Skip to main content

The Rolling Stones_Læseprøve

Page 1

THE ROLLING STONES: ET POETISK PORTRÆT AF VERDENS STØRSTE ROCKBAND


Af samme forfatter Nat efter nat, digte, 1994 Jeg er familie, digte, 1998 Ånden er over os, langdigt, 2005 Den skabende sfære, essay, 2006 Faderskabsdigte, 2008 Espegare, roman, 2014 Nordic noir, digte, 2018 KaOSMOS, digte, 1989/2023 * Et dukkehjem med talrige døre, digte, 2023 * Samlede digte 2023, 2023 #

*udgivet i bonusmaterialet til #


Jan Thielke

THE ROLLING STONES ET POETISK PORTRÆT AF VERDENS STØRSTE ROCKBAND

MULTIVERS


The Rolling Stones: Et poetisk portræt af verdens største rockband Af Jan Thielke © Forlaget Multivers ApS, 2026 1. udgave, 1. oplag 2026 Omslagslayout: Emil Stephensen Omslagsillustrationer: Anders Moseholm Fotos af pladeomslag: Jan Thielke Sats: Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in EU 2026 ISBN 978-87-7917-706-2 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.


Indhold

Forord........................................................................................... 6 Gedehovedsuppe........................................................................... 9 Fedtede fingre................................................................................ 31 Det er bare rock’n’roll................................................................... 53 Ud med dine onde ånder............................................................... 69 Varme isklumper........................................................................... 89 Tiggernes festmåltid...................................................................... 109 Lad det bløde................................................................................ 139 Sort og blåt................................................................................... 153 Eksil på hovedgaden...................................................................... 163 Kakerlakkerne, tak!....................................................................... 195 Fandens til piger, hva’?.................................................................. 205 Følsom redning............................................................................. 233 Tatoverer dig................................................................................. 247 Hvad der kom ud af Tredje Verdenskrig........................................ 261 Hackneydiamanter........................................................................ 283 Coda............................................................................................. 304 Noter............................................................................................ 305


Forord

Hvert menneske har sit personlige big bang. Mit var at høre The Rolling Stones i en jukeboks på en charterferie til Mallorca. Det var i juli 1974, og jeg var lige fyldt 11. Jeg var solgt. Og jeg har – bortset fra ørkenvandringen det meste af 80’erne – været det lige siden. Som alle andre 60’er-børn havde jeg elsket, når The Fab Four fra Liverpool var i æteren og var glad istemt ”tjuloptju-jæ-jæ-jæ”, når She Loves You havde lydt, men The Beatles var nu for længst opløst og fortid. Og for mig kom de til at høre barndommen til. The Rolling Stones var en større mundfuld, mørkere, farligere, mere udfordrende og fra Swinging London. Det opdagede jeg hurtigt, efterhånden som jeg – alt for skrækkeligt langsomt dengang – fik samlet deres LP’er og læst alt tilgængeligt stof i danske og udenlandske popblade og bøger. Det var ikke kutyme, at rock’n’roll- og boybands holdt sammen mere end to-tre år i 60’erne, og i musikpressen blev det en vedtagen sandhed, at rullestenene havde fremtiden bag sig og snart var væk. Blandt jævnaldrende blev man betragtet som lidt til en side, når man dér i 1974-75 stod fast på The Rolling Stones som yndlingsband og ikke enten Sweet eller Slade. Det samme har – til min overraskelse – senere gjort sig gældende blandt forfattere og andre skabende, hvor man ellers forestiller sig, at fritænkeri står i høj kurs. Her er det så bare i stedet altid folk som Bob Dylan eller David Bowie, der tjener som lingua franca. For nylig meldte Bob Dylan i øvrigt ud, at ”The Rolling Stones var det bedste rock’n’roll-band i verden, og at det ville de blive ved med at være”. Den gode nobelpristager uddybede: ”Alt det, der kom efter dem: heavy metal, rap, new wave, pop-rock, you name it … Man kan føre det hele tilbage til The Rolling Stones. Det viser det blivende aftryk, bandet har sat på de mest værdsatte musikformer. De var de første og de sidste, og ingen har nogensinde gjort det bedre”. 6

