synesios Hymner og breve
synesios
Hymner og breve
På dansk ved Torben Damsholt
klassiker
Hymner og breve Af Synesios På dansk ved Torben Damsholt © Forlaget Multivers ApS, 2018 1. udgave, 1. oplag 2018 Omslagsillustration: Udsnit af gulvmosaik fra ca. 400 i privathus i Ptolemais (Tolmeita), Libyen. Orfeus spiller på lyre omgivet af vilddyr. Omslag og sats: Christine Lind Tryk: Totem Printed in Poland 2018 ISBN: 978-87-7917-458-0 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som ebog og må derfor ikke indskannes. Tak for støtte til udgivelsen fra
jens nørregaard og hal kochs mindefond landsdommer v. gieses legat velux fonden
indhold indledning ................................ 7 Hymnerne ............................................. 9 Brevene ................................................. 11 hymner ......................................... 13 Hymne 1 ............................................... 14 Hymne 2 ............................................... 25 Hymne 3 ............................................... 30 Hymne 4 ............................................... 32 Hymne 5 ............................................... 34 Hymne 6 ............................................... 37 Hymne 7 ............................................... 39 Hymne 8 ............................................... 41 Hymne 9 ............................................... 43
breve .............................................. 47 Breve til 399 .......................................... 48 Breve 399-402 ....................................... 58 Breve 402-404 ....................................... 68 Breve 405 .............................................. 78 Breve 405-409 ....................................... 100 Breve 411 .............................................. 125 Breve 412 .............................................. 139 Breve 413 .............................................. 178
noter ............................................. 185 registre ....................................... 197 Breve .................................................... 197 Personnavne .......................................... 198 Stednavne .............................................. 201
kort ............................................... 203
indledning Synesios fra Kyrene er en typisk overgangsskikkelse. Den tid, han levede i (ca. 370-413 e.Kr.), var præget af kriser og krige, men også af en voldsom udvikling på næsten alle samfunds- og kulturlivets områder. Det store Romerrige, som havde eksisteret i flere århundreder bag nogenlunde stabile grænser, vaklede i sin grundvold. Det var de store folkevandringers tidsalder. Nabofolkene var urolige og øjnede muligheder ved at sætte sig i bevægelse, og Rom var dem ikke længere styrkemæssigt overlegent. Der var ingen vækst bag dets lange grænser, bortset fra den offentlige sektor, som voksede konstant og mere, end rigets samlede produktion kunne bære. I 370’erne gik goterne som så mange gange før over Donau, og denne gang besejrede de en romersk hær ved Hadrianopel (nuv. Edirne), hvorefter kejser Theodosius 1. måtte affinde sig med at give dem et større landområde på Balkan, hvor de kunne leve som selvstændige forbundsfæller, og hvorfra det blev lettere at optage deres unge mandskab i rigets mobile felthær og deres ledere i centraladministrationen. Men også andre grænser var truet. I nytåret 406/7 gik store skarer af vandaler o.a. folk over Rhinen, og i de følgende årtier gik Romerrigets vestlige dele hastigt i opløsning. I Synesios’ hjemland Libyen var det nomadestammer, berberfolk, der trængte ind sydfra for at røve og plyndre, men ikke for at slå sig ned. De voldsomme begivenheder ligger som en mærkbar uro bag Synesios’ forfatterskab. I årene 399-402 opholdt han sig i den østromerske hovedstad Konstantinopel, udsendt af sin by Kyrene og provinsen Øvre Libyen, også kaldet Pentapolis, hvor sproget i byerne var græsk. Fra denne tid stammer to af hans prosaskrifter, talen om Kejsermagten og den ”egyptiske” fortælling Forsynet, hvor han udtrykker sin reaktion på indledning · 7
forholdene. Synesios’ Prosaskrifter har jeg tidligere udgivet på dansk (Multivers, 2015); men forfatterskabet omfatter også de ni hymner, som er gendigtet i nærværende bind, samt 156 breve, hvoraf her er foretaget et udvalg. Mange af disse breve afspejler direkte Libyens udsatte stilling som grænseprovins. Mindst lige så stor interesse har de imidlertid i kraft af, at de, ligesom hymnerne og flere af prosaskrifterne, så tydeligt vidner om den kultursyntese, der også prægede tiden og fik en betydning for den almindelige historiske udvikling, der kan måle sig med folkevandringerne. Ikke mindst i denne forbindelse er Synesios en typisk overgangsskikkelse. I løbet af de første århundreder e.Kr. var kristendommen trængt frem overalt, især i Romerrigets østlige provinser, og i 300-tallet havde religionsskiftet antaget jordskredsagtige dimensioner. I hele Synesios’ forfatterskab er det senantikkens verdensbillede, man møder, med alle de kendte navne og fortællinger, som var overleveret fra græsk mytologi og litteratur; men dannede mennesker havde forlængst vænnet sig til at opfatte dem billedligt. I sit sidste halvandet leveår var Synesios biskop, og her så ældre forskning en modsætning, så man antog, at han først havde omvendt sig til kristendommen i en moden alder, selvom der ikke findes spor af noget sådant i forfatterskabet. Nu ved man, at han voksede op i en kristen familie, men uden at sigte på en kirkelig løbebane. Han var en ”gentleman farmer” med en solid kulturel ballast i kraft af sin uddannelse i både retorik og filosofi. Retorik var den tids hovedvej til indflydelse i samfundet. Filosofi, som Synesios studerede i Alexandria i Egypten, var i den nyplatoniske udgave en forening af flere klassiske traditioner og blev i løbet af 300- og 400-tallet hos mange skribenter forenet med kristen dogmatik. Noget sådant finder man også i Synesios’ hymner, i mindre grad i prosaskrifterne og brevene.
