jørgen lyngbye
student og ung læge i efterkrigstid Barn med en psykopat
Student og ung læge i efterkrigsttid. Barn med en psykopat Af Jørgen Lyngbye © Forlaget Multivers ApS, 2014 1. udgave, 1. oplag 2014 Omslag: Forlaget Multivers Tryk: Totem Printed in Poland 2014 ISBN: 978-87-7917-397-2 www.multivers.dk Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen findes også som ebog og må derfor ikke indskannes.
indhold forord
7
en barndom i frygt
9
farmor og vikingerne
49
morfar niels
53
skoletid i københavn
64
steincke
72
student
77
ung læge i danmark
88
narkoludere og neutronbomber
100
usa – livets nøgle og twinkonceptet
106
international forskning
117
violinisten
119
ban chiang
128
klostret
132
khmer-kvinden
141
arbejdets glæder
148
strøtanker om lægearbejde
150
publikationer – en kort oversigt
157
forord I rige omegnskommuner til København er børn en kult; de er afguder med ret til egen tronstol og oppassere døgnet rundt. Det forventes, at de voksne deltager i et utal af fænomener, arrangeret af overentusiastiske forældre i en slags psykotisk overbudsiver. Lidt fred og ro burde være en ret for både børn og voksne (Steffen Jacobsen i Berlingske 20. september 2010). Ak, hvor forandret! En revyvise havde omkvædet ”Bare det var mig”. Der er lysår til forskel mellem ovennævnte nutidige barndom og den barnetilværelse, som jeg måtte igennem. Da min datter gik i børnehave i 1970’erne, talte jeg nu og da med den ledende pædagog. Han var overbevist om, at ethvert barns udvikling udelukkende afhang af miljøet og de sociale forhold. På mit skeptiske spørgsmål om enhver kunne blive f.eks. en Niels Bohr eller en H.C. Andersen, svarede han klart: “Ja, under de rette sociale betingelser”. Han anså det som bevist, at man aldrig måtte gribe ind i børns frie udfoldelse. Et resultat var udbredt mobning blandt børnene. At børnehaven alligevel ikke endte i det rene anarki, skyldtes en moderlig og håndfast rengøringsdame, som alle børnene elskede og respekterede, mens de nærmest foragtede lederen. At vokse op med en forælder, der er psykopat, er vel noget af det værste, man kan forestille sig. For nogen tid siden beskrev en kvinde sin barnetilværelse med sin mor. Moren var en tyran af værste skuffe. Den unge kvinde fortalte om episoder, hvor hun som barn blev beordret til at lægge renvasket tøj, f.eks. håndklæder og klude mm. på hylderne i et skab. De skulle alle være lagt fint sammen med kanterne parallelt flugtende med hverandre. Herefter kom moren på inspektion. Hvis blot et eneste håndklæde eller en enkelt klud lå ’forkert’, dvs. med en marginal afvigelse, blev moren rasende, hev alt ud igen og smed det i en bunke på gulvet med ordre om at begynde forfra. Dette kunne gentage sig flere gange samme dag. Moren døde pludselig af en hjertelidelse ·7·
og den unge kvinde gav udtryk for den enorme lettelse, som det havde været at slippe af med hende. Jeg kan udmærket erindre tilsvarende oplevelser med min psykopatiske far. Det var også en barndom med stadig angst for at gøre noget ’forkert’, hvor det egentlig drejede sig om helt ligegyldige småting, der udløste fars raseri og hårde straf. I øvrigt udløste selv de mindste ’fornærmelser’ en raffineret og udspekuleret hævn, der var voldsom og destruktiv for den person, som havde ’fornærmet’ ham. Tillige udførte far psykiske eksperimenter med mig og andre som en slags ’forsøgsdyr’, ofte uden at vi vidste det, hvor han frydede sig ved at iagttage vore reaktioner. Samtidig var far velbegavet, yderst karismatisk og charmerende og derfor ofte beundret af andre. En psykopat betragter livet som en slags skakspil, hvor andre mennesker kun er brikker, som flyttes rundt til egen fordel. I vor tid har man etableret sorggrupper for børn, der har mistet en far eller en mor. Der ses dog ikke at være etableret sorggrupper for børn, der ikke har mistet en forælder! At være studerende i dag er vidt forskelligt fra, hvordan det var tidligere. Dengang var der ikke SU. Man måtte ofte arbejde for at tjene penge til sit underhold og studieudgifterne. Selv om jeg modtog en beskeden hjælp fra min familie, måtte jeg i en lang periode arbejde som rengøringsassistent eller ’vaskekone’ på Kommunehospitalet i København, hvor jeg daglig i flere timer skurede gulve, vaskede senge og støvede af. Senere i studiet kunne man få vikariater på sygehuse til en noget reduceret løn. Så studierne måtte henlægges til aftener, nætter og weekender. Dvs. perioder, som nutidens studerende betragter som fritid til øldrikkeri og anden morskab. Tidligere havde de studerende ingen indflydelse. Alt beherskedes af professorerne og andre universitetslærere. En magtstruktur, der kunne have ganske urimelige konsekvenser, som man var tvunget til at affinde sig med. Forskellen mellem dengang og nu er enorm. Derfor har jeg valgt at lægge hovedvægten på beskrivelsen af de tidlige perioder af i mit liv, som kan være mest interessante for den nutidige læser. ·8·
Kapitel 1
en barndom i frygt Vi er på sidste vers. Salmerne har han selv valgt. Vi skriver 1960. I bunden af en skrivebordsskuffe fandt jeg dagen efter fars død en bunke med 200 trykte foldere, hvide med sort kors på forsiden. Et brev lå ved siden af. Dateret 14. august 1947. Jeg læser: “Dette er salmerne, jeg ønsker til min begravelse”. Jeg tager den øverste folder. Udenpå står “Knud Lyngbye” og nedenunder “Læge, Klinikchef, født 1901”. Jeg åbner folderen, der er to salmer og nederst på side 3 står: “Chopins Sørgemarch”. Der er ca. 30 personer til begravelsen. En overlæge, gammel studenterkammerat af Knud, rører min arm. “Du skal gå forrest”, hvisker han. Jeg stiller mig på kistens højre side. Der er tre håndtag. Jeg griber fat i det forreste. “Løft”, hvisker overlægen. Kisten bæres langsomt ud. Alle vender sig mod os og jeg føler mig nedstirret. Mit ansigt er stivnet i en maske. Fra orglet lyder Chopins Sørgemarch. Kisten sættes på rustvognen. Overlægen fører mig hen til sin bil. Kortegen bevæger sig langsomt i retning af krematoriet. Mit ansigt er stadig stift, men indvendig føler jeg lettelse. Det er forbi. Lettelsen var stor efter fars begravelse. Min farfar var velbegavet. Jurist med udmærkelse. Navn: Jørgen Lyngbye. Han fik sin tidligste erfaring som assistent i Københavns Magistrat og i Indenrigsministeriet. Senere blev han inspektør ved Frederiksberg Fattigvæsen og endelig i 1898 Kgl. Borgmester i Esbjerg. Her udviklede han sin autoritære facon i en hård politisk kamp mod de vågnende socialister. En facon, der også kom til at præge hans hjem. Men han var samtidig aktiv som medgrundlægger af en moderne fiskerby med lange lige gader. For at give borgerne naturoplevelser fik han plantet en skov, Vestskoven, i det nøgne landskab uden for byen. I 1860 bestod Esbjerg kun af to gårde med 30 indbyggere, så væksten havde været eksplosiv. For sin pionerindsats belønnedes ·9·
kapitel 1
Jørgen Lyngbye i 1907 af Kong Frederik VIII med borgmesterposten i Helsingør. Borgmestre var dengang kongelige embedsmænd, som amtmænd op til vor tid. Borgmesterembedet blev en givtig post, rent dekorationsmæssigt. Ofte når der var statsbesøg, gik den fremmede monark i land i Helsingør. På havnen stod borgmester Lyngbye og tog imod i fuld uniform med ’sovsekande’ som hovedbeklædning. Belønningen for at følge den fornemme gæst til toget mod København var sædvanligvis en orden, så på et vist tidspunkt havde den kongelige Borgmester samlet en 3040 stykker. Hans hustru, Johanne (født Finsen, søster til Niels Finsen), var ked af, at han aldrig viste sig med de mange fine ordner. Heldigvis var han, trods sit autoritære væsen, ikke uden humor. En morgen vågnede Johanne pludselig. Hun hørte puslen ved siden af sengen og slog øjnene op. Der stod Jørgen i sin morgenkåbe dekoreret med ordner helt ned på maven: “Her har du dit gamle juletræ!” sagde han. Johanne var en frisindet kvinde, forud for sin tid, men samtidig forkuet af sin autoritære mand. De blev gift sent – i mange år var hun kontorist på et offentligt kontor – men hun nåede dog at få tre børn, hvoraf Knud var den ældste. De andre børn var drengen Olaf og datteren Valborg. Ægtefællerne havde hver sit værelse og hun betroede mig langt senere, at hendes mand kun havde besøgt hendes soveværelse de tre gange.
Billedet viser Farmor og farfar, Johanne og Jørgen Lyngbye omkring 1910. · 10 ·