DK 11 Thorvald Aagaard og Oluf Ring by Forlagetmultivers

Thorvald Aagaard og Oluf Ring

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 1

26.10.2021 14.49

danske komponister

1: August Enna af Steen Chr. Steensen 2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius 3: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen 4: Else Marie Pade af Henrik Marstal 5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup 6: Emil Hartmann af Inger Sørensen 7: Paul von Klenau af Steen Chr. Steensen 8: Victor Bendix af Jens Cornelius 9: Bent Lorentzen af Lars Ole Bonde 10: Otto Malling af Mikael Garnæs 11: Thorvald Aagaard og Oluf Ring af Povl Chr. Balslev

Flere titler er under udarbejdelse. Bogserien Danske Komponister er startet på initiativ fra Magister Jürgen Balzers Fond

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 2

26.10.2021 14.49

POVL CHR. BALSLEV

Thorvald Aagaard og Oluf Ring

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 3

26.10.2021 14.49

Danske Komponister 11: Thorvald Aagaard og Oluf Ring Af Povl Chr. Balslev © Forlaget Multivers ApS, 2021 1. udgave, 1. oplag 2021 Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius Omslag: Christine Lind Sats: Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2021 ISBN: 978-87-7917-446-7 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk Forlaget har så vidt muligt indhentet tilladelse til gengivelse af illustrationer. Skulle nogle rettighedsindehavere alligevel være forbigået, bedes de kontakte forlaget. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Udgivelsen er støttet af: AUGUSTINUS FONDEN

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 4

26.10.2021 14.49

INDHOLD FORORD FOLKELIG SANG OG HØJSKOLESANG THORVALD AAGAARD BARNDOM OG UNGDOM

7 9 13 13

HØJSKOLEOPHOLD I ASKOV

KONSERVATORIETIDEN

MØDET MED DEN STORE MUSIK OG DEN FOLKELIGE SANG

DEN MUSIKALSKE BRYDNINGSTID

HJEM TIL FYN

THORVALD AAGAARD OG CARL NIELSEN

MELODISAMLING TIL HØJSKOLESANGBOGEN 1922

”FRA LANDET” AF THORVALD AAGAARD (1935)

FYNSKE MUSIKANTERE

DE SIDSTE ÅR

FRA AAGAARD TIL RING

OLUF RING

BARNE- OG UNGDOMSÅRENE

SEMINARIEELEV I JELLING

LÆRERVIKAR ELLER MUSIKER?

MUSIKERLIV OG DE STORE VALG

SEMINARIELÆRER I RIBE

STUDIEOPHOLD OG DYGTIGGØRELSE

ORGANIST OG STUDIEOPHOLD I PARIS

HJEMME IGEN

103

SEMINARIELÆRER I SKÅRUP

106

SYNG MED OS

111

FOLKELIGE SANGE OG ANDRE KOMPOSITIONER

117

DE SIDSTE ÅR

124

AFSLUTNING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 5

130

26.10.2021 14.49

LITTERATURLISTE

132

THORVALD AAGAARD – UDVALGTE VÆRKER

134

OLUF RING – UDVALGTE VÆRKER

141

NOTER

149

151

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 6

26.10.2021 14.49

FORORD Sangen har lysning, og derfor den gyder Over dit arbejd forklarelsens skin; Sangen har varme, og derfor den bryder Stivhed og frost, så det tør i dit sind. Sangen har evighed derfor den skyder Fortid og fremtid i hob for dit syn, Tænder uendelig attrå og flyder Bort i et lyshav af længsler og lyn. Sådan skriver Bjørnstjerne Bjørnson i sit digt ”Sangen” fra 1872. Sangen handler både om det at synge og det, vi synger om. Det er netop den dobbelthed, som er fællessangens vigtigste funktion – vi er fælles om at synge det budskab, som teksten vil udtrykke. Særligt linjen med sangen som den varme, der tør vores sind op, er utrolig smuk og siger os måske også, hvorfor fællessangen op igennem historien særligt er blomstret i krisetider. I efteråret 2020 udkom der en ny højskolesangbog, og bogen har været en overvældende succes og udkom allerede mindre end et halvt år efter udgivelsen i 2. oplag. Fællessangen er i disse år populær på højskoler og efterskoler, men også i mange andre sammenhænge bliver sangen brugt som en samlende faktor. En undersøgelse gav for ganske nylig fællessangen en klar førsteplads, når det gjaldt spørgsmålet om, i hvilke sammenhænge vi følte en samhørighed med andre. Faktisk viste undersøgelsen, at 60 % af den danske befolkning opfattede netop sangen som det, der var bedst til at skabe et bredt fællesskab. Samme opblomstring af det at synge sammen, som vi oplever nu, fandt også sted i Danmark for ret præcis 100 år siden, hvor særligt fire komponister af fællessangsmelodier skabte en nytænkning af melodierne, der skulle understøtte både nye og gamle digteres ord. Teologen og højskolemanden C.J. Brandt udtaler et sted, at salmetekster uden melodi er som ”vingeløse Forord ∙ 7

