tidligere, et andet sted
Tilegnet Klaus Lynggaard, mit strømkabel gennem det svære, uden dig, ingen latter ingen kassettebånd intet rock’n’roll heart
neal ashley conrad thing
tidligere, et andet sted Essays om Proust, Ekelöf, Thomsen & Springsteen
MULTIVERS
Tidligere, et andet sted. Essays om Proust, Ekelöf, Thomsen & Springsteen Af Neal Ashley Conrad Thing © Forlaget Multivers ApS, 2015 1. udgave, 1. oplag 2015 Omslag: Christine Lind. Motiv af Karen Gabel Madsen: Tidligere et andet sted, 2013 Tryk: Totem Printed in Poland 2015 ISBN: 978-87-7917-361-3 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som ebog og må derfor ikke indskannes.
har støttet udgivelsen.
Tak til Steen Lindorf Jensen for utallige samtaler om Proust og for kritisk at følge mit arbejde.
indhold indledning
7
træd ud af din egen skygge
15
MARCEL PROUST
hommages; i-iii træd ud af din egen skygge tiden står stille, når man læser proust prousts forvandling til skrift proust i dansk receptionsperspektiv
læs mellem linjerne
16 19 26 44 48 57
GUNNAR EKELÖF
evigheten finns i mellanrummet mellan stjärnorna at frigive liv du kommer att få stort sällskap
gestus til sprækkerne
58 72 91 103
SØREN ULRIK THOMSEN
gestus til sprækkerne
104
nebraska state of mind
115
BRUCE SPRINGSTEEN
hommage meet me tonight down at liberty hall
noter
116 120 148
I believe in emptiness; I do not believe in things [---] I want to penetrate into the mystery myself without relying even on Buddha or Jesus Christ---I think the mystery involves no personalities, even of emancipation’s emancipators, nor systems derived from old mythological intuitions and syncretically re-developed---These are the scholastic words I learned--I’ve got to go into the desert with my own unchanging bones & find out--And when I do find out I aim to announce no personalities but to find some way to explain that the Truth is Emptiness, as I already susspect it is, Emptiness without Tathagatas or Holy Ghosts of any kind.1 - Jack Kerouac
Ulykkelige mennesker trænger ikke til noget andet i denne verden end til folk, som i er stand til at være opmærksomme paa dem. Evnen til at give et ulykkeligt menneske sin fulde opmærksomhed er noget meget sjældent og vanskeligt; det er næsten et mirakel. Næsten alle de, som tror, de har denne evne, har den ikke. Hjertevarme og medlidenhed er ikke nok.2 - Simone Weil
indledning Forbilleder er vigtige. Derfor er denne essaysamling skrevet. Den udsendes for at følge op på spor, der har tegnet sig gennem 25 år, hvor jeg i stadig højere grad er vendt tilbage til de samme kunstnere. Sådan går det gerne, når man bliver ældre, og det bliver stadig sværere at tage nyt ind med samme uforbeholdne åbenhed, som man kunne, da man var ung og sitrende optaget af alt muligt på én gang. I dette tilfælde er det anderledes, idet kunstnerne bliver ved med at krydse ind over hinanden med indsigter. De kaster til stadighed lys over eksistentielle temaer som ensomhed, fortvivlelse, følelsen af ikke at være eller kunne komme til stede i sit liv, forholdet til tab og afsavn, tro og tvivl, identitetsproblemer og ulykkelige grundstemninger. Det er ikke noget, jeg alene tilskriver kunstnerne og deres værker. Det har på flere måder også været mit eget mere eller mindre bevidste udgangspunkt for at give mig i kast med deres værker in the first place. I stedet for at skrive om dem alle på én gang med skingrende uklarhed til følge har jeg valgt at fremlægge tekster om eller til dem hver for sig. Det være sig i kronikkens kortere form, længere essays, hvor særlige synspunkter forfølges og udfoldes, og i essayartikler med analytisk og teoretiserende karakter. Teksterne har alle værker af disse fire som grundlag: Marcel Proust, Gunnar Ekelöf, Søren Ulrik Thomsen og Bruce Springsteen. Bogens titel Tidligere, et andet sted, inspireret fra billedkunstneren Karen Gabel Madsens