vejen mellem elstir og vinteuil
chris t ine m ars t rand
vejen mellem elstir og vinteuil Billedkunst og musik hos Marcel Proust
multivers
Vejen mellem Elstir og Vinteuil. Billedkunst og musik hos Marcel Proust Af Christine Marstrand © Forlaget Multivers ApS, 2018 1. udgave, 1. oplag 2018 Forsidemotiv: Max Oppenheimer, Klingler-Quartett, 1917, @Belvedere, Vienna. Bagsidemotiv: Johannes Vermeer, Kunsten at male Baggrund: Sherrie Thai, ShaireProductions.com, Marble Webbing (modificeret) Omslag og sats: Christine Lind Tryk: PrintingSolutions Printed in Poland 2018 ISBN: 978-87-7917-465-8 multivers.dk Disclaimer: Forfatter og forlag har forgæves forsøgt at finde ophavsmænd til enkelte billeder, som eventuelt har rettigheder i henhold til Lov om Ophavsret. Skulle det mod forventning være tilfældet, vil ophavsmanden blive betalt, som om aftale var indgået i henhold til Copydans tarif. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Forlaget og forfatteren takker for støtte til udgivelsen fra:
arne v. schleschs fond augustinus fonden hanne juhl og preben lange-hansen konsul george jorck og hustru emma jorck’s fond landsdommer v. geses legat overretssagfører l. zeuthens mindelegat solistforeningen af 1921 velux fonden aage og johanne louis-hansens fond
Om forsidebilledet, Max Oppenheimer, Klingler-Quartett: Inden for billedfladens snævre rum, som den ovale ramme omkranser, ses kun musikernes noder, hænder og instrumenter. Som en collage overlapper de hinanden og indfanger koncertgængernes betragtende blik, samtidig med at virvaret af instrumenter og hænder i bevægelse skaber et indtryk af selve musikkens rytme og lyd. Maleriet er valgt, dels fordi Proust satte Beethovens strygekvartetter så højt, dels fordi Max Oppenheimer, på samme måde som Proust, i dette billede forsøger at fange og fastholde Tiden, den dimension, som musikken og dens fremdrift er uløseligt knyttet til.
indhold forord ............................................................................................... 7 introduktion En introduktion til På sporet af den tabte tid og romanens vigtigste personer ............................................................................................ 9
prolog ................................................................................................ 13 første del Billedkunstens betydning for Proust ...................................................... 17 Den fiktive maler Elstir .......................................................................... 39 Musikkens betydning for Proust ............................................................ 55 Den fiktive komponist Vinteuil .............................................................. 72 Vinteuil – udviklingen af sonaten og septetten ....................................... 80 Generelle betragtninger om sammenvævningen af billedkunst og musik – synæstesi................................................... 93 Prousts brug af synæstesi ....................................................................... 99
anden del Billedkunsten John Ruskin og hans betydning for Prousts forhold til billedkunst ........ 111 Giotto .................................................................................................... 115 Vittore Carpaccio .................................................................................. 124 Johannes Vermeer .................................................................................. 140 Jean-Baptiste-Siméon Chardin og Rembrandt van Rijn ......................... 148 Gustave Moreau .................................................................................... 155 James Abbott McNeill Whistler............................................................. 164 Claude Monet........................................................................................ 172 Referencer til billedkunst: Gennemgang af de malere og kunstværker, der nævnes i hvert enkelt bind af På sporet af den tabte tid .............. 180
tredje del Musikken Reynaldo Hahn og hans betydning for Prousts forhold til musik........... 287 Ludwig van Beethoven........................................................................... 295 Richard Wagner..................................................................................... 303 Gabriel Fauré......................................................................................... 312
Claude Debussy ..................................................................................... 315 Referencer til musik: Gennemgang af de komponister og musikværker, der nævnes i hvert enkelt bind af På sporet af den tabte tid .............. 325
epilog .................................................................................................. 351 kilder og registre Liste over anbefalede indspilninger af de omtalte musikværker ............. 355 Liste over illustrationer fordelt efter kapitler ......................................... 359 Prousts digte Portrætter af malere med noderne til Reynaldo Hahns tilhørende kompositioner .................................................................. 368 Litteraturliste ......................................................................................... 384 Takkeliste .............................................................................................. 387 Liste over de nævnte billedkunstnere ..................................................... 388 Liste over de nævnte komponister og musikere...................................... 391 Liste over de nævnte fiktive personer i På sporet af den tabte tid (undtagen billedkunstnere, komponister og musikere) ...................... 393 Liste over nævnte andre personer .......................................................... 395
forord Når bogen har fået titlen Vejen mellem Elstir og Vinteuil, er
Danmark og i Frankrig. Det har været mig magtpåliggende
det for at understrege det særlige greb, jeg anvender i min un-
at fordybe mig i kilderne for derigennem at opbygge et solidt
dersøgelse af Marcel Prousts forhold til billedkunst og musik.