8 · synesios: hymner og breve
Hymnerne De ni hymner, der her gengives i deres håndskriftligt overleverede rækkefølge, er af meget forskellig længde og i vekslende versemål. Det er næppe Synesios selv, der har tilrettelagt samlingen og dens første udgivelse. Hymne 2 fremstår som en forkortet udgave af den meget lange hymne 1. Ældre forsøg på at datere de øvrige hymner relativt lider ofte under efterslæb af den nu opgivne forestilling om en religiøs udvikling fra ikkekristen til kristen nyplatonisme hos Synesios. Kun få steder lader sig nærmere tidsfæste. Den midterste del af hymne 1 (v. 428-547) er skrevet efter forfatterens ophold i Konstantinopel 399-402, vel ret kort tid efter; og når han i hymne 7 beder for sin hustru, men ikke sine egne børn, viser det, at den er skrevet efter brylluppet i 403/4, men før den ældste søns fødsel i begyndelsen af 405. Synesios’ hymner er personlig religiøs digtning. De har ikke været beregnet på menighedssang, selvom hymne 6 og 8 måske senere kan have fået en sådan anvendelse. De er alle henvendt til Gud, idet lovprisning følges af bøn; i de længste gentages denne vekslen. Hymne 6, 7 og 8 er henvendt til Jesus, men ellers er det den treenige Gud, det gælder. Her foretager Synesios, i lighed med andre af tidens kristne teologer, en identifikation med den nyplatoniske filosofis grundbegreber. Plotin (3. årh. e.Kr.) havde opstillet ”det ene” som tilværelsens fundamentale princip og videre udviklet den lære, at fra det udgår ”tanken” (nous) og fra den igen ”verdenssjælen”. Disse tre abstraktioner er i hymnerne lig med faderen, sønnen og helligånden, der vel at mærke ligestilles, ikke underordnes hinanden, og enheden i treenigheden betones stærkt. Hymne 6 omtaler vismændenes tilbedelse af Jesus, hymne 8 hans nedfart til dødsriget og himmelfart; men ellers er det småt med bibelske mindelser, bortset fra en række billedlige udtryk (lyset,
indledning · 9
kilden, spiren, faderen m.fl.), der var fælles for den bibelske og den antikke tradition. På mange måder kan Synesios’ hymner minde om en lidt ældre tids gnostiske digtning. Det gælder bl.a. de versemål, han skriver i, som alle stammer fra klassisk og hellenistisk lyrik, men også brugtes af gnostikerne. I hymne 6 hævder han at have fundet ”en ny melodi”; men det drejer sig om en form for det såkaldt telesilianske metrum, der for øvrigt gentages i hymne 7 og 8. I alle hymnerne behandles versemålet så frit, som traditionen tillod. Det er i hymne 1 og 2 anapæstisk monometer, i hymne 3 spondæisk dimeter, i hymne 4 mindre jonisk trimeter og i hymne 5 og 9 mindre jonisk dimeter, som i den anakreontiske lyrik. Om gnostikerne minder også de ligheder, man kan finde med de skrifter, som blev tilskrevet Hermes Trismegistos. Men både disse og anden esoterisk litteratur som de Chaldæiske Orakler var højt anset i nyplatonisk sammenhæng, og det er her, Synesios har sit ståsted. Han deler dens længsel bort fra den materielle tilværelse, men har ingen af gnostikernes forestillinger om en ond skabergud el.lign. Hans verdensbillede er helt i traditionen fra Platon og Aristoteles. Blandt kristne teologer viser han især overensstemmelse med Clemens fra Alexandria og Gregorios fra Nazians. I sine breve og prosaskrifter skrev Synesios et rent attisk græsk, men i hymnerne slår den doriske dialekt igennem. Kyrene var en gammel dorisk koloni i Libyen, grundlagt i 7. årh. f.Kr., men det er tvivlsomt, om dialekten har været talt endnu på Synesios’ tid. For ham hører den snarere sammen med de lyriske versemål, han bruger. Hymnerne er oversat efter Chr. Lacombrades Budé-udgave (Paris, 1978), sammenholdt med N. Terzaghis udgave (Roma, 1939).