maleri, jeg valgte til forsiden, fanger mit ærinde: at bringe læserne tilbage til de fire kunstnere, der for mig i særlig grad har sat perspektiv på tingene. Titlen anslår dels tidens tematik, herunder forholdet mellem fortid, nutid og fremtid, mellem tid og tidløshed og dels relationen mellem sted og stedløshed, samtidens usamtidige lag og erindringens tendens til at gøre alt til en drøm og erfaringen af, at livet altid er et andet sted. At vi aldrig kommer til at holde tiden i hånden. Den forsvinder mellem vores fingre eller vi glemmer den. Den slipper fra os lige meget hvad, og før vi indser, at vi slet ikke er så vigtige, som vi selv synes vi er, står vi og glor ned i slugten og kalder på dem, der pludselig forsvandt: Michael Strunge, Dan Turèll, Klavs Bondebjerg, Morti Vizki, Jens Asbjørn Seehusen og alle de andre, jeg nød at læse. Ikke at forglemme musikerne, malerne ... indledning · 7
At bringe Proust, Ekelöf, Thomsen og Springsteen i spil inden for rammerne af et essayistisk værk som dette er et ønske, jeg længe har gået med. Det forekommer sikkert både absurd og grotesk. Men jeg insisterer ikke desto mindre på de indsigter, det kan afføde for læserne, idet jeg antager, at det, man måtte opdage, med tiden vil kaste lys over potentielle forbindelser, der ikke er kommet for en dag. Derfor har jeg valgt at placere tekster om deres praksis under samme essaysamlings tag. Det står frit for at fordybe sig i bogens rum hver for sig. Eksempelvis fortabe sig i Prousts rum for en tid. Måske man da får lyst til at læse hele hans værk, rub og stub. Det findes nu for første gang i 76 år i en ny dansk oversættelse i 13 bind. Da jeg tidligere medvirkede til dannelsen af det første danske Proust-selskab, fandt jeg det oplagt, at der skulle afholdes Proust-saloner med skuespillere, der læste op af På sporet. Det sker fyldest en søndag om måneden året rundt. Siden blev tiden moden til at skabe nye koblinger: Steffen Brandt og Martin Hall blev ved hver sin lejlighed udsat for Proust, den første læste på klingende århusiansk, den anden med æstetisk coolness. Begge bibragte en ny fornemmelse af Proust. Umiddelbart efter en velbesøgt Proust-seance som led i Politikens Boghals trappearrangementer sidste år, hvor skuespiller Joen Bille læste udvalgte tekststeder fra romanen, jeg belyste og slog broer imellem, blev idéen vakt til at få en ny spiller på banen. Jeg havde kækt påstået at kunne se Proust i alt. »Hvad så med dén!?«, blev jeg spurgt og så Stig Tøftings ansigt og skarpe blik på omslaget til hans selvbiografi No Regrets (2005): »Top! Det er i orden«, lød mit svar. 26. februar 2014 satte jeg Tøfting og Proust stævne på pletten samme sted – med forsideoverskriften ”Er Tøffe den nye Marcel Proust?” og midtersider i EkstraBladet til følge! Tøfting havde gjort sit hjemmearbejde og læste højt for det talstærke publikum. Men, som han mindeligt havde gjort mig klart forinden: »Du tager dig altså af de der franske navne og steder! Det kan jeg sgu ikke”. Jeg sekunderede. Tøfting gjorde et personligt indtryk på folk med en ydmyghed og sårbarhed, man ikke er velkendt med fra mediernes beskrivelse af ham. Proust havde tydeligvis sat sit aftryk. Særligt fordi der var passager hos Proust, der havde grebet Tøfting for alvor. Spørger man ham i dag, hvad han siger til det corny Proust-event lyder svaret: Der er Proust i alle. Ængsteligheden for, hvor den elskede er. Ligesom med ham Swann der vil vide, hvor hans letlevende el8 · tidligere, et andet sted
