Stress og frihed
Peter Sloterdijk
Stress og frihed Oversat og med indledning af Per Jepsen
Stress og frihed Af Peter Sloterdijk Oversat fra tysk af Per Jepsen Indledning af Per Jepsen © Multivers ApS, 2023 1. udgave, 1. oplag 2023 Tysk original: Streß und Freiheit © Suhrkamp Verlag Berlin 2011 All rights reserved by and controlled through Suhrkamp Verlag Berlin. Omslag: Anton Ian Nielsen Tryk: Booksfactory Printed in Poland 2023 ISBN: 978-87-7917-406-1 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Udgivelsen er støttet af
En sublim, indre arbejdsløshed Peter Sloterdijk og frihedens problem af Per Jepsen Spørgsmålet om den menneskelige friheds væsen eller natur har optaget den vestlige filosofi siden dens begyndelse i det antikke Grækenland i århundrederne før Kristi fødsel. Fra og med opkomsten af det moderne naturvidenskabelige verdensbillede i det 16. og 17. århundrede blev friheden i stigende grad et problem, for så vidt antagelsen af den syntes at komme i konflikt med den nødvendighed, der ellers ifølge de nye videnskaber herskede i resten af naturen. Spørgsmålet blev således ikke blot, hvori det særlige ved den menneskelige frihed består, men også og 5
endnu mere grundlæggende hvorvidt betragtningen af mennesket som et frit væsen overhovedet lader sig opretholde eller må afvises som udtryk for en vildfarelse eller illusion. Denne konflikt imellem frihed og nødvendighed, der som sagt skærpes med opkomsten af de moderne matematiske naturvidenskaber, præger en stor del af frihedsdiskussionen i den klassiske filosofi fra og med det 17. århundrede. Mønstereksemplet må her være Kants behandling af frihedsspørgsmålet i Kritik der reinen Vernunft fra 1781, der munder ud i påvisningen af en antinomi imellem frihed og nødvendighed: Eftersom der er lige gode grunde til at antage, at mennesket er frit, og at det er underlagt den samme undtagelsesløse nødvendighed som alt andet i naturen, kan modsigelsen imellem frihed og nødvendighed ikke løses ad teoretisk vej. Hverken den ene eller den anden af de to påstande lader sig bevise endegyldigt, og redningen af den menneskelige frihed er derfor hos Kant henvist til moralfilosofien eller den 6
praktiske filosofi, der nødvendigvis må forudsætte frihedsideens mulighed, for så vidt denne er en betingelse for moralloven.1 Sloterdijks overvejelser over frihedsspørgsmålet i Stress und Freiheit fra 2011, der hermed for første gang foreligger i en dansk oversættelse, springer behændigt hen over forholdet imellem frihed og nødvendighed. I det hele taget opholder Sloterdijk sig ikke noget videre ved spørgsmålet om frihedens egen mulighed. Tværtimod tager han afsæt i frihedserfaringen som en realitet, der synes at gøre en yderligere undersøgelse af den menneskelige friheds grundlag overflødig. Frihedens problem, som det fremtræder i Stress og frihed, er ikke spørgsmålet om frihedens mulighed indenfor rammerne af en altomfattende naturkausalitet, men derimod spørgsmålet om den prekære balance imellem frihed og socialitet, der forudsætter, at mennesker faktisk gør sig erfaringer med friheden. Sat på spidsen er spørgsmålet ikke, hvordan friheden selv bliver mulig, 7
men derimod hvordan den kan sameksistere med noget sådant som samfund eller socialitet, for så vidt den i sin radikale form helt synes at underminere socialiteten. Denne problemstilling er allerede til stede i bogens indledende undren over eksistensen af ”samfund” i det hele taget (Sloterdijk bryder sig ikke om ordet, men overtager i mangel af bedre sin samtids ”betænkelig[e] semantisk[e] konvention” på dette punkt)2 og i særdeleshed eksistensen af de moderne, individualistiske massesamfund. Som det viser sig, efterhånden som bogens analyser skrider frem, er den frihedserfaring, Sloterdijk søger at fremlæse, og som hænger sammen med en bestemt erfaring af subjektiviteten, nemlig fra begyndelsen på kollisionskurs med den identifikation med fællesskabet eller socialiteten, som opretholdelsen af samfundet nødvendigvis må forudsætte hos individerne. Før vi kan komme så langt, må vi dog sige noget mere om det forhold imellem frihed og stress, der ifølge titlen udgør bogens 8
