forord Omkring år 1900 anlagde man ”Komponistkvarteret” på Østerbro i København. Gaderne blev opkaldt efter 1800-tallets kendteste danske komponister, bl.a. H.C. Lumbye, Weyse og Kuhlau. I 1920’erne tilføjede man nogle gader, som blev opkaldt efter nyligt afdøde komponister: P.E. Lange-Müller, Otto Malling, Julius Bechgaard – og Victor Bendix. I dag er det nok de færreste beboere i Victor Bendix Gade, der kender noget til ham og hans musik. Ingen af hans værker findes i det snævre repertoire af dansk musik, der opføres i dag. Han skrev ingen folkelige sange, der står i Højskolesangbogen, og ingen muntre småstykker a la Champagnegaloppen. Faktisk har hans musik stort set ikke været opført i det seneste halve århundrede. Det er et voldsomt tilbageskridt for Victor Bendix’ berømmelse! Bendix oplevede at blive et af kendteste musiknavne i Danmark, både som komponist, pianist og dirigent. Der stod den højeste respekt om hans kunnen, og han blev mentor for en yngre komponist, vi i dag fejrer som periodens største navn, men som dengang ikke var i nærheden af at få en gade opkaldt efter sig: Carl Nielsen. Victor Bendix var en markant personlighed. Han havde mange beundrere og stærke kritikere. Tilhængerne lovpriste hans suveræne evner og hans gennemarbejdede værker. Kritikerne mente, at hans musik var ”for dygtig”, og at den ikke var umiddelbar. Bendix blev også kritiseret for at gå imod strømmen – da han var ung, mente man, at han var for radikal, mens han som midaldrende blev kritiseret for at være for konservativ. En anden kontroversiel side af Bendix var hans privatliv, der blev udbasuneret i offentligheden og betragtet som skandaløst. Og dertil kom, hvad man ikke talte lige så højt om, nemlig at han var jøde. Victor Bendix skilte sig kort sagt ud. Han havde bestemt intet imod at være noget særligt rent kunstnerisk, men omkostningen var, at han blev anset som arrogant, provokerende og i nogles øjne som Side 6: Victor Bendix, fotograferet i 1917. forord · 7
”en fremmed”. Derfor fik Bendix efter sin egen opfattelse aldrig den plads i dansk musikliv, der burde have tilkommet ham. Hans værker, hans roller i musiklivet, hans alsidighed, ekspertise og internationale netværk – og hans turbulente privatliv – gør Victor Bendix til en af de mest fascinerende skikkelser i dansk musiks historie. Han befandt sig i orkanens øje på et tidspunkt, hvor kunsten og samfundet forvandlede sig voldsomt. Som elev af Niels W. Gade og mentor for Carl Nielsen var han forbindelsesleddet mellem det 19. og 20. århundrede i dansk musik, og som discipel af Liszt og Wagner blev han budbringer fra kontinentet om en ny musikalsk retning. En retning, der langtfra var velkommen i Danmark. Og det var Victor Bendix måske egentlig heller ikke selv. Dette er mærkeligt nok den første fagbog, der er skrevet om Bendix. Jeg vil gerne takke museumsinspektør Marie Martens, pianisten Isabel Carlander, fhv. overrabbiner Bent Lexner, Allan Falk fra Selskabet for Dansk Jødisk Historie og seniorforsker Claus Røllum-Larsen fra Det Kongelige Bibliotek, som har hjulpet mig under arbejdet. Også en stor tak til Augustinus Fonden for at støtte denne udgivelse og bogserien Danske Komponister som sådan.
8 · victor bendix
et jødisk hjem med klaver Inden for voldene i det gamle København blev Victor Emanuel Bendix født 17. maj 1851. Hans forældre var grosserer Emanuel Bendix (1814-1876) og Ida Caroline Magnus (1818-1889). Familien boede i Pilestræde og var en af flere jødiske Bendix-slægter i Danmark. Victor Bendix var fjerde generation efter familiens stamfar Emanuel Bendix (1747-1813), der var født i Lackenbach i det nuværende Østrig. Lackenbach var dengang en lille by i Ungarn med mange jøder, en af ”De syv menigheder” (Siebengemeinde) i Burgenland, der var kendt for sine lærde rabbinere. Emanuel Bendix ankom til Danmark i 1770, blev gift i 1774 med den danskfødte Süsse Levy, og året efter blev han medejer af en silkefabrik og samtidig accepteret som københavner.1 ”Ved Resolution af Febr. 1775 fik Jøden Emanuel Bendix Tilladelse til at blive kjøbenhavnsk Borger, naar han med Ed i Synagogen bekræftede, at han ejede mindst 2000 Rd. [Rigsdaler] og indsatte denne Sum i sin Svoger B. H. Levys SilkeDoubler-Fabrik”, skrev industrihistorikeren Camillus Nyrop.2 I 1779 fik Emanuel Bendix dansk statsborgerskab, og med tiden opnåede han ærefulde positioner i den jødiske menighed som underrabbiner i synagogen og bisidder ved den jødiske domstol. Emanuel Bendix var hans danske borgernavn – i menigheden kendte man ham som ”rabbi Mendel Lackenbach”. Ved sin død efterlod den lærde mand sig et bibliotek med ca. 200 hebraiske bøger, men ikke nogen stor formue. Silkehandler Bendix fik tre sønner, og den yngste, Benzen Bendix (1788-1861), overtog faderens firma, der efterhånden mest handlede med klædefarvestoffet indigo.3 I næste slægtled gik firmaet, der nu hed Benzon Bendix, igen videre til den ældste søn, der ligesom sin farfar hed Emanuel Bendix (1814-1876). Han blev senere far til Victor Bendix. Emanuel Bendix blev født under den såkaldte Jødefejde, en meget alvorlig tid for de danske jøder. I 1813 var der udbrudt en voldsom strid om, hvorvidt jøder overhovedet havde hjemme i det danske samfund. Den hadefulde debat var bl.a. foranlediget af statset jødisk hjem med klaver · 9
