synesios
prosaskrifter
synesios
p ro sa s k r i f t e r På dansk ved Torben Damsholt
klassiker
Synesios Prosaskrifter På dansk ved Torben Damsholt © Forlaget Multivers ApS, 2015 1. udgave, 1. oplag 2015 Omslagsbillede: Udsnit af en rund sølvbakke (missorium) formentlig fra 388, nu i Real Academia de la Historia, Madrid. Kejser Arcadius troner omgivet af sin livvagt. Omslagslayout: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2015 ISBN: 978-87-7917-407-8 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som ebog og må derfor ikke indskannes. Tak for støtte til udgivelsen fra augustinus fonden landsdommer v. gieses legat velux fonden konsul george jorck og hustru emma jorck's fond
indhold
indledning 7 Synesios’ liv og virksomhed 8 Prosaskrifterne 14
kejsermagten 23 forsynet 63 Forord 63 Første del 63 Anden del 97
dion 115 drømme 151 første folketale 185 anden folketale 188 skaldepandens pris 195 noter 228
indledning Synesios fra den græske by Kyrene i Libyen levede i tiden omkr. 400 e.K. Hans forfatterskab omfatter foruden de her oversatte prosaskrifter ni hymner og en brevsamling på 156 numre, og det er et væsentligt og centralt vidnesbyrd om tiden. I senantikken, dvs. århundrederne før og efter 400, blev grundlaget for den moderne verden lagt med en voldsom kulturel og samfundsmæssig udvikling midt i den gamle græsk-romerske verden. Tiden var præget af kriser og nybrud, af folkevandringer og fremkomsten af nye politiske og økonomiske centre. Den mest gennemgribende forandring var dog nok det religionsskifte, som i det 4. årh. antog jordskredsagtige dimensioner. Kristendommen havde i sine første århundreder været antaget af et mindretal af Romerrigets indbyggere, men blev nu folkemassernes religion, politisk begunstiget og fra årene op imod 400 eneste officielt anerkendte. Denne udvikling ledsagedes af en kulturkamp, som tildels kan følges i senantikkens billedkunst og arkitektur, dels også i dens litteratur, hvor indlæggene fra de kristnes side af gode grunde er bedst bevaret og derfor også har præget eftertidens opfattelse af forholdene. Her kan det se ud, somom det gamle og det nye, den græsk-romerske kulturarv og kristendommen, stod uforsonligt og uforeneligt over for hinanden. Men dette er langtfra hele sandheden; for samtidig med kulturkampen og ikke mindst i fortsættelse af den fandt der også en kultursyntese sted, hvor væsentlige dele af det, som skulle blive videreført i den vesteuropæiske, den byzantinske og den islamiske kulturkreds, fandt sin form. Det er i denne sammenhæng, Synesios hører hjemme og har betydning. indledning · 7
I et kulturkampsperspektiv har han været opfattet som en tvetydig skikkelse. De bevarede skrifter var udbredt i Byzans og ivrigt studeret, og de blev også kendt i den vesteuropæiske renæssance. I den byzantinske middelalder var det især Synesios’ rent attiske sprog og flydende, rigt varierede stil, der beundredes. I nyere tid har man længe set en modsætning mellem hans filosofiske livsanskuelse og traditionelle udtryksmåde og den kendsgerning, at han i sine sidste leveår var biskop. Det har derfor været almindeligt at regne med en omvendelse til kristendommen for Synesios’ vedkommende, selv om der ikke findes spor af en sådan i hans skrifter, og der har været delte meninger om, hvor alvorlig den kan have været. Imidlertid er det i det seneste halve århundrede blevet klart, at han simpelthen er vokset op i en kristen familje, og dermed har opfattelsen af Synesios og fortolkningen af hans skrifter fået et helt nyt grundlag.
