Victor Bendix
danske komponister 1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 4: Else Marie Pade af Henrik Marstal 5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup 6: Emil Hartmann af Inger Sørensen 7: Paul von Klenau af Steen Chr. Steensen 8: Victor Bendix af Jens Cornelius Flere titler er under udarbejdelse.
Bogserien Danske Komponister er startet på initiativ fra Magister Jürgen Balzers Fond
danske komponister
Victor Bendix 1851-1926
Af Jens Cornelius
Danske Komponister 8: Victor Bendix Af Jens Cornelius © Forlaget Multivers ApS, 2021 1. udgave, 1. oplag 2021 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Forside: Victor Bendix ca. 1890. Foto: M. Cruse Omslag: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2021 ISBN: 978-87-7917-376-7 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Forlaget har så vidt muligt indhentet tilladelse til gengivelse af illustrationer. Skulle nogle rettighedsindehavere alligevel være forbigået, bedes de kontakte forlaget. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: augustinus fonden
indhold forord.......................................................................................... 7 et jødisk hjem med klaver . . ................................................ 9 mellem gade og liszt ............................................................ 14 radikal og wagnerianer ...................................................... 20 fjeldstigning............................................................................. 29 storværker med klaver ....................................................... 36 hjemme bedst? .......................................................................... 43 kvinder og børn....................................................................... 54 opbrud .. ........................................................................................ 68 selvudnævnt kapelmester . . ................................................. 80 byens klaverlærer nr. 1 ....................................................... 86 ”det uheld, som jævnligt har fulgt mig”. . ................. 94 en støtte for carl nielsen – og omvendt . . .................. 102 tilbageblik på et kunstnerliv............................................ 113 victor bendix’ kompositioner . . ......................................... 124 litteratur ................................................................................... 128 diskografi................................................................................... 130 værkregister ............................................................................. 131 navneregister............................................................................ 131 noter . . ........................................................................................... 134
forord Omkring år 1900 anlagde man ”Komponistkvarteret” på Østerbro i København. Gaderne blev opkaldt efter 1800-tallets kendteste danske komponister, bl.a. H.C. Lumbye, Weyse og Kuhlau. I 1920’erne tilføjede man nogle gader, som blev opkaldt efter nyligt afdøde komponister: P.E. Lange-Müller, Otto Malling, Julius Bechgaard – og Victor Bendix. I dag er det nok de færreste beboere i Victor Bendix Gade, der kender noget til ham og hans musik. Ingen af hans værker findes i det snævre repertoire af dansk musik, der opføres i dag. Han skrev ingen folkelige sange, der står i Højskolesangbogen, og ingen muntre småstykker a la Champagnegaloppen. Faktisk har hans musik stort set ikke været opført i det seneste halve århundrede. Det er et voldsomt tilbageskridt for Victor Bendix’ berømmelse! Bendix oplevede at blive et af kendteste musiknavne i Danmark, både som komponist, pianist og dirigent. Der stod den højeste respekt om hans kunnen, og han blev mentor for en yngre komponist, vi i dag fejrer som periodens største navn, men som dengang ikke var i nærheden af at få en gade opkaldt efter sig: Carl Nielsen. Victor Bendix var en markant personlighed. Han havde mange beundrere og stærke kritikere. Tilhængerne lovpriste hans suveræne evner og hans gennemarbejdede værker. Kritikerne mente, at hans musik var ”for dygtig”, og at den ikke var umiddelbar. Bendix blev også kritiseret for at gå imod strømmen – da han var ung, mente man, at han var for radikal, mens han som midaldrende blev kritiseret for at være for konservativ. En anden kontroversiel side af Bendix var hans privatliv, der blev udbasuneret i offentligheden og betragtet som skandaløst. Og dertil kom, hvad man ikke talte lige så højt om, nemlig at han var jøde. Victor Bendix skilte sig kort sagt ud. Han havde bestemt intet imod at være noget særligt rent kunstnerisk, men omkostningen var, at han blev anset som arrogant, provokerende og i nogles øjne som Side 6: Victor Bendix, fotograferet i 1917. forord · 7
”en fremmed”. Derfor fik Bendix efter sin egen opfattelse aldrig den plads i dansk musikliv, der burde have tilkommet ham. Hans værker, hans roller i musiklivet, hans alsidighed, ekspertise og internationale netværk – og hans turbulente privatliv – gør Victor Bendix til en af de mest fascinerende skikkelser i dansk musiks historie. Han befandt sig i orkanens øje på et tidspunkt, hvor kunsten og samfundet forvandlede sig voldsomt. Som elev af Niels W. Gade og mentor for Carl Nielsen var han forbindelsesleddet mellem det 19. og 20. århundrede i dansk musik, og som discipel af Liszt og Wagner blev han budbringer fra kontinentet om en ny musikalsk retning. En retning, der langtfra var velkommen i Danmark. Og det var Victor Bendix måske egentlig heller ikke selv. Dette er mærkeligt nok den første fagbog, der er skrevet om Bendix. Jeg vil gerne takke museumsinspektør Marie Martens, pianisten Isabel Carlander, fhv. overrabbiner Bent Lexner, Allan Falk fra Selskabet for Dansk Jødisk Historie og seniorforsker Claus Røllum-Larsen fra Det Kongelige Bibliotek, som har hjulpet mig under arbejdet. Også en stor tak til Augustinus Fonden for at støtte denne udgivelse og bogserien Danske Komponister som sådan.