empirisk grundlag for de slutninger, der drages i bogen. Den
Elstir er navnet på den fiktive maler, der spiller en stor rolle
tidlige udgivelse Glæder og Dage samt romanen Jean Santeuil
i Prousts roman På sporet af den tabte tid, og han bliver ta-
er oversat, men langt de fleste andre Proust-tekster er ikke
lerør for Prousts egen opfattelse af billedkunsten. Det samme
tilgængelige på dansk, og jeg har derfor oversat lange uddrag
gælder for den fiktive komponist Vinteuil og musikken. Når
af skitserne til romanen, notesbøgerne, Contre Sainte-Beuve,
jeg retter et særligt fokus på vejen imellem dem, skyldes det,
Pastiches et mélanges, Essais et articles, Écrits sur l’art, Sur
at Proust i høj grad benytter sig af synæstesi – han beskriver
la lecture, forordene til Prousts Ruskin-oversættelser Sésame
den ene kunstart ved hjælp af termer og begreber fra den an-
et les Lys og La Bible d’Amiens, Prousts forord til maleren
den – i et evigt spil af korrespondenser. Dette aspekt har ef-
Jacques-Émile Blanches bog Propos de peintre samt et stort
ter min mening hidtil været underbelyst i Proust-forskningen,
udsnit af brevene fra de 21 bind af Prousts omfattende korre-
og jeg håber at kunne åbne læsernes øjne for netop denne
spondance. Jeg har endvidere oversat en håndfuld personlige
unikke egenskab ved Prousts skrivemåde. For mig er nogle af
vidnesbyrd fra mennesker, der var nære venner med Proust,
de allersmukkeste passager i På sporet af den tabte tid dem,
såsom Reynaldo Hahn, Lucien Daudet, Louis Gautier-Vignal
hvor billede og lyd smelter sammen i fraser af en enestående
og Georges de Lauris. De giver fine indblik i Prousts tanker
skønhed. Proust fornyer litteraturen på en måde, hvor farver
om kunsten. Afslutningsvis har jeg oversat en del sekundær
og musik forenes i sprogets samsansninger. Det er mit håb, at
litteratur, hvori man finder uvurderlige kilder til forståelsen
mennesker, der interesserer sig for musik og billedkunst, vil få
af det kunstneriske miljø på Prousts tid. Et eksempel kunne
lyst til at læse Proust, når de opdager, hvor smukt og indsigts-
være Debussys Monsieur Croche. Jeg vil gerne rette en stor
fuldt, han skriver om kunstarterne.
tak til Nils Soelberg, som har gennemgået og forbedret mine
Derudover skulle bogen gerne, også for øvede Proust-
oversættelser. I alt det omtalte materiale findes utallige nøgler
læsere, være en compagnon de route, en følgesvend igennem
til enkelte afsnit af romanen og ikke mindst til Prousts syn
romanens utallige referencer til billedkunst og musik; hen-
på billedkunst og musik. Forhåbentlig vil bogen bane Vejen
visninger, der ikke altid er let gennemskuelige. Bogen er et
mellem Elstir og Vinteuil for læserne og bibringe en ny måde
resultat af mange års forskning i emnet, både herhjemme i
at læse Prousts værk på. forord · 7
introduktion En introduktion til På sporet af den tabte tid og romanens vigtigste personer Swanns verden 1 og 2 (Du côté de chez Swann):
ham utro. Dette handlingsforløb indeholder en rejse tilbage i
Swanns verden er både en åbning til hele værket og en afsluttet
tiden og foregår 15 år før fortællerens barndomserindringer.
roman i sig selv. Den er delt i tre afsnit, i første bind Combray,
Her får vi det første glimt af Prousts ideer om kærlighed, ja-
i andet bind Swanns kærlighedshistorie og Stednavne: Navnet.
