Tiden selv i udtog og kort begreb
Klaus Neiiendam
Tiden selv i udtog og kort begreb antikkens teaterhistorie i hovedtræk
Selskabet for Dansk Teaterhistorie
Tiden selv i udtog og kort begreb – antikkens teaterhistorie i hovedtræk Af Klaus Neiiendam. Multivers, 2009
Udgiver: Forlaget Multivers ApS, København 2009 (www.multivers.dk) i samarbejde med Selskabet for Dansk Teaterhistorie Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg Omslag: Danesadwork. Omslagsbillede: Fresco med satyrmaske fundet i ”Casa dei Misteri”, Pompei. 1. årh. e.Kr.
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser.
Udgivet med støtte fra: Augustinus Fonden Velux Fonden af 1981
Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes. ISBN 978-87-7917-256-2
Printed in Denmark, 2009
Indhold
Teatrets kunst . . . . . . . . . . . . . . . 7 Den græske tragedies oprindelse . . . . . . . . . 9 Tragikerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Den græske skueplads . . . . . . . . . . . . . 29 Den ældre attiske komedie . . . . . . . . . . . 45 Den ny attiske komedie . . . . . . . . . . . . . 67 Teatret i Rom . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Teatret i senromersk tid . . . . . . . . . . . . 97 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114 Index . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116 Billedindex . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119
Teatrets kunst
... for they are the Abstracts and breefe Chronicles of the time. First Folio Edition 1623, Hamlet vers 1565.
Teatrets kunst bliver normalt anset for den mest flygtige af alle kunstarter. Samtidig er det den mest sammensatte og mest fortættede af dem alle. Som ingen anden kunst er den afhængig af sin tids publikum. Man har kaldt det øjeblikkets kunst, men for Søren Kierkegaard stod det store scenekunstneriske øjeblik i pagt med evigheden (Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv 1847). Det har evigt liv i mindet hos dem, der har oplevet det (Henrik Ibsen: Rimbrev til fru Heiberg 1871). Til gengæld får eftertiden problemer. Det er komplet umuligt at genskabe de enestående kunstneriske præstationer af en Aiskylos, Shakespeare og Molière samt deres publikums reaktioner derpå. Scenekunst bør som musik opleves direkte med flere sanser, med såvel følelser som forstand. Det ude7
Tiden selv i udtog og kort begreb
lukker dog ikke, at teaterhistorien kan studeres. Eftertiden er henvist til analysen af de bevarede kilder, både de visuelle og de auditive. Derfor bliver kildekritikken afgørende for at få dem til at tale så sandt som muligt. Teatrets kunst med dets afhængighed af sin samtids publikum er til gengæld et vigtigt mentalitetshistorisk studium, der behandler fantasilivets historie. Shakespeare udtrykker det i Hamlet med ordene: ”Pas godt på skuespillerne for de er tiden selv i udtog og kort begreb”. Det er ofte fremhævet, at de senere perioders holdninger i europæisk kultur kan aflæses ved at påvise deres forhold til den klassiske oldtid. Teatret i antikken blev kort sagt grundlæggende for den senere udvikling i det europæiske drama. Denne bog lægger hovedvægten på den sceniske opførelsespraksis og på de skuespil, som ikke alene var betydelige i samtiden, men også blev det for eftertiden.
8
Den græske tragedies oprindelse
Europæisk teater har sin rod i den græske tragedie. Denne blev oprindeligt opført til ære for guden Dionysos, der rådede over de våde afgrøder vin og sæd, men samtidig også for liv og død (éros og thánatos). Forestillingerne fandt sted på et helligt indviet område (témenos) på bestemte kultiske tider i marts-april måned hvert år. Stykkerne blev kun opført én eneste gang, først flere årtier senere blev der tale om genopførelser. Tragedierne handlede om kendte græske myter, som publikum på forhånd var velorienteret om. Der var således aldrig tale om, at stykkernes udfald var uventet eller overraskende, betydningen lå i myternes udformning og mening. Formålet var at belyse naturens normer, livets vilkår og samfundets love (nómoi). I teatret skulle publikum opleve en renselse (kátharsis) gennem et stærkt engagement af medlidenhed og frygt. Begrebet kátharsis stammede fra den pytagoræiske filosofiske skole i Syditalien, Magna Graecia (Megále Hellás). Filosofien handlede om sfærernes harmoni. Ved dagligdagens besvær var pub9
Tiden selv i udtog og kort begreb
likums sjælelige harmoni bragt i ubalance, men den kunne genoprettes ved en åndelig rystelse gennem frygt og medlidenhed. Tragedierne viser heltens lidelse (páthos), smerte og død. Med de ædle skikkelser måtte man få medlidenhed, men samtidig indså tilskuerne, at en del af deres ulykke var selvforskyldt. Deres brøde (áte) bestod i, at de var blevet åndeligt blinde. Derfor overskred hovedpersonerne de grænser, guderne havde sat for mennesker, og de begik dermed hovmod (hýbris). Straffen kom ubønhørligt. Hovmodet stod for fald i form af gudernes straf (némesis), og publikum kunne med rette frygte at begå en brøde med en lignende skæbne til følge. Formålet med skuespillene var kort sagt etisk opdragelse, hvor igennem tilskuerne skulle opnå sjælelig harmoni og livsvisdom. Aristofanes lader i komedien Frøerne (405 f.Kr.) tragedieforfatterne Euripides og Aischylos være enige om, at de ”beundres for visdom og gode råd, fordi vi gør vores landsmænd til bedre borgere i deres by” (1009 f.). Aristoteles har i sin grundlæggende afhandling Om Digtekunsten fra omkring 330 f.Kr. behandlet katharsisbegrebet. Heri hævder han, at to elementer var særligt vigtige for at fremkalde renselsen. Det ene var skæbnevendingen (peripéteia) et omslag fra lykke til ulykke eller omvendt. Det andet var 10
Den græske tragedies oprindelse
genkendelsen eller erkendelsen (anagnórisis), som når Oidipous erkender sin fortid og sin skyld. Sofokles’ tragedie Kong Ødipus (græsk: Oidípous Týrannos, latin: Oedipus Rex ca. 429 f.Kr.) viser, hvordan helten til at begynde med er fysisk seende, men åndeligt blind. I det øjeblik han indser sandheden, er den så frygtelig, at han stikker sine øjne ud. De bevarede græske tragedier er bemærkelsesværdige ved, at de, selv om de var til Dionysos’ ære, ikke handlede om hans myter. Euripides’ Bakkantinderne (Bákhai), som først blev opført efter hans død 406 f.Kr., er en undtagelse, der bekræfter reglen. I Grækenland blev Dionysos dyrket allerede i Kretisk-Minoisk tid (ca. 1450-1200 f.Kr.) og i de fleste bystater i hele det arkaiske Hellas (ca. 750-550 f.Kr.). Den græske tragedies oprindelse er et af de store stridsspørgsmål i europæisk teaterhistorie, men så vidt man ved, opstod tragedien kun i én by, Athen i Attika. Med den amerikanske forsker Gerald F. Else har man derfor sat spørgsmålstegn ved den gængse oprindelsesteori, at tragedien opstod af Dionysoskulten. Opfattelsen byggede på Aristoteles’ Om Digtekunsten (ca. 330 f.Kr.). Teorien er ganske vist den ældste, men den er skabt over tohundrede år efter, tragediens oprindelse fandt sted. Friedrich Nietzsche understøttede dette synspunkt i sin 11
Tiden selv i udtog og kort begreb
blændende, men meget tidstypiske afhandling Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik. Den er fra 1872, og Nietzsche brugte Richard Wagner som katalysator. Det, der adskilte Athen fra de andre arkaiske græske bystater, var, at man ved Panathenaierfesterne dyrkede konkurrencer mellem de joniske rhapsoder, der mundtligt fremførte de homeriske episke digte. Traditionelt anser man statsmanden Solon for indstifter af konkurrencerne omkring 566 f.Kr. Yderligere er det lykkedes Else at påvise, at den sagnomspundne teatermand Thespis’ navn findes i Odysseen (vers 17.385). Her omtales Théspis aoidós som betegnelsen på en ”guddommelig sanger”. Nu er det spørgsmålet, om det var hans navn ”gudbenådet sanger”, eller om han ikke snarere har været en guddommelig skjald, der fremførte de episke digte. Tilknytningen til den århundreder gamle episke tradition giver forklaringen på et vigtigt teaterhistorisk spørgsmål: Hvordan var det muligt, at der i Athen opstod først en, senere to og til sidst tre, men aldrig flere skuespillere, som lige pludselig var i stand til at huske i tusindvis af verslinjer? Intet opstår af intet, men med tilknytningen til rhapsodedigtningen lå der en lang og stor mundtlig og mnemoteknisk fremstillingstradition bag. I de bevarede græske tragedier har bud12
Den græske tragedies oprindelse
bringeren eller herolden stadig en fremtrædende episk rolle. Allerede Aristoteles fremhævede forskellene mellem epikkens skikkelser i tredje person og dramatikkens personificering af de handlende figurer. På græsk betyder drama handling.
13
Tragikerne
De græske tragediedigtere var samtidig førsteskuespillere i deres egne stykker. Tre store tragikeres stykker er bevaret, men der har været mange flere digtere, som kun er overleveret med navn eller i fragmenter. Else mener, at Thespis var den første gedesanger, der skulle vinde Dionysos’ dyr, en ged, som førstepris. Navnet tragedie opstod som en afledning af ordet gedesanger (tragoidós) . Ved at personificere den tragiske hero skabte Thespis de ældste førdramatiske forestillinger under tyrannen Peisistratos i året 534 f.Kr. Han må have fremstillet alle rollerne selv alene ved hjælp af masker og kostumer. På græsk hedder maske det samme som en persons ansigt prósopon, på latin persona. I virkeligheden var de nærmest hjælme, der dækkede hele hovedet også håret. Når man bar masken, var man kort sagt personen. På fødderne bar tragedieskuespillerne kothurner. Det var en lav, blød jagtstøvle, som passede til begge fødder. Først i senhellenismen (100-tallet f.Kr.) fik kothurnen høje såler for at gøre fremstillerne mere synlige 15
Tiden selv i udtog og kort begreb
og statuariske. Oprindeligt var både masken og kothurnen dionysiske attributter. Når skuespilleren skulle skifte maske og kostume foran en stor flok tilskuere, var det nødvendigt med et sted, hvor det kunne foregå skjult. Samtidig var det afgørende med en mulighed for entré og sorti. Det græske ord scene (skené) betegnede ikke tribunen, men scenebygningen. Her fandt omklædningen sted, inden de optrædende viste sig for publikum. Ordets oprindelige betydning var imidlertid telt eller bod, og Thespis har haft behov for at bruge noget lignende. Aiskylos (ca. 525-455 f.Kr.) anses for skaberen af den græske tragedie og dermed af det europæiske drama (fig. 1). Hans skuespil viser dualistisk motivering, hvor både menneskelige og guddommelige kræfter virker sammen. Efter sigende skal han have sagt, at hans stykker kun var ”smuler fra Homers rige bord”. Udtalelsen styrker Elses oprindelsesteori, og det står fast, at hans Perserne (Pérsai) er det ældste bevarede græske drama. Forestillingen fandt sted i Dionysosteatret 472 f.Kr., og koret blev betalt af Perikles, den senere kendte atheniensiske statsmand. Ved at handle om en historisk begivenhed adskilte stykket sig fra de fleste andre græske tragedier. Begivenheden var det afgørende søslag ved Salamis i 480 16