bankerotten i 1813, hvor kong Frederik 6.s finansrådgiver David Amsel Meyer, der også var formand for Det Mosaiske Troessamfund, blev gjort til en af syndebukkene. Samme år udkom en dansk version af Friedrich Buchholz’ antisemitiske bog Moses og Jesus, hvor forfatteren Thomas Thaarup i sit forord argumenterede for, at danske jøder manglede moral og pligtfølelse. ”Egennytte, Grumhed, og Ladhed ere Nationens Særkjende fra dens første Oprindelse”, fastslog han i forordet som beskrivelse af den jødiske ”nation”, der altså blev opfattet som en fremmed magt inden for rigets grænser.4 I en lang række intellektuelle udgivelser bølgede debatten nu frem og tilbage, og der var stærk opbakning til argumenterne om, at jøder burde tvangskristnes, hvis de nogensinde skulle kunne indgå til nytte i det danske samfund. Striden fik senere det udglattende navn ”Den litterære jødefejde”, selv om det også kom til regulære overfald på jøder i København. I 1814 udstedte Frederik 6. en forordning, der gav jøderne noget nær ligeberettigelse i Danmark. Det Mosaiske Troessamfund blev autoriseret af staten mod at blive stærkt reguleret og miste sit selvstyre. Dermed var der dog ikke fred om jødernes indpasning i samfundet, og i 1819-20 blussede jødefejden op igen. Denne gang var sammenstødene voldsomme og korporlige. Københavnske folkemasser prøvede med hærværk og vold at drive jøder ud af København, og hæren måtte sættes ind for at bekæmpe optøjerne.5 Så åbenlys var antisemitismen i København, da Victor Bendix’ far var dreng. I 1844 giftede Emanuel Bendix sig med Ida Caroline Magnus, og de boede i Pilestræde nr. 91/92, da Victor Bendix blev født. I familien var der fem børn: Otto (1845-1904), Fritz (1847-1914, han stavede senere navnet Frits), Anna (1849-1923), Victor og efternøleren Carl (1858-1914).6 Faderen Emanuel Bendix var en dygtig fløjtenist, og ifølge familielegenden dyrkede han fløjtespillet så meget, at det gik ud over opmærksomheden for hans forretning, så den til sidst gik konkurs i 1875.7 Men på det tidspunkt var musikbegejstringen for længst gået videre til hans børn, der spillede på højt niveau. Anna blev sangerinde, og Otto og Fritz blev begge musikere i Det Kongelige Kapel. Otto Bendix blev ansat i Kapellet som oboist i 1867 og 10 · victor bendix
var desuden en fremtrædende pianist.8 Fritz blev ansat som cellist i 18719 og var også forfatter, bl.a. til artikler, et skuespil og en vigtig erindringsbog om Københavns musikerliv, Af en Kapelmusikers Erindringer, fra 1913. Lillebroderen Carl havde som den eneste i søskendeflokken en karriere i handelsbranchen. Sammen med deres far gjorde Otto og Fritz huset i Pilestræde til en veritabel musikklub, hvor der blev spillet alle de klaver- og kammerværker, der overhovedet kunne skaffes noder til. Når der blev spillet musik for åbne vinduer, samlede der sig ligefrem et publikum nede på gaden. I en kortfattet erindringsskitse, som Victor Bendix skrev i kladdeform, da han var omkring 65 år, fortæller han i stikord om sit barndomshjem: ”Mit Hjem musikalsk. Havde to Brødre, der var Musikere og hørte saaledes fra mine tidligste Aar bestandig god Musik. Efter Theatertid kom ofte andre unge Kapelmusikere til os og spillede Kammermusik til langt ud paa Natten.”10 Men allerede inden da var Victor Bendix blevet dybt grebet af musik. Hans datter Karen Stampe Bendix fortæller i sin erindringsbog Fra mit Livs Tjørnekrat om den musikalske drift, Victor Bendix havde som barn. ”En Nat hørte saaledes hans Forældre sagte Toner. De stod op og gik efter Lyden; og dér, ved Klaveret, sad den firefem-års Purk og fantaserede, rystende baade af Kulde og Angst for Afstraffelse … Dette var Indvielsen.”11 Efter at have fået undervisning af sin bror Otto spillede Victor fra 7-8-årsalderen klaver på et seriøst niveau. Han kastede sig også over at komponere. Victor Bendix fortalte: Min forholdsvis tidlige Hjemmevanthed paa Klaveret skyldes vel hovedsagelig den meget musikalske Fantaseren hvortil jeg fra Barndomsaarene var forfalden. Tidlig og silde – naar jeg hellere skulde have siddet over mine Lektier eller ligget i min Seng – var jeg paa Jagt efter de Klange, de Melodier som dansede i mig. Og længe varede det heller ikke, inden jeg – ganske uden harmoniske Kundskaber – gav mig til at fæstne