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 7

26.10.2021 14.49

fugle” – melodien giver således teksten vinger. En af vores mest elskede sang og salmedigtere Jens Rosendal går skridtet videre og siger, at en tekst med en melodi ikke er en sang – det er den først, når den bliver sunget.1 Af de fire førnævnte komponister blev de to af dem særlig kendte – inden for kirkemusikken blev Thomas Laubs nytænkning nærmest en revolution, da den brød med den romantiske musik og ønskede en tilbagevenden til det oprindelige. Hans tanker og musik fyldte meget inden for kirkelivet i flere årtier, også efter hans død i 1927. Og inden for den symfoniske musik blev komponisten Carl Nielsen kendt ud over landets grænser og er det stadig her 90 år efter hans død. De to sidste komponister Thorvald Aagaard og Oluf Ring skabte hverken revolutioner eller blev verdenskendte, men på den anden side er det måske dem, vi skal takke for, at fællessangen den dag i dag lever i bedste velgående. Både i kraft af deres fine melodier, hvoraf flere stadig bliver sunget med den største selvfølgelighed, og i kraft af deres evner til at formidle sangene, så folk tog dem til sig og gav dem videre til også kommende generationer. Jeg vil gerne takke Oluf Rings slægtninge Børge Ring (søn af Oluf Ring) og Bo Bak (barnebarn til Oluf Ring) for hjælpen med at finde materiale om deres forfader, ligesom jeg er taknemmelig for lån af materiale fra Dagny Aagaard og Anne Aagaard, som begge var slægtninge til Thorvald Aagaard. Deres gavmilde lån af noder, breve og scrapbøger har givet mig et helt særligt indblik også i de to komponisters almindelige liv. Det har været en helt uvurderlig hjælp og en helt klar forudsætning for, at denne bog kunne blive til noget. Mange af citaterne og udtalelserne er således relateret til netop disse. Både scrapbøger og private breve er en stor del af baggrunden for bogen. Også en tak til museumsinspektør Ida-Marie Vorre, som med sin store viden om Carl Nielsen har været en god sparringspartner. Tak til Jens Cornelius for gode samtaler.

8 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 8

26.10.2021 14.49

Folkelig sang og højskolesang ”Det var de gamle skjalde der sang” – sådan stod der på ryggen af højskolesangbogen op til 17. udgave, hvor det blev afløst af ”Så syng da Danmark lad hjertet tale” fra sangen ”Den danske sang er en ung blond pige”. Traditionen med at fortælle en historie ved at synge den går således langt tilbage – helt tilbage til skjaldene, der tog fra by til by for at fortælle om både historiske personer og historiske dramaer. Men hvorfor synge historien og ikke blot fortælle den? Dels kunne dramaet med toner på blive forstærket, dels hjalp melodierne til at huske ordene bedre, og så indeholdt langt de fleste af sangene et kort omkvæd, som de folk, der lyttede til historien, efterhånden kunne synge med på, og på den måde blev også de en del af historien. Men en egentlig fællessangstradition var der endnu ikke tale om. Den form for fællessang, vi kender i dag, opstod først i slutningen af 1830’erne med N.F.S. Grundtvig som foregangsmanden. Grundtvig havde i starten af 1800-tallet omtalt viser og sange som en af de væsentligste kilder til folkelig opdragelse. Endnu ikke i betydningen at synge dem sammen, men nærmere i den forstand, at den poetiske form havde en betydning som meddeler af historien. Der er ingen tvivl om, at Grundtvig har været meget inspireret af de overleverede folkelige viser, og at disse muligvis har været fremført – reciteret – i Grundtvigs undervisning. Herudover er det netop disse, der har inspireret Grundtvig til selv at bruge det poetiske i sine historiske og bibelhistoriske sange og senere også i sange om hans egen samtid. Med sine Krønike-riim til Børne-Lærdom fra 1829 arbejder Grundtvig helt målbevidst med poesien som et pædagogisk virkemiddel. Bogen indeholder 52 rim, hvoraf 35 blev benyttet i senere sangbøger. I løbet af 1830’erne og 1840’erne tog Grundtvigs tanke om oprettelsen af en folkelig højskole mere og mere form, hvilket ses i en række skrifter, der også nævner sangen. At vi i Danmark netop har en sanglig tradition, der går tilbage til skjaldene, skriver Grundtvig om i sit første store højskoleskrift Forord ∙ 9

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 9

26.10.2021 14.49

Det danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet” fra 1836 – firkløveret er konge, folk, fædreland og modersmål. Om det sidste skriver han: Det skal visselig blive til beundring for al verden, hvordan de danske skjalde brugte modersmålet i slutningen af det attende og begyndelsen af det nittende århundrede! Så folkeligt og så fædrelandsk et skjaldekor, tør jeg på historisk ære og samvittighed forsikre der blev ej hørt i noget andet land, siden sangerne i Hellas forstummede, og hvad er der dog mellem himmel og jord: fra tankens højeste flugt til dens letteste svæven over blomsterne i enge, og fra dønnet som ruller i sky, til den sagte hviskende lyd i hjertekamret, som disse skjaldes modersmål ej kunne både levende, liflig og lystig.2 Det var ikke fra fremmede lande, skjaldene havde fået dette – som Grundvig skriver senere, var det derimod i folkeånden: ”Med øret som dertil dannedes under moders hjerte, opfangede de dog vel hos folket, hvad folket forstår og erkender som sit, eller smedede de nyt af samme malm og med samme klang, da var det dog vel folkeånden, som lærte dem den kunst”.3 Skjaldene fik altså en funktion som folkets lærere og ”vil man altså i vore dage have en dansk højskole, hvor fædrelandskærlighed skal ånde og modersmålet blomstre, da må man takke Gud for skjaldene og tillade dem, om de kan, også at afvinde folket lidt yndest både for deres fædrelandske viser og hvad der ellers findes i deres skjalde-bøger,”4 som Grundtvig slutter. Jo mere Grundtvig skrev om sine tanker, jo mere levende blev de for ham, og dette gjaldt også sangens placering og betydning for projektet. I disse år bliver den førnævnte folkelige vise til levende folkesang eller folkelig sang, som første gang nævnes i Grundtvigs skrift Skolen for Livet og Academiet Soer fra 1838. Denne bog indledes med digtet ”Moders navn er en himmelsk lyd”, en sang, der den dag i dag stadig er at finde i vores højskolesangbog – dog i forkortet form og ikke med 10 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 10