8 · victor bendix
et jødisk hjem med klaver Inden for voldene i det gamle København blev Victor Emanuel Bendix født 17. maj 1851. Hans forældre var grosserer Emanuel Bendix (1814-1876) og Ida Caroline Magnus (1818-1889). Familien boede i Pilestræde og var en af flere jødiske Bendix-slægter i Danmark. Victor Bendix var fjerde generation efter familiens stamfar Emanuel Bendix (1747-1813), der var født i Lackenbach i det nuværende Østrig. Lackenbach var dengang en lille by i Ungarn med mange jøder, en af ”De syv menigheder” (Siebengemeinde) i Burgenland, der var kendt for sine lærde rabbinere. Emanuel Bendix ankom til Danmark i 1770, blev gift i 1774 med den danskfødte Süsse Levy, og året efter blev han medejer af en silkefabrik og samtidig accepteret som københavner.1 ”Ved Resolution af Febr. 1775 fik Jøden Emanuel Bendix Tilladelse til at blive kjøbenhavnsk Borger, naar han med Ed i Synagogen bekræftede, at han ejede mindst 2000 Rd. [Rigsdaler] og indsatte denne Sum i sin Svoger B. H. Levys SilkeDoubler-Fabrik”, skrev industrihistorikeren Camillus Nyrop.2 I 1779 fik Emanuel Bendix dansk statsborgerskab, og med tiden opnåede han ærefulde positioner i den jødiske menighed som underrabbiner i synagogen og bisidder ved den jødiske domstol. Emanuel Bendix var hans danske borgernavn – i menigheden kendte man ham som ”rabbi Mendel Lackenbach”. Ved sin død efterlod den lærde mand sig et bibliotek med ca. 200 hebraiske bøger, men ikke nogen stor formue. Silkehandler Bendix fik tre sønner, og den yngste, Benzen Bendix (1788-1861), overtog faderens firma, der efterhånden mest handlede med klædefarvestoffet indigo.3 I næste slægtled gik firmaet, der nu hed Benzon Bendix, igen videre til den ældste søn, der ligesom sin farfar hed Emanuel Bendix (1814-1876). Han blev senere far til Victor Bendix. Emanuel Bendix blev født under den såkaldte Jødefejde, en meget alvorlig tid for de danske jøder. I 1813 var der udbrudt en voldsom strid om, hvorvidt jøder overhovedet havde hjemme i det danske samfund. Den hadefulde debat var bl.a. foranlediget af statset jødisk hjem med klaver · 9
bankerotten i 1813, hvor kong Frederik 6.s finansrådgiver David Amsel Meyer, der også var formand for Det Mosaiske Troessamfund, blev gjort til en af syndebukkene. Samme år udkom en dansk version af Friedrich Buchholz’ antisemitiske bog Moses og Jesus, hvor forfatteren Thomas Thaarup i sit forord argumenterede for, at danske jøder manglede moral og pligtfølelse. ”Egennytte, Grumhed, og Ladhed ere Nationens Særkjende fra dens første Oprindelse”, fastslog han i forordet som beskrivelse af den jødiske ”nation”, der altså blev opfattet som en fremmed magt inden for rigets grænser.4 I en lang række intellektuelle udgivelser bølgede debatten nu frem og tilbage, og der var stærk opbakning til argumenterne om, at jøder burde tvangskristnes, hvis de nogensinde skulle kunne indgå til nytte i det danske samfund. Striden fik senere det udglattende navn ”Den litterære jødefejde”, selv om det også kom til regulære overfald på jøder i København. I 1814 udstedte Frederik 6. en forordning, der gav jøderne noget nær ligeberettigelse i Danmark. Det Mosaiske Troessamfund blev autoriseret af staten mod at blive stærkt reguleret og miste sit selvstyre. Dermed var der dog ikke fred om jødernes indpasning i samfundet, og i 1819-20 blussede jødefejden op igen. Denne gang var sammenstødene voldsomme og korporlige. Københavnske folkemasser prøvede med hærværk og vold at drive jøder ud af København, og hæren måtte sættes ind for at bekæmpe optøjerne.5 Så åbenlys var antisemitismen i København, da Victor Bendix’ far var dreng. I 1844 giftede Emanuel Bendix sig med Ida Caroline Magnus, og de boede i Pilestræde