et jødisk hjem med klaver · 11
Melodierne i nogenlunde lovbundne Former og skrev dem ned saa godt jeg kunde.12 En mængde af hans kompositioner fra barndommen er bevaret i Det Kongelige Bibliotek, og i nogle af dem kan man se, at en kyndig person har rettet de tekniske fejl – det kunne meget vel være en af hans brødre. Ambitionerne nåede et tidligt højdepunkt, da Bendix som 11-årig komponerede en firsatset miniaturekvartet i klassisk stil med overskriften ”Quatuor de V. Bendix op. I”: Den var naturlig nok skreven for den Besætning jeg i Hjemmet raadede over. Min Fader spillede Fløjte mine Brødre Obo og Violoncel og jeg selv Klaver. Den var selvfølgelig nærmest Paavirkning af Haydn og Mozart men endte efter Webers Mønster med Variationer over ”God save the queen”. Aaret efter drev jeg det endog til en Octet for Klaver Blæsere og Strygere, som med megen Pomp og Pragt blev opført flere gange i Bedsteforældrenes store Sal for mange Tilhørere.13 Da Bendix’ Oktet blev uropført i øverste etage af huset i Pilestræde, var Danmarks førende komponist Niels W. Gade inviteret, og den senere koncertmester fra Det Kongelige Kapel, Anton Svendsen, spillede førsteviolin. Efter den begivenhed mente Emanuel Bendix, at Gade måtte komme med den endelige vurdering af Victors talent. Skulle drengen blive komponist? Victor Bendix huskede det sådan: ”Octetten var Anledningen til at min Fader tog mig op til N.W. Gade som tog meget venlig imod mig og som mente at naar jeg havde saadan Lyst til at skrive, saa var det bedst at jeg lærte noget. Den gamle elskværdige Gebauer blev saa min Harmoni Lærer i et Par Aar indtil jeg blev konfirmeret.”14 Bendix’ teorilærer Johan Christian Gebauer var en højt agtet kapacitet, der som ung havde været elev af guldalderens koryfæer Kuhlau og Weyse. Han blev senere organist, bl.a. ved Helligåndskirken i København, og var en meget kyndig musikteoretiker. Som komponist blev Gebauer kun kendt for sine små børnesange, f.eks. 12 · victor bendix
Hist hvor vejen slår en bugt, Ride ride ranke og En lille nisse rejste. De er klassikere blandt danske børnesange, men det er nu alligevel et lidt besynderligt kunstnerisk eftermæle for denne højt begavede musikekspert. Den midaldrende Gebauer og drengen Victor Bendix kom tilsyneladende vældig godt ud af det med hinanden. Til Bendix’ konfirmation (en officiel trosbekræftelse, der var blevet påbudt som en del af loven i 1814, selv om det ikke gav mening i jødedommen)15 forærede Gebauer ham partituret til Mozarts Don Giovanni-ouverture med dedikationen ”Til min unge Ven Victor Bendix, 22/4 1866”.16 Samme dag uropførte man i hjemmet Victor Bendix’ nyskrevne Klaverkvintet, et gennemført klassisk stykke, som han havde arbejdet på i et år. Den unge komponist var bestemt klar til at rykke op i en ny klasse – på det musikkonservatorium, der netop var blevet grundlagt i København af Niels W. Gade.
et jødisk hjem med klaver · 13
mellem gade og liszt 6. november 1866 modtog den 15-årige Bendix brev om, at han var blevet optaget på den allerførste årgang på Københavns Musikkonservatorium (der først i 1902 fik navnet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium). Konservatoriet blev ledet af Gade og kaldtes i daglige tale simpelthen ”Gades konservatorium”. Dørene for pionerholdet med 24 studerende blev åbnet 2. januar 1867, og i lokalerne på 1. sal af Rådhusstræde 13 fik Bendix en bred treårig uddannelse hos lærere, der var Danmarks førende kapaciteter. Gade selv underviste ham i komposition, J.P.E. Hartmann i kontrapunkt, Valdemar Tofte i violin, komponisten Carl Helsted underviste ham i sang, Gottfred Matthison-Hansen i orgel og August Winding i klaver. Gebauer var konservatoriets harmonilærer. Gade var en streng lærer, der stillede specifikke æstetiske og tekniske krav og gav meget utilsløret kritik. Et eksempel kan man se i manuskriptet til en strygekvartetsats, Allegro energico, som Bendix skrev i november 1866, formodentlig i forbindelse med sin ansøgning om at blive optaget på konservatoriet. I manuskriptet har Bendix gengivet Gades grove kommentarer til stykket: For megen Rumsteren Udeblivende Lidenskab. Parodisk Lagt for meget an paa Harmoniskridtene For lidt Melodie Ingen kjønne Melodier. For monotone, bevæge sig i stygge Intervaller Anden Del noget for lang. For meget Transposition. For storartet lagt an. For Orchester-mæssig. Gjennemgaaende Gjentagelse af to og to Tacter Undertiden grimme Harmonieskridt. Sådan kunne Gade altså finde på at tale til en 15-årig dreng! Victor Bendix noterede køligt forhånelserne ned og signerede dem ”Gade”, som en tydelig distancering til den store mand, han allerede her havde svært ved helt at respektere. 14 · victor bendix
En ung og selvsikker Victor Bendix, ca. 1870.