skede Odette er. Hvor han først har fred med sig selv, når han ved præcis, hvor hun er, også selvom hun er sammen med en anden. Det kan jeg genkende fra mit eget liv.3 Hører man til det fåtal, der allerede har læst Proust, og vil læse om ham, kan man kaste sig over denne bogs bidrag om den danske receptionsforskning eller få et andet blik på værket via andre litterater og forfattere, f.eks. Henrik Bjelke, der har suget næring fra Proust, men på ingen måde overgiver sig til hans roman, alle fortræffelighederne til trods, Bjelke er langt mere til James Joyce og Samuel Beckett. Vil man videre i samme retning kan man med fordel kaste sig over mit værk Proust i Danmark. 1913-2013 (Multivers, 2013), der har været udsolgt, men genudkommer i revideret udgave til foråret 2016, eller læse min alternative ’ProustReader’ Et overblik. Resumé- og registerbind (Multivers, 2014). Man kan også springe Proust over og træde ind i Ekelöfs rum og træne sig i at se med hans blik og tune sig ind på, hvad det egentlig vil sige at være drevet af en bestræbelse på at frigive liv, som jeg mener, at Ekelöf er, og derigennem lære sig at stille skarpt på de lag og skyggesider, der konstituerer og styrer os som mennesker. Ekelöfs digteriske frigørelseskamp bliver ikke mindre besnærende af at blive set i lyset af Gilles Deleuzes forsøg på at udvikle ny tænkning.4 Thomsens digte og essays er velkendt stof, mens Springsteen nok vil være ubekendt for mange på et mere indgående plan, og derfor også en udfordring. Springsteens fastholdelse og enkle præcisering af ensomhed og isolation som vilkår & drivkraft på én gang på den ene side og en cinematografisk og visionær iscenesættelse af den enkeltes muligheder på den anden er uforlignelig, og smitter snart af på lytteren. Listen Without Prejudice, som George Michael opfordrede til med titlen på sin skønne, uopslidelige skive fra 1990. Lyt dig omkring i Springsteens oeuvre, gå på opdagelse i de sange jeg behandler, refererer til eller løfter frem, og lyt til dem selv, tjek dernæst mandens rige udvalg af livekoncerter, måske hans lidenskab og spændvidde vil åbne (sig for) dig. Måske du bliver mødt på et indre og nedre plan som millioner af andre. Billedligt talt har de fires værker, hvad enten det handler om digte, romaner, essays, sangtekster eller rockmusik, indvirket på mig som prismer, der udstråler energi, lys & betydning – med inspiration og perspektivrigdom til følge. Jeg antager, og håber i det mindste, at det samme vil ske for læserne af mine tekster. De kan ikke undgå at sende læsere & indledning · 9
lyttere nye steder hen, ud på opdagelser i takt med at man essay efter artikel efter hommage efter essayistiske eller analytisk-filosofiske redegørelse indtager denne bog. Hvis vi på det imaginære plan opfatter de fire aktørers værker som potentielt interagerende inviterer bogen her altså til udvekslinger på flere niveauer. Nye møder. Aktualiseringen af forbindelserne og spændingerne mellem P & E & T & S lægger alternativt og ideelt set også op til at anvende dem som operational units, som betydnings- og refleksionsgenererende maskiner, der vil kunne arbejde i og med os på frisættende vis. De fires stemmer forbinder sig med »Rummenes Monologer, hvis Ringe mødes med Tidens tonløse Cirkler«.5 Selve det bevægelsesprincip, som Johannes V. Jensens digt ”Interferens”, jeg citerer fra, accentuerer, kan opfattes som en parallel til de processer, der måtte udspille sig i forhold til hver vores egen tilegnelse af litteratur, vores omgang med det læste og med musik, hvor æstetiske tilgange og syn på verden, på samfundet og sproget indvirker på hinanden og skiftevis kortslutter dømmekraften og genererer ny tænkning og nye tilskyndelser til selv at udtrykke sig og få hold på de komplekse modsætningsforhold, der måtte presse sig på. ”Rummenes Monologer” er (også) udgjort af det, vi selv har i os, og bærer rundt på, hvor stemmer afløser hinanden. De fire – P & E & T & S – repræsenterer for mig en generativ kæde og selvstændige ringe af kraft, der griber ind i hinanden og blander sig med de mønstre, man i forvejen ser verden igennem. Forholder man sig til de fire kunstnere i forhold til hinanden ud fra de erkendelser, de hver især bibringer én, sker der produktive overlapninger, hvor tidens tonløse cirkler virker ind på hinanden og skaber produktive spændingsfelter – interferenszoner – hvor rationaliteten og den diskursive bevidsthed i samme moment kortsluttes – og potentielle kræfter sættes fri. Franske Marcel Proust indvirker på alle niveauer. Jeg har læst fantastisk meget andet og mange andre forfattere, men ingen, der som Proust kan stille alt på nul og opløse alt det velkendte ved at gøre tid til rum og formulere sig ind gennem alle forskansninger og på samme tid vise sig i stand til at åbne muligheder for at se, sanse og reflektere uden forbehold. Proust har sat en standard som intet andet, jeg har læst. Han er fjerlet og tonstung, pertentlig og vedholdende, forunderlig og trættende omstændelig, men hans tekst bibringer mig ikke desto mindre en skønhed, jeg ser verden igennem. Det bliver den ikke bare smuk eller køn eller tilforladelig af. I den proustske optik bliver verden forfærdende, for den 10 · tidligere, et andet sted
ses med et blik, vi ikke ejer selv, uforbeholdent, hvilket konfronterer os med et nærvær, vi ikke kan udholde, men som af samme grund griber os, fordi vi ikke selv er i stand til at omsætte eller udfolde det i handling. Det har filosoffen Walter Benjamin fat i. Han gør os det proustske vilkår klart på følgende vis: [På sporet af den tabte tid er] det uophørlige forsøg på at oplade et helt liv med den højeste åndsnærværelse. Ikke refleksion – men at gøre nærværende er Prousts metode. Han er jo gennemsyret af den sandhed, at ingen virkelig har tid til at leve tilværelsens sande dramaer, som de er bestemt for os.6 Det er læsningens besættende, forpligtende lykke, jeg møder hos Proust. Hans skrift tilfører øjeblikket, timerne, dagene, ugerne, månederne en perspektivrigdom, jeg aldrig bliver færdig med at bearbejde og gøre brug af. Også den tid, hvor jeg ikke læser På sporet. Proust er litteraturens Columbo. Uophørligt på eftersøgning i litteraturens mulighedsrum, som hans egen skrift selv er med til at skubbe grænserne for, spørger han os: Hvad ser du? Hvad fornemmer du? Hvad er tid? Med en overvældende præcision i detaljen viser han os det, vi hele tiden mister eller glemmer. Prousts tekst skærper dermed hele tiden følelsen af at mangle noget – så man føler sig retledt. Retledt i forhold til hvad? Til et nærvær med det, vi undgår, ikke vil, ikke ser, ikke kan, ikke gør. Han, der forvandledes til en roman, bosætter sig med sin skrift altid der, man ikke selv er. Derfra går hans verden – ud i hele ens system. Gunnar Ekelöf har vist mig vejen til intet, til det forskelsløse, til mellemrum og sprækker, til det mystiske nulpunkt, til jomfruen som et konglomerat af gudinder, der arter sig som en sproglig antydning af noget, der ligger bag det synliges grænser. Ekelöf – denne moderne poetiske mystiker – er bestandig overraskende og vidunderligt krævende, for han henter sine indsigter og inspirationer fra så mange steder, at hans stærkt forskelligartede digte, særligt de sene, udgør et krystalliseret krydsfelt af orientalske stemninger, sufistiske anskuelser, religiøs skarpretterskepsis og negationens modstandskraft, der punkterer enhver overfladisk selvfokusering eller overbevist tro. Ekelöf vil alvor og tilskyndes frem for alt af paradokset som en modsigelsens og ophævelsens vej til ny indsigt, ny erkendelse: Nyt sprog! Og så kan denne digteriske modstandsmand være enkel som regn, belejrende som en sandstorm og kompleks som de indledning · 11