lousi og glemsel. Ved en salon hos madame Verdurin hører
Combray fødes af søvn og drømme, som kommer til at
Swann for første gang en sonate af komponisten Vinteuil, som
spille en stor rolle i romanen. Fortælleren, nu en ældre mand
han senere genhører ved en soiré hos markise de Saint-Eu-
og søvnløs, mindes de værelser, hvor han har boet og især
verte. Monsieur og madame Verdurin er rige småborgere med
det værelse i hans tante Léonies hus i den lille landsby Com-
litterære og kunstneriske prætentioner, og de afholder saloner,
bray, hvor han tilbragte sine sommerferier som barn, og
hvor de faste gæster kaldes ”den lille klan”. Her møder vi
hvor han forsøgte at tvinge sin mor, der havde gæster, til at
blandt andre maleren Elstir, der først optræder under nav-
komme op og give et godnatkys – noget, der til hans store
net monsieur Biche, billedhuggeren Ski, lægen Cottard og
fortvivlelse ikke altid skete. En anden afgørende scene i dette
Brichot, der er professor på Sorbonne. Madame Verdurin er
bind handler om ”den ufrivillige erindring”, der i første om-
Wagner-fan, og hendes stærke passion for musik udløser ofte
gang fremprovokeres af smagen af en madeleinekage dyppet
hysteriske migræneanfald.
i en kop lindete, og som senere får hele livet i Combray og
I Stednavne: Navnet er fortælleren stadig barn. Han drøm-
dets fremtrædende persongalleri til at dukke frem: Den rige
mer om navnene på steder, som han gerne vil rejse til. Vi er
borgerlige æstet og kunstkender Charles Swann, der er af
tilbage i Paris, og han leger på Champs-Élysées med Gilberte
jødisk oprindelse, demimonden Odette de Crécy, forfatteren
Swann, som bliver hans barndomskæreste.
Bergotte, skuespillerinden La Berma, den gamle tjenestepige
Hovedtemaerne i Swanns verden er således barndommen
Françoise, forældrene og bedstemoderen. Fra tante Léonies
som et tabt paradis for fortælleren og kærligheden som en
hus kan man spadsere ad to veje, mod Swann (og hans dat-
slags sygdom, præget af vold og jalousi.
ter Gilberte) og mod Guermantes, der repræsenterer de højere, adelige kredse. På en sådan vandring oplever fortælleren
I skyggen af unge piger i blomst 1 og 2 (À l’ombre des
en traumatisk, sadomasochistisk scene mellem komponisten
jeunes filles en fleurs):
Vinteuils datter og en veninde.
Romanens tredje bind har undertitlen Omkring madame
Swanns kærlighedshistorie er fortællingen om Swanns pas-
Swann. Vi befinder os i Paris. Den unge fortæller er stadig
sion for den unge kurtisane Odette, som ikke elsker ham og er
forelsket i Gilberte, men efter mange lidelser beslutter han at introduktion · 9
holde sig væk og forsøge at glemme hende. Han frekvente-
dets anden store scene er en matiné hos markisen af Villepa-
rer til gengæld hendes mor, Odette, som har giftet sig med
risis. Hendes nevø, baron de Charlus, foreslår fortælleren at
Swann. I dette bind møder vi også monsieur de Norpois, der
blive hans mentor. Dette første bind af Guermantes’ verden
er fransk ambassadør, og som i romanen personificerer diplo-
slutter med fortællerens bedstemors tilfælde af urinforgiftning
matiet og det politiske liv.
under en udflugt til Champs-Elysées.
Bind 4 har undertitlen Stednavne: Stedet og foregår to år
I Bind 6 er det første kapitel viet bedstemorens sygdom og
senere i den normanniske badeby Balbec, hvor fortælleren
død og fortællerens store sorg over at miste hende. Andet ka-
og hans bedstemor holder sommerferie på Grand Hôtel. Der
pitel fortæller om Albertines besøg og Robert de Saint-Loups
møder de adskillige personer, som får betydning i romanen:
passion for en tidligere prostitueret, Rachel, der er blevet
Markisen af Villeparisis, Robert de Saint-Loup, som bliver
skuespillerinde. Endvidere udspiller der sig en besynderlig sce-
ven med fortælleren, baron de Charlus og familien Bloch.
ne mellem baron de Charlus og fortælleren, hvor den hyste-
Vigtigt især bliver et lille slæng af unge piger, som fortælle-
riske baron gennem enorme vredesudbrud forsøger at dække
ren møder på stranden, og blandt hvilke han forelsker sig i
over sin skjulte homoseksualitet. Fortælleren bliver til sidst
Albertine Simonet, samt flere besøg i maleren Elstirs atelier.
inviteret hjem til hertugen og hertuginden af Guermantes,
Elstir udmaler for de unge de gotiske kirkers skønhed, og han
hvis omgangskreds analyseres nærmere. Swann er nu dødeligt
bliver desuden til en vigtig repræsentant for det moderne ma-
syg, men da han forsøger at fortælle om det, efterlades han
leri, som for Proust er ensbetydende med impressionismen.
hjerteløst på fortovet af Guermanterne: De er på vej til fest og
I skyggen af unge piger i blomst er romanens lyseste bind,
har ikke har tid til at kere sig om deres gamle vens sygdom.
skrevet netop i en impressionistisk tone. Sodoma og Gomorra 1 og 2 (Sodome et Gomorrhe): Guermantes’ verden 1 og 2 (Le Côté de Guermantes):
Disse bind (7 og 8) med den bibelske titel repræsenterer ro-
Den ene vej fra Combray førte som sagt til det sted, hvor
manens mørke univers. De homoseksuelle er som jøderne et
Guermantes-familien boede, og i romanen personificerer her-
forfulgt mindretal og udgør en såkaldt ”forbandet race”. Ba-
tugen og hertuginden af Guermantes aristokratiet. Disse to
ron de Charlus er homoseksuel, og fortælleren tror, at Alber-
bind (5 og 6) er tilsammen romanens længste og er helliget
tine er lesbisk. I den første del overværer fortælleren i skjul
fortællerens indtræden i den mondæne verden. I den første
en sadomasochistisk sexscene mellem baron de Charlus og
scene er fortælleren i Operaen, hvor La Berma, prototypen på
vesteskrædderen Jupien. Herefter følger en scene hos fyrstin-
den store divaskuespillerinde, skal optræde. Herefter begiver
den af Guermantes, som inkarnerer højdepunktet af elegance.
han sig til garnisonsbyen Doncières, hvor Robert de Saint-
At blive inviteret ind i dette mondæne miljø repræsenterer for
Loup, hertuginden af Guermantes’ nevø, er udstationeret
fortælleren den højeste sociale triumf. Efter denne modtagelse
som underofficer. I Doncières lærer fortælleren militærstrate-
besøger Albertine fortælleren, som herefter rejser til Balbec.
giernes love at kende, og man taler om Dreyfus-affæren. Bin-
Alene i sit hotelværelse føler han sin bedstemors nærvær og
1
1
Dreyfus-affæren drejede sig om den franske officier Alfred Dreyfus. Han var af jødisk herkomst og blev i 1894 arresteret for spionage, degraderet og dømt til livsvarigt fængsel på Djævleøen. Det viste sig senere, at der var tale om et justitsmord. Blandt andet takket være forfatteren Émile Zolas artikel J’accuse (Jeg anklager), der blev trykt i avisen L’Aurore den 13. januar 1898, blev sagen genoptaget, og efter ti års pinsler fik Dreyfus æresoprejsning. Sagen delte det franske samfund i slutningen af 1800-tallet. De konservative Dreyfusmodstandere, les antidreyfusards, var antisemitter, mens hans støtter, les dreyfusards, først og fremmest var at finde blandt venstreorienterede republikanere. Proust gjorde ikke meget ud af sin jødiske herkomst på mødrene side, men han var dreyfusard af retfærdighedsgrunde.
10 · introduktion
erkender sønderknust at have mistet hende for altid. Bind 8 er helliget fortællerens kærlighed til Albertine og hans første mistanke om, at hun måske er lesbisk. Her introduceres Gomorra-temaet. Baron de Charlus har en hed affære med violinisten Morel. I det sidste kapitel erfarer fortælleren, at Albertine har kendt mademoiselle Vinteuil og dennes veninde, hvis lesbiske eskapader han overværede som barn i Combray. Han gribes af angst og haster sammen med Albertine tilbage til Paris.
Fangen 1 og 2 (La Prisonnière):
får nys om Albertines hemmelige lesbiske liv. Lidt efter lidt
Fortælleren, helt i en sygelig jalousis vold, har ført sin elsker-
accepterer han dog tanken om hendes død, og glemslen ind-
inde Albertine til Paris, hvor han på det nærmeste spærrer
finder sig overraskende hurtigt. Den sidste etape på denne vej
hende inde i lejligheden under konstant overvågning. Den
mod at forlige sig med Albertines død udgøres af fortælle-
første del (Bind 9) skildrer samlivet gennem 5-6 symbolske
rens rejse til Venedig. Det venezianske tema har ligget som
dage. I ét af romanens højdepunkter betragter fortælleren Al-
en understrøm i romanen gennem fremmaningen af malerne
bertine, mens hun sover. Kun i denne tilstand er han sikker
Giottos og Carpaccios værker. Fortællerens sorg over tabet
på, hvor han har hende. Hun giver ham senere et kys, som
af Albertine genoplives, da han i Venedig på ét af Carpaccios
får lige så stor betydning som moderens godnatkys, da han
malerier genkender den Fortuny-kåbe, han forærede hende.
var barn i Combray. Ude af sig selv af jalousi får fortælleren
Hjemme igen begiver fortælleren sig til Tansonville, hvor han
Andrée, en af de andre unge piger fra Balbec, til at overvåge
besøger sin barndomskæreste Gilberte, der i mellemtiden har
Albertine, som i sandhed bliver en fange. I denne del af roma-
giftet sig med Robert de Saint-Loup. Fortælleren erfarer, at
nen spiller fortælleren Vinteuils sonate på klaver. Han fun-
Saint-Loup bedrager Gilberte med violinisten Morel.
derer over, hvordan det 19. århundredes største kunstnere, som for eksempel Wagner og Balzac, komponerede en cyklus
Den genfundne tid 1 og 2 (Le Temps retrouvé):
bestående af mange dele i en stor syntese, og dette foregriber
Den sidste del af På sporet af den tabte tid er både den smuk-
fortællerens egne bestræbelser på at finde sit kald som forfat-
keste og den vigtigste. Som konklusion på Prousts store ro-
ter. En af de vigtige scener i dette bind er forfatteren Bergottes
mancyklus samler den alle hans tanker om livet, kærlighe-
død under et besøg på Jeu de Paume, hvor han ser en udstil-
den, tiden og kunsten. Den genfundne tid fremlægger en slags
ling med de hollandske mestre. Han udånder foran Vermeers
kunstfilosofi, en poetik, der leder fortælleren frem til sit kald
maleri Udsigt over Delft.
som forfatter.
Sidste del af Fangen (Bind 10) skruer sig ned i jalousiens
Bind 12 indledes med, at fortælleren i 1914 kommer til-
helvede. Hentydningerne til Albertines homoseksualitet bliver
bage fra Tansonville til Paris på et kort besøg, hvorefter han
flere og flere, men fortælleren forærer hende alligevel overdå-
tager ophold på et kursted indtil 1916. Da han atter vender
dige kjoler skabt af Fortuny efter motiver fra den venezianske
tilbage til Paris, opdager han, hvor mange ting der har ændret
1400-talsmaler Carpaccios billeder. Fortælleren hører ved en
sig. Han beskriver 1. Verdenskrigs bombardementer af byen
salon hos Verdurins et posthumt værk af Vinteuil, en septet,
og møder baron de Charlus, ældet, tyskvenlig og besat af
der atter giver ham mulighed for at tænke over musikkens
sex med unge mænd. Fortælleren overværer atter en scene,
betydning og essens. Septetten fremkalder hos fortælleren alt
hvor Charlus bliver pisket på et mandligt bordel, som også
det, forfatteren Proust holdt af hos komponister som Beetho-
Saint-Loup frekventerer. Saint-Loup bliver dræbt ved fronten,
ven, Wagner og César Franck. På samme måde som deres vær-
og fortælleren rejser igen til et kursted, hvorfra han vender
ker repræsenterer Vinteuils septet i romanen det fornyende
tilbage nogle år senere. I Paris (Bind 13) begiver han sig af
mesterværk inden for musikken.
sted til en matiné hos fyrstinden af Guermantes, og i Guermantes-palæets gård snubler han over nogle ujævne brosten,
Albertine forsvundet (Albertine disparue):
en oplevelse, der på samme måde som historien med ma-
Dette bind (Bind 11) afslutter historien om fortællerens og
deleinekagen bringer ham tilbage til en lignende oplevelse i
Albertines kærlighedsaffære. Hun flygter fra sit fængsel. Ef-
dåbskapellet på Skt. Markus-pladsen i Venedig. Andre åben-
ter flugten etableres en brevveksling imellem dem, men et
barende erindringsglimt, de tre træer i nærheden af Balbec,
telegram fra Albertines tante, madame Bontemps, meddeler,
kirketårnet i Martinville, de store kunstoplevelser i form af
at fortællerens elskede er død efter et fald fra en hest. Hans
Vinteuils musikalske værker og Elstirs malerier, dukker op,
fortvivlelse er stor, forstærket af at han gennem nye forhør
og fortælleren genfinder på den måde den tabte tid. Inde i introduktion · 11
salonen synes alle at deltage i et maskebal, men det er blot alle hans tidligere bekendte, der er uigenkendelige, fordi de er blevet gamle. Fortælleren indser, at han også selv ældes med tiden, at han må forpligte sig i forhold til kunsten, mens tid er, og påbegynde arbejdet med at skrive sin roman. Han har fundet sit kald og sin plads i Tiden.