Forholdet til Gade blev en fortsat udfordring for Bendix de kommende år, for Gade kunne man ikke komme udenom i musiklivet. Det første rigtige job, Bendix fik, var dog som assistent for en anden stor mand, H.S. Paulli, kapelmesteren ved Det Kongelige Teater. Efter sin eksamen blev Bendix i 1870 ansat som teatrets repetitør, en kerneposition i ethvert operahus, hvor repetitøren fungerer som både sanginstruktør, akkompagnatør og forberedende dirigent. Bendix dukkede op på et afgørende tidspunkt for teatret, hvor man havde taget fat på at opføre operaer af Wagner, tidens mest sensationelle komponist. Den første forestilling var Lohengrin, som havde premiere 30. april 1870, og 23. april 1872 var der dansk premiere på den fire timer lange – og dengang ganske nye – Mestersangerne i Nürnberg. Lohengrin var en overskuelig Wagner-opgave, mens Mestersangerne var en langt større. Sådan huskede Bendix også sit job som repetitør: ”I denne Egenskab havde jeg haft et stort og vanskeligt Arbejde med Indstuderingen af ’Mestersangerne’, som, maaske lidt forhastet, naar vort daværende musikalske Standpunkt betænkes, var antaget til Opførelse.”17 Da opsætningen af Mestersangerne var sat på plads i foråret 1872, sluttede Bendix’ ansættelse på Det Kongelige Teater. Ved sin afsked modtog han en stor sum på 200 rigsdaler, der ifølge ham selv kom helt uventet. Nu havde han råd til at gøre nærmest, hvad han ville. Og Bendix tøvede ikke – han ville til Bayreuth i Bayern, hvor Wagner var ved at bygge sit eget operahus, beregnet specielt til opførelser af sine egne operaer. mellem gade og liszt · 15
Victor Bendix rejste derned og var til stede – formodentlig som den eneste dansker – da grundstenen til operahuset blev lagt på Wagners fødselsdag, 22. maj 1872. Ved indvielsen dirigerede Wagner selv Beethovens 9. Symfoni, og Bendix havde fået en personlig anbefaling med fra Gade, så han fik lov til at overvære Wagners prøvearbejde på symfonien. Næsten et halvt århundrede senere stod oplevelserne i Bayreuth stadig helt levende for Bendix: Denne Opførelse og maaske endnu mere de forudgaaende Prøver hvortil jeg ved særlig Anmodning fra Gade til Wagner havde faaet Adgang hører til de stærkeste Musikindtryk jeg i mit Liv har modtaget – og jeg troer ikke at Begejstringen skyldes mine 21 Aars Kritikløshed. I hvert Tilfælde deltes den af ældre og mere erfarne Kunstnere. Jeg husker da endnu ”Barberen af Bagdads” navnkundige Komponist den elskelige Peter Cornelius staaende i Gæstgivergaarden ”der Schwan” omgivet af en Skare lyttende Ynglinge og holdende en exstatisk Tale der endte med: ”Ja, dann sage ich Euch, Kinder, so ein Mann kommt nicht alle Zweihundert Jahre wieder.”18 Rejsen til Bayreuth var skelsættende for Bendix. Ikke kun fordi han blev øjenvidne til startskuddet på en ny æra i musikkens historie, men også fordi han mødte nogle af de største navne inden for tidens nye musik. Han fik internationale kontakter, der blev til gavn for ham resten af livet, og ikke mindst erfarede han, at han fagligt set befandt sig på et niveau, så han kunne omgås kolleger af internationalt format. Han følte sig åbenlyst stimuleret. Og turen fortsatte: Fra Bayreuth gik Rejsen til München, hovedsagelig for at høre Tristan og Isolde under Hans v. Bülows Direktion. Der lærte jeg igennem [Peter] Cornelius bl a. Klaverspilleren og Komponisten Hermann Scholtz at kende og Bekendtskabet udviklede sig til et venskabeligt Forhold, som har varet Livet igennem. Han foranledigede at den tyske Forlægger Leuckardt henvendte sig til mig og saaledes udkom mine første Hæfter Klaverstykker paa dette Forlag.
16 · victor bendix
For at fuldstændiggøre mit Indtryk af de tre Stormænd i Tysklands ny-romantiske Trekløver lagde jeg Hjemrejsen over Weimar og fik der Lejlighed til at spille for Liszt. Tillige med Gade i min tidligste Ungdom, er Liszt den af verdenskendte Musikere, der er kommet mig elskværdigst og mest forstaaende imøde.19 Victor Bendix var dermed ikke kun den første dansker i Bayreuth; han var også – sammen med sin bror Otto – den første dansker, der studerede hos Liszt.20 Den danske presse meddelte, at Otto Bendix ankom til Weimar i juni 1872 og blev godt modtaget af Liszt.21 Det er sandsynligt, at Victor Bendix ankom samtidig med ham, og at Otto havde været sin lillebrors rejseledsager til Bayreuth og derfra videre til Weimar. Formentlig var der kun tale om et kortere ophold hos Liszt. Men næste sommer rejste Otto Bendix igen ned til Liszt i Weimar,22 denne gang alene, og sidst på året kunne man for første gang i København høre et direkte resultat af brødrenes nye status som Liszt-disciple, da de 8. december 1873 spillede et uddrag af Liszts Faust-symfoni for to klaverer. Året efter rejste Otto Bendix for tredje gang ned til Liszt og muligvis en gang til derefter. Otto Bendix’ dobbeltkarriere som oboist og klavervirtuos virker mærkelig i dag, men dengang var det ikke sjældent at være professionel musiker på mere end ét instrument. Otto Bendix var desuden klaverlærer på Gades konservatorium fra 1868, og på Amalienborg underviste han Christian 9.s døtre, Alexandra (den senere engelske dronning) og Dagmar, der under navnet Maria Feodorovna var kejserinde i Rusland. På trods af en meget aktiv koncertkarriere blev Otto Bendix dog aldrig inviteret til at være solist i Københavns fineste koncertinstitution, Musikforeningen, og i 1880 valgte han at emigrere til USA. ”Han følte sig tilsidesat og blev bitter”, skrev hans bror Fritz. ”At han var blevet holdt ude fra Musikforeningskredsen, Gade – Winding – Neupert, forvandt han aldrig.”23 I stedet blev Otto Bendix klaverlærer ved New England Konservatoriet i Boston og fik også en flot karriere som solist i USA. I 1895 flyttede han til San Francisco med sin anden hustru, der var en af hans amerikanske elever, og startede sit eget private konservamellem gade og liszt · 17
