STJERNESTØV OG SOLSKIN En lille bog om naturen
Ole Thyssen
STJERNESTØV OG SOLSKIN En lille bog om naturen
MULTIVERS
Stjernestøv og solskin. En lille bog om naturen Af Ole Thyssen © Forlaget Multivers ApS, 2026 1. udgave, 1. oplag 2026 Omslagsfoto: Nicky Bay, 2018 Omslagslayout: Jacob Thyssen Tryk: Totem Printed in Poland 2026 ISBN: 97887-7917-778-9 www.multivers.dk Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Omslagsfoto med tilladelse af Nicky Bay, 2018. Det er en Lace Bug, en masketæge, som er mellem 2 og 10 mm lang. Tak til Robert Thyssen for kærlig og kritisk gennemlæsning.
INDHOLD 0. INDLEDNING.......................................................... 9 1. DEN TOTALE NATUR............................................ 10 Stemthed 12, Natur og kultur 13, Den totale natur 15, Naturen som formgiver 17 2. NATURENS EKSTASER......................................... 20 3. DEN FYSISKE SFÆRE: MATERIEN...................... 26 4. BIOSFÆREN: LIV.................................................... 33 Celle, organ, organisme 34, Planten 39, Kommunikation 42, Symbiose 44, Skabelse 47, Sfærisk mellemspil: den levende materie? 48, Handlekraft 51, Vitalisme 53, Filosofisk mellemspil: Spinoza og Kant 54 5. PSYKOSFÆREN....................................................... 60 Insekter 62, Dyr 65, Sfærisk mellemspil: den bevidste
plante? 69 6. SPROGSFÆREN...................................................... 76 Tegn 80, Selvbevidsthed 81, Fantasi 82, Acceleration 83, Sfærisk mellemspil: det sproglige dyr? 85, Filosofisk mellemspil: Hume og Kant 87, Sprogsfærens mønstre 91, Jeg som syntese 92, Nærvær 94, Samvær 96 7. VÆKSTTVANG........................................................ 99 Rigdom 100, Markedet 101, Vækst og antivækst 102 8. BLIKKE PÅ NATUREN......................................... 107 Økonomiens natur 108, Politikkens natur 111, Videnskabens natur 114, Religionens natur 115, Kunstens natur 117, Moralens natur 120 9. PANTEISME........................................................... 126 Historie 129, Forståelse 132, Følelse 135, Empati og sympati 136, Følelse for materie 137, Følelse for planter 139, Følelser for Du 142, Er panteisme en religion? 142, Erfaring og åbenbaring 148, Dogmer 149, Kirke 149, Person 150,
Ondskab 150, Straf 151, Tilgivelse 152, Bøn 154, Mirakler 156, Retfærdighed 156, Ritualer 158 10. TIL SLUT: GAIA I KNIBE....................................161 BOGLISTE 169 NOTER 176
Bogens bærende figur er en trekant mellem Jeg, Du og Det. Jeg er en tom form, en joker, som kan fyldes med alle og enhver, m/k og LGBT+, Du er Jegs sociale omverden, måske én, måske flere og i sidste instans hele samfundet, mens Det er Jegs fysiske omverden, inklusive hans krop. For den sproglige enkeltheds skyld, og fordi forfatteren er en mand, gøres "Jeg" til et "han", skønt "hun" eller "de" havde været mulige. Trekantens spidser markerer de tre poler i Jegs verden og er tidligere blevet brugt i Genkendelsens under. En lille bog om iagttagelse (2014), En lille bog om eksistensen (2016), En lille bog om viljen (2018), En lille bog om hjemløshed (2020), En lille bog om gud (2022) og En lille bog om tomhed og tro (2024). Når bøgerne er små, skyldes det ikke antallet af sider, men at de ser på verden nedefra, med Jegs blik.
0. INDLEDNING Det handler om naturen, både den store, som omfatter alt, og den lille, som er den jord, Jeg og Du bor på. Den store natur opstod for knap 14 mia. år siden ved en enorm eksplosion, den lille blev til for knap 5 mia. år siden, formet af stjernestøv og solskin. Men hvad er "natur", hvad mener vi, når vi siger "natur", og hvordan har den udviklet sig på jorden, som måske er det eneste sted, hvor naturen kan tale? Naturen er ikke fremstillet udefra, men skaber og opretholder sig selv. Man kan derfor overveje, om naturen er gud. Vi starter med naturfilosofi og ender med naturreligion. Men hvorfor skal vi høre om naturen? Af den enkle grund, at naturen på den ene side er det mest selvfølgelige, altid lige ved hånden i fortrolige former, og ved nærmere eftersyn en gigantisk gåde, som frister til et nærmere eftersyn. Derfor. Håbet er, at efter læsningen vil naturens mystik både være aftaget og øget. Aftaget, fordi gåden har fået ord, øget, fordi ordene åbner for en forståelse af det uforståelige.
