Vejen gennem kaos

Barnesind En fortælling Når vi går ud og ind, gør det ene og det andet, foretager os noget, er det som regel alt sammen let, ubesværet og ligesom uforpligtende, det kunne tilsyneladende alt sammen også være anderledes. Men det sker også, at intet kunne være anderledes, at intet er uforpligtende og let, og hvert åndedrag, vi tager, er bestemt af magter og tynget af skæbne. De handlinger i vores liv, som vi kalder de gode, og som det falder os let at tale om, er næsten alle af denne første ”lette” art, og vi glemmer dem hurtigt. Andre handlinger, som det falder os tungt at tale om, glemmer vi aldrig mere. De tilhører os på en måde mere end alle andre, og deres skygge falder langt hen over alle dage i vores liv. Vores familiehus, der lå stort og lyst i en lys gade, trådte man ind i gennem en høj port, og straks var man omsluttet af kølighed, skumring og en fugtig atmosfære af sten. En høj, dyster forhal tog tavst imod en, gulvet af røde sandstensfliser førte i en let stigning hen imod trappen, hvis begyndelse lå bagest dybt i halvmørket. Mange tusind gange er jeg gået gennem denne høje port, og aldrig lagde jeg mærke til port, fliser og trappe; det var jo alligevel altid en overgang til en anden verden, ”vores” verden. Forhallen lugtede af sten, den var mørk og høj, bagtil førte trappen op fra den dunkle kølighed mod lyset og venlig hygge. Men der var altid først forhallen og den første skumring: noget med far, noget med 7

Vejen gennem kaos.indd 7

21.04.2021 16.08

værdighed og magt, noget med straf og dårlig samvittighed. Tusind gange gik man leende igennem. Men ofte trådte man herind og var straks nedtrykt og sønderrevet, følte angst og skyndte sig hurtigt hen til den frelsende trappe. Da jeg var elleve år gammel, kom jeg en dag hjem fra skole på en af de dage, hvor skæbnen lurer i hjørnerne, hvor der let sker noget. På disse dage synes enhver uorden og forstyrrelse i ens sjæl at spejle sig i vores omverden og forvrænge den. Ubehag og angst snører vores hjerte sammen, og vi søger og finder den formodede årsag uden for os selv, vi ser verden som dårligt indrettet og støder overalt på modstand. Sådan var det den dag. Fra morgenstunden var der en følelse af dårlig samvittighed, der trykkede mig, skønt jeg ikke havde begået noget særligt – hvem ved, hvor den kom fra? Måske fra nattens drømme. Min far havde om morgenen haft et lidende og bebrejdende udtryk i ansigtet, morgenmælken havde været lunken og kedelig. I skolen var jeg ganske vist ikke kommet i vanskeligheder, men det havde alt sammen endnu engang smagt trøstesløst, dødt og deprimerende og var flydt sammen til den mig allerede velbekendte følelse af afmagt og fortvivlelse, der siger til os, at tiden er uden ende, at vi for evigt skal blive ved med at være små og magtesløse og underlagt denne skøre, stinkende skoles tvang år efter år, og at hele dette liv er meningsløst og modbydeligt. Også over min daværende ven havde jeg ærgret mig den dag. For nylig var jeg blevet ven med Oskar Weber, søn af en lokomotivfører, uden rigtig at være klar over, hvad der tiltrak mig ved ham. Han havde for ikke længe siden pralet 8

Vejen gennem kaos.indd 8

21.04.2021 16.08

med, at hans far tjente syv mark om dagen, og jeg havde svaret, at min tjente fjorten. At han var blevet imponeret af det uden at gøre indvendinger, var begyndelsen på historien. Nogle dage senere havde jeg indgået et forbund med Weber, hvor vi oprettede en fælles sparebøsse, hvorfra der senere skulle købes en pistol. Pistolen lå i en isenkræmmers udstillingsvindue, et massivt våben med to blålige stålrør. Og Weber havde regnet ud for mig, at man kun behøvede at spare rigtigt i kort tid, så kunne man købe den. Penge var der jo altid, han fik meget tit en tier for udbringning eller også drikkepenge, og tit finder man penge på gaden eller sager, der er penge værd, som hestesko, blystykker og andre ting, der kan sælges. Han havde også med det samme givet en tier til vores bøsse, og den havde overbevist mig og fået hele vores plan til at fremstå for mig som rimelig og realistisk. Da jeg denne middagsstund trådte ind i vores trappegang, og dunkle anelser om tusind ubehagelige og afskyelige ting og regler i denne verden strømmede imod mig i den kælderkølige luft, var mine tanker beskæftiget med Oskar Weber. Jeg følte, at jeg ikke kunne lide ham, selv om hans godmodige ansigt, der mindede om en vaskekones, var sympatisk. Hvad der tiltrak mig ved ham, var ikke hans person, men noget andet, jeg kunne sige hans klasse – det var noget, som han delte med næsten alle knægte af hans slags og herkomst: en vis fræk livskunst, en tyk hud mod farer og ydmygelser, en fortrolighed med livets små, praktiske anliggender, med penge, med butikker og værksteder, varer og priser, med køkken og vask og lignende. Sådan nogle drenge som Weber, som pryglene i skolen ikke syntes at bide på, 9

Vejen gennem kaos.indd 9

21.04.2021 16.08

og som var i familie med og venner med karle, kuske og fabrikspiger, de stod anderledes og mere sikkert i verden end jeg; de var ligesom mere voksne, de vidste, hvor meget deres far tjente om dagen, og vidste uden tvivl også meget andet, hvor jeg var uerfaren. De lo ad udtryk og vittigheder, som jeg ikke forstod. De kunne i det hele taget le på en måde, der var mig nægtet, på en sjofel og rå, men unægtelig voksen og ”mandig” måde. Det hjalp ikke noget, at man var klogere end dem og i skolen vidste mere. Det hjalp ikke noget, at man var bedre klædt, friseret og vasket, end de var. Tværtimod, netop disse forskelle var en fordel for dem. Det forekom mig, at drenge som Weber passede helt uden problemer ind i den ”verden”, som jeg så for mig i halvmørke og i eventyrglans, mens denne ”verden” for mig var helt lukket, og hver af dens porte måtte erobres med besvær ved uendeligt langsomt at blive ældre, ved skolegang og prøver og opdragelse. Naturligvis fandt sådanne drenge også hestesko, penge og blystykker på vejen, fik løn for ærinder, fik alt muligt foræret i butikkerne og trivedes på enhver måde. Jeg følte dunkelt, at mit venskab med Weber og hans sparebøsse ikke var andet end vild længsel efter den ”verden”. Hos Weber var der for mig ikke andet, man kunne bryde sig om, end hans store hemmelighed, på grund af den stod han nærmere ved de voksne end jeg, levede i en mere ligefrem, nøgen og robust verden end jeg med mine drømme og ønsker. Og jeg følte på forhånd, at han ville skuffe mig, at det ikke ville lykkes for mig at fravriste ham hans hemmelighed og den magiske nøgle til livet. Han havde netop forladt mig, og jeg vidste, at han nu 10

Vejen gennem kaos.indd 10

21.04.2021 16.08

gik hjem stærk og sindig, fløjtende og fornøjet, ikke formørket af længsel, anelser. Når han stødte på tjenestepiger og fabriksarbejdere og så dem føre deres gådefulde, måske vidunderlige, måske forbryderiske liv, så var det for ham ikke nogen gåde og uhyrlig hemmelighed, ikke noget farligt, ikke noget vildt og spændende, men noget selvfølgeligt, bekendt og hjemligt som vandet for en and. Sådan var det. Og jeg derimod, jeg ville altid stå ved siden af og udenfor, alene og usikker, fuld af anelser, men uden vished. I det hele taget smagte livet den dag endnu engang håbløst kedeligt, dagen havde noget af en mandag ved sig, selv om det var lørdag, den lugtede af mandag, tre gange så lang og tre gange så trist som de andre dage. Fordømt og modbydeligt var dette liv, forløjet og ækelt. De voksne lod, som om verden var fuldkommen og de selv halvguder, og vi drenge ikke andet end affald og udskud. Disse lærere – ! Man følte stræben og ærgerrighed i sig, man foretog redelige og lidenskabelige tilløb til det gode, hvad enten det nu var til at lære de græske uregelmæssige verber eller til at holde sit tøj rent, til lydighed mod forældrene eller til tavst og heltemodigt at tåle alle smerter og ydmygelser – ja, igen og igen rejste man sig glødende og from for at hengive sig til Gud og gå den ideale, rene, ædle vej mod det høje, gøre det gode, stiltiende tåle det onde, hjælpe andre – ak, og igen og igen blev det ved tilløbet, et forsøg og en kort flagren op! Allerede efter få dage, åh allerede efter få timer skete der igen noget, der ikke skulle være sket, noget elendigt, bedrøveligt og beskæmmende. Midt i de mest trodsige og ædle beslutninger og løfter faldt man hele tiden uundgåeligt og plud11

Vejen gennem kaos.indd 11

21.04.2021 16.08

seligt tilbage i synd og gemenhed, i hverdag og lumpenhed! Hvorfor var det sådan, at man så vel og dybt erkendte og i hjertet følte skønheden og rigtigheden i gode forsætter, når dog hele livet (de voksne indbefattet) bestandig og vedvarende stank af gemenhed og overalt var indrettet på at lade det lurvede og slette triumfere? Hvordan kunne det være, at man om morgenen på knæ i sengen eller om natten foran tændte stearinlys med et helligt løfte tilsluttede sig det gode og lyse, anråbte Gud og for altid erklærede krig mod enhver last – og at man måske blot et par timer senere kunne begå det mest usle forræderi mod netop dette hellige løfte og forsæt, hvad enten det nu var ved at sætte i en forførerisk latter eller ved at låne øre til en dum skoledrengevits? Hvorfor var det sådan? Gik det andre på anden vis? Havde heltene, romerne og grækerne, ridderne, de første kristne – havde alle disse været andre mennesker end jeg, bedre, mere fuldkomne, uden slette drifter, udstyret med et eller andet organ, som jeg manglede, og som forhindrede, at de igen og igen faldt tilbage fra himlen til hverdagen, fra det ophøjede til det mangelfulde og usle? Var arvesynden ubekendt for disse helte og hellige? Var det hellige og ædle kun muligt for de få, de sjældne og udvalgte? Men hvis jeg nu altså ikke var en udvalgt, hvorfor havde jeg så en medfødt drift mod det skønne og ædle, denne vilde, hulkende længsel efter renhed, godhed, dyd? Var det ikke en hån? Forekom det i Guds verden, at et menneske, en dreng, samtidig havde alle høje og alle onde drifter i sig og måtte lide og fortvivle for bare at være en ulykkelig og komisk figur til fornøjelse for en Gud, der så på? Forekom det? Og var så ikke – ja var så ikke hele 12

Vejen gennem kaos.indd 12

21.04.2021 16.08

verden en djævelsk spot, der fortjente, at man spyttede på den?! Var Gud så ikke et uhyre, en vanvittig, en dum, modbydelig klovn? – Ak, og mens jeg tænkte disse tanker med en bismag af oprørsk vellyst, straffede mit bange hjerte mig allerede for blasfemien ved at skælve! Hvor tydeligt ser jeg igen for mig efter tredive år denne trappegang med de høje, blændede vinduer, der vendte ud mod den nære nabomur og gav så lidt lys, med de hvid­ skurede trin af fyrretræ og afsatserne og det glatte gelænder af hårdt træ, der var blevet poleret af mine tusind susende rutsjeture! Hvor fjern end barndommen er for mig, og hvor ubegribelig og eventyragtig den i det hele taget forekommer mig at være, så husker jeg dog helt nøje, hvordan der dengang midt i lykken var en lidelse og spaltning til stede i mig. Alle disse følelser i barnets hjerte var allerede dengang, sådan som de er fortsat med at være: mangel på selvværd, vaklen mellem selvsikkerhed og modløshed, mellem verdensforagtende idealisme og almindelig sanseglæde – og som dengang så jeg også senere hundredvis af gange i disse karaktertræk snart en foragtelig sygelighed, snart en udvælgelse; jeg har somme tider haft den tro, at Gud på denne kvalfulde vej vil føre mig til en speciel ensomhed og fordybelse, og ser til andre tider i alt dette ikke noget andet end tegn på ussel karaktersvaghed, en neurose, sådan en som tusinder møjsommeligt slæber rundt på i livet. Hvis jeg skulle føre alle følelserne og de smertefulde konflikter tilbage til en grundfølelse og give den et enkelt navn, så ville jeg ikke kunne finde noget andet ord end: angst. Det var angst, angst og usikkerhed, som jeg følte i alle de stun13

Vejen gennem kaos.indd 13

21.04.2021 16.08

der, hvor min barnelykke blev ødelagt: angst for straf, angst for min egen samvittighed, angst for alle de impulser i min sjæl, som jeg følte var forbudte og forbryderiske. Også i de øjeblikke, som jeg fortæller om her, kom denne angstfølelse over mig igen, da jeg i den mere og mere oplyste trappeopgang nærmede mig glasdøren. Det begyndte med en trykkende følelse i underlivet, som steg op til halsen og dér blev til en kvælningsfornemmelse eller kvalme. Samtidig følte jeg i disse øjeblikke altid, og det gør jeg stadig, en pinlig generthed, en mistro over for enhver iagttager, en trang til at være alene og gemme mig. Med denne onde og forbandede følelse, en sand forbryderfølelse, kom jeg ind i entreen og opholdsstuen. Jeg mærkede det: I dag er djævelen løs, der vil ske noget. Jeg registrerede det med hjælpeløs passivitet, som barometeret registrerer et forandret lufttryk. Ak, nu var det der igen, dette usigelige! Dæmonen sneg sig gennem huset, arvesynden nagede i hjertet, kæmpemæssig og usynlig stod der bag hver væg en ånd, en far og dommer. Endnu vidste jeg ikke noget, endnu var alt blot anelse, forudfølelse, nagende ubehag. I sådanne situationer var det ofte det bedste, hvis man blev syg, kastede op og lagde sig i seng. Så gik det ofte over uden skadevirkninger, moren eller søstrene kom, man fik te og følte sig omgivet af kærlig bekymring, og man kunne græde og sove, for bagefter sund og glad at vågne op i en helt forvandlet, befriet og lys verden. Min mor var ikke i opholdsstuen, og i køkkenet var der kun tjenestepigen. Jeg besluttede at gå op til far, til hvis studereværelse der førte en smal trappe op. Selv om jeg også 14

Vejen gennem kaos.indd 14

21.04.2021 16.08

var bange for ham, var det dog undertiden godt at henvende sig til ham, som man skulle bede om så meget. Hos mor var det enklere og lettere at finde trøst; men hos far var trøsten mere kostbar, den betød fred med den dømmende samvittighed, en forsoning og et nyt forbund med de gode magter. Efter slemme optrin, undersøgelser, tilståelser og straf var jeg ofte gået god og ren ud fra fars værelse, ganske vist straffet og formanet, men fuld af nye forsætter, styrket ved en pagt med den mægtige mod det fjendtlige onde. Jeg besluttede at opsøge far og fortælle ham, at jeg var dårlig. Og så steg jeg op ad den lille trappe, der førte til studereværelset. Denne lille trappe med dens specielle tapetlugt og de hule, lette trætrins tørre klang var i langt højere grad en betydningsfuld vej og en skæbneport end trappeopgangen; mange vigtige ærinder havde ført mig op ad disse trin, angst og samvittighedskval havde jeg hundrede gange slæbt derop, også trods og vild vrede, og ikke sjældent havde jeg fået befrielse og ny sikkerhed med tilbage. Nedenunder i vores lejlighed hørte mor og barn hjemme, der åndede man harmløs luft; heroppe boede magt og ånd, her var domstol og tempel og ”faderens rige”. Temmelig beklemt som altid trykkede jeg den gammeldags klinke ned og åbnede døren på klem. Den faderlige lugt af studereværelse strømmede mig velbekendt i møde: duft af bøger og blæk, fortyndet af blå luft fra halvåbne vinduer, hvide, rene gardiner, et svagt duftstrejf af kølnervand og på skrivebordet et æble. – Men stuen var tom. Med en fornemmelse halvt af skuffelse, halvt af lettelse trådte jeg ind. Jeg dæmpede mine skridt og gik kun på 15

Vejen gennem kaos.indd 15

21.04.2021 16.08

tæer, sådan som vi mange gange måtte gå heroppe, når far sov eller havde hovedpine. Og knap var jeg blevet bevidst om denne stille listen, før jeg fik hjertebanken og igen tydeligt mærkede den angstfulde trykken i underlivet og i struben. Jeg gik listende og angstfuld videre, ét skridt og igen et skridt, og nu var jeg ikke mere en harmløs gæst og ansøger, men en indtrænger. Jeg havde allerede flere gange under fars fravær sneget mig ind i hans to værelser, havde beluret og udforsket hans hemmelige rige og havde også to gange stjålet noget fra det. Erindringen om det var der øjeblikkeligt og opfyldte mig, og jeg vidste straks: Nu var ulykken der, nu skete der noget, nu gjorde jeg noget forbudt og ondt. Ingen tanke på flugt! Eller rettere, jeg tænkte vel på det, tænkte brændende og inderligt på at stikke af, ned ad trappen og ind på mit værelse eller ud i haven – men jeg vidste, at jeg dog ikke ville gøre det, ikke kunne gøre det. Inderligt ønskede jeg, at far ville røre på sig i sideværelset og komme herind og bryde hele den grufulde fortryllelse, der dæmonisk trak i mig og bandt mig. Åh bare han ville komme! Bare han ville komme, for min skyld måtte han gerne skælde ud, men bare han ville komme, før det er for sent! Jeg hostede for at gøre opmærksom på min tilstedeværelse, og da der ikke kom noget svar, råbte jeg stille: ”Papa!” Alt forblev stille, på væggene tav de mange bøger, et åbent vindue bevægede sig i vinden og kastede et hastigt solspejl hen over gulvet. Ingen forløste mig, og i mig selv var der ingen frihed til at gøre andet, end hvad dæmonen ville. En følelse af at være en forbryder fik min mave til at trække 16

Vejen gennem kaos.indd 16

21.04.2021 16.08

sig sammen og gjorde mine fingerspidser kolde, mit hjerte flagrede angstfuldt. Endnu vidste jeg slet ikke, hvad jeg ville gøre. Jeg vidste kun, at det ville være noget slemt. Nu var jeg ved skrivebordet, tog en bog i hånden og læste en engelsk titel, som jeg ikke forstod. Jeg hadede engelsk – det sprog talte far altid med mor, når vi ikke skulle forstå det, og også når de havde en strid. I en skål lå der alle slags småsager, tandstikker, stålpenne, knappenåle. Jeg tog to af stålpennene og puttede dem i lommen, Gud ved hvorfor, jeg havde ikke brug for dem og manglede ikke penne. Jeg gjorde det kun for at følge den tvang, der næsten havde kvalt mig, tvangen til at gøre noget ondt, skade mig selv, belæsse mig med skyld. Jeg bladede i min faders papirer, så, at der lå et påbegyndt brev, jeg læste ordene: ”det går, Gud være lovet, os og børnene godt”, og de latinske bogstaver i hans håndskrift så mig an som øjne. Så gik jeg stille og listende over i soveværelset. Der stod fars feltseng af jern, hans brune hjemmesko nedenunder, et lommetørklæde lå på natbordet. Jeg indåndede den faderlige luft i det kølige, lyse værelse, og billedet af far steg tydeligt frem for mig, ærefrygt og oprør stredes i mit betyngede hjerte. I nogle øjeblikke hadede jeg ham og huskede med ondskab og skadefryd på, hvordan han undertiden på dage med hovedpine lå stille og fladt i sin lave feltseng, meget lang og udstrakt med en våd klud over panden og hele tiden sukkende. Jeg anede vel, at han, den mægtige, heller ikke havde noget nemt liv, at tvivl på sig selv og ængstelse ikke var ubekendte for ham, den ærværdige. Med det samme var mit sælsomme had forduftet, medlidenhed og rørelse fulgte 17

Vejen gennem kaos.indd 17

21.04.2021 16.08

efter. Men i mellemtiden havde jeg trukket en skuffe i kommoden ud. Der lå hans linned ordnet og en flaske kølnervand, som han elskede; jeg ville lugte til den, men flasken var endnu uåbnet og fast tilproppet, jeg lagde den tilbage igen. Ved siden af fandt jeg en lille rund dåse med pastiller, der smagte af lakrids, nogle af dem stak jeg i munden. En vis skuffelse og nøgternhed kom over mig, og samtidig var jeg dog glad for, at jeg ikke havde fundet og taget noget mere. Mens jeg allerede var ved at holde op og give afkald, trak jeg ligesom legende i en anden skuffe med en noget lettere følelse og i den hensigt bagefter at lægge de to stjålne penne tilbage igen på deres plads. Måske var det muligt at vende om og fortryde, at gøre det godt igen og blive befriet. Måske var Guds hånd over mig stærkere end enhver fristelse ... Da så jeg med et hurtigt blik hastigt ned i sprækken på den næsten uåbnede skuffe. Ak, havde der i den været strømper eller skjorter eller gamle aviser! Men der var nu fristelsen, og lynhurtigt vendte den lige opløste krampe og angstbesættelse tilbage, mine hænder rystede, og mit hjerte rasede af sted. Jeg så noget ligge i en flettet bastskål af indisk eller anden eksotisk oprindelse, noget overraskende, fristende, en hel krans af tørrede figner pudret med hvidt sukker! Jeg tog den i hånden, den var vidunderlig tung. Så tog jeg to, tre figner af, puttede den ene i munden og nogle i lommen. Nu havde angsten og eventyret alligevel ikke været forgæves. Når jeg ikke mere kunne tage forløsning og trøst med ud, så ville jeg i det mindste ikke gå tomhændet herfra. Jeg trak tre, fire figner mere fra ringen, der næsten ikke blev 18

Vejen gennem kaos.indd 18

21.04.2021 16.08

lettere af det, og endnu flere, og da min lomme var fyldt og da der vel var forsvundet mere end halvdelen fra kransen, ordnede jeg de tiloversblevne figner på den temmelig klæb­ rige ring på en mere løs måde, så det så ud, som om der manglede færre. Med pludselig klar rædsel stødte jeg skuffen voldsomt i og løb derfra gennem begge værelser, ned ad den lille trappe og ind på mit værelse, hvor jeg blev stående og støttede mig til min lille ståpult med skælvende knæ og gispende efter luft. Snart efter lød vores bordklokke. Med tomt hoved og helt fuld af desillusion og væmmelse proppede jeg fignerne ind på min boghylde, skjulte dem bag bøgerne og gik til bords. Foran døren til spisestuen mærkede jeg, at mine hænder var klæbrige. Jeg vaskede dem i køkkenet. I spisestuen opdagede jeg, at alle allerede ventede ved bordet. Jeg sagde hurtigt goddag, far fremsagde bordbønnen, og jeg bøjede mig over min suppe. Jeg var ikke sulten, hver synkebevægelse var besværlig. Og ved siden af mig sad mine søstre, overfor mine forældre, alle lyse og muntre og intet­ anende, mellem dem var jeg kun en elendig forbryder, alene og uværdig, bange for ethvert venligt blik og stadig med smagen af figner i munden. Havde jeg lukket døren til soveværelset ovenpå? Og skuffen? Nu var elendigheden der. Jeg havde gerne ladet min hånd hugge af, hvis bare mine figner til gengæld havde ligget oppe i kommoden. Jeg besluttede at smide dem væk, at tage dem med i skole og forære dem væk. Bare de kom væk, så jeg aldrig mere skulle se dem! ”Du ser ikke så godt ud i dag”, sagde min far hen over 19

Vejen gennem kaos.indd 19

21.04.2021 16.08

bordet. Jeg så på min tallerken og mærkede hans blik på mit ansigt. Nu ville han lægge mærke til det. Han mærkede jo alt, altid. Hvorfor pinte han mig så først? Han måtte for min skyld hellere føre mig bort med det samme og slå mig ihjel. ”Fejler du noget?” hørte jeg igen hans stemme. Jeg løj, jeg sagde, jeg havde hovedpine. ”Du må lægge dig lidt hen efter maden”, sagde han. ”Hvor mange timer har I om eftermiddagen i dag?” ”Kun idræt.” ”Nå, idræt vil du ikke tage skade af. Men spis nu, tving en bid ned! Det går snart over.” Jeg skævede over bordet. Mor sagde ikke noget, men jeg vidste, at hun så på mig. Jeg fik min suppe ned, kæmpede med kød og grønsager, skænkede to gange vand op. Der skete ikke mere. Man lod mig være i fred. Da far til sidst fremsagde takkebønnen: ”Herre, vi takker dig, for du er venlig, og din godhed varer evigt”, så skilte et skarpt snit mig igen fra de lyse, hellige, fortrolige ord og fra alle dem, der sad ved bordet: Mine foldede hænder var løgn, og min andægtige holdning var en bespottelse. Da jeg rejste mig, strøg mor mig over håret og lod sin hånd ligge et øjeblik på min pande: om den var varm? Hvor var det alt sammen bittert! På mit værelse stod jeg da foran min boghylde. Morgenen havde ikke løjet, alle anelser havde haft ret. Det var blevet en ulykkesdag, den værste jeg nogen sinde havde oplevet. Noget værre kunne intet menneske udholde. Hvis noget værre kom over en, så måtte man tage sit liv. Man måtte 20

Vejen gennem kaos.indd 20

21.04.2021 16.08

tage gift, det var det bedste, eller hænge sig. Det var i det hele taget bedre at være død end levende. Alt var jo falsk og hæsligt. Jeg stod grundende og greb adspredt efter de skjulte figener og spiste af dem, en og flere, uden rigtig at være klar over det. Vores sparebøsse faldt mig i øjnene, den stod på hylden under bøgerne. Det var en cigarkasse, som jeg havde sømmet fast sammen; i låget havde jeg med en lommekniv snittet en klodset revne til mønterne. Den var dårligt og råt snittet, revnen; der stak træsplinter ud. Heller ikke det kunne jeg gøre rigtigt. Jeg havde kammerater, de kunne gøre sådan noget omhyggeligt, tålmodigt og fejlfrit, så det så ud som høvlet af en snedker. Men jeg fuskede altid bare, havde travlt og gjorde ikke noget ordentlig færdigt. Sådan var det med mine træarbejder, sådan var det med min håndskrift og mine tegninger, sådan var det med min sommerfuglesamling og med alt. Det blev ikke til noget med mig. Og nu stod jeg der og havde stjålet igen, værre end nogen sinde. Også stålpennene havde jeg stadig i lommen. Til hvad? Hvorfor havde jeg taget dem – måttet tage dem? Hvorfor måtte man gøre, hvad man slet ikke ville? I cigarkassen raslede en enkelt mønt, tieren fra Oskar Weber. Siden da var der ikke kommet mere i. Denne historie med sparebøssen var også et af mine projekter! Intet duede til noget, alt hvad jeg tog fat på, mislykkedes og blev hængende i starten! Gid djævelen ville tage denne tåbelige sparebøsse! Jeg gad ikke have mere med den at gøre. Tiden mellem middagsmad og skolebegyndelse var på dage som i dag altid prekær og svær at få has på. På gode 21

Vejen gennem kaos.indd 21

21.04.2021 16.08

dage, på fredelige, fornuftige, dejlige dage var det en skøn tid, som man så frem til; jeg læste da enten på mit værelse i en indianerbog eller løb straks efter bordet tilbage til skolegården, hvor jeg altid mødte nogle foretagsomme kammerater, og så legede vi, skreg og løb og hidsede os op, indtil klokken kaldte os tilbage til den fuldstændig forglemte ”virkelighed”. Men på dage som i dag – med hvem skulle man da lege og hvordan bedøve djævelen i brystet? Jeg så det komme – endnu ikke i dag, men en anden gang, måske snart. Så ville min skæbne være over mig. Der manglede jo kun endnu en smule, en lillebitte smule mere angst og lidelse og rådvildhed, så løb det over, så måtte det tage en ende med forskrækkelse. En dag, netop sådan en dag som i dag, ville jeg synke helt ned i det onde, jeg ville i trods og raseri og på grund af dette meningsløse og ubærlige liv gøre noget forfærdeligt og afgørende, noget forfærdeligt, men befriende, der gjorde en ende på angsten og pinen for altid. Det var usikkert, hvad det ville være; men fantasier og foreløbige tvangsforestillinger om det var allerede flere gange løbet forvirrende gennem mit hoved, forestillinger om forbrydelser, med hvilke jeg ville tage hævn over verden og samtidig prisgive og tilintetgøre mig selv. Ofte forekom det mig, at jeg ville sætte ild til vores hus: Mægtige flammer slog som vinger i natten, huse og gader blev grebet af ilden, hele byen flammede gigantisk op mod den sorte himmel. Eller til andre tider var forbrydelsen i mine drømme en hævn mod min far, et mord og en grufuld likvidering. Jeg ville optræde som den forbryder, den eneste rigtige forbryder, som jeg engang havde set blive ført gennem gaderne i vores by. 22

Vejen gennem kaos.indd 22

21.04.2021 16.08

Det var en indbrudstyv, som man havde fanget og førte til amtsdomstolen, lænket i håndjern, med en stiv bowlerhat sat skævt på hovedet, foran ham og bagved ham en landbetjent. Denne mand, som blev drevet gennem gaderne og gennem et kæmpestort opløb af folk, forbi tusind forbandelser, ondskabsfulde vittigheder og onde ønsker, der blev skreget imod ham, denne mand havde på ingen måde lignet de stakkels, sky djævle, som man somme tider så blive ledsaget af en politimand over gaden, og som for det meste blot var fattige håndværkssvende, som havde tigget. Nej, dette var ikke en håndværkssvend, og han så ikke upålidelig, sky og klynkende ud eller flygtede ind i et forlegent-dumt grin, som jeg også havde set det – dette var en ægte forbryder, og han bar den temmelig bulede hat dristigt på sit trodsige og oprejste hoved, han var bleg og smilede stille og fuld af foragt, og folket, der hånede ham og spyttede på ham, blev ved siden af ham til pak og pøbel. Jeg havde dengang selv skreget med: ”Han er fanget, han skal hænges!”; men da så jeg hans ranke, stolte gang, hvordan han holdt de lænkede hænder foran sig, og hvordan han på det stædige, slemme hoved bar bowlerhatten dristigt som en fantastisk krone – og hvordan han smilede! Og da tav jeg. Men ligesom denne forbryder ville jeg også smile og holde hovedet højt, når man førte mig i retten eller til skafottet, og når de mange folk trængte sig om mig og hånligt råbte op – jeg ville hverken sige ja eller nej, bare tie og foragte. Og når jeg var henrettet og død og kom for den evige dommer i himlen, så ville jeg på ingen måde bøje mig og underkaste mig. Åh nej, og når alle engleskarer stod omkring 23

Vejen gennem kaos.indd 23

21.04.2021 16.08

ham og al hellighed og værdighed strålede fra ham! Gid han ville fordømme mig, gid han ville lade mig koge i tjære! Jeg ville ikke undskylde mig, ikke ydmyge mig, ikke bede ham om tilgivelse, ikke angre noget! Når han spurgte mig: ”Har du gjort det og det?”, så ville jeg råbe: ”Ja, vel har jeg gjort det, og endnu mere, og det var rigtigt, at jeg gjorde det, og hvis jeg kan, vil jeg gøre det igen og igen. Jeg har slået ihjel, jeg har sat ild på huse, fordi det morede mig, og fordi jeg ville forhåne og ærgre dig. Ja, for jeg hader dig, jeg spytter foran dine fødder, Gud. Du har pint mig og mishandlet mig, du har givet love, som ingen kan holde, du har fået de voksne til at gøre livet surt for os drenge.” Når det lykkedes mig at forestille mig dette ganske klart og tro fast på, at det ville lykkes mig at gøre og tale præcis sådan, så følte jeg i det øjeblik et dystert velbehag. Men tvivlen vendte straks tilbage. Ville jeg ikke blive svag, lade mig skræmme, give efter til sidst? Eller hvis jeg faktisk gjorde alt det, som min trodsige vilje ønskede – ville Gud ikke finde en udvej, en overlegenhed, et bedrag, sådan som det altid lykkedes for de voksne og mægtige til sidst at komme med en trumf og beskæmme én endnu engang, ikke tage én alvorligt, ydmyge én under velviljens forbandede maske? Ak, naturligvis ville det ende sådan. Frem og tilbage gik mine fantasier, lod snart mig, snart Gud vinde, løftede mig op til en forbryder, der ikke kunne knækkes, og trak mig ned igen til barn og svækling. Jeg stod ved vinduet og kikkede ned i nabohusets baggård, hvor der stod nogle stænger op ad muren, og hvor der var et par grønsagsbede i en lillebitte have. Pludselig hørte 24

Vejen gennem kaos.indd 24

21.04.2021 16.08

jeg i eftermiddagsstilheden lyden af klokkeslag tone fast og nøgternt lige ind i mine visioner, et klart, strengt timeslag, og endnu ét. Klokken var to, og jeg for forskrækket op af min drømmeangst og tilbage til virkelighedens ængstelser. Nu begyndte vores idrætstime, og selv om jeg også var styrtet af sted på magiske vinger ind i idrætshallen, så ville jeg dog være kommet for sent. Uheld igen! Det betød i overmorgen opråb, skældsord og straf. Det var bedre slet ikke at gå derhen, der var alligevel ikke noget, der kunne gøres godt igen. Måske med en meget god, meget fin og troværdig undskyldning – men der faldt mig i dette øjeblik ikke nogen ind, hvor strålende vores lærere end havde opdraget mig til at lyve; jeg var ikke i stand til at lyve nu, finde på, konstruere. Det var bedre helt og aldeles at blive væk fra timen. Hvad betød det, om der til den store ulykke nu også føjede sig en lille! Men timeslaget havde vækket mig og lammet mine fantasilege. Jeg var pludselig meget svag, mit værelse så hypervirkeligt på mig, pult, billeder, seng, bøger, alt var fyldt med streng virkelighed, alt var tilråb fra den verden, som man måtte leve i, og som i dag endnu engang var blevet så fjendtlig og farlig for mig. Hvad nu? Havde jeg ikke forsømt idrætstimen? Og havde jeg ikke tilmed stjålet, ynkeligt stjålet, og havde de fordømte figener liggende på boghylden, for så vidt de ikke allerede var spist? Hvad vedkom Gud og dommedag nu mig, forbryderen! Det skulle nok alt sammen komme til sin tid – men nu, nu i dette øjeblik kunne forbrydelsen blive opdaget. Måske var det allerede kommet så vidt, måske havde min far deroppe allerede trukket skuf25

Vejen gennem kaos.indd 25

21.04.2021 16.08

fen ud og stod over for min skændselsgerning og overvejede skuffet og vred, hvordan han skulle gribe processen an imod mig. Ak, muligvis var han allerede på vej hen til mig, og hvis jeg ikke straks stak af, så ville jeg allerede i næste minut have hans alvorlige ansigt med brillerne foran mig. For han vidste naturligvis straks, at det var mig, der var tyven. Der fandtes ikke nogen forbrydere i vores hus bortset fra mig, mine søstre gjorde aldrig sådan noget, Gud ved hvorfor. Men hvorfor skulle min far også have den krans af figner liggende skjult i sin kommode? Jeg havde allerede forladt mit værelse og var listet bort gennem bagdøren og haven. Haverne og engene lå i klart solskin, citronsommerfugle fløj over vejen. Alt så nu slemt og truende ud, meget værre end om morgenen. Åh, jeg kendte det godt, og dog syntes jeg aldrig før at have mærket det så pinefuldt: hvordan det alt sammen i sin selvfølgelighed så på mig med ren samvittighed, by og kirketårn, enge og vej, græsblomster og sommerfugle, og hvordan alt smukt og dejligt, som man ellers så på med glæde, nu var fremmed og forhekset! Jeg kendte det, jeg vidste, hvordan det føles, når man i samvittighedsangst løber igennem de velkendte omgivelser! Så kunne den sjældneste sommerfugl flyve over engen og sætte sig hen foran mine fødder – det var lige meget, det gav ingen glæde, kildrede ikke, trøstede ikke. Nu kunne det herlige kirsebærtræ byde sig til med en bugnende gren, det var værdiløst, der var ikke nogen lykke ved det. Nu var der kun tilbage at flygte for far, for straffen, for min samvittighed, flygte rastløst, indtil alt alligevel kom nådesløst og uundgåeligt, som det måtte komme. 26

Vejen gennem kaos.indd 26

21.04.2021 16.08

Jeg løb og var rastløs, jeg løb op ad bjerget og helt op til skoven og fra egeskoven ned til møllen, over broen og på den anden side atter op ad bjerget og gennem skovene. Her havde vi haft vores sidste indianerlejr. Her havde mor sidste år, da far var på rejse, sammen med os børn fejret påske og gemt æggene for os i skov og mose. Her havde jeg engang med mine fætre i ferien bygget en borg, den stod der halvt endnu. Overalt var der rester fra dengang, overalt spejle, hvor en anden, end den jeg var i dag, så på mig! Havde jeg været alt det? Så lystig, så glad, så taknemmelig, så kammeratlig, så kærlig over for mor, så helt uden angst, så ubegribeligt lykkelig? Havde det været mig? Og hvordan havde jeg kunnet blive til, hvad jeg nu var, så anderledes, så helt anderledes, så ond, så fuld af angst, så ødelagt? Alt var stadig som det plejede, skov og flod, bregner og blomster, borg og myretuer, og dog alt sammen som forgiftet og ødelagt. Fandtes der da slet ikke nogen vej tilbage til der, hvor lykken og uskylden var? Kunne det ikke mere blive, som det havde været? Ville jeg nogen sinde le sådan igen, lege sådan med mine søstre, søge sådan efter påskeæg? Jeg løb og løb med sved på panden, og bag mig løb min skyld med, og som en forfølger løb min fars skygge stor og vældig. Alléerne strøg forbi mig, og skovbrynene sank tilbage. På en bakke gjorde jeg holdt et stykke fra vejen og smed mig i græsset med en hjertebanken, der kunne komme fra løbeturen op ad bakke, og som måske snart ville blive bedre. Nedenfor så jeg by og flod, så idrætshallen, hvor timen nu var slut, og drengene løb hver til sit, så længe på 27

Vejen gennem kaos.indd 27

21.04.2021 16.08