torium, California Conservatory of Music.24 Han var en efterspurgt lærer med et honorar på 10 dollars i timen,25 der svarede til en gennemsnitlig amerikansk ugeløn dengang. Otto Bendix døde pludseligt i 1904, 58 år gammel. Han efterlod sig ingen børn. Storebroderen Ottos ambitionsniveau og vidtfavnende evner må have været et forbillede for Victor Bendix. Han så op til talenter, der kunne det hele, og det gjaldt naturligvis også Liszt og Hans von Bülow, som han havde mødt på Tysklandsturen i 1872. De var jo både pianister, komponister og dirigenter og repræsenterede samtidig ”den nytyske skole” inden for musikken, som interesserede Bendix meget. Det var en stilretning, der stod i modsætning til den dominerende smag i København. I Musikforeningen havde man ikke opført musik af Liszt, siden Gade i 1859 undtagelsesvist – og til stor kritik – forsøgte sig med det symfoniske digt Orpheus.26 Påvirkningen fra Liszt mærker man tydeligt i Victor Bendix’ klaverværker op. 8 og op. 9 fra 1874, der udkom på det tyske forlag Leuckart. Hans to første klaversamlinger op. 1 og 2 hvilede i højere grad på ældre modeller med deres klassicistiske træk. Selv om formerne er korte, og op. 2 endda er betitlet In kleinerem Style (”I enkel stil”), er musikken dog kompositorisk og pianistisk slet ikke banal. Men i op. 8 er der helt andre boller på suppen. Værket består af to lange satser i fri form, nr. 1 er en Serenade-Scherzo, udadvendt, festlig og improvisatorisk, mens nr. 2, Seelenerlebnisse (”Sjæleoplevelser”), er et meget Liszt-inspireret portræt af en ung digters indre kampe. Stykket bygger på en sonet af den dansk-tyske digter Edmund Lobedanz, hvis vers er gengivet i noderne, på samme måde som Liszts gør i sine berømte Petrarca-Sonetter for klaver. Bendix’ op. 8 blev tilegnet storebroderen Otto, der var nogle år forud for Victor Bendix hvad angik ”sjæleoplevelserne”. I op. 9 når Bendix op på Liszts bravourniveau i den enormt effektfulde 3. sats, Bacchanten-Zug (”Bakkanternes optog”), der skal spilles så hurtigt som muligt. Det er et af Bendix’ mest virtuose klaverstykker overhovedet og er af en art, der findes meget få eksempler på i dansk musik. Ligesom sin bror vendte også Victor Bendix senere tilbage til Liszt. Hans andet besøg var i 1878, det tredje besøg i sommeren 1880, og 18 · victor bendix
formodentlig var han der også i 1881.27 To korte breve fra Liszt til Bendix er bevaret. I det første, dateret 20. juni 1880, bekræfter Liszt, at Bendix er velkommen til at besøge ham i Weimar igen: ”Sehr geehrter Herr, In freundlichsten Erinnerung sagt Ihnen auf baldigen Wiedersehen hier, wo bis gegen Ende Juli verweilt, aufrichtig ergeben F. Liszt.” [Kære Herre, I venlig erindring byder jeg Dem på snarligt gensyn her, hvor jeg opholder mig indtil slutningen af juli. Oprigtig hengivent, F. Liszt]. Det næste brev er sendt til Bendix’ hotel Erbprinz i Weimar. Liszt skriver: ”Geehrter Freund, Ich möchte gerne das Finale ihrer Sinfonie mit Ihnen durchspielen. Bringen sie also das 4 händige Manuscript, nebst der Partitur, heute halb 4 Uhr. Aufrichtig ergebent F Liszt.” [Kære ven, Jeg vil gerne spille Finalen fra Deres symfoni igennem. Medbring derfor det firhændige manuskript foruden partituret, i dag kl. halv fire. Oprigtig hengivent, F. Liszt]. Møderne med Liszt var for Bendix en målestok. Her fik han det blå stempel af verdens mest berømte pianist og en af tidens mest nyskabende komponister. Men Bendix kunne senere i livet konstatere, at denne verdensberømthed havde været anderledes imødekommende, end hvad han oplevede hos autoriteterne i Danmark. Om sine besøg hos Liszt i 1878 og 1880 skrev Bendix: I den Tid spillede jeg oftere 4-hændig med ham – ogsaa af hans egne symfoniske Digtninge. Min første Symfoni havde jeg megen Glæde af at vise ham. Han lod ogsaa mit eneste Kammermusikstykke, en Trio, opføre ved en Eftermiddagskoncert i det navnkundige Gartenhaus. Hans sidste Ord da jeg rejste var: Ja, junger Mann, heutzutage wird so viele überflüssige Musik geschrieben, aber für Sie Ihrige wird es immer ein Platz geben.28 ”Ja, unge mand, i vore dage skrives der så meget overflødig musik, men til Deres vil der altid være en plads.” De lovord fra Liszt kommenterede Bendix galgenhumoristisk i sine erindringer: ”Liszt har vist oftere end nogle andre Musikere givet Beviser paa et genialt Fremsyn, hans Prophetier slog i Reglen til. Desværre tog han ved denne Lejlighed grundig Fejl.”29 mellem gade og liszt · 19