egentlige hovedtema. Ligeledes må vi forsøge at afklare sammenhængen imellem de to episoder i den europæiske friheds historie, som Sloterdijk vedvarende kredser om i sin behandling af dette tema. Mens frihed i den filosofiske tradition som oftest forstås i modsætning til enten nødvendighed eller tvang, stiller Sloterdijk på innovativ vis begrebet om frihed i modsætning til begrebet om stress. Der gives ikke på noget tidspunkt i bogen en egentlig definition af dette begreb, måske fordi Sloterdijk ønsker at lade læseren trække på den forforståelse af det, han eller hun har fra sit eget hverdagsliv – herunder ikke mindst fra arbejdslivet – såvel som fra psykologien og sociologien. Det bliver imidlertid hurtigt klart, at han på samme tid udvider begrebets virkefelt betragteligt sammenlignet med den gængse anvendelse af det, det være sig indenfor de nævnte videnskaber eller i den dagligdags forståelse af det. Således ligger fænomenet stress, som det fastslås allerede i titlen 9
på bogens første kapitel, ved roden af ethvert politisk fællesskab. Politiske ”organismer” – det oprindelige tyske ord er ”Großkörper”, der ikke lader sig oversætte direkte til noget eksisterende dansk ord, men som altså indikerer, at der må være tale om fællesskaber af en vis størrelse – er i deres væsen ”stressfællesskaber” (Streßkomunen). Overalt hvor der eksisterer samfund, er disses forudsætning på den subjektive side tilstedeværelsen af stress forstået som en permanent uro på kollektivets vegne, der gør hver enkelt samfundsborger til deltager i ”et bekymrings- og ophidselsesfællesskab, der regenereres fra dag til dag”.3 Stressbegrebet, der ikke selv defineres yderligere, gøres på denne måde til grundkategorien i definitionen af samfundet og det politiske fællesskab: Efter min mening må de politiske organismer, som vi kalder for samfund, i første linje forstås som stressintegrerede kraftfelter, mere præcist som 10
selv-stressende, permanent fremadstyrtende bekymringssystemer. Disse består kun i den grad, det lykkes dem, på tværs af dagens og årets vekslende temaer, at holde deres specifikke uroligheds-tonus. Fra dette synspunkt er en nation et kollektiv, som i fællesskab formår at bevare uroen.4 Det er således den kollektivt frembragte stress og bekymringen for fællesskabets overlevelse, der skaber den sociale sammenhæng imellem individerne, hvilket unægtelig giver et nyt blik både på begrebet integration og på den famøse samfundsmæssige sammenhængskraft, der så ofte dukker op i den politiske debat herhjemme, når der skal peges på grunden til det ene eller andet sociale krisefænomen. Samfundet hænger sammen, så længe individerne frivilligt internaliserer den selvopholdelsesstress, der hæfter sig ved diverse trusler imod dets fortsatte eksistens. Tilsvarende er individerne velintegrerede samfundsborgere, i 11
det omfang de deler denne kunstigt frembragte uro på fællesskabets vegne. Naturligvis behøver uroen ikke at være kunstigt frembragt i den forstand, at truslen imod fællesskabets overlevelse ikke i visse tilfælde kan være højst reel. Det har begivenhederne på den globale politiske arena små ti år efter udgivelsen af Sloterdijks bog om noget bekræftet. Pointen er blot, at samfundet – såvel de nationale fællesskaber som det såkaldt ’globale samfund’ – har brug for kriserne for at overleve. Der, hvor individerne holder op med at identificere sig med samfundets kamp for sin egen overlevelse, og således ikke længere bidrager til ”at bevare uroen”, er samfundet selv truet på sin eksistens. Hvis der ikke længere var nogen reel trussel imod denne, måtte man derfor opfinde en sådan. At de vestlige mediers rolle under de seneste års mange globale samfundsmæssige kriser – fra klima- og Corona-krisen til den russiske invasion af Ukraine og truslen om en ny verdenskrig – også 12