10 · synesios: hymner og breve
Brevene Samlingen af Synesios’ breve omfatter 156 numre – ikke noget stort tal sammenlignet med andre bevarede eller kendte brevsamlinger fra senantikken. Hans breve blev beundret, efterlignet og hyppigt citeret op igennem den byzantinske middelalder, og den håndskriftlige overlevering er omfattende. De er af meget forskellig længde, enkelte er på mange sider, mens andre kun består af et par sætninger. Nogen orden eller sammenhæng i samlingen er det ikke muligt at få øje på, og alt tyder på, at brevene først er samlet og udgivet efter Synesios’ død. I et brev (nedenfor s. 124) omtaler han en ”dagbog”, hvori han indføjer sine breve, og det kan meget vel være herfra, den bevarede samling stammer. Det kunne også forklare, at der i så mange tilfælde kun er overleveret få linjer. Alle brevene er skrevet eller dikteret af Synesios og sendt til forskellige. Broren Euoptios får flest, men også til vennerne Herkulianos, Olympios og Pylaimenes er der mange. Adskillige breve er stilet til højtstående embedsmænd og officerer og til patriarken i Alexandria. Det har voldt forskningen store vanskeligheder at etablere en kronologi i denne samling, og der er ikke opnået nogen enighed. Alle udgaver nummererer brevene som i den håndskriftlige overlevering, og disse numre er bevaret her. Men jeg har foretrukket at gengive de udvalgte breve i en kronologisk rækkefølge, som svarer til Dénis Roques’ resultater, meddelt i hans Etudes sur la correspondance de Synesios de Cyrène (Bruxelles, 1989). Ved udvalget har jeg skønnet om, hvad der har størst interesse i dag. Udeladt er de omtalte meget korte uddrag af breve og mange anbefalingsskrivelser, samt breve, der mest består af elegant turnerede høfligheder. Et af de længste numre (brev 41, nedenfor s. 153ff.) er i virkeligheden en tale, som Synesios holdt til sine bispekolleger i Pentapolis i 412 som baggrund for, at han ville ekskommunicere provinsens statholder med brev 42 (s. 164f.). De to numre indledning · 11
er da overleveret som en enhed, og brev 42 er overleveret i to udgaver, fordi kollegerne modsatte sig det drastiske skridt. Brevet til Paionios om Gaven (s. 61ff.) er overleveret sammen med Synesios’ prosaskrifter, men det er medtaget her som et brev fra hans ophold i Konstantinopel i årene 399-402. Kronologisk fordeler brevene sig ujævnt over årene fra midt i 390’erne til forfatterens død i 413; langt de fleste er fra årene 398-99, 405-07 og 411-13. Men sprogligt og stilistisk har de enhedspræg, samtidig med at Synesios som en god retoriker forstår at variere sine udtryk. Der er mange ordsprog og citater fra klassikerne, mange henvisninger til græsk mytologi, religion og historie, men kun få til Bibelen. I nogle af de længste breve udfolder Synesios sig som humorist og idylliker, i andre fra bispeårene lægger han ikke skjul på sin frustration. Brevskrivningens kunst var noget, man lærte i retorikskolerne, og det var almindeligt at læse modtagne breve højt for private eller offentlige forsamlinger, sml. brev 101 (nedenfor s. 80ff.). Derfor har Synesios’ breve i så høj grad karakter af litterære produkter. For vor tids læsere er de mindst lige så meget kilder til den urolige samtid og til senantikkens almindelige kulturelle udvikling, samtidig med at de tegner et portræt af deres letbevægelige forfatter. Da de her er gengivet i deres formodede kronologiske rækkefølge, bliver de bundet sammen af mellemtekster, hvor hovedlinjer af Synesios’ liv og virksomhed ridses op. Brevene er oversat efter A. Garzya og D. Roques’ Budéudgave (Paris, 2000). Brev 5, 42, 104, 105 og 148 er tidligere oversat til dansk af J.L. Heiberg som tillæg til hans afhandling ”Synesios” i Fra Hellas (1920), s. 95-122.