radikal og wagnerianer Victor Bendix må være vendt hjem fra sin Tysklandsrejse i 1872 med en følelse af at have fået nærkontakt til den nyeste musik og at befinde sig på et kunstnerisk progressivt niveau, som ville gøre ham til en budbringer i dansk musikliv. Men han har sikkert også været klar over, at netop den retning inden for musikken, han fandt så interessant, blev betragtet med skepsis i Danmark, ikke mindst af hans egen mentor Niels W. Gade. Det gjorde Bendix’ kommende tid til noget af en balancegang. I 1872 komponerede han sit hidtil største og mest formfuldendte værk, en Strygekvartet i A-dur. Det er et værk i fire satser, præget af Niels W. Gades klassicistiske stil, men bestemt også med et personligt og grundigt udarbejdet særpræg. Strygekvartetten i A-dur har nærmest karakter af ”svendestykke”, et fejlfrit værk i en krævende og traditionsbelastet genre. Stilistisk er musikken tæt på Bendix’ mentor, men viser samtidig selvstændige træk – som et svendestykke jo gerne må. Strygekvartetten blev aldrig udgivet på tryk, og det er spørgsmålet, om den nogensinde blev opført. Bendix omtalte aldrig selv værket. Måske fordi det som svendestykke var en bunden opgave, og ikke et værk med stor personlig betydning for ham. Eller måske fordi han som pianist ikke selv kunne deltage i opførelser af kvartetten, i modsætning til hans betydeligste kammerværk, Klavertrioen fra 1877, hvor han ved alle opførelser selv tog sig af den brillante klaverstemme. Trioen er Bendix’ hovedværk fra denne tidlige fase, udformet i klassisk-romantisk stil med Gade og Schumann som forbillederne. Det er et stort anlagt, meget charmerende værk med et krævende klaverparti og et flor af melodiske indfald. Absolut ikke for amatører – men mærkeligt nok et stykke, der forsvandt fuldstændig fra musiklivet efter Bendix’ død, selv om de trykte noder er frit tilgængelige. En karrieremulighed for Bendix var at efterligne Gades mangesidede roller, men at gøre på sin egen måde. Og allerede i 1873 præsenterede han sammen med sin konservatoriekammerat Axel Liebmann et alternativ til Gades Musikforening. Det var et blandt flere forsøg 20 · victor bendix
af yngre danske komponister, der tog sagen i egen hånd for at bryde Gades smagsdommeri og næsten-monopol i musiklivet. Bendix og Liebmann kaldte deres alternativ for ”Korforeningen”. Navnet dækkede ikke helt over indholdet, for det var nemlig ikke en forening for kor! Bendix og Liebmann ønskede ganske vist at opføre betydelige vokalværker, ikke mindst dem, Gade ikke ville røre ved, men foreningens ramme blev også brugt til helt andre ting, f.eks. kammerværker med Bendix som pianist. Ved den første koncert 8. december 1873 var hovedværket Schumanns oratorium Der Rose Pilgerfahrt, og det var også ved den lejlighed, at Victor og Otto Bendix opførte 2. sats af Liszts Faustsymfoni på to flygler. Ved næste koncert i marts 1874 var programmet Schumanns Spanisches Liebeslieder og Spanisches Liederspiel samt uddrag af Bachs Juleoratorium med klaverakkompagnement af Bendix og Liebmann. Otto og Victor Bendix spillede også Schuberts Fantasi i f-mol for firhændigt klaver, og der blev sunget nogle korsange af Gade, måske for at pleje forholdet til Bendix’ mentor. Ved Korforeningens koncert i december 1874 bestod programmet af bl.a. Brahms’ Marienlieder og uddrag af noget så sjældent som Händels oratorium L’Allegro, il Penseroso ed il Moderato. Desuden spillede Bendix og Anton Svendsen en violinsonate af Beethoven. Den opfindsomme forening bestod kun få år, for i 1876 ramte tragedien, da Axel Liebmann døde, blot 26 år gammel. Korforeningen blev nedlagt og lukkede med en mindekoncert 29. februar 1876, hvor programmet udelukkende bestod af Liebmanns kompositioner, indrammet af en prolog og epilog komponeret til lejligheden af Victor Bendix. Bendix satte sin ven endnu et minde, da han i 1877 udgav et udvalg af Liebmanns efterladte vokalkompositioner. Ifølge Karen Stampe Bendix var det Liebmanns død, der førte til, at Victor Bendix komponerede den sang, der både i samtiden og eftertiden blev hans kendteste: ”Hvor tindrer nu min Stjerne”. Opfordringen kom fra en anden god ven, musikteoretikeren Orla Rosenhoff, der foreslog Bendix, at de hver skrev en sang til minde om Liebmann.30 Teksten til ”Hvor tindrer nu min Stjerne” består af to vers fra Christian Winthers Hjortens Flugt, en klassiker fra dansk litteratur, radikal og wagnerianer · 21
der fortæller om sjælens og kærlighedens dybder. At sangen skulle være et ædelt minde over kunstneren Axel Liebmann, kan dog næppe være hele historien. ”Hvor tindrer nu min Stjerne” handler nemlig i høj grad om erotik. Erotikken blev en afgørende del af Bendix’ liv og var det sikkert allerede på dette tidspunkt, hvor han var 25 år og ungkarl. Måske hentydede Rosenhoff til netop det, da han foreslog Bendix denne tekst? Digtet fortæller om den evige søgen efter de duftende blomster, der konstant drager hovedpersonen. Hans uophørlige higen efter ”blomsterne” foregår om natten, og tiltrækningen er så stærk, at han kan finde sit næste mål i mørke, for duften er ”stærk og sød”. Og alle ”blomster” er åbenbart lige tiltrækkende, både den lille, blege kærminde og ”elskovs rose rød”. Bendix’ komposition er meget formskøn og præcis, og den udsøgte harmonisering giver fylde til de korte linjer. Efter et lille forspil sætter melodien i gang på en sekstakkord, der har en svag opdrift, og de tre første linjer stiger roligt og konstant mod sangens højeste tone på nøgleordet ”søger”. Derefter bevæger melodien sig gradvist nedad igen og danner en smukt afrundet bueform. En nedadgående kromatisk baslinje i næstsidste linje holder udtryksfuldheden ved lige, og i den afsluttende kadence kommer der endnu en pikant harmonisk spænding – og forløsning. ”Hvor tindrer nu min Stjerne” er enkel, iørefaldende og perfekt, og