9
1. DEN TOTALE NATUR Naturfilosofi er et svar på, hvad natur er. Og hvad er den så? Det første svar er forvirrende: ordet er en joker i mange spil, som hvert styres af forskellen mellem natur og noget andet. Vi taler om natur mod kultur, om naturligt mod kunstigt og unaturligt, om naturmedicin og menneskets og tingenes natur. Når madvarer kaldes naturlige, skifter modbegrebet: det naturlige er "kunstigt" forarbejdet, men uden "kunstig" tilsætning. Forskellen lejrer sig over sig selv, når Jeg med unaturlig energi vil opføre sig naturligt. Vi kalder naturen for "landet" i modsætning til "byen", skønt begge indgår i naturen. Vi siger "natur"ligvis uden at overveje, hvad naturen gør i det ord. I naturen skelner vi mellem vild og dyrket, mellem frugtbar og ufrugtbar, mellem levende og død. Så kom den truede natur, som er noget andet end den natur, som går til grunde ved verdens ende. Men kan naturen, som er grunden til alt, selv gå til grunde? Ordet lokker. Jeg vil gerne ud i naturen, han vil gerne leve naturligt, spise naturligt, opføre sig naturligt, bruge naturprodukter. I naturen er han fri til at følge sin natur, der er højt til himlen, dybe skove og genstridige bjerge venter. Ordet flimrer kalejdoskopisk og sender tråde i mange retninger. Økonomi og politik,
10
videnskab og kunst, religion og kærlighed – alle har deres måde at tale om naturen. Et træ er ikke bare et træ, det er også en vare og et symbol, det har en skyggeside og et rodnet og indgår i et politisk projekt om at "genoprette naturen". Siger vi, at "træet i sig selv" er en organisme, giver vi videnskaben monopol på at tale autentisk om træet. "Natur" er et smidigt ord og finder automatisk sin mening. Hvem taler, når ordet "natur" sættes i spil? En familie, som planlægger en søndagstur "i naturen"? En bekymret økolog, som mener, at "naturen er ude af balance"? En dyrker af ekstrem sport, som vil "overvinde naturen"? En biolog, som vil ind i "naturens maskinrum"? En landmand, som vil "øge naturens ydeevne"? Eller en filosof, som vil skrive "naturens idéhistorie"? Hvad er "naturen" hinsides de ord, som bruges om den? I daglig tale er naturen Jegs omverden, uden for hjem og by, en legeplads for børn og voksne, som i den frie tid vil undslippe hverdagens tidstvang og møder en arrangeret natur i byens parker, i haver og nationalparker. I naturen kan Jeg fordybe sig, lade op og finde sig selv, fjernt fra byens hektik. Landskabsmalere former de billeder, vi søger og genfinder i naturen, digtere giver os de ord, vi bruger til at tale om den, og biologer leverer begreber til at forstå den. Lykken, hævder den romerske epikuræer Lukrets 11
(96-55 f.v.t.), er ikke luksuriøse interiører, men naturidyl til alle tider, når vi lejrer os mellem hinanden i græsset nær ved den rislende bæk hvor et højstammet træ kaster skygge og for beskedne midler i munterhed gør os til gode helst når solen smiler imod os og det er den rette tid hvor engene grønnes og blomster myldrer i græsset.1 Naturens fortrolige sprogspil gentages endeløst, ligesom elskere af musik og fodbold kan endevende deres yndlingstema uden at trættes. Der er altid en ny opførelse, en anden vinkel og en ekstra detalje. Stemthed. Jeg stemmes af naturen og kan selv give stemme, når han genfinder sin sindstilstand i snemarkernes åbne vidder, som slår dybe toner an, eller i et muntert solstrejf i en vandpyt. Utallige digte har svøbt årstider og landskaber og blomster i åndfulde stemninger som ydre udtryk for indre tilstande, så Jeg forfiner naturen ved at forfine sig selv som natur i naturen. Der er ingen ende på naturens magt til at kolorere Jegs stemthed. Skovturen i det lysegrønne forår kan omstemme ham så mildt, som han håbede, men også ende i rastløshed. Der var ingen blomster, kun myg, og stemningen blev spoleret af et skænderi efterfulgt af kred12
sende tanker, som ikke ville forsvinde. Skoven var ikke livgivende, den var "grusom, angstfuld, døv og mørk".2 Stemthed er ikke en "følelse for" noget bestemt, men den øjeblikkelige tone i Jegs sjæl: angst eller dristig, tom eller fuld, vissen eller saftspændt. Der er følelser, Jeg kun har, fordi han har ord for dem, og natur for dem. Natur og kultur. Alt starter, sker og ender i naturen,3 som hverken har begyndelse eller ende. Noget må jo gå forud for Big Bang, eftersom den fandt sted i tid. Den er alt, på græsk pan, og Pan er gud for både ekstase og panik, lykkerus og rædsel. Også Jeg er natur, men på den særlige måde, at han af natur er et sprogvæsen, der giver naturen symbolsk form, så det tager sig ud, som om kultur er noget andet end natur. Kultur er natur, som er formet og fremelsket af sprog, som om Jeg i naturen er hinsides naturen, fordi han kan tale om den. Forskellen mellem natur og kultur ophæves, hvis vi, som vi skal gøre om lidt, ser naturen som alt. Hvis der mellem søen og græsplænen er en asfaltsti, siger vi jo ikke, at naturen stopper ved asfalten og begynder igen på den anden side, ned mod vandet. Også sekssporede motorveje, stålhårde skyskrabere og svulmende prydhaver er formet natur. "Enhver storby er skabt af ødelagte bjerge / sten for sten",4 så hvis myretuer er natur, er samfund det også. Idéen om naturen må udvides. 13