ET POETISK PORTRÆT AF VERDENS STØRSTE ROCKBAND


Det er så sandt, som det er sagt. Bowie var på samme hold. I et talkshow i starten af 00’erne, blev han spurgt om, hvad han følte, da han så Stones første gang. ”Jeg havde aldrig set noget så rebelsk før”, sagde Bowie. ”En eller anden fyr råber: Få dog klippet dit hår! Og Mick Jagger siger [Bowie imiterer Jaggers stemme]: ”Hvad? Og så ligne dig?” Bowie kommer så til sin pointe: ”Jeg tænkte: ’Åh Gud! Det her, dét er musikkens fremtid.’” Det var det. Der er efterhånden blevet langt mellem pladerne, men 20. oktober 2023 – 60 år, fire måneder og 13 dage efter deres første single – udgav The Rolling Stones faktisk et nyt album: Hackney Diamonds. Hvor Sir Paul McCartney glad spiller bas på et punket nummer – Bite My Head Off. Hvor Stevie Wonder og Lady Gaga er indforskrevet på den syv minutter lange gospelofring Sweet Sounds of Heaven. Og de fulgte den op med endnu en storskala stadionturné i USA i 2024. Jeg vil i denne bog give et bud på The Rolling Stones’ blivende aftryk og den mørke poesi, deres tekster rummer. Jeg vil især have fokus på perioden fra 1968 til 1981, men også komme ind på de hektiske, tidlige år og på det vigtigste fra de senere årtier – ikke mindst det splinternye. Forretten er Goats Head Soup.

F orord

7


Gedehovedsuppe

Som 11-årig vidste jeg overhovedet ikke, hvad en jukeboks var, eller hvordan Wurlitzer-monstrummet virkede, før min nye ferieven, den to år ældre Carsten fra Herlev, viste mig det i baren nede ved poolen på hotel El Paso i Palma på Mallorca. Jukeboksen var fyldt med slagere, især en masse spanske. Dem skulle hverken Carsten eller jeg have noget af. Evergreenene med Frank Sinatra, Louis Armstrong og Elvis Presley ignorerede vi også. Det var for vores forældre. ABBA var selvfølgelig no go. Og det var The Osmonds også. Men når man så nærmere efter, var der faktisk også Ike & Tina Turner, T. Rex, noget David Bowie. Og noget The Rolling Stones. Mit førstevalg var Ike & Tina Turners Nutbush City Limits, som jeg kendte og elskede hjemmefra, men så forsøgte jeg mig dernæst med Brown Sugar og så med Angie af The Rolling Stones og vidste ikke, hvad det var, der havde ramt mig, ud over at det var rygrislende godt, og at mine 11-årige ører ikke havde hørt noget bedre. Nogensinde. Det var som at komme ud af skovens dunkelhed og stå i en tindrende lysning. Carsten var Deep Purple-fan, men de fandtes ikke, så han trykkede Bowie frem, som han var næsten lige så stor fan af. Igen og igen. Og de to singler med ham – Rebel Rebel og Life on Mars – var mildt sagt da også solide, men det var altså The Rolling Stones, der virkelig gik i blodet på mig. Om jeg var ekstra modtagelig, fordi jeg lige var kommet hjem fra en indlæggelse for hjernerystelse og den første uge knapt måtte røre mig, skal jeg ikke kunne sige, eller om det var fordi jeg havde særligt disponerende opvækstbetingelser, der krystalliserede sig lige dér. Men nu, i retrospekt et halvt århundrede senere, må jeg bare konstatere, at der var tale om en jordrystelsesoplevelse af kierkegaardske dimensioner. Intet mindre. En øjeblikkelig indvielse. G edehovedsuppe