12 · introduktion
prolog For Marcel Proust er kunstnerisk skaben i sin essens natur-
samlede overblik over de kunstneriske referencer kan hjælpe
ligvis først og fremmest inkarneret i litteraturen, men den hvi-
læseren på vej.
ler uophørligt på referencer til billedkunst og musik. Forfatte-
Proust anvender gennem romanens 13 bind en fiktiv maler,
ren til På sporet af den tabte tid bruger ordene som toner og
Elstir, og en fiktiv komponist, Vinteuil, til dels at beskrive
farver til at komponere og farvelægge sit store romanværk.
billedkunst og musik, som eksisterer i den virkelige verden,
Hans helt særlige sensibilitet kommer til udtryk, når han ser
dels til at tale om kunst på et mere generelt plan. De malerier
på verden med et malerblik og lytter med et musikalsk øre.
og kompositioner, Proust har valgt til at udvikle romanens
Kun gennem kunsten kan vi træde ud af os selv og se andre
imaginære univers, har forskellige funktioner; de kan være
verdener, siger Proust, og det er netop takket være kunsten,
beskrivende analogier, metaforer eller symboler. Endvidere
at vi har så mange forskellige verdener til vores disposition.
tages kunsten ofte i brug i humorens og satirens tjeneste. Nog-
Både romanens personer og Proust selv anvender desuden
le af referencerne tjener til at karakterisere det sociale eller
ofte kunsten, når de skal forklare sig nærmere. Romanen
kulturelle miljø, vi befinder os i. Æstetikeren Charles Swann
indeholder en sand vrimmel af sammenligninger med billed-
sammenligner konstant ansigter, kropsholdninger og folks
kunst og musik, hvis formål er at uddybe og illustrere de for-
måde at tale på med bestemte malerier eller musikstykker,
skellige udsagn, men dette kan kun ske på betingelse af, at
mens aristokraten baron de Charlus bruger de kunstneriske
læseren nøjagtigt og præcist forstår Prousts referencer. Man
referencer til at kommentere sin adelige verden og alle de for-
skal næsten være et omvandrende encyklopædisk leksikon in-
domme, der florerer i hans ”kaste”. Sociale tilhørsforhold, en
den for både musik og billedkunst for at kunne gribe menin-
moralsk atmosfære i tiden, psykologiske portrætter tegnes,
gen med alle disse hentydninger. Proust nævner i sin roman
ofte med hjælp fra komikken, gennem de utallige sammen-
omkring 130 billedkunstnere og 60 komponister og musikere,
ligninger med billedkunst og musik. I romanens sidste bind,
som findes i den virkelige verden, ud over de fiktive kunstnere,
Den genfundne tid, træder den sociale og satiriske kontekst
han selv skaber. Man må i det mindste have adskillige digre
i baggrunden. Fortælleren har, hjulpet godt på vej af ople-
værker til sin rådighed eller gøre det store arbejde, der består
velsen af de store kunstværker inden for musik og billedkunst,
i at opsøge alle referencerne på nettet, en næsten uoverskuelig
fundet frem det det, der er vigtigt: Selve værket, ikke alle de
opgave, der vil bryde læsningen af selve romanen op i utalli-
ydre omstændigheder, der omgiver det. Hvorfra havde Vin-
ge fragmenter og stop. Det er mit håb, at denne bog med sit
teuil lært, hørt denne sang der var forskellig fra de andres og prolog · 13
lignede alle hans egne? spørges der i Fangen, 2 og i Prousts
vende at studere Prousts notesbøger nærmere, hvis man vil
roman følger vi fortælleren på hans kringlede vej for at søge
vide mere om de kunstnere, der inspirerede ham.