har været at bidrage til opretholdelsen af den kollektive uro, synes næsten overflødigt at bemærke. Selvom man, som undertegnede, ikke ønsker at betvivle, at der faktisk i alle disse tilfælde var og fortsat er noget at bekymre sig over, begrunder dette i sig selv hverken omfanget eller arten af mediernes krisedækning. Sloterdijk tilskriver selv i bogen de moderne massemedier en betydelig ære for opretholdelsen af de samfundsmæssige bekymringssystemer, idet de ”time for time og dag for dag kommer med forslag til nye ophidselser”. Herudfra vælger individerne så, hvilke af de tilbudte stressfremkaldere de vil gøre til deres egne, og det hvad enten de identificerer sig med de officielle politiske krisefortællinger eller på konspirationsteoretisk vis søger at gøre netop disse fortællinger til problemets dybereliggende årsag: ”Nationen er en daglig folkeafstemning, dog ikke om forfatningen, men om bekymringernes prioritet”.5 13
Det siger nu sig selv, at enhver tilbøjelighed eller drift hos individerne til at trække sig fra identifikationen med de politiske og samfundsmæssige stressfællesskaber, må udgøre en alvorlig trussel imod disses egen fortsatte eksistens og hermed imod opretholdelsen af socialitet i det hele taget. Og det er en sådan – dybtliggende – tilbøjelighed, Sloterdijk i store dele af den frihedshistorie, han fortæller i nærværende bog, er på sporet af. Der er dog lige det problem, at han i bogen ikke fortæller én, men hele to historier om den europæiske friheds oprindelse, og at disse, til trods for at han selv bedyrer det modsatte, synes at tegne to vidt forskellige billeder af den menneskelige friheds væsen og af sammenhængen imellem stress og frihed. Sloterdijk genfortæller de to episoder eller ”ur-scener” i bogens andet kapitel. Om den første af disse, som udspiller sig i det antikke Rom, ved begyndelsen af den vesteuropæiske civilisations historie, skriver han på den ene side, at den 14
fremviser ”den oprindelige sammenhæng imellem stress og frihed” med ”arketypisk klarhed”. På den anden side gør han nogle linjer forinden opmærksom på, at det antikke frihedsbegreb ”under ingen omstændigheder må forveksle[s] med de moderne udlægninger af ordet”. Om den anden ur-scene, der er hentet fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus Les Rêveries du promeneur solitaire (da. Den ensomme vandrers drømmerier) fra 1782, hedder det dels, at den ”præsenterer den samme sammenhæng i et helt andet lys”, dels at den udgør ”en moderne kontrastscene” til episoden fra den romerske antik.6 Allerede i præsentationen af de to episoder er Sloterdijk altså temmelig ambivalent, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om to forskellige stadier i udfoldelsen af en og samme frihed, eller reelt om to helt forskellige erfaringer af og begreber om friheden. Dette gør ikke læsningen af Stress og frihed til en mindre, endsige til en mindre tankevækkende oplevelse, men det 15
sætter unægtelig læseren på arbejde i forhold til at forstå den præcise sammenhæng imellem de to frihedsbegivenheder. Mens det er indlysende, hvorfor den opdagelse af friheden, der af Sloterdijk tilskrives Rousseau, er af potentielt samfundsnedbrydende art, er det samme ikke tilfældet for den første ur-scene, der beretter om romernes oprør imod et tyrannisk overherredømme. Tværtimod synes dette oprør i hvert fald delvist selv at være indfældet i – og på egen vis at reproducere – de sociale bekymringssystemers logik. Jeg vil i det følgende kort uddybe spændingen imellem de to stadier i Sloterdijks genfortælling af den europæiske friheds historie, for så herefter endelig at kunne komme til det, der forekommer mig at være det egentlige frihedsproblem – og den egentlige udfordring til samtiden – i Stress og frihed. Eftersom de historiske omstændigheder omkring de to begivenheder fortælles udførligt i selve bogen, vil jeg her holde mig til et nødtørftigt 16