9


Der er et før. Og der er et efter. Når jeg overhovedet fik tanken om at trykke koden for Brown Sugar i første omgang, var det sandsynligvis, fordi jeg havde set singlen i min voksne storebrors lille toværelseslejlighed. Hans kone havde den i sin single-samlemappe, hvor der ellers mest var The Beatles. Jeg havde bidt mærke i det særegne gruppebillede på omslagsfotoet, men ikke haft mulighed for at høre den. Dén og Angie hørte jeg. Og B-siderne Bitch og Silver Train. Jeg måtte bare høre de to singler igen og igen og igen. Jeg var pre-teen og uskylden selv og var blevet hvervet. De kætterske trosfæller i The Dionysian Church of The Rolling Stones talte endnu et medlem, der havde fået rullet den store sten væk fra indgangen til graven. Og jeg var som født på ny. Angie var brød og vin, så det ville noget. De tusinder af gange jeg har hørt Angie siden, har den givet mig præcis den samme gåsehudsfornemmelse af mysterieindvielse. Anslaget, det akustiske fingerspil, melodien, klaveret, melodien. Og frem for alt Mick Jaggers stemme. Hans fraseringer. Hans hvisken. Fornemmelsen af drama. Det dragende. Rummet i Mick Jaggers mund. Som sangen skred frem, gik det op for mig, at jeg ikke bare havde hørt den før, men faktisk set den fremført. En musikvideo i den bedste sendetid en lørdag aften hos mine bedsteforældre et halvt år før. Og jeg huskede, hvordan dén optræden ikke lige havde været deres kop te. Men min kop te var det. Nu. Nu havde den trukket, og det var mit mærke. Det undgik jeg ikke længere at mærke med omvæltende sikkerhed dér ved jukeboksen. Jeg forstod på Carstens diskrete sidebemærkninger, at mit valg – som ikke var et valg – ikke var voldsomt pointgivende, og at jeg kunne have valgt ballader med mere fremtid for sig, ikke mindst Bowies Life on Mars. Men lydhørhed handler trods alt ikke om at høre med andres ører, og jeg, arme nyomvendte stakkel, stod uforbederligt fast. Da selveste Bob Dylan i 2020 blev spurgt om hvilke Stones-sange, han kunne have ønsket sig at have skrevet, var netop Angie, nok til manges 10

ET POETISK PORTRÆT AF VERDENS STØRSTE ROCKBAND


forbløffelse, den ene – og den har da nok også ligget i den senere nobelpristagers baghoved, da han skrev den næsten lige så eminente og ambivalente Sara fra Desire-albummet, der udkom i starten af 1976. Dér ved jukeboksen gav Carsten mig de nødtørftigste oplysninger: at The Rolling Stones ikke var amerikanere, men englændere, at der var fem i gruppen, at de havde været det beskidte, mere oprørske sidestykke til Beatles, og at sangeren hed Mick Jagger, at deres første guitarist, Brian Jones, var død, og at den sejeste af de skidte knægte var den ene guitarist, Keith Richard. Som man under ingen omstændigheder skulle forveksle med Cliff Richard. Og at Keith Richard (det var stadig uden ”s” dengang) toppede listerne over hvilke rockstjerner, der ville være de næste til at dø. The Rolling Stones var skam gode nok, forsikrede Carsten mig, men gamle. Der var kommet mange navne til, som var nyere og mere spændende. Han foretrak langt Bowie og også T. Rex. Angie er placeret som sidste nummer på første side af Goats Head Soup og kom på markedet som single 20. august 1973, 11 dage før albummet: (og havde samme forsidebillede). Det er en ballade forsynet med strygere, og den mødte stor modstand blandt gamle Stones-fans. De ville bydes en rocker a la Brown Sugar som første single og ikke sådan en gang vulgært poppet og smægtende strygersuppe med sødt blødende hjerte. Som så tilmed straks strøg til tops på hitlisterne verden over. De gamle fans smækkede fornærmede med døren. Men der kom så nye til. Med 11 måneders forsinkelse var jeg én af dem. Den fornærmede fanbaserasen var i øvrigt lidt underlig. For The Rolling Stones havde – skulle jeg snart opdage – en ganske solid tracklist af fine ballader: Lady Jane, As Tears Go By, Play with Fire for eksempel. Men der er nu mere i Angie end den umiddelbare glasur. Som 11-årig anede jeg det vel kun, af fraseringerne, af dramatiseringen indlejret i stemmeføringen. Melodien er skrevet af Keith Richards, som ligeledes havde en idé til udråbet i omkvædet (skrevet til hans daværende partner Anita Pallenberg). Mick Jagger færdiggjorde teksten, ja løftede den ind i spydigere kontekst, hvor den med Jaggers pirrende sans for at tilG edehovedsuppe