26.10.2021 14.49

alle de oprindelige 20 vers. Samme år holder Grundtvig sine Mands Minde-foredrag – i alt 51 foredrag, der omhandler det sidste halve århundredes historie. Herudover benytter han flere af disse foredrag til at plædere for sine tanker om en folkelig højskole. Det var ved et af disse foredrag 17. oktober 1838, at folk efter Grundtvigs fortælling om søhelten Willemoes spontant rejste sig og sang ”Kommer hid, I piger små” på komponisten C.E.F Weyses nyskrevne melodi fra året før. Efterfølgende er denne dag blevet kaldt for fællessangens fødselsdag. Men trods det og trods tilblivelsen af flere nye sangbøger i årene efter gik der lidt tid, før en egentlig sangbog for folkelig sang så dagens lys. I 1844 blev Grundtvigs tanke om en folkelig højskole en realitet med tilblivelsen af Rødding Højskole. Breve fra den første tid på højskolen af historikeren og senere politiker Roar Skovmand viser, at sang blev sat på skemaet. Ved indvielsen blev ”Vor Gud han er så fast en borg” sunget, efterfulgt af en fædrelandssang, og timeplanen indeholdt to ugentlige sangtimer. Skolens første forstander, Johan Wegener, skrev således i et brev kort tid efter skolens start: ”Gymnastik og sang elske de især, når det hedder ’til hugning’! Så er alt liv og glæde, og de synge med en lyst og begejstring, så selv en Schleswigholsteiner måtte blive henrykt”.5 Efterhånden kom flere højskoler til i form af Ryslinge, Askov, Vallekilde og Testrup. Nogen egentlig sangbog havde højskolen endnu ikke, og sangene blev dikteret til eleverne, som så selv skrev dem op i deres notesbøger. Det blev dog efterhånden klart, at højskolen måtte have sin egen sangbog. Højskolerne havde særligt efter nederlaget i 1864 fået en helt særlig værdi for dannelse af den almindelige befolkning, og hertil hørte sangen. Mange forskellige sangbøger havde set dagens lys, og de førnævnte højskoler havde i et samarbejde bundet flere af disse sammen, men det var ikke fyldestgørende for det behov, der var for en samlet sangbog for højskolebevægelsen. Denne kom først i 1894, og hele opløbet til denne er en historie for sig. Allerede i 1870’erne var tankerne om en fælles sangbog opstået, men mange forskelligartede interesser om, Forord ∙ 11

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 11

26.10.2021 14.49

hvorvidt vægten skulle ligge på det kirkelige stof kontra det lettere verdslige, og hvorvidt de historiske sange skulle vægtes frem for naturlyrikken, skabte mange spekulationer og diskussioner i de udvalg, der i disse år blev nedsat. Efter flere forsøg med forskellige sangbøger bl.a i samarbejde med landbrugsskolerne fandt et udvalg fra de forskellige højskoler endelig sammen og nedsatte et sangbogsudvalg, der kom til at bestå af Niels Peter Grønvald Nielsen, som var forstander på Vestbirk Højskole, Christoffer Bågø, højskolelærer på Testrup Højskole, og komponist og sanglærer på Askov Højskole Heinrich von Nutzhorn. Sangbogen bestod af 506 sange – heraf langt flest med tekst af N.F.S. Grundtvig, bl.a. bogens første sang ”Den signede dag med fryd vi ser”, som i øvrigt lige siden har haft nr. 1 i alle efterfølgende udgaver. Også Bjørnstjerne Bjørnson og B.S. Ingemann var rigt repræsenteret i den første sangbog fra 1894. Hvad melodierne angik, stod Heinrich von Nutzhorn for 60 af melodierne, hvoraf kun én stadig er med i vores nyeste udgave, nemlig ”Fædreneland! Ved den bølgende strand” med tekst af Grundtvig. I løbet af sangbogens første 10 år udkom der en ny udgave næsten hvert andet år, men jo længere vi kommer frem, jo længere tid går der også imellem de nye udgaver, og således er den sidste nye højskolesangbog fra 2020 nr. 19 i rækken af sangbøger fra 1894. Til tiende udgave af sangbogen fra 1922 foreligger for første gang Folkehøjskolens Melodibog skabt af dels Carl Nielsen og Thomas Laub, men måske mest af alt af Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Det er netop disse to komponister samt deres uvurderlige indsats for skabelsen og udbredelsen af de folkelige melodier og sange, denne bog handler om.

12 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 12

26.10.2021 14.49

THORVALD AAGAARD

Barndom og ungdom 8. juni 1927 fyldte komponisten, sangformidleren, organisten og højskolelæreren Thorvald Aagaard 50 år. I anledning af den runde dag modtog han et fødselsdagsbrev fra sin nære ven Carl Nielsen. Carl Nielsen mindedes i brevet en særlig dag tilbage i 1898, hvor Thorvald sammen med sin far opsøgte ham i København for at drøfte, om musikervejen stadig var en mulighed for Thorvald, selvom han var på vej mod de 21 år. På den foregående skriftlige forespørgsel fra faderen Anders Hansen havde Carl Nielsen ellers i et brev af 6. marts 1898 svaret og frarådet ham at lade sønnen blive musiker, ”ifald jeg ikke finder hans evner stilstrækkelige til at komme nogenlunde i første række. At være en dygtig landmand er bedre end at være en dygtig musiker.” Men et heftigt anfald af gigtfeber havde gjort det uvist, om den unge landmand ville kunne genoptage det hårde arbejde. Dette og ikke mindst en stigende lyst til at gå musikervejen, der også blev næret ved familiens interesse og ”hengivenhed” for sang og spil og måske yderligere var blevet stimuleret under et vinterkursus på Askov Højskole, gjorde spørgsmålet aktuelt. Carl Nielsen mente dog, at det var for sent at tage fat på musikken for den unge mand. Men Thorvald lod sig ikke slå ud af den besked. Han brugte det følgende år på at dygtiggøre sig yderligere, og året efter lykkedes det ham at komme ind på konservatoriet. Siden kom hans løbebane til at forme sig på en helt anden måde end den, man var vant til at forbinde med en musikers udvikling. Alt det mindes Carl Nielsen i førnævnte fødselsdagsbrev fra 6. juni 1927 til vennen, og så skriver han: Og her var det, jeg lærte noget helt nyt at kende og det viste sig at vor kunst havde brug for et nyt jordlag. Det beTHORVALD AAGAARD ∙ 13