referat, og i stedet gå lidt mere i dybden med spørgsmålet om frihedens betydning i de to urscener. Særligt afgørende er naturligvis sammenhængen imellem frihed og stress og spørgsmålet om, hvorvidt der nu også er tale om den samme sammenhæng i de to tilfælde. Den første episode, som Sloterdijk fortæller, udspiller sig i området omkring Rom i år 509 f.Kr. Romerne er på dette tidspunkt underlagt den despotiske konge Tarquinius Superbus, og episoden beretter om en gruppe romersk-etruskiske soldater, der under belejringen af en by lidt udenfor Rom underholder sig med overfor hinanden at prale af deres seksuelle erobringer. Officeren Collantinus vækker med sin beretning om hustruen Lucretias overordentlige skønhed og dydighed kongesønnen Sextus Tarquinius’ misundelse, og da soldaterne i fællesskab tager til Rom for bogstaveligt talt at belure deres kvinder, skaffer Sextus sig adgang til Lucretia og tvinger hende, under trusler om ellers at slå hende ihjel, til at have 17
samleje med ham. Lucretia beretter efterfølgende om sin ydmygelse overfor både sin mand og sin far, og rygtet om Sextus’ skændselsgerning fører til en civil opstand, der ender med afskaffelsen af det tyranniske kongeherredømme og grundlæggelsen af den romerske republik. Friheden – eller rettere ”den republikanske frihed” – fødes altså her, med Sloterdijks egen formulering, ”ud af den kollektive forargelse (Empörung)”.7 Frihedens subjekt er, som Sloterdijk selv påpeger, folket, hvilket på samme tid sætter grænser for, hvor radikalt den kan komme til udfoldelse: Frihed er her ikke andet end et kollektivs ret til etnisk at lukke sig om sig selv. Den betegner det privilegie ikke at være styret af andet end de vaner, sæder og institutioner, som har præget kollektivets medlemmer fra ungdommen. Således betyder frihed her en folkegruppes spontane
18
indvilligelse i det traditionernes despoti, der er blevet dem kært.8 Frihed er i den første episode friheden til at identificere sig med det overleverede fællesskab og dets værdier, og til at sætte sig til modværge mod dem, der ikke holder disse værdier i hævd eller, som i tilfældet med Sextus Tarquinius, decideret udfordrer dem. Men hermed indebærer friheden på dette stadie heller ikke for alvor nogen trussel imod socialiteten og de kollektive bekymringssystemer. Det kan godt være, at det gryende politiske kollektiv, der bliver til igennem opgøret med Tarquinius Superbus, og indstiftelsen af den romerske republik konstituerer sig igennem en opstand imod den permanente uro under despotiets vilkårlighed. Ikke desto mindre unddrager det nye kollektiv sig – netop som kollektiv – ikke stressfællesskabet som sådant, men trækker sig tværtimod frivilligt tilbage til de traditionsbestemte bekymringssystemer. Forargelsen over den udøvede skændselsgerning ”forvandler alle 19
implicerede til en offensiv stressgruppe, der igen forandrer sig til et politisk kollektiv”.9 Det er således netop identifikationen med kollektivet, helt konkret med folket, der i det første eksempel så at sige begrænser friheden indefra.10 ”Først der hvor det reflekterende individ træder ind på arenaen” kommer der derimod ”bevægelse i udforskningen af frihedens mening”.11 Med Rousseaus Rêveries, der i Sloterdijks narrativ sætter rammerne for frihedens anden ur-scene, er der ikke nogen tvivl om, at det nu er individet – og ikke længere folket eller nogen anden kollektiv instans – der træder ind på scenen som frihedens subjekt. Om dette individ bør kaldes for reflekterende, er derimod et andet og mere prekært spørgsmål. Sloterdijks genfortælling af den for ham centrale ’episode’ baserer sig især på bogens femte kapitel, men hele værket og de historiske omstændigheder omkring det hører med til billedet. Rousseau er på flugt fra både gejstligheden og politiet, efter at parlamentet i 20
Paris, i kølvandet på udgivelsen af værket Émile ou De l'éducation (da. Émile eller Om opdragelsen) i maj 1762, har udstedt en arrestordre imod ham. Rimeligvis er han også flygtet fra de parisiske saloner og kredsen omkring oplysningsfilosofferne, som han oprindeligt selv havde tilhørt, men hos hvem han efterhånden var blevet grundigt upopulær på grund af sine fornufts- og oplysningskritiske skrifter. Han befinder sig derfor, sammen med sin livsledsagerske Marie-Thérèse, på øen Île St. Pierre i Bieler-søen i Schweiz, hvor han fordriver tiden med at botanisere og, alene for sin fornøjelses skyld, går i gang med at udarbejde en såkaldt Flora Petrinsularis, dvs. en videnskabelig oversigt over samtlige de på øen forekommende planter.12 Ofte ror han i eftermiddagstimerne alene ud på den solbeskinnede Bieler-sø, hvor han driver rundt i båden uden mål og med. Rousseaus opdagelse af friheden, der udgør den anden og uden tvivl vigtigste af de to 21