Synesios’ liv og virksomhed Kun få begivenheder i Synesios’ liv kan dateres sikkert. Meget må beregnes eller anslås, og meningerne brydes stadig på væsentlige områder. Det er kun i hans egne skrifter, ikke mindst i brevene, man finder oplysninger, for ingen andre samtidige kilder omtaler ham. Det står fast, at Synesios tilbragte tre år omkr. 400 i den østromerske hovedstad Konstantinopel som officiel udsending fra sin hjemby og provins, og at han forud for dette ophold havde studeret i flere år i Alexandria. Derfor er han formentlig født i 370 eller højst et par år før. Han tilhørte en velstående familje i Kyrene (nuværende Shahat i Libyen), der regnede sig for efterkommere af de doriske kolonister, som havde grundlagt byen i det 7. årh. f.K. 8 · synesios prosaskrifter
Som medlem af dens rådsforsamling måtte han opfylde forskellige forpligtelser; men sin tilværelse efter hjemkomsten fra hovedstaden synes han mest at have tilbragt på sine landejendomme, optaget af ”bøger og jagt”, som han siger i skriftet Drømme. I et brev fra sine senere år tilføjer han: ”og bønner”. Et tidligt skrift om jagt Kynegetikai er ikke overleveret, men omtales i flere breve. Det fremgår af indskrifter, der er fremdraget i ruinerne af et hus i Kyrenes centrum, som har tilhørt Synesios’ familje, at den har været kristen i et par generationer før ham. Kirkehistorikeren Euagrios Scholastikos meddeler omkr. 600, at han først blev døbt i forbindelse med sin udnævnelse til biskop, og dette er ikke umuligt; lignende tilfælde kendes i samtiden. Men Euagrios er tydeligt slet underrettet om Synesios. Han kan da ligesågodt have været barnedøbt, og endelig kan udtryk i hans hymne 1 fra årene kort efter opholdet i Konstantinopel tydes i retning af, at han er blevet døbt ved denne tid. Efter en forberedende undervisning i Kyrene tilbragte Synesios flere år i 390’erne i Alexandria, hvor han foruden retorik også lagde sig efter filosofiske studier. Fra denne tid stammer hans nære venskab med den jævnaldrende kvindelige filosof Hypatia, som han i et sent brev kalder ”moder, søster, lærer og velgører”. Hun var datter af en matematiker og astronom ved navn Theon, hvis fag hun også beherskede, samtidig med at hun underviste i den nyplatoniske filosofi. Denne var udviklet af Plotin i det 3. årh. og videreført af hans elev Porfyrios som en forening af traditionerne fra Platon, Aristoteles og stoikerne. Men i løbet af det 4. årh. havde der dannet sig to nyplatoniske skoler, en i Athen med en udpræget ikkekristen karakter, hvor theurgi og magi spillede en stor indledning · 9
rolle, og en i Alexandria med et religiøst mere neutralt præg og større vægt på de eksakte videnskaber. Det var denne sidstnævnte udgave af nyplatonismen, Synesios tilsluttede sig. Et kortvarigt besøg i Athen, måske af et par ugers varighed, udløste kun foragtende kommentarer i hans breve. Dette besøg fandt formentlig sted, da Synesios var på vej til Konstantinopel i efteråret 399. Her opholdt han sig i tre år, udsendt af Kyrene for at overbringe den unge kejser Arcadius en gave fra byen, det såkaldte kronguld (aurum coronarium), som hørte sig til ved forskellige officielle lejligheder og ofte var ledsaget af bønner om begunstigelser. Ved kejser Theodosius den 1.s død i 395 havde hans to sønner Arcadius og Honorius overtaget styret hhv. i de østlige og vestlige provinser af Romerriget; men forholdet mellem de to rigsdele var anstrengt, og under de urolige forhold med folkevandringer gled de fra hinanden. Ved denne