den blev fortjent en af de mest udbredte danske romancer, også fordi den er en overkommelig opgave for både sanger og pianist. Bendix satte sine sange og romancer højt, og i sin alderdom mente han, at det var hans ”melodier”, der ville leve længst. Det samme mente mange kritikere i datiden. Ingen af dem havde regnet med, at netop romance- og liedrepertoiret ville forsvinde hurtigere fra koncertlivet i Danmark end de fleste øvrige genrer, udkonkurreret af den folkelige sang. I øvrigt er det ret få af Bendix’ sange, der er så tilgængelige og iørefaldende som ”Hvor tindrer nu min Stjerne”. Hans næstmest populære sang var ”Til Aftenklokken” fra samme samling, op. 3. Derudover fik han opmærksomhed for sangcyklussen Alma’s Sonetter op. 6 med tekster fra Paludan-Müllers versroman Adam Homo. I Bendix’ udsættelse er det ret eksklusiv musik, 22 · victor bendix
hvor teksten nærmest deklameres til et meget gennemarbejdet og pianistisk klaverakkompagnement. Det forpligtede, hvis man som komponist ville kaste sig over de store klassikere fra litteraturen, men valget var typisk for Bendix, der havde en kræsen litterær smag. Bendix havde også øje for førende udenlandske forfattere som Heinrich Heine, Nietzsche, Goethe og Victor Hugo, som han satte i musik på originalsprogene. Et godt eksempel er hans sidste samling sange, 5 Deutsche Gesänge op. 32 fra 1912. Det er raffinerede udlægninger, hvor simpel strofisk form og gængse ”melodier” slet ikke forslår til Bendix’ ambitioner. Klaversatserne er både krævende og forfinede, og sangene er uden for rækkevidde af amatører. Det er store koncertlieder i en international, senromantisk stil, rettet mod et udenlandsk publikum. Selv om Bendix var færdiguddannet, var Gade stadig hans mentor i 1870’erne. Som Bendix’ formulerede det ”tillod Gade, (som jo foruden sine øvrige Fortjenester havde den varmt at interessere sig for de unge Komponister saa længe de strengt holdt sig til de af ham afstukne Kunstbaner) at jeg viste ham hvad jeg skrev og jeg skylder ham Taknemmelighed for mangen rammende Bemærkning og megen hvas Kritik – men ogsaa for ansporende Opmuntring.”31 De to havde altså et konstruktivt forhold – endnu. Og det blev underbygget, da Bendix i 1874 fik opført et værk for kor og orkester, der passede som hånd i handske til Gades arena, Musikforeningen. Det drejede sig om 33. Psalme, som Bendix havde komponeret i 1871-72. Valget af en gammeltestamentlig Davidssalme som tekst var desuden passende for en jødisk komponist, der henvendte sig til et overvejende kristent publikum (Bendix havde i 1860’erne skrevet en række kortere korsatser til religiøse tekster på dansk, formentlig som opgaver fra Gade på konservatoriet). Bendix fik lov til at selv at dirigere uropførelsen, der blev en uofficiel debutkoncert for ham. 33. Psalme blev modtaget med varmt bifald, skrev Berlingske Tidende, selv om det var tydeligt, at den unge komponist ikke holdt sig til den puritanske stil, man var vant til i København. Avisen sammenlignede stykket med Liszts stil og indvendte i den sammenhæng, at musikken indeholdt støjende effektvirkninger (især i passagen ”Herren sønderbryder Hedningenes radikal og wagnerianer · 23
Raad”). Spørgsmålet var, ifølge bladet, ”hvorvidt dette stemmer med en mere luttret Smag”. Debuten var dog absolut bestået, og Bendix blev herefter udpeget til at stå for indstuderingen af vokalværker i Musikforeningen. Altså nærmest en assistentrolle for Gade, måske med antydning af at være udvalgt som kronprins. Til gengæld blev 33. Psalme det sidste religiøse værk, Bendix skrev. I 1878 dirigerede Bendix sammen med Edvard Helsted for første gang en ”rigtig” koncert i Musikforeningen, da Gade var sygemeldt,32 og i 1880 blev Bendix ansat som klaverlærer på konservatoriet, Gades anden bastion. Det var formodentlig som afløsning for hans storebror Otto Bendix, der samme år var emigreret til USA. Victor Bendix’ anseelse hos Gade var altså stigende, og Bendix huskede det selv sådan: ”I dette Tidsrum nærede han Ønsker om at jeg med Tiden skulde blive hans Efterfølger som Dirigent, ja gik endda saa vidt, at han traf en bestemt Aftale med mig om at jeg efter en hændt Udenlandsrejse skulde dele Direktionen af Musikforeningens Koncerter med ham.” Men da han vendte hjem fra den pågældende rejse, havde forholdene ændret sig. Hvad der var sket, er uklart. Bendix berørte det kun ganske kort i sit erindringsnotat: ”Ved min Hjemkomst ignorerede han sine Forpligtelser overfor mig – jeg troer som Følge af Indflydelse fra mig uvenligsindede Krese, maaske ogsaa fordi min Kompositionsretning veg bestandig længere bort fra hans. Og saaledes endte da mit Bekendtskab med denne betydelige Mand. Den samme Konflikt medførte ogsaa at jeg opgav Stillingen som Lærer ved Konservatoriet og siden da kun har virket som Privatlærer.”33 Tidspunktet for bruddet må have været begyndelsen af 1882. Da ventede Bendix på at få lov til at opføre sin 1. Symfoni i Musikforeningen (han havde indleveret partituret allerede i efteråret 1879).34 Den voksende kunstneriske afstand mellem Gade og Bendix har muligvis været med til at forlænge ventetiden, og efter den vigtige uropførelse af symfonien 4. marts 1882 har Bendix så frigjort sig fra Gade, fordi han fornemmede, at han ikke havde samme opbakning
24 · victor bendix
Victor Bendix fotograferet i Berlin 1884. Nu var han ikke længere Niels W. Gades kronprins.
radikal og wagnerianer · 25
som før. I 1882 stoppede Bendix også sit arbejde som klaverlærer på konservatoriet. Det kom åbenbart bag på Gade, at Bendix afbrød deres professionelle forhold. Et par år senere blev Bendix opfordret af Orla Rosenhoff til at genoptage kontakten: ”Du bør gaa til Gade, ikke for Geschäftens, men for hans egen Skyld. Jeg traf ham i Dag, og som sædvanlig spurgte han mig straks om Dig. ’Har De hørt fra Victor?’ Jeg fortalte ham da, at Du var her, og at Fritz havde Hilsen til ham fra Dig. ’Men hvorfor Pokker kommer han dog ikke til mig, jeg har jo talt med hans Kone, og givet hende en Besked til ham?’”35 Det sidste samarbejde mellem de to var uropførelsen af Bendix’ Klaverkoncert i Musikforeningen 13. december 1884. Gade dirigerede, Bendix var solist. Det er bemærkelsesværdigt, at både Otto og Victor Bendix oplevede, at der var ”kredse” i musiklivet, som stod i vejen for dem. Fritz Bendix nævnte som sagt, at det var indercirklen i Musikforeningen, bestående af Gade, August Winding og pianisten Edmund Neupert, der stod i vejen for Otto Bendix. Var det samme mon tilfældet for Victor Bendix’ vedkommende – forstærket af, at Victor Bendix desuden forsøgte at gøre sig gældende som komponist på Gades banehalvdel? I Bendix’ autobiografiske notater nævner han selv, at det var hans radikale overbevisninger, der forhindrede ham i at blive accepteret i musiklivet. Han var nemlig ”alt det man dengang ikke skulde være i København: Wagnerianer, Venstremand, Fritænker, Darwinist.” Det kan være svært i dag at se Wagners musik som udtryk for radikalisme, dels fordi debatten om Wagners radikalitet foregik, længe før kulturradikalismen brød igennem, dels fordi Wagner havde stærke antisemitiske holdninger, og hans musik senere blev udnyttet af racister og nazister. Men i 1870’erne og 1880’erne var det at være wagnerianer et oprør mod de traditionelle kunstnormer. Wagner – og Liszt, hans åndsfælle og svigerfar – skabte med deres værker en ny kunstnerisk frihed ved at bryde med musikkens gamle former og ved at udvide det harmoniske sprog. Denne radikale æstetik hos Wagner og Liszt udgjorde, hvad musikforskeren Michael Fjeldsøe kalder et ”musikalsk fremskridtsparti.” Wagner opererede 26 · victor bendix
ligefrem med begrebet ”Zukunftsmusik” (fremtidsmusik). På den måde havde Wagner-bevægelsen og tidens danske ”fritænkere”, anført af Georg Brandes, samme reformdagsorden: at bryde med fortidens snærende bånd for at skabe et frit åndsliv.36 Som prædikant for fremskridtet bevægede Georg Brandes sig ganske vist ikke specifikt ind på musikkens område, men det gjorde Victor Bendix i 1870’erne og 1880’erne i nogle af sine kompositioner. De to fremskridtsivrige intellektuelle var endda beslægtede: Brandes og Bendix var fætre. Victor Bendix var nogle år yngre end Georg Brandes og hans lillebror, politikeren og kritikeren Edvard Brandes, men i deres ungdom havde fætrene et inspirerende forhold. Georg Brandes fortæller i sin selvbiografi Levned, at han omkring 1865 blev undervist i musikteori af Victor Bendix for at undersøge, om det kunne ”aabne nye Horisonter for Opfattelsen af Sprogets Harmonier.” Den 14-årige Bendix’ undervisning gjorde Brandes så interesseret i musik, at han endda komponerede nogle små melodier, ”for hvilke min unge Lærer med god Grund lo mig ud, og af hvilke denne med overstadigt Lune ved Klaveret en Aften parodierede en for et større Selskab. Det var et flovt Øjeblik for Melodiens Ophavsmand”, skrev Brandes om sin teenagefætters nådesløse opførelse.37 I forlængelse af musikundervisningen gik Victor Bendix og Georg Brandes lange spadsereture på Københavns Vold, hvor de diskuterede livets store spørgsmål. Samtalerne blev suppleret af brevveksling, hvor Georg Brandes med en øm og opdragende omsorg behandler sin fætter som en ekstra bror og tiltaler ham ”Min brave Gut” og ”Brave Dreng”. Et eksempel på Brandes’ velobserverede formaninger kan man læse i et brev fra 1870 til den 18-årige Bendix: Dygtighed bør aldrig udøve noget Tryk paa Dig. Lær at aabne Dig, at spørge. At kunne spørge, det er Dannelse. At kunne lære, det er Begavelse. At kunne spørge og lære med Takt, med Nænsomhed (overfor Kvinder) med Frimodighed og Forbeholdenhed (overfor Mænd), det er Begyndelsen til Kundskab, til Frihed i Væsen, Sikkerhed i Anskuelse, Ømhed i Venskab, Uforfærdethed i aandelig Kamp. Lær, min egen Ven, til gavns at forstaae, i hvilken Grad Du er en Begynder. radikal og wagnerianer · 27
Lad ikke det uomtvistelige Talent, Du besidder paa et bestemt Omraade, gjøre Dig tryg eller hensynsløs. Enhver, der har levet eller kjæmpet eller lidt, Enhver, der har stræbt og villet, oplevet eller erfaret meget, er i Besiddelse af et Krav paa Agtelse, som selve Talentet ikke har. Dan dig selv dine Domme; spørg, men uden Pretention, til du er istand dertil. Stræb til gavns at forstaae hvad Du læser, og rast ikke før du har læst saa meget, at der er aabnet dig en egen Verden ad denne Vei. – Amen.38 Ifølge Karen Stampe Bendix var det de lange samtaler med Brandes, der gjorde det klart for Victor Bendix, hvilke livsvalg han måtte træffe. ”Disse Nætter, mener Far, har været af afgørende Betydning for hans – Fars – Karakterdannelse og sikkert udviklet det Drag af Kamptrods, den Oprørsdrift mod Uret, der i hans senere Tilværelse blev hans ydre Vanskelighed og indre Storhed.”39 Politisk blev Bendix derfor ”venstremand”, som det blev kaldt, hvis man var i opposition til de herskende holdninger fra Højre, der havde haft regeringsmagten lige siden indførelsen af Grundloven. At være venstremand var ikke nødvendigvis partipolitisk. ”Det litterære Venstre” var betegnelsen for den tids radikale, der gik ind for oplysning og åndsfrihed og også tog afstand fra religion. For konservative kredse i København, der i musiklivet var repræsenteret af gudfrygtige, kongetro mænd som Gade og J.P.E. Hartmann, var Bendix som ”Wagnerianer, Venstremand, Fritænker, Darwinist” derfor på en fløj, der gjorde ham til deres absolutte modsætning. Bendix var kort sagt på tværs, og det kom til at være en forhindring for ham de kommende år.
28 · victor bendix