svar på dette spørgsmål: Hvad er det, der gør en stor kunstner forskellig fra alle andre, og alligevel så genkendelig på de helt
Man skal naturligvis huske på det, Proust skrev til Jacques Rivière i 1914:
originale træk, der kendetegner netop ham? Det er interessant at undersøge, om Proust følger modens
Endelig har jeg fundet en læser, som har gættet, at min bog
omskiftelser, efterhånden som tiden går, eller om han hol-
er et dogmatisk værk og en konstruktion! […] Det er først
der fast ved sin smag og sine favoritter. Kunstnere, der var
i slutningen af bogen, når livets lære engang er forstået, at
berømte og beundrede – også af Proust selv, som hans om-
mine egne tanker afsløres.5
fattende efterladte korrespondance viser – citeres end ikke en eneste gang i På sporet af den tabte tid, mens andre som Ver-
Det er netop sådan, man kan forstå Prousts store roman –
meer, Rembrandt, Giotto, Wagner, Debussy og Beethoven op-
som en konstruktion, der er sammensat af utallige inspiratio-
træder igen og igen. Proust kunne være blevet en fremragende
ner, af kunst og af levet liv – og, som han selv understreger, så
kunst- eller musikkritiker, men hans mål i romanen er et an-
modsiger han ofte sig selv:
det. Kunstarterne anvendes i beskrivelsen af udviklingen frem mod fortællerens – og Prousts eget – kald som forfatter, der
Visse tanker modsiger hinanden (for eksempel må man
skildres som en indre nødvendighed, oftest styret af hans
råbe ned med Wagner sammen med Saint-Saëns, og hvor-
følelser. Når Proust én gang var blevet opfyldt af en bestemt
dan kan man lade være med at forsvare Strauss mod dem,
følelse, mens han betragtede et maleri, det være sig på et mu-
der angriber ham til fordel for Puccini). Og dette henryk-
seum, et galleri, hos en privat samler eller som en halvdårlig
ker mig, for jeg elsker, at man viser forskellige aspekter. Jeg
reproduktion, eller når han hørte et musikalsk værk ved en
modsiger mig selv hele tiden.6
koncert, i en privat salon, i operaen eller hjemme hos sig selv gennem teatrofonen eller spillet på pianolaet,3 så blev han ved
Proust udvælger, iagttager og gennemlyser sine yndlingskunst-
med at vende tilbage til denne intense første følelse, når han
værker med en aldrig svigtende passioneret ihærdighed. For
mindedes, drømte eller skrev om det specifikke værk.
ham er det at skrive en roman det samme som at anbringe
Proust insisterer på, at man skelner mellem kunstneren og
azurblå eller jadegrønne mosaiksten på guldgrund, som han
kunstværket, liv og værk, men det kan være vanskeligt, fordi
har set det i Skt. Markus-kirken i Venedig. Han udvælger ne-
det er så åbenbart, at han i sin roman trækker på mange speci-
top de elementer, som på bedste måde vil fremhæve den dyre-
fikke episoder fra sit eget liv. Af og til har han også selv svært
bare lære, han ønsker at uddrage heraf. Det samme gælder,
ved at skelne, som når han i et brev vil forklare, hvordan han
når han gennem komponisten Vinteuil vælger de helt rette
har brugt Carpaccios malerier i forbindelse med afslutningen
toner, der skal udgøre essensen af den lille frase i den ”hvide”
på fortællerens og Albertines kærlighedshistorie, og hele tiden
sonate eller den ”rødtlysende” septet. Farverne og tonerne
skriver jeg i stedet for fortælleren. Det betyder ikke, at man
er de kostbare elementer, der får forfatteren til at drømme,
ikke i sine analyser så vidt muligt skal bestræbe sig på at holde
når kunstværkerne for et øjeblik åbner for de sjælens ukendte
de to størrelser adskilt, men skitser og korrespondance giver
dybder, som han har sat sig for at udforske. Alt sættes sam-
et unikt indblik i, hvordan Proust udarbejdede sin roman, så
men i et evigt fragmenteret spil af utallige smådele, som til
det er vigtige kilder at få med. Det er desuden særdeles gi-
sammen danner et mangefacetteret kunstværk. Som læser kan
4
oplevelsen sammenlignes med den, man får, når man sætter et kalejdoskop for øjet og drejer rundt. 2 3 4
PS, Bind 10, s. 95. Disse instrumenter beskrives i de følgende kapitler. Corr. XV, s. 56-58. Jf. kapitlet om Carpaccio.
14 · prolog
5 6
Corr. XIII, s. 98-99. Prousts understregning. Corr. XVIII, s. 267.
I 1913 skriver Proust i én af sine notesbøger:
lerne om synæstesi, begyndte grænserne mellem kunstarterne i starten af det 20. århundrede at blive mere flydende. Der
Takket være Francks, Wagners, Chopins harmonier og
er således god grund til med Proust at begive sig ud på vejen
Vermeers, Rembrandts, Delacroix’s farver, stiger vi virke-
mellem Elstir og Vinteuil.
lig op i de mest ukendte himle, hvor vi flyver fra stjerne til stjerne.