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 13

26.10.2021 14.49

høvede ikke at være teknik, fingerfærdighed, troldkunstner og forsvindingsnumre alene eller hovedsageligt. Der var andre boliger for det allerenkleste, som let glemmes af dem, der kan så meget. Ja, du har vist også opdaget på din besværlige vej, at det vi kalder indhold, kerne eller sådan noget let kan kvæles eller skjules af det andet. Din langsomme gang blev til gavn for din udvikling og for den danske musik. Din mangel på teknik blev dengang en rod til at sætte frugt. Carl Nielsens brev giver indblik i det væsentlige ved Thorvalds udviklingsgang som menneske og som musiker. Hans livs linje var i sjælden grad ubrudt og hel; han sluttede, hvor han begyndte, kun afbrudt af uddannelsesårene i København. Thorvald stammede fra fynske bønder i både sin fars og sin mors slægt. Hans far Anders Hansen havde været med i krigen i 1864, hvorfra en række breve fra Anders hjem til familien fortæller om livet som soldat og om det tragiske nederlag. Han glemte således aldrig tabet af Sønderjylland, og han rejste ofte til Slesvig og helst til de sydlige egne for at tale dansk med de gamle og synge danske sange med dem. Anders var vidt berømt for sin lærdom og var en foregangsmand på sin egn. Han var ivrig i skyttebevægelsen og for gymnastikken og fik rejst et ”øvelseshus” i 1872 – et af de ældste forsamlingshuse i Danmark. Da Ryslinge Valgmenighed blev oprettet i 1866, sluttede Anders Hansen sig selvfølgelig med det samme til. Anders var i det hele taget en ejendommelig og velbegavet mand, som havde gang i meget og gerne ville være en del af det, der skete lokalt. Og så var han meget belæst og elskede en god diskussion. Han havde således altid de tilladte seks bøger hjemme fra biblioteket, og det blev blandt andet sagt om landmanden Anders, at når man købte en kande mælk af ham, fik man altid et foredrag med i tilgift. I 1866 blev Anders gift med Anne Nielsen (datter af Karen Andersdatter også kaldet ”enken på Rolfstedgård”, en kendt personlighed på egnen), og 8. juni 1877 blev lille Thorvald født 14 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 14

26.10.2021 14.49

på netop Rolfstedgård. Thorvalds mor var en mild, stilfærdig, men også lidt skrøbelig type, der med en sand moderlighed havde det mål at opdrage sine seks børn til at tjene Gud i al sin gerning. På sin egen stilfærdige facon kom hun til at betyde meget for både sine børn og for resten af gårdens folk. Thorvald udtrykte senere over for sine nærmeste, at moderens sang og bøn, da han var dreng, havde hjulpet ham gennem både sorg og glæde gennem resten af hans liv. Thorvalds to forældre var på forunderlig vis jævnbyrdige og fuldt ud lige respekterede i lokalsamfundet til trods for eller måske nærmere på grund af deres forskellighed. Begge forældre var en aktiv del af kredsen bag Ryslinge Valgmenighed. De forstod at forene gammel dansk bondekultur med det nye, som åndslivet i valgmenigheden bragte. Netop denne fornyelse, der samtidig havde rod i det gamle, bragte Thorvald i høj grad med sig senere i livet – og det udmøntede sig også i hans melodier. Thorvald var den ældste af søskendeflokken og gik da også forrest, både hvad angik leg og i gårdens arbejde. Hjemmets

Familien Aagaard i haven med en 19-årig Thorvald på violin. Siddende fra venstre: Inger, Karen (Thorvalds mormor), Aase og Anders Hansen (Thorvalds far). Stående: Hjalmar, Thorvald, Thyra, Ejner og Karen. 1896. THORVALD AAGAARD ∙ 15

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 15

26.10.2021 14.49

dag startede med, at alle børnene og gårdens folk samledes i dagligstuen til fællessang og bøn. Anders Hansen sagde trosbekendelsen og fadervor, mildt overvåget af N.F.S. Grundtvig og Danmarks første krigsminister i 1848, politikeren Anton Frederik Tscherning, hvis portrætter hang på væggen. Herefter blev dagens arbejde fordelt til alle – også børnene. Ligesom dagen startede i fællesskab, sluttede den også af i fællesskab i dagligstuen, hvor gårdens folk fik dagens løntillæg. Anders Hansen læste op af Ingemanns romaner, Andersens eventyr, Blichers noveller eller måske enkelte ting af Grundtvig, mens kvinderne syslede med strikkepind og hæklenål. Efter oplæsningen måtte alle deltage i samtale om det, der var blevet læst. Det kunne også hænde, at Anders Hansen fortalte om sine oplevelser på skanserne i 1864, og samtalen kunne ligeledes komme til at dreje sig om politik. Anders Hansen elskede en god diskussion og kunne tale længe om politik som et middel til at frigøre sig fra alt det, der binder os mennesker og hindrer os i at udfolde os frit. Thorvald Aagaard voksede altså op i et hjem, hvor foredrag, fællessang, bøn og fællesskab var en del af dagligdagen, og samhørigheden med jorden, familien, historien og poesien prægede ham i den grad i hans gerning resten af livet. Om dagen legede børnene krig ude på marken, som havde sit eget Dannevirke i form af en bakke, hvor børnene i fantasien skød prøjserne sønder og sammen og således vandt det tabte land tilbage til Danmark. Det var også herude i marken, at Thorvald viste sin første interesse for musikken, som sammen med gymnastik og politik var det, der optog ham mest. Det var kendt i byen, at når Thorvald og hans brødre gik i marken, var det ikke nok for Thorvald at synge med på melodien, nej, han måtte også eksperimentere med at sætte andenstemme til. Violinundervisning fik han hos lærer Andersen i Birkum og senere hos kantor og kammerråd Larsen i Odense, hvortil Thorvald vandrede med violinposen på ryggen en gang om ugen. Omkring konfirmationsalderen begyndte Thorvald ligeledes at spille i Ferritslev-kvartetten, som var en af de mange 16 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 16

26.10.2021 14.49

små musikalske sammenspilsgrupper, der dannedes på netop denne tid. Samværet og samhørigheden ved at spille sammen med andre betød meget for den unge mand, også selvom resten af musikerne i kvartetten var noget ældre end Thorvald. Musikken i det midtfynske var begyndt at blomstre. Ikke mindst efter at Carl Nielsen var taget fra Nr. Lyndelse til København for at studere musik og nu var godt på vej til at etablere sig som en stort navn inden for musikken. Carl og Thorvald voksede op ikke mange kilometer fra hinanden, og forbindelsen mellem dem blev faktisk sjovt nok lagt, allerede inden Thorvald var født, idet Carls far, Niels Maler, spillede til Thorvalds forældres bryllup – og med i orkestret var også den 11-årige Carl. Senere var Thorvalds far Anders Hansen ofte til stede, når Niels Maler spillede til gilde, og det lykkedes ham ofte at ”få musikken med hjem”, hvilket betød, at musikerne indvilligede i at tage videre efter gildet og spille hjemme hos ham. Herudover fik han i øvrigt også gentagne gange Carl Nielsen til at give koncert i Ferritslev Øvelseshus (som Anders selv havde fået rejst i 1872), mens Carl endnu gik på konservatoriet. Disse musikalske oplevelser forstærkede selvfølgelig Thorvalds musikinteresse og lagde kimen til, at han senere selv valgte musikvejen. En anden af Thorvalds store interesser var som nævnt gymnastikken. Hver aften vinteren igennem vandrede han de tre kilometer til gymnastik, således at det hvert år til forårsafslutningen lykkedes ham at få det obligatoriske ”Hurra!” for at have været der alle gangene vinteren igennem. Thorvald var altså barndommen igennem en meget aktiv dreng med flere interesser. Han sagde da også ofte:”Musik! Gymnastik! Politik! Det er mit valgsprog!”

Højskoleophold i Askov ”Jeg har det indtryk at det er en dejlig vinter jeg går i møde. Det er på høje tid jeg kom ud. Jeg har længe trængt til at komme sammen med andre mennesker og især sådan et sted som her.”6 THORVALD AAGAARD ∙ 17

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 17

26.10.2021 14.49

I november 1896 startede den 19-årige Thorvald på Askov Højskole – det naturlige valg, da hans far selv i en alder af 37 år havde været på Askov. På Askov befandt Thorvald sig umådelig godt. I sine breve hjem til forældrene fortæller Thorvald begejstret om oplevelserne, ligesom han på rørende vis i nær sagt hvert brev udtrykker sin store taknemmelighed over, at han har fået netop denne mulighed. Thorvald knyttede hurtigt venskaber med de andre højskoleelever og kom til at dele værelse med en jysk dreng, som havde ligget på sygehuset og var blevet sendt på højskole, da der intet arbejde var, men ”han er såmænd ellers helt flink”, som Thorvald skrev hjem i et brev til forældrene. Thorvalds høje aktivitetsniveau fortsatte på højskolen, hvor dagen strakte sig fra kl. 6 om morgenen med frivillig gymnastik til kl. 23 om aftenen. Ja, Thorvald forstod at suge til sig, og lærerne på skolen forstod da også at forstærke lysten, så han kunne få så meget ud af opholdet som muligt. Thorvald skrev hjem: ”De lærere jeg har haft med at gøre viser stor dygtighed parret med flinkhed.” Særligt en af lærerne nævner Thorvald ofte i sine breve hjem til forældrene, nemlig Ludvig Schrøder. Schrøder var en af de mest centrale personer i dansk højskolehistorie. Han blev i 1862 forstander for Rødding Højskole efter højskolemanden og politikeren Sofus Høgsbro, der havde valgt politikervejen fremfor hvervet som forstander og i øvrigt senere blev formand for Folketinget (1887-1894). Samtidig med ansættelsen i 1862 blev Ludvig Schrøder gift med Charlotte Wagner, som ved sit giftermål blev forstanderfrue på højskolen. Allerede to år senere måtte de afbryde højskolearbejdet i Rødding på grund af nederlaget i 1864. Højskolen flyttede til Askov, hvor undervisningen begyndte i 1865. Her opbyggede Charlotte Wagner, nu Schrøder, den rolle som højskolemoder, det vil sige moder for eleverne samt lærer i særlige kvindefag, som skulle blive modelskabende for højskolebevægelsen i flere år frem. I næsten 40 år udøvede Ludvig Schrøder en betydnings18 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 18