lejlighed skulle Synesios også arbejde for en skattereduktion for sin provins Øvre Libyen, også kaldet Pentapolis. I første omgang opnåede han både en sådan og en personlig fritagelse for sine forpligtelser over for Kyrenes byråd; men de politiske forhold i hovedstaden var turbulente. Den prætorianerpræfekt, som havde givet Synesios de ønskede indrømmelser, Aurelianus, blev afsat i april 400, og hans efterfølger Cæsarius tog løftet tilbage, så Synesios måtte blive i Konstantinopel mere end to år længere. Fra dette ophold stammer to af prosaskrifterne, talen om Kejsermagten og den ”egyptiske” fortælling Forsynet, hvor samtidens politiske begivenheder og personer optræder i en allegorisk-mytisk forklædning. Langt om længe lykkedes det igen Synesios at opnå, hvad han var 10 · synesios prosaskrifter
kommet for, og i 402 kunne han da tiltræde hjemrejsen. Det skete over hals og hoved, fremskyndet af et voldsomt jordskælv og for lånte penge. Kort efter sin hjemkomst til Kyrene rejste Synesios påny til Alexandria, hvor han tilbragte størstedelen af årene 403-4. Her giftede han sig, og ægteskabet fik patriarken Theofilos’ velsignelse. Her ventede han sin ældste søn, og her skrev han også Dion og Drømme, som han begge sendte til Hypatia efter sin hjemkomst til Kyrene, hvor han det følgende år blev far til tvillingsønner. På et tidspunkt, formentlig i 407, ville Synesios påny aflægge besøg i Konstantinopel, hvor han havde fået mange venner; men skibet, han rejste med, blev forslået af storm og måtte søge havn i Alexandria, hvorfra han atter vendte hjem efter en ny dramatisk sørejse. Synesios’ tilværelse på landejendommene blev i årene fra 405 og frem stærkt præget af de gentagne overfald og plyndringer, som udførtes af berberfolk fra den libyske ørken syd for de frugtbare og dyrkede kystegne. Det var nomadestammer, maketer og ausurianere, og det romerske militærvæsen var dårligt indrettet på at holde dem borte. De skiftende hærførere for Libyens styrker var heller ikke alle lige kompetente, og Synesios måtte derfor gentagne gange søge tilflugt med sin husstand i selve Kyrene, hvor han med stor energi deltog i forsvaret. Fra krigens syvende år 411 stammer de to Folketaler, hvor han giver udtryk for de skiftende stemninger og usikkerheden over for de årlige overfald. Disse hindrede ham dog ikke i at udfolde sin veltalenhed i en række anbefalingsskrivelser, stilet til indflydelsesrige bekendte, både i Libyen og Konstantinopel, hvormed han håbede at kunne befordre forskellige personer. indledning · 11
Synesios’ virksomhed på alle disse områder har gjort ham kendt og anset i provinsen, og det er formentlig den væsentlige baggrund for, at han tidligt i året 411 blev valgt til biskop i dens største by Ptolemais. Han havde da nået den kanoniske lavalder på 40 år. Hverken i prosaskrifterne eller i brevene er der spor af, at han indtil da havde beskæftiget sig med teologi; men i løbet af det 4. årh. var det blevet almindeligt at forene en nyplatonisk metafysik med ortodoks kristendom, og noget sådant finder man også spor af i Synesios’ hymner. Overalt i forfatterskabet fastholder han imidlertid det traditionelle verdensbillede, hvortil også hørte alle de hel- og halvguddommelige skikkelser, som kendtes fra græsk mytologi og litteratur, og som man var vant til at opfatte billedligt. ”Guderne er ikke andet end tanker”, hedder det i Drømme. Man skal derfor ikke lade sig narre af, at Synesios udtrykker sig så ubekymret traditionelt, som han gør. Man kunne