Den er større, end vi kan fatte, både i det store og i det små og i alt indimellem. Intet er unatur, ikke engang intet. En sonate af Mozart er opstået i hans hoved, uforudsigelig som inspiration, men plejet af tradition og træning, nedskrevet med blæk på papir, spillet af instrumenter af træ og metal og meddelt til Du som fint afstemte sekvenser og akkorder. Sonaten er i natur og af natur. At gøre den overnaturlig eller ligefrem unaturlig er at falde for illusionen om, at Mozart er hævet over naturen. Musikkens lykke og længsel kræver en neural syntese i Mozarts krop, omsat til toner og meddelt til Dus lykkelige bevidsthed. Ingen vidste, hvor tonerne kom fra, og lod dem være dikteret af gud. Uanset kilde opstod de i naturen, frit formet af et menneske ud af et baglæns pres fra ambition og et forlæns pres fra en drøm om perfektion. Grænsen mellem natur og kultur er et stedsegrønt stridspunkt. Aristoteles hævdede, at "fra naturens hånd" er nogle mennesker deforme og derfor født til at være slaver,5 mens David Hume mere end 2000 år senere hævdede, at "NEGROE slaver" aldrig har vist tegn på opfindsomhed.6 Der er ingen ende på diskussionen om nature versus nurture. Omfatter naturen også det sprog, den beskrives i? Svaret må være ja. Sproget er opstået i naturen, for det giver ikke mening at forestille sig, at nogle halvaber 14
i en fjern urtid satte sig omkring bålet og blev enige om at opfinde sproget. Det kræver sprog at opfinde, og nogle sprogforskere mener, at evnen til at bruge og kombinere ord opstod ved en mutation.7 Planter og dyr er natur og skænker den ikke en tanke. Kun mennesker, ikke fugle, tager "ud i naturen". Det intime forhold mellem natur og sprog har fristet Bruno Latour til at smelte dem sammen i et nyt ord: "natur/kultur".8 Fristelsen er til at forstå, men må afvises. Naturen går forud for og omfatter sproget. I den modsatte retning, fra natur til sprog, kan Jeg ikke komme ud af sproget, som er hans natur. Selv med beskeden indlæring opøver næsten alle børn et sprog i løbet af deres første år. Den totale natur. Ordet "natur" svæver i hverdagens vinde. Graver man dybere, opdager man, at naturen ikke er noget til forskel fra noget andet, den er alt, grænseløs i tid og rum, uden modbegreb og derfor hverken god eller ond, smuk eller hæslig. Altid begge dele. Den har intet formål, alt er i den, så der er intet view from nowhere. Jeg kan se jorden udefra, men ikke naturen, så når han iagttager den, er det en stump af naturen, som iagttager en stump af sig selv. Det jødiske billedforbud skyldes måske, at et billede af gud banaliserer noget ufatteligt stort. Hvorfor gøre naturen total? Gør det ikke ordet ube15
stemt og ubrugeligt? For at sige noget må man gøre forskel til noget andet. Er naturen på begge sider af forskellen, kan der ikke siges noget om den, kun i den. Men ordlegen er ikke tom. Idéen om en total natur åbner blikket for den sammenhæng, Jeg er indfældet i. Han lever ikke på en sproglig ø, adskilt fra naturen, men svømmer i naturhavet, selv når hans ord lader ham overskride alle grænser, tilsyneladende uhæmmet af tid og rum. Ord vejer ingenting og flyver lettere end støvsvampens brune pollen. Selv når tanken tænker den totale natur, slipper den ikke ud på den anden side. Tanken om naturen indgår i naturen, og sprogets frie tanker er ufrit bundet til materien, også når de lagres og overlever kroppens død. Efter svævet ud i kosmos går turen tilbage til jorden. Når naturen har slugt alle forskelle, må de spyttes ud igen. Det sker på to måder. Først kan naturen, horisontalt, inddeles i systemer, som styres af hvert sit blik med hver sin interesse: økonomi, politik, videnskab, etc. De kan adskilles i teorien, men blander sig i praksis og forhindrer, at den stump af naturen, vi kalder jorden, er en harmonisk helhed. Den kan også, vertikalt, inddeles i sfærer efter de love, som gør hver sfære unik. Vi skelner mellem den fysiske sfære, biosfæren, psykosfæren og sprogsfæren, hvor sprogsfæren ofte får et særligt navn: den anden natur. Mens naturens "uendelige figurdannelse"9 er spon16