umuligste regnestykker, fordi han hele tiden kombinerer sig frem og insisterer på flere ting på én gang, gerne med en blindhed tematiseret som en markering af, at hverken oplyst dannelse eller omfattende selvbevidsthed er vejen frem: Den seende blændes, den elskende havner i rendestenen, og for den der vil lave om på det hele, er der ikke andet hverv end modstandsmandens … når hver dag bliver et nyt bevis på menneske-udyrets tåbelighed.7 Søren Ulrik Thomsen hjemsøger mig til stadighed med sit hvileløse poetiske blik. Det har trænet mig i at holde øje med alle mulige overgange, skjulte strukturer og positioner, som adskiller eller ophæver forskelle, æstetiske synspunkter og principielle holdninger. Thomsens foruroligede poetiske blik har forsynet mig med en ekstra bevidsthed, jeg har kunnet betjene mig af, også når tingene koksede, og der skulle tages stilling på et dybere og bredere plan. Som jeg gjorde rede for i Skønheden er en gåde. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab (Vindrose, 2002) er Thomsens digtning funderet på en opfattelse af, at kunst er en udveksling med tilværelsen, og at kunstværket først er vellykket, når det i udveksling med livet, vi lever, går i dialog med og forholder sig til de planer, vi lever på. Det har været en afgørende bestræbelse gennem Thomsens hidtidige digtning, essayistik og poetologiske refleksioner. Thomsen har i de senere år desuden markeret sig som en ræsonnerende essayist, der i kritiske vendinger forholder sig til tendenserne i samfundet. Havde han holdt sig til kun at skrive digte, havde billedet set anderledes ud. En nysgerrig årvågenhed og kritisk spørgen til tingenes tilstand gør det umuligt for ham ikke at reflektere videre og søge ind til kernen af enhver problematik, der alarmerer eller henrykker ham. Således har han lige fra begyndelsen bevidst ført en dobbeltpraksistradition videre fra blandt andre Charles Baudelaire, T.S. Eliot, Gunnar Ekelöf, Sophus Claussen og Tom Kristensen, der alle var både digtere og opretholdt en ræsonnerende kritisk praksis ved siden af. Selvom han udadtil dementerer myten om den romantiske digtertype, får træk i hans digtsamlinger og essays ham til at fremstå som en yderst traditionsbevidst romantisk modernist. Han har for længst lanceret mange af den romantiske æstetiks grundideer. Hvor meget han end har accentueret betydningen af kunstværkets autonomi og løsrivelse fra kunstneren, har han på sin egen måde håndhævet en åndeliggørelse af 12 · tidligere, et andet sted
kunsten. Jeg opfatter Søren Ulrik Thomsen som sprækkernes digter, hvilket fremgår af mit essay ’Gestus til sprækkerne’. I et digt stilet til Henrik Nordbrandt fra Hjemfalden (1991) (s. 28) skriver han: Med en kold hengivenhed hænger mit øje ved alle sprækker, mens hånden følger blækkets stier og marmorerer den vide verden – skøn er Stjernen der vandrede i 1000 år og er standset over min isse: Enhver er modig på sin egen måde, og jeg er det ved at være mere bange end alle, der har set nøjagtig det samme som jeg. Meget taler for, at det man møder som teenager, bliver hos én. Koncerter og rockplader især. Sådanne tanker melder sig nu, hvor rockmusikken er på retur. Den britiske radiovært og popprofessor Paul Gambaccini har for længst givet rocken dødsstødet, og begrunder det med, at blot tre rockkunstnere har solgt albums nok til at komme med på den britiske top-100-singleliste for 2010, det værste tal til siden 1961. Okay, hvad står tilbage? Hvem har gjort en forskel? Det har Bruce Springsteen. 2. maj 1981 optrådte Bruce Springsteen & The E Street Band live for første gang i Danmark. 5000 sjæle var heldige at få billetter til en koncert, der blev udsolgt på rekordtid. 