12 · synesios: hymner og breve
hymner
Hymne 1
10
20
30
Sving dig op, min sjæl! Istem nu glad din hellige sang! Læg materiens rå lidenskab bort, og udrust dristigt tankernes kræfter! Vi vil flette en krans til gudernes drot, en ublodig drik, et offer på vers. Du er på havet, du er på øer, du er i fjerne lande, blandt byer, på det stenede bjerg, på den herlige mark. Overalt, hvor min gang fører hen, er det dig, du salige Gud, verdens skaber, jeg synger til. Hersker, til dig bringer natten mig hen for at synge din pris. Ved morgen, ved dag og om aftenen med stiger hymnerne op. Stjernernes lyse stråler er vidner, også månens løb og den store sol kan bevidne det, med beskyttende magt
14 · synesios: hymner og breve
over stjernerne og fromme sjæle. Til dine haller og til dit skød løfter jeg vingen 40 let over støvets flygtige verden, og jeg er glad for at nå frem til dit hellige slot. Nu kommer jeg frem med min bøn til dig i den bolig, som er indviet til dig; nu kommer jeg frem 50 med min bøn til dig på bjergenes top; nu kommer jeg frem til den store dal i landet mod syd, Libyens ørken, som ingen vind forurener, og hvor man ikke ser spor af byernes stærkt 60 bekymrede folk; for der kan min sjæl, fri for længsler, lidenskaber, byrder og klager, strid og vrede ryste alt det af sig, som plager, og bringe dig den
lovede hymne med en ren tunge 70 og med et fromt, enfoldigt sind. Æter og jord skal tie stille, havet skal standse, luften skal standse. Lette vindpust, vær nu stille! Stille i flodens munding og bjergets 80 bække, I bølger! Mens jeg ofrer hellige hymner, skal der være tyst i verdens kløfter. Slangernes hob skal krybe skamfuldt ned under jorden. Det gælder også det vingede kryb, 90 materiens dæmon, sjælens tåge, skyggernes ven, som pudser hunde på mine bønner. Salige fader, hold de hunde, som vil æde min sjæl, borte fra sjælen, fjernt fra bønnen, 100 fjernt fra mit liv og fjernt fra min gerning! Gid mit hjertes offer må glæde
dine vise tjenere, som skal bringe dig mine hellige hymner! Jeg er nu nået frem til den hellige sangs 110 begyndelsesvers, nu lyder en røst fra Gud i mit sind. Du salige far, vær mig nådig, hvis jeg forgriber mig på dit værk og trodser min skæbne! Hvis er det øje med visdom og kraft, 120 der ikke slås ned, når din lynild slår ned? Ufravendt at se på din ild, det har end ikke guderne lov til at gøre; men den tanke, som falder ned fra det høje, glæder sig til at gribe det fjerne, 130 som den ikke kan nå, til at se dit skin på det bundløse dyb på nærmeste hold. Den er nu steget ned til sin første form og slår øjet ned, når den ser på ham. Derfor griber den nu sine blomster af lys
hymner · 15
i din hymne, og den må standse sit kast uden mål og med for at give dig dit. Hvad er ikke dit? Hersker og fader, din egen far, stamfar og søn af dig selv uden far, ét forud for ét, 150 det værendes sæd, i midten af alt, forud for tanken og verdeners rod, fra før de blev til, et lys overalt, virkelig visdom, kilde til visdom, en tanke, skjult i sit eget lys, 160 dit eget syn, lynenes herre, evigheds fader med evigt liv, hinsides guder, hinsides tanker, begges behersker, det forstandiges far, gudernes gartner, åndens ophav, 170 sjælens ernærer, kildernes kilde, princippers princip og røddernes rod! Du er enheders enhed og tallenes tal, 140
både enhed og tal, både tanke og alt, hvad der tænkes kan, og forud for det. Du er ét og alt og ét gennem alt, et forud for alt, du er altings sæd, både spire og rod, alle tankers natur som kvinde og mand. Indviet danser tanken om dybet, som ikke har navn, og siger det igen. Du føder et barn, og du selv er født, du oplyser alt, og du selv er belyst, du viser dig her, og du skjuler dig her, du er skjult i det lys, som du udstråler selv, du er ét og alt, du er ét i dig selv og gennem alt. For du er trådt frem, du navnløse far, for at føde en søn, den herlige visdom, demiurgen; men selv er du helt udeleligt delt i forløsningens stund. Jeg synger til dig, treenig og én,
16 · synesios: hymner og breve
180
190
200
210