fristes til at betegne ham som ”kulturhedning” - eller bedre som kulturhellener. Ordet hellēn (græker) betød for flere i samtiden ikke-kristen, således især for kejser Julian; men andre som fx den ortodokse teolog Gregorios fra Nazians protesterede højlydt mod, at ikke-kristne på den måde ville tage patent på den antikke kulturarv. Synesios ligger på samme linje, når han i Dion bruger ordet ”græker” om en dannet optræden og fortrolighed med litteraturen. Han modtog først valget til biskop efter et halvt års overvejelser. Disse drejede sig fortrinsvis om, at han ville blive nødt til at påtage sig en stor arbejdsbyrde og opgive sin frie landlige tilværelse. I denne situation skrev han til sin yngre bror Euoptios, der opholdt sig i Alexandria, og nævnede nogle forbehold, som han ønskede skulle bringes til patriarkens og stiftsjuristernes kundskab (brev 105). 12 · synesios prosaskrifter
Han ville ikke skille sig fra sin hustru, men ønskede at få flere børn med hende, og om tre dogmatiske spørgsmål fastholdt han sine anskuelser: ”Jeg vil bestemt aldrig gå med til at anse sjælen for at være blevet til senere end legemet. Jeg vil heller ikke sige, at verden med alle dens dele skal forgå. Opstandelsen, som den almindeligt opfattes, anser jeg for et hemmeligt mysterium, og jeg er langt fra at dele mængdens forestillinger om den”. Dog erklærede han sig for villig til at blive biskop, hvis han kunne nøjes med at dyrke filosofi privat og mytologi offentligt, som han udtrykte det; men han ville ikke hykle anskuelser, som han ikke havde. Dette måtte patriarken erklære sig for indforstået med. De tre dogmatiske forbehold vedrørte spørgsmål, som var uafklarede og diskuteredes i samtiden. Ved at bringe dem frem i et halvoffentligt brev har Synesios imidlertid villet sikre sig mod senere bagholdsangreb fra Theofilos, der få år tidligere havde drevet kætterjagt på folk med anskuelser, som mindede om teologen Origenes’ i det 3. årh. Patriarken må have akcepteret forbeholdene, for efter nogle måneders ophold i Alexandria kunne Synesios i begyndelsen af 412 vende tilbage til Ptolemais som indviet biskop. Da han havde sæde i provinsens hovedby, fik han også autoritet over dens øvrige biskopper. Synesios’ værste forventninger til embedets besværligheder viste sig fra første færd at være berettigede. Han blev kastet ud i en strid med provinsens statholder Andronikos, som han greb til det usædvanlige våben at ekskommunicere - med ringe held. Større virkning havde hans taler og åbne breve samt en henvendelse i Konstantinopel; for efter et par måneders forløb blev statholderen udskiftet. Som biskop i Ptolemais måtte Synesios deltage i indledning · 13
byens forsvar under nabostammernes angreb, ligesom han tidligere havde gjort i Kyrene, og dertil kom naturligvis problemer af mere kirkelig art, kompetencestrid mellem provinsens andre biskopper, disciplinærsager mod præster m.v. I 413 synes han at have været ifærd med at opføre et kloster i Ptolemais’ omegn. På dette tidspunkt var alle de tre sønner døde i løbet af et år, og tonen i de sidste breve er meget trist. Fra midten af 413 er der ikke overleveret flere breve, og Synesios er da formentlig selv død. Han har således ikke oplevet, at hans beundrede veninde og lærer Hypatia to år senere blev overfaldet af en ophidset folkemængde og dræbt på åben gade i Alexandria. Synesios’ efterfølger i Ptolemais var muligvis broren Euoptios; idetmindste repræsenteredes byen på konciliet i Efesos i 431 af en biskop med dette navn.
Prosaskrifterne Synesios var uddannet både i retorik og filosofi, og han dyrkede begge med lige stor vægt. Dette bevidner alle hans prosaskrifter, hvoraf nogle er taler, andre afhandlinger og et enkelt en fortælling. Den filosofi, de rummer, er den alexandrinske udgave af nyplatonismen med forening af traditionerne fra Platon og Aristoteles, som Synesios i Kejsermagten kalder sine vejledere, men også med tilsætning fra Plutarchs middelplatonisme samt de chaldæiske orakler. Hans forbillede er Dion fra Prusa fra det 2. årh. e.K. Sproget er jævnt flydende, ikke overlæsset, men med en varieret brug af figurer og citater. Kejsermagten (Peri basileias) har som undertitel En tale til kejseren. Formålet med Synesios’ rejse til Konstantinopel i 399 var, at han skulle overbringe kejser Arcadius 14 · synesios prosaskrifter
den gyldne krone eller krans, eller ihvertfald en tilsvarende pengesum, fra Kyrene og samtidig fremføre provinsens bøn om skattereduktion, og ved den lejlighed hørte det sig til med en tale. Det kan imidlertid ikke være den overleverede tale, der er blevet holdt. Kejsermagten er flere gange længere, end reglerne tillod, den rummer ikke den foreskrevne lovprisning af kejseren, men derimod dristige formaninger, og den ender ikke, som en kranstale skulle, med oplæsning af hjembyens officielle mandatskrivelse. Som en tale til kejseren er den et litterært værk, formentlig udarbejdet i de første måneder af 400 og kun gjort kendt i den kreds af ligesindede, som Synesios under sit ophold i hovedstaden lærte at kende, og som han i senere breve kalder Panhellenion. Kejsermagten indeholder, hvad han gerne ville have sagt på filosofiens vegne. Sådanne fingerede taler var almindelige; fra den beundrede Dion er overleveret flere taler om kejsermagten med politisk program. Synesios lægger stærkt ud med at påberåbe sig ytringsfrihed (kap. 1-3). Talens første hovedafsnit (kap. 4-9) taler alment om kejsermagt i modsætning til tyranni. Derpå konkretiseres formaningerne: En kejser skal være i harmoni med sig selv, finde gode hjælpere og tilbringe megen tid sammen med hæren (kap. 10-13). I samtiden holdes han imidlertid isoleret i sit hof, modsat hvad fortiden har eksempler på (kap. 14-18). Et særligt problem udgør iflg. Synesios den omfattende brug af ikke-romere i hær og administration - de skal udrenses! (kap. 19-21). Så følger et afsnit om det indre styre, som skal tilgodese provinsboernes, altså skatteydernes interesser (kap. 22-28), og med en bøn om beskyttelse af filosofi og ægte dannelse (kap. 29) slutter Kejsermagten, indledning · 15
Det har i det 20. årh. været almindeligt at opfatte Synesios som talsmand for et ”antigermansk” parti i Konstantinopel, ledet af den Aurelianus, der beklædte det østromerske riges mægtigste embede som prætorianerpræfekt for Orienten fra sommeren 399 til april 400, hvor han blev styrtet. Prætorianerpræfekterne havde den øverste ledelse af provinsstyret og skatteinddrivelsen i deres præfekturer. Synesios’ næste prosaskrift Forsynet (Peri pronoias) med undertitlen En egyptisk fortælling skildrer de bevægede politiske begivenheder under og efter Aurelianus’ embedstid, og dette er baggrund for den nævnte teori, som dog nu er opgivet. Kejsermagten må derfor læses som Synesios’ egen uforgribelige mening, hans reaktion på oplevelsen af forholdene i hovedstaden, hvortil han kom som provinsbo, og hans filosofiske bearbejdelse af denne reaktion. De stærke udfald mod ikke-romere i hæren svarer til, hvad han i breve giver udtryk for med hensyn til forholdene i Libyen. Kejsermagten har tidligere været oversat til dansk af filologen og teologen Jens Bloch, udgivet under titlen Om Fyrstevælden i 1797, altså i en tid, hvor både ytringsfrihed og frygt for fremmedes dominans i samfundet var aktuelle debatemner. Forsynet er, som det meddeles i fortællingens forord, blevet til i to omgange, begge under opholdet i Konstantinopel. Første del er fra sommeren 400, vel nogenlunde samtidig med det voldsomme sammenstød mellem byens indbyggere og de gotiske soldaterfamiljer, som opholdt sig i den. Massakren den 12. juli 400 kendes også fra andre kilder. Den skildres i fortællingens anden del, som er føjet til, efter at Aurelianus omkring årsskiftet 400/1 vendte tilbage fra et bevogtet eksil. 16 · synesios prosaskrifter