26.10.2021 14.49

fuld indsats for såvel Askov Højskole som for den nordiske højskoletanke i almindelighed. Han forstod at samle mange af samtidens centrale personligheder omkring skolen. Thorvald oplevede hos Schrøder netop det, som Schrøder selv udtrykte således: ”Højskolens gerning er der hvor lærerens evner møder elevens trang.” Thorvald skrev hjem til sine forældre herom: ”Om morgenen er vi inde i Schrøders værelse til morgenbøn. Det er det bedste af det hele. Derfra går vi med et indtryk som sætter sit præg på hele dagsarbejdet og samværet.” Brevene om Schrøder viser også, at Schrøder trods sin status som central person i højskolehistorien og trods baggrunden som højskoleforstander i Rødding ikke var lige vellidt blandt alle eleverne på højskolen, men de viser også en del om Thorvalds omsorg og menneskesyn. Således skriver han i sit første brev efter at have været hjemme på juleferie i 1896: ”Om aftenen havde vi juletræ i gymnastiksalen. Blandt andet holdt Schrøder og la Cour hver en lille tale [Poul la Cour var højskolelærer på Askov Højskole fra 1878 til 1908 og opfinder ved siden af – bl.a. af den første vindmølle, der producerede strøm, i 1891]. Især var la Cours udmærket. Han talte om at bevare det barnlige, uskyldige i vores natur. Alle lærerne var med, også en del fremmede hos Schrøders var med. Jeg har erfaret flere gange, at når vi bare vil tale med Schrøder – holde os lidt til ham, så bliver han så glad, for han kan ikke ret godt gøre det første skridt selv. Der er så mange, der holder sig på afstand fra ham, fordi de har bedømt ham for hurtigt og har en stor del kritik, som særlig er rettet mod ham. Jeg kan godt lide ham (bortset fra hans fejl, dem har vi jo nok af alle sammen). Ligedan med hans foredrag. Selvom de er udmærkede, så er der dog mange, der ikke vil sige det selv om de kunne mene det. Det er jo ligesom når de har antipati mod Schrøder, så kan de ikke have sympati for hans foredrag.”7 Musikken fyldte selvfølgelig også en del i Thorvalds hverdag på Askov, ikke mindst i kammermusikalsk sammenhæng sammen med andre elever. Det var nok her, Thorvald stiftede THORVALD AAGAARD ∙ 19

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 19

26.10.2021 14.49

bekendtskab med den klassiske musiks udfordringer og muligheder: ”I kan nok se heraf, at jeg er optaget stærkt. Det er også bedst at være det, der kommer så altid liv i arbejdet . Jeg har øvet mig på Beethovens Septet og kan snart spille det meste af den og den er aldeles fortrinlig.”8 Som det ses senere, kom Thorvald, ud over fællessangen, til at vie sit liv til formidling af den klassiske musik, og interessen blev allerede på højskolen vakt både for den praktiske og teoretiske musikudfoldelse. Her stiftede Thorvald også bekendtskab med teologen og sangkomponisten Heinrich von Nutzhorn, som havde fulgt Schrøder fra Rødding Højskole til Askov. Som ung student hørte Nutzhorn til den lille kreds af teologistuderende, der kaldte sig Lille Theologicum, og hvoraf en stor del blev kendte højskolefolk. Med i kredsen var også Schrøder samt Ernst Trier, Jens Nørregaard og Christoffer Bågø. Foruden Nordens historie underviste Nutzhorn især i sang, og det var her, Thorvald stiftede bekendtskab med ham. I brevene hjem er det ikke meget, vi hører om Nutzhorn – i det første brev omtales han dog som ”en dejlig gammel mand, som jeg glæder mig til at komme i lag med og lære noget af”. Da Nutzhorn i årene forinden havde haft stor indflydelse på den danske fællessang som redaktør af højskolesangbogen, må vi formode, at Thorvald rent faktisk lærte noget af ham og måske allerede her startede sin drøm om at blive arvtager til Nutzhorns position som forsanger i den danske højskole. Dog siger hverken breve eller anden overlevering direkte noget herom. Men at den kommende generation af sangformidlere således også Thorvald videreførte hans ide´er skriver Kirsten Sass Bak om i bogen Musik og danskhed fra 2003: ”Højskolen havde sin egen komponist, eller forsanger, Heinrich Nutzhorn i Askov, som med en lang række melodier, mest i let stiliseret marchstil, kan siges at have anslået en særlig højskole-fællessangstone. De fungerede udmærket i deres tid, men lignede nok hinanden for meget til at kunne blive stående. Men det var denne fællessangsnorm, til forskel fra bykulturens romance norm, som næste generation gik videre med”. En generation som Thorvald blev en del af. 20 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 20

26.10.2021 14.49

Desværre for Thorvald måtte han afbryde højskoleopholdet før tid, da han blev ramt af en voldsom gigtfeber, der var så alvorlig, at der var fare for hans liv. Thorvald lå længe i sengen og var meget afkræftet, men kom sig på forunderlig vis og måtte i stedet for højskolelivet fortsætte med at hjælpe til på forældrenes gård. Men noget var blevet tændt i Thorvald. Lysten til at dyrke musikken – endda som en levevej – var blevet skabt. Trods forældrenes åbenlyse betænkeligheder ved denne usikre levevej valgte Thorvald at forsøge sig, og Anders Hansens føromtalte brev til Carl Nielsen blev således afsendt, i håbet om at familiens ven ville kunne hjælpe.

Konservatorietiden Det lykkedes ham og Thorvald startede således i 1899 på Musikkonservatoriet i København også kaldet Gades konservatorium, da komponisten Niels W. Gade var direktør fra dets start i 1867. På konservatoriet fik Thorvald professor Valdemar Tofte i violin og professor Otto Malling i orgel. De første år var strenge for ham, da han var kommet sent i gang med musikken. Han måtte derfor slide både med teorien og med teknikken. ”Jeg må rigtignok kremse på fingrene, når jeg spiller klaver, men det hjælper nok selvom det er villedrøjt arbejde”, skrev han hjem til forældrene. Professor Tofte var Thorvalds specielle ven og talte med ham om andre ting end musikken. ”Aagaard taler som en professor”, sagde Tofte ofte om ham, og i brevene hjem til forældrene skinner det tydeligt igennem, at professoren nærmest var som en far for sin elev. Brevene bærer et klart vidnesbyrd om Thorvalds varme forhold til sin lærer: ”han er helt igennem en stadsmand og alle hans gamle elever står sikkert i gæld til ham for hans indflydelse på dem.” Derimod kneb det mere med forholdet til professor Malling! Ikke i forhold til Thorvals evner og flid, tværtimod, Malling roste ham jævnligt og udtalte: ”Der er musik i Aagaard.” Det var, når talen faldt på Carl Nielsen og dennes musik, at det kneb THORVALD AAGAARD ∙ 21

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 21

26.10.2021 14.49

mere med enigheden. Malling stod helt til sin død i 1915 som den centrale konservative skikkelse i det københavnske musikliv. På første sal på konservatoriet fordømte professorerne denne ”nye” musik i stærke vendinger, hvorimod ungdommen, der samledes i konservatoriets kælder til snakke om den nye musik, var sikker på, at Carl Nielsen ville komme til at betyde meget for dem alle. Aagaard var en begejstret tilhænger og beundrer, hvilket bl.a. blev tydeligt i en længere artikel i Fyens Tidende 10. december 1902 om Carl Nielsen og dennes ”særegne” musik. Artiklen slutter med, at Thorvald udtrykker sin store glæde over, at de unge nu endelig har fået noget virkelig værdifuldt, som vokser ud fra deres egen tid, og så skriver han: ”Carl Nielsen betegner et gennembrud i dansk musik i lighed med J. P. Jacobsen i dansk litteratur. Men Carl Nielsen er langt sundere – måske mere robust, men mandigere og frodigere.” Thorvalds medstuderende mente efter sigende, at netop denne artikel havde indvirkning på hans lavere karakterer på studiet året efter. Hos sin klaverlærerinde Dagmar Borup fandt Thorvald dog den støtte til sin begejstring for Carl Nielsens musik, som han manglede hos de fleste af sine andre lærere. Fru Borup og hendes mand Julius Borup, som var kgl. kapelmusiker, var venner med Carl Nielsen og støttede således også dennes musikfremførelser. Thorvald skrev hjem: ”Borups sætter Carl Nielsen meget højt som komponist. De siger, at han er fremtidens mand. Nutiden forstår ham ikke rigtigt; han har sine egne ideer, som nok skal slå igennem da de er berettigede. Det glæder mig meget at træffe andre, som omfatter Carl Nielsen med samme interesse og tiltro som jeg selv.”9 Dagmar Borup uropførte i 1901 Carl Nielsens Fest-præludium ved Aarhundredskiftet, og Carl Nielsen skrev sin Chaconne for klaver til netop hende. Allerede tidligt opbyggede Thorvald et venskab med Carl Nielsen, som gjorde meget for, at den unge Thorvald fik hørt og oplevet en masse musik. Hos Carl Nielsen mødte Thorvald flere af de store inden for musiklivet. ”Det er altid: Kom snart 22 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 22

26.10.2021 14.49

igen! ude hos Carl Nielsen, og det er altid kl. 5 til middag. Var der fremmede, når jeg besøgte Carl Nielsens, sad jeg altid stum som en fisk og følte mig så inderlig dum. Men jeg hørte godt efter, hvad der blev sagt og havde alligevel stor gavn af at være sammen med dem.”10 Venskabet Nielsen og Aagaard imellem varede resten af Carl Nielsens liv. Han besøgte Aagaard mange gange, efter at denne flyttede til Fyn, og brevene mellem dem blev mere og mere hjertelige. Af personer, der fik stor betydning ikke mindst for Thorvald Aagaards første tid i København, må også nævnes fru oberstinde Mathilde Muus, hvis datter han underviste i violin. Ikke nok med at oberstinden gjorde et ihærdigt stykke arbejde som mæcen og skaffede Thorvald flere engagementer i de foreninger, hun var med i bestyrelsen for, men hun sørgede ligeledes for at ”holde forhør over mig angående min husholdning og bøde på dens mangler”. Thorvald lavede selv sin mad, og selvom der hver uge kom forsyninger hjemmefra, har økonomien været trang. Således skriver han hjem til søsteren Inger: ”Jeg har lige fået mine lokker klippet af, 25 øre, købt et rugbrød 50 øre og nu for 20 øre frimærker. Penge og atter penge går der til når man skal være i København, det er ikke som at gå hjemme hos far og mor.”11 I et brev hjemmefra foreslår Thorvalds far, efter at Thorvald har fået afslag på en ansøgning om økonomisk støtte hos Det Classenske Fideicommis, at Thorvald dog kunne forsøge at søge penge hos den mægtige Carlsberg-brygger Carl Jacobsen (et forslag, som Thorvald dog ikke følger): ”Jeg har nu den tro at Jacobsen er en ædel mand som nok kunne få sind til at støtte en ung mand – selvom denne er afholdsmand. Du får jo dog ikke mindre, end du har! Og du er frisk og frimodig nok til at vove et forsøg. Det er jo ikke din egen sag, det gælder. Det er dit folks og det samfund, som du hører til og vil tjene med de evner, som Gud har givet dig. Og så er det også dit hjems sag. Prøv bare!”12 I samme brev viser faderen en stolthed over sønnens måde at tage afslaget fra Det Classenske Fideicommis på samt en betragning over, hvad der er vigtigst, når det gælder ens mål: ”Jeg er nu glad over, at du kunne tage så kønt og roligt THORVALD AAGAARD ∙ 23

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 23

26.10.2021 14.49

på sagen som du ifølge dit brev gjorde. Det var for mig en større borgen for, at du nok skal nå frem og blive til noget, end om du havde fået bevilget 1000 kr. og så dit brev havde vidnet om Gudsforgåenhed og letsind. Det gælder jo om at kunne bevare sit hjerte; thi derfra udgår livet, siger vismanden. Jeg var også glad for, at der ikke var stænk af bitterhed mod nogen; thi den hæmmer også væksten mere end noget andet.”13 Thorvalds søster Inger var flink til at sende Thorvald lidt penge, når det stod helt slemt til. I den forbindelse kan det nævnes, at Thorvald for at vise sin store taknemmelighed for dette sørgede for, at der blev skaffet billet til Inger i forbindelse med førsteopførelsen af Carl Nielsens Maskarade. Det var som regel igennem Inger, brevskrivningen hjem til foregik, og hun skrev livligt om livet på Fyn – lige fra hverdagens hændelser, familiens ve og vel til dyrenes tilstand, både hundehvalpe og tyrekalve. Det var også Inger, der sendte Thorvald sangtekster i form af såvel afskrifter af folkeviser som Ingers egne vers. Brevene vidner også om, at familien på Fyn gik meget op i Thorvalds karriere. Således fortæller Inger, hvordan Thorvalds far efter godt nyt fra København sang alle de lystige viser, han kendte. Samtidig med stoltheden over Thorvald viser ydmygheden sig dog også, da Inger i sit brev fortæller, at faren sidder og taler om, at han ikke kan lide, at Thorvald optræder i kjole til elevkoncerten på konservatoriet. Thorvald bør ikke pynte sig med lånte fjer, og faren tror absolut ikke, Thorvald kan optræde frisk og ugenert i ”sådan habit”. Faderens bekymringer er dog uden grund – nok bor og studerer Thorvald i København, men hans breve bærer præg af, at hjertet er på Fyn. Dette viser sig da også, da moderen bliver alvorligt syg. Beretningen herom får Thorvald til at skrive hjem: ”Jeg beder jer endelig skrive, hvis I trænger til min hjælp. Jeg er og bliver aldrig andet end en bondemand og det vil glæde mig meget at hjælpe jer i denne tid. Det er så hårdt at stå udenfor. Gud hjælper os nok alle til det bedste. Og det bedste her i verden er at elske Gud og hverandre og lægge os i hans hånd. Men blev jeg nødt til at opgive, hvad der mig her er kært, så 24 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 24

26.10.2021 14.49

kunne jeg dog altid og alle steder alligevel elske Gud og jer og alligevel arbejde efter ringe evne for det gode.”14 Moderen kom sig, så Thorvald behøvede ikke afbryde sine studier, men kunne fortsætte sin drøm om at komme til at leve af at være musiker. ”Jeg er tit så glad, at øvelserne begynder og ender med sang, noget, som aldrig før er faldet mig ind. Men med glæden som gæst mærkes ikke at man er ene hele dagen. Jeg drukner snart i arbejde og koncerter. Nu får jeg da ørerne stoppet med musik, men det gør heldigvis sin virkning.”15 Thorvald Aagaard var en dygtig og flittig elev, og han fik megen ros af sine lærere. Thorvalds egen opfattelse vidner dog om en vis beskedenhed: ”De troede åbenbart, jeg var mere dygtig end tilfældet var – bare fordi jeg gik og passede mig selv, holdt bøtte, det imponerede.”16 Det var ikke på konservatoriet, at Thorvald fandt sine venner, udover komponisten og musikkritikeren Hugo Seligmann, med hvem han holdt kontakten resten af sit liv. Udover Seligmann, som var jævnaldrende med Thorvald, var han noget ældre end de fleste andre studerende og fandt nok sine medstuderende lige rigeligt pjattede, mens de opfattede ham som en smule anderledes. De grinte lidt af ham og hans kejtede manerer, men havde dog også respekt for ham, da han var både dygtig og flittig. Venner fandt Thorvald derimod i Københavns Højskoleforening samt i foreningen Godthåb hvor Fernando Linderberg, som var den første formand for Socialpolitisk Forening, samlede unge mennesker til diskussion om social forståelse. Thorvald befandt sig godt i dette selskab. Her fandt han en mulighed for diskussioner og politisk snak, som han var vant til hjemmefra. Foreningens formål med at vække social forståelse også uden for arbejderbevægelsen samt at gøre ”kristne til socialister og socialister til kristne” passede godt til Thorvalds livssyn og påvirkede ham i øvrigt resten af livet. Thorvalds læretid på konservatoriet afsluttedes med eksamen som musiker i 1902, og det følgende år måtte han ind til militæret for at være soldat. Det var efter soldatertiden, at ThorTHORVALD AAGAARD ∙ 25

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 25

26.10.2021 14.49

valds musikstudier for alvor tog fart og tog retning imod det, der resten af hans liv kom til at betyde allermest i hans gerning som musiker, nemlig fornyelsen af den folkelige sang samt virket som musikformidler gennem Fynske Musikantere.

Mødet med den store musik og den folkelige sang I 1903 begyndte Thorvald Aagaard at studere kontrapunkt og komposition hos Carl Nielsen, og allerede i den første time blev han præsenteret for nogle af Thomas Laubs salmemelodier. Carl Nielsen priste såvel melodierne som udsættelserne, og det lå ham meget på sinde, at hans elever skulle stræbe efter netop dette ideal. Thorvald, der allerede på dette tidspunkt havde vist stor interesse for netop folkelige sange, og som samtidig brændte for selv at komme til at komponere melodier til sange, følte det, som var han kommet til det forjættede land efter en længere ørkenvandring. I sin tale ”Folkelig Sang”, som Thorvald holdt i 1932 på gymnastikhøjskolen i Ollerup, nævner han manglen på og savnet af indførelse i den folkelige melodi i de første tre år af sin studietid: ”I de tre år, jeg gik på konservatoriet, hørte vi ikke et ord om folkelig melodi.” Om den kendte italienske renæssancekomponist Giovanni Pierluigi da Palestrina, der i sin levetid komponerede 104 messer og over 250 motetter, havde professoren på konservatoriet dikteret: ”Palestrina er den komponist, der først gør musikken til udtryk for dybe, sjælelige følelser og sand religiøs stemning. Hans musik er mindre kunstlet, mere simpel og storladen end nederlændernes. Men den indeholder dog ingen fremtrædende melodisk skønhed.” Denne sidste sætning har Thorvald markeret i sin tale for at understrege, hvor tåbeligt han finder dette udsagn. Man må formode, at Carl Nielsen i sin undervisning har haft noget mere at sige om Palestrina, ikke mindst fordi han netop i disse år for alvor havde fordybet sig i de gamle renæssancekomponisters polyfoni. Dette har passet Thorvald godt, ligesom mødet med 26 ∙ AAGAARD OG RING

Thorvald Aagaard og Oluf Ring.indd 26

26.10.2021 14.49