11


trække og frastøde (hvilket understøttes visuelt af den enkle, men mesterlige præsentationsvideo med live-vokal (version 2!)). Nu kan man sige meget om de tidlige 1970’ere, som de seneste år igen er på mode, men hverken ironi eller don juanisme uden behørige kvaler over det stakkels kvindelige offer i den sammenhæng var noget, der sås som voldsomt progressivt. I hvert fald ikke på dansk grund. Mick Jagger er naturligvis ingen Kierkegaard; og Angie er ikke Forførerens Dagbog 130 år senere. Men hvis den gode Søren havde kunnet synge Regine Olsen en sang til farvel, ville han så ikke have skrevet en så vidunderligt æggende og smægtende jeg-elsker-dig-skam-stadig-bedyrende afskedssang som Angie? Jagger udmaler først retorisk og med basal metaforik situationen: “Angie, Angie, when will those clouds all disappear?/ Angie, Angie, where will it lead us from here?” Og sammenfatter hvortil, det er kommet. Deres forhold er ikke længere udbytterigt: “With no loving in our souls and no money in our coats/ You can’t say we’re satisfied“. Den nærliggende konklusion synes de ikke enige om: “But Angie, Angie, you can’t say we never tried/ Angie, you’re beautiful, but ain’t it time we said good-bye?” Kuppet og det ironiske ved teksten er, at mens det mandlige jeg forsøger at få sit uomgængelige budskab frem, bedyrer samme jeg – af bekvemmelighed (det forventes jo) eller af medfølelse i øjeblikket – med stigende intensitet, hvor smuk og dejlig og den-eneste-ene, hun er. Og sammenligningsgrundlaget er i orden – det kan være svært ikke at tænke på Jaggers personlige renommé. Han har tydeligvis sammenlignet på lagner verden rundt: ”Ev’rywhere I look I see your eyes/ There ain’t a woman that comes close to you/ Come on Baby, dry your eyes”. Han hvisker det på det følsomste i hendes tårevædede øre og med mindst ét ben ude ad døren, mens han leger en sidste gang med hendes følelser. Og midt i ulykken slutter han ”eksistentielt” med afslørende, såvel som nedladende sarkasme: ”But Angie, Angie, ain’t it good to be alive?” Og det skal man ikke kunne sige ham på, de har gjort, hvad de kunne: ”Angie, Angie, they can’t say we never tried”. Som for at sikre sig mod 12

ET POETISK PORTRÆT AF VERDENS STØRSTE ROCKBAND


en salut og et eftermæle af den type, der bliver forføreren i en folkevise som Det var en lørdag aften til del. Som man vil huske, er den skyld, det kvindelige offer dér overdrager sin forfører, voldsom: ikke blot kan hun ingen elske mere, hun ”stunder mod sin grav”. Angie er bestemt en stor popsang. Og noget af det tætteste The Rolling Stones kommer på en slager. Men den er mørkere og mere kompliceret og demaskerende, end det umiddelbare sukkerlag synes at love. Paul McCartney kunne muligvis godt have skrevet She’s a Rainbow fra Their Satanic Majesties Request (1967), som mange for længst voksne kender som kendingssangen til Thomas Windings børne-TV-serie Super Carla fra 1968, men Paul McCartney kunne aldrig have skrevet teksten til Angie. Og han kunne heller ikke have sunget den så mangefacetteret. Nogle år inden jeg debuterede i bogform, blev jeg interviewet ved et oplæsningsarrangement af Michael Bo til bogbranchebladet Bogmarkedet. Michael Bo spurgte mig pludselig, hvad der i sin tid havde fået mig til at interessere mig for lyrik. Angie svarede jeg uforberedt. Da jeg så interviewet på tryk, ærgrede jeg mig over ikke at kommet med en decideret lyriker som eksempel, men i de senere år har jeg tænkt, at det alligevel var mest præcist. The Rolling Stones’ tekster og tilgang har været en grundlæggende påvirkning for mig i min business som digter. I det kommende vil jeg, hvor det passer sig, give et par eksempler. Angie har jeg selvfølgelig ikke kunnet nære mig for at inddrage. I canto CV i langdigtet Ånden er over os (2005) lavede jeg en slags generaliseret menneske-cv og lod Angie-allusioner være guidende udgangspunkt (lidt som når Vergil fører Dante rundt i Dantes Guddommelige Komedie): ”– Var det ikke godt at være levende?// Vi blinker/ og svævede// med de blødeste barnekinder begravet i lette skørter og/ mindre og mindre/ vaklen/ på hjælpsomt overlæder/ og med den smukkeste kapunrunde bug.// Vi åbnede øjnene og fik at se og bliver flere og lukker dem i.// Vi blinkede/ og kæmper// for at genkende alt igen og igen og igen.” I min første roman, Espegare (2014), er Angie meget central i andet kapitel ”At danse en evighed”. Goats Head Soup er The Rolling Stones’ 11. album. Både Sticky G edehovedsuppe