30 numre på 4 timer! Dét blev en målestok for koncerter fremefter, men hvem kan leve op til det? De over 30 år, der er gået, står i skrivende stund som ét og samme øjeblik, hvor Springsteen trykker den af som gjaldt det livet. Med guitaren løftet i respekt for alle dem, der viste vejen, Elvis, The Who, The Animals, Eddie Cochhran, Chuck Berry, Rolling Stones, Hank Williams og alle de andre, der hver for sig har bidraget til at gøre ham til den, han er. Det kan godt betale sig at leve. Det er dét, man får at vide af hver eneste koncert med Bruce Springsteen. Selvom jeg mange gange senere har oplevet Bossen og bandet overgå koncertkvaliteten fra dengang, særligt under deres uforglemmelige anden koncert på Ullevi i Göteborg 28. juli 2012 for mere end 60.000 mennesker, hvor de tog gribende afsked med saxofonisten Clarence Clemons, der døde året før, er det hin omkalfatrende aften i Brøndby, der skød Springsteen i gang i mig. Fra da af blev han en indstilling til tingene, et pejlemærke, et orienteringspunkt. Derfor valgte jeg at inkludere min egen personlige hyldest til ham. Det skaber også modtræk til bogens analytiske og teoretiske tekster. Det valgte jeg også i
indledning · 13
Prousts tilfælde, mens jeg tidligere har skrevet så rigeligt om Thomsens forfatterskab, at jeg begrænsede mig til at genskrive en tidlige hommage. Men uanset hvor fortroligt et forhold man kan få til kunstnere (og deres udtryk), er der altid forskelle at konfrontere sig med og afstande at bemestre. Al identifikation til trods, bliver kunstnerne aldrig ens venner. Deres ord og udtryk kan heller aldrig formulere hverken dig eller mig. Vi skal selv finde ord og udtryk for dem, vi er, hver især. Jeg er ikke dem. De er ikke mig. Desuden bliver deres værker, alle genialiteter til trods, ikke ved med at generere ny betydning. Ikke desto mindre står man på en mærkelig måde altid selv i gæld til de måder, deres værker tidligere skærpede ens sanser, sprog og bevidsthed med en helende og dannende indvirkning til følge. Derfor har det været vigtigt at skrive og sammenstille bogens essays. Hvad sande venner til gengæld angår, har den fransk-amerikanske kulturforsker René Girard bragt mig nærmere en lille etik for livet. Hvor kryptisk han end formulerer sig her, er der visdom at hente: Af sande venner forventer vi, at de støtter os i modgang, når verden er os fjendtlig. Og når foragtelige rygklappere omgiver os, forventer vi en alvorlig advarsel. Intet sandt venskab er uden uafhængighed og mod. Kun en stor modstandskraft mod at blive trukket ind i den mimetiske forblændelse kan sikre denne uafhængighed. Alle mimetiske følelser går fint sammen. Den stupide forgabthed i moden ender med de grusomste udelukkelser af syndebukke. Den mest sjældne og mest kostbare af alle dyder: immunitet over for det mimetiske.8
14 · tidligere, et andet sted
træd ud af din egen skygge MARCEL PROUST
hommages; i-iii I At læse af lyst uden først at vide, hvad der vækker nysgerrigheden og bringer læsningen videre. Side op og side ned, bind efter bind, tusindvis af sider, mens vejret skifter udenfor, årstider vender og folder sig ind, telefoner taler med sig selv, og beskeder og ord fra hverdagens rum dejser om på gulvet. At blive afbrudt midt i et indfald, sat i stå i sin strøm, holde pause med pausen, proppet til randen med sansninger, betragtninger, samtaler, refleksioner, drømme, mismod og begær efter at læse videre. Trippende af trang til at tage sit gode tøj og flytte ind i den åbenslåede roman på bordet og mærke at den for længst er flyttet dybt ind i én. Knytte hænderne for at holde ord og aldrig give slip på de andre man er. Hele tiden tænke på det ventende værk, alt det der forestår, i brydekamp med typer, man ikke kender, men selv har lukket ind. Glæde sig med voksen forundring som et barn til nyt legetøj. Lægge strategier for at skaffe sig tid til at være alene med Prousts vanvittige længsel efter lykke. Frasige sig alt på sengens skib, synke ned i søvnen og vækkes langt ud på morgenen med et rygstrittende bind af Prousts roman mellem sig selv, katten og kæresten. Søge forskansninger, udsætte sin lyst. Skubbe det sidste bind foran sig, indtil trangen bliver for stærk, og jeg river bogen til mig og sætning for sætning rykkes længere og længere ud af tiden. At gå ud i dagen til alt, der skal gøres med nye øjne på verden.
16 · tidligere, et andet sted