ur-scener, der refereres i Stress og frihed, foregår nu netop en sådan eftermiddag på Bieler-søen, hvor han, i tilgift til den almindelige planløshed, lader årerne synke til bunds på midten af søen og lægger sig på ryggen i båden. Her overgiver han sig til den ”indre driven rundt” eller ”sjælelige flyden, der ikke bliver hængende ved noget tema”, som er indholdet i det, Rousseau – og med ham Sloterdijk – beskriver som rêverie (drømmeri).13 I denne tilstand, hvor han hengiver sig til ”den rene psykiske varen” og den uforstyrrede fornemmelse af sig selv og sin egen eksistens, opdager Rousseau på samme tid en ny erfaring af subjektiviteten – hhv. ”et nyt eksistensbegreb” – og en ny betydning af frihed, der fremtræder som den anden side af subjektivitetserfaringen.14 Han er trådt ud af socialiteten og den permanente uro, der følger af identifikationen med den, og erfarer, at han hermed ikke holder op med at eksistere, men tværtimod eksisterer mere intenst end nogensinde før. Med overgangen til den rene 22
fornemmelse af sin egen væren i nuet lader han ikke bare den bekymring bag sig, der følger af tankerne om fortiden og fremtiden, men også enhver forbindelse til stressfællesskabet og de fremadstyrtende bekymringssystemer. Heraf følger en nærmest eksplosiv udvidelse af frihedens betydning: I samme øjeblik antager frihedsbegrebet uvilkårligt en ny betydning – en betydning, der modsiger alt, hvad der tidligere er blevet forbundet med dette begreb [...] Det betegner nu en tilstand af udsøgt ubrugelighed, i hvilken den enkelte er sig selv helt nærværende og på samme tid i vid udstrækning isoleret fra sin hverdagslige identitet. I drømmeriets frihed befinder den enkelte sig på vid afstand af ”samfundet”, dog er han også løsrevet fra sin egen, i det sociale væv indviklede person [...] Fri er således den, 23
som det er lykkedes at erobre sorgløsheden. Den allermest aktuelle betydning af frihed erfarer den, der opdager en sublim arbejdsløshed i sit eget indre – uden med det samme at melde sig hos arbejdsformidlingen.15 Individet opdager, med Rousseaus erfaring på midten af Bieler-søen som model, at det ikke går restløst op i den identitet, der tilkommer det som en del af samfundet og det politiske fællesskab, men at det tværtimod først i egentlig forstand bliver sig selv hinsides denne identitet. Ligeledes er friheden i radikal forstand ikke friheden til selv at vælge, hvilket fællesskab man vil lade sig stresse af, men til helt at træde ud af stressfællesskaberne og den sociale rolle, igennem hvilken man forbliver bundet til dem. Der er, som Sloterdijk formulerer det senere hen i bogen, først i egentlig forstand frihed der, hvor der ikke længere er nogen bekymringer, det vil sige der, hvor der ikke længere er nogen realitet; hvor 24
individet, om så kun momentant, har løsrevet sig fra socialiteten og den såkaldt ”ydre” virkeligheds tryk.16 Den nye frihed er derfor også en grundlæggende asocial frihed. Den er ikke så meget en frihed til dette eller hint, som den er en frihed fra nødvendigheden af at identificere sig med fællesskabet og dets krav. Af samme grund kan Sloterdijk ironisere over den i vor tid populære skelnen imellem positiv og negativ frihed, der går tilbage til den russisk-engelske filosof Isaiah Berlins ”Two Concepts of Liberty” (da. To slags frihed) fra 1958: ”Det ville på dette punkt have været tilstrækkeligt at forhøre sig hos Rousseau. Denne ville blot have rystet på hovedet over den positive frihed. Som om han ikke havde vist, at menneskets frihed ikke ligger i, at det kan gøre, hvad det vil, men deri, at det ikke behøver at gøre det, det ikke vil?”17 To ting springer dog nu i øjnene i Sloterdijks fremlæsning af friheden som individets bejaelse af sin egen sublime indre arbejdsløshed: For det 25