Malerkunsten og musikken behandles hos Proust ikke kun teoretisk eller beskrivende. Kunstarterne bliver i sig selv ro-
7
manmateriale, idet de inkorporeres i handlingen for at give Dette bliver i romanen til, at vi med kunstnere som Elstir og
den mere levende farver og klarere lyd. Jeg prætenderer ikke
Vinteuil flyver fra stjerne til stjerne. Hele Prousts univers er
på nogen måde at have udtømt emnet, men jeg har bestræbt
præget af det, han kalder les intermittences du coeur, hjertets
mig på at følge Prousts dictum, som det åbenbarer sig i Den
omskifteligheder, og det gælder i hjerte- såvel som i kunst-
genfundne tid:
8
sammenhæng. Igen og igen blander han indtryk, ikke kun fra forskellige grene eller værker inden for den samme kunstart,
Hvor meget mere forekom det mig ikke at være det nu
men i høj grad også kunstarterne imellem. Det er grunden til,
hvor jeg fik det indtryk at det kunne blive oplyst, dette liv
at der i denne bog lægges særlig vægt på netop dette aspekt af
man lever i mørke, og forstået som dét det virkelig var,
Prousts metode. At male et indtryk er for Elstir såvel som for
dette liv som man ustandselig forkludrer, at det kunne
Proust at male følelser, før den ræsonnerende og beregnende
fuldbyrdes i en bog! Hvor måtte den person der kunne
forstand blander sig med sine begrænsninger. At male – eller
skrive en sådan bog, dog være lykkelig, tænkte jeg; sikke
for Vinteuils vedkommende, at komponere – et indtryk, er at
et arbejde han havde foran sig! Hvis man skulle give et
udtrykke korrespondenser, analogier, bevægelser mellem de
indtryk af denne bog, måtte man ty til sammenligninger
enkelte sanseindtryk, før man glemmer, hvad man ønskede at
med de mest forskellige og mest ophøjede kunstarter; for
vise. Til hver sans hører en erindring og en kunstart, hørelsen
denne forfatter – som i øvrigt ville afdække helt mod-
er knyttet til musikken, synssansen til malerkunsten, lugte-
satrettede sider af sine personer for at vise dem i deres
sansen til naturens dufte, smagssansen til gastronomien, og de
fulde omfang – måtte forberede sin bog omhyggeligt med
er alle flettet sammen til et intrikat system af korrespondenser.
stadige omgrupperinger af styrker, som når man forbere-
Under romanens tekst ligger kunstreferencerne hulter til bul-
der en militær offensiv, han måtte bære den som en byrde,
ter, og de stiger op fra underbevidstheden som glimt af ufri-
adlyde den som en regel, bygge den op som en kirke, følge
villig erindring. Alt handler om at finde de dybeste akkorder,
den som diæt, overvinde den som en forhindring, erobre
båndene mellem to eller flere værker, gøre rum til tid. Én af
den som et venskab, fede den op som et barn og skabe
nøglerne til Prousts værk er, at det er mangfoldigt, lysende,
den som en verden, uden at overse disse mysterier der
farverigt, musikalsk. Hvorfor benytter han sig af denne mon-
sandsynligvis kun kan forklares med henvisning til andre
tageteknik og dette mægtige system af relationer med sam-
verdener, som man har en forudanelse om, en forudanelse
sansninger og korrespondenser? Fordi hver enkelt kunstner
der er dét som bevæger os allermest i livet og i kunsten.
kun giver et enkelt synspunkt på verden, et adskilt, isoleret
Og i disse store bøger er der afsnit der kun har været tid
synspunkt. Det er meget smukkere at samle dem alle, skriver
til at skitsere, og som sikkert aldrig bliver færdige, fordi
Proust.
arkitektens plan har været så omfattende. Hvor mange
Der er naturligvis en fundamental forskel på musikken,
store katedraler bliver vel ikke stående uden at være fuld-
der bevæger sig fremad med tiden, og billedkunsten, som
førte!9
principielt er mere statisk, men som jeg vil skildre det i kapit7 8
Carnet 3, folio 6 recto, Leblanc, s. 388. PS, Bind 10. s. 97.
9
PS, Bind 13, s. 255-256. prolog · 15
Jeg har været lykkelig, mens jeg skrev på denne bog, og jeg håber, at min passion for Prousts helt særegne sans for samspillet mellem billedkunst og musik vil kunne anspore læserne til at følge med ud på Vejen mellem Elstir og Vinteuil.
16 · prolog