nr. 91/92, da Victor Bendix blev født. I familien var der fem børn: Otto (1845-1904), Fritz (1847-1914, han stavede senere navnet Frits), Anna (1849-1923), Victor og efternøleren Carl (1858-1914).6 Faderen Emanuel Bendix var en dygtig fløjtenist, og ifølge familielegenden dyrkede han fløjtespillet så meget, at det gik ud over opmærksomheden for hans forretning, så den til sidst gik konkurs i 1875.7 Men på det tidspunkt var musikbegejstringen for længst gået videre til hans børn, der spillede på højt niveau. Anna blev sangerinde, og Otto og Fritz blev begge musikere i Det Kongelige Kapel. Otto Bendix blev ansat i Kapellet som oboist i 1867 og 10 · victor bendix
var desuden en fremtrædende pianist.8 Fritz blev ansat som cellist i 18719 og var også forfatter, bl.a. til artikler, et skuespil og en vigtig erindringsbog om Københavns musikerliv, Af en Kapelmusikers Erindringer, fra 1913. Lillebroderen Carl havde som den eneste i søskendeflokken en karriere i handelsbranchen. Sammen med deres far gjorde Otto og Fritz huset i Pilestræde til en veritabel musikklub, hvor der blev spillet alle de klaver- og kammerværker, der overhovedet kunne skaffes noder til. Når der blev spillet musik for åbne vinduer, samlede der sig ligefrem et publikum nede på gaden. I en kortfattet erindringsskitse, som Victor Bendix skrev i kladdeform, da han var omkring 65 år, fortæller han i stikord om sit barndomshjem: ”Mit Hjem musikalsk. Havde to Brødre, der var Musikere og hørte saaledes fra mine tidligste Aar bestandig god Musik. Efter Theatertid kom ofte andre unge Kapelmusikere til os og spillede Kammermusik til langt ud paa Natten.”10 Men allerede inden da var Victor Bendix blevet dybt grebet af musik. Hans datter Karen Stampe Bendix fortæller i sin erindringsbog Fra mit Livs Tjørnekrat om den musikalske drift, Victor Bendix havde som barn. ”En Nat hørte saaledes hans Forældre sagte Toner. De stod op og gik efter Lyden; og dér, ved Klaveret, sad den firefem-års Purk og fantaserede, rystende baade af Kulde og Angst for Afstraffelse … Dette var Indvielsen.”11 Efter at have fået undervisning af sin bror Otto spillede Victor fra 7-8-årsalderen klaver på et seriøst niveau. Han kastede sig også over at komponere. Victor Bendix fortalte: Min forholdsvis tidlige Hjemmevanthed paa Klaveret skyldes vel hovedsagelig den meget musikalske Fantaseren hvortil jeg fra Barndomsaarene var forfalden. Tidlig og silde – naar jeg hellere skulde have siddet over mine Lektier eller ligget i min Seng – var jeg paa Jagt efter de Klange, de Melodier som dansede i mig. Og længe varede det heller ikke, inden jeg – ganske uden harmoniske Kundskaber – gav mig til at fæstne
et jødisk hjem med klaver · 11
Melodierne i nogenlunde lovbundne Former og skrev dem ned saa godt jeg kunde.12 En mængde af hans kompositioner fra barndommen er bevaret i Det Kongelige Bibliotek, og i nogle af dem kan man se, at en kyndig person har rettet de tekniske fejl – det kunne meget vel være en af hans brødre. Ambitionerne nåede et tidligt højdepunkt, da Bendix som 11-årig komponerede en firsatset miniaturekvartet i klassisk stil med overskriften ”Quatuor de V. Bendix op. I”: Den var naturlig nok skreven for den Besætning jeg i Hjemmet raadede over. Min Fader spillede Fløjte mine Brødre Obo og Violoncel og jeg selv Klaver. Den var selvfølgelig nærmest Paavirkning af Haydn og Mozart men endte efter Webers Mønster med Variationer over ”God save the queen”. Aaret efter drev jeg det endog til en Octet for Klaver Blæsere og Strygere, som med megen Pomp og Pragt blev opført flere gange i Bedsteforældrenes store Sal for mange Tilhørere.13 Da Bendix’ Oktet blev uropført i øverste etage af huset i Pilestræde, var Danmarks førende komponist Niels W. Gade inviteret, og den senere koncertmester fra Det Kongelige Kapel, Anton Svendsen, spillede førsteviolin. Efter den begivenhed mente Emanuel Bendix, at Gade måtte komme med den endelige vurdering af Victors talent. Skulle drengen blive komponist? Victor Bendix huskede det sådan: ”Octetten var Anledningen til at min Fader tog mig op til N.W. Gade som tog meget venlig imod mig og som mente at naar jeg havde saadan Lyst til at skrive, saa var det bedst at jeg lærte noget. Den gamle elskværdige Gebauer blev saa min Harmoni Lærer i et Par Aar indtil jeg blev konfirmeret.”14 Bendix’ teorilærer Johan Christian Gebauer var en højt agtet kapacitet, der som ung havde været elev af guldalderens koryfæer Kuhlau og Weyse. Han blev senere organist, bl.a. ved Helligåndskirken i København, og var en meget kyndig musikteoretiker. Som komponist blev Gebauer kun kendt for sine små børnesange, f.eks. 12 · victor bendix
Hist hvor vejen slår en bugt, Ride ride ranke og En lille nisse rejste. De er klassikere blandt danske børnesange, men det er nu alligevel et lidt besynderligt kunstnerisk eftermæle for denne højt begavede musikekspert. Den midaldrende Gebauer og drengen Victor Bendix kom tilsyneladende vældig godt ud af det med hinanden. Til Bendix’ konfirmation (en officiel trosbekræftelse, der var blevet påbudt som en del af loven i 1814, selv om det ikke gav mening i jødedommen)15 forærede Gebauer ham partituret til Mozarts Don Giovanni-ouverture med dedikationen ”Til min unge Ven Victor Bendix, 22/4 1866”.16 Samme dag uropførte man i hjemmet Victor Bendix’ nyskrevne Klaverkvintet, et gennemført klassisk stykke, som han havde arbejdet på i et år. Den unge komponist var bestemt klar til at rykke op i en ny klasse – på det musikkonservatorium, der netop var blevet grundlagt i København af Niels W. Gade.
et jødisk hjem med klaver · 13
mellem gade og liszt 6. november 1866 modtog den 15-årige Bendix brev om, at han var blevet optaget på den allerførste årgang på Københavns Musikkonservatorium (der først i 1902 fik navnet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium). Konservatoriet blev ledet af Gade og kaldtes i daglige tale simpelthen ”Gades konservatorium”. Dørene for pionerholdet med 24 studerende blev åbnet 2. januar 1867, og i lokalerne på 1. sal af Rådhusstræde 13 fik Bendix en bred treårig uddannelse hos lærere, der var Danmarks førende kapaciteter. Gade selv underviste ham i komposition, J.P.E. Hartmann i kontrapunkt, Valdemar Tofte i violin, komponisten Carl Helsted underviste ham i sang, Gottfred Matthison-Hansen i orgel og August Winding i klaver. Gebauer var konservatoriets harmonilærer. Gade var en streng lærer, der stillede specifikke æstetiske og tekniske krav og gav meget utilsløret kritik. Et eksempel kan man se i manuskriptet til en strygekvartetsats, Allegro energico, som Bendix skrev i november 1866, formodentlig i forbindelse med sin ansøgning om at blive optaget på konservatoriet. I manuskriptet har Bendix gengivet Gades grove kommentarer til stykket: For megen Rumsteren Udeblivende Lidenskab. Parodisk Lagt for meget an paa Harmoniskridtene For lidt Melodie Ingen kjønne Melodier. For monotone, bevæge sig i stygge Intervaller Anden Del noget for lang. For meget Transposition. For storartet lagt an. For Orchester-mæssig. Gjennemgaaende Gjentagelse af to og to Tacter Undertiden grimme Harmonieskridt. Sådan kunne Gade altså finde på at tale til en 15-årig dreng! Victor Bendix noterede køligt forhånelserne ned og signerede dem ”Gade”, som en tydelig distancering til den store mand, han allerede her havde svært ved helt at respektere. 14 · victor bendix
En ung og selvsikker Victor Bendix, ca. 1870.
Forholdet til Gade blev en fortsat udfordring for Bendix de kommende år, for Gade kunne man ikke komme udenom i musiklivet. Det første rigtige job, Bendix fik, var dog som assistent for en anden stor mand, H.S. Paulli, kapelmesteren ved Det Kongelige Teater. Efter sin eksamen blev Bendix i 1870 ansat som teatrets repetitør, en kerneposition i ethvert operahus, hvor repetitøren fungerer som både sanginstruktør, akkompagnatør og forberedende dirigent. Bendix dukkede op på et afgørende tidspunkt for teatret, hvor man havde taget fat på at opføre operaer af Wagner, tidens mest sensationelle komponist. Den første forestilling var Lohengrin, som havde premiere 30. april 1870, og 23. april 1872 var der dansk premiere på den fire timer lange – og dengang ganske nye – Mestersangerne i Nürnberg. Lohengrin var en overskuelig Wagner-opgave, mens Mestersangerne var en langt større. Sådan huskede Bendix også sit job som repetitør: ”I denne Egenskab havde jeg haft et stort og vanskeligt Arbejde med Indstuderingen af ’Mestersangerne’, som, maaske lidt forhastet, naar vort daværende musikalske Standpunkt betænkes, var antaget til Opførelse.”17 Da opsætningen af Mestersangerne var sat på plads i foråret 1872, sluttede Bendix’ ansættelse på Det Kongelige Teater. Ved sin afsked modtog han en stor sum på 200 rigsdaler, der ifølge ham selv kom helt uventet. Nu havde han råd til at gøre nærmest, hvad han ville. Og Bendix tøvede ikke – han ville til Bayreuth i Bayern, hvor Wagner var ved at bygge sit eget operahus, beregnet specielt til opførelser af sine egne operaer. mellem gade og liszt · 15
Victor Bendix rejste derned og var til stede – formodentlig som den eneste dansker – da grundstenen til operahuset blev lagt på Wagners fødselsdag, 22. maj 1872. Ved indvielsen dirigerede Wagner selv Beethovens 9. Symfoni, og Bendix havde fået en personlig anbefaling med fra Gade, så han fik lov til at overvære Wagners prøvearbejde på symfonien. Næsten et halvt århundrede senere stod oplevelserne i Bayreuth stadig helt levende for Bendix: Denne Opførelse og maaske endnu mere de forudgaaende Prøver hvortil jeg ved særlig Anmodning fra Gade til Wagner havde faaet Adgang hører til de stærkeste Musikindtryk jeg i mit Liv har modtaget – og jeg troer ikke at Begejstringen skyldes mine 21 Aars Kritikløshed. I hvert Tilfælde deltes den af ældre og mere erfarne Kunstnere. Jeg husker da endnu ”Barberen af Bagdads” navnkundige Komponist den elskelige Peter Cornelius staaende i Gæstgivergaarden ”der Schwan” omgivet af en Skare lyttende Ynglinge og holdende en exstatisk Tale der endte med: ”Ja, dann sage ich Euch, Kinder, so ein Mann kommt nicht alle Zweihundert Jahre wieder.”18 Rejsen til Bayreuth var skelsættende for Bendix. Ikke kun fordi han blev øjenvidne til startskuddet på en ny æra i musikkens historie, men også fordi han mødte nogle af de største navne inden for tidens nye musik. Han fik internationale kontakter, der blev til gavn for ham resten af livet, og ikke mindst erfarede han, at han fagligt set befandt sig på et niveau, så han kunne omgås kolleger af internationalt format. Han følte sig åbenlyst stimuleret. Og turen fortsatte: Fra Bayreuth gik Rejsen til München, hovedsagelig for at høre Tristan og Isolde under Hans v. Bülows Direktion. Der lærte jeg igennem [Peter] Cornelius bl a. Klaverspilleren og Komponisten Hermann Scholtz at kende og Bekendtskabet udviklede sig til et venskabeligt Forhold, som har varet Livet igennem. Han foranledigede at den tyske Forlægger Leuckardt henvendte sig til mig og saaledes udkom mine første Hæfter Klaverstykker paa dette Forlag.
16 · victor bendix