10 Uddannelsens dansebegreb afspejlede med andre ord det æstetiske kulturbegreb, som også på den tid stadig dominerede danseuddannelserne ved de udenlandske universiteter.11 I 1989 begyndte et hold studerende – inklusive undertegnede – på den uddannelse, der i første omgang var defineret som et et-årigt suppleringsfag på kandidatniveau i Dansens Æstetik og Historie. Min egen faglige baggrund var på det tidspunkt, at jeg allerede ved et studieophold på Marlboro College i Vermont, USA 84/85 var blevet opmærksom på, at man i USA kunne studere dans som akademisk disciplin. Om end jeg i september 1985 var begyndt at studere Musikvidenskab på Københavns Universitet, var jeg meget opsat på at komme tilbage til USA og studere Dance Studies. I 1988 blev jeg imidlertid, via Aschengreens annonce i fakultetsbladet Humanist, involveret i planlægningen af uddannelsen i Dansens Æstetik og Historie og havde således været med til at udforme den allerførste studieordning, som vi studerede efter, i 89/90. Denne ordning fokuserede selektivt på dans som kunstnerisk udtryk i den vestlige verden fra 1600 til i dag, med særlig henblik på 10 11
Personlig e-mail-korrespondance med Erik Aschengreen, d. 6. oktober 2013. Det bør da også nævnes, at uddannelsens genstandsfelt fik et par bemærkninger med på vejen da fakultetsstudienævnets forretningsudvalg vedtog at indhente udtalelser fra de i deres opfattelse berørte studienævn. Daværende formand for Studienævnet for Nordisk Folkemindevidenskab, Bengt Holbek, beskriver i nævnets høringssvar uddannelsen i følgende vending: ”Den er elitær og eurocentrisk ligesom de øvrige musisk-æstetiske uddannelser, hvad der må siges at være i overensstemmelse med institutionens generelle karakter” (Holbek citeret i Damsholt 2013: 12).
16 · viden om dans