13


Fingers og Exile on Main St. udkom efter The Beatles stoppede, men rummede begge numre, der var påbegyndt i 60’ernes sidste år. Goats Head Soup er det første album, som helt igennem er skabt efter Beatles-æraen. Den første skitse til Silver Train blev ganske vist indspillet i 1970, men i oktober – et halvt år efter Paul McCartneys annoncering af, at rivalerne, og vennerne, fra The Fab Four gik hver til sit. Fra The White Album i 1968 og frem havde The Beatles i praksis endegyldigt tabt den indbyrdes kamp – ikke på salgstal, men på kraft, kunstnerisk kraft. Med Beggars Banquet og Jimmy Miller som ny producer havde The Rolling Stones fået et nyt og exceptionelt fokus. Fra væsentligst at have fejret triumfer som single-band med hits som Satisfaction (1965), Paint It, Black (1966) og Let’s Spend The Night Together (1967), blev de et definerende album-band, da det var påkrævet. Beggars Banquet (1968), Let It Bleed (1969), Sticky Fingers (1971), Exile on Main St. (1972) – The Big Four. Fire uomgængelige mesterværker på stribe. Og – ikke at forglemme – den suveræne live-LP, Get Yer Ya-Ya’s Out (1970), hvor promoteren Sam Cutler netop ikke tager munden for fuld, når han annoncerer The Rolling Stones som ”the greatest rock ’n’ roll band in the world”. Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker) blev udgivet som LP’ens anden single. Den var ikke i jukeboksen, men jeg spottede den blandt singlerne i den lokale pladebutik i Palma på Mallorca og fik hovedtelefoner på og hørte den første gang i pladebaren dér. Suset af dopamin. Åh, hvor var det uimodståeligt, og hvor var jeg endnu mere hooked for good. Billy Prestons inciterende funky keyboard, der blandes med Mick Taylors wah-wah-guitar, Taylors solo, Charlie Watts’ årvågne trommer, Keith Richards vikarierende på bas, det fede, fede blæserarrangement – og frem for alt Mick Jaggers vokal – åh, hvor var den dog bare sublim. Er. Efter tusinder af lytninger fremkalder den dag i dag præcis det samme sus i mig. Teksten handler om en sort dreng, der forveksles med en anden og bliver skudt af politiet i New York, og om en 10-årig pige, der dør af en overdosis. Hjerteskærende scenerier. Og vel ikke den mest flertydige el14

ET POETISK PORTRÆT AF VERDENS STØRSTE ROCKBAND


ler nybrydende tekst i Mick Jaggers sangbog, men som den dog leveres. Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker) inddamper tidens soul og er klart inspireret af bølgen af blaxploitation-film, der vældede frem, hvor sorte endelig havde hovedrollerne, og som Quentin Tarantino jo senere hyldede i Jackie Brown (1997) med Pam Grier, der var en af heltinderne dengang. På deluxe-udgaven af Goats Head Soup fra 2020 finder man også en instrumental demo og Glyn Johns’ alternative mix blandt bonusskæringerne. Begge dele interessante og must haves for os, der vil have det hele i alle mulige varianter frem mod det tindrende resultat, men for den mere tempererede fan ikke strengt nødvendige tilføjelser. Arbejdet på Goats Head Soup begyndte i kølvandet på den store ekstremt succesfulde turné i USA, der sluttede på Mick Jaggers 29-årsdag – 26. juli 1972 – i New York. Skandaleombrust var den naturligvis også, stofferne flød, og al den hedonisme, man kunne ønske sig, groupier, sex, toppen af det amerikanske jetset, forfattere som William Burroughs, kunstnere som Andy Warhol – og det hele dokumenteret af fotografen Robert Frank. Excesserne var mange, og dokumentaren er ikke anbefalet kost for snefnug-generationen. Men den musikalske kerne var under kontrol, Stones havde aldrig været stærkere, de var flyvende. Den naivitet, der førte til kaosset og Hell’s Angels som koncertvagter og deres mord på en tilskuer, blev undgået. The Rolling Stones havde ikke bare revet sig fri af deres pladeselskab og etableret deres eget, de havde også fået overtaget på koncertfronten. De var gået corporate, var blevet et firma. Med logo. Med fuldstændig essentiel bistand fra bankieren prins Rupert Loewenstein, som fra slutningen af 1968 først blev den tidligere økonomistuderende Mick Jaggers økonomiske rådgiver og siden bandets diskrete manager. Loewenstein, født på Mallorca og med aner i den bøhmiske adel, var ikke sovset ind i musikbranchens gedulgte kotymer og foretrak Mozart og klassisk musik – og The Beatles, hvis han endelig skulle høre populærmusik. New York-forretningsmanden Allen Klein, som havde skabt sig et navn i musikerkredse ved at forhandle nye og umiddelbart langt mere G edehovedsuppe

15


indbringende kontrakter, var i 1965 blevet inddraget af bandets, den første egentlige manager, Andrew Loog Oldham, og var lykkedes med at forhandle nye og langt mere lukrative kontrakter med pladeselskabet Decca. I 1967 overtog han så helt Oldhams plads. Stones’ kontrakt med Decca var da større end The Beatles’ med EMI. Men Allen Klein fik samtidig etableret en model, som lod guldet og de grønne skove tilbageholdes i Kleins egne newyorker-lommer, mens skattegælden hobede sig op hos hans succesrige engelske klienter. Som burde være på den grønne gren, men stod på konkursens rand. Prins Rupert Loewenstein lavede en overlevelsesplan. Og hjalp The Rolling Stones til selv at få hånd i hanke med pengesiden af deres business og til at blive solvente. Meget mere end solvente med tiden. Lige frem styrtende rige. Og vel så frie, som man nu kan være. Allen Klein, som i alle Stones-bøger indtager rollen som Den Ultimative Skurk – var også ved at få kløerne godt og grundigt i The Beatles. Blandt andet fordi The Beatles havde set med begrundet misundelse på den kontrakt, Allen havde forhandlet til Stones. Mick Jagger advarede dog beatlerne om, at tingene ikke gik rigtigt for sig – og Paul McCartney hørte som den eneste på advarslerne. De øvrige tre lukkede Allen ind og overtrumfede McCartney, som så sagsøgte sine med-beatler. Da Loewenstein begyndte befrielsesaktionen, var Allen Klein travlt beskæftiget med The Beatles, ikke mindst med forviklingerne i kølvandet på den opløsning, som hans ankomst kom til at gøre til et point of no return, men Klein overgav sig selvfølgelig ikke så let. Årelange retssager og forhandlinger fulgte. Den sidste tvist mellem Allen Klein og The Rolling Stones bilagdes først 18 år efter. Allen Kleins selskab ABKCO ejer stadig udgiverrettighederne til alle udgivne eller påbegyndte Stones-sange til helt ind i 1970. Det betyder, at også flere numre på Sticky Fingers og Exile on Main St. delvis tilhører ABKCO. Men en første aftale, der formelt og endeligt gjorde Stones fri af Klein i forhold til det senere materiale, blev forhandlet på plads i foråret 1972. Og Klein måtte slippe de tilbageholdte royalties. Konkurstruslen var nu endegyldigt ovre. 16

ET POETISK PORTRÆT AF VERDENS